Drengeaar, kapitel 8

171 E72

Ottende Kapitel'1

Sammen med fire andre Klassekammerater stiftede min grundtvigianske Ven Frederik og jeg denne Vinter en Lørdagsklub i Lighed med de Skoleforeninger, som fandtes i de fleste af Landets Latinskoler. Vi kaldte den Valhal og os selv for Guder. Vi gik nu alle i det 16. Aar, havde faaet Basstemmer og gryende Skægvækst. Med lang Pibe og Tobakspung samledes vi Lørdag Aften skiftevis hos hinanden eller i Skolens Lærerværelse, som Rektor med mærkelig Liberalitet stillede til vor Raadighed de Aftener, da vi ikke kunde faa Husly andet Sted. Ombølget af Røgen fra Petum1 og anden billig Tobak slog vi os løs i dybsindige Diskussioner om alt mellem Himmel og Jord. I de mest gæstfrie Familjer blev der i Aftenens 172 Løb bragt en Bolle Punsch ind til os. Saa sang vi Drikkeviser og skaalede som i salig Rahbeks Dage.

Medlemsantallet vedblev længe at være indskrænket til 6. Det skulde betragtes som en høj Udmærkelse at blive optaget i Gudernes Forsamling, og Klassens tre-fire Jøder var paa Forhaand udelukkede. Denne sidste Bestemmelse skyldtes Frederik, der holdt paa, at Foreningen straks ved Fødselen skulde indblæses en ren nordisk Aand, en Kriger-Aand. "Ynglinge i Plade, Drenge klædt i Staal", som det hed i en af de nye Fædrelandssange, der fremstod efter Krigen 64, og som trods Punschebollen og de rahbekske Klubviser blev Foreningens Slagsang.

Paa vore Mødeaftener skulde efter Lovene en af Guderne holde Foredrag om et selvvalgt Emne, og jeg, der denne Vinter indtog Stillingen som Overgud, havde blandt andet det Hverv at vaage over, at Forpligtelsen blev indfriet paa værdig Maade, i modsat Fald at idømme Bøder fra to til fire Skilling. Mine egne Bidrag til Underholdningen 173 var af en lidt anden Art end de andres, der mest drejede sig om Poesi og Kunst. Jeg havde efterhaanden forskaffet mig et vist Ry i Skolen paa Grund af min Dygtighed i Matematik, Fysik og Astronomi. Det var Fag, der voldte de fleste af de andre ret svære Bryderier, hvorfor de fik høje Tanker om mine Evner, ja tilsidst saa' et matematisk Geni i mig. Saa gjorde jeg det naturligvis ogsaa selv. Havde Ferie-Opholdet i Helsingør og min Onkels originale Personlighed, mest dog maaske Indtrykket af min Slægts Indflydelse overalt i Landet givet mig Anfægtelser og gjort mig tvivlraadig med Hensyn til Fremtiden, saa var jeg nu igen ganske sikker paa mig selv og min E73 Bestemmelse. Jeg vilde være Tekniker, Opfinder, en af dem, der byggede den nye Tid op. Denne Vinter var det dog især Astronomien, der optog mig. Aften efter Aften stod jeg under en Lygte og studerede Himmeldybet ved Hjælp af et Stjernekort. Eller jeg sad hjemme og læste mig svimmel i et stort Værk om Stjerneverdenen, som 174 jeg havde laant i Skolebiblioteket2. I mine Forenings-Foredrag3 tumlede jeg mig derfor altid med frejdig Hu i Verdensrummets Dybder, fløj med Stjerneskuddene gennem Æteren og landede rundt om paa Planeterne, hvorfra jeg sendte Budskab hjem gennem Spektrallyset.

Mellem de andre Guder var det altsaa fortrinsvis Poesi, Kunst og Politik, der blev drøftet ved vore Sammenkomster. Som de gode Jyder, vi alle var, viede vi særlig Steen Blicher en begejstret Dyrkelse. Hans Navn var jo tilmed paa flere Maader knyttet til Randers. Hans endnu levende Enke, den en Gang saa livslystne og fejrede Fru Ernestine, boede der i Byen i stor Fattigdom; og hans Genfærd, den forsumpede Literat Fr. Sneedorph-Birch4, hans Efteraber baade ved Skrive- og Drikkebordet, vakte med sit forvildede Udseende Opsigt i Gaderne, naar han nu og da slap derind fra sit Forvisningssted i en Landsby en Milsvej fra Byen. Af andre ældre og yngre Skribenter havde Carl Bernhardt og H. F. Ewald nu fortrængt Klassens 175 tidligere Yndlingsforfattere Cooper og Marryat. Ogsaa Ibsen og Bjørnson var begyndt at interessere. Men den Digter, der hyppigst blev oplæst og diskuteret i Foreningen, var H.C. Andersen, hvis Verdensberømmelse allerede den Gang var steget hans Landsmænd en Smule til Hovedet. Endogsaa hos os stillede han tilsidst Afguden Blicher lidt i Skygge.

Hvem der var den største Digter af disse to, er en Skønssag. Navnkundigheden kan i hvert Fald ikke bruges som Maalestok. Begge var de baade i sproglig og kunstnerisk Henseende Nyskabere. I det meste af, hvad der efter deres Tid er frembragt herhjemme af god Fortællekunst, kan vi høre enten den ene eller den anden af disse to friskt opvældende Kilder risle. Tilsammen skabte de en Poesiens Guldalder ved at fremkalde en hel ny Digtart, Novellen, Lillebilledet5, der med en Dugdraabes Klarhed og Farvespil genspejler Livet indtil Sindets svageste Rørelser inderligere og festligere end Størsteparten af de store Haupt- og Staatsaktioner 176 paa Teatret eller i bindstærke Romaner.6

Selv havde jeg i disse Aar en hemmelig Forkærlighed for Christian Winther, hvis "Hjortens Flugt" jeg jo havde faaet i Konfirmationsgave og stadig læste i. Jeg gik stille med mit Sværmeri, fordi jeg E74 halvvejs skammede mig over det. Denne stærke Optagethed af en højromantisk Digtning kunde jeg ikke faa til at rime sammen med mine Fremtidsforhaabninger. Desuden: den Uro, som visse af Digtets erotiske Partier vakte i mig, var saa stormende, at jeg undsaa' mig ved at snakke derom til mine Venner. Vi befandt os alle i Hamskiftets brydsomme Alder, da Ynglingen omspændes og forvirres af Lokketoner fra en ny Verden, som i den ene Time opstemmer, i den næste formørker Sindet. Hendragningen til det andet Køn havde foreløbig gjort mig til en danselysten Balkavaler; og der blev Vinteren igennem danset ivrigt i Randers. Havde et ungt Menneske faaet Ord for at være en ihærdig Danser, der "førte" godt, maatte han have et meget uheldigt Ydre for at 177 komme til at savne Balindbydelser. Var Gudenaaen og dens grønne Engbredder Sommerens Paradis, saa var Balsalen og det bonede Dansegulv Vinterens Elverland, hvis Koglerier selv en Stjernegransker og indbildt Pythagoreer ikke modstod. Men ogsaa andre af Byens sunde Vinterfornøjelser bidrog heldigt til at modarbejde Overgangsaarenes overspændte Følelsesliv. Der var Kælkningen paa de høje Bakker nord for Byen, Skøjtelystigheden paa de oversvømmede Enges spejlblanke Isbaner, Fastelavnsløjer og Dilettantforestillinger paa Byens Teater eller i Hjemmene. Aaret rundt var Randers en munter By, hvor der altid skete et eller andet, der forhindrede en drømmesyg Yngling i altfor længe at spinde sig ind i Selvbetragtninger.

En af mine Klassekammerater, en Præstesøn fra Silkeborgegnen7, blev – maaske paa Grund af Byens Livlighed – udmeldt af Skolen og overflyttet til Horsens. I den første Tid efter Adskillelsen brevvekslede vi flittigt; men efterhaanden gled vi fra hinanden. 178 Han blev senere Præst som sin Far, velkendt i Jylland som en af den Indre Missions kraftigste Prædikanter. Ved hans Død for nogle Aar siden viste det sig, at han dog ikke helt havde glemt sine Randers-Dage men opbevaret alle Venne-Brevene fra hin Tid, ogsaa mine. Efter Begravelsen fik jeg dem tilbagesendt af Familjen. Som Øjebliksbilleder af det Ungdomsliv, der her fortælles om, vedhefter jeg et Par Udklip af disse Drengeudgydelser.

**
*

Kjære Ven! Vi har nu ikke set hinanden siden den Aften, da jeg gjorde en Sviptur fra Bredstrups Bal. Min Undvigelse var uheldigvis bleven opdaget. Jeg maatte saa tilstaa, at jeg havde været henne og E75 sige Farvel til en af mine Kammerater. Men hvad der var det værste var, at jeg nu blev nødt til at danse med Væggetøjet. Af disse var der dog kun to; den ene af dem var Matilde J. Hun var mig dog for sejg, saa jeg gik hen til den anden. Men hvad der var det bedste ved Ballet, var den delikate Vin. Kræsten P., Christian F. og jeg gjorde med vore Damer saa herlig Kaal paa to Flasker rød Vin og to Flasker 179 Hvidvin; men Christian var ogsaa ganske livlig efter den Dosis. Men nu skal du høre! Du kender jo nok det forrige Forhold mellem Kræsten P. og Dagmar E.; det var temmelig miserabelt før; men nu er det gaaet over til rent Fjendskab. Til Bredstrups Bal havde han allerede om Eftermiddagen engageret hende til 1ste Dans, men om Aftenen paa Ballet staar Kræsten og jeg og taler sammen, saa kommer hun hen til ham og siger, at hun kan ikke danse første med ham, men om han ikke kunde anden Dans. Naa, det gik Kræsten ind paa, og da anden Dans kommer, gaar han hen og bukker for hende, men faar til Svar "Tak, jeg er engageret," og Niels J. danser saa ud med hende. I en Inklinationstur bagefter siger saa Kræsten til Gengæld: "Ja, jeg vil ikke forulejlige Dem med at danse med mig." "Saa kan De saamænd la' være," siger hun og vender Enden til ham. Hvad Følgen var og er kan du vist nok tænke.

Hvad vor Komedie anbelanger, saa gaar det rigtig godt ved Prøverne. Kun vor Ven Peter H. er lidt flou; men han kommer sig vel nok. Vi sælger allerede Billetter paa Kraft. Kom endelig herop! Sp. og Br. er meget fornærmede over, at de slet ikke faar noget med Sagen at bestille; det er dog især Sp.; thi Br. skal sammen med Kræsten staa ved Indgangen. Det er en nøjsom Bestilling; men Br. er jo ogsaa temmelig nøjsom.

180

Kjære Ven!

Du maa undskylde, at jeg endnu ikke har svaret paa dit kærkomne Brev; men jeg har ikke før nu kunnet give dig sikre Oplysninger om Fastelavnsballet. Det skal være nu paa Lørdag d. 22. Febr. Klk. 7. Entré med Spisning en god Tremarker. Hvad Damerne anbelanger, saa bliver det naturligvis Randers første Baldamer, og hvad det Sludder med Rødhætte angaar, saa kommer hun vist ogsaa. For Resten var jeg for et Par Dage siden paa Bal med hende og syntes igen rigtig godt om hende. Min gamle Inklination dansede jeg ogsaa en Dans med og syntes ogsaa rigtig godt om hende igen. A propos om Bal, saa vilde du gerne have at vide, hvad "Væggetøj" er. Det er efter min Formening en forfærdelig Uvidenhed. Forresten er det de ærede E76 Damer, der sidder over (o: de sidder paa Bænken ved Væggen); man siger ogsaa, at de danser med Leutnant Bænke – meget vittigt!

Men nu skal du faa en kuriøs Historie. Mandag Eftermiddag kom en snollet lille Dreng op til mig paa mit Værelse og sagde, at han skulde spørre fra Sørrensens, om jeg ikke vilde drikke The hos dem i Aften. Sørensens, tænkte jeg, hvem er det? Men efterat have faaet nærmere Oplysninger af Drengen vidste jeg Besked. Kan du huske, at vi for et Par Aar siden var til Bal der? Jeg spørger saa Drengen, om der kommer 181 andre, hvortil han svarede: Jow, Dowgor paa Abeteket." Jeg gik saa derhen, og det første mit Øje møder, var en halv Snes unge Damer, – naa, tænkte jeg, her har vi nok hele Gyngen! Jeg morede mig for Resten rigtig godt.

Kræsten rejste i Lørdags til Kjøbenhavn for om mulig at slippe gennem Præliminær-Examen. U.K. og vor fælles Ven Peter – siger og skriver Peter – skal ogsaa derover og forsøge Lykken. Jeg véd ellers ikke noget nyt. Flammen din ser jeg aldrig noget til, og Flammen min, som jeg traf i Sommer, bor ikke mere her i Byen.

"Jeg ser i Øster, jeg ser i Vester,
jeg ser i Sønder, jeg ser i Nord.
Jeg ser saa mange smukke Piger danse,
men aldrig hende, som jeg saa' i Fjor."8

Hilsen fra dine gode Venner og Bekendte her. Husk vor Aftale om en Fodtur til Sommer!

**
*

De fleste store Foreningsballer, Juleselskaber, Brylluper og andre større Festligheder fandt Sted i Borgerklubben "Harmonien", hvor der var en rummelig Sal med tilstødende Selskabslokaler. Her afholdtes 182 ogsaa det aarlige Skolebal, der indlededes med en højtidelig Indmarch i Salen under Opsigt af Rektor og Lærere. Smaadrenge med Ankelsko dansede sig her til deres første Forelskelse, mens Mødrene i sort Silkekjole og hvidt Crêpesjal smilende saa' til fra de rødt betrukne Bænke langsmed Salens Vægge og mindedes deres egen Ungdom.

Bag de forskellige Klublokaler og sammenbygget med dem laa Byens gamle Teater, hvor omrejsende Skuespillere gav Forestillinger og hvor ogsaa de større Dilettantkomedier opførtes. Det var et saare beskedent Kunstens Tempel, om Vinteren uden anden Varme end E77 den, Publikum selv medbragte i Kroppen. Var Huset fuldt, kunde der alligevel blive hedt nok i det indelukkede Rum, der manglede al Ventilation. Men var der kun faa i Teatret, maatte man sidde med Overtøjet paa og yderligere beskytte sig mod Kulden ved Hjælp af Tæpper, Sjaler og de smaa Fodposer, som Damer og ældre Folk om Vinteren førte med sig næsten overalt.

183 Denne Vinter kom et af Landets største Provinsselskaber til Byen og vakte Opsigt med en Række usædvanlige Opførelser, deriblandt et Par af Oehlenschlägers store Tragedier. Det var ikke ofte, jeg kunde faa Penge til den Art Fornøjelser; men det var midt i Juleferien, og Oehlenschlägers Navn overvandt Mors Betænkeligheder. Med en Rigsort i Lommen gik jeg en Aften sammen med Frederik hen for at se "Axel og Valborg"9. Det var blevet et forrygende Snevejr. Der laa store Driver i Gaderne, som vi med Besvær maatte vade os igennem. Teatret var derfor næsten tomt. Der var næppe tyve Tilskuere i det kælderkolde Rum, da Tæppet gik op for det middelalderlige Skuespil, der forherliger nordisk Troskab. Min Ven og jeg krøb sammen paa en af de bageste Bænke, hvor vi var alene. Rystende af Kulde men med voksende Spænding og stedse mere opglødet Indre fulgte jeg det deklamatoriske Drama indtil dets hjerterørende Slutning. At der med Oehlenschläger var gaaet Svamp i Sproget, havde jeg 184 naturligvis ikke Øre for den Gang. Det var alene Stykkets bevægede Handling, der betog mig. Og det havde en særlig Aarsag. Jeg havde nemlig kort forinden paadraget mig en ny Forelskelse, alvorligere end nogen af de mange tidligere. Genstanden for den var en 15-aarig Blondine, Datter af en Præsteenke i en af de smaa Limfjordsbyer. Hun opholdt sig denne Vinter hos en Slægtning i Randers, og det var paa Aarets Skolebal kort før Jul, jeg havde gjort hendes Bekendtskab.

Hun havde et Par vidunderligt udtryksfulde Øjne, blaagraa men med mørke Vipper; dertil en nydelig lille Skikkelse og lyse Fletninger, som paa klædelig Maade var opheftede i Nakken. Hvad der dog især betog mig var hendes blide, kvindelige Væsen, navnlig som dette aabenbarede sig i hendes Dans. I Modsætning til de fleste af Byens egne unge Damer, der under Dansen hang ved Kavalerernes Skulder med hele deres solide Vægt for tilsidst – opløste og forpustede – at dumpe ned paa en af Bænkene ved 185 Væggen, svævede hun henover Gulvet med en Sommerfugls Lethed og Ynde og nejede sirligt, naar man slap hende. Skønt hun i Virkeligheden ikke havde fjerneste Lighed med Teatrets Valborg, en solid Matrone, var det under hele Opførelsen E78 alligevel hende og ikke den anden jeg havde i Tankerne og saa' for mig i alle Stykkets ømme Kærlighedsscener. Samtidig satte jeg naturligvis mig selv i Axels Sted, den hjemvendte Helt med de lysende Bedrifter; og hvad mere skulde der vel til for at Virkningen blev overvældende? Under det tragiske Slutningstableau, hvor Valborg knæler ved sin Elskedes Lig og hendes eget Hjerte brister, saa' jeg Taarer rulle ned ad min Sidekammerats Kinder. Jeg hviskede til ham: "Du er jo tosset. Sidder du og vander Høns?" Jeg var i Virkeligheden selv dybt grebet. Jeg maatte tage mig i Kraven for ikke ogsaa at faa Øjnene fulde. Jeg vilde blot ikke være ved det. End ikke min bedste Ven skulde vide, hvad der i disse Øjeblikke foregik i mig.

186 Endnu den næste Dag var jeg ikke kommen til mig selv efter Aftenens Oplevelse. Jeg forstod det ikke. Fredriks Optagethed af noget, der dog blot var et Teaterstykke, kunde jeg tilgive ham. Men for Pokker! Jeg vilde jo ikke som han være Digter eller noget af den Slags. Tilmed havde jeg et Par Dage forinden under Arbejdet med en vanskelig astronomisk Beregning oplevet nogle stolte Øjeblikke, da den rigtige Løsning begyndte at dæmre for mig. En Henrykkelses-Tilstand, der var mig en Forsmag paa og en Bebudelse af den store Opdagerlykke, jeg haabede paa. At jeg nu paa samme Maade havde ladet mig opløfte til den syvende Himmel af et gammelt Skuespil, gav mig en Del at grunde over.

**
*

Den blide lille Limfjordspige og jeg blev i Vinterens Løb "Balkærester", som det kaldtes, naar et ungt Par altid i Inklinationsdansene søgte sammen og benyttede Kotillonen til Udveksling af Troskabspanter. 187 Til min Sorg maatte hun paa Grund af en Hjertesvaghed ikke danse Galopade eller andre af de stormende Ture, som jeg netop var særlig dygtig til at "føre" i. Vi maatte under saadanne Danse sidde ved Væggen, mens de andre Par susede os forbi som Møllevinger. I vort Skjul havde vi til Gengæld Lejlighed til en mere fortrolig Samtale, end vi kunde have ført under Dansen. Hun fortalte mig om sit Hjem, om sin Mor og sine fire Søskende, og en Gang hændte det, at hun i Tanker og ligesom af hjemlig Vane børstede et Støvfnug af min Jakkekrave. Der gik en Bølge af Fryd igennem mig ved denne søsterlige Berøring. Jeg var ikke vant til den Art Omhu for min Person. Jeg lovede mig selv fra nu af at aflægge al Daarlighed og gøre mig værdig til hendes tillidsfulde Venskab. Ikke mit eget men hendes E79 Navn skulde en Gang prange paa Stjernekortet ved Siden af den endnu uopdagede Asteroide, som jeg drømte om i et lykkeligt Øjeblik at finde frem af Himmeldybet.

188 Udenfor Balsalene havde vi ingen Forbindelse med hinanden. Mens det i Almindelighed ikke var saa vanskeligt at arrangere et Stævnemøde med Byens egne, jævnaldrende Pigebørn, som vi havde været Kammerater med fra Barneaarene, skuffede hun alle, der paa Grund af hendes blide Væsen mente at kunne tage sig Friheder med hende. Fastelavnstidens Gækkevers og anonyme Breve, der kunde været ret dristige i Tonen, forfærdede hende aabenbart. For at hun ikke skulde mistænke mig for at være en af de kaade Spasmagere, sendte jeg hende en Vintergæk i et Brev med et selvlavet Vers og fuld Underskrift i Stedet for de Prikker, hvormed vi ellers maskerede vore Navne. Til min store Glæde kvitterede hun med en Gengivelse i Skønskrift og paa rosenrødt Papir af et Foraarsdigt af Kaalund og derunder Ordene: "Tak og Hilsen".

Paa Spaserestien "Bag Haverne", hvor Ungdommen altid mødtes Dagen efter et Bal for at udveksle Hilsner og fortsætte Flirten, viste hun sig kun sjelden og da altid 189 ledsaget af en striks udseende Tante, som nøje tog Maal af de unge Mennesker, der hilste hende. Et Nik og en lille Øjenblinken var alt, hvad hun dristede sig til som Genhilsen, naar vi mødtes. En Dag standsede hun dog og forestillede mig for Tanten, og da jeg vidste, at der var lovet hende et Aftenselskab med Dans, inden hun til Paaske rejste tilbage til sit Hjem, opfattede jeg Præsentationen som en foreløbig Indbydelse. Men da Tiden nærmede sig, hørte jeg med voksende Uro, at baade den ene og den anden af mine Kammerater havde faaet Kort. Til mig kom der ingen. Saa modtog jeg en Dag en forseglet Konvolut fra hende med et ret forvirret Brev, hvori hun forklarede, at Tanten ikke havde villet indbyde mig, fordi jeg efter hendes Sigende havde haft noget at gøre med den forrige katolske Præst der i Byen og i det hele ikke havde noget godt Lov paa mig.

Jeg havde hidtil ladet den Slags Skudsmaal gaa ind ad det ene Øre og ud af det andet med et Skuldertræk. Jeg var stadig 190 for meget Friskfyr til at tage mig Folks Mening om mig videre nær. Om jeg ikke var noget Dydsmønster, saa ønskede jeg dog ikke at være nogen anden, end jeg var. Men under Læsningen af dette lille Brev snørede mit Hjerte sig krampagtig sammen som ved et Slangebid. Jeg blev rasende, ganske ude af mig selv. Jeg stormede omkring i Byen og ned "Bag Haverne" i Haab om at træffe Tanten, saa jeg kunde fordre en E80 Forklaring af den lede Heks. Nogle Dage senere, da jeg var bleven roligere, traf det sig virkelig, at jeg mødte baade hende og min Veninde paa Gaden. Jeg var paa Vej hjem fra Skolen med mine Bøger under Armen, da jeg uformodet saa dem komme ud fra en Butik. Jeg rettede mig i Vejret og gik dem trodsig forbi uden at hilse. Det sorgfuldt bebrejdende Blik, hvormed min Veninde havde set paa mig, forfulgte mig længe efter. Men jeg kunde ikke fortryde. Jeg var vel fornøjet med mig selv. Jeg havde givet Svar paa Tiltale. Vi var kvit.

Den Aften, da Selskabet fandt Sted, kunde 191 jeg alligevel ikke holde mig i Ro hjemme. Ved den Tid Gæsterne skulde komme skjulte jeg mig i en Port overfor Tantens Hus. Ved Synet af Kareterne og af mine to foretrukne Kammerater, der kom spaserende med hinanden under Armen, samlede der sig nyt Mørke i mig, og jeg gik hjem i en yderst oprevet Sindsstemning. Der saaes undertiden i Randers Gader en gammel hvidhaaret Dame med sorte Hornbriller og Stok med Sølvhaandtag, en Frk. S., der var Byens Skræk. Folk gik helst udenom hende i en stor Bue, og Børnene løb angstfuldt helt over paa den anden Side af Gaden, naar de fik Øje paa hende. Der blev sagt, at hun i sine unge Dage havde haft en ulykkelig Kærlighedshistorie og derover havde mistet Forstanden. Hun taalte blandt andet ikke, at nogen saa' paa hende, og skete det, foer hun ind paa den Forvorpne med løftet Stok, skreg og skældte som en Furie. En Gang i mine yngre Aar havde jeg af Kaadhed kigget hende op i Ansigtet, og aldrig siden glemte jeg den mørke Vildskab i hendes 192 Blik, da hun slog efter mig med sin Stok. Dette Offer for en fejlslagen Ungdomskærlighed havde bestandig været i mine Tanker i disse uligevægtige Dage, da jeg med min Alders altid bristefærdige Følelsesliv mere og mere mistede Holdet paa mig selv. Skulde maaske ogsaa jeg gaa hen og blive en saadan Ulykkelig, der vandrede omkring i Gaderne som et Spøgelse? Der var Øjeblikke, da jeg virkelig indbildte mig at svimle paa Vanvidets Rand. –

I de samme Dage hændte det, at min Far kaldte mig ind til sig for at tale med mig om et alvorligt Anliggende. Det var mit sidste Skoleaar. Den afsluttende Examen nærmede sig, og det var nu nødvendigt at tage Bestemmelse om min Fremtid. Han lod mig vide, at han efter en fornyet Samtale med min Matematiklærer havde bestemt sig til at imødekomme mit Ønske og lade mig rejse til København efter Sommerferien og søge Optagelse paa den polytekniske Læreanstalt. Jeg modtog Meddelelsen i Tavshed. Jeg vidste nemlig, at min Veninde igen den næste 193 Vinter vilde komme til Byen for at fortsætte sin E81 Musikuddannelse. Dersom jeg til den Tid var borte, vilde der ikke mere være Haab om en Forsoning. Jeg kunde se paa Far, at han var overrasket og skuffet over, at jeg ikke viste større Glæde og Taknemlighed, og jeg bebrejdede mig det ogsaa selv. Jeg forstod jo, at han, som allerede havde holdt tre Sønner til Studeringerne, kun med store Opofrelser kunde bekoste ogsaa min videre Uddannelse, ovenikøbet i et Fag, han aldeles ikke havde Interesse for eller Tiltro til. Men jeg kunde jo ikke forklare mig for ham og vedblev at være tavs.

(Fortsæt til kapitel 9)