Randgloser til et og andet i Tiden. II.
[14] En åndfuld Universitetsprofessor i Æstetik har en Gang kaldt vor Tid for de næstbedstes Tidsalder1, og mange har fundet Udtrykket rammende. Det er det også, når der blot tilføjes, at Øjeblikket altid tilhører det næstbedste i Kunst og Digtning. Først Eftertiden får Syn på de blivende Værdier, også hos de allerede anerkendte, ja mangen Gang allersidst hos dem. Virkeligt store, vidtskuende Ånder fødes jo gerne et Århundrede eller to for tidlig. De mindre derimod kommer altid til Verden i rette Tid, og de dør som Regel også på et belejligt Tidspunkt, nemlig mens de endnu kan blive fulgt til Jorden af et sørgende Folk og få en Ligbegængelse som en Konge.2
[15] Der er gamle og unge Narre, der behager sig i Verdensforagt og Lede ved Menneskene – i naiv Tillid til, at en sådan Form for Selvros ikke lugter. Jeg mødte i Dag på min Morgentur vor verdensberømte Landsmand, Komponisten Hugo Martens3, og vi fulgtes et Stykke i det smukke Vejr. Solskinnet påvirkede ham dog ikke. Som sædvanlig beklagede han sig over Berømmelsens mange Byrder – sine "ægyptiske Plager", som han kaldte dem. Med påtagen Ærgrelse talte han om den Skruptudseregn af dumme Breve, der daglig plaskede ned over ham, med Anmodninger fra fjollede Autografsamlere og forskruede Fruentimmer, der "på deres Knæ" bønfaldt ham om hans Navnetræk eller en Lok af hans Hår4. Under al denne Skryden kom jeg til at tænke på en Tyksak, som jeg forleden så på en Frokostrestaurant. Han sad med et Fad Østers foran sig og troede sig åbenbart højlig misundt af de andre Gæster i Lokalet, der lod sig nøje med noget beskedent Smørrebrød. Kunstens Abekatte er ude af Stand til at forstå, at Kunstnerryet, Lavrbærkransene, ja selv Verdensberømmelsen – ligesom også Østers – aldeles ingen Tillokkelse har for de fleste jævne og naturlige Mennesker.
[16] Jeg hørte i Dag i Sporvognen følgende Ordskifte mellem et Par Herrer:
"Nå, læste du så Magister R's Literaturkronik i Aftes?"
"Nej. Jeg behøvede det ikke. Jeg faldt i Søvn af mig selv."
[17] Det er forståeligt, at Literaturkritikerne – for ikke at tale om Forfatterne – i Reglen er gladest for de Skribenter, som de kan læse uden nogen generende Følelse af egen Underlegenhed. På den anden Side er der ingen større Tilfredsstillelse for små Ånder, end at læse om de stores menneskelige Skrøbeligheder, om deres sygelige Ærgerrighed, deres Udsvævelser, deres Hovmod. I alle disse Laster genkender de sig selv og bestyrkes i Troen på deres egen Genialitet.
[18] De fleste Kvinder tager sig deres Mænds Fortjenester til Indtægt, som om det var deres egne. Med et Smil tilegner de sig de Triumfer, han i sit Ansigts Sved har tilkæmpet sig, som en Tribut til dem selv. Den lille blonde Fru Kirsten K. med de store, lyseblå, elskovsfulde Øjne modtog en Bekendts Lykønskning til hendes Mands Ansættelse som Professor med et Koketteri, som om hun var bleven komplimenteret for sit friske Udseende eller sin nye Hat.
[19] "Jeg tænker aldrig på mig selv," forsikrer mange Folk og mener dermed at tillægge sig en Dyd. Men når et almindeligt Menneske ikke tænker på sig selv, har han overhovedet ingen Tanker.
[20] Konfusionsmageren5 opnår gerne tilsidst at samle et godtroende Publikum, der ser et Geni i ham. Det er Halvdannelsen, for hvem Ekscentricitet, Forvirring og Overspændthed er de gudbeåndede Naturers Åbenbaringsformer.
[21] Et Menneske bevæges ofte dybest af de ubevidste Savn. En lille Københavnerdreng, der aldrig havde kendt sine Forældre, faldt i Gråd, da han ude på Marken hørte et Moderfaar kalde på sit Lam.
[22] Unge Mennesker, hvis Mål det er at tildrage sig Opmærksomhed og blive Dagens Løver som Digtere eller Talere (og hvilken levelysten Ungdom drømmer ikke om det?) – sådanne unge Ærgerrigheder kan det for Tiden anbefales at klippe Løvemanken og i Stedet at opøve Evnen til at udsvede en Nimbus af serafisk Åndelighed, der kan erstatte det ikke allevegne lige velsete gejstlige Ornat, og i dette Skrud at træde frem for Folket og "sjæle" for det. Sjælen er igen kommen i Kridthuset hos det dannede Borgerskab, og dersom du samtidig med klog Forbeholdenhed rækker Kirken en Finger eller to (endelig ikke hele Hånden), vil også Præsteskabet komme i Bevægelse. I frydefuld Forventning om en åndelig Strømkæntring vil det rose dine Taler eller Digte og udråbe dig til en ny Tids Sandsiger.
[23] Det fortælles, at da Grønlænderne var bleven kristnede og havde lært Bibelhistorie, gik de altid til Opsprætningen og Flænsningen af en fangen Hval med et stille Håb om at finde en Profet gemt inde i et af Hulrummene.
[24] Årene går, og en Dag er man bleven gammel. Mærker man det ikke selv, skal de unge i Faget nok erindre En derom. Forunderlig hurtig bliver man aflægs for den fremrykkende Generation, en halvkomisk Person, der går i Barndom. Nå, vi var jo ikke anderledes, da vi selv var unge. En debuterende Forfatter (det var for Resten mig selv) traf en Sommer for mange År siden Digteren Goldschmidt ved et jysk Badested6. Jeg husker min Overraskelse over, at han endnu eksisterede. Han var for mig en Fortidslevning, som der forlængst var groet Mos på. Jeg havde nærmest lidt Medlidenhed med ham. Han var den Gang akkurat i samme Alder, som jeg er nu. Jeg kendte ikke synderligt til, hvad han havde skrevet. Jeg fandt det så hjertens overflødigt, hvorimod min Nysgerrighed vaktes ved enhver ny Bog af mine samtidige, – hjemlige og udenlandske Døgneskribenter, hvoraf de fleste nu er glemte lige til Navnet. Jeg møder derfor Ungdommens velvillige Overbærenhed med et genkendende Smil og et forstående Blink i Øjet.
[25] Det er vistnok kun et Fåtal af Danske, der kender den mærkelige norske Digter, som nu er død7, – lukket ned i en altfor tidlig Grav efter et utrætteligt Arbejdsliv, fattigt på Blomster, men rigt på Kamp og Modgang. Hvor mange Danske har overhovedet haft en Bog af Kinck i Hånden? Hamsun kender alle, og han er jo også god nok på sin Vis. Men han virker mere ved sin skælmske Fortællekunst end ved sine Bøgers Åndsindhold. Som personlig Fortryller kan han med Respekt at sige undertiden minde om vor egen Troldmand Professor Labri, der jo også sjælden har store eller mærkelige Vidundere i sit Markedstelt, men er en uforlignelig Foreviser af, hvad han har.
Heller ikke i sit eget Hjemland vandt Kinck nogensinde stor Folkeyndest. Hans mere end fyrretyve Bind er ingen Gyngestols-Læsning. Det er en tung Vandring op ad et stejlt og vildt Fjeld. Til Tider føler man sig sært foruroliget – Luften bliver trykkende. Man har en Fornemmelse af at vandre på en Vulkan i Udbrud. Det buldrer og koger i Dybet. Jorden bæver. Nu og da slynges en glødende Sten i Vejret; til andre Tider regner det med Aske, og man vader i Slagger.
Nu har han udraset, er segnet under Byrden, fortæret af den indre Ild, der ikke lod sig slukke.
[26] I mismodige Timer, når et Menneske føler sig alene med sine Bekymringer, sine Sorger, sine Tvivl om sig selv, kan Tanken på Verdens selvglade Hob vække en stolt Afsky, der oprejser Sjælen i dens Ensomhed.
[27] Jeg har i Dag på Kincks Begravelsesdag læst i "Den sidste Gæst"8, et af hans store Renaissance-Dramaer. Hvad det dog er for et uhandleligt Værk! Og hvor var han i det hele en hensynsløs Digter! Jeg kender ingen, der med en så stolt Ubekymrethed gør Tilegnelsen så vanskelig for sine Læsere. De skånes ikke for noget af den Møje, hvormed han selv har tilkæmpet sig Sejren over det genstridige Stof. Man har en Fornemmelse af at være Vidne til, hvordan Kunstværket modstræbende bliver til under hans Hænder. Det er, som om man befandt sig i en Billedhuggers Værksted og fulgte hans Arbejde lige fra det Øjeblik, da han med Hammer og Mejsel knurrende går løs på den uformede Marmorblok. Det ryger En om Ørene med Splinter og Marmorstøv, og man spørger lidt beklemt sig selv, hvad der vel sluttelig skal komme ud af al denne Rasen, der tilsyneladende er en Huggen løs i Blinde. Men så dæmpes Hammerslagene, Støvet lægger sig, og tilsidst står Marmorgruppen der på sin Sokkel med sikre Linjer og faste Former – et fuldbåret, uforglemmeligt Kunstværk.
Og denne store, utrættelige Skaber, der har efterladt sin Nation, ja hele Norden så rige Gaver, levede og døde i Armodskår – som så mange andre store, for hvem Berømmelsens Vej først er begyndt på den anden Side Graven.
[28] Det hedder, at det bedste er det godes værste Fjende. Men det er ikke rigtigt. Det er tværtimod det næstbedste, der er det bedstes farligste Rival.
[29] Alberti, den forhenværende, sørgeligt berømte Justitsminister9, viste ved flere Lejligheder en lykkelig Evne til at give Almenhedens Følelser og Tanker et rammende Udtryk. Sådan ytrede han sig en Gang med fyndig Åbenhjertighed til Viggo Stuckenberg10, der i yderste Nød søgte den almægtige Minister for at få en lille båndlagt Arvepart frigjort et Årstid, før den forfaldt til Udbetaling. Den store Kassebedrøver vilde dog ikke høre Tale om en sådan Forgribelse på Værdier, der var betroet til hans Varetægt, og han sluttede den meget korte Avdiens med den Bemærkning, at Stuckenberg forhåbentlig nu af sin betrængte Stilling vilde lære at tage sig noget nyttigt for.
Situationen burde foreviges. Man kan ikke lade være med at tænke på Anekdoten om en anden Digtersupplikant hos en anden Minister i en anden Tidsalder: Wessels Avdiens hos Guldberg. Det kostelige Maleri, som Marstrand har malet af denne Scene, burde have sit moderne Modbillede. I Armstolen ved Skrivebordet den fedbugede Goliat med de frække Smilehuller, Landets Justitsminister, Kongens Seglbevarer, der måske samme Dag havde stukket et Par Millioner til sig, – og overfor ham, ude på Gulvet, den dybt forlegne Stuckenberg med det allerede opslidte Legeme, den fine Digter med det stolte Sind, den stilleste Mand i Landet, den redeligste. – Nå, han ligger nu forlængst på sine Gerninger, og jeg vil ikke synge Klagesange over hans Grav. Dersom jeg forgreb mig på hans Livsskæbne og fremstillede ham som Martyr, skulde han sikkert lade mig høre ilde derfor, når jeg næste Gang møder hans Skygge i Skovene omkring hans kære Lyngby. Han vilde lægge Hånden på min Skulder og sige med sit sære Smil, der aldrig var noget rigtigt Smil, men et Bid i Læben, en undertrykt lille Krampetrækning midt imellem Latter og Gråd: "Se, jeg var dog Gudernes Yndling alligevel! Jeg havde den Lykke at dø ung."
[30] Ja, lykkelig den Kunstner, der går bort uden at have kendt sit eget Værd, og før Kritik eller Publikum er begyndt at gøre et Afgudsbillede af ham.
(Fortsættes.)
