En Opgave

Som bekendt har vi for nylig faaet oprettet en Turistforening her i Landet. Det var i Virkeligheden ikke for tidligt. Vi har længe nok trængt til et Raad af Mænd, der med nogen Avtoritet vilde tage sig lidt af vore Rejse-Bekvemmeligheder tillands og tilvands og i det hele hjælpe til at fremme Rejselivet indenfor vore egne Grænser.

Kunde det samtidig lykkes dem at aabne vore Naboers Øjne for, at man ogsaa her i Landet kan tilbringe et Par Ferieuger med Udbytte, saa var det slet ikke hverken saa galt eller saa betydningsløst, som enkelte mener.

Beængstede Sjæle har med Hensyn hertil udtalt Frygt for en Oversvømmelse, navnlig af Tyskere. De har i Aanden set bramarbaserende1 Udlændinge hver Sommer bemægtige sig vort Land og omskabe det til et stort Tivoli, hørt "Heil dir im Siegeskranz"2 rulle ned fra alle Højene, og set os selv vandre fredløse om i Tykningerne af vore egne Skove.

Det har dog næppe nogen Fare. Saa lille er vort Land da heller ikke, og saa tykke endnu ikke Tyskerne, at et Par Tusinder af dem skulde kunne "oversvømme" os. Der bliver saamænd endda rigelig Plads tilbage til dem af os, der ønsker Ensomhed og Fred. Det vil i det højeste blive en fire-fem Punkter, som Størsteparten af Udlændinge vil besøge, og lad end være, at det maaske netop bliver vore smukkeste, saa kan vi trøste os med, at disses Jomfruelighed har vi allerede forlængst selv berøvet dem. Intet fornuftigt Menneske rejser nuomstunder til Himmelbjerget eller Møens Klint for at glemme Verden og synke ned i sommerlange Drømmerier. Der udfolder sig paa disse Steder allerede et ret moderne Rejseliv. Vi kunde saamænd godt en skønne Aften for vor egen Fornøjelse finde paa at lade Silkeborgsøerne besejle af illuminerede Baade og oplyse Sommerspiret med bengalske Flammer.

Og hvad ondt vilde der egentlig være deri? Det er sandt, at en smuk Pige i Reglen er mest indtagende uden al Pynt, ganske som hun er udgaaet fra Naturens Haand. Alligevel kan det til en Afveksling være ganske tillokkende en Gang at se hende med en Rose i Brystet og et lille Diamantfyrværkeri over Haaret.

Men selv om nu virkelig enkelte Tyskere og andre Udlændinge skulde finde paa at søge ud fra disse vort Turistlivs Centre og mulig endog finde Behag i for kortere Tid hver Sommer at slaa sig til Ro paa andre, hidtil mindre hjemsøgte Egne og f. Eks. give Anledning til Oprettelsen af flere og større Badeetablissementer langs med Vesterhavet, hvilke værre Følger skulde da vel dette kunne faa, end at nogle Mennesker, som trænger haardt til det, fik Lejlighed til at forbedre deres Kaar?

Man har sagt, at en saadan stadig og intim Berøring med fremmede efterhaanden vil udslette vore Nationalejendommeligheder. Men bortset fra, at der dog er de Nationalejendommeligheder, som det ikke er værd at give mange Mark for at bibeholde, saa hævdes jo netop for den enkelte det overordentlig befrugtende ved et livligt Samkvem med anderledes tænkende og talende. Hvorfor skulde det da forholde sig anderledes med Folket i sin Helhed? De jyske Bønder og de sjællandske Fiskere vil saamænd kun have Gavn af at fornemme lidt af den evropæiske Atmosfære, og da de ikke kan komme til Evropa, er det jo dog kun et Held, ifald Evropa vil komme til dem.

Dog, det er ikke værdt at bruge saa stort Maal til en Skæppe. Danmark er ganske vist et smukt lille Land med Punkter af henrivende Skønhed; men det ejer ikke den Slags sælsomme eller gigantiske Tillokkelser, der drager den store Turistflom til sig. En Forening med det Formaal at fremme Rejselivet her i Landet vil da ret naturligt først og fremmest henvende sig til Landets egen Befolkning og tænke paa dennes Tarv.

Og begge Dele kan for Tiden nok gøres nødvendigt.

Glædeligt vilde det især være, om Dannelsen af den nævnte Forening kunde give Stødet til, at vor sportlystne Ungdom vendte sig noget bort fra den ørkesløse og i Længden saa fordummende Sport, der f. Eks. bestaar i ved Hjælp af et Par Hjul at rende op og ned ad et Stykke Landevej, eller hver Søndag i en Allerhelvedes Dragt at ro en lang Pind fra Langelinje til Klampenborg og efter en animeret Frokost i Bellevue at vende samme Vej tilbage.

Hvor ganske anderledes naturligt og udviklende vilde det ikke være at tage Randslen paa Nakken og Staven i Haand og – naar nem og billig Lejlighed dertil aabnedes, f. Eks. ved et bekvemt indrettet Turistskib, der hver Lørdag Aften afgik fra Kjøbenhavn til et eller andet Sted, snart i Jylland, snart paa Øerne, og vendte tilbage tidlig Mandag Morgen – at gøre Udflugter overalt i Landet, gennemstrejfe de sjællandske Skove som de jyske Dale og Heder, tale med fremmede Mennesker, se ny Ansigter, besøge Bønderne, kigge ind i Kroerne, i Højskolerne, i Kirkerne, i Fællesmejerierne og Herregaardene.

Men de unge Damer maa vi have med. Først naar vi har skrinlagt det Snærperi, der forbyder Mænd og unge Piger, to og to eller i Selskab, at færdes ugenert i det Fri, kan det rette Udbytte og den varige Glæde opstaa deraf. Men hvor vil det da ikke blive fornøjeligt f. Eks. midt paa jyske Hede uventet at træffe et andet muntert Selskab, som man kan slaa sig sammen med om et lille Hvil og et Maaltid i Lyngen, for derefter igen at gaa hver ad sin Vej og paa ret Zigøjnervis tilvinke hinanden det sidste Levvel fra det Fjærne.

Og som Turistland er Danmark netop særlig fortrinligt paa Grund af sin flade Bølgeform, der frembringer en evig og underholdende Afveksling. Mens man i Bjærglande kan rejse dagevis med den samme Fjældtop foran sig og den samme Kløft under sine Fødder, fornyes Indtrykkene og veksler Stemningen her bestandig. Ny Billeder, ny Landskaber, ny Skønheder drager En uophørligt forbi. Snart lukker Skovene sig over En med Skygge og Kølighed, snart breder Agre og friske Enge sig paa begge Sider af Vejen med Landsbyer, Møller og duftende Kløverstakke, der gæstfri byder den Vandrende Ly for en lille Lur i Middagssolen. Endelig har man næsten overalt Udsigten til Havet, og hvor dette fattes, har man dog altid en idyllisk Sø eller en sivbekranset Aa til at forfriske sig i.

Forsaavidt er altsaa alt godt. Det samme kan derimod ikke siges om alt, hvad der vedrører de Rejsendes Bekvemmeligheder, og paa dette Punkt har den unge Forening for dansk Turistliv sin første Opgave at løse.

Der er vel nok dem, der mener, at til et rigtig forvovent Rejseliv hører nødvendigvis det at tilbringe Nætterne i stinkende Kroer og udelukkende leve af harsk Flæsk, surt Øl og Tykmælk. De fleste vil dog sikkert finde, at det efter en anstrængende Dagsmarch er behageligt at have Udsigt til et velsmagende Maaltid og en god Seng, hvor man kan hvile ud til den næste Dags Strabadser. Livet, ogsaa Rejselivet, har altid nok af smaa Ubehageligheder, saa man behøver saamænd ikke selv at forskaffe sig dem.

Men de danske Landsbykroer udmærker sig ikke ved Appetitlighed, og det er med en let forklarlig Rædsel, at mange tænker paa et Natteophold under deres glohede Dyner. Ja, hvormange er der vel ikke, der aldrig har turdet vove sig ud fra de befarede Veje, fordi der ikke udenfor disse tilbydes dem et blot nogenlunde anstændigt Rekreationssted?

Eller – for at tage et Eksempel fra andet Hold – hvilken Skandale er ikke den Brutalitet, som det "forenede Dampskibsselskab" nu i en Aarrække har faaet Lov at udvise mod de danske Sommerrejsende? Hvem har ikke utallige Kvaler at tænke tilbage paa fra de natlige Farter over Kattegat under dette renommerede Selskabs Ægide? Som en Flok Faar stuves Passagererne sammen paa Skibe, af hvilke kun ganske enkelte tilfredsstiller de Fordringer, man med Rette kan stille til et Selskab, der egenmægtig har taget saa at sige al vor søværts Mennesketransport paa sin Samvittighed. Skønt Taksterne ingenlunde er lave, bydes Kahytspassagerer i Ferietiden uden Blusel Natteleje under et Bord, op ad en Trappe eller paa selve det aabne Dæk, og ofte maa man være taknemlig, blot man kan kapre sig et Par Tæpper og faa Lov at hvile Hovedet mod Ryggen af en andens Stol. Det hele minder om en Slavetransport, og kun en dansk Godmodighed har saa længe uden Krig fundet sig i et saadant Barbari.

Med disse Tilstande for Øje kan de ømfindtlige Patrioter være ganske rolige. Under saadanne Forhold skal Udlændinge nok holde deres Næse i tilstrækkelig Afstand fra vore Enemærker.

Men mulig tør vi nu, siden Turistforeningens Oprettelse, vente at gaa lysere Tider imøde.

*

Paa Søndag foretager Turistforeningen sin første Fællesudflugt her fra Byen. Vejen gaar til Jægerspris og den skønne Strand langs den nordlige Del af Roskilde Fjord, og Turen er beregnet paa at foretages pr. Vogn fra Frederikssund, saa selv de ældste uden Besvær kan deltage.

Mulig havde det været rigtigt, om man havde indrettet det saaledes, at de unge (mod en Moderation) kunde gøre Turen til Fods. Vejen er jo ikke lang og gaar hovedsagelig gennem Skov. I alt Fald bør ingen med lidt raske Ben forsømme, istedetfor at følge Landevejen at gaa op ad den Sti, der tæt ved Indkørslen til Færgelunden drejer tilhøjre op til et højt Punkt med en henrivende Udsigt over Fjorden. Mellem de høje Toppe af nogle gamle, halvt afskallede Træer plejer mægtige Sværme af Krager at kredse om og og udføre en Naturkoncert af en øredøvende Virkning.

A. K.

 
[1] bramarbaserende: optræde som en bramarbas: skryde. "Bramarbas" var den ty. titel på Ludvig Holbergs "Jacob von Tyboe". (ODS). Ordet bruges også af Holger Drachmann (i Vildt og tæmmet, 1881) og af F. Hendriksen på Ude og Hjemme og i Lykke-Per. tilbage
[2] "Heil dir im Siegeskranz" var siden 1871 (og til 1918) den tyske kejserhymne. tilbage