Bønder
Hr. Henrik Pontoppidan har i "Politiken" Nr. 333 [29.11.1887] under nævnte Overskrift en Artikel, der vistnok kommer Sandheden temmelig nær. Dog maa jeg netop i Sandhedens Interesse gøre en Bemærkning. Han skriver iblandt Andet: "Hvor vilde man ikke i Lastens Kjøbenhavn rødme af Undseelse, ifald man i Vor Frue Kirke saa en højtfrugtsommelig Grossererbrud med Myrthekrans og Slør? Paa Landet er der ingen (uden maaske Præsten), der forarges; Alt er saa i sin Rigtighed".
Det er disse Ord, som min Bemærkning gælder; thi det er vel ikke i sin Rigtighed, at en frugtsommelig Brud smykker sig med Myrthekrans og Slør. Disse Ting er Jomfruelighedens Symboler, som virgo intacta siden Arilds Tid har havt Hævd paa, og som den unge Pige i gamle Dage netop bar sidste Gang paa den Dag, hvor hun som virgo intacta overgaves i det fædrene Hus af Faderen til Bejleren. En "frugtsommelig Brud" er vel ogsaa egenlig en Modsigelse.
Men naar "maaske Præsten" forarges ved omtalte Lejlighed, gælder Forargelsen vel ikke saameget "Usædeligheden". Thi Præsten er vant til, at en stor Del af vor Landbefolkning betragter Trolovelsen eller "Forlovelsen" som givende Ægteskabets Ret, – en Betragtning, der vistnok gaar tilbage til hin oprindelige Ordning af Sagen. Den kirkelige Vielse her tillands er i de fleste Tilfælde kun Besegling paa, hvad der privat har fundet Sted mellem de To. Præstens Forargelse gjælder meget mere den Usandhed, der offenlig stilles tilskue, den Tilsnigelse af laante Fjer, og den Modsigelse, som kommer frem, naar Jomfrukransen og det vestalske Slør paahæftes den frugtsommelige Skikkelse.
En Landsbypræst.
