Er vore Bønder Svin?

Af Bertel Elmgaard

"Politiken" svarede i Tirsdags: Ja, de er Svin!

De Beviser, som Bladet førte, var hverken mange eller lange, men fyndige og overbevisende. Det vil sige for dem, der ikke kjender Bondestanden og endnu ser et Orakel i Hr. Hørups Organ.

"Morgenbladet"s Læsere kjender fra Zakarias Nielsens Artikel i Gaar en Del af "Politiken"s ærekrænkende Beskyldninger. Men vore Bønder skal høre dem alle, atter og atter, om det bliver nødvendigt. De skal vide, hvad adskillige af deres Repræsentanter mener om dem, de skal kjende den Haan, hvormed de betragtes i et Blad, der udgiver sig for at tale deres Sag; de skal se det Snavs, man overdænger dem med, hele Standen, fra en Retning, hvis Blad Bønderne endnu støtter, og hvis Redaktører de vælger til Rigsdagsmænd.

Vore Bønder er Svin, siger de.

De skriver i "Politiken": "Vore unge Bønderkarle er i deres Forhold til det sjette Bud komplette Bohêmer, der udelukkende lader sig lede af deres Lyst, parret med en vis forsigtig Beregning."

Forstaar I det, danske Bønder? Som unge Karle kjender I ikke noget til Kjærlighed, til Hengivenhed for en enkelt Kvinde. I kjender overhovedet ikke noget til Kjærlighed, Troskab eller den Slags Ting. Nej, I har kun eders sanselige Lyster, dyriske og raa, og dem spekulerer I paa, som Gadens Hunde, at tilfredsstille, og da I jo som bekjendt er et snu og snedigt Folkefærd, saa faar I ogsaa Lysterne rigeligt tilfredsstillede.

"Politiken" paastaar det.

Dette Blad siger endvidere om vore Bønderkarle: "Fra deres 16de-17de Aar, eller endog endnu før (altsaa i Skoletiden), tilfredsstiller de uden Samvittighedsskrupler deres Fornødenheder paa dette Punkt", det vil sige med Hensyn til de omtalte Lyster. Hører I det, Bønder, det gjælder som Regel jer alle. I bedriver Utugt fra Barnsben af, I forfører eders Kvinder, Tjenestepiger, Døtre og Hustruer uden Spor af Samvittighedsskrupler. Samvittighed er nok overhovedet en Ting, som I ikke har noget af.

Alt, hvad Digterne har fortalt om Landets "tusend Hjem", er purt Opspind, alt, hvad I Bønder selv véd at fortælle om Uskyld, Elskov, Trofasthed og Opofrelse i simple Vadmelsklæder, hvad I har hørt af eders Fædre, hvad I har fortalt os, eders Børn, er simpelthen Hykleri, alle eders skjønne Sagn og Viser, der er sunde og nærende som Kornet paa eders Marker, der er rene og blændende klare som eders Aaer, naar den blaa Himmel spejler sig deri – ogsaa de er Usandhed og Hykleri.

Thi det hedder i "Politiken": "Den Forfatter, som skildrer vor Bondeungdom som gjennemgaaende sædelig og kysk og giver disse Skildringer ud for Virkelighed, gjør sig – trods "Morgenbl."s vedvarende Protester – skyldig i en Usandhed, der ikke er tilladelig."

Men "Politiken"s Hovedtrumf er dog denne:

"Parring i Flæng, hvis Indførelse menes at være visse fra Udlandet stammende Ideers højeste, ja, egenlig eneste Maal, er en gammel kjendt Ting ude mellem de danske Bønder, hvor den drives i en Udstrækning og under Omstændigheder, der i et Dagblad ikke engang kan antydes."

Parring i Flæng, det er Trumfen.

Det bør noteres, at "Politiken" ikke gjør Mine af Forsøg paa at slippe fra, at Parring i Flæng er Formaalet for de Ideer, som Bladet forfægter. Efter Dr. G. Brandes' seneste "Theorier" vilde det ogsaa vanskeligt lade sig gjøre.

Men Parring i Flæng, mener "Politiken", behøver slet ikke at indføres. I Bønder har praktiseret den fra gammel Tid og driver den endnu efter meget stor Maalestok. Foreløbig taler Bladet kun om, hvad I gjør i eders Ungdomstid. Men lever I fra eders 15de til eders 25de Aar snart med én Kvinde, snart med en anden, driver Utugt og avler Børn med dem uden Samvittighedsskrupler, med andre Ord, indtager I gjennem dette Tidsrum et Standpunkt, der er lavere end Dyrenes, saa er følgende Slutning let at drage:

Eders Ægteskab er lutter Hykleri og Humbug, ingen Bonde er sin Hustru tro, ingen Kvinde paa Landet er sin Mand tro. Thi de Mennesker, der indtil Giftermaalet uden Samvittighedsskrupler har parret sig i Flæng, som ikke kjender til Kjærlighed, men sætter "en vis forsigtig Beregning" i Stedet, de vil ogsaa leve saaledes efter Giftermaalet. Med andre Ord: de danske Bønder har indført Flerkoneriet.

Det er den ligefremme Slutning af "Politiken"s Beskyldninger, og Hr. Hørup kan lige saa godt sætte det i sin Avis først som sidst.

Ingen Sinde har enten det nuværende Højre eller de Nationalliberale udslynget saa ærerørige Beskyldninger mod den danske Bondestand, som "Politiken" har tilladt sig, fra først af i en læmpelig, tilsløret Form, senere med større Ugenerthed. Ingen Sinde har Bureaukratiet, Embedsstanden, saaledes haanet Bondestanden og de fattigere Klasser paa Landet, som det er sket fra Brandesianismens Side. Ingen Sinde er den Religion, de Minder og det nationale Ideal, som er Flertallet af det danske Folk kjært, saaledes blevet krænket af fremmede, som det er sket i "Politiken".

Bønderne har nu fra "Politiken"s og Brandesianismens Side faaet deres Skudsmaal saa fyndigt og uforbeholdent, at de kan forstaa det.

De er Svin!

Efter dette er der to Ting for Bønderne at gjøre. Et Enten-Eller.

Har "Politiken" Ret i, at I parrer jer i Flæng, at I lever som Dyr, saa er I, Flertallet af det danske Folk, I, som eders Børn og eders Venner i andre Samfundslag har antaget for en hæderlig, sund, alvorlig og fremadstræbende Slægt, saa er I en raa, bundfordærvet Hob. Og da bør eders politiske Kamp høre op. Da har I ingen Ret til at kræve Del i Landets Styrelse, da har I ingen Adkomst til at sidde i Folkets Raad.

Og ét endnu: I vil aldrig sejre i den politiske Kamp; thi der er en simpel Lov, som alle kjender fra Historien og fra deres egen Erfaring, og den siger, at man vinder ingen varig Sejr, hverken i stort eller smaat, uden at have moralsk Ret.

Altsaa: har "Politiken" talt Sandhed, maa Bonden betragtes som en politisk umyndig Person. Han maa trække sig tilbage fra det offenlige Liv.

Dette var den ene Ting.

Har "Politiken" derimod Uret i sine Beskyldninger mod den danske Bondestand – som Tusender med "Morgenbladet" véd og tror – saa er der nu Grund til at spørge Bønderne, ikke alene i Kjøgeegnen og paa Langeland, men over hele Landet:

Mener I at kunne støtte et Blad, der haaner jer som her paavist, mener I at være tjente med Talsmænd, der fremstiller jer som en Hob, der staar lavere end Dyrene? Tror I paa en politisk Kamp, hvor disse Mænd fører det store Ord? Haaber I paa Sejr under deres Førerskab?

Jeg véd, I vil svare et enstemmigt Nej.

Men saa bliver ogsaa den anden, og den eneste Ting, I har at gjøre, dette:

Bort med de Mænd og de Blade, hvor I Bønder har noget at sige.

Bertel Elmgaard