Henrik Pontoppidan til Eli Kinck
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 30. december 1935
den rigeste Ånd
Holmegårdsvej 2
Charlottenlund
30 Decb. 35
Kære Frk. Eli Kinck!
Året må ikke gå ud, uden at jeg har fået sagt Dem Tak for Deres Brev. Det rørte mig, at De i Deres vemodige Ensomhed havde fået Lyst til at sende netop mig en Hilsen i denne altfor søde Juletid, der er så vanskelig at komme igennem for Dem, som bærer på sorgfulde Minder. Har De følt Trang til at meddele Dem til en, der med Beundring fulgte Deres Far i hans gigantiske Kunstnerkamp og derfor – som De selv – oprøres ved at mærke Ligegyldigheden og Tavsheden gro op omkring hans Navn og Bedrift, ja da kan jeg forsikre Dem, at jeg forstår Deres Bitterhed og deler den. Ved Deres Fars Død skrev jeg i min Dagbog bl.a.:
"Vist ikke mange her i Danmark har endnu læst ham. Og dog var Hans E. Kinck vel nok den rigeste Ånd blandt Nutidens nordiske Skribenter. Hamsun kender alle, og han kan jo også være god nok, når han med sin underfundige Fortællekunst ligesom vor egen Troldmand og Pudsenmager Professor Labri henter hvide Mus, mjavende Kattekillinger, Roser og flagrende Duer ud af en tom Hat. Kinck var en vulkansk Natur. De 40 Bind, han efterlader sig, er Udbrud fra et glødende Krater. Det er ingen Gyngestols-Lekture men en eventyrlig Vandring op ad et stejlt og vildt Fjeld, fattigt på Blomster, men med mægtige Udsyn og strålende Luftspejlinger. Nu har Vulkanen udraset. Næsten ukendt af den store Læseverden er den ensomme Mand segnet under Vægten af sit Geni, fortæret af den indre Glød, som Kritikkens mange kolde Vandstråler ikke formåede at slukke. Det hedder som bekendt, at i Kunsten er det bedste det godes farligste Fjende. Men det er ikke altid rigtigt. Ofte er det netop det næstbedste, der er det virkelig stores sejrrige Rival. Sådan også i dette Tilfælde."1
Jeg husker, at da jeg skrev disse Linjer, var jeg overbevist om, at Deres Fars Digtning inden længe vilde finde forstående Venner også her i Landet. Jeg tog desværre Fejl heri. Men når endogså hans egne Landsmænd mangler Forståelsen af hans Værd, må man vel tilgive Ligegyldigheden hos andre. For Resten er jeg overbevist om, at der rundt om i Norden stadig sidder Folk, som dyrker Deres Far og hans Kunst. Her i København får jeg undertiden Besøg af en norsk ung Dame, cand.mag. Dina Lea fra Bergen, der er en Ildtilbeder af Deres Far og – så vidt jeg har forstået – arbejder på et stort Værk om ham. Hvem ved? Måske vokser der i Stilhed en ny, forstående Menighed op omkring ham blandt de unge.
De er så venlig at spørge til min egen Produktion. De skriver, at De havde ventet en ny Bog af mig nu til Julen, f.Eks. en Fortsættelse af "Drengeår". Ja, en sådan ligger også færdig i min Pult; men af Ulyst til at udgive den under Efterårets sædvanlige Markedsskrigeri holdt jeg den tilbage. Den kommer vel nu en Gang i det nye År.
Det glæder mig, at Deres Søster har det bedre. Jeg ønsker et godt Nytår for Dem begge, og at De for Deres Vedkommende snart må kunne nå at imødekomme den Udlængsel, De skriver om, og som jeg også godt forstår og kan dele med Dem. Men jeg nærmer mig nu stærkt de 80, så jeg for mit Vedkommende har nu kun Kakkelovnskrogen at hygge mig i.
De hjerteligste Hilsner fra
Deres hengivne
H. Pontoppidan
