Pontoppidans journalistik

Af Flemming Behrendt

Når Pontoppidan under sin soldatertid i sommeren 1880 henvendte sig til Otto Borchsenius med sit første manuskript til "Kirkeskuden", må det skyldes at han var mere fortrolig med ugebladet Ude og Hjemme end med Illustreret Tidende. Både vennen Johan Rohde, som Pontoppidan havde boet i hus med indtil han rykkede til Frerslev, og broderen Morten, hos hvem han rykkede ind, var abonnenter på Ude og Hjemme hvis redaktør Borchsenius var. Men skønt de fleste af det moderne gennembruds forfattere også skrev i Ude og Hjemme, betød det ikke at Pontoppidan fra begyndelsen var eller følte sig som en del af denne litterære falanks. Personligt kendte han til ingen af dem, før han langt senere, i januar 1884, stødte ind i Georg Brandes på Strøget. På det tidspunkt var brdr. Brandes sammen med Viggo Hørup blevet hældt/kuppet ud af Morgenbladet af venstrepolitikeren Chresten Berg, og Borchsenius havde fået foden så meget indenfor at han netop i januar 1884 havde befordret udkastene til Pontoppidans Isbjørnen ind i Morgenbladet som føljeton. Under Borchsenius fortsatte Pontoppidan med at levere stof til avisen, og grundlæggelsen af Politiken fra 1. oktober s.å. gjorde ingen forandring i dette forhold der varede indtil udgangen af 18851. Først i november 1887 stod Pontoppidans første artikel i Politiken efter at Edv. Brandes siden april havde søgt at hyre ham.

Poul Carit Andersens: Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi (1934) er brugt som grundlag for denne oversigt. I en stor del af Pontoppidan-litteraturen er PCAs løbenumre anvendt som identifikation af de enkelte artikler. Disse numre anføres også i listen, og senere fundne artikler er stukket ind som a-, b- etc.-numre, der dog også bruges til opdeling af sammenhængende artikler som PCA har givet fælles løbenummer.

Poul Carit Andersen har i sin Pontoppidan.bibliografi fra 1934 (PCA 172) medtaget en dagsaktuel artikel fra Kjøbenhavns Børs-Tidende fra 28. november 1890: "Vinterrejse" om en rejse fra Tyskland til Danmark under et stormvejr i slutningen af måneden. Skjerbæk (HPF, s. 124) har overtaget denne registrering. Men artiklen, som er underskrevet "P.", kan ikke være af Pontoppidan der fra Berlin daterede en teateranmeldelse 30. november (bragt 5.12; PCA 173). Senere brugte Pontoppidan ganske vist mærket "P." i avisen (eller H.P.), men havde ikke gjort det tidligere.

[1] Det er således på ingen måde korrekt når f.eks. historikeren Søren Mørch i den kommenterede antologi Hørup er med, 2004, s. 124, slår Pontoppidan i hartkorn med de gennembrudsfolk der "[a]lle sammen svigtede" "Brandes a/s" –

den gamle kæmpe fra 1848-49, D.G. Monrad, historikeren Kr. Erslev, forfatterne Holger Drachmann, Henrik Pontoppidan, Sophus Schandorph, C. Hostrup, ja selv Erik Skram, som egentlig kun var regnet for noget, fordi Brandes a/s havde gjort ham til det.

tilbage
[2] Lars Peter Rømhild i kommentar-bindet til DFL 1997, s. 35:

Det kan også nævnes, at Henrik Pontoppidan i sin journalistik ikke undså sig for at reklamere for sin storebroder, psykiateren, overlæge Knud Pontoppidans forfatterskab.

tilbage