Drengeaar, kapitel 5

95 E43

Femte Kapitel

Gudenaaen – Aborrekrogen – Fladbro – Tebbestrup Bredning – Floes1.

Hvor mange af dem, der har haft den Lykke at leve deres Ungdom i Randers, kan høre disse Navne uden Hjertebanken. De opruller for Erindringen et storladent Naturbillede, – Danmarks eneste Flodlandskab. Fra sit Udspring i Jyllands Indre baner Gudenaaen sig i bugtet Løb frem til Randers gennem et Engdrag, der efterhaanden bliver milebredt og frodigt som en Marsk. Det er gammel Havbund. Langt vest for Randers kan man under Engmulden finde Østersskaller og Levninger af andre Saltvandsdyr fra Tiden før Landet hævede sig af Havet. Om Sommeren sopper fritgaaende Kvæg om i det knæhøje Græs, og som ved 96 Nilens Bredder spankulerer Storke med gammeljomfruagtige Lader omkring i al denne Frodighed og knebrer velbehageligt. Til begge Sider løfter det forrige Kystland sig stejlt med nøgne Grusskrænter eller skovklædte Banker. Paa stille Sommeraftener, naar Engene damper, eller under en af Efteraarets store Storme, naar Vandet i Aaen opstemmes og oversvømmer hele Dalbunden, kan man oppe fra Højderne faa et meget levende Indtryk af, hvordan Landet har set ud, den Gang det ældste Stenalderfolk levede her og drog paa Fiskefangst i udhulede Træstammer.

Hvorfra Gudenaaen har sit mærkelige Navn vides ikke med Sikkerhed; men vi Latinskoledrenge var ikke i Tvivl om, at Navnet stammede fra Hedenold, at denne vor stolt glidende Strøm mellem de fløjlsgrønne Enge var gudeviet, et helligt Vand ligesom Gangesfloden. Al vor Fritid tilbragte vi om Sommeren ved dens Bredder og levede der som en Slags Amfibier, stod enten paa Engen med lange Medestænger eller tumlede 97 os i Vandet som Haletudser, stak Benene i Vejret og dykkede tilbunds mellem Sivene efter Kalmusrod. Denne Rod var Datidens Tyggegummi, der kunde afhændes til Byens Apotekere. Den havde Ord for at kunne beskytte mod den stedlige Plage, Koldfeberen, og overalt i Egnen sad gamle Folk og hyggede sig med et Stykke Kalmus mellem de tandløse Gummer.

Vore bedste Dage havde vi Drenge dog, naar vi kunde skillinge saa meget sammen, at vi kunde leje en Baad hos Baadbyggeren ved Tørvebryggen2 og gaa paa Langfart – enten gennem Havnen ud i Fjorden eller den modsatte Vej opad Aaen og ind i et af dens mange Tilløb. De var ikke allesammen lige farbare. Gang paa Gang blev E44 vi stikkende i Muddergrunde og maatte vade i Land for ved forenede Kræfter at faa Baaden halet over. Vi følte os da som dumdristige Opdagelsesrejsende, der ligesom Livingstone og Stanley3 – alle Drenges beundrede Helte den Gang – havde til Opgave at opsøge en af de store afrikanske Floders Kilder. Men 98 ogsaa ude i Hovedløbet kunde Sejladsen blive eventyrlig nok paa Grund af den stride Strøm, der mødte Baaden i alle Snevringer. Hvad enten vi krydsede os frem med Sejl eller greb til Aarerne, gik vi ikke ud af Kampen med Elementerne uden store Vabler i Hænderne. Til Gengæld var der enkelte Steder undervejs til Fladbro, hvor Aaen udvidede sig til en stille Sø, ganske overgroet som en Mølledam af mandshøje Siv og Rør, som vi i Ro og Mag kunde stage os igennem. Her, midt i Sivskovens grønlige Tusmørke, kunde det hænde, at vi stødte paa en aaben Plet, en lille rundagtig Skovsø med flydende Aakandeblade, hvor Guldsmede, Stankelben og Vaarfluer havde deres godt skjulte Legeplads. Saadanne Steder standsede vi uvilkaarlig vor Fremtrængen for at nyde Synet af deres paradisiske Fred og Lyksalighed. I halve Timer kunde vi sidde urørlige paa Toften og drømmende give os hen i Stedets Stemning. Den sagte Strøm smaaklukkede hemmelighedsfuldt under Baadkølen. Ellers hørtes ingen anden Lyd end nu og da af en 99 bristende Luftboble, der steg op fra Bundens Mudder. Selv var vi tavse, – nedsunkne i en Naturandagt saa dyb, at vi ikke kunde faa os til at vanhellige Stedet ved at tale.

Den Kammerat, hvem jeg hyppigst foretog disse Sejladser med, hed Fredrik. Vi havde kendt hinanden siden Asyltiden, og da vi boede i samme Gade, fulgtes vi gerne til og fra Skolen og havde ingen Hemmeligheder for hinanden. Han var Søn af en Købmandsenke4 med mange Børn og en stor Butikshandel, der skulde passes. Han kunde derfor med endnu større Frihed end jeg løbe hjemmefra og være borte halve Dage uden at det mærkedes i Hjemmet. Af Skikkelse var han lille og spædlemmet; men han havde et Par ualmindelig stærke blaa Øjne og en lysblond, krøllet Haartop. Den første Dag, jeg saa' ham i Asylskolen, antog jeg ham for en forklædt Pige, en saadan Lethed og Ynde var der over alle hans Bevægelser. Han var da ogsaa Klassens Yndling, og da han tillige var en sjelden opvakt og fantasifuld Dreng, blev han uvilkaarlig Sjælen i alle 100 vore Foretagender, enten det nu galdt en Sammenrotning mod en forhadt Lærer eller Indstudering af en Fastelavnskomedie.

Skønt Familjen tilhørte en af Randers gamle Handelsslægter5, havde baade Moder og Børn, især de sidste, et helt andet Væsen end Byens E45 andre Købmandsfamiljer. De voksne Døtre gik folkeligt eller – som man den Gang sagde – "grundtvigiansk" klædt uden Krinoline og Garneringer, overhovedet uden anden Pynt end en lille hvid Krave om Halsen og en Sølvpil gennem Nakkehaaret. De Erik Bøghske Sange og Kupletter6, som morede i de fleste borgerlige Hjem, hørtes aldrig her. Det var vore gamle Folkeviser og alle nyere Krigs- og Fædrelandssange, der om Aftenen samlede Børneflokken omkring Klaveret. Ogsaa Fortidens muntre Sanglege og anden gammeldags Morskab blev holdt i Ære af Husets frejdige Ungdom. Jeg lærte her at danse "Væve Vadmel", "Ræven rask" og andre danske Bondedanse, som de voksne Døtre7 havde hjembragt fra deres Højskoleophold paa Testrup8. Det var en Side 101 af det nyvakte Folkeliv, som jeg slet ikke kendte noget til fra mit eget Hjem, hvor det fortrinsvis, ja udelukkende var de grundtvigske Kirketanker, der sysselsatte min Far og den lille Kreds af Menigheden, som havde samlet sig om ham.

Der skete nu det, at jeg, som i saa mange Aar var gaaet frit ud og ind i den gamle Købmandsgaard, kunde mærke Familjens Stemning overfor mig forandres. Den viste mig ret tydelig, at jeg ikke var velkommen. Jeg spurgte naturligvis Fredrik om Grunden, og som den gode Kammerat, han var, skjulte han ikke, at det var Historien med den katolske Præst, der var kommen hans Mor og Søstre for Øre og havde slæbt en Del anden Sladder med sig. Jeg tog mig det just ikke videre nær, fordi det gode Forhold til min Ven forblev uforandret, hvad der for mig var Hovedsagen. Men lidt hed om Ørene blev jeg alligevel, da jeg forstod, at Folk altsaa vidste Besked om Forhøret i Fars Stue i Anledning af Affæren, og at han havde truet med at tage mig ud af Skolen og sætte 102 mig i Handelslære9 eller til et Haandværk, saasnart jeg var bleven konfirmeret10. Kun et tilfældigt Gademøde med vor Matematiklærer11 havde faaet ham til foreløbig at slaa Sagen hen.

Jeg var dog ganske klar over, at netop denne Lærers Vidnesbyrd ikke væsenlig kunde ændre Fars Bedømmelse af mine Fremtidsmuligheder. At jeg havde røbet særlig Dygtighed i Matematik og Fysik var i hans Øjne vistnok ovenikøbet en tvivlsom Anbefaling. For Akademikere af den gamle Skole var de saakaldte Realfag, som de selv ikke havde synderligt Kendskab til, nærmest Kundskabs-Surrogater for daarlige Hoveder. Min kloge Mor viste sig ganske anderledes forstaaende. Ovre i Staldens tomme Karlekammer gav hun mig Lov til at indrette et Laboratorium, hvor jeg i min Fritid kunde underholde mig med at sammenstykke fysiske Apparater af al Slags gammelt E46 Skrammel. Pragtstykket i min Samling var en selvlavet Elektricermaskine med en Glasskive, der drejedes rundt mellem et Par Læderposer. Med den morede jeg ogsaa mine yngre 103 Søskende, naar jeg med en spids Paphue paa Hovedet og i det hele udstyret som Troldmand trak knitrende Gnister ud af den med Knoen. Mens Far hørte om disse Ting med Ligegyldighed, var Mor undertiden en taalmodig Tilskuer til mine Eksperimenter og lod i hvert Fald, som om hun var interesseret. Hun opnaaede derved, hvad sikkert ogsaa var hendes egenlige Hensigt, at holde mig mere til Hjemmet og modarbejde min Tilbøjelighed til at vagabondere.

Vennen Fredrik var næsten altid tilstede ved mine Opvisninger som min Substitut. Han og jeg var og blev uadskillelige. Vi fulgtes daglig til og fra Skolen og betroede hinanden vore Tanker og vore Fremtidsforhaabninger. De sidste var for hans Vedkommende helt forskellige fra mine. Han vilde være Digter og Folketaler, hvad han sikkert ogsaa var bleven, dersom ikke Moder Jord havde taget denne sin prægtige og højt begavede Søn til sig allerede i Ynglingealderen12 – noget hun jo har Tilbøjelighed til, naar det gælder et af hendes Hjertebørn.

**
*

104 Et Aarstid efter, at mine Forældre havde holdt deres 16de Barn over Daaben13 og næsten samtidig dermed haft Sølvbryllup, begyndte Mor at skrante, og der kom en Tid, da hun stadig hyppigere maatte holde Sengen, ikke sjelden i maanedsvis. Af de ældre Børn var de fleste nu borte fra Hjemmet, i hvert Fald Sønnerne; men vi var dog mange tilbage, og for os gik der en Sky for Solen, naar vi ved Hjemkomsten fra Skolen fandt Mors Stol i Dagligstuen tom og maatte søge hende inde i det mørke Sovekammer. Selv var hun modløs, fordi hun vidste, hvor uundværlig hun var, ikke alene i Køkken og Kælder, men ogsaa i Fars Studereværelse. Kun med Besvær kunde han stave sig gennem en Bogside eller en Avisartikel. Naar Husholdningen ikke absolut krævede hendes Nærværelse andet Sted, var hun inde hos ham for at hjælpe. Med Foden paa Vuggegængen, et Strikketøj mellem Hænderne og en opslaaet Bog foran sig paa Bordet læste hun højt for ham men havde samtidig et vaagent Øre for alt, hvad der foregik i Huset. 105 Saalænge vi Børn støjede og sloges var hun tryg; men opstod der Stilhed, blev hun urolig og afbrød Læsningen for at se, hvad der var i Vejen. Nu maatte vi Umyndige erstatte hende hos Far, saa godt vi E47 kunde, og som den ældste hjemmeværende Søn14 faldt det navnlig i min Lod at afløse hende som Oplæser.

Det var med Fortvivlelse i Hjertet, jeg gik til disse Læsetimer, som ofte tog det meste af min Fritid. Særlig skulede jeg ondt til Martensens store "Etik"15, som udkom i disse Aar og optog Far stærkt. Jeg forstod knap et Ord af, hvad jeg læste; men jeg var nødt til at holde mig vaagen, for Far tillod ingen Sjuskeri med Udtalen. Han havde en udviklet Sans for Sprogets Nuancer, i det hele for en Tankes klassiske Iklædning. Blandt hans Bøger fra Ungdomstiden fandtes et – aabenbart flittigt raadspurgt – Exemplar af Sporons og P. E. Møllers bekendte "Dansk Synonymik" fra 182916.

I en af disse trykkende Sygdomsperioder, hvor Mor med brudt Kraft maatte styre Huset fra sin Seng, faldt min Konfirmation. Vel 106 nok paa Grund af Sygdommen17 hengik Dagen ganske som en almindelig Søndag uden andre Festligheder end Ceremonien i Kirken. Der kan dog ogsaa have været andre Aarsager. Begge mine Forældre misbilligede højlig den Verdsliggørelse af Konfirmationen, der greb om sig endogsaa i kirkelige Kredse. De af mine Kammerater, der konfirmeredes samme Dag18, skulde alle have stort Selskab, et Par af dem endogsaa Bal. De havde i de sidste Uger ikke talt om andet end de Guldknapper, Urkæder, Tegnebøger og andre Herligheder, der vilde regne ned over dem fra Familje og Bekendte. Jeg selv ventede ingen Gaver udover den sædvanlige Salmebog. Jeg ventede heller ingen Besøg; men Skik og Brug fordrede, at jeg skulde holde mig hjemme og ikke vise mig paa Gaden. Hele den lange Eftermiddag sad jeg i Dagligstuen skrækkelig plaget af det uvante Kravetøj og de stive Manchetter, der hørte til Konfirmationsdragten. Og imens kørte Karet efter Karet forbi med Gratulanter og pyntede Middagsgæster til de andre Konfirmationshjem. 107 Dagen syntes mig den længste og tristeste, jeg havde oplevet. Naar jeg forsorent trøstede mig med, at jeg til Gengæld slap for at tage mod Lykønskninger og sige "Tusind Tak" og bukke artigt, var det desperat Forstillelse.

Som jeg sad ved Vinduet i disse Tanker, spidsede jeg Øre. Det havde ringet paa Forstuedøren. Hvad var det? Skulde der alligevel komme Fremmede? Jo. Døren gik op, og ind traadte en yngre, sirligt paaklædt Herre, en ugift Sagførerfuldmægtig19, der hørte til de trofaste Kirkegængere, naar Far prækede, og desuden droges til Huset af Interesse for en af mine voksne Søstre20. Han havde endda en Gave med til mig, et med megen Forgyldning indbundet Exemplar af Christian Winthers Digtcyklus "Hjortens Flugt"21. Jeg blev henrykt. Æren var E48 reddet! Nu behøvede jeg ikke at luske bort, naar Kammeraterne den næste Dag i Skolegaarden gjorde sig til af deres mange Foræringer. Nu kunde jeg selv være med i Praleriet. Hvad var et Par Manchetknapper eller 108 en Slipsnaal mod Christian Winthers Værker med Guldsnit, Danmarks allermest berømte Digter!22

Om Aftenen sad jeg længe inde i Soveværelset hos Mor, der talte indtrængende til mig om Dagens Betydning. Det undrede mig lidt, fordi hverken hun eller Far havde for Skik at præke for os Børn eller plage os med Formaninger. Der blev regelmæssigt holdt Morgen- og Aftenandagt i Hjemmet, og vi blev ogsaa stadig mindet om ikke at forsømme vore egne Bønner; men nogen Kontrol med os i saa Henseende blev der ikke ført. Det havde ofte forbavset mig, navnlig efter at jeg var kommen under Vejr med, at flere af mine jævnaldrende Kammerater endnu maatte bede Aftenbøn i deres Mors eller en anden Voksens Paahør. Maaske var vi for mange til, at det lod sig gennemføre. Sandsynligere er det dog, at vore Forældre har haft større Fortrøstning til deres egne Forbønner for os, end til vor barnlige Efterplapren. Naar Fremmede spurgte Mor, om hun ikke tidt var ængstelig for sine 109 mange smaa Børn, som hun jo ikke allesammen kunde holde Øje med, svarede hun altid, at hun en Gang for alle havde givet dem ind under Guds Varetægt.23

Hendes Ord til mig denne Aften husker jeg nu ikke mere. Jeg véd kun, at jeg selv var ganske tavs. Mit Forhold til Religionen havde jeg trods Konfirmationsforberedelsen ikke synderlig Rede paa. Som Barn havde jeg ligesom andre Børn troet paa en langskægget Vorherre og paa en Djævel med smaa Gedebukkehorn i Panden, saadan som de fremstilledes i Billedbøgerne. Den første indgød mig den største Frygt, velsagtens fordi jeg paa Grund af de Elementer til en Spidsbub24, der var i mig, dunkelt følte mig mere i Slægt med den sidste. Der var et Udtryk, jeg stadig havde maattet høre af Lærerne paa Skolen og derfor ofte grundede over. Naar jeg ikke kunde min Lektie og alligevel paastod, at jeg havde læst flittigt over den, hed det altid: "Saa har du læst som Fanden læser Bibelen." Jeg spurgte mig selv, hvordan da Fanden bar sig ad, naar han læste 110 Bibelhistorie, om han, der jo var Løgnens Fader, altsaa en Filur, maaske (som jeg selv) bare lod, som om han læste, eller om han (hvad der ogsaa kunde hænde mig) faldt i Søvn under Læsningen. Senere blev jeg jo klar over – vistnok ved Samtalerne med den katolske Præst – at Fornægteren eller Mephistopheles, "Lysbringeren", som han hovmodig kaldte sig, tværtimod var en meget aarvaagen og spidsfindig Bibelgransker, og E49 at det hørte med til hans Forførelseskunster i Sorgens og Tvivlens Timer at tilhviske Menneskene sine oprørske Tanker.

Under Konfirmationsforberedelsens tvungne Kirkegang og Bibellæsning havde jeg stadig følt denne usynlige Mentor anbringe sig ved min Side og fremmumle sine kritiske Bemærkninger. En Gang forklarede han mig saaledes med mange Exempler, at det forholdt sig med Evnen til at tro som med den musikalske Sans og andre Aandens Gaver: var man ikke født med den, fik man den aldrig. Det var lige saa ørkesløst at ville fremtvinge den ved Formaning eller Belæring 111 som at lægge en Rugehøne paa et ubefrugtet Æg. Der kom kun Hykleriets Raaddenskab og Stank ud deraf. Jeg spurgte mig da, om jeg maaske selv var et saadant ubefrugtet Æg, siden jeg var saa ganske i Vildrede med, hvad jeg skulde tro. En Hedning trods Daab og Konfirmation. Paa Forhaand fordømt til evig Fortabelse. Jeg maatte jo næsten tro det, fordi Tanken derom ikke opskræmte mig meget mere, end den gjorde. – – Men alt dette hører for Resten ikke herhen. Mine hemmelige "Gespräche mit Mephisto", der strakte sig over et langt Tidsrum, tilhører for en væsenlig Del et senere Livsafsnit.

**
*

Sammen med min solide Ven og Klassekammerat Johan Rohde fik jeg om Sommeren Lov til at gøre en større Udflugt fra Hjemmet, en Fodvandring, der i Dagsmarcher paa 20-30 Kilometer førte os op til Skagen og tilbage ad Vestkysten. Aaret forinden 112 havde jeg i Selskab med min anden nære Ven Fredrik gjort en mindre Fodtur tværs igennem Djursland til den høje Klint "Jernhatten" paa Kattegats-kysten, hvor Synet af Havet og Bruset fra Havstokken gjorde et overvældende Indtryk paa os to Drenge fra Gudenaa-Dalen med dens roligt henglidende Strøm. Alligevel! Først denne Skagenstur blev Indvielsen til det frie Vandreliv, som før Cyklernes Tid var Drengeaarenes Form for frydefuld Livsudfoldelse. Hin tidlige Morgen, da min Ven og jeg forlod Randers og med fuld Oppakning skridtede syngende ud ad Mariager Landevej, havde vi en stolt Følelse af at drage ud paa en Eventyrfærd.

Som Skik og Brug var den Gang fægtede vi os frem næsten uden Penge i Lommen, gik paa Gæsteri hos Bekendte og Bekendtes Bekendte, der var vant til den Slags Indkvartering og i Almindelighed tog godt imod os. Paa den tidligere Tur gennem Djursland var min Rejsefælle og jeg kun ét Sted bleven afviste, saa vi maatte lægge os ind i 113 E50 en Kro. Det kostede os dog ikke mere end fire Skilling hver og to Skilling for Morgenkaffen. Men saa havde vi ganske vist maattet sove i samme Seng og dele Værelse med en omvandrende Uldkræmmer, hvis ingenlunde lydløse Søvn holdt os vaagne en Del af Natten.

Af de mange fremmede Hjem, der gæstfrit aabnede sig for Johan Rohde og mig, husker jeg især Byfogdens paa Skagen25. Om vor Adkomst til at lægge os ind hos Byens højeste Embedsmand kan jeg ikke oplyse noget. Muligvis havde vi slet ingen. Men vi blev modtaget med aabne Arme og tilbragte to uforglemmelige Dage hos det prægtige gamle Ægtepar. Byen, der et Aarhundrede forinden havde været en anselig Købstad med Latinskole26 og flere store Handelshuse, var nu et fattigt Fiskerleje paa den nøgne Strand: spredt liggende, straatækte Hytter, adskilte ved Marehalmsklitter og Stejlepladser, hvor Fiskenæt og Rækker af smaa Flyndere hang til Tørring. Paa et eneste Døgn 114 havde en Orkan lagt Byen øde og Sandflugt begravet dens mange frugtbare Marker. Hovedgaden var nu en Sandvej, hvor man sank i til op over Anklerne, og Byen, som endnu hverken havde Havn eller Jernbane, var adskilt fra Omverdenen ved en milevid, vejløs Ørken, i hvis lumske Kviksandssumpe baade Mennesker og Dyr, ja hele Køretøjer undertiden sporløst forsvandt. Vor Vært, Byfogden, gik fra Morgenstunden i Træsko eller Tøfler og havde dem ogsaa paa, naar han sad i Retten. I det hele lignede han mere en Smaaskipper, der har "lagt op", end en kongelig dansk Embedsmand. Det samme var Tilfældet med Præsten27, en kraftig Skikkelse, om hvem det blev fortalt28, at han om Søndagen stod for Alteret med lange Søstøvler under Præstekjolen.

H.C. Andersen, der trods sin Sippethed næsten blev den af Datidens Digtere, der kom videst om i Verden, havde for en halv Snes Aar siden besøgt Skagen29, hvad Folk endnu talte om deroppe og var meget stolte af. Det blev dog alligevel ikke dette Digterbesøg, 115 der lod Berømmelsens Sol opgaa over den øde Strand. Det var Holger Drachmann, der senere som en Blænker30 drog Kunstens Trækfugleskare hertil og gjorde Skagens Klitter til dens Rugeplads. Ingen Skagbo drømte vistnok den Gang om, at deres begravede Købstad skulde genopstaa af sine Sandhøje, rigtignok som et meget moderniseret Genfærd med asfalterede Gader, Modebutikker og store Hoteller, – et Nordens Ostende31. Drachmann selv hviler nu i en Klit som en Oldkæmpe i sin Høj; men Graven og dens Stendysse ligger uheldigvis lige ved Grenens store Badehotel næsten som en Del af Etablissementet. Som Sindbillede betragtet er den hele Opstilling en Misforstaaelse. Trods Drachmanns Kærlighed til Havet og Søens Folk – nogen Vikingenatur var han ikke. Der var meget lidt hos ham, der mindede om det gamle Norden. Man skulde over hans Askeurne have rejst et Tempel med et rigt udsmykket Indre, f. Eks. med Fremstillinger af hans festlige Sangerliv i Lighed med dem, som Axel Jørgensen 116 i sin Tid med straalende Pensel malede til en Kunstnerknejpe paa Frederiksberg32.

Fra Skagen fortsatte Johan Rohde og jeg vor Vandring langsmed Kysten til Tversted og derfra over Nørre-Elkjær og Baggesvogn videre ned gennem Jylland. Et saa bjergløst og tilmed saa stærkt opdyrket Land som Danmark egner sig jo langt mindre end Højlandene til Fodture for unge Mennesker med lidt Eventyrtrang i Blodet. I de fleste Egne maa de artigt følge den slagne Landevej mellem de indgærdede Marker. Intet Under derfor, at Cykler og Spejderlejre nu næsten helt har undertrykt Vandrelysten hos Tidens Ungdom. Vi, som kom til Verden, før Cyklen blev Allemandseje, har Grund til at misunde den yngre Slægt, der saa at sige fødes som bevingede Væsener. Lad være, at vi ældre under vore Sneglevandringer langsmed Grøftekanterne kunde have Sindet aabent for andet og mere end Vejbanens Stigning eller Fald, at vi gav os Tid til at standse og slaa en Passiar af snart med en Skærveslager bag hans Halmskærm33, 117 snart med en smuk Malkepige ved hendes Ko, at vi ogsaa kunde holde Rast i en Høstak uden hvert Øjeblik at skotte ned til Armbaandsuret, saadan som vore Dages Kilometersluger uvilkaarlig gør det, fordi Farten sidder ham i Kroppen ogsaa under Hvilen, – den lette Svaleflugt med Cyklen henover Nutidens bonede Veje har dog skabt en ny og luftigere Tilværelsesform, har virkeliggjort Menneskehedens maaske allerældste Drøm om Lykke.

At noget nyt var i Gære, at Vandrelivets Saga snart var til Ende hos os, skulde vi Randersdrenge netop denne Sommer faa et Varsel om. Det var en Søndag Eftermiddag. Jeg sad oppe paa mit Kammer og sled med mine Lektier, da jeg nede fra Gaden hørte et mærkeligt Bulder og høje Raab af Drenge. Jeg fór til Vinduet. Et fantastisk Køretøj – en Thorskærre med to ildsprudende Hjul, det ene bag det andet, humpede henover Stenbroen med en tordenagtig Larmen. Hjulene var forbundet med et Brædt, og overskrævs paa dette sad en sveddryppende 118 Mand, der med vældig Kraftanspændelse drejede det forreste Hjul rundt med Fødderne. Paa sin slingrende Fart fra den ene Side af Gaden til den anden fulgtes han af en Sværm hujende Ungdom, og overalt kom Folk til Vinduerne som ved en Ildebrand34. Jeg fik senere at vide, at Manden var en ung Smedesvend, som i en Avis havde læst om et nyt, udenlandsk Befordringsmiddel, Velocipeden, og nu efter Avisens Beskrivelse af det havde lavet sig et Exemplar af to almindelige, jernbeslaaede Vognhjul.

Med dette Optrin holdt Cyklen sit Indtog i Randers en Søndag i Aaret 187135.

(Fortsæt til kapitel 6)

 
[1] Om denne navnerække se Skjerbæk 1979: (…) man studser måske ved navnet Floes, der hører hjemme øst for Randers og ikke er knyttet til det, vi i dag forstår ved Gudenåen. Det er landsbyen, der ligger oppe i bakkerne netop der, hvor Randers fjord drejer mod nord. Måske er navnet løbet den aldrende forfatter i pennen, fordi det bl.a. kan have været fra bakkerne sydøst for Randers Fjord, han har oplevet å- og fjorddalen som en vældig havflade. Og navnet "Aborrekrogen" er vist ikke kendt af nogen i dag. Muligvis forveksler Henrik Pontoppidan stedet med "Skallekrogen" – som dengang fandtes vest for Strømmen." — det hævder også Johan Rohde i et brev til HP af 31.10.1933. tilbage
[2] Baadebyggeren: A. Thomsen - er der ikke lidt mere at fortælle om ham? tilbage
[3] Stanley: hans bøger skal vi have præciseret den danske udgivelse af. tilbage
[4] Købmandsenke: faderen var købmand Steen Daniel Jacobsen (1817-3.7.1863), moderen Ane Severine Kirstine Møller (1826-1905). tilbage
[5] Handelsslægter: Frederik Jacobsens morfar Jens Christian Møller (1802-74), en møllersøn fra Kastbjerg, der blev købmand i Randers. Han var gift med Severine Kirstine Bay (1791-1863), datter af købmand Hans Nielsen Bay i Randers. J.C. Møller ejede købmandsgård over for præstegården i Brødregade. I 1860 bor J.C. Møller med kone og svigerinde i stueetagen, mens familien Jacobsen bor på 1. sal i købmandsgården. tilbage
[6] kuplet: lille vise (med refræn) af let, muntert, ofte satirisk indhold. tilbage
[7] voksne Døtre: Marie (f. 14.10.1852) og Hedvig (f. 4.3.1855). tilbage
[8] Testrup: Højskolens årbøger skal støvsuges for døtrene. tilbage
[9] Handelslære: nemlig hos onklen Isaak Pontoppidan i Helsingør. tilbage
[10] konfirmeret blev HP 7. april 1872. tilbage
[11] Matematiklærer: Rudolph Valdemar Alexander Hauschultz (f. 1826) var teolog af uddannelse, men kom i 1860 til Randers som underviser i naturlære, regning og geometrisk tegning. tilbage
[12] Ynglingealderen: Frederik Jacobsen døde 21 år gammel den 11. oktober 1878 af "hjernebetændelse". tilbage
[13] 16de Barn over Daaben: Johanne Elisabeth, f. 15. 1. 1868, blev døbt 5.4. Forældrenes sølvbryllup var 16. 5. 1869. Det vil sige at "skrantningen" iflg. HP skulle være begyndt i 1870. Han må altså have læst mange andre tekster end Martensen. tilbage
[14] ældste hjemmeværende Søn: den nærmeste storebror, Knud Børge, blev student 1870. HPs højtlæsning for faderen har altså stået gennem tre år, fra efteråret 1870 til sommeren 1873. tilbage
[15] Martensens "Etik": udkom i 1871; forordet er dateret April. tilbage
[16] Dansk Synonymik: som meget kunne tyde på at HP arvede – og brugte? tilbage
[17] paa Grund af Sygdommen: Konfirmationen fandt sted 7. april 1872. Forældrenes omliggende breve har disse meldinger om Moderens helbred:
1) fra Dines P.14.3.1872

Moder er igjen i Bedring og alle Børnene ere raske.

2) Fra Marie Oxenbøll P. 22.3.1872:

jeg har det ogsaa ret godt for nærværende Tid, men med mig er det jo op og ned, saa der er aldrig noget at stole paa. Gid jeg nu maatte holde mig flink i Paasketiden og Henriks Confirmation10. Det er strengt for mig, at jeg slet ikke tør tænke paa at følge ham paa den Gang, men saa længe det er saa koldt er der slet ingen Udsigt til at komme videre for mig.

3)Fra Dines P.25.3.1872:

Moder har det godt i denne Tid.

3) Fra Marie Oxenbøll P. 25.4.1872:

jeg er heldigvis ret flink for Øieblikket.

tilbage
[18] samme Dag: det drejede sig om Valdemar Thorup, Johan Gudmand Rohde, Viggo Martin Bierring og Frederik Jacobsen. tilbage
[19] Sagførerfuldmægtig: Rudolph Schwenn (1846-1902), fuldmægtig hos prokurator Emil Jacoby i Randers fra nov. 1871 til nov. 1874, da han nedsatte sig som sagfører i Århus. Ca. 1896 konverterede han til katolicismen. tilbage
[20] voksne Søstre: I april 1872 var mulighederne: Inger, f. 1849, Marie, f. 1852, Margrethe, f. 1854, men næppe Mathilde, f. 1858. tilbage
[21] Hjortens Flugt: dette eksemplar, med HPs signatur, i grønt med det komponerede helbind der blev genudgivet langt op i det 20. årh., befinder sig i samlingen på Lokalhistorisk Arkiv i Randers, givetvis skænket af HP selv, men herom findes ingen korrespondance. tilbage
[22] Danmarks allermest berømte Digter: jf. hertil Vald. Vedel i Ny Jord i polemikken med Schandorph efter artiklen om "Moderne Digtning" - find stedet. tilbage
[23] Guds Varetægt: Jf. H.L. Lund ved Dines Pontoppidans begravelse:

(...) han kunde se saa deltagende paa den unges Gjæringskamp uden at turde gribe ind, for ikke at foregribe Udviklingen og derved skade, fuldt bevidst, som han var, om, at Troslivet, hvis Spire var lagt i Daaben, skulde nok vise sin Kraft og sejre ved Guds Naade over Anfægtelsen. (Til Minde om Præsten Dines Pontoppidan, Randers 1879, s. 4.)

tilbage
[24] Spidsbub: ty. Spitzbube, gavtyv, kæltring. tilbage
[25] Byfogdens paa Skagen: Johan Joachim Frich (1826-93), byfoged i Skagen fra 1861; fra 1868 tillige borgmester. Før han kom til Skagen var han herredsfuldmægtig og sagførerfuldmægtig i Fredericia. Han var fadder ved Henrik Pontoppidans dåb i Fredericia 6.9.1857. tilbage
[26] Latinskole: Skagen latinskole blev oprettet 1549. Udover sognepræsten, der var rektor, var der ingen lærere og der blev aldrig dimitteret studenter til universitetet. Skolen blev nedlagt 1739. (K. Galster i Jyske Samlinger, 1939.) tilbage
[27] Præsten: Hans Bartholomæus Tønnesen (navnefælle til provsten i Det forjættede Land), sognepræst i Skagen fra 1864 til 21.7.1873, gift 1861 med Julie Petri. tilbage
[28] fortalt: hvor??? tilbage
[29] besøgt Skagen: 27.-28. august 1859; se Dagbøger IV, s. 356-57. tilbage
[30] Blænker: militær spejder i fortrop; jf. Morten Pontoppidan: "Det er altid glædeligt at være med blandt dem, som er foran – at være blandt Blænkerne i en Hær" [Stenløse Kirkepostil (1909). tilbage
[31] Ostende: belgisk badeby som Drachmann gjorde Danmarksberømt i en essay vendt mod brandesianismen. tilbage
[32] Kunstnerknejpe paa Frederiksberg: hvad kan der fortælles om det? tilbage
[33] Skærveslager: jf. Jeppe Aakjærs digt om "Jens Vejmand" fra 1905. tilbage
[34] Cyklen i Randers: en avisomtale heraf har forgæves været søgt i Randers Amtsavis i sommeren 1871. tilbage
[35] 1871: stemmer ikke med tidsangivelsen i foregående afsnit: "netop denne Sommer". Fodrejsen til Skagen fandt sted i sommeren 1872 (efter konfirmationen i april). tilbage