Enetale
Ak ja, de første Provisorieaar! … Jeg har igen i Dag levet i Erindringen om hin Guldalder, hin lykkelige og frugtbare Tid, da ogsaa jeg fik min Daab i den demokratiske Tro, den jeg – med Guds og Højres Hjælp – ingensinde skal afsværge.
Jeg husker endnu tydeligt, hvorledes det gik til; ved hvilken Lejlighed det var, at jeg blev mig selv helt bevidst som Venstremand.
Det var en Dag i Slutningen af det første Provisorieaar eller maaske Begyndelsen af det andet. Jeg havde om Morgenen – en dejlig Foraarsmorgen – taget en Randsel paa Ryggen og et Egespir i Haanden for at drage ud og byde Solen velkommen til Landet. Jeg havde den hele Dag strejfet om gennem Skove og Enge og stod henimod Aften – træt og tørstig – oppe paa en Bakke, hvorfra jeg søgte at orientere mig i det nedenforliggende store og flade Landskab. Mit Øje søgte efter Kirkebyer. Jeg vidste, at i saadanne var der mest Udsigt til at finde en Kro, hvor jeg kunde overnatte. Men jeg kunde intet Kirketaarn øjne uden helt ude i Horisonten, vistnok et Par Mil borte.
Jeg steg da ned ad Højen og gik ind i det nærmestliggende Hus for at forhøre, hvor Vejen gik til det nærmeste Bedested. Det var et lille Hus, der laa lige ved Vejen og ved et Par Klatrestænger og en Rebstige røbede sig som en af de smaa private Friskoler, man hist og her kan støde paa i Egne med en oplyst Befolkning. Jeg hørte en Kvinde synge et Vuggebarn i Søvn inde i Stuen tilhøjre for Indgangen: tilvenstre, hvor Skolestuen var, var der tomt og stille. Idet jeg bankede paa Døren, forstummede Sangen. Jeg hørte et tøvende: "Kom ind."
I en Armstol ved Kakkelovnen sad en mørkhaaret Moder paa omkring tredive Aar, bredskuldret og sværlemmet, men med det blegladne og hulkindede Ansigt, som den gærne faar, der har givet meget Die. En Kurvevugge med et aarsgammelt Barn stod foran hende. Henne under Vinduet laa et Par andre Børn paa Gulvet og klippede Papirsdukker.
Jeg véd ikke, hvorledes det gik til; men trods de rødkindede og fornøjet udseende Børn slog der mig en underlig alvorlig Stemning i Møde fra den lille Stue. Jeg fik straks den Fornemmelse, der paa en uforklarlig Maade griber En paa Steder, hvor der er Sorg. Jeg tænkte ved mig selv ved Synet af Moderens sorte Kjole, at her havde vistnok Døden for nylig været Gæst.
"Er Deres Mand hjemme?" spurgte jeg efter at have hilst.
Hun saa' længe mistroisk og fjendtlig paa mig, før hun svarede.
"Nej", sagde hun saa.
Skønt Svaret lød ret afvisende, faldt den Tanke mig ind, at jeg, dersom Vejen til det nærmeste Krosted skulde være altfor lang, maaske kunde faa Lov til at overnatte, hvad jeg vilde foretrække for at blive indkvarteret hos den første den bedste Bonde, fordi Alt saa' saa rent og velordnet ud. Jeg vidste, at Friskolefolk havde Ord for at være gæstfri, og jeg kunde jo i Nødsfald ligge paa en af Bænkene inde i Skolestuen.
"Tør jeg spørge – venter De Deres Mand hjem snart?" spurgte jeg derfor.
"Nej".
"Maaske venter De ham slet ikke hjem i Aften?"
"Nej".
Hendes korte Svar kom saa hvast og afbidt, at jeg uvilkaarlig studsede. Min maaske lidt paatrængende, men ellers fuldtud ærbødige Optræden syntes mig ikke at give gyldig Grund til en saa udfordrende Tone. Rimeligvis har hun kunnet se paa mig, at jeg blev stødt, og derfor selv fundet Anledning til at give en Forklaring; thi pludselig sagde hun uden at jeg yderligere havde spurgt:
"Min Mand er i Fængsel."
Ordene ramte mig som et Slag for Brystet. Uvilkaarligt saa jeg mig omkring i den renlige og venlige lille Stue. Jeg havde ikke mindste Fornemmelse af at befinde mig i en Forbryders Hjem. Men i det samme mindedes jeg, at jeg for nogen Tid siden havde læst i Bladene om en Friskolelærer fra denne Egn, der var bleven arresteret paa Grund af Medskyld i Rejsningen af den højst fredeligt mente, men af de mistænksomme Magthavere ildeséte Riffelbevægelse. Jeg havde læst derom, som jeg den Gang til min Frokost læste om saa megen anden brutal Undertrykkelse, uden at lade mig forstyrre deraf i min Madro. Her stod jeg for første Gang overfor en af de uopdigtede Kendsgærninger, Ansigt til Ansigt med et virkeligt Offer for den Nedslagtningsfeber, den af en ond Samvittighed fremkaldte Nervøsitet, der havde grebet de Styrende.
Jeg sagde hende nu mit Navn og min Hjemstavn; og da det viste sig, at hun kendte noget til min Familie, bad hun mig at tage Plads og bød mig noget at drikke. Jeg takkede og tog mod Indbydelsen; og mens hun nu gik frem og tilbage mellem Bordet og et stort Hjørneskab, hvoraf hun udtog Glas og en Flaske Øl og siden et Par Kopper til den uundgaaelige Kaffe, fortalte hun roligt om alt, hvad der var sket her.
En Formiddag – fortalte hun – bedst som hendes Mand havde læst med sine Skolebørn, holdt en lukket Landauer udenfor deres Hus, og ud af den traadte en pelsklædt Herre og to andre Mænd, der viste sig at være en saakaldt flyvende Dommer og hans Haandlangere, to civile Politibetjente. Uden nærmere Forklaring erklærede Dommeren Manden for anholdt og skred derefter, trods hans Protester, til en omfattende Husundersøgelse. Da han ikke godvillig vilde udlevere sine Nøgler, blev alle hans Gemmer brudt op, alle hans Papirer gennemsøgte, alle hans Breve læste, for at man kunde komme til Kundskab om, hvem hans "Medskyldige" var. Endog en lille, med et rødt Silkebaand ombunden Pakke af ømme og fortrolige Breve, som Mand og Kone havde skrevet til hinanden i deres Forlovelsestid, blev ikke skaanet for en nøje Undersøgelse, skønt de begge bad derom og med deres Ære indestod for, at Brevene ikke indeholdt en Tøddel, der kunde give Oplysninger i den Sag, for hvilken Mændene var komne. Den pelsklædte Herre smilte bare og læste blot med forstærket Agtpaagivenhed.
Dog det, der gik dem haardest til Hjærtet, og som den ellers saa rolige Kone endnu ikke kunde fortælle om uden at – komme til at dirre af Had, var den Maade, hvorpaa disse tre Lovens og Retfærdighedens Tjenere havde lagt Haand paa nogle Legetøjssager og gamle Tændstikæsker med farvede Smaasten, smaa Efterladenskaber fra en lille Søn, som var død Aaret forud af Difteritis. De havde været nedlagte i den Skuffe i Faderens Skrivebord, som Barnet i sin Tid paa Grund af sin sjældne Ordenssans havde frit Lov at benytte til sine Smaapillerier, og de laa dér ganske saaledes, som han selv Dagen før sin Sygdoms Udbrud omhyggeligt havde anbragt dem. Denne Skuffe var Forældrenes Helligdom; og da de saa' Betjentene gøre Mine til at rydde op i den, kastede de sig imellem og besvor dem at lade den urørt. Men netop dette forøgede deres Mistænksomhed, og de tømte Skuffens Indhold ud paa Gulvet.
"Og nu sidder min Mand i Fængslet," sluttede hun sin Beretning. "Og dér har han snart siddet i tre Maaneder."
"Men han vil blive frikendt og faa skyldig Oprejsning," sagde jeg ivrig; jeg var under den sidste Del af hendes Fortælling uvilkaarlig sprungen op. "Det Hele maa jo bero paa en Misforstaaelse."
"Misforstaaelse? … Han er dømt. Han udsoner netop nu sin Straf."
"Er det sandt?"
— — — — — — —
Da jeg lidt efter forlod Huset for at begive mig videre, var det for mig, som om det solbeskinnede Landskab havde skiftet Udseende. Det syntes mig ikke længer at smile; dets Udtryk var mørkt og sorgbetynget. Og det har ikke forandret sig siden.
H. P.
Gå til den næste enetale.
