Kapitel 6: Peter Holst
Pontoppidan-forskningen har hidtil haft to persongåder. Den ene er ungdomsvennen Schaff. Granskningen af, hvem denne person egentlig var, om han da nogensinde har eksisteret, synes at være nået til et hvilepunkt, for så vidt som de kilder, man gennem navnet kan søge til, nu er udtømte1. En stillingtagen til denne skikkelse hører ikke hjemme i denne sammenhæng.
Det gør derimod en redegørelse for den anden, hidtil gådefulde person i Pontoppidans liv, mere direkte knyttet til værkernes tilblivelse. Han har ført en knap så bemærket tilværelse i forskningen – og er i et større perspektiv også af mindre betydning end Schaff.
Han er første gang nævnt på tryk i Fr. Hegel d.y.s Erindringer hvor denne i sin omtale af Pontoppidan skriver:
Ogsaa paa et andet Punkt afveg Pontoppidan fra den almindelige Type af Forfattere. Han havde den Særegenhed, at han lod en god og nær Ven – ikke en litterær Kritiker – læse sine Bøger igennem, inden de gik i Trykken.'1
På dette sted henledte universitetslektor Erling Nielsen min opmærksomhed (i brev af 22.12.1963) og fortsatte:
Ejnar Thomsen antydede engang, at man vist skulde være forsigtig med at tillægge omarbejdelserne for stor betydning, da det var tvivlsomt hvor meget P. havde befattet sig med dem.
I april 1959 solgte det københavnske antikvariat Rosenkilde og Bagger en samling Pontoppidan-bøger, deriblandt en lang række dedikationseksemplarer til "Peter Holst". Ud fra dedikationerne og Kraks Blå Bog udarbejdede antikvar Finn Jacobsen et bilag til de dedicerede bøger, hvori det blandt andet hedder:
Holst var en af Pontoppidans nære venner, men kendes ikke i biografierne. Venskabet stammede fra forfatterens dage på Polyteknisk Læreanstalt. Holst var forfatteren behjælpelig med renskrivning og gennemlæsning af manuskripter.
Hos stud.med. Stig Jacobsen har jeg haft lejlighed til at se de af ham erhvervede dedikationseksemplarer. Stig Jacobsen forhørte sig hos Pontoppidans datter, fru Else Thomsen og hos forfatteren, lektor Niels Jeppesen i Viborg. Den sidste skrev i en kronik med støtte i oplysninger fra Stig Jacobsen bl.a. følgende:
Ved et tilfælde kom jeg nylig paa sporet af en ungdomsven og studiekammerat [ɔ: til Pontoppidan], der har haft betydning for digteren og hans bøger, ja, det er maaske rigtigt, som jeg for mange aar siden har hørt, at han har renskrevet Pontoppidans manuskripter, og det er netop dedikationerne i bøgerne til denne ven, der bestyrker mig i troen paa denne traditions rigtighed. (…) Da jeg første gang besøgte Henrik Pontoppidan – det var til aften i 1911 – og vi havde rejst os fra bordet, kom der en gæst, en gammel kammerat fra læreanstalten og nu civilingeniør. De to gamle polyteknikere snakkede saamænd om fagstudiet, men inden jeg gik, tog han mine første bøger ud af reolen og raadede vennen til at læse dem.
Gæsten var Peter Nicolai Holst (…)'2
Ved efterforskning på Det Kongelige Bibliotek fandt jeg et brev fra P.N. Holst til Gustav Philipsen (NkS 4462)'3, og da jeg fik adgang til Pontoppidan-arkivet, viste der sig her at være fire breve fra Holst til Pontoppidan fra 1915-19 (Ut 306). På grundlag af disse, oplysningerne fra Kraks Blaa Bog og en samtale med fru Ella Loft, født Holst, kan følgende meddeles om P.N. Holst og hans forhold til Pontoppidan.
Peter Nicolai Holst (1854-1926) var søn af allerede i 1858 afdøde toldkontrollør N. Tønder-Lund Holst. Hustruen, Louise, f. Rafn, sad således med deres tre børn i trange kår, og Holst som blev student i 1871 og cand.phil. i 1872, har sikkert måttet bruge en del af sin tid til erhvervsarbejde'4, indtil han i 1880 blev cand.polyt. Holst var 1881-83 ansat ved Sjællandske Jernbaner, 1884-1907 knyttet til firmaet Nielsen og Winther på Blegdamsvej i København, fra 1897 som meddirektør. Fra 1907-16 var han ingeniør i DSB. Han var 1884-97'5 gift med Cecilie Margrethe Hinrichsen (1863-1945) med hvem han var blevet forlovet i 1880. Hendes fader var handelsgartner Lorentz Wulff Hinrichsen (1833-88). Pontoppidan omtaler i Hamskifte (s. 58) "en gammel Handelsgartner" som det fælles ophav til flere af familierne i den "ejendommelige københavnske Haveby", Rosenvænget, hvor han i årene omkring 1875 havde sin gang. Det var – fortæller han – ved en af sine medstuderende hvis forældre ejede en villa i Rosenvænget, at han var blevet indført hos disse familier. Pontoppidan sammenblander imidlertid gartner Hinrichsen med dennes svigerfader, kalkfabrikant Johan Vilhelm Krause (1803-89) der, som Pontoppidan skriver om gartneren, "havde ejet store Havearealer her og efter Sigende haft for Skik at skænke sine Svigersønner en Byggegrund i Bryllupsgave". Det var ganske rigtigt i et hus Krause havde bygget til sin datter Elsine (1837-1901), at gartner Hinrichsen ved sit giftermål med denne i 1862 var flyttet ind. Villaen lå dog uden for selve Rosenvænget, i Classensgade, og her førtes allerede fra de første år stort hus hvor også en kreds af tidens kunstnere samledes, deriblandt C.F. Aagaard, Christian Blache, E. Eilersen, Carl Neumann, August Saabye, C.F. Sørensen og, i denne flok af den ældre skole, en tid også den unge Krøyer. Når Pontoppidan fortæller at han her i Rosenvænget "ved en større Aftenfest med Dans i en bekendt Kunstmalers store Villa" første gang var sammen med en digter, nemlig Vilhelm Bergsøe, har det altså været i miljø af denne art.
Hvem den medstuderende var, som indførte Pontoppidan i disse familier, vides endnu ikke. Ej heller, om det var ved samme lejlighed Peter Holst fik sin gang dér. Ham må Pontoppidan have lært at kende på Polyteknisk Læreanstalt efter at have taget adgangseksamen i 1874.
Fra Ung Elskov til Mimoser
Det ældste dedikationseksemplar i den samling der blev solgt i 1959, var Mimoser, men allerede tidligere har Holst sikkert bistået Pontoppidan'6. I udateret brev fra efteråret 1886 skriver Pontoppidan til Fr.V. Hegel:
Den af mine Venner, der har hjulpen mig med Korrekturerne af "Mimoser", har anbefalet mig – således som i sin Tid med "Ung Elskov" – endnu mere at imødekomme Publikums Trang til at erfare noget om de optrædende Personers "senere Skjæbne". I det Håb, at Justitsråden ikke har noget derimod, har jeg derfor i Dag tilstillet Trykkeriet et Par Sider med slige tilfredsstillende Oplysninger, og jeg håber, at Bogen nu i det hele fremtræder i en Skikkelse, der kan skaffe den Læsere.
Et udateret brev fra efteråret 1885 begynder således:
En Ven, der har læst "Ung Elskov" efterhånden som den blev sat, har bebrejdet mig dens Slutning som for umotiveret. Det er en Bebrejdelse, som har ramt omtrent alt, hvad jeg har skrevet, og jeg vilde nødig i denne Retning atter være Gjenstand for Kritik. Jeg har derfor skrevet et Par Sider til, i det Håb, at Justitsråden ikke vil have noget derimod, når det – som jeg også tror – forøger Bogens Værd.
I 1885 kunne der være tale om Borchsenius (skønt Pontoppidan som regel omtaler denne ved navn overfor Hegel), men i efteråret 1886 var det venskabelige forhold til Borchsenius kølnet så meget, at det ikke er sandsynligt, at han har hjulpet Pontoppidan med korrekturerne. Da endvidere et dedikationseksemplar til Holst er bevaret, må denne i hvert fald her være den omtalte ven.2
Når Pontoppidan den 12. oktober 1890 skriver til Jacob Hegel fra Berlin:
Til min Beklagelse blev Afskriften af de Fortællinger, som det er min Agt at tilbyde Dem i Erstatning for den Samling af Krøniker, De ikke ønskede at forlægge, ikke færdig før min Afrejse; men jeg har givet Ordre til at lade Dem den tilstille, såsnart den er tilendebragt.
så kan den afskrift have skullet foretages af Holst. Af brev til Gustav Philipsen 18. november s.å. fremgår det at Pontoppidan af og til har brugt en Frk. Løtzech3 til at besørge afskrifter; hun gør det "meget nydeligt, meget akkurat og meget billigt". Men intet tyder på, at Hegel nogensinde modtog nogen afskrift af en samling fortællinger, så rent forretningsmæssigt kan den ikke have været sat i gang. Ingen af de for mig tilgængelige primære kilder oplyser dog utvetydigt at Holst foretog ren- eller afskrift for Pontoppidan; men det vil muligvis fremgå af nogle af de solgte dedikationseksemplarer.
Det forjættede Land
Mens Pontoppidan således ikke over for Hegel ved navn nævner sin ven, var forholdet anderledes i tiden hos Philipsen. Holst var al sin tid en stiv radikaler og i mange år kasserer for Studentersamfundet, hvor han første gang blev valgt som bestyrelsesmedlem i april 1891 (atter i 1893, 1895). Herfra kan Philipsen have kendt ham. Den kaution Pontoppidan 31. marts 89 foreslår Philipsen forlænget, var stillet af Holst. Pontoppidan beder Philipsen sende sit svar til Holst da han selv dagen efter skal rejse til Fyn. Da Pontoppidan i august atter beder om udsættelse, må Holst endnu en gang forlænge sin kaution. Da trykkeriet under sætningen af Muld har gjort vrøvl over de mange korrekturrettelser og den sene besørgelse af korrekturerne, må Pontoppidan forklare:
Måske kan Trykkeriet med Berettigelse føle sig lidt gnaven over, at første Korr. ikke bliver besørget hurtigere fra min Hånd; men derved er intet at gøre, da den fra mig skal sendes til Holst og fra ham tilbage til mig og først da kan afgå til Trykkeriet. 2den Korr. derimod besørges omgående.'7
Til Peter Holst med Tak for værdifuldt Medarbejderskab fra
H. Pontoppidan.
Den 30. juni 92 skriver Pontoppidan fra Golling til Philipsen om "Renskriften (som jeg ikke selv besørger)". Er det Holst, der gør det? Den 10. september skriver Pontoppidan fra Siena:
Jeg sender Korr.4 til Holst, der forhåbentlig atter denne Gang vil være mig behjælpelig.
Senere samme dag skriver Pontoppidan et brevkort til Philipsen:
Jeg har for et Par Timer siden afsendt et Brev til Dem, hvori jeg har bedt Dem at sende fremtidige Korrekturer direkte hertil mig. Efter nærmere Overvejelse finder jeg det rigtigere, at Holst først modtager Korrekturerne, og at han sender dem til mig, hvorefter jeg tilbagesender dem til Trykkeriet. Jeg har i Dag skrevet til Holst derom.
Pontoppidan gav afkald på at få korrektur på sidste ark af Det forjættede Land, men det må have knebet så meget med at få bogen færdig inden jul at Philipsen med Holst har aftalt at han alene læste 2den korrektur på de sidste seks ark. Man undskylder gerne Philipsen at han ikke underrettede Pontoppidan om denne ordning; han vidste jo hvad Pontoppidans egen korrekturlæsning tit medførte af også store rettelser. Den 1. december 92 skriver Holst til Philipsen i brev der ledsager de sidste 2 1/2 ark:
Pontoppidan har lagt mig de sidste Ark særlig paa Hjærte, fordi han har skrevet dem i Hast. Mange Aars Korrekturlæsning har ganske vist gjort mig ret fortrolig med Pontoppidans Stil, men det er første Gang, at jeg helt paa egen Haand har taget mig af saa stor en Del af en Bog.
Holst anfører fire steder hvor han ikke har rettet, skønt de efter hans mening kunne være bedre. På et af de fire steder tog Philipsen Holsts indvending til følge og indsatte et "derfra" (DFL 337, sidste linje; sml. D. 391n, hvor stedet yderligere er korrigeret). De anførte steder giver ligesom grænsen for, hvad Holst har følt sig berettiget til at rette. I hans brev hedder det videre:
Overfor de af mig foretagne Rettelser beder jeg Dem gaa frem med nænsom Haand. Jeg føler mig temmelig overbevist om, at de saa godt som alle vilde være bleven accepteret af H.P., om de, som ellers, var komne til ham i en Henstillings Form.
Holst har haft store vanskeligheder med den inkonsekvente ortografi og tilbyder Philipsen at læse også en 3die korrektur på de sidste ark. Dagen efter, den 2. december, skriver Philipsen til Pontoppidan at "Hr. Holst har gjort sit lille Arbejde meget omhyggeligt, jeg tror, at De med Ro har kunnet lægge det i hans Haand". I sit svar den 4. klager Pontoppidan højlydt over ikke at have modtaget korrektur på ark 17; "hvad Grund kan der være til at tilbageholde Korrektur, sålænge Slutningen ikke foreligger? Men nu må jeg vel stille mig tilfreds og lade Bogen udkomme som den er, –"
Samarbejdet mellem Pontoppidan og Holst har altså i hvert fald på dette tidspunkt formet sig på denne måde: Først har Pontoppidan modtaget en første-korrektur som tit under hans hånd har forvandlet sig til manuskript. 2den-korrektur har, eventuelt rundt om Pontoppidan, været tilstillet Holst som foruden selve korrekturlæsningen har givet forslag til forskellige mindre rettelser af ortografisk, grammatikalsk eller stilistisk art, hvorefter 2den-korrekturen sendtes tilbage til Pontoppidan som tog stilling til de foreslåede rettelser. Det har sikkert kun været i denne ene, ekstraordinære situation, hvor Pontoppidan befandt sig i udlandet, at Holst alene har haft ansvaret for rettelserne.
Dedikationen i DFL lyder:
Til Peter Holst med Tak for god Bistand
din hengivne H.P.
Da 2. oplag af Det forjættede Land skulle gøres klar, havde Pontoppidan kun "et Ord hist og her" at rette. Korrekturen beder han sig fri for. "Men Holst vil vist nok gøre mig den Tjeneste at besørge Korrekturerne." (28.12.92) Den 6. januar 93 skriver Pontoppidan:
Fra Thiele har jeg modtaget "Det forjættede Land" uheftet; jeg skal i Løbet af et Par Dage gennemse det og sende det tilbage til Dem. Der bliver så at sige intet at rette.
Alligevel sender Pontoppidan den 14. februar "Resten af Korrekturarkene af 'Det forjættede Land'". Men mange af de rettelser i DFL B som er anført ovenfor (kap. 2.2, note 2; tillægget side 27), kan udmærket være foretaget af Holst. Pontoppidan havde næppe rettet så små ting uden samtidig at rette større; sml. rettelserne til MULD B. Holsts datter ejer i øvrigt en 2den-korrektur efter faderen, identisk med DFL B1.
Også på Minder læste Holst korrektur. Pontoppidan skriver (i udateret brev fra Agger) til Philipsen:
Nu beder jeg Dem at begynde på Sætningen strax og sende mig Korrekturerne herover, efterhånden som de bliver færdige. Jeg sender dem da til Holst, der tilbagesender dem til Trykkeriet. 2den Korrektur besørger jeg alene.
Har Holst her foretaget henstillende rettelser, har de altså først kunnet godkendes af Pontoppidan i 2den-korrektur.
Mere melder Pontoppidans breve til Philipsen ikke om samarbejdet med Holst. Dedikationen i Dommens Dag:
Til min gamle Ven Peter Holst.
Forf.
Heller ikke fra de næste mange år foreligger andet vidnesbyrd om samarbejde end de i 1959 solgte dedikationseksemplarer.
De Dødes Rige
Af de fire breve der fra 1915-19 er bevaret fra Holst til Pontoppidan, synes det at fremgå at forbindelsen mellem dem i de forløbne år har været meget ringe. Om Pontoppidans sidst udkomne bog, Toldere og Syndere, siger Holst i det første af brevene (12.3.1915):
Der var iøvrigt nogle slemme Trykfejl. Men – mirabile dictu – har Du jo tilsyneladende mistet Interessen for den Side af Forfatteriet.'8
Denne anke havde til følge, at Pontoppidan atter bad Holst læse korrektur for sig. Den 29. september 1917 takker Holst for sit eksemplar af 2. udgaven'9 af De Dødes Rige:
Tak også for de gode Ord, hvormed Du konstaterede, at jeg har kunnet være og har været Dig til nogen Nytte med Gennemsynet!
Dedikationen lød:
Til Peter Holst, den fine Sprogkender, hvis Øje og Øre også denne Bog har nydt godt af.
Med Tak,
Din hengivne Henrik Pontoppidan.
Dedikationen såvel som Holsts sidste ord kunne tyde på at Holst også her har gjort gavn som mere end almindelig korrekturlæser.
Man kunne tænke sig muligheden af at Holst var impliceret i 3. og 4. udgave af Lykke-Per. Men intet i brevene til Bojesen lader formode noget sådant, og mellem de solgte dedikationseksemplarer var af de senere udgaver kun et eksemplar af 2. udgaven. Der var i samlingen endvidere dedikationseksemplarer af alle 1. udgaver til og med En Vinterrejse, de 4 første bind af De Dødes Rige dog i 2. oplag. Desuden af Fortællinger I-II, 1899 og nyudgaverne af Kirkeskuden'10, Vildt, Sandinge Menighed, Ung Elskov, Hans Kvast (1920) og Højsang (1921). Først hvis det lykkes at samle disse dedikationer, er der mulighed for at få fuldt overblik over samarbejdet mellem Pontoppidan og Peter Holst. Men der kan ikke være nogen tvivl om at Pontoppidan stort set selv har ansvaret både for sine mange korrekturrettelser og for ændringerne i nyudgaverne.
Samarbejde om Heine
Pontoppidan var så glad for Holsts hjælp at han gerne anbefalede ham som korrekturlæser f.eks. til Harry Søiberg til hvem han i oktober 1916 skriver:
Kan De opnå, at han læser Korrektur på Deres Bog, er De godt hjulpen. Han har både Øje og Øre. Det sidste har han bl.a. vist ved en fortræffelig Oversættelse af Heines "Nordsee", som han i Efteråret har udgivet hos Gyldendal.
Allerede i sin ungdom havde Holst i privattryk udgivet et lille hefte digte, deriblandt også nogle Heineoversættelser. Men som rekonvalescent efter et benbrud havde han taget Heine op igen og satte sig for at oversætte hele Buch der Lieder. Pontoppidan lovede ham (måske på opfordring) at gennemgå oversættelsen. Om denne og Pontoppidans kritik deraf drejer de to sidste breve sig (8.4. og 6.5.1919), det sidste på ikke mindre end otte tætskrevne sider, hvori Holst kommenterer Pontoppidans forslag til rettelser'11. I det sidste af brevene beder Holst om "et Eksemplar af den sidste Udgave af De Dødes Rige, den jeg ganske alene læste Korrektur paa". (3. udgaven fra 1919.)
Slutnoterne ('1 etc.) er senest revideret 5.2.2012.
