Møddingen og Halmstakken

Af Peder R. Møller

Det hændte mig en Gang, at jeg gik forbi en Mødding, ved hvis Side laa en nytærsket Halmstak. Jeg tog en Haandfuld af den sidste:

"Der har været baade Klinte og Tidsler i det Korn."

"Ja, noget er der jo altid", svarede Ejeren.

"Aa ja, der er jo – – fy for Pokker! hvor den Halm stinker!"

"Hehe! nej, det er ikke Halmen, det er Møddingen her ved Siden af; den lugter altid slemt, naar Grisene gaar og roder i den."

Saadan gaar det tidt i denne Verden. Møddingen kaster Stank hen over den nytærskede Halm, der ganske vist er isprængt Klinte, Tidsler og andet Ukrudt, men som dog, i Sammenligning med den raadne Mødding kan kaldes ren. Og saa kan det hænde, man i Farten tager fejl og mener, det er Halmen, der stinker, saa bedøvende kan den ilde Lugt fra Møddingen være, især naar der løber en Flok Grise og roder i den af alle Livsens Kræfter.

Nu være det langt fra mig at sige, at Hr. Henrik Pontoppidan er en Gris, der roder i Møddingen. Jeg har ikke læst meget af hans Produktion som Forfatter. Men derimod slaar jeg fast, at Hr. Pontoppidan i sin Maade fornylig at omtale Bønder paa kaster Snavs fra Møddingen paa Halmstakken, og at han gjør det paa en meget griset Maade. Naa, Hr. Pontoppidan vil kanske erklære, at jeg ikke kan tale med som sagkyndig. Ja, hvem kan vide det. Trods det, at mine Ahner sikkert har været Bønder i Hundreder af Aar, trods det, at jeg selv for snart 40 Aar siden blev født af Bønderfolk, og fra min Fødsel til Dato har levet som Bonde og været Bonde, saa skal man aldrig forsværge, at jeg kan blive vist hjem igjen som en Ikke-Sagkyndig, naar Talen er om Bønder. Men det faar ikke hjælpe. I Tillid til, at jeg kjender mine Standsfæller adskilligt bedre end visse Pennehelte, maa jeg aflægge mit Vidnesbyrd:

Der voxer Klinte og Tidsler nok paa vor Bondeager, det er sandt. Og paa den fynske ikke færre, snarere flere, end i andre Provinser her i Landet – det tyder Statistiken paa. Men det er en saa grænseløs Overdrivelse, viser et saa enormt Overmaal af tyk Uvidenhed eller det, der er værre, naar Hr. Pontoppidan vil gjøre saa godt som alle Bønderpiger og Bønderkarle til raadne Substanser i Utugtens Mødding. At de fleste Bønderkarle "fra deres 16de-17de Aar, eller endog endnu før" bedriver Utugt over en lav Sko som komplette Bohêmer; at en uskyldig Tjenestepige over 16-Aars-Alderen er en Undtagelse blandt Bønder, er Beskyldninger, som en Mand af Ære ikke kan fremsætte uden at fremføre Beviser for sine Paastandes Rigtighed.

Jeg er gammel nok til at have deltaget i de "unges Lav" i Tiden, der ligger forud for Højskolernes udbredte Virksomhed, før Skytte- og Gymnastikforeninger fik Tag i de unge, før Forsamlingshusene drog Ungdommen indenfor deres Mure med Foredrag og Sang. Jeg har i den Tid været med at gaa i Flok paa Landsbyens Gader og Veje kjædet sammen Arm i Arm, Karle og Piger, i lange Rækker; men den Tone, der var raadende i Samtale og Optræden, skulde mange moderne Riddere af Møddingen misunde os; den var hverken poleret eller raffineret, men den var sund og sand, om end undertiden grovkornet, stemmende med de barkede Næver og den hjemmegjorte Vadmelsdragt. Faldt en Pige da for Fristelsen – og det skete af og til, som Undtagelse – saa faldt hun ved sin Kjæreste; saa blev de to som Regel Mand og Kone, og jeg kjender adskillige Hjem bygget op af saadanne to, som de moderne Riddere af Møddingen skulde misunde dem.

Og siden efter. Den stærke Aandsmagt, der gjennem de Kirker, hvor der staar kristelig levende Præster, gjennem vore Højskoler, vore Friskoler, vore Skytteforeninger, vore Foredragsforeninger drager Tusender af Bønderpiger og Bønderkarle til sig, bort fra og befæstende dem mod den sig, mest fra Byerne, bredende usædelige Fordærvelse – kjender Hr. Pontoppidan ikke den?

Fordyber han sig i sine "Virkelighedsskildringer" af Bønder inde ved sit Skrivebord, saa han ikke kjender Virkeligheden ude i Livet?

Skriv væk, Hr. Pontoppidan, paa Deres "Virkelighedsskildringer" – ikke én, der kjender de sande Forhold, vil tro Dem. Kast stinkende Snavs fra Bohêmernes Mødding efter os – Vinden fra Virkelighedens Kant er imod Dem og fører Snavset tilbage i Deres eget Ansigt.

Vi Bønder skal ikke krympe os ved, at man viser os vore daarlige Sider; vi skal ydmygt bekjende, at vi desværre har mange; at vi langtfra staar rene og hvide paa Sædelighedens Tinde – den Kamp, hver enkelt maa føre, kjender han bedst selv. Men naar man slynger løse, væmmelige, ja ærekrænkende Beskyldninger imod os som Stand, saa viser vi dem tilbage med Foragt.

Fyn, d. 2den Decbr. 1887.

Peder R. Møller.