Turistforeningen
Jeg har læst i et Par Aviser, at danske Hotelværter og andre, der er interesserede i en voksende Turiststrøm gennem Danmark, forbereder Afholdelsen af et Møde, paa hvilket der skal protesteres mod den Maade, hvorpaa Turistforeningen har søgt at løse de Opgaver, den har stillet sig.
Det kan gærne være, at Turistforeningens Ledelse hidtil ikke har været helt dadelfri. Men de Bebrejdelser, der særligt kan rejses imod den, er rigtignok af en Art, der ikke synes at give netop vore Hotelværter og vore Gæstgivere Anledning til at være altfor højttalende.
Hvad Turistforeningen endnu mere end hidtil burde have sin Opmærksomhed henvendt paa, er nemlig en højst fornøden Forbedring af vore Hoteller, Gæstgiverier og Landsbykroer. Denne Sag er foreløbig den vigtigste: før den er bragt i Orden, nytter det ikke hverken at indbyde fremmede Folk til at besøge os eller opfordre vore egne til at tage "Tasken paa Nakken og Staven i Haand". Før man tør lade Trommen gaa for at hværve Gæster, maa man dog være sikker paa, at man kan byde disse en ordenlig Seng at ligge i og nogenlunde ordenlig Mad til at stille Sulten med.
Nu findes der vel baade i Kjøbenhavn og især i Provinserne enkelte fortræffelige Hoteller. Men Reglen er, at man sandelig ikke behøver at være forvænt for at blive uhyggelig stemt ved Ophold i vore Gæstgivergaarde.
Jeg rejste forleden i Kupe sammen med en Svensker, der kom fra Kjøbenhavn. Han havde boet i et af Byens allerfineste Hoteller – og han var endnu fuld af Eder og Harme paa Grund af den Behandling, han havde faaet. Han var kommen dertil om Aftenen, lidt forkommen efter en lang Rejse, og han var bleven indlogeret i et Værelse, som den hele Vinter ikke havde været opvarmet, ja hvis Kakkelovn slet ikke kunde trække, men – da et Forsøg blev gjort – kun fyldte Stuen med kvælende Røg. Da han skulde i Seng, havde han funden Lagnerne saa pjaskvaade, at han næsten kunde vride Vandet af dem, og da han om Morgenen beklagede sig derover, fik han kun Ubehageligheder til Svar. Desuden fik han en Regning – og den var ogsaa "klam", som han udtrykte sig. Han pakkede øjeblikkelig sin Kuffert og svor den længste svenske Ed (og den var lang) paa, at han aldrig mere skulde sætte sine Ben i Kjøbenhavn.
Enhver, der ikke netop er gammel Kunde paa vore Hoteller – saaledes som f. Eks. Handelsrejsende – vil paa Vinterrejser i Danmark stadigt møde de samme Genvordigheder som denne Svensker. Hvor ofte hører man ikke en forkølet Provinsboer, der er kommen til Kjøbenhavn, med hæs Stemme forbande de "klamme Hotellagner".
Men hvor meget værre gaar det ikke den Kjøbenhavner, der ved Vintertid vover sig paa Lystrejse i Provinserne, endsige ud til Landsbykroerne?
Nu kan man maaske mene, at Turistlivet er noget, der alene hører Sommeren til, og at man om Vinteren pænt bør holde sig hjemme i sin Kakkelovnskrog. Men dette er ikke rigtigt. Vinteren – d.v.s. Februar, Marts, naar Dagene længes – er netop en udmærket Turisttid. Om Foraaret virker Luften for trættende, og om Sommeren er det oftest for varmt og tungt at gaa langt. Paa en klar Vinterdag med let Frost og Solskin kan man gaa 6-8 Mil uden at trættes synderligt. Man lider ikke af den Tørst, som Sommervandringer medfører, og som – i Fald man søger at stille den – gør En mat og utilpas. Derimod faar man en fortræffelig Appetit, Blodet kommer i Omløb, og Tobakken smager allerkærest.
Men hvor mange unge danske Mænd og Kvinder tænker paa at gøre Fodvandringer i Februar? Derimod betænker de sig ikke paa om Sommeren at drage til Bjerglande og bestige Højderne – netop for at færdes i den samme kolde, friske Luft og i den fodhøje Sne, som de afskyer herhjemme i Februar.
Men en nødvendig Betingelse for at have Fornøjelse af slige Vintervandringer, er rigtignok, at man ved Aftenstid kan krybe ind i et nogenlunde skikkeligt Herberge. Men hvor mange Steder paa Landet kan man det? I de fleste Landsbykroer faar man anvist til Ophold et lille tomt Rum mellem fire kalkede Vægge, oftest uden Kakkelovn og uden andet Bohave end en Seng og et Vandfad paa en Træstol. Om Sommeren kan dette være godt nok; om Vinteren er det i Længden uudholdeligt at tilbringe de lange Aftener under saadanne Forhold. Vil man læse i en Bog eller skrive et Brev, maa man først krybe i Seng og bruge Dynen som Skrivebord.
I andre Lande er det anderledes. I hin vrede Svenskers Fødeland f. Eks. er baade Hoteller og Kroer langt bedre, hyggeligere (og billigere) end vore. Der staar om Vinteren, selv i ensomt liggende Kroer, gærne mindst et opvarmet Værelse tilrede (og som bekendt er Befordringsvæsenet fra Kro til Kro underlagt offenlig Kontrol); man træffer overalt velopredte Senge, en venlig Betjening og et renskuret Gulv bestrøet med Enebærris.
Før vi kommer saa langt i Danmark, nytter det ikke at snakke til fremmede om vort Lands Yndigheder. Danmark ejer ikke meget af den Art Skønhed, der tager Folk med Vold. Vil vi forsøge at drage fremmede rejsende til os, maa vi ikke stole for meget hverken paa vort Havs eller vore Skoves Tiltrækningskraft. De Folk, vi skal vinde, maa vi søge at holde fast ved venlig Behandling og billige Priser. De Tyskere og Englændere, der kommer "plukkede" ned fra Norges Stenørkener, kan maaske finde Behag i den danske Idyl, naar man ikke berøver dem Hyggen inden fire Vægge.
Skulde derfor det omtalte Møde af Hotelværter og lignende Folk virkelig komme i Stand, vil jeg foreslaa, at disse vedtager følgende Resolution.
"Forsamlingen anmoder Turistforeningens Bestyrelse om mere end hidtil at have Opmærksomhed henvendt paa den miserable Tilstand, hvori vore Hoteller, Gæstgivergaarde og Kroer til Skade for Turistlivets Fremme mange Steder befinder sig. Man tillader sig tillige at forslaa, at Foreningens Sekretær ikke oftere sendes bort for at forberede Fællesture til det fjærne Udland, idet man finder, at Sekretærens Tid og Foreningens Penge mere formaalstjenligt burde anvendes til Foretagelse af Rejser i Indlandet for at paatale Mangler og foreslaa Forbedringer. Forsamlingen føler sig overbevist om, at Foreningens første Opgave foreløbig maa være at skaffe hyggelige og billige Herberger, og til Opnaaelse heraf tilsiger Forsamlingen herved Foreningen sin bedste Bistand."
H. P.
