Valget
Det nuværende Regeringsparti, der jo kalder sig radikalt, svarer ogsaa ganske godt til Navnet undtagen netop der, hvor det er allervigtigst at komme bort fra alt forvrøvlet og fantastisk: i Spørgsmaalet om Landets Forsvar.
Her har Partiet givet alle Slags svævende Mellemstandpunkter sin Velsignelse, saadan som det jo tydeligt kom frem ved Sammensætningen af dets Ministerium, hvor de alle – næsten skalamæssigt – blev repræsenteret, lige fra den forsigtige eller skjulte Sympati for Tanken om et Folk i Vaaben til de firkantede Hoveders Betragtning af Forsvarssagen som et simpelt Reguladetristykke.
Fælles for dem er blot en emsig Bestræbelse for at berolige Gemytterne og forsikre, at der ingen Fare er, naar vi bare selv vil forholde os stille. De har taget sig for at bekæmpe Angsten, ikke alene den hysteriske Spøgelsesfrygt, men ogsaa den naturlige, sunde Hjærtebanken, der melder sig ved Tanken om vort udsatte Lands Fremtid.
Dette Selvfornedrelsens Evangelium, som Partiet nu har villet ophøje til demokratisk Hoveddogme, har drevet flere og flere af dets bedste Mænd ud af dets Rækker og gjort dem hjemløse i dansk Politik.
Saadan ogsaa Erik Henrichsen. Han hører til dem, der modtog deres politiske Daab i Provisorietiden. Den Gang var der her i Landet kun 2 Partier, og det enes Generalstab var en lille magtsyg Klike, der, for at bevare Ledelsen, satte Frækheden og Skamløsheden i System og bl. a. brugte Forsvarssagen som Skærmbræt for sit Attentat paa Folkets Selvbestemmelsesret. Det var altsaa ikke svært for en Mand med nogen Retfærdighedsfølelse at finde sin Plads, mindst da for en Mand som Erik Henrichsen, hos hvem netop Retfærdighedsfølelsen altid var saa vaagen. Som den Kampnatur, han er, søgte han endda strax ud i Ildlinien.
I de senere Tiders politiske Slagtummel har det været bestandig vanskeligere at faa Øje paa det Bannermærke for Ret og Broderskab, hvorom Kærnen af det danske Folk dengang samledes. For adskillige blev det bare en fordelagtig Etikette. Politik var ogsaa for ikke saa faa Venstremænd bleven en Forretning eller et samvittighedsløst Hasardspil. Alberti blev Partifører, og Hr. Poul Christensen, hans gode Ven, steg over hans Lig op paa Ministertaburetten.
Til hvilken Del af den opløste Venstrehær Erik Henrichsen agter at slutte sig, i Fald han nu bliver valgt, ved jeg ikke, og det kan vel ogsaa være forholdsvis ligegyldigt. Naar han søger Sæde i Rigsdagen er det jo netop for at kunne gøre sit til, at Hæren igen kan blive samlet, og sikkert er der i Øjeblikket heller ikke Mulighed for paa anden Maade at komme tilbage til et fornuftigt og frugtbart Lovgivningsarbejde. Det andet er for nærværende Tid bare Fantasteri og Blændværk. Tidsspild og Kraftspild.
Men skulde nogen Enkeltmand igen forsøge paa at tyrannisere Landet ved i Provisoriemændenes Aand at bruge Forsvarssagen som Skalkeskjul for personlige Formaal – da vil han ikke i Erik Henrichsen finde noget anvendeligt Redskab. Ogsaa de politiske Jobbere med deres Spekulation i store Ord og bolde Løfter vil han blive en vrangvillig Partifælle. Hans Væsen er Retlinethed og Aabenhed, og han søger ikke ind i Tinget for at skære sig et Levebrød der, – han behøver det ikke. Men Politik var fra Ungdommen af hans Lidenskab, og det kan trøstig siges, at af alle de Folketingskandidater, der nu paa Fredag fremstiller sig for Folket, møder ingen mere fuldrustet med politisk Viden og klar Indsigt end den nye Kandidat i Sorø.
Skal da virkelig en saadan Kraft ligge ubrugt hen? Har vi Raad til det? Kan det være muligt, at man i Sorøkredsen vil foretrække Poul Christensen, en Mand, en Minister, et Medlem af selve Udrensningens Ministerium, hvem den offentlige Mening Gang efter Gang har tvunget til at afgive Bekendelser om sin egen Renlighedstilstand.
Jeg har en Mistanke om, at selve dette Ministerium og dets Parti ikke vilde tage Sorøkredsen det fortrydeligt op, i Fald den nu paa tydelig Maade viste ham sin Misfornøjelse.
Henrik Pontoppidan.
