Den pontoppidanske bibliografi
Esther og Thorkild Skjerbæk: Henrik Pontoppidans forfatterskab. En bibliografi. Bearbejdet og redigeret af René Herring. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/Det Kongelige Bibliotek. 2006. 555 s. Kr. 375. I kommission hos C.A. Reitzels Forlag.
Denne bibliografi er det publicerede hovedresultat af et gigantisk arbejde påbegyndt af ægteparret Thorkild og Esther Skjerbæk omkring 1950. Målet for Thorkild Skjerbæk (1918-98) blev et "bibliografisk-boghistorisk" værk; en betegnelse der lidt flydende kom til at betegne et stadigt mere omfattende og ambitiøst arbejde.
Det begyndte naturligvis med en eksistentiel interesse for det pontoppidanske forfatterskab. Iflg. Pontoppidan-samleren Einar Nielsens Skjerbæk-bibliografi var den første frugt af denne læsning en artikel i Information1. Men snart blev det Pontoppidans omarbejdelser der specielt kom til at optage Skjerbæk og blev grundstammen i hans vidtforgrenede arbejde med det pontoppidanske œuvre. Det fik Gyldendal til at lade ham forestå korrigerede optryk fra forfatterskabet. Arbejdet bestod i at friskrabe teksterne for de fejl der som mos groede på optryk efter optryk. Skjerbæk søgte tilbage til den udgave der kunne siges at være den sidste forfatteren selv var ansvarlig for, ved enten selv at have læst korrektur eller givet rettelser i sin korrespondance med forlaget.
Den første af disse "gennemgåede" udgaver var Lykke-Per i 1959. Så fulgte Det forjættede Land (1960), Mands Himmerig (1961) og "Erindringer" (1962)2. Fra og med en udgave af Lykke-Per til Gyldendals Bibliotek i 1964 udarbejdede Skjærbæk, ofte omfattende, efterskrifter3 hvori han noget kaotisk og hinsides almindelige læseres interesse hobede editionsfilologiske detaljer og brevcitater op til dokumentation for den pontoppidanske tilblivelsesproces’ mange rynker. Men han stod også for nogle mere simple Tranebogs-udvalg4.
Et afgørende skel i denne virksomhed blev sat i 1979 hvor Skjerbæk’erne, på bud fra forlagets litterære direktør Ole Wivel, begyndte at "indrette" den pontoppidanske tekst på 1948-retskrivningen. Det foregik ved at ændre store begyndelsesbogstaver til små, indføre å og datidsformerne kunne, skulle og ville. Men alle andre ortografiske forskelle lod man stå5. Så man f.eks. i Lykke-Per (Gyldendal 2006, s. 116) kan læse en sætning som denne:
Og idet han derpå såe ud over kunstnerkresen med et hvast blik (...)6
Gyldendals nuværende litterære direktør, Johannes Riis, har da også erklæret dette som en uorden7. 2002-03 genoptrykte forlaget den gamle trebindsudgave af Noveller og Skitser. Det begyndte med en skanning af 1950-udgaven og først fra tredje bind fik man læst en korrektur efter den oprindelige 1930-udgaven, så man kunne undgå de mange nye trykfejl i 1950. Men afkald gav man altså på det arbejde Skjerbæk i mellemtiden havde gjort med teksterne, thi det er jo begravet i ny retskrivnings-optrykkene.
Trods en erklæret hensigt8 har Riis-synspunktet derimod endnu ikke fået praktiske konsekvenser for de tre store romaner der fortsat synes at skulle optrykkes i denne bastardform – national kanonroman eller ej.
*
I finansårene 1981-83 modtog ægteparret Skjerbæk en bevilling fra det humanistiske forskningsråd, og i den anledning gjorde Thorkild Skjerbæk rede for det støttede projekt i dets daværende fase9.
Thorkild Skjerbæk havde været præst indtil han nu i 1981 tog tidlig afsked for sammen med sin hustru Esther (1918-2002) at arbejde fuldtids med hele det pontoppidanske korpus, opus et scripta, for ikke at tale om hele den sekundære litteratur: værkerne i alle tænkelige udgaver, optryk og uddrag og oversættelser, læsning eller i hvert fald opdrivelse og registrering af flest mulige anmeldelser og omtaler i dagblade og tidsskrifter af værk eller person (men ikke i bøger: essaysamlinger og litteraturhistorier, skønt de samlede på dem også) i indland og (lidt) i udland, hovedsagelig i den svenske dagspresse. Alt blev fotokopieret, ofte i flere eksemplarer der blev ordnet tematisk eller efter trykkested.
Dernæst blev breve inddraget: fra, til og om Pontoppidan. Brevene blev, af Esther Skjerbæk, ekserperet i form af sammentrukne og næsten altid korrekte citater. Ikke længere eksisterende breve blev også, ud fra indholdet i svarene eller andetsteds, registreret og (tilnærmelsesvis) dateret. Totalen løb op i over 8.000 breve. Et meget stort arbejde blev netop lagt i at datere de mange udaterede Pontoppidan-breve fra de yngre år, og også her er præcisionen stor; det er ikke mange ændringer efterfølgerne har måttet foretage. Dertil kom de mange forlagsarkiver, størsteparten samlet hos Gyldendal. Fra kalkuler, kladder, fremstillingssedler og slutberegninger trak Skjerbæk alle tænkelig oplysninger ud om de enkelte bøger.
I Humaniora-artiklen opruller Skjerbæk sine planer:
- en fuldstændig og annoteret samling af Pontoppidans bogudgivelser der registrerer alle ændringer fra udgave til udgave10
- den egentlige bibliografi hvori der oversigtsmæssigt redegøres for bøgernes tilblivelse før og efter den første udgave11
- et alfabetisk register over brevene uden nogen hensigt om at udgive disse; det mente Skjerbæk Pontoppidans såkaldte "testamente" udelukkede12
- "et kronologisk register, der dato for dato fastholder enhver oplysning, der er fundet"
- Endelig bebuder Skjerbæk "en bredere fortællende beretning (…) om, hvordan det store forfatterskab er blevet til fra bog til bog (…)
Registreringen foregik de første mange år i et seddelkartotek13. Men med bevillingen fra forskningsrådet fik ægteparret mulighed for at få konstrueret en elektronisk database der kom til at omfatte registreringer i fire delbaser: 1) Af Pontoppidan, 2) Om Pontoppidan, 3) Breve (med citater, nogle gange hele teksten) og 4) Biografi. Den sidste forblev rudimentær. Men grundlaget var der: En samlet kronologisk seddelsamling der rummer alt undtagen brevene.
*
I 1994 var arbejdet endnu ikke tilnærmelsesvist afsluttet. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab tog nu over og opnåede hos Velux Fonden en støtte til udarbejdelsen af en egentlig bibliografi. I tre år var bibliotekar René Herring ansat til at bistå det nu aldrende ægtepar med at få afsluttet og tilskåret materialet. Bibliografien skulle i løbet af disse tre år både komme i bogform og elektronisk indlemmes i Det Kongelige Biblioteks datase.
Da Thorkild Skjerbæk døde i 1998, overdrog Esther Skjerbæk året efter det videre arbejde med bibliografien til René Herring og koncentrerede sig selv om brevbasen der nåede at blive afsluttet efter hendes ønske umiddelbart før hun selv døde i maj 2002. Alligevel skulle der gå endnu fire år før bibliografien udkom i 2006. Så René Herrings arbejde med stoffet er betydeligt, også langt mere betydeligt end titelbladet umiddelbart signalerer. Man skal lægge mærke til ordene "bearbejdet og redigeret". Skønt de i første omgang blev pillet ud, har Herring gen- eller nyindsat brevcitater der direkte belyser karakteren af en ændret udgave eller beviser en teksts proveniens. Han har kompletteret de anførte anmeldelser af de enkelte værker, og han har fjernet de ikke helt få unøjagtigheder i materialet.
Mest er DSL og Herring nok gået imod Skjerbæks ønsker ved at afslutte bibliografien med Pontoppidans død i 194314. Det betyder at man forgæves opleder de sidste 65 års Pontoppidan-udgivelser, så broget deres historie ellers er – og så stor en andel Skjerbæks har i dem. Nogen elektronisk udgave er det heller ikke blevet til. DSL foretrak i sidste ende at fastholde den trykte bogudgave, og det kan da også have sin charme og nytte uden på nogen måde at overflødiggøre en elektronisk version. De skjerbækske databaser beror i dag på Det Kongelige Bibliotek, men her har man ikke aktuelle planer om at formidle dem til netbrug. KB har dog givet nærværende forfatter mulighed for på egen bekostning at få foretaget en kopiering af disse baser i en form der er tilgængelig i et almindeligt "DOS-system". Men at få dem gjort umiddelbart søgbare i et moderne databaseprogram vil kræve et større beløb end en privat forsker kan ofre.
For at kompensere for den manglende netbrug og uoverskueligheden af bibliografien, har Herring forsynet den dels med en "tidstavle" så man uden vanskelighed kan finde frem til bøgers og andre teksters første tryk/udgave, dels med en lang række registre til Pontoppidans værk i artikelform (og digtene). Et personregister har ikke fundet plads til anmelderne, ærgerligt for receptionshistorikere. Et lille emneregister "uden for fiktionen" er morsomt (læger, præster etc.), men for vilkårligt15. Registret over oversættelser medtager kun bøger, ikke fritstående tekster, hvad der begrænser registrets nytte.
Medtaget er også henvisninger (med løbenumre) til Poul Carit Andersens bibliografi fra 193416. Derved kan man konstatere hvor få nye tekster der har været for Skjerbæk at oplede – mindre end en håndfuld. Den mest interessante nye tekst er Pontoppidans eneste (kendte) oversættelse, af den da netop afdøde svenske forfatter Victoria Benedictssons ti sider lange fortælling "Ud fra mørket" i Tilskueren i 1888, efterladt i manuskript og betroet Pontoppidan af vennen, boets litterære eksekutor, Axel Lundegård.
Et af PCAs numre har Skjerbæk endda forkastet, og Herring har ikke fundet anledning til at sætte spørgsmålstegn ved den udelukkelse: Pontoppidans anmeldelse af 3. hefte af Holger Drachmanns Troldtøj (nr. 158 a17). I databasen kan man finde Skjerbæks begrundelse: det mærke, P, hvorunder den er skrevet (i Kjøbenhavns Børs-Tidende 27.2.1890), har Skjerbæk fundet under andre KBT-artikler der ikke kan være af Pontoppidan; derfor er artiklen ikke medtaget i Skjerbæks bibliografi. Men Skjerbæk har selv sammested accepteret en anden artikel i samme avis under mærket P, nemlig fra den 25.12.1890 (og også en i Politiken 11.4.1897'1). Artiklen fra dec. 1890 er "Kejserstaden" fra Berlin (PCA 177), der hævet over enhver tvivl er skrevet af Pontoppidan (og optrykt i udgaven Meninger & holdninger, 1994). En helt anonym anmeldelse af Troldtøjs 7. hefte i KBT fra 17.7.1890 er (derfor?) slet ikke registreret af Skjerbæk, heller ikke i databasen (ej heller af PCA)18. Men den er med sikkerhed skrevet af samme skribent. Det er skade, også ud fra andet end fuldstændighedsprincipper, for disse to tekster er ikke uden betydning for belysningen af forholdet mellem de to digtere.
Bibliografien omfatter også manuskripter. Men her har Herring ikke ført Skjerbæks arbejde à jour: han mangler manuskriptet til sidste del af fortællingen "Det store Spøgelse" fra 1902 der i år 2000 indgik til KB.
Naturligvis bør denne bibliografi gøres tilgængelig på nettet. Efter alt hvad der er postet i den af arbejde og penge, er det en lille ting. Men nytten deraf vil være mangfoldig. Og det ville opfylde Skjerbæk’ernes egne forventninger, og KBs løfter til de afdøde forfattere – for til gengæld at overtage hele deres beholdning af Pontoppidan-breve.
(Revideret 17.4.2013.)
