Citat uge 9

"§16. Ingen Mosait må optages i Foreningen."

Ingen der i dag kommer i nærheden af Valhal-protokollen, kan andet end falde i forundring over foreningslovenes §16. Var den 15-årige Henrik og hans fem kammerater antisemiter? Ja, det må man sige målt med vore dages politiske korrekthed.

Valhalprotokollen blev fra august 1872 til april 1873 ført af realklasseeleven på Randers Latinskole Henrik Pontoppidan, og for hver af de i alt 30 møder, et om ugen skoleåret igennem, refererede han indgående og kritisk aftenens aktiviteter: foredrag, diskussioner, oplæsninger og sang – plus tobak og alkohol.

På dette gruppebillede af Valhals samlede medlemskare i året 1872-73 sidder fra venstre Karl Adolf Bruhn, Henrik Pontoppidan, Frederik Jacobsen, Johan Rohde, Otto Elmenhoff og Jørgen Olaf Olsen. Karl "Bolle" Bruhn gik ud af skolen uden eksamen og kom i lære på Svaneapoteket i København samtidig med at Henrik Pontoppidan i september 1873 begyndte på at forberede sin optagelse på Polyteknisk Læreanstalt. Frederik Jacobsen døde som 21-årig teologisk student i oktober 1878. Johan Rohde læste først medicin, men blev så maler og var Pontoppidans livslange og nærmeste ven. Otto Elmenhoff blev cand.polit. og sin fars efterfølger som bogtrykker og udgiver af Randers Amtsavis; i den egenskab holdt han kontakten til Pontoppidan. Jørgen Olaf Olsen blev i modsætning til Pontoppidan færdig med en uddannelse som ingeniør.

Foreningens love, der også er ført i pennen af Henrik Pontoppidan og af ham og de øvrige fem stiftende medlemmer underskrevet onsdag den 21. august 1872, umiddelbart før skoleårets begyndelse. Det er endnu uudforsket i hvor grad disse love kopierer eksisterende love for andre skoleforeninger som f.eks. Valhals umiddelbare forgænger, "Bragi", der var blevet ledet af Henrik to storebrødre Morten og Knud. Som man kan forstå af navnene, knyttede begge foreninger til den nordiske mytologi som Grundtvig og hans bevægelse havde gjort populær. I Valhal gav de hinanden gudenavne, Henrik var naturligvis overguden Odin.

Da den 75-årige forfatter i sin første selvbiografi nåede frem til at skildre Valhal, det sker i 8. kapitel af Drengeaar (1933), noterede han:

Det skulde betragtes som en høj Udmærkelse at blive optaget i Gudernes Forsamling, og Klassens tre-fire Jøder var paa Forhaand udelukkede. Denne sidste Bestemmelse skyldtes Frederik, der holdt paa, at Foreningen straks ved Fødselen skulde indblæses en ren nordisk Aand, en Kriger-Aand. "Ynglinge i Plade, Drenge klædt i Staal", som det hed i en af de nye Fædrelandssange, der fremstod efter Krigen 64, og som trods Punschebollen og de rahbekske Klubviser blev Foreningens Slagsang.

Det sidste er nu ikke helt rigtigt; det var ifølge protokollen "Sol er oppe" der var slagsangen. Pontoppidans forklaring bekræftes ikke af nogen samtidig kilde (men modsiges heller ikke). Først da Henrik i sommeren 1873 havde forladt Randers, og nu alene (men som den eneste) var "korresponderende" medlem af foreningen og deltog i dens arrangementer når han var hjemme på besøg i Randers, blev jødespørgsmålet taget op. Det skete på den første dag i det nye skoleår, lørdag den 23. august 1873. De tilbageværende fire medlemmer (også Adolph Bruhn havde forladt skolen) vedtog en række mindre lovændringer om kontingentet, bøderne, mødetidspunktet o.lign. Men også dette:

"§16. udslettes."

Ordet "udslettes" anvendes også om andre strøgne paragraffer, så her er ikke tale om nogen fordømmende emfase. Hvis Pontoppidan har ret i sin fremstilling, har altså Frederik Jacobsen enten skiftet synspunkt, eller drengene har været udsat for et eller andet pres. Men af foreningens fortsatte liv kan man se at paragraffens strygning intet forandrede: det kom aldrig noget jødisk medlem af Valhal, endskønt der var nok at vælge imellem. Her er de i alt 16 medlemmer der i løbet af de tre år nåede at underskrive lovene: