Erik Henrichsen
(1865-1917) var overretssagfører og politisk forfatter. Han skrev en mindre biografi om Viggo Hørup (1910) og et stort, lovprist værk om Mændene fra Forfatningskampen I-II (1913-14) med monografiske kapitler om bl.a. Estrup, Christen Berg (om hvem han i 1911 havde udgivet en hel bog), Hørup og Edv. Brandes. Henrichsen tilhørte den litterære Hertz-Nathansonske familie (den jødiske farfar døbt i 1824) og var en slags "fætter" til den Peter Nansen (hvis faster Emma var farmor til EH) der banede ham vejen til Politikens spalter under Hørups bevågenhed. Præcis hvornår han begyndte og holdt op med at skrive her, giver speciallitteraturen ingen oplysninger om, ej heller hvornår og hvor længe han derefter skrev i København.
Henrichsen hørte hjemme i Studentersamfundet (stiftet 1882). Her var han april 1891-92 i bestyrelsen (for øvrigt s.m. Peter Holst). 18.3.1905 holdt han foredrag om "Ungdommens politiske Opgave" (trykt i Tilskueren) og diskuterede m. Ivar Berendsen og P. Munch. Var det derigennem han kom ind i kredsen omkring Pontoppidan?1 Han var klasse- og siden juridisk studiekammerat med Vald. Vedel og Niels Møller og ven med Johan Rohde og (fra hvornår?) Vilh. Andersen. Fra 1902 omgikkes han Pontoppidan privat og prøvede at engagere ham i sine bladplaner. Men de faldt ikke sammen med Pontoppidans tilsvarende idéer om en selvstændig publikation. Henrichsen fjernede sig i de artikler han efter systemskiftet skrev i Tilskueren, mere og mere fra den jødisk-radikale intelligens og så efter 1905 et ideal i J.C. Christensen. Han blev (hvor meget?) medarbejder ved Harald Nielsens Ugens Tilskuer og opstillede i 1910 forgæves til Folketinget (med støtteerklæringer fra Pontoppidan og Harald Nielsen2). Han var ilde lidt af adskillige; Georg Brandes kalder ham således i sin dagbog (11.2.1910) "det lede Kræ".
Det ældste spor af en forbindelsen mellem Pontoppidan og Erik Henrichsen skriver sig fra maj 1901 hvor Sophus Claussen efter sit besøg hos Pontoppidan i Snertinge på dennes opfordring vil opsøge "Hr. Erich(!) Henrichsen" og diskutere en plan med ham om et "Forfatternes Blad". Men endnu i begyndelsen af 1903, hvor Henrichsen og Pontoppidan har haft (deres første?) "sammenkomst", er bladplanerne ikke nået længere end nu til en omdannelse af Tilskueren til et ugeblad hvad dog både forlæggeren (Ernst Bojesen) og forlagsbestyrelsens formand (Gustav Philipsen) var imod og Tilskuerens redaktør Vald. Vedel opbragt over. Det ældste bevarede brev fra Henrichsen til Pontoppidan, brevene den anden vej er ikke kendt, drejer sig om en invitation til EHs traditionelle middag ml. jul og nytår 1902/03. Henrichsens (og Pontoppidans?) hovedtanke er at tale kredsen omkring Politiken midt imod. Hovedtankerne i brevene til Pontoppidan går igen i Henrichsens artikel "Betragtningens Time" i Tilskueren 1904, s. 243-57. EH mener, at akademikeren (hvortil han altså også regner Pontoppidan) må gå ud af aktiv politik, som er blevet en blot ageren inden for partirammer. I slutningen af artiklen nævner han
Henrik Pontoppidan. Med hvor overlegen en Holdning staar han ikke i vor Litteratur, en Holdning, der hver Gang han udgiver en Bog, bringer alle Partikritikerne til at snurre rundt i en Uvished om, hvem han dennegang "holder med", der er ligesaa komisk som fortvivlet. Han har netop bevaret Ensomhed uden om sig, hvor de andre har ageret, har han reageret, hans Ironi skaaner ingen Fordomme, mindst de radikale.
Vennen Vald. Vedel – som selv havde startet diskussionen i Tilskueren om "Akademikerne og Folket" (s. 80-88) – var alt andet end begejstret for EHs planer og for hans besøg hos Pontoppidan (breve imellem de to i Vedels arkiv). EH måtte dog opgive planen, også fordi blandt andre Pontoppidan ikke viste tilstrækkelig aktiv interesse for den. Sml. hermed Pontoppidans afslag til Edv. Brandes om medarbejderskab ved Politiken.
Den ugifte Henrichsen havde psykiske problemer, og 10. dec. 1917 begik han selvmord. Han blev begravet den 14. og taler af vennerne Vilh. Andersen og Vald. Vedel blev siden trykt i et hefte3.
Pontoppidan skriver om ham i Familjeliv:
Denne fortjenstfulde Mand, der ved sit Skrivebord og i Samtale kunde udfolde saa glimrende Evner og stor Viden, havde mærkeligt nok slet ingen Forstaaelse af, at det er vigtigere for en Mand at kende sig selv, end at vide Besked om Verdenshistoriens største Personligheder. Han havde gjort sig Forhaabninger om at blive Rigsdagsmand og i det hele at komme til at spille en Rolle i det offentlige Liv til Trods for, at Naturen altfor tydeligt havde nægtet ham ydre Betingelser derfor. Han var en lille, lidt forvokset og tilmed stam4 Mand, der slet ikke egnede 102 sig til offentlig Optræden, og alligevel følte han det som blodig Uret, at Folk lo af ham og hyssede, naar han viste sig paa en Talerstol.
Hans Bortgang fra Livet blev derfor ogsaa en Tragedie, – dersom det da absolut skal kaldes tragisk, at et Menneske benytter sin Viljes Frihed til at afkorte en Tilværelse, der stadig har bragt ham bitre Skuffelser og gjort ham til Latter.
Sandsynligvis fik Pontoppidan sine breve til EH tilbage ved dennes død; i så fald er de gået tabt da Pontoppidan systematisk destruerede de breve fra sig selv der kom ham i hænde. Forholdet mellem på den ene side Pontoppidan og på den anden EH, Vedel og Vilh. Andersen kunne indgående belyses ved hjælp af det store brevmateriale, der i øvrigt er bevaret.