Bønder og Sædelighed
I Politikens Gaarsnumer findes under Overskriften "Bønder" en lille Opsats af Forfatteren Henrik Pontoppidan, i hvilken der forekommer følgende:
"I en Egn, jeg har haft særlig Lejlighed til at lære nøje at kende, hænder det kun ganske undtagelsesvis, at en Brud – selv af Egnens bedste Familier – føres til Alteret uden at være stærkt paa Veje til at blive Moder. Hvor vilde man ikke i Lastens Kjøbenhavn rødme af Undseelse, ifald man i Vor Frue Kirke saa en højtfrugtsommelig Grossererbrud med Myrtekrans og Slør? Paa Landet er der ingen (uden maaske Præsten), der forarges; Alt er her i sin Rigtighed; og man vilde sikkert blive højlig forundret, ifald man i denne Anledning vilde give sig til at snakke op om Usædelighed og deslige."
Mod hvilken Passus jeg, tilmed da den ansete Forfatter længere fremme i sin Opsats finder det hensigtsmæssigt at akcentuere Almengyldigheden af sin Skildring af Bondestandens Sædelighed, ikke kan undlade at nedlægge Indsigelse.
Den ærede Forfatters Skildring af Gaardmandsdøtrenes Brudefærd og Sædelighedstilstanden paa Landet staar nemlig efter min Erfaring i stærk Modstrid med det faktisk foreliggende Forhold, og man maa rent ud sagt kende Landets Gaardmandsstand daarligt for at kunne udgive en Fremstilling af Landbostandens Sædelighed, som den fra Hr. Pontoppidan foreliggende, for rigtig og almengyldig, særlig for det ovenciterede Punkts Vedkommende. Sandheden er nemlig simpelthen den, at det i de fleste af Landets Egne er ligesaa sjældent, at en Gaardmandsdatter føres til Alteret stærkt paa Vej til at blive Moder, som det i Kjøbenhavn er, at en højt frugtsommelig Grossererbrud "stiller med Myrtekrans og Slør i Vor Frue Kirke". Gaardmændene, og særlig de af Egnens bedste (skal vel være "rigeste") Familier, er nemlig ikke fuldstændig dumme; de sørger ogsaa for, naar et Forhold som det af den ærede Forfatter skildrede foreligger, ligesom de kjøbenhavnske Grossererfamilier, der rammes af den Slags Uheld, at komme saa betids til Alteret, at Præstens og Menighedens Forargelse undgaas. Kendskab til Kongebreve og Hjemmevielser er iøvrigt ligesaa almindelig kendte paa Landet som i Byerne og benyttes nu ikke sjælden af Landboere i saadanne prekære Tilfælde. Det er derfor yderst sjældent, at en Brud af Landbostandens bedre stillede Familier føres højtfrugtsommelige til Alteret, og en saadan Begivenhed vækker de fleste Steder stor Forargelse, naar den forefalder.
Det er endvidere fuldstændig urigtigt, hvis den meget ærede Forfatter tror, at Gaardmandsdøtre ofte føder uægte Børn eller er mindre "sædelige" end de bedrestillede Borgeres Døtre i Kjøbenhavn. Mødrene i de bedrestillede Dele af Bondestanden vaager nemlig med lige saa stor Iver over deres Døtre, som Mødrene i de bedrestillede Klasser i Byerne, og Gaardmandsdatteren erfarer tidlig af sin Moder, at kønslig Omgang udenfor Ægteskabet og særlig Fødsel af uægte Børn for Kvinden socialt medfører en Nedsættelse i Menigmands anden Klasse. Den unge Gaardmandssøn véd desuden ligesaa godt som den unge Grosserer og den unge Adelsmand, at kønslig Omgang med socialt Ligestillede medfører Forpligtelser af særdeles bindende Beskaffenhed. Og mange Gaardmandsdøtre har i den nyere Tid, gennem Højskoler og forfinet Opdragelse, erhværvet sig den samme romantiske Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde, som længe har været herskende i Borgerstandens Overklasser.
Det vilde derfor se godt ud med Sædeligheden her i Landet, hvis de unge Bønderkarle var ligesaa forsigtige og hensynsfulde overfor den indvandrede svenske Tjenestepige og overfor Husmands- og Landarbejderdatteren, som de er overfor Gaardmandsdatteren. Her har Hr. Pontoppidan, der synes at være i Besiddelse af stor Ærlighed og Mod, peget paa Landbosædelighedens ømme Punkt. Disse sidstnævnte Klassers Døtre, der hyppigt tjener som Tyende langt fra Hjemmet, er nemlig ikke undergivet nogen Opsigt fra Forældre eller trykkede af den ved de uægte Fødseler foraarsagede Skandale, og Bønderkarlene har desværre, ligesaa lidt som Herrerne i de bedrestillede Samfundsklasser, endnu forstaaet, at det er større Synd at forføre en Kvinde af de fattige Samfundslag end en Kvinde af de socialt velstillede.
Forholdet paa dette Omraade er iøvrigt ikke nær saa slemt, som den meget ærede Forfatter antager. Den uregelmæssige Kønsomgang har nemlig paa Landet som i Byerne Tendens til at samle sig hos enkelte kvindelige Væsner, og der findes derfor i de fleste af Landets Egne mangen uberørt og uberygtet Husmandsdatter og Tjenestepige, der er langt over 16 Aar gammel.
Kjøbenhavn, den 30. Novbr. 1887.
J.K. Lauridsen.
