Drengeaar, kapitel 9

194 E81

Niende Kapitel'1

I de lyse Foraarsdage med de høje Himle, der fulgte efter Paaskens regnfulde Vejr1, blev Beboerne omkring Kirketorvet opmærksom paa en besynderlig udseende Fugl, som hver Aften lidt før Solnedgang tog Stade øverst oppe paa Kirketaarnets Spir og blev siddende der ubevægelig som en fastrustet Vejrhane. At en Omstrejfer fra Havets og Fjordens Fiskepladser for et Øjeblik satte sig til Hvile paa Kirkespiret og saa' sig om, var ikke noget usædvanligt. Baade Fjorden og Gudenaa-Dalen havde endnu den Gang et Fugleliv saa rigt som ikke mange Steder i Danmark. Byen selv og alle Omegnens Landsbyer var formelig overbygget med Storkereder. Overalt spankulerede de store Fugle omkring paa Engene 195 og fiskede Frøer og Snoge op af Vandhullerne med deres lange Næb. Og i tusindvis laa alle Slags Svømmefugle rundt om paa de aabne Vande eller inde i Breddernes Siv og Rør, hvor de fandt et fredet Skjul for deres Familjeliv. Paa en enkelt Holm ude i Fjorden var der en Dag talt over fire Tusinde rugende Hættemaager, der laa Side om Side i det høje Græs med Vingerne udbredte over deres Æg. Da der blev løsnet et Skud, slog en Sky af skrigende og vingeklaprende Mødre tilvejrs som fra et Fuglefjeld i Nordhavet og formørkede Luften.

Men denne sære Fugl, der Aften efter Aften slog sig ned paa Kirketaarnet, hørte ikke til nogen af disse hjemlige Arter. Det var en fremmed Gæst. Folk, der havde iagttaget den i Kikkert, beskrev den som tætbygget, af Størrelse og Farve som en Fiskeørn, Næbbet langt og stærkt med nedadbøjet Spids. Vor Naturhistorielærer2, der var Jæger og Fuglekender, forklarede os, at det var en Skarv, som under Paaskeregnen havde 196 forvildet sig herned fra Fiskepladserne i de norske eller bohuslenske Skærgaarde. Paa Grund af den Regelmæssighed, hvormed E82 den indfandt sig, kom der noget hemmelighedsfuldt over dens Færd. Med knejsende Holdning sad den deroppe og stirrede uafbrudt mod Solnedgangs-Skyerne, indtil Nattemørket gjorde den usynlig. Der var Folk, der tilsidst følte det helt uhyggeligt med denne spejdende Fremmedfugl og dens fortsatte Dvælen paa Egnen. De vilde se et ondt Varsel deri og paastod, at en lignende besynderlig Fugl havde gæstet Byen umiddelbart før den store Ildebrand3, der nogle Aar tidligere havde lagt en af dens nærmeste Landsbyer, Kristrup, i Aske. Det var en Brand, der stadig spøgede Folk i Hovedet og formelig havde indledet en ny, lokal Tidsregning. Saa og saa mange Aar før eller efter Kristrup Brand var en Tidsbetegnelse, som endnu en hel Menneskealder efter kunde høres blandt Befolkningen. Branden var udbrudt ved Midnatstid, og Dagen efter havde Fredrik og jeg sammen med nogle 197 andre Kammerater været ude at se paa Ødelæggelsen. Af hele den store, tæt sammenbyggede By – Danmarks næststørste Landsby – stod der ikke meget andet tilbage end de sværtede Mure og nogle opragende Skorstene. I de tidligere Staldrum laa Række paa Række af indebrændte Heste og Kreaturer – flere hundrede Dyr – frygtelig tilredte af Ilden, med sprængte Buge og udvæltende Indvolde. Rundtom i den endnu osende Halm fra nedstyrtede Straatage laa forkullede Rester af Svin, Faar og Fjerkræ, der heller ikke havde kunnet slippe ud af Ildhavet. Flere Dage efter kunde Brandlugten og Kadaverstanken spores vidt omkring.

Mange af Byens Borgere forlagde i denne Tid deres Aftenvandring til Kirketorvet for at se om Ulykkesfuglen stadig sad deroppe paa Spiret. Trods Eksamenstravlhed4 gjorde ogsaa jeg regelmæssig en Afstikker derhen om Aftenen for at holde Øje med den. Men den Uro, som drev mig bort fra Bøgerne, og de Tanker, jeg gjorde mig i Anledning 198 af denne Fremmedfugl, der var forslaaet5 herned til vor sladderagtige By, havde ikke noget med de andres Overtro at gøre, kun med min egen. Sorgen over Tabet af min lille Limfjords-Veninde havde jeg dog nogenlunde forvundet. Vistnok lykkedes det mig aldrig helt at glemme hende6; men efter at hun havde forladt Byen og var rejst hjem, lod jeg mig trøste af min tidligere Balkæreste, der godmodig tilgav, at jeg havde svigtet hende for den anden. Men den hele Affære havde efterladt en Brod i mit Sind, der forgiftede og formørkede det. Overgangsalderens Saarbarhed udartede til sygelig Umedgørlighed. Selv mine bedste Venner lagde jeg mig ud med, fordi jeg mistænkte dem for at have været med i Bagtalelsen og Sammenrottelsen. I den ensomme Fugl paa Kirkespiret saa' jeg et Billede af mig E83 selv. En Skarv. En Strandrøver, som man paa alle Fiskepladser førte en forbitret Udryddelseskamp imod. Fredløs og hjemløs altsaa – som jeg selv. Naar jeg om Aftenen gik over Kirkepladsen og saa' den 199 sidde deroppe paa Fløjen, mørk mod den lyse Foraarshimmel, tænkte jeg ved mig selv: Min Broder!

**
*

Efter tilendebragt Eksamen gik jeg paa Vandring for ogsaa at faa den lange Sommerferie vel overstaaet, saa jeg kunde begynde et nyt Liv i København. Den tidligere Klassekammerat, der nu var i Horsens og med hvem jeg havde aftalt en Fodtur tværs over Heden, maatte i sidste Øjeblik sende Afbud i Anledning af et pludseligt Dødsfald i hans Familje7. Paa Grund af min Forstemthed passede det mig egenlig ganske godt. Med min melankolske Mistillid til alt, hvad der hed Venner og Bekendte, foretrak jeg at gaa alene og at synge i Stedet for at snakke. Og som saa ofte før var det hos Christian Winther, jeg husvalede mig:

"Du som har Sorg i Sinde
gak ud i Mark og Lund
og lad de svale Vinde
dig vifte karsk og sund."8

200 I tidligere Dage, da Jyllands Indre var et eneste sammenhængende Lynghav, blev det mørke Ørkenbillede undertiden oplivet af store Studedrifter, ofte flere hundrede Dyr, der fra Salling og Thy eller andre Limfjordsegne førtes sydpaa til Husum Marked. I Dagsmarcher paa 3-4 Mil vandrede de i al Slags Vejr ned gennem Jylland og lejredes om Natten under aaben Himmel omkring en eller anden Hedekro, hvor der var rindende Vand i Nærheden. Nu hørte denne Studefærdsel Fortiden til. Jernbaner og Kreaturdampere havde bragt den til Ophør. Men de mange Kroer langs de ældgamle Studeveje var for Størstedelen endnu bevaret, og det i temmelig uforandret Skikkelse. Blot var det nu Uldkræmmere og andre omvandrende Folk, der fandt Husly der. For Baroner havde Kroerne jo aldrig været beregnet, og man maatte ikke have fine Fornemmelser, naar man vilde overnatte der. Det havde jeg heller ikke; men alligevel maatte jeg gerne være meget træt og trænge haardt til Søvn, før jeg kunde bekvemme 201 mig til at krybe i Sengene. Til Gengæld var Betalingen for Natteleje og Fortæring som oftest yderst beskeden, og i Tilgift fik man de fleste E84 Steder en fornøjelig Passiar med Krofolkene, der som alle Jyder var gode Fortællere. Skønt jeg havde slæbt mine Græmmelser med mig herud paa den vilde Hede, kunde jeg dog om Aftenen efter en daglang March more mig rigtig godt og ungdommeligt ved en saadan gammel Kromands Historier om de gode Tider, da et Par hundrede brølende Stude ofte laa i Nattelejr omkring Huset, mens lammeskindsklædte Drivere og fremmede Opkøbere, der var ude paa Forprang, trængtes i hans Stuer. Den halve Nat sad disse Folk og spillede Kort, slog i Bordene og krævede ind baade Ædelse og Vædelse, Hast-du-das'er (Humpel-Mellemmader) og nok en Pons, Kromand – en Sinkedus!

Paa min Omflakken kom jeg en Dag gennem en af de tre-fire fattige Smaabyer paa Ahlheden, hvis Beboere var Efterkommere af de Tyskere, der for mere end hundrede 202 Aar siden indkaldtes til Landet for at opdyrke Heden – "Kartoffeltyskerne", som de spotvis kaldtes overalt i Jylland. Halvtredje hundrede Familjer, Smaabønder og Haandværkere, var ved Løfter om Skattefrihed og andre Goder bleven lokket herop fra Rhinegnene og Westphalen. I et uendelig langt Vogntog var de kørt hertil med deres Sengetøj og Kogekar, og det fortaltes, at da de saa' den mørke, nøgne Hede, der skulde være deres Fremtidshjem, brast Kvinderne i Graad, mens Mændene skreg op og vilde bort derfra med det samme. Af hele Flokken paa henved tusinde Personer, var der faa Aar efter kun Halvdelen tilbage.

Jeg havde fra Barn hørt om disse "Kolonister" – som de officielt endnu kaldtes. Jeg vidste, at Gudstjenesten i Sognets Kirke indtil for nylig var bleven holdt paa tysk, med tysk Præken og tysk Salmesang, og at de Gamle stadig gemte deres slidte, schwabiske Bønnebøger i Kommodeskuffen som en Helligdom. Jeg havde derfor altid været meget nysgerrig efter at faa dette Fremmedfolk 203 at se, endda jeg altid havde maattet høre, at de saamænd lignede alle andre Mennesker, havde Næsen mellem begge Øjnene og et Øre paa hver Side af Hovedet. Da jeg nu saa' dem, maatte jeg indrømme, at de hverken i Udseende eller Sprog var synderlig forskellig fra andre jyske Hedeboer. De holdt heller ikke af at blive mindet om deres fremmede Afstamning. Da jeg uforsigtig spurgte en midaldrende Mand, jeg mødte, hvor den ældste nulevende "Kolonist" i Byen boede, gav han mig et grovt Svar. En anden henviste mig kort til Sogneforstanderen, der heller ikke var synderlig villig til at give Oplysninger. Tilsidst fulgte han mig dog hen til en Nabogaard og fortalte Folkene der, hvad jeg vilde. De saa' mistænksomt paa mig og svarede ingenting. Men ude fra Køkkenet kom nu en rask, yngre Kone, der paa E85 godt ravjysk sagde en hel Masse, som jeg daarligt nok forstod. Saa tog hun mig i Armen og trak mig med ind i et lille Sengekammer, der havde Vindu ud til Haven. Her laa et ældgammelt, gustent 204 Kvindemenneske nedsunket i en Grav af Dyner. Det var Byens Ældste9, en 92-aarig Oldemor, der i de sidste 20 Aar ikke havde været ude af sin Seng. Den Gamles mørke Øjne stirrede ængsteligt og uroligt paa mig, derefter paa de andre, som alle var fulgt med derind. Jeg fandt saa paa at ty til min sparsomme Skolelærdom og tiltale hende med nogle tyske Brokker. Hun forstod dem vistnok ikke; men ved den blotte Lyd af Modersmaalet gik der en Lysning over den Gamles Ansigt. Med et lille, ligesom triumferende, Smil saae hun hen paa de andre, derefter igen paa mig, og nikkede taknemligt.

**
*

Efter 3 Ugers Vandring rig paa Oplevelser kom jeg til Silkeborg med tyndslidte Støvlesaaler og næsten ingen Penge i Lommen. Det var paa høje Tid at vende hjem. Jeg havde nu ogsaa travet Tungsindet af mig og længtes hjem til Afskeden med Randers og 205 mine Kammerater. Et Besøg paa Byens Papirfabrik, den Gang et af Landets betydeligste Fabriksanlæg, vilde jeg dog ikke forsømme. Det havde hele Tiden staaet for mig som en værdig Indvielse til det nye, virksomme Liv, jeg nu skulde gaa ind til i København. Ved at henvende sig paa Kontoret kunde man faa Tilladelse til at bese den store Virksomhed, der nylig var genopbygget efter en Brand. Da jeg tilmed dristigt udgav mig for polyteknisk Studerende, blev der ovenikøbet tildelt mig en sagkyndig Ledsager, der viste mig omkring og forklarede alt. Overgangen fra Hedeørkenens Stilhed til den magtfulde Maskinlarm i den vældige Bygning føltes af mig som en Opvækkelse fra det'2 døde. Jeg havde lagt en Spøgelseverden bag mig. Her mellem snurrende Hjul, mellem Valser og Løbebaand stod jeg i mit Fremtidsrige. Stemplernes tunge Stampen og Svinghjulenes Buldren lød i mit Øre som en løfterig Velkomst.

Da jeg om Aftenen ved Solnedgang stod oppe paa Himmelbjerget og saae ud over 206 det taageslørede Land, gjorde jeg mig selv det Løfte for Alvor at ville ryste Drengenykkerne af Ærmet. Jeg vilde igen tro paa at være født under en lykkelig Stjerne og fra nu af møde den Skæbne, der var mig tiltænkt'3, som en Mand.

(Fortsæt til Hamskifte)

 
[1] Påskedag faldt i 1873 den 13. april. tilbage
[2] Adjunkt Jørgen Hansen Koch (f. 1829) var kommet til Randers Latinskole i 1857 og var skolens eneste lærer i naturhistorie hvori han blev magister i 1859. tilbage
[3] Christrup, som den hedder i Traps Danmark, i dag en sydøstlig forstad til Randers, blev den 28.-29. april 1869 hjemsøgt af "en stærk Ildsvaade, hvorved 5 Gaarde og 41 Huse lagdes i Aske, i Sommeren 1873 hærgedes Byen atter af Ildebrand." Det må være den første brand der har bidraget til skarvens dårlige renommé, og som Pontoppidan oplevede resultatet af. I april 1869 var den 11-årige Henrik endnu ikke begyndt i latinskolen, men var allerede klassekammerat med Frederik Jacobsen. Landsbyen havde ca. 1100 indbyggere, heraf mange daglejere fra Randers. Kristrup-branden flammer op på Favsingholm i slutningen af De Dødes Rige." tilbage
[4] Realeksamen fandt sted i juni og begyndelsen af juli. tilbage
[5] forslå: drive ud af kurs. tilbage
[6] Man tænke på stykket i Dagbogsbladet fra Kjøbenhavns Børs-Tidende 4. 8. 1889, der gik igen i Minder, 1893, s. 24-25:

Thi i Virkeligheden elsker man kun én Gang i dette Liv. Senere (eller forud) kan vel nok Ens Attraa paa forskellig Maade blive vakt; men kun én Gang kommer Kærligheden til os som det Lyn, der oplader Øjne og Øren, saa det er, som om man nu først hører og ser. Da stemmes for Livstid alle Hjærtets Strenge og den, der senere berører dem, får kun Toner, den anden har skabt. Vi véd det ikke selv, fordi vi ofte tror det glemt og dødt, hvad der endnu den Dag i Dag vokser frodigt i vor Sjæl.

tilbage
[7] Det drejer sig om Christian Jessen, hvis far døde i slutn. af maj 1873. tilbage
[8] Du som har Sorg i Sinde: 1. strofe af Folmer Spillemands sang i afsnittet "I Jægerhuset" i Hjortens Flugt (1855) som Henrik Pontoppidan havde fået i konfirmationsgave i april 1872 og beholdt hos sig livet ud. Hans eksemplar beror i dag på Randers Bibliotek. tilbage
[9] Byens Ældste: Anna Margrethe Philbert f. Wackershausen, en 2. generations indvandrer, født c. 1780. Hun døde 20.8.1877 i Frederikshede Dal (Hjortedalen), 99 år gammel iflg. Frederiks sogns kirkebog. tilbage
['1] Niende: i overensstemmelse med ms. rettet fra originaltrykkets fejlagtige "Tiende". tilbage
['2] det: således også i manus. tilbage
['3] tiltænkt ms: tilskikket. tilbage