H.C. Andersen

"Verden hylder den danske Eventyrdigter"

Paa samme Tid som H.C. Andersen med sine Eventyr og Smaahistorier skabte sig en Verdensberømmelse, som er steget os, hans nuværende Landsmænd, en Smule til Hovedet, sad St. Blicher i sin ensomme Præstegaard og skrev sine jydske Mesternoveller.

Hvem af disse to store Digtere der maa regnes for den største, er en Skønssag. Navnkundigheden kan i hvert Fald ikke bruges som Maalestok.

Begge var de Fornyere, og det baade i sproglig og kunstnerisk Henseende. Det allermeste af, hvad vi i de sidste Par Menneskealdre har frembragt af Fortællekunst, har sit Udspring hos dem. Ogsaa i meget af Nutidens Prosalitteratur kan man endnu høre enten den ene eller den anden af disse to Kilder risle. Naar vi nu i disse Dage med vort Hjerte tager Del i Verdenshyldesten til H.C. Andersens Geni, kunde vi gerne samtidig mindes hans lidt ældre Digterbroder, der sammen med ham skabte Prosakunstens Guldalder herhjemme og indtil Fuldkommenhed frembragte en ny Digtart, Novellen, Lillebilledet1, der med en Dugdraabes Klarhed genspejler Livet baade finere og dybere end Størsteparten af de store Haupt- und Staatsaktioner paa Teatret eller i bindstærke Romaner.

Henrik Pontoppidan (sign.)

 
[1] Lillebilledet: rettet fra Livsbilledet, der må være en trykfejl, jf. Drengeaar kapitel 8, hvor teksten genbruges. Se også fodnote deri om Baggesens og Johs. V. Jensens brug af ordet Lillebillede. tilbage