Bønder
I Politiken for Torsdag findes en Udtalelse af Hr. Folketingsmand Lauridsen om Sædelighedsforholdene paa Landet.
Udtalelsen forundrer mig, fordi den i Formen fremtræder som en kraftig Protest imod, hvad jeg har fremført om de samme Forhold, mens den samtidig er en Indrømmelse af min Paastands Rigtighed i Hovedsagen: den overhaandtagende Ukyskhed inden for den tjenende Husmandsklasse.
Hvorvidt det kan siges, at jeg har set Forholdet lidt for lyst eller lidt for mørkt, afhænger af den enkeltes Erfaringer paa dette Omraade, og derom føres sikkert ingen frugtbringende Diskussion. Jeg tror vedvarende, at min Opfattelse, der er støttet paa Erfaringer baade fra Jylland, Fyn og Sjælland, er rigtig; og jeg kan eksempelvis henvise til Fængselspræst Hafstrøms nylig offenliggjorte Optegnelser1, der er gode at faa Forstand af.
Jeg skulde da ikke heller paany have taget Ordet i denne Sag, ifald Hr. L. ikke havde imødegaaet mig paa et Punkt, om hvilket han absolut ingen Besked kan vide. Jeg anførte om en bestemt Egn, jeg særlig nøje har lært at kende, at det i den kun ganske undtagelsesvis hændte, at en Brud, selv af Egnens bedste (d.v.s. mest ansete) Familier, førtes jomfruelig til Alteret. Dette benægter nu Hr. Lauridsen helt dristig og tilføjer, at hvor det er galt fat med en Gaardmandsbrud, sørger altid Familien efter bedste Ævne at dække over og skjule den Skam, der derved er overgaaet den. Dette er urigtigt. I den anførte Egn flager i slige Tilfælde den hele By, et stort Gilde afholdes, og den højtfrugtsommelige Brud danser paa Liv og Død den ganske Nat indtil den lyse Morgen.
Forøvrigt udtalte jeg netop om de bedre stillede Landboere, at der til disse ikke var nogen Anledning til at snakke op om Usædelighed. Det var udelukkende Forholdene, saaledes som de havde udviklet sig i Husmandsklassen, der havde vakt min Forfærdelse. Hvorfor vil Hr. Lauridsen absolut lade, som om jeg ikke havde gjort denne Forskel?
Henrik Pontoppidan.
