Bønder og "Evropæere"
Hr. Henrik Pontoppidan er i Gaar vadet i Land fra de Zola'ske Hængesække, men har foreløbig saa travlt med at rense sig for visse vedhængende Bestanddele derfra, at han ikke faar svaret paa de Spørgsmaal, han selv fremkaldte, medens han stod som en lille Hane ude paa Sumpens Tuer.
Han vil fragaa, at Meningen i hans første Artikel var den, at som de Zola'ske Bønder "er alle vore Bønder, i alt Fald dem, der kan skrives om."
Jeg bliver da nødt til at opfriske hans egne Ord. Han skrev i hin Artikel i "Politiken":
I det hele ejer vel vor Literatur kun én nævneværdig Skildring af en dansk Bonde*), nemlig Jeppe paa Bjærget, og denne skyldes just en Stuelærd, en Skrivebordspoet(!), […] Men er det nu ikke mærkværdigt, hvor denne drukne Bonde, dette usædelige Kvindfolk, denne snu Skomager ligner de Zola'ske Skikkelser, som Hr. Kristofersen slet ikke vil kendes ved. Skulde han virkelig slet ikke have set den Slags Folk oppe mellem sine Fjælde? Og mon ikke den nøgne Sandhed dér – som her – er den, at vor egen Bondealmue rummer Skikkelser, der nøjagtigt svarer til dem, der er skildret i Jord.
*) Udhævelsen af os.
Af disse Sætnnger kan Meningen kun være den: Da den eneste nævneværdige Skildring af danske Bønder handler om en fordrukken Bonde, et usædeligt Kvindfolk og en snu Skomager (Krovært) – akkurat som hos Zola, saa maa de danske – og tillige de norske – Bønder være som de Zola'ske, raa, lastefulde, dyrske. Og hvorfor er hin Skildring nævneværdig? Jo (o, mærkelige Logik!), fordi den just skildrer Drukkenskab og Usædelighed! Hr. Pontoppidan anfører ingen anden Grund, og at "Jeppe paa Bjærget" som sand, digterisk Almueskildring skulde besidde større eller saa store Fortrin som t. Ex. Blichers og Goldschmidts Fortællinger, Hostrups "Tordenvejr" – lad gaa, at Hr. P. og "Politiken" ofrer Schandorph – det vil Hr. Pontoppidan næppe kunne fremføre et eneste antageligt Bevis for.
Nu – i sin sidste Artikel – synes Hr. Pontoppidan tilbøjelig til at indrømme, at der i Danmark i alt Fald gives Undtagelser fra den Zola'ske Kategori af Bønder. Men i sin første Artikel skrev han om Hr. Kristofersens Rydningsmænd, at de har "absolut ikke meget med Virkeligheden at gjøre". Og hvis Hr. K. vil gjøre Fordring paa Virkelighedstroskab, saa udbryder Hr. P.: "Vesle Nordmand! – det bilder du end ikke dine egne Bønder ind!"
Disse Citater, sammenholdte med det første, vil sige, at som Hr. Pontoppidan med "Jeppe" og Zola i Haanden siger, at Bønderne er, saaledes er Bondestanden i sin Helhed, ikke engang de to enlige Rydningsfolk oppe i Fjeldverdenens Afkrog faar Lov til at danne en Undtagelse. Thi indrømmede man, at de kunde være Undtagelser, var der jo ingen Grund til at skrige op hverken for Pontoppidan eller Hr. Hørup, der atter og atter i sit Blad maaler med den Alen, han har været saa lykkelig at grave op af Zolas "Jord".
Nej, danske Bønder! Eders Type i Literaturen er "Jeppe", en raa, uvidende, fordrukken og indbildsk Bonde, der er Hanrej i sit Hus og til Løjer og Grin for Baronen paa Herregaarden – en komisk Heltefigur! Saaledes var eders Forfædre, og saaledes er I. Vil I ikke tro det, kan i læse det i "Politiken". Og den simple Slutning, som maa drages deraf, nemlig, at I da hverken er modne for Parlamentarisme, for Rigsdag eller sligt, vil I formodentlig ogsaa kunne læse inden lang Tid i det "ny Højre"s Organ.
Som naar man skal forsvare en slet Sag, vil Hr. Pontoppidan klare sig med personlige Uartigheder. Beskyldninger for Plagiat og Efterligning, som, lige fra han selv optraadte med "Stækkede Vinger" i Literaturen, har svævet over hans eget Hoved, vælter han over paa mig. Han har hørt dem saa tidt, jeg har ikke hørt dem før. Men at høre Hr. Pontoppidan i sin af Sminke skinnende Stil tale om "aflagte Klædningsstykker, oppudsede til Søndagsbrug" er ikke ilde – Kielland i Paris og Holger Dracmann i "Berlingske" vil tage sig en lun Latter ved denne Frimodighed. Nej, højstærede Hr. P., Deres Beskyldninger har jeg ingen Ret til at modtage, de Forfattere, De hentyder til, har jeg været for ung til at drage den Nytte af, som De har indbjærget. Da de stod i deres Glans, havde jeg liden eller ingen Lejlighed til at læse, og da Lejligheden kom, var Forgyldningen stærkt i Færd med at gaa af St. Gertrud. Men hvorfor vil De, Hr. P., ogsaa fornægte, hvad der dog i Deres Klike antagelig er en Pryd? De kan dog ikke være uvidende om, hvorledes Plagiater sidder som prangende Lapper paa Deres Herre og Mesters Kavaj; hver Gang Doktoren rører sig i Sædet, maa det jo flimre dermed for Deres Øjne. Og om adskillige af Deres øvrige Kolleger er det vel bedst ikke at tale.
Hr. Pontoppidan griber samtidig Lejligheden til at fremhæve, at han selv "har tegnet adskillige Bondeskikkelser, der lever i Dyd og gode Sæder". Dyd og gode Sæder – ja, maaske; Bondeskikkelser – nej, det bilder Hr. Pontoppidan i det mindste ikke Bønder ind. Den Sammenligning, han selv uforsigtig opfordrer til, med de saa haanlig betragtede "Skolelærerforfattere" Thyregod, Zakarias Nielsen, E. Tang Kristensen o. fl. *) vilde blive meget farlig for hans "Landsbybilleder". Hine Forfattere er paalidelige, saa vidt de gaar, og hvad de fortæller, handler om deres eget, deres Naboers og Slægts Liv. Hr. P. er utroværdig i smaat som i stort, fordi han skildrer en Stand, som han kun kjender løseligt i dens ydre Færd, slet ikke i dens Psykologi.
Faar Hr. P. en Gang sine Bøger læst blandt Bønderne, vil de læse om hans "Bondeskikkelser" som om Grønlændere eller Sioux-Indianere – eller som de nu læser "Politiken". Det vil i Virkeligheden aldrig falde dem ind, at det er noget, der skal angaa dem, noget, der skal være i Slægt med deres Karakter.
Bertel Elmgaard.
*) Jeg forstår ikke Hr. P.'s dybe Aversion mod disse Forfattere, thi naar "Jeppe" er den eneste nævneværdige Skildring af dansk Almue, saa kan det for vore Bondenovellister dog være højst ligegyldigt, om de er Seminarister som de her nævnte Herrer eller Akademikere (?) som Hr. Pontoppidan.
