Bønder

Det har været Bondens lidet misundelsesværdige Lod i vor Literatur snart at være bleven sminket op med Dyder og Følelser, han aldrig har ejet, snart at være bleven latterliggjort netop paa Grund af de bedste og solideste Egenskaber, som hans særegne Livsforhold har fremavlet hos ham.

For Tiden er det Sminken, man fra en vis Side har fundet sin Interesse i at bringe i Anvendelse. Og ikke saa snart forsøger andre at vaske denne bort og bringe den naturlige Hudfarve frem, fordi de mener, at Bonden selv i Længden er bedst tjent dermed, før travle (og sjældent ganske noble) Hænder straks er paa Færde og ilsomt farer frem og tilbage over Krukkerne med de bekendte Paaskrifter: støt, staalsat, kærnesund, Muldjordskraft1, sædelig Alvor o.s.v.

Navnlig med Støtheden er det vist for Tiden ikke værd at smøre altfor tykt paa. Og hvad angaar vore Landboeres sædelige Alvor, hvortil man holder af at henvise som Modsætning til de store Byers sædelige Fordærvelse, saa godtgør vore Kirkebøger og statistiske Tabeller tydelig nok, at intet andet Lands Befolkning frembringer saa mange uægte Børn eller drikker saa meget Brændevin som netop vore Bønder.

I en Egn, jeg har haft særlig Lejlighed til at lære nøje at kende, hænder det kun ganske undtagelsesvis, at en Brud – selv af Egnens bedste Familier – føres til Alteret uden at være stærkt paa Veje til at blive Moder. Hvor vilde man ikke i Lastens Kjøbenhavn rødme af Undseelse, ifald man i Vor Frue Kirke saa en højtfrugtsommelig Grossererbrud med Myrtekrans og Slør? Paa Landet er der ingen (uden maaske Præsten), der forarges; alt er her i sin Rigtighed; og man vilde sikkert blive højlig forundret, ifald man i denne Anledning vilde give sig til at snakke op om Usædelighed og deslige.

Der var heller ingen Grund dertil, dersom dette virkelig var alt. Men ingen kommer paa Spor efter Forholdene, saaledes som de har udviklet sig i den tjenende Husmandsklasse, uden næsten at forfærdes.

Vore unge Bønderkarle er i deres Forhold til det sjette Bud komplette Bohêmer, der udelukkende lader sig lede af deres Lyst parret med en vis, forsigtig Beregning. Fra deres 16-17 Aar, eller endog endnu før, tilfredsstiller de uden Samvittighedsskrupler deres Fornødenheder paa dette Punkt; og en virkelig uberørt Pige paa seksten er mellem de tjenende sikkert en Undtagelse. Ja, hvorfor ikke sige det rent ud, selv med Fare for at blive beskyldt for Bagvaskelse: denne med Rette saa berygtede Parring i Flæng, hvis Indførelse menes at være visse, fra Udlandet stammende Idéers højeste, ja egenlig eneste Maal, er en gammel kendt Ting ude mellem de danske Bønder, hvor den drives i en Udstrækning og under Omstændigheder, der i et Dagblad ikke engang kan antydes.

Naturligvis er der med Hensyn hertil Forskel paa de forskellige Steder af Landet; ja i enkelte, i Almindelighed temmelig skarpt begrænsede Egne er Forholdene vel endog ganske anderledes. Men dette er Undtagelser, der blot bekræfter Reglen. Og den Forfatter, der skildrer vor Bondeungdom som gennemgaaende sædelig og kysk og giver disse Skildringer ud for Virkelighed, gør sig – trods Morgbl.s vedvarende Protester – skyldig i en Usandhed, der ikke er tilladelig.

Det er i det hele ikke tilladeligt at dække over de mange Brøst, som netop vore Landboforhold nutildags rummer; og det er farligt at blive ved at tilraabe Bonden, at han er god nok, som han er, ja saa udmærket endog, at han skal redde os allesammen. Det turde just være paa Tiden, at al den Elendighed, den utrolige Nød og Fordærvelse, som har faaet Lov til at skjule sig i vore Landsbyer, kommer for en Dag. Maaske det vilde hjælpe til at forklare, hvorfor vi med vor Folkesag ikke er kommen videre, end vi er. Mulig det ogsaa vilde give os et Vink til Forstaaelse af, hvad Vej vi skal styre.

Henrik Pontoppidan.

 
[1] Muldjordskraft: Pontoppidan bruger ordet i Borgmester Hoeck og Hustru (1905) kap.VIII. tilbage