Marie Oxenbøll til Erik Jansen Pontoppidan og Knud Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 25. april 1872
Foredrag af Fr. Barfoed og Nørregård
Torsdag [25.4.18721]
Mine kjære Sønner2!
Inden Ugen gaaer tilende maa jeg dog have sendt Eder en Tak for Søndagsbrevet, der glædede os, som altid; Vorherre har rigtignok hidtil været os saare god, saa vi kun have faaet gode Budskaber fra vore kjære Fraværende; Han give os, ogsaa at kunne tage ret mod det, der ikke behager, thi saadanne Dage ville jo ogsaa komme. I den Hobeske Familie er der stor Sorg, idet den eneste Svigersøn, Pastor Vadum3 i Hyllested er død, efter kun een Dags Sygeleie; han bliver begravet i Dag og vor Hobe er derude og bliver der en lille√ Stund, saa hun savnes jo ikke saa lidt her, men jeg er heldigvis ret flink for Øieblikket. Stakkels Barfod gaaer ogsaa i Uro for sin Kone4, der nok er meget svag, saa vi have ret haft bekymrede Mennesker om os, medens det dog, Gud være lovet! staaer vel til med os selv. Fader kvæles saa smaat af Skole-Examiner og hører hver Aften Foredrag af Barfod5 paa henimod 2 Timer, hvilket rigtignok er for meget af det Gode; men Folk holde 2 ufortrødent ved, og blev tilmed begeistrede af Nørgaard6, der var her i Søndags. Naar man som jeg, sidder bundet i Hjemmet, uden at kunne dele den Oplivelse, der udgaar fra al det Foredragsvæsen, fristes man unægteligt til at see derpaa med lidt skjæve Øine, og navnlig har jeg beskjæftiget mig Noget med at tænke over Nørgaards Foredrag, som jeg jo rigtignok kun kjender efter forskjellige Referater, Fader var for træt til at gaae der, men som jeg kun kan godkjende i Lighed med en smuk og velgjørende Musik, der ogsaa paa samme Maade kan gjenlyde for Sjælen, men dog mangler Ordet, der skal befæste Indtrykket. Men vi Mennesker gaae jo let til Yderligheder; enten ere vi for kolde eller for varme, for tørre eller for poetiske.
Det kan blive moersomt, at høre Eriks Mening om det Fremmede, han nu saa længe har færdedes iblandt; jeg har altid saa lidt Tro til Avis-Referater, saa det vil ret more at kjende hans Opfattelse; nu er han vel saa godt hjemme i Sproget, at han kan indlade sig med Folk.
Jeg har ret fornøiet mig over, at I synge sammen til Glæde for Eder selv og Andre; bliv endelig ved i det Gode, som I ere begyndte.
3 Jeg har ret været en daarlig En, til at sende Eder Sul til Brødet, men jeg har været daarligt skikket til at sørge for Nogetsomhelst og Fader kan ikke godt finde sig i, at der gaaer saa Meget til i Huset, saa jeg maa tidt slaae en Streg over det, jeg havde Lyst til; men gjemt er ikke glemt.
I have jo nok seet og hørt om den store Ildebrand7, den allarmerede os dog ikke meget, da det var stille i Veiret og det hele Qvarteer jo trængte til Udluftning.
Nu kun de kjærligste Hilsner fra Fader og Sødskende ved
Eders trofaste
Moder
Jeg lader følge en af Knuds Flipper der var mellem Eriks Tøi; mon I ikke skulde have faaet af Henriks Flipper over til Eder.
