Henrik Pontoppidans omarbejdelser
Dette universitetsspeciale fra 1964 var længe tænkt som grundlag for en ny og forøget udgave om Pontoppidans værksted der skulle omfatte omarbejdelserne i hele forfatterskabet. I stedet er stoffet indgået i den biografiske fremstilling Livsrusen (2019). For at bevare specialetekstens autenticitet er ingen andre ændringer her foretaget end nogle rent ortografiske der har at gøre med at det oprindeligt manuskript var maskinskrevet. Hvor FBs egen senere forskning har gjort fremstillingen her direkte forkert, er der anført en henvisning i en slutnote ['arabertal]. Specialets litteraturliste og stikordsregister er her ikke medtaget.
(Specialeområde:) H E N R I K P O N T O P P I D A N
Genetisk-tekstkritiske studier i forfatterskabet, især 1890-1908
Tilegnet mindet om |
Forord
Denne specialeopgaves kapitler er blevet til i løbet af et års tid, og den oprindelige disposition ændredes af to forhold. Det var ved planlægningen min mening at følge omarbejdelserne fra den første til den seneste udgave af udvalgte, repræsentative værker i perioden 1890-1920, altså fra den første til den sidste af de store romaner. Undersøgelsen skulle mere samles om ændringerne inden for den samme ramme – og kun i forbigående berøre forholdet til udkast og forstudier og selve tilblivelsen af den første udgave.
Men for det første viste det sig, at arbejdet med den første af de store romaner svulmede således op, at en tilsvarende behandling helt op til Henrik Pontoppidans kunstneriske hovedværk, De Dødes Rige, langt ville overskride de tidsmæssige rammer for et speciale. Den behandlede periode måtte derfor – uden klare saglige kriterier – indskrænkes til at omfatte de ca. 30 år fra den første store romans tilblivelse til den sidstes koncipering, således at kun de enkelte behandlede værker følges op i tiden efter.
For det andet lykkedes det mig – skønt jeg i første omgang havde fået afslag – på grundlag af de tekstkritiske studier i Lykke-Per og efter udarbejdelsen af analyserne i Nattevagt og Det forjættede Land, at få adgang til de – viste det sig – meget betydningsfulde brevvekslinger mellem Pontoppidan og hans forlæggerforbindelser og til det gyldendalske forlagsarkiv. Det skyldes i første række en enestående velvilje fra Det kongelige Biblioteks håndskriftafdelings leder, førstebibliotekar Kåre Olsen, siden fru Else Pontoppidan Thomsens tilladelse, at der blev givet mig mulighed for at gennemarbejde omkring 800 breve og i det hele at orientere mig i det store brevmateriale. Brevene fra Pontoppidan må ifølge forfatterens testamente ikke offentliggøres'1, men – skønner man – nok refereres og citeres. Det omfang, hvori de i det følgende er citeret, overskrider kun enkelte gange den grænse, som f.eks. Elias Bredsdorff i sin redegørelse for brevvekslingen mellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, har fundet rimelig. Da brevskriveren imidlertid mange gange er bedre tjent med citat end et, måske nødvendigvis fortolkende referat, har jeg i denne "interne" sammenhæng fundet min fremgangsmåde forsvarlig.'2
Men dette nye stof måtte afgørende ændre dispositionen og sprede interessen til også at omfatte første-udgavernes tilblivelse. Brevenes belysning af Pontoppidans arbejdsmåde har været til uvurderlig gavn for undersøgelserne i hans omarbejdelser og har for mig afgørende ændret den traditionelle opfattelse af kunstnerpersonligheden Pontoppidan.
Denne ændring af dispositionen er især tydelig i kapitlet om Det forjættede Land. Når jeg ikke ønskede at indordne brevstoffet i den allerede udarbejdede analyse, skyldtes det i første række, at jeg her på grundlag af det almindeligt tilgængelige materiale: de foreliggende udgaver af Det forjættede Land, har kunnet opstille en hypotese, som brevene siden viste sig at bekræfte.
[august 64]
Til netudgaven er mindre, faktuelle fejl rettet; det er hver gang angivet i en note. Den oprindelige, "grammatiske" kommatering er bevaret. Link til oplysninger på dette netsted er lagt ind hvor de med fordel kan supplere eller helt erstatte tekstens eller noternes henvisninger.
[august 2003]
Forkortelser
DFL=Det forjættede Land, 1892
DD= Dommens Dag, 1895
LP=Lykke-Per (A, B, C etc. = 1., 2., 3., etc. udgave)
N&S=Noveller og Skitser, bd. I II, 1922, bd. III, 1930
DBL=Dansk Biografisk Leksikon, 2. udg.
G=Gyldendals arkiv (indtil 1924 på KB)
KB=Det kongelige Bibliotek i København
ODS=Ordbog over det danske Sprog
PCA=Poul Carit Andersen: Henrik Pontoppidan. Tallene henviser til numre i bibliografien.
Se i øvrigt litteraturlisten, hvor en række hyppigt anvendte titlers forkortelse er angivet.
I kapitel 2 er *) nogle gange anvendt som henvisning til kommentarer til enkelte steder i større, anførte citater. Den tilhørende kommentar er tænkt læst efter hele citatet.
NB! Alle kursiveringer i Pontoppidan-citater, såvel fra tekst som breve, er mine. Citaternes spatieringer og brevenes understregninger er bevaret som sådanne. Samtlige citaters ortografi og tegnsætning er søgt nøje overholdt.
Indholdsoversigt
Kapitel 1. INDLEDNING
I: Den hidtidige forskning. II: Omarbejdelserne. III: Brevstoffet. IV: Metodiske overvejelser.
Kapitel 2. DET FORJÆTTEDE LAND
I: Tekstforhold. II: Romanens stadier. III: Emanuel. IV: Hansine. V: Ragnhild. VI: Væver Hansen. VII: Tilblivelsen af "Det forjættede Land".
Kapitel 3. NATTEVAGT
I: Tekstforhold. II: Jørgen og Ursula. III: C-rettelsernes intention.
Kapitel 4. LYKKE-PER
I: Tekstforhold. II: LYKKE-PERs første stadium. III: LYKKE-PERs andet stadium. IV: 1918-udgaven.
Kapitel 1
Indledning
I. Den hidtidige forskning
Den hidtidige forskning har kun i ringe omfang beskæftiget sig med Pontoppidans omarbejdelser. Da 2. udgaven af Lykke-Per var udkommet, skrev Niels Møller om dens forhold til 1. udgaven:
Den er bleven trængt sammen med god kunstnerisk sans, overflødigheder er skilt ud, sproget og fortællingen har fået bedre fynd og farve, den er luget og lutret med smag. (Nordisk Tidsskrift) 1906 p. 272.
Det er vist første gang, der tages kompetent stilling til en pontoppidansk omarbejdelse.
Vilh. Andersen anmeldte også 2. udgaven af Lykke-Per, men skriver intet om forskellen mellem de to udgaver. Heller ikke i sin bog fra 1917 beskæftiger han sig meget med Pontoppidans omarbejdelser. Det er især raderingerne af stilpåvirkninger i 80'ernes forfatterskab, der har Vilh. Andersens interesse (Henrik Pontoppidan, p. 15, 45); han er utilfreds med 2. udgaverne af Sandinge Menighed og Ung Elskov. Om den samlede udgave af Det forjættede Land noterer han kun enkelte småtræk (p. 51, 53 og 61) og om Lykke-Pers 2. udgave heller ikke her et ord. Endelig nævner Vilh. Andersen, at den fortællende magister-pedant er indført i nogle anden-udgaver måske for at bøde på den ellers for stive sprogtone (p. 98).
Georg Brandes betegnede i 1910 Pontoppidan som "en saare hensynsløs Bearbejder. (…) vel i Reglen til det bedre, ordknappere, mandigere, men dog saaledes, at den, der kender den tidligere Formning, savner meget." Og han tilføjer: "En Digter bør helst forbedre sig i et følgende Værk, ikke gerne i det samme."1
Paul V. Rubow har sat Pontoppidan i selskab med Paludan Müller i en kronik om "Paludan Müller som tekstfordærver":
Paludan Müller hørte, som Henrik Pontoppidan, til den Slags Forfattere, der aldrig bliver trætte af at rette og, i det mindste tilsyneladende, forbedre i deres Skrifter. Deres Holdning har noget agtværdigt, thi denne Drift til stadig at opgøre sit aandelige Bo røber en fin Samvittighed. Der er imidlertid andre Digtere, som har taget det antikke manum de tabula, Haanden fra Værket, til Devise; naar de een Gang har gjort deres Arbejde, betragter de det som Samtidens, eller Eftertidens Ejendom. Til dem hørte f. Eks. Holger Drachmann, der ikke veg tilbage for at ændre sine Kladder fem seks Gange inden Offentliggørelsen, men saa heller ikke hørte eller saa mere til sit Digt.2
Rubows artikel slutter:
Moralen er, at man ikke bør ødelægge sin Ungdoms Mesterværker. Den er let at uddrage af Oehlenschlägers store Revisionsarbejder, men heller ikke vanskelig at finde ud af for den som har læst de forskellige Udgaver af Adam Homo. Man kan ikke opdage saadanne Ting ved at sammenligne Varianterne enkeltvis, for Digterne har altid et Motiv til at ændre, og altid Kræfter nok til at gennemføre Ændringen paa en kontormæssigt plausibel Maade. Men disse Digtere havde allerede kulmineret som Kunstnere, da de satte sig for at sy nye Lapper paa gamle Klæder, og i deres mindre oplagte Stunder udrensede deres Ungdomspoesi.3
Én gang tidligere har Rubow sammenstillet Drachmann og Pontoppidan. I kapitlet om "hjælpemidlerne" i Kunsten at skrive (1942) nævnes Drachmann som "en genial Selvkorrektør; gik han en sjelden Gang for vidt i sin tredie eller fjerde Kladde, saa foretog han et klogt Tilbagetog i Renskriften". Efter at have nævnt Balzac som "en utrættelig, men ikke meget heldig Retter", fortsætter Rubow: "Hos os har Henrik Pontoppidan omkalfatret alle sine Værker, nogle af dem flere Gange, oftest uden at ødelægge noget videre, men ganske vist ogsaa uden at vinde ret meget."4 En vigtig forskel på de to digtere er rigtignok, at talrige af Drachmanns kladder er bevarede, mens ikke een af Pontoppidans kladder eksisterer. Men det er lige forkert at fremstille Pontoppidan som den gamle, udslukte selvretter eller som den, der efter en for hastig udarbejdelse prøvede at redde stumperne. Endnu voldsommere har Rubow siden formuleret sit synspunkt:
Selv kom [Pontoppidan] til at nusse med baade punktum'er og kolon'er, naar han atter og atter reviderede sine bøger uden antydning af fremskridt i sprog og stil. (Berlingske Aftenavis 23.7.1957)
Den, der mest indgående har beskæftiget sig med Pontoppidans omarbejdelser, er naturligvis Knut Ahnlund. I de lejlighedsvise, ofte opdelte analyser af enkeltværker anvendes flittigt sammenligningen mellem de forskellige udgaver, og om rettelserne i almindelighed siger Ahnlund:
Ett närmare studium av upplagornas indbördes förhållanden ger nästan genomgående stöd för uppfattningen att förnuftet i efterhand har censurerat känslans verk. (…) större nykterhet och starkare koncentration.
Dette er sagt med særlig henblik på de tre store romaner. Om den tilsyneladende modsætning, der er imellem Pontoppidans foragt for den æstetiske formalisme (f. eks. hos J.P. Jacobsen) og så den energi og utrættelighed, hvormed han selv stadig rettede, siger Ahnlund videre:
Man kan frestes att reducera skillnaden därhän att den hårt utsatte Jacobsen visligen läste korrektur på sina böcker innan de publicerades, under det att Pontoppidan gjorde det efteråt. Men det skulle till sist vara en förenkling. Pontoppidan skrev sina verk med snabb och lätt hand och på kort tid, utifrån en fullständig planritning. Han var framför allt mån om att snabbt kunna överskåda helheten och gav sig icke tid att dröja vid formella överväganden. När så verkets alla delar förelåg skrev han en ny bok med den gamla för ögonen. (402-03)
Kilden til den her kursiverede forudsætning for Ahnlunds synspunkt har jeg kun kunnet finde udtrykt i Carl Dumreichers artikel i Den yngre Slægt Pontoppidan:
Han arbejdede gærne bedst, naar han var ude, og da altid koncentreret, med utålmodig Hast, hvad der havde til Følge, at han senere ofte fandt Grund til at gennemarbejde sine Bøger.5
Det er dette sted, der indirekte citeres i PCAs biografi (s. 49; gentaget i Digteren og Mennesket s. 52), og andet véd man fra de hidtil tilgængelige kilder ikke om Pontoppidans arbejdsmåde. Til dette sted og til Ahnlunds formodning om "en fullständig planritning" skal der vendes tilbage i nærværende arbejdes sidste kapitel.
I adskillige år har pastor Thorkild Skjerbæk beskæftiget sig indgående med Pontoppidans forfatterskab. Hans arbejde har foreløbig givet sig udslag i en række nyudgivelser af Pontoppidans værker for Gyldendal forsynet med tekstkritiske oversigter og i tilknytning hertil en række artikler (se litteraturlisten), hvoraf den om Det forjættede Land og den om Lykke-Per skal berøres nedenfor. Generelt har Skjerbæk udtalt sig om omarbejdelserne i sin anmeldelse af Ahnlund:
Der har sikkert gjort sig meget forskellige forhold gældende ved de enkelte omarbejdelser. Alligevel er der visse bestemte træk, der atter og atter kommer igen. Skildringerne gøres knappere, satire og karikatur trænges i baggrunden, livsanskuelsesdebatten får mindre plads o.s.v. [?] altsammen så at selve fortællingen, beretningen om et begivenhedsforløb, træder klarere og renere frem.
Og selve denne kendsgerning: Fra den første skitse til den sidste bog, som udkom få måneder før den 86 årige digters død, rettede og omarbejdede han sine fortællinger, om og om igen! Det er ikke bare en litteraturhistorisk specialitet. Det er et af de vigtigste træk i denne forfatterpersonlighed.6
H. P. Rohde har i en kort kronik7 beskæftiget sig med "Pontoppidan som litterær økonom". I et forsøg på at unddrage Pontoppidan Rubows "knusende" dom over Paludan Müller som "tekstfordærver" gør Rohde opmærksom på det meget vigtige forhold, at Pontoppidan foretog mange af sine stilrettelser i forbindelse med en fornyet renskrift eller en omskrivning af den tilgrundliggende tekst. "Pontoppidan genfortalte netop sine værker fra udgave til udgave, det er vist en del af hemmeligheden ved hans tekstrevision." Rohde giver nogle eksempler på, hvorledes Pontoppidan økonomiserede med sit stof – til dette skal jeg i anden sammenhæng vende tilbage. Han fastslår, at "typen på den Pontoppidanske tekstrevision er den forkortede genfortælling", og prøver at forklare denne "indgroede tilbøjelighed til ofte ubarmhjertig forkortelse" med, at Pontoppidan gerne ville være en folkelig forfatter (Rohde citerer Pontoppidans ord fra Lykke-Per interview'et i 1905: "Min Lyst og Trang gaar i Retning af at skrive for de brede Lag."). Rohde fortsætter:
Han har derfor næppe taget i betænkning at ofre betydelige æstetiske værdier, hvis han gennem en kortere form kunne få videre folkelige kredse i tale. At hans forandringer og forkortelser nødvendigvis skulle indebære forbedring, har Pontoppidan i al fald ikke haft Paludan Müllers tyrkertro på.
Og Rohde slutter med at citere de berømte ord om forholdet mellem den ældre og den nye udgave, som også her siden skal tages op til drøftelse.
II. Omarbejdelserne
Man kan skelne mellem tre behandlinger af tidligere formuleret stof hos Pontoppidan:
- Udarbejdelsen af udkast til færdig bogform. Næsten alle Pontoppidans fortællinger fra 80'erne stod først trykt i aviser og tidsskrifter (dette kan efterses hos PCA under de enkelte værkers nummer i bibliografien) Sådanne "uforpligtende" offentliggørelser var vel altid dikteret af økonomiske hensyn – og de fandt gerne sted i tiden lige før bogudgivelsen og er for de flestes vedkommende for kladder at regne; de overgik aldrig uændret til bogudgave. Også "forstudier" hører herindunder.
- Samarbejdelse af tidligere selvstændigt stof. Eksempler herpå er Minder, hvis ramme er Randers-skildringen i Danmark (PCA 50), og hvis story er fortællingen om "Den gule Rose" (PCA 202); Den gamle Adam, hvortil Vestfyns-beskrivelsen (PCA 210) og "Pigen med Klumpfoden" (PCA 102 og 207) danner henholdsvis ramme og intrige. Herunder hører også indarbejdelse af mindre – gerne kasserede – strukturer i større, som f.eks. indoptagelsen af "En Kærlighedshistorie" (fra Landsbybilleder) i 2. udgaven af Ung Elskov og af tårnvægterafsnittet fra Spøgelser i Lille Rødhætte (s. 116f).
- Ændrede nyudgivelser: værker, der beholder struktur eller i hvert fald motiv. Det er denne gruppe, de egentlige omarbejdelser, der er denne undersøgelses genstand.
Første gang'3, Pontoppidan foretager en sådan nyudgivelse er, da han i 1897 udsender sit ældste arbejde, Kirkeskuden8, i revideret udgave. Den var ledsaget af et undskyldende forord, hvori det bl. a. hed:
Jeg er ingenlunde blind for dens mange og store Mangler; og omend jeg i denne Udgave har søgt at bøde er Smule paa dem, har jeg hverken kunnet eller villet udviske det Præg, der kendetegner Fortællingen som en Toogtyveaarigs første Penneprøve.
Året efter fulgte den samlede udgave af Det forjættede Land, som i det følgende vil blive selvstændigt behandlet. I 1899 foretog Pontoppidan for Nordisk Forlag et udvalg af sin hidtidige produktion til to bind Fortællinger. Sandinge Menighed (1883) fandtes i sin oprindelige struktur ikke værdig til optagelse (Pontoppidan havde kun nogle sommermåneder til arbejdet med udvalget), og af Landsbybilleder (s.å.) udgik de tre dårligste noveller, og de øvrige to overflyttedes til Fra Hytterne (1887), som endvidere optog "En Bonde" (fra Natur, 1890) og "En stor Dag" (Kjøbenhavns Børs-Tidende 31.1.1891)9. Alle novellerne er gennemgået'4, slutningerne er ofte strammet, en enkelt, "Hans og Trine", har fået indføjet den i sin tid tilføjede, polemiske slutning (se PCA 45 og 46a), og "En Bonde" er meget forkortet. De almindelige stilrettelser fjerner, som i Kirkeskuden, de ungdommelige lyrismer, impressionistiske træk og påvirkningen fra forskellige stilidealer (Kielland, H.C. Andersen, J.P. Jacobsen; sml. Ahnlund 331-47). Også Ung Elskov (1885) måtte vente på sin andenudgave. Heller ikke Mimoser (1886) og Spøgelser (1888) kom med, og de gled siden helt ud af forfatterskabet, mens Isbjørnen (1887) blev gennemgået (Ahnlund 354-55) og indgik i Fortællinger. Skyer (1890), hvoraf de bedste slap næsten urettede igennem, overgik med en omgruppering og udeladelse af "Den første Gendarm" og inkorporering af Nattevagt i bind II (om den sidste nærmere i det følgende). Hovedfortællingen fra Natur, "Vildt", kom samtidig med Fortællinger i selvstændig, illustreret udgave hos Schubothe – også den omhyggeligt gennemskrevet. Af Krøniker (1890) foretoges et skønsomt udvalg og nye (i mellemtiden offentliggjorte) tilføjedes – alle gået efter og strammet. Minder (1893) blev gennemgået, og kompositionen anlagdes som en række dagbogsoptegnelser gjorte samtidig med begivenhederne (Ahnlund daterer (430; note 25) fejlagtigt denne ændring til 1902), ligesom nogle rettelser betinges af, at bogen nu henregnes til "Mag. Globs Papirer". Endelig optoges Den gamle Adam (1894) med få og små rettelser, også denne nu indlemmet i "Mag. Globs Papirer"10.
Det vil sige, at Pontoppidan ved århundredeskiftet havde gennemgået hele sin tidligere produktion, sorteret det fra, som han ikke ønskede bevaret i forfatterskabet og henlagt de bøger, han ønskede at give en helt ny struktur. Det sidste skete i de første år af århundredet: I 1902 dramatiseredes 90'ernes sidste bog, Højsang (1896), for i 1921 (teksten fra manuskriptet til tysk oversættelse i 1910, igen gennemgået til N&S III, 1930) atter som prosa at finde sin plads mellem Mag. Globs papirer. I 1903 kom Sandinge Menighed, den af alle omarbejdelserne, Pontoppidan slap dårligst fra (sml. Ahnlund 335). Forordet taler ikke med samme veneration om førsteudgaven, som tidligere i Kirkeskuden:
(…) et grundigt Gennemsyn (…) fornøden Beskæring (…) udfyldende Forklaring. I det hele og store indeholder denne Udgave dog intet, der ikke allerede fandtes i den første; det er væsentlig kun Formen og da navnlig Stoffets Ordning, der er søgt forbedret; ved Hensigt eller Handling er der ikke rørt.
Pontoppidan havde ikke senere tiders opfattelse af det umulige i således at skille form og indhold11. I 1904 kom debut-arbejdet "Et Endeligt" (1881) i særudgave'5, bearbejdet på linje med Kirkeskuden. I 1905 – samtidig med at den endelige udgave af Lykke-Per udkom – fremkom også den tredje version af Nattevagt (herom senere), og i 1906 kom som den sidste af de gennemgribende omarbejdelser: Ung Elskov, "Blade af en Mindekrans"12. Den har for en del karakter af samarbejdelse med ældre stof (se foruden det ovf. nævnte eks. et andet i kap. 513), men er med sin genindførelse af fortæller-jeg, men nu i Blichersk stil, blevet et originalværk.
På denne baggrund må Pontoppidans ord ses, da han i 1908 giver Bojesen forslag til kontrakt om salget af næsten'6 hele sin hidtidige produktion:
Udgivelsesretten til "Mimoser" og "Spøgelser" (som jeg ikke ønsker genoptrykt) forpligtes jeg og mine Arvinger til heller ikke at overdrage nogen anden (…) Nye Optryk skal bestandig foretages efter de (i Fortegnelsen nævnte) gennemsete Udgaver. (22.4.1908).
Den kun 50-årige digter skriver, da han kvitterer for kontrakt14) og penge:
Så er jeg altså nu pensioneret, en Slags Literaturens Emeritus; og i god Overensstemmelse hermed har jeg idag lejet Lejlighed på Frederiksberg, hvor jeg da nu skal hentrille Resten af min Tilværelse i Rullestol med Fred i Sindet og et elskeligt Smil til Alverden. Jeg håber, at det går. Ellers får De mig igen på Halsen. (4.6.1908)
Ironien bekræftedes siden. Det er tydeligt, at hermed var det litterære bo gjort op ikke af en gammel mand, der udslukt har smånusset sin produktion (som Paludan Müller måske gjorde det), men af en digter, der stod på sin skaberkrafts fulde højde, ja endnu manglede at skrive sit kunstneriske hovedværk. Hvad det var, Pontoppidan ønskede at nå gennem disse mange omarbejdelser, skal jeg i denne undersøgelses sidste kapitel forsøge at gøre rede for. Men det er her vigtigt at fastslå, at alt, hvad der således i disse ti år var blevet gennemarbejdet af forfatterskabet fra før århundredeskiftet overgik så godt som urørt til Noveller og Skitser I-II.
I 1900 – i pausen under Lykke-Pers udarbejdelse – var Lille Rødhætte og Det ideale Hjem udkommet. Den første blev kraftigt omarbejdet i 1909 for sammen med Isbjørnen (1899-teksten) at indgå i To Portrætter. Ahnlund analyserer de to udgaver (299-300) og gør opmærksom på den mulighed for studium af Pontoppidans arbejdsmåde, de to udgaver sammen med den tredje version i N&S II frembyder. Denne sidste version berører Ahnlund ikke. Den nye titel, Thora van Deken stammer fra den tyske oversættelse i 1910 (også dramatiseringen fra 1914 har denne titel); dens ændringer består hovedsagelig af en række mindre, (lidt overflødigt) forklarende udvidelser og nogle omgrupperinger og strygninger, men omfanget er i det hele uændret. Men de tre udgaver frembyder sammen med f.eks. Højsangs tre forskellige et glimrende grundlag for en undersøgelse af den rent sproglige udvikling i de sidste 30 år af forfatterskabet, en undersøgelse, hvortil der dog endnu savnes en almindelig metode. Også Det ideale Hjem kom siden i ny udgave: brodden blev taget af fortællingen ved en ændring af slutningen, hvori oprindeligt Adam Malling forlader sin gravide hustru kort efter brylluppet for at virkeliggøre sine teorier. Når Ahnlund laster "den gamle diktaren" for her at gå på akkord (308), er det imidlertid ikke ganske rigtigt. Mellem originaludgaven og den reviderede i N&S III ligger manuskriptet til den tyske oversættelse i 1912. Dette adskiller sig fra både 1900- og 1930-udgaven ved at afbrydes allerede efter Adams første, korte genbesøg i præstegården. Her har man læst hans kætterske bog, og han forstår, at slaget er tabt. Han begræder det en stund, men fortsætter så ud ad landevejen fortrøstet ved tanken om sine to nevøer, hvem han nu helt kan hellige sig. Allerede her er der altså gået på akkord15. 1930-udgaven betegner i forhold hertil snarere en skærpelse af konflikten, idet Adam her først forlader Margrete umiddelbart før giftermålet, fordi han ikke vil gentage sine forældres tragedie. At det var den lidt urimelige psykologi, der voldte vanskelighedene, viser også den sidste udgaves undertitel "Et problem under Debat".
Efter fra 1912-16 at have udgivet De Dødes Rige foretog Pontoppidan en omarbejdelse af denne roman (udkom i 2 bind i 1917). Om dette skrev han i maj 1917 til Georg Brandes, at "da han selv havde fundet romanen for vidtløftig, havde han taget sig på at omarbejde den med det formål at forkorte med en tredjedel." (cit. efter Bredsdorffs referat I, 150). Forkortelsen blev dog kun på ca 20%, men var ødelæggende nok for den i forvejen meget knappe komposition (sml. Ahnlund 402).
I 1920 kom i "Gyldendals 2 1/2 Kr. Serie" Hans Kvast og Melusine (1907) i 25.000 ekpl. Den havde undergået en meget omfattende omskrivning, som jeg har måttet afstå fra at underkaste en nærmere undersøgelse. Rimeligvis på grund af det store oplag i 1920 kom denne bog ikke med i udvalget af Noveller og Skitser, som i 2 bind blev udsendt i 1922. Hertil overflyttedes foruden de i Fortællinger (1899) optagne også de kraftigere omarbejdede udgaver fra århundredets første tiår: Sandinge Menighed, Ung Elskov og Thora van Deken af alle kun den sidste med nævneværdige rettelser. Endvidere optoges i N&S II Det store Spøgelse (1907), som i kortest mulig form behandler et af hovedtemaerne i forfatterskabet. Det skyldes næppe en tilfældighed, at den bryder bindets kronologiske orden og står i spidsen for dette andet bind af "Et Udvalg". Pontoppidan kaldte den i et brev til Gustav Philipsen "en lillebitte Bog, som (…) indeholder, synes jeg selv, som i en Ært alt, hvad jeg i 25 År har skrevet." (27.10.1907). Rettelserne er meget sporadiske og få, i alt et halvt hundrede. Borgmester Hoeck og Hustru (1905)16 – i sin sluttede, faste struktur en af Pontoppidans bedste – overgik til N&S II med ganske få og små punktuelle rettelser og fjernelse af en flov metafor i sidste afsnit ("Dødens blytunge Finger trykkede stadig Laagene til paany", 105). Endelig optoges Den kongelige Gæst (1908) som den sidste fortælling i N&S II (se herom i kap. 5).
Da Asgaardsrejen (1906) i 1928 blev genudgivet, nu med undertitlen "Et Forspil" [i.e. til Mands Himmerig, 1927] blev det på grund af de mange ændringer sat efter helt nyt manuskript (Pontoppidan til Fr. Hegel d.y. 22.3.1928). Skuespillet nævnes kun lige hos Ahnlund – og heller ikke her skal det gøres til genstand for undersøgelse, men det er fristende at citere, hvad Pontoppidan skrev om det til Hegel, da denne ikke var særlig begejstret for at skulle trykke det igen. Pontoppidan taler om
(…) dette lille Skuespil, der står mit Faderhjerte nærmere end det meste af, hvad jeg ellers har skrevet. Det hænder jo undertiden, at en overset Bog får sin egenlig[e] Værdi, når Forfatterens øvrige Produktion er glemt, fordi den var et Kraftuddrag deraf. En sådan Bog er "Asgårdsrejen", og derfor tror jeg på dens Levedygtighed. (7.3.1928)
Denne profeti synes dog ikke at skulle opfyldes17.
Da Mands Himmerig i 1930 kom i 4. oplag, var den iflg. Skjerbæk ("Oversigt over de forskellige Udgaver af Mands Himmerig", Mands Himmerig 5. opl. 1961, p. 225-26) formentlig trykt efter helt nyskrevet manuskript. Udgaven rummer "utallige Ændringer af enkelte Ord og Udtryk, et betydelig Antal Udeladelser og Tilføjelser samt nogle Ændringer i Stoffets Ordning." Det var på et tidspunkt Pontoppidans hensigt at indlemme Mands Himmerig i det tredje bind Noveller og Skitser (brev herom til Fr. Hegel 29.10.1929 og 2.1.1930). Hegel foreslog imidlertid en deling, og Pontoppidan indrømmer, at
I Virkeligheden passer "Mands Himmerig" også mindre godt i Samlingen; den har mere Roman-Karakter og er stærkt polemisk, mens de andre Fortællinger, på en enkelt Undtagelse nær, nærmest er Humoresker, i hvert Fald af en hel anden Karakter, og af en Størrelse, der svarer til Titlen "Noveller og Skitser" (24.3.1930).
I dette sidste bind indgik da: Højsang, endnu en gang gennemgået (jf. ovf.), Det ideale Hjem og Hans Kvast og Melusine (1920-teksten). Også En Vinterrejse (1920) blev optaget i N&S III. Denne halvt fiktive samling "dagbogsblade" er her let retoucheret. Omhyggeligst er rettelserne dels i afsnittene om Bjørnson, dels i dem om mødet med den (delvis opdigtede) unge student Hornung, i hvem Pontoppidan møder sin ungdoms jeg i lidt romantiseret skikkelse – det første tilløb til Erindringernes fremstilling18. Omarbejdelsen af Et Kærlighedseventyr (1918) til N&S III er for en overfladisk betragtning meget gennemgribende19. Men det er et spørgsmål, om ikke bogens "grundstemning" er uforandret; den grundige analyse, der kunne vise dette, falder imidlertid uden for de her lagte rammer. Endelig optoges i bindet de to små noveller "Rabbinerens Datter" (= "Præstens Datter", 1918) og "Rejsen gennem Livet" (skrevet til Juleroser i 1928).
En redegørelse for den stærkt forkortende omarbejdelse, Pontoppidan underkastede de fire erindringsbind (1930-40) hører heller ikke hjemme i denne sammenhæng, men er naturligvis af stor vigtighed for den gennemkommentering af Erindringerne, der må danne udgangspunkt for den så stærkt savnede Pontoppidan-biografi20.
III. Brevstoffet
Grundlaget for en omfattende biografi er imidlertid først for nylig blevet tilgængeligt, nemlig det store brevmateriale, som hovedsagelig beror i KB. I det følgende har derfor afsnittene om tilblivelsen af Det forjættede Land og Lykke-Per delvis fået karakter af biografiske redegørelser.
De brevsamlinger, der har været benyttet i tilknytning til nærværende arbejde, er i første række de omfattende korrespondancer, Pontoppidan førte med sine forskellige forlæggere. Poul Carit Andersen har ved hjælp af nogle få offentliggjorte breve og et enkelt i privateje og på grundlag af forlagsbetegnelsen i de enkelte bøger tidligere søgt at give en oversigt over "Henrik Pontoppidan og hans Forlæggere" (Digteren og Mennesket, 1951, p. 21-40).
Pontoppidan udsendte hovedsagelig sine bøger på følgende forlag: Gyldendal, Schubotheske, P.G. Philipsens og Ernst Bojesens Nordiske Forlag. De sidste tre opgik alle efterhånden i det første. Hos Andreas Schou kom Pontoppidans to første bøger (Stækkede Vinger og Sandinge Menighed), hos Høst bestillingsarbejdet Reisebilder aus Dänemark (1890), hos Jysk Forlagsforretning Lille Rødhætte (1900) og på Aschehoug 2. udgaven af Højsang (1921). Til disse forlagsforbindelser knytter sig følgende bevarede breve:
1° Gyldendals Forlag
Pontoppidan var i to perioder knyttet til Gyldendal. Fra 1883-90 udkom 7 bøger på forlaget. Fra denne periode findes breve dels til forlaget (i Gyldendals Arkiv – i det følgende betegnet som G – på KB; G B 4 c), dels til Fr.V. Hegel og Jacob Hegel (udtaget af forlagskorrespondancen og nu anbragt i det hegelske arkiv (NkS 3742 I 28, 4 6)). I det hegelske arkiv befinder sig også koncepter til en række af Hegel'ernes svarbreve21 (NkS 3742 II, 7 og 12, III, 2 og 9). To af brevene fra Pontoppidan til Fr.V. Hegel er in extenso trykt i L. C. Nielsen: Fr.V. Hegel, bd. I, 1909, p. 355-57; et tredje er sammesteds (p. 358-59) aftrykt med (ikke angivne) udeladelser. Brevene i det hegelske arkiv er indklæbet i mapper, men da mange af brevene er udaterede, er de for adskilliges vedkommende anbragt forkert. Det er dog lykkedes mig i de fleste tilfælde ud fra indholdskriterier at fastslå deres rigtige plads og i mange tilfælde at datere brevene ret præcist.
Da Pontoppidan, efter at Fr.V. Hegel var død i december 1887, havde betydeligt vanskeligere ved at samarbejde med sønnen, Jacob Hegel, forlod han i 1890 (efter at Jacob Hegel først havde dikteret nogle ændringer i Skyer og siden forlangt udeladelser i Krøniker22) forlaget og gik over til P.G. Philipsens. Men da han stadig var økonomisk forpligtet over for Gyldendal, fortsatte brevvekslingen med Jacob Hegel, indtil Pontoppidan ved Nordisk Forlags sammenslutning med Gyldendal i 1904 atter overgik hertil. Herfra udsendtes sidste bind af Lykke-Pers førsteudgave, og resten af sin tid var Pontoppidan med enkelte sidespring knyttet til dette forlag. Forholdet var ikke uden spænding; Pontoppidan solgte som allerede nævnt i 1908 så godt som hele sin hidtidige produktion til forlaget, og først Ingeborg Andersen skaffede mange år senere Pontoppidan del i det guld, forlaget spandt på forfatterskabet. Fra denne anden periode hos Gyldendal er bevaret breve til en lang række enkeltpersoner på forlaget. Brevene i Hegel-arkivet fortsætter, men meget spredt, lige til Jacob Hegels død i 1918. Indtil 1914 var det Ernst Bojesen, der var Pontoppidans kontaktmand på forlaget (herom nedenfor). Den øvrige korrespondance med forlaget (G B 4 c og B 3) er ellers henvendt til Jacob Hegels søn Fr. Hegel, med hvem Pontoppidan dog aldrig kom på særlig fortrolig fod, og Axel Garde, som fra 1917 var Pontoppidan en god hjælp. Fra 1936 var det Ingeborg Andersen, der var forbindelsesleddet, og hende kom Pontoppidan til at sætte meget stor pris på. For tiden fra 1924-43 befinder brevene sig endnu på selve forlaget'7, hvor jeg har haft lejlighed til at læse dem igennem. I alt er bevaret til Fr.V. Hegel 48, til Jacob Hegel 29, til Fr. Hegel d. y. 96, til Axel Garde 28 og til Ingeborg Andersen 25 breve. Desuden 3 til Jacob Hegels hustru Julie Hegel og enkelte til forlagsekepeditionen og andre ansatte på Gyldendal. Også til Peter Nansen, som fra 1896 til 1917 var direktør på Gyldendal, befinder der sig nogle breve i G (i alt 15). Men størsteparten af Pontoppidans breve til Nansen (31 stk. 1889 1917, heraf 5 udaterede) befinder sig i Nansen-arkivet på KB (NkS 4043). I Pontoppidan-arkivet (Ut 306) befinder sig 18 breve fra Nansen til Pontoppidan, 1897-1917.
2° Det Schubotheske Forlag
Til dette forlag er bevaret 31 breve fra 1889-1907. De befinder sig ligeledes, fordi forlaget i 1908 blev overtaget af Gyldendal, i G (B 4 c).
Pontoppidan udsendte hos Schubothe i 1890 bogen Natur. Der er fra 1889 bevaret 7 breve, heraf 5 udaterede, alle til Poul Schubothe Langhoff. De er dog alle ret korte og de udaterede så svære at anbringe, at de intet bidrag giver til forklaring af denne forlagsmæssige afstikker. Det kunne se ud, som om Skyer på et tidspunkt har været tilbudt Schubothe, men noget sikkert kan ikke siges herom ud fra brevene. Til Langhoff er også det af Poul Carit Andersen ejede og aftrykte brev (Digteren og Mennesket, p. 35-36), men dets opgivelser stemmer ikke ganske med, at det skulle være Natur, brevet drejer sig om. Kun hvis flere breve fra denne korrespondance dukker op, kan problemet måske løses'8.
De øvrige breve – det første fra april 1894 – er enten stilet til J. L. Lybecker eller Aage Hirschsprung (som sammen overtog forlaget i 1894'9) eller til dem begge i forening. Interessante er især brevene omkring udgivelsen af bestillingsarbejdet Højsang (1896), hvortil Pontoppidan til det sidste sendte smårettelser. I alt udsendte Pontoppidan fra 1896 til 1908 8 ny- eller genudgivelser på forlaget, men var i disse år samtidig knyttet til Ernst Bojesens eller Gyldendals forlag.
3° P.G. Philipsens Forlag
I årene 1890-95 var Pontoppidan alene knyttet til P.G. Philipsens Forlag og den ene af dets ledere, Gustav Philipsen (f. 1853) i et meget frugtbart samarbejde. Foruden 1. udgaven af Det forjættede Land udkom her Krøniker, Minder, Nattevagt og Den gamle Adam. Men dertil er fra disse år bevaret den interessanteste af forlagskorrespondancerne. Fra Pontoppidan til Gustav Philipsen er bevaret 61 breve, heraf 18 udaterede, som dog alle lader sig anbringe på deres kronologiske plads, og de fleste kan dateres. De befinder sig i Gustav Philipsens brevsamling på KB (NkS 4462). Af Philipsens breve til Pontoppidan kan 25 udskrives af forlagets kopibøger (kopibog 1886-90 og 1890-94 foruden den af Nordisk Forlag overtagne kopibog 1895-97 – alle i G), og i Ut 306 ligger 10 breve fra 1904-22. Herved fremtræder en brevveksling mellem to jævnbyrdige personligheder, som det er både betagende og imponerende at stifte bekendtskab med. At Pontoppidans testamente'10 for mange år har umuliggjort en udgivelse af denne værdifulde brevveksling, må meget beklages. I øvrigt henvises til kap. 2, VII: "Tilblivelsen af Det forjættede Land".
4° Ernst Bojesen
Fra nytår 1896 blev P.G. Philipsens forlag sluttet sammen med Ernst Bojesens til Nordisk Forlag, og Pontoppidan flyttede med. I 19 år fik Pontoppidan et nøje samarbejde med den vitale Ernst Bojesen (f. 1849), som formidlede ikke mindre end 13 originalbind og 13 bind genudgivelser til bogmarkedet. Bojesen, der i september 1903 ved sammenslutningen med Gyldendal var blevet meddirektør, forlod dette forlag under udgivelsen af De Dødes Rige, og Pontoppidan måtte atter optage forbindelsen med Hegel'erne. 7 af brevene fra Pontoppidan til Ernst Bojesen befinder sig i Bojesens scrapbøger (NkS 24, 3 og 6, 2°), mens de øvrige 131 breve opbevares i G (4 B c); endvidere har jeg kendskab til ét i privateje. Fra Bojesen til Pontoppidan har det kun været mig muligt i kopibøgerne at finde 4 breve (1902-03, Nordisk Forlag Kopibog IV og V; KB G II); desuden findes i Ut 306 ét brev fra Bojesen, fra 1897.
Forholdet mellem de to var af en lidt anden karakter end venskabet mellem Pontoppidan og Gustav Philipsen. Med den sidste vedblev Pontoppidan at korrespondere, omend meget spredt, og de omgikkes privat. Men med Ernst Bojesen ophørte tilsyneladende forbindelsen efter dennes afgang fra Gyldendal; nogen brevveksling er i hvert fald ikke bevaret, kun et brevkort fra Pontoppidan, (muligvis) i anledning af Bojesens 50 årsjubilæum i 192223. Heller ikke andre kilder taler om nogen fortsat forbindelse. Mens tonen i brevene mellem Pontoppidan og den 4 år ældre Philipsen i årene 1888-95 giver udtryk for en først ærbødig og siden venskabelig tillid fra Pontoppidans side og en omsorgsfuld, til tider lidt stift udtrykt venlighed fra Philipsens, er forholdet mellem Pontoppidan og Bojesen trods aldersforskellen mere kammeratlig forretningsmæssigt. Pontoppidans overlegenhed, i god forstand, i forholdet er tydelig. Årene omkring århundredeskiftet var vanskelige for Pontoppidan, men Bojesens utrættelige energi har utvivlsomt charmeret Pontoppidan. I øvrigt henvises til kap. 5, II-III om Lykke-Pers tilblivelse.
– – –
Endnu to af de benyttede brevvekslinger skal omtales her. Den ene er blevet inddraget, fordi adgangen til brevene gav mulighed for at tilfredsstille en længe næret nysgerrighed med hensyn til omstændighederne ved Pontoppidans brud med Otto Borchsenius, den anden blev inddraget under udarbejdelsen af en opposition ved Elias Bredsdorffs disputats. Men begge brevvekslinger gav et væld af oplysninger, som var relevante i den her behandlede sammenhæng.
5° Pontoppidans brevveksling med Otto Borchsenius
På en måde var Otto Borchsenius (f. 1844) Pontoppidans første forlægger. Det var Borchsenius, der lod trykke Pontoppidans debut "Et Endeligt" i Ude og Hjemme i september 1881, og i årene indtil 1887 var Borchsenius en af Pontoppidans "arbejdsgivere" som redaktør af Ude og Hjemme og dets fortsættelse Hjemme og Ude, hvortil Pontoppidan leverede i alt 32 bidrag, blandt disse en første version af Ung Elskov. Fra 1880-87 er bevaret 91 breve fra Pontoppidan, heraf ikke mindre end 81 udaterede. Af disse har Borchsenius dog måneds- eller årsdateret 38; det er rimeligvis gjort på hans ældre dage, men dateringen er rigtig for størstepartens vedkommende. De resterende 43 udaterede breve lader sig på få undtagelser nær med ret stor sikkerhed anbringe på deres kronologiske plads, og adskillige kan dateres præcist, da mange af brevene er skrevet i forbindelse med bidrag til ugebladene. Brevene befinder sig i Ut 279. Af Borchsenius' breve til Pontoppidan fra disse år er ingen bevaret. Det falder uden for denne undersøgelses rammer i enkeltheder at kommentere disse breve, som er en af vigtigste kilder til undersøgelsen af Pontoppidans forhold i 80'erne24. I det følgende skal kun enkelte af brevene citeres.
Fra bruddet i maj 1887 og indtil december 1897 er ingen breve fra Pontoppidan til Borchsenius bevaret, og såvel brevene fra 1897-98 som den kendsgerning, at Borchsenius samlede på forfatterbreve, tyder på, at der ingen skriftlig kontakt har været mellem de to i de mellemliggende år. I tiden indtil Borchsenius' død i 1925 er også (de fleste af) Borchsenius' breve til Pontoppidan bevaret (Ut 306). Der foreligger fra denne periode 47 breve fra Pontoppidan til Borchsenius og 41 fra denne til Pontoppidan. Om genoptagelse af noget virkeligt venskab er der dog ikke tale. De fleste af brevene er lykønsknings- og takkebreve, men den gamle fortrolighed mellem dem ytrer sig dog i flere stærkt personlige breve om enkeltværker i forfatterskabet.
6° Pontoppidans brevveksling med Edv. Brandes
Pontoppidans forbindelse med Edv. Brandes blev først i 1888 af fortrolig karakter, og et stykke op i det næste århundrede bevarede Pontoppidan en personlig sympati for Edv. Brandes, som gav sig udslag i ofte både kammeratlige og forsorne breve – selv om de to ikke var dus25. Fra Pontoppidan til Edv. Brandes er bevaret 79 breve fra 1885 1922, heraf 13 udaterede, hvoraf de fleste lader sig datere (Ut 447); fra Edv.Brandes er bevaret 20 breve fra 1889-1922 (Ut 306). Indtil 1905 anmeldte Edv. Brandes Pontoppidans bøger i Politiken (se herom Bredsdorff II, 31-39 og 103-26), og dette affødte næsten hver gang en brev-kommentar fra Pontoppidan. Det er især disse, der i det følgende citeres af. Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at Edv. Brandes sjældent forstod Pontoppidans bøger udover, hvad han fandt deri af samfundskritik og "radikalisme". Pontoppidan var tydeligt glad for den pæne omtale, Edv.Brandes næsten altid gav hans bøger, men undlader sjældent en lille bemærkning om Edv.Brandes' manglende fulde forståelse. Man skal derfor være varsom med (som Bredsdorff) at fremdrage et citat fra anmeldelse og ét fra takkebrevet og lade det sidste demonstrere Pontoppidans tilfredshed med det første26.
Hvad angår det øvrige benyttede brevstof henvises til oversigten i litteraturlisten. Jeg har bestræbt mig på stedse – også når det ikke direkte er udtrykt som et forbehold – at huske, at et brev er en personlig meddelelse afgivet i et forhold, hvori både afsender og modtager spiller en bestemt rolle. Brugen af brevstof kræver også en vis taktfølelse, men på ét område har denne ikke kunnet udvises i en grad, somme ville kræve. En væsentlig del af forlagskorrespondancen drejer sig om Pontoppidans økonomiske forhold, og de vanskeligheder af pengemæssig art, Pontoppidans arbejdsmåde medførte, betyder, at man nødvendigvis må tage stilling til den indvirkning, de kan have haft på gangen i Pontoppidans arbejde.
IV. Metodiske overvejelser
Pontoppidans omarbejdelser adskiller sig på en række punkter ikke fra de omarbejdelser, mange forfattere underkaster deres værker. Hvad man i almindelighed vil forstå ved "stilistiske" rettelser, i.e. forbedringer, finder man også i rigt mål hos Pontoppidan. De følger nok til en vis grad Pontoppidans skiftende stilidealer, kan ikke altid indordnes under den intention med omarbejdelsen, man af de større rettelser kan forsøge at udlede. For at komme til bunds i dette, kræves imidlertid en undersøgelse af Pontoppidans sprog og stil, som vil blive så omfattende, at den ganske sprænger de tidsmæssige rammer for et specialearbejde. Dette er baggrunden for, at der i det følgende kan tales om "almindelige stilrettelser", uden at disse skænkes særlig opmærksomhed.
Der er dog en meget vigtig forudsætning, man må gøre sig klart, når man vil undersøge Pontoppidans omarbejdelser: den kendsgerning, at talrige af omarbejdelserne er blevet til gennem et helt nyt manuskript. Med Pontoppidans rettelser forholder sig derfor for de mindre – tilsyneladende uforståelige – forandringers vedkommende som med de middelalderlige håndskrifter. Når man om et par af disse har fastslået, at det ene er en afskrift af det andet, må en stor del af forskellene mellem de to betegnes som afskriver-fejl. Pontoppidan har kun enkelte gange, når han udarbejdede en ny udgave, "genfortalt" teksten på den måde, at han vel først har gennemlæst den, derpå lagt den til side og så på ny nedskrevet den med deraf følgende rettelser i strukturen og enkelthederne. Højsangs 2. udgave (1921) er eksempel på en sådan fremgangsmåde. Og skal disse omarbejdelser være foretaget helt uden skriftligt forlæg i bogstavelig forstand, må forudsættes en endog ualmindelig verbal hukommelse. Men den normale fremgangsmåde ved større omarbejdelser har været afskrivning af sætning for sætning. Betegnelsen af disse ændringer som "afskriver-fejl" skal dog ikke forstås som en nedvurdering af disse rettelser. I langt de fleste tilfælde er det netop umuligt at afgøre, hvilken af to ord, ordstillinger eller sætningsrytmer, der er den bedste. Man kunne her måske snarere sammenligne forfatterens forhold til sit forlæg med forsangerens til folkevisen: når han i øvrigt erindrede den nøjagtige ordlyd, stod han så frit over for den, at han kunne vælge mellem denne og en mere eller mindre synonym, uden derved at måtte føle sig som forvansker eller forbedrer af visen. Man må således operere med en kategori, som retteligst kan betegnes som afskriver-rettelser27. Det vil mange gange være vanskeligt at skelne mellem disse og bevidste meningsændrende smårettelser, og overfortolkning er en stadig fare. Som for de middelalderlige tekstforhold gælder det for de pontoppidanske, at grænsen mellem afskrift og genfortælling er flydende. Når ændringerne er af mindre omfattende karakter, har de utvivlsomt ofte været indført i et eksemplar af den tidligere tekst (og man kan ligefrem ved at tælle formodede afskriver-rettelser bestemme, hvorvidt der i det enkelte tilfælde er tale om et nyt manuskript). I nogle tilfælde har en kombination været anvendt, idet Pontoppidan i et eksemplar med indstukne blade snart har rettet punktuelt, snart omskrevet hele afsnit. For store omplaceringer af stoffet kan dog hindre en sådan fremgangsmåde28.
Om den tidsmæssige afgrænsning i dette arbejde (1890-1908) er allerede talt i forordet, men det må her tilføjes, at intentionen med omarbejdelsen af 80'ernes forfatterskab på et vigtigt punkt adskiller denne fra de senere omarbejdelser. Først med Det forjættede Land nåede Pontoppidan fuld kunstnerisk modenhed. Ikke således at forstå, at han dermed havde lagt sig fast på et bestemt stade (Ahnlund gør f.eks. opmærksom på, at sproget i Det forjættede Land i 1898 nærmes til prosaen i Lykke-Per (402)). Men meget i 80'ernes forfatterskab måtte Pontoppidan selv betragte som umodent; det vil i første række sige, at han fandt megen påvirkning manifesteret i det – og sporene af denne søgte han for en stor del at fjerne ved omarbejdelserne.
Grundlaget for nærværende undersøgelse er en parallellæsning af hele Pontoppidans forfatterskab i bogform (med undtagelse af Mands Himmerig, se ovf.), hvorunder større afvigelser og talrige mindre rettelser er markeret eller indført i et (gerne det seneste) eksemplar af den pågældende bog. Det er et uhyre tidrøvende arbejde, og registreringen har måttet foretages med skiftende grader af omhyggelighed lige fra en blot og bar parallelpaginering og oversigt over omfanget af omarbejdelsen og ned til anførelse af selv den mindste rettelse. Det sidste er kun gjort for (dele af) de fire i det følgende behandlede værkers vedkommende. Ønskeligheden af en regulær håndbog i Pontoppidans omarbejdelser (eventuelt i form af indledende kommentarer til en videnskabelig, med varianter forsynet, udgave af forfatterskabet) har vist sig meget tydelig. Det seneste eksempel på nødvendigheden af en sådan er Elias Bredsdorffs disputats, uden for hvis ramme en grundig orientering i omarbejdelserne har syntes at ligge, men hvori der alligevel foretages en række forkerte konklusioner, fordi Bredsdorff ikke har kendskab til forskellene mellem udgaverne.
Nattevagt er først og fremmest valgt, fordi den er det eneste eksempel på, at Pontoppidan siden (man må tro med vidende) forkastede en omarbejdelse til fordel for en ældre version.
Det forjættede Land indbyder med tidsafstanden mellem bind 2 og 3 og omarbejdelsen i 1898 umiddelbart til en nøjere undersøgelse, som da også viser, at det var den af de store romaner, som blev underkastet den grundigste revision.
Lykke-Per er ikke til at komme uden om i denne sammenhæng. Vanskelighederne ved at få klarlagt gangen i arbejdet er store – alene på grund af værkets omfang – og mange problemer står uløste tilbage.
Endelig er studiet af de forskellige tekster i kapitlet om Den kongelige Gæst søgt indordnet under tolkningen, som den hjælpevidenskab, det i den større sammenhæng rettelig bør være. Beskæftigelsen med omarbejdelserne må aldrig blive målet i sig selv, men skal bestandigt sigte på en oplysning af teksterne som digteriske frembringelser.
I opgavens begrænsning ligger også, at jeg har afstået fra i noget større omfang at foretage komparative undersøgelser eller efterforske påvirkninger. Ahnlund siger herom i forbindelse med nogle bemærkninger om Schopenhauers mulige betydning for Pontoppidan:
Det är överhuvud vanskligt att yttra sig om vad Pontoppidan kan ha mottagit läsvägen från det ena eller andra hållet (…) Det är mycket troligt att det rör sig om en flyktig eller indirekt kontakt, en tilskyndelse eller en bekräftelse (…) Påverkningafrågorna hör inte till de interessantaste i Pontoppidans fall. (183-84; kursiveringen min)
Hertil må man på forhånd stille sig skeptisk29. Der er for mig ingen tvivl om, at sammenligningen med f.eks. Blichers og Drachmanns forfatterskaber vil vise sig meget givende. Og studiet af påvirkninger fra f.eks. Kierkegaard, Nietzsche, Eduard von Hartmann, Ludvig Feilberg og Georg Brandes er også meget fristende; der skal her kun gives et enkelt fingerpeg i retning af de to første.
Når i det følgende både den non-fiktive del af HPs produktion og brevstoffet benyttes, sker det forhåbentlig altid ud fra forståelsen af det umulige i at sætte lighedstegn mellem person og digterværk, mellem mening og kunst. I mange sammenhænge er det relevant at arbejde med den "episke fortæller" (ofte lig beretteren i jeg-bøgerne), men denne er aldrig uden videre identisk med privatpersonen HP30. Det er altid vanskeligt at arbejde med digterværker i åndshistorisk sammenhæng, fordi de sjældent besidder den entydighed, der gør dem anvendelige som argumenter i en meningsudveksling. Ja, somme vil mene, at graden af entydighed er omvendt proportional med den æstetiske kvalitet. Det sidste synspunkt er dog også farligt; over for Pontoppidans forfatterskab har det ført til en for nem brug af tvesyns-begrebet, der ligefrem er dannet med henblik på Pontoppidan (sml. Bredsdorffs opgør hermed II, 63-79). Når jeg anvender og citerer Pontoppidans privatudtalelser under udarbejdelsen af de forskellige værker, opfatter jeg dem kun som udtryk for digter-intentioner, der meget vel kan adskille sig fra intentionen i det autonome værk. Ejheller en digters senere udtalelser om sine værker har primat – ofte tværtimod; det er ikke sjældent, at digteren efterfortolker egne arbejder, ligesom hans holdning over for dem kan skifte til forskellig tid. Men for studiet af selve den kunstneriske proces er det naturligvis af stor vigtighed at efterforske, hvorledes nonfiktivt stof anvendes fiktivt, og hvordan elementer fra én digterisk struktur kan finde plads i en anden. Det er og bliver dog en stadig balanceakt, og kun øvelsen kan gøre mester. Som en sådan øvelsesopgave er da de foreliggende studier at betragte.
