Drengeaar, kapitel 7

Af Henrik Pontoppidan

152 E64

Syvende Kapitel

Ikke længe efter Hjemkomsten til Randers og det nye Skoleaars Begyndelse bragte Aviserne Meddelelse om Grundtvigs pludselige Død¹ i hans 89de Aar. Der kom daglig to Aviser til Præstegaarden, en københavnsk – "Fædrelandet" – der kom med Posten ved Middagstid, og den lokale Avis², der blev udbragt om Aftenen. Som Fars Forelæser kunde jeg ikke undgaa at mærke det overordenlig stærke Indtryk, E65 dette Dødsfald gjorde paa ham. Ogsaa om den storstilede Jordefærd vilde han høre alt. Baade om Mindehøjtideligheden i Vor Frelsers Kirke og Gravlæggelsen i Aasen ved Gl. Køgegaard havde begge Aviserne udførlige Beretninger. Tilstede ved den første var to af Grundtvigs og Grundtvigianismens anseligste 153 Modstandere, den 80-aarige forhenværende Kirkeminister Professor H. N. Clausen og den fløjlsklædte Biskop Martensen. De havde Plads i Koret ved Siden af Kisten, og om den ene af dem hed det i Avisreferatet, at han jævnlig maatte borttørre en Taare af Kinden. Navnlig dette sidste greb Far stærkt.

Hvem af de to høje Korherrer det var, der saaledes lod sig overvælde, har jeg senere maattet gætte mig til. Det har været Martensen, der jo ogsaa kort forinden i sit Skrift "Til Forsvar mod den saakaldte Grundtvigianisme" trods al Polemik havde ydet den Gamle oprigtig Anerkendelse. Clausen derimod har i et Tillæg til sine Erindringer³, der er nedskrevet straks efter Højtideligheden, givet en Skildring af den, hvori det gamle Nag endnu høres hvisle.

Det hedder her om de optrædende Talere:

"Selvfølgelig begyndte ufortøvet Apoteosens Proces, som unægtelig gjorde nogen Resignation behov. I Dityrambesproget havdes 154 der kun Brug for de mest udsøgte Superlativer. Grundtvig var en Aandens Kæmpe, den største vort Fædreland har fostret. Han var Aandens Ypperstepræst i Norden, den ypperste Salmesanger, Kristi Kirke nogensinde har haft. Vor Tids største Kirkevidne. Det største kirkehistoriske Navn efter Luthers Dage o.s.v."

Den Haand, der nedskrev disse Linjer umiddelbart efter Begivenheden, har sikkert ikke behøvet at gribe til Lommetørklædet for at skjule et bevæget Hjertes Overgivelse.

Om Fars Forhold til Grundtvig og de folkekirkelige Brydninger i Tiden har hans to teologiske Sønner udtalt sig paa Tryk med mere Indsigt, end jeg sidder inde med. En personlig Erindring fra disse grundtvigske Højtidsdage kan dog maaske give et lille Bidrag til Belysning af hans Stilling. Paa samme Tid som man i København og Køge samledes til Lovsang om Høvdingens Kiste, holdt han i en Forsamlingssal i Randers et Foredrag⁴ om Grundtvigs Betydning for dansk Kirkeliv. Ved Omtalen af hans 155 Salmedigtning udtalte han, vistnok til Overraskelse for flere, at saa rigt og klangfuldt den grundtvigske Harpe end havde været stemt, den manglede dog efter hans Mening Toner for de kristelige Grundfølelser: Ydmyghed og Anger. Derfor havde han Brorson kærere som Salmedigter⁵. Jeg husker ogsaa, at hans Yndlingssalme E66 var dennes: Den yndigste Rose er funden, med Stroferne: "Ak, søger de ydmyge Steder – i Støvet for Frelseren græder"⁶. Trods sit tilknappede Væsen, der af mange opfattedes som Selvgodhed, havde han sikkert sit inderste, skjulte Liv i den Følelse, som her har fundet Udtryk. Over hans Pult hang – under Portrættet af hans Mor – et Billede af den Apostel, han ærede højere end nogen af de andre, den sønligt tilbedende Johannes. Betegnende for ham var det ogsaa, at mens han havde ladet sine øvrige Børn opkalde efter Bedsteforældre og andre Familjemedlemmer, havde han givet den ældste Søn, sin Førstefødte, denne Yndlingsapostels Navn.

156 I Grundtvigs store Digt fra hans patriarkalske Alderdom "Dansk Ravnegalder, et Fremtidssyn" glorificerer han som bekendt sig selv og sin kirkelige Bedrift. Som en Guddom troner "den gamle Skjald og Sandsiger" i Skyen, mens en Forsamling af Repræsentanter for alle Kulturlande bøjer sig for ham som Negene i Josefs Drøm. I sin Helhed blev Digtet først trykt mange Aar efter Grundtvigs Død; men i grundtvigske Kredse var der bleven talt meget om det, og rimeligvis har da ogsaa Far lært det at kende gennem de Brudstykker, der i Afskrift cirkulerede i Menigheden. Han kan næppe have følt sig opbygget af det. I hvert Fald maa han sikkert have været ilde berørt af den højstemte Tone, hvori de Indviede lod sig forlyde med dets Eksistens, som var Talen om en ny Johannes-Aabenbaring.

Som næsten alle danske Købstæder den Gang var Randers i politisk Henseende en sødeligt indslumret 157 By med kun én Avis, der var Organ for den mest forbenede Konservatisme. Min Far, saa forskellig han ellers var fra Byens Embedsmænd og Borgere, gjorde paa dette Punkt fælles Sag med dem. Visse grundtvigske Kredses aabne Tilslutning til det demokratiske Rigsdagsparti, hvis Førere var en Skolelærer og en Landsbyhaandværker, kunde han, som den Aandsaristokrat han var, ikke billige. At en Mand som Chresten Berg, en "halvstuderet Røver", mente sig berettiget til at optræde som Folkets aandelige Vejleder, var ham til Forargelse. Den lille Kreds af Venstremænd i Byen førte da ogsaa en ret lyssky Tilværelse undtagen lige i Tiden før et Valg, naar de ved Vælgermøderne fik Bistand af tungefærdige Talere udefra. Af Socialdemokrater, der traadte offenlig frem, var der paa den Tid akkurat en eneste, en Snedker Schou⁷, hvem en Pileregn af rasende Blikke og haanske Tilraab omsusede overalt, E67 hvor han optraadte som Taler. Mellem os Latinskoledrenge var hans Navn ligefrem blevet et Skældsord. Naar vi vilde udtrykke os nedsættende 158 om en Kammerat eller en af vore Lærere, sagde vi, at han var en rigtig Snedker Schou. Manden var en højst agtværdig Haandværker, der havde sine Tilhængere blandt Byens fattigste og mest forkuede Arbejdere, Havnens og Tørvebryggens Daglejere. Men det var Folk, som man overhovedet ikke regnede med den Gang.

En Meningsfælle havde han uden at vide af det i min Mor, der med Aarene – i Modsætning til Far – var bleven stærkt socialt interesseret. Gennem sine egne Trængsler var hun kommen til at føle søsterligt med alle lidende, især med den arbejdende Klasses Kvinder, og jo svagere hun blev, desto mere nedtryktes hun ved Tanken om den megen tavse Nød og uforskyldte Elendighed i Verden. Hendes Læsning i disse Aar, da hun ofte var bundet til Sengen i maanedsvis, var fornemmelig historiske og socialøkonomiske Skrifter. Et Bind af Cantus store Verdenshistorie⁸, der netop var udkommen i dansk Oversættelse, laa gerne ved Siden af hendes Seng. Men særlig var 159 hun optaget af Henry George, et Navn, som endnu var næsten ukendt herhjemme⁹. Rimeligvis havde hun et eller andet Sted set en Notits om hans Jordrente-Teori og straks med sit forbavsende Klarsyn forstaaet Tankens Rækkevidde og dens Betydning for Samfundsøkonomien. Far, som ikke havde Tro paa nogen Verdensforbedring af den Art, men alene fortrøstede sig til den guddommelige Almagt og Visdom, kunde se helt betænkelig ud, naar hun i et Øjebliks Opbrusning talte harmfuldt om Fattigfolks Lidelser og Samfundets hykleriske Moral.

Mor var – atter i Modsætning til Far – uanselig af Ydre. Naar de spaserede sammen og hun holdt ham under Armen, tog hun sig næsten dværgagtig ud ved Siden af hans høje Skikkelse. Ligesom hos hendes Far, den gamle Byfoged i Vordingborg, var der noget fremmedartet over Trækkene. Øjnene var gyldenbrune, Kinderne let rødlige, Haaret, der nu var begyndt at graane, havde været helt sort. Som Skik og Brug var, skjultes det delvis af en Blondekappe 160 med brede Hagebaand. Synlig var kun Forhaaret, der fra en Midterskilning var glattet ned over Hovedbunden og foran hvert Øre havde en lille, halvt skjulende Fletning – en Rest af Skikken fra Aarhundredets Midte, da det ansaaes for langt mere upassende for en Kvinde at vise sine Øren end at gaa med endog stærkt blottet Hals og Bryst.

Saa lidt Mor var kendt af Folk, og saa lidt hun selv kendte til Byen, fordi hun kun sjelden forlod Hjemmet, saa var den dog hendes Fødeby. E68 I 1824, hendes Fødselsaar, havde Bedstefar været Avditør i Randers. Men ikke længe efter forflyttedes han til Kolding, hvor hun havde haft sin egenlige Ungdom. Livet i Forældrehjemmet maa have været meget forskelligt fra det, hun senere kom til at føre som Præstekone med 16 Børn. En af Koldings andre juridiske Embedsmænd paa den Tid (Saxild) har i nogle efterladte Breve¹⁰ fortalt om Familjen og gjort sig lidt lystig over Bedstefar¹¹, hvem han tillægger en naragtig Tilbøjelighed til at brillere med fornemme Vaner og udenlandsk 161 Væsen. Saaledes nævner han (hvad ogsaa er rigtigt), at da en Søn skulde opkaldes efter en Slægtning, der slet og ret hed Johan Morten, fik han i Daaben Navnet Jean Morton¹². Hos Drengen selv er Naturen dog aabenbart hurtigt gaaet over Optugtelsen. Han foer til Søs som almindelig Letmatros og døde i en ung Alder af gul Feber langt fra Hjemmet.

Men Mor havde ogsaa en anden, en endnu levende Bror¹³, til hvem det fornemme, udenlandske Navn bedre havde passet. Ligesom Bedstefar var han juridisk Embedsmand et Sted paa Øerne. En usædvanlig smuk og elegant Mand, munter og vittig, desuden overordenlig musikalsk. En søgt Selskabsmand, en Damernes Ven, maaske ogsaa lidt af en Laps. Han kom en Gang til Randers paa Gennemrejse og gjorde et ganske kort Ophold i Præstegaarden. Besøget strakte sig kun over nogle faa Timer, hvad vistnok ogsaa var alt, hvad baade han selv og Far brød sig om. De to Svogre harmonerede naturligvis ikke. Far modtog ham 162 med en Kulde, som selv vi Børn følte pinlig. Men heller ikke Mor og han havde synderligt at sige til hinanden. De en Gang saa nær forbundne Søskende følte sig fremmede og næsten som undselige i hinandens Selskab. Da Pavserne i Samtalen stadig blev længere, forsøgte Onkel sig tilsidst med Musikken og satte sig ved vort Klaver. Men det var gammelt og maaske ogsaa forstemt. Han havde næppe rørt de gulnede Tangenter, før han slap dem, som om han havde brændt sig paa dem. "Nej," sagde han og rejste sig. "Nu maa jeg vist passe Toget."

Han kom aldrig igen.

Nytaarsskiftet 1872-73 blev en Mærkedag i Byens Aarkrønike. Den fredeligt henlevende Befolkning foer ved den Lejlighed op med en Voldsomhed, der smagte af Revolte. Det var dog hverken urolige politiske Drømme eller – som i Reformationstiden – et religiøst Mareridt, der afbrød dens Slummer, men et rent kommunalt Anliggende. E69 I umindelige Tider havde der foran Hovedvagten, der laa ved Siden af Raadhuset, spaseret en Dragon med sølvskinnende Hjelm paa Hovedet og en Karabin i Armen. Hver anden Time, naar Raadhusuret slog 163, stillede han sig op foran det røde Skilderhus og raabte med høj Røst: "Vagt i Gevær!" Det betød Afløsning. En halv Snes lyseblaa Soldater tumlede ud fra Vagtstuen og snappede deres Karabiner fra den Række Opstandere, der stod foran Bygningen. Det samme Raab og det samme Røre blev gentaget, hver Gang en Officer i Dagens Løb gik over Torvet. Om Aftenen ved Sengetid, naar Garnisonens Menige skulde kaldes til deres Kvarterer, stillede desuden tre Trompetere sig op foran Vagten og blæste "Retræten", der kunde høres over det meste af Byen. Samtidig mødte Byens Vægterkorps – 11 Mand – foran Raadhuset i deres lange Kapper og med Tegnet paa deres Værdighed, et ovalt Blikskilt, paa Brystet. Det var mest ældre Folk, hvem det ensomme Natteliv 164 havde gjort til mutte Særlinge og – for enkeltes Vedkommende – til illuminerede Drankere. Naar Retrætens sidste Toner havde lydt over Torvet, satte de Stokken i Stenbroen og traskede afsted hver til sin Bydel, hvor de istemte deres saakaldte Sang, en salmoderende¹⁴ Brummen, akkompagneret af deres tungt trampende Støvler:

Gud Fader os bevare,
de store med de smaa.
Hans hellig Engleskare
en Skanse om os slaa!
Han vogte Byen vel,
vort Hus og Hjem
har han i Gjem
vort ganske Liv og Sjæl.

Disse ældgamle Vægtervers, ét for hver af Nattens Timer, der alle sluttede og begyndte med at forkynde Klokkeslettet og Vindretning (det sidste til Underretning for de af Byens Købmænd, der havde Skibe paa Søen) havde nu i snart to hundrede Aar lyst Fred over Byen og været til Betryggelse for dens Borgere; og ingen havde vistnok tænkt 165 sig, at det skulde blive anderledes i deres Levetid. Men nu havde Byen faaet en ny og reformivrig Politimester¹⁵, der til almindelig Overraskelse fik sat igennem, at Vægterinstitutionen afskaffedes for at erstattes af et militært uddannet og uniformeret Politikorps efter Københavns Mønster. Tanken havde tidligere været fremme og var bleven drøftet med Sindsro, fordi ingen for Alvor troede paa nogen E70 Forandring. Men nu, da Planen stod foran sin Virkeliggørelse, blev der Ophidselse blandt Byens Smaaborgere, som pludselig gjorde fælles Sag med Vægterne og protesterede mod disse gamle Hædersmænds Afskedigelse.

Nytaarsaften Klokken 12 skulde det nye Politi¹⁶ træde i Virksomhed og Vægterne samtidig afmønstres ved en Parade foran Raadhuset. Den planlagte Højtidelighed blev dog ikke til noget. Nytaarsspektaklerne udartede denne Gang paa en Maade, der ikke tillod Ceremonier. Vi Latinskoledrenge var altid de ivrigste i Løjerne. Længe i Forvejen havde Fredrik og jeg samlet sammen paa 166 sprukne Lerpotter, revnede Syltetøjskrukker og andet Skrammel, der kunde kastes paa Folks Døre og Porte med tilstrækkeligt Rabalder.

Ved Titiden var Raadhuspladsen allerede sort af Mennesker. Ogsaa i de tilstødende Gader var der Trængsel. Fra en af dem lød pludselig vild Hujen. Vi skyndte os derhen og saa' til vor Forbavselse selve Politimesteren, der kom gennem Gaden efterfulgt af en Sværm larmende Drenge som en fuld Mand. Velsagtens i Tillid til, at han med faderlige Formaninger kunde faa Folk til at sprede sig, havde han begivet sig alene ind i Menneskesværmen. Men allevegne blev han modtaget med respektløse Tilraab, mens Skruptudser og futtende Kinesere blev smidt ind mellem Benene paa ham. Det skulde ikke tilgives denne københavnske Vigtigper, at han havde kastet brave gamle Mænd paa Gaden. Ned med ham! I det tætte Mylder foran det oplyste Raadhus trængte en Del berusede Personer sig om ham og blev nærgaaende. En af dem brølte: "Leve Snedker Schou!"

167 Politimesteren slap dog uskadt ind i Raadhuset, hvis Dør faldt i bag ham. Men da Raabene og Spektaklerne vedvarede, viste han sig igen paa Trappen, denne Gang omgivet af de nye Betjente i deres guldstraalende Uniformer. Ved dette Syn blev Torvet en kogende Kedel. Politimesteren løftede Haanden, idet han i Kongens og Lovens Navn befalede enhver uopholdelig at forføje sig bort og gaa fredelig hjem. Da ogsaa dette Paabud blev besvaret med Haanlatter og Hujen, mens en Ildregn af Knaldbomber, Troldkællinger og Kinesere faldt ned over de nye Ordenshaandhævere, fik disse Ordre til at trække Stavene og rydde Pladsen.

Da Folk saa' Betjentene rykke frem, kom der Bevægelse i Mængden. De ædrueligste hummede sig bort. Man havde hørt noget om, at det nye Politi var bevæbnet med Todtenschlägere og Jernknoer. Det forlød ogsaa, at en Eskadron af Garnisonen stod opsadlet i Kasernegaarden for i fornødent Fald at rykke Politiet til Undsætning. E71 Det blev dog ikke nødvendigt. Et Par Steder 168 kom det ganske vist til ret alvorlige Sammenstød med de mest berusede; men iøvrigt lod Folk sig ganske fredeligt trænge bort fra Torvet og ind i de tilstødende Gader. Ved Midnatstid larmedes der endnu hist og her i Byen; men Lygterne foran Raadhuset lyste i Aarets første Timer over en øde og stille Valplads, den samme som i 1534 havde været Vidne til Skipper Clements Nederlag under Grevefejden, da hans Vendelboer "sloge sig fulde af Randers Bur-Øl". Velsagtens har de efterladt Torvet i den samme uhumske Tilstand, hvori det nu henlaa. Som det hedder i en gammel Nidvise om en lignende Skærmydsel:

"Der var mere Spy end Blod,
hvor Kampen stod."

Nogle Aar forinden¹⁷ var de sidste Tranlygter i Byens Udkanter bleven erstattet med Gas. Nu var igen et Stykke Middelalder gledet ud af Byens Liv. Nytaarsdag patruljerede det nye Politi omkring i Gaderne, nysgerrigt bekigget af Kirkegængerne 169 og andre skikkelige Mennesker, der med Rædsel havde hørt om Nattens Tumulter. Damerne fandt Betjentenes Uniformer klædelige. Der gik i det hele ikke mange Dage, før de fleste Folk havde forsonet sig med den nye Tingenes Tilstand, ja i Grunden var ganske stolte af dette flotte Politi, der jo virkelig gav Byen et Præg af Storstad. Et lille Savn blev alligevel tilbage. Endnu mange Aar efter kunde man høre gamle Beboere tale bevæget om Vægterne og deres Sang. Naar Folk nu af en eller anden Grund laa vaagen om Natten, hørte de ingen anden Lyd i Stilheden end deres Lommeurs mekaniske Tikken paa Natbordet. Hvor ru og drævende Vægtersangen end havde været, den var dog en menneskelig Stemme, der forjog Ensomhedsfølelsen hos den Søvnløse og med sin Salmetone var mange sørgmodige til Beroligelse og Trøst.

Én Stemme af det gamle Vægterkor bevaredes endnu i 30 Aar derefter. Det var Kirkens Taarnvægter, Byens Brandvagt, der hver Time forkyndte Klokkeslettet gennem 170 en Raaber. Nat efter Nat sad han oppe i sit lille Taarnkammer, der havde Luger ud til alle fire Verdenshjørner, saa han kunde overvaage Staden i dens fulde Udstrækning. Blev han et eller andet vaer, der tydede paa Ildløs, gjorde han Anskrig gennem sin Raaber, og hængte desuden en Lygte ud mod den Kant af Byen, hvor den formodede Fare truede. Bekræftedes den, blev der alarmeret med Stormklokken, og kort efter galoperede Sprøjten og Vand-Slufferne gennem Gaden.

(Fortsæt til kapitel 8)