Efterskrift

[Tekstoplysninger til De dødes rige, 1982]

Af Thorkild Skjerbæk

Første bind

Titlen De Dødes Rige, som varigt skulle blive knyttet til Henrik Pontoppidans tredje og sidste store roman, blev første gang kendt gennem en oversigt, anbragt foran i bogen Torben og Jytte . Fjerde Oplag. 1916:

De første tre oplag af Torben og Jytte var udsendt i 1912, de følgende bind af fortælling-kredsen i henholdsvis 1913, 1914 og 1915. På dette tidspunkt ønskede forlaget det første, nu udsolgte bind optrykt på ny. Kort før det lå færdigt til udgivelse, anmodede forfatteren om at få en oversigt som den gengivne med i det nye oplag; sammenlign i øvrigt med den mere indgående redegørelse herfor i efterskriften til Andet bind af nærværende optryk.

Den nye fællestitel blev igen nævnt i Favsingholm, da dette bind udkom i slutningen af 1916, dels over for romanens sidste side: HERMED SLUTTER FORTÆLLINGERNE / FRA / DE DØDES RIGE, dels i en Oversigt bagest i bogen over alle fortælling-kredsens nu udkomne bind.

Godt et halvt år efter udsendelsen af Favsingholm kom en samlet, forkortet og omarbejdet udgave af de 5 bøger, med titlen De Dødes Rige slet og ret, og nu med en deling i 8 "Bøger" med hver sin titel. I forbindelse med et nyt optryk heraf i 1918 og på ny i 1922 foretog forfatteren en del rettelser, så at romanen fik den skikkelse, hvori den senere er optrykt, og hvori den også foreligger her – bortset fra retskrivningen.

Der knytter sig altså til De Dødes Rige – som til alle Henrik Pontoppidans bøger – en længere, ikke uvigtig, litteratur- og boghistorie, som også 268 for denne romans vedkommende forlænger sig bagud til ting, der blev trykt i blade, tidsskrifter og lignende før den første fremkomst i bogform. I et vist omfang lader den sig tillige følge i forlagsarkivets dokumenter, bevarede breve m.v.

•

Det tidligste sikre vidnesbyrd om forfatterens arbejde med stof, der siden hen skulle indgå i romanen, er fra 1905, hvor man i Arbejdernes Jule-Album kunne læse om Søren Smed og hans Sønner, i indholdsfortegnelsen nævnt som Novelle af Henrik Pontoppidan . Med Tegninger af Rasmus Christiansen.

Denne beretning om "Mestersmeden" i Rimalt og hans mislykkede forsøg på at bryde op fra hjemmet ligner i en del enkeltheder beretningen her i bogen side 106f og side 110-114. Det lader sig dog ikke på grundlag af i dag kendt materiale fastslå, om forfatteren allerede i 1905 var sig bevidst at fortælle om en af de vigtige skikkelser i sin næste store roman.

At planer om en sådan var ved at tage form, findes der vidnesbyrd om i en foreløbig kontrakt, underskrevet i begyndelsen af 1904, ifølge hvilken Henrik Pontoppidan overdrager "Forlagsretten til mit næste nye Arbejde, der tænkes at blive en større Roman, til Det Schubotheske Forlag."

Når det var det nævnte forlag, der skulle udgive denne nye store roman, kan det hænge sammen med forfatterens uvilje mod den "store Forlægger-Sammensmeltning" i 1903 mellem Gyldendalske Boghandels Forlag og Det nordiske Forlag. Herom kan man læse mere i efterskrifterne til de nyeste optryk af en række af Henrik Pontoppidans mindre ting Magister Globs papirer, Skyer og Ørneflugt og andre krøniker; sammenlign også med Det forjættede land 1-3, alle fra 1979.

Det blev dog kun en række mindre bøger, der de følgende år nåede at komme på Det Schubotheske Forlag, før også dette, med virkning fra 1. januar 1909, gik op i den store forlagsvirksomhed G.B.N.F.: Asgaardsrejen og Ung Elskov 1906, Det store Spøgelse og Hans Kvast og Melusine 1907 og Den kongelige Gæst 1908; sammenlign med oversigten bagest i bogen over HENRIK PONTOPPIDANS BØGER.

Sikre vidnesbyrd er ikke hidtil fundet om, hvordan forfatteren selv har opfattet disse mindre ting i deres forhold til planerne om en større roman. Litteraturhistorisk set er de dog tydeligt led i hans forsøg på at få virkeliggjort sådanne planer. Herom kan man læse mere i redegørelsen for De Dødes Rige og dens tilblivelseshistorie i min bog Kunst og budskab 1970.

Det er i de følgende år gennem brevveksling med to af Gyldendals direktører, Ernst Bojesen og Peter Nansen, man kan ane lidt om forfatterens arbejde med sin næste større roman. Det er tydeligt, at han har regnet med at kunne få den ud langt tidligere, end det skete. Vigtig er her også bemærkningen i et brev til Georg Brandes, skrevet i januar 1910 som svar 269 på dennes anmodning om en samtale med ham om hans bøger: "Skade er det nu for mig, at jeg ikke har fået min nye Bog færdig og trykt, for den bliver – selvfølgelig! – mit Hovedværk" (gengivet efter Elias Bredsdorff Henrik Pontoppidan og Georg Brandes 1964 I,59). Ville han mon have brugt udtrykket "og trykt", hvis han havde vidst, at der skulle gå næsten 3 år, før det første bind deraf udkom, og mere end 7½ år, før "hovedværket" forelå helt færdigt?

Efter udsendelsen af Den kongelige Gæst blev der tværtimod den længste pause i Henrik Pontoppidans bogudgivelser overhovedet. Siden 1889 havde der ikke været et eneste årstal, som ikke havde stået enten på nye bøger eller på nye, ofte helt omarbejdede optryk af tidligere, men hverken 1910 eller 1911 forekommer i listen.

Lidt fik Henrik Pontoppidan dog på tryk også i dette tidsrum. Således kom En Balance-Konto i december-nummeret 1909 af Tilskueren . Maanedsskrift for Litteratur, Kunst, Samfundsspørgsmaal og Almenfattelige videnskabelige Skildringer. Det var et skarpt – og vittigt – angreb på folketingspolitikerne for deres holdning til forfatterstøtten. I forhold til De Dødes Rige er artiklen bemærkelsesværdig ved tilsyneladende netop ikke at være udkast, skønt romanen jo i høj grad retter opmærksomheden mod politikerne og deres virke; sammenlign også herom med redegørelsen i Kunst og budskab 1970.

Heller ikke hans følgende bidrag til Tilskueren, trykt i maj 1910, synes at have nogen forbindelse med romanen – artiklen Gubben fra Aulestad med en skildring af den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson, der døde umiddelbart før udsendelsen af det pågældende nummer af tidsskriftet. Artiklens indhold blev siden hen en vigtig del af bogen En Vinterrejse . Nogle Dagbogsblade 1920.

Det er dog et spørgsmål, som det foreløbig ikke har været muligt at få besvaret, om ikke også det har været et udkast til den nye roman – ligesom Henrik Pontoppidans andre norske skildringer fra disse år.

Allerede i 1905 havde han – i 5 kroniker i Politiken – fået offentliggjort beretningen om en sejltur op langs Norges vestkyst og rundt om Nordkap. En del af stoffet genfandtes i Hans Kvast og Melusine 1907. Andet kom med i En Vinterrejse.

Hans Kvast og Melusine er fortællingen om komponisten Hugo Martens, der får et nyt kunstnerisk gennembrud med sin symfoni "Syndflodssagn", hvortil han har fået inspirationen på en Nordkap-sejlads. Nærliggende er det at finde en forbindelse med det, Henrik Pontoppidan senere – som omtalt i efterskriften til nærværende romans Andet bind – over for Vilh. Andersen kaldte "et simpelt Stemningsmotiv", som han i De Dødes Rige havde søgt at udsætte "for stort Orkester".

I oktober 1910 bragte Tilskueren på ny et bidrag af Henrik Pontoppidan, nemlig En Forhistorie. Denne gang var der tale om noget, som senere skulle genfindes i romanen – i store træk og med mange enkeltheder svarende til det, som kan læses i de første kapitler af nærværende optryk, 270 om den dødsmærkede Torben Dihmer, der ved lægevidenskabens nyeste landvinding får mulighed for at vende tilbage til livet, og om hans bekendtskab med Jytte Abildgård.

Selv om Henrik Pontoppidans udtryksmåde ikke kendes, har han nok på en eller anden måde ladet redaktøren af tidsskriftet, Povl Levin, forstå, at det var et udkast; det tyder dennes brev den 21.9.10 på. Han takker, fordi forfatteren har "villet sende "Tilskueren" det udmærkede Forspil" og udtaler "de bedste Ønsker for den stort anlagte Roman, De sikkert i Øjeblikket arbejder paa."

Romanen blev dog ikke færdig – hverken "til Julemarkedet", som forfatteren i et brev til Ernst Bojesen i marts havde stillet i udsigt – eller den følgende sommer, som et brev fra marts 1911 lovede.

Sidstnævnte år havde Illustreret Tidende i februar bragt En Julerejse, en formodentlig nogenlunde nøjagtig beretning om den tur, forfatteren netop da var på, og som bl.a. havde ført ham med skib fra Bergen til Tromsø; senere boede han nogle uger i Lillehammer. Flere breve, som han har skrevet fra denne rejse, findes på Det kongelige Bibliotek, i M. Galschiøts, F. Hendriksens og Henri Nathansens papirer, og i Lunds Universitetsbiblioteks samling af Axel Lundegårds. Af disse breve fremgår det, at Henrik Pontoppidan var taget på rejse for at komme til kræfter, men også at det har været en arbejdsrejse. Udtryksmåden i nogle af brevene lægger den antagelse nær, at det tillige har været en studierejse, fordi romanen skulle indeholde norske skildringer – en formodning, som yderligere styrkes f.eks. ved Henrik Pontoppidans udtalelser senere hen om politikeren Tyge Enslev som delvis skildring af den norske Johan Sverdrup.

(Rejseberetningen til Illustreret Tidende blev på ny bearbejdet nogle år senere til Et Rejsebrev, der findes i Det kongelige Biblioteks håndskriftsamling, dels i manuskript, dels i korrektur, som bærer signaturen Skjoldborgbogen. Det må være Henrik Pontoppidans bidrag til den udgivelse, Martin Andersen Nexø søgte at få i stand i foråret 1915 på Kunstforlaget "Danmark". Den skulle sælges til fordel for Johan Skjoldborg, men den blev aldrig færdig; sammenlign herom med Børge Houmanns udgave af Martin Andersen Nexøs breve 1969 I, side 225f og 228f. – Henrik Pontoppidans beretning om sin julerejse kom siden, i endnu en ny bearbejdelse, til at danne indledning til En Vinterrejse 1920; denne lille bog er således nok at opfatte som et biprodukt fra den skabelsesproces, hvoraf De Dødes Rige fremgik.)
 

Når det kom til at gå så helt anderledes både med tidsfrist og indhold, skyldes det bl.a., at Henrik Pontoppidan i slutningen af april 1911 i stor hast måtte lade sig indlægge og operere for en ondartet galdestenslidelse. Derefter fulgte en lang rekreation. Sommeren tilbragtes for en dels vedkommende ved Elbodalen nær Fredericia. Senere rejste forfatteren til Wiesbaden, hvor han blev til hen på foråret 1912.

271 Under opholdet her fik han en ny henvendelse fra redaktøren af Tilskueren – denne gang om et bidrag til februar-nummeret, der skulle udkomme "i udvidet Form som en Slags Festskrift" i anledning af Georg Brandes' 70 års fødselsdag. Henrik Pontoppidans svar kendes ikke. En bemærkning i et følgende brev fra Povl Levin kunne tyde på, at han har svaret omtrent, som han gjorde på en opfordring i januar 1912 fra redaktøren af Politiken, Henrik Cavling: "Jeg har forlængst lovet mig bort til d. 4^de Feb. og endda kan det være, at jeg slet ikke giver Møde." Hvad hans udtryksmåde dækker over, har det endnu ikke været muligt at få klarlagt. Den bibliografiske kendsgerning er imidlertid, at det blev avisen, der på Georg Brandes' fødselsdag bragte digtet Den 4de Februar.

Om digtet og brevvekslingen i forbindelse dermed mellem Georg Brandes og Henrik Pontoppidan kan man læse mere hos Elias Bredsdorff, dels i en artikel i Edda 1963, dels i værket om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes 1964. At Den 4de Februar også lader sig forstå som et af "udkastene" til De Dødes Rige, har jeg argumenteret for i Kunst og budskab 1970 side 208ff.

Hen på foråret 1912 rejste Henrik Pontoppidan til den italienske riviera og boede et stykke tid i Santa Margerita, en snes kilometer øst for Genua. At opholdet her fik afgørende indflydelse på romanplanernes virkeliggørelse, fremgår jo tydeligt af side 44ff her i bogen.

Om sommeren boede han i en lille by inde i Schwarzwald, senere i Freiburg am Breisgau. Her har han med adressen Goethestrasse 45a den 14.8.12 dateret et brev til Ernst Bojesen; det begynder:

"Efter lang Tavshed sender jeg Dem igen (i Korsbånd) et Manuskript og beder Dem modtage det med Velvilje, hvad jeg tror, det fortjener. Jeg sender foreløbig godt 100 Sider, omtrent 1/3 af Bogen. Resten skal følge om et Par Uger, men jeg håber, at De vil tage Bogen ubeset og altså straks begynde Trykningen. Den indeholder en selvstændig, afsluttet Fortælling og har sin egen Titel; men den er dog en Del af et større Værk, hvad der må angives på Titelbladet. Jeg skal meddele mere derom senere, men jeg nævner det straks, da det måske kan influere på Deres Bestemmelse af Oplagets Størrelse."

Det fremgår ikke af brevet, hvilket manuskript der er tale om – og man ved ikke noget om, hvad der senere er blevet af det. Der er dog ingen tvivl om, at det har været begyndelsen til den bog, der udkom nogle måneder senere med titlen Torben og Jytte. Efter forfatterens bemærkning om omfanget af det fremsendte manuskript at dømme har det stort set svaret til s. 7-44 her i bogen – og har altså været en ny, gennemarbejdet udgave af det, som Tilskueren med titlen En Forhistorie havde bragt i efteråret 1910. Det afgørende nye i situationen må derfor have været, at forfatteren nu følte sig så sikker på fortsættelsen af sin fortælling, at han turde lade fremstillingsprocessen tage sin begyndelse.

Ernst Bojesen var begejstret og gik straks i gang med at forberede en smuk bog. I de følgende måneder veksledes en række breve om typografi, 272 vignetter, omslag, korrekturlæsning osv. Egentlige illustrationer ønskede forfatteren ikke, men han henviste til steder i sit manuskript som "Motiver" for de vignetter, Hans Tegner skulle lave. Forlagets kopibog har også aftryk af et par breve fra Ernst Bojesen til Hans Tegner, et par gange med henvisning til formodentlig medfulgte breve fra Henrik Pontoppidan.

Selve titlen nævnes først i et brev 13.9.12. Den 23.9.12 skriver forfatteren bl.a.: "Slutningskapitlet har jeg i sidste Øjeblik taget op igen til ny Behandling; det følger derfor ikke med det Manuskript, jeg idag afsendte; det skal komme om nogle Dage." Det synes, ifølge et brev med datoen 3.10.12 at være sendt direkte til trykkeriet et par dage før denne dato. I øvrigt er Henrik Pontoppidan nu "kommen til at tænke på, at det vist ikke kan være nødvendigt at nummerere Fortællingen, at jeg altså godt kan slette det Romertal (I) på Titelbladet og Omslaget. Når der på dette kommer til at stå: "En Fortælling-Kres . Torben og Jytte" – er det jo tilstrækkeligt antydet, at her er Tale om et Led af et større Hele."

•

Efter omfattende annoncering udsendtes lørdag den 9. november 1912:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Torben og Jytte – hvis titelblad i øvrigt oplyste: København og Kristiania / Gyldendalske Boghandel / Nordisk Forlag / 1912 – og på bagsiden deraf: H.H. Thieles Bogtrykkeri. København.

Prisen var 4,00 kr. – og 5,75 kr. for den indbundne udgave, i et komponeret gråt hellærredsbind; Hans Tegners vignet til omslaget af den uindbundne udgave var på lærredsbindet trykt i sort i en ramme af rødt og med bogstaverne i guld. Bogen blev ifølge kalkule og fremstillingsseddel trykt i 2000 + 200 eksemplarer; hvor stor en del af oplaget der blev udsendt som indbundet, har det ikke været muligt at fastslå.

Bogens tekst omfattede 248 sider, medregnet de vignet-prydede og romertals-nummererede skilleblade foran hvert af de 3 hovedafsnit, svarende til side 7, 44 og 72 her i bogen. Den enkelte sides tekstmængde var omkring halvdelen af nærværende udgaves.

Foruden delingen i disse hovedafsnit – af forfatteren dengang sædvanligvis i brevene kaldt "Kapitler" – var fortællingen delt i en række mindre afsnit, blot adskilt ved en blank linie og begyndende med uncialbogstav. Ved omarbejdelsen i 1917 opgav Henrik Pontoppidan delingen i de store, nummererede hovedafsnit; til gengæld blev de mindre afsnit nu nummereret med romertal som også i nærværende optryk; i de senere breve er det sædvanligvis disse mindre afsnit, der omtales som "Kapitler".

Også efter omarbejdelsen i 1917 kom indholdet af den nye Første Bog . Torben og Jytte stort set til at svare til Torben og Jytte 1912. Stoffets ordning er i et par sammenhænge blevet noget anderledes; adskillige enkeltheder er udeladt, og hele fortællemåden er blevet væsentlig 273 strammet; omfanget af teksten blev derfor knap en fjerdedel mindre end i den oprindelige form.

Foruden tekstens 15½ ark – smudstitelblad og titelblad var trykt på et særligt dobbeltblad – var der i de uindbundne eksemplarer indhæftet et halvark tilsidst med en slags "reklamer" for Henrik Pontoppidans bøger, en disposition, som forfatteren var utilfreds med – fremgår det af et brev i forbindelse med det følgende bind af fortælling-kredsen. Halvarket er ikke hidtil fundet i noget forlagsindbundet eksemplar af Torben og Jytte.
 

Omkring midten af november 1912 var Henrik Pontoppidan vendt tilbage til Danmark. Den 18. november skrev han til Ernst Bojesen fra Gentofte: Det tågede vejr havde fået ham til at opgive sin plan om "at tage ind til Klareboderne idag og hilse på Dem og det øvrige Direktorium" og aflevere "den Kvitteringsblanket, som jeg har fundet ved Hjemkomsten." Nu sender han den og beder Bojesen tilgive, at han "har slettet de Linjer, der angår den fremtidige Forlagsret. Det er ikke min Hensigt at forholde Forlaget denne – naturligvis – men der foreligger ingen Aftale mellem os derom, og foreløbigt har jeg altså ikke givet den fra mig."

I Klareboderne gjorde man klar til udsendelse den 20. november 1912 af:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Torben og Jytte / Andet Oplag – med de samme oplysninger som i det første om udgivelsessted, forlag og trykkeri – og tydeligt nok trykt fra samme sats, blot med rettelse af et par fejlvendte typer o.l.; ifølge fremstillingssedlen trykt i 1000 + 50 eksemplarer.

Til den del af Henrik Pontoppidans bibliografi, der drejer sig om De Dødes Rige og dens tilblivelse, hører også, at Torben og Jytte 1912 blev bærer af et af forfatterens fåtallige digte. Politiken gengav 19. december smudstitelbladet til et eksemplar, som han havde skænket avisens lotteri til fordel for "Juleløses Juleaften". Han havde her, som en tilegnelse "Til "Politikens" Jul", skrevet 4 strofer, hver på 2 linier, hvoraf den første lyder: "Ved Lygtens Skin, imellem Får og Stude, / blev Jesusbarnet født og svøbt i Klude."

Allerede i 1886 havde Jule-Roser bragt en helsides tegning af G. Staulund med Deviser paa Juletræet. Blandt disse, der øjensynlig bragte ophavsmændenes navne i faksimile, havde Henrik Pontoppidan bidraget med 2 strofer: "Så melder Sagnet: at ved Nattetide / et Barn blev født ved Asenindens Side. // … End synes jeg i Julenattens Glæde / at høre Æslet skryde – Barnet græde."

Som omtalt i efterskriften til Andet bind sendte han i 1917 juledigtet til Vilh. Andersen til brug for dennes bog.

274 Yderligere blev den 23. december 1912 udsendt:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Torben og Jytte / Tredie Oplag – igen med de samme oplysninger om udgivelsessted osv. og trykt fra samme sats i 500 + 50 eksemplarer.

Fremstillingssedlen angiver – trods oplysningen på titelbladets bagside – C. Græbe som "Bogtrykker", samtidig med at ordet "Forlagstrykkeriet" er overstreget. Forklaringen herpå er muligvis at finde i et af brevene til Ernst Bojesen:

Henrik Pontoppidan havde allerede i slutningen af november spurgt, hvordan det var at forstå, at der på nogle frieksemplarer af Torben og Jytte, som han havde fået tilsendt, stod "2^d Oplag". Svaret kendes ikke. Heller ikke besvarelsen af en ny henvendelse 1.1.13. Forlagsdirektøren må imidlertid have oplyst, at bogen var blevet trykt i 3500 eksemplarer. Det har naturligvis glædet forfatteren, men han ønsker dog at protestere mod, at han heller ikke er blevet underrettet om trykningen af et tredje oplag. Hvad Ernst Bojesen har svaret herpå, kan også kun delvis klarlægges ved Henrik Pontoppidans udtryksmåde i et nyt brev, dateret 3.1.13: Ernst Bojesen har misforstået ham; han beklager sig ikke over, men påskønner tværtimod "med overstrømmende Hjerte" forlæggerens iver. "Når jeg i Deres Brev læser om de Anstrengelser der fra Forlagets Side er bleven gjort for at få det sidste Oplag trykt fra Lørdag til Mandag, så føler jeg mig næsten skamfuld."

Det er ikke usandsynligt, at Ernst Bojesen i sit brev har fortalt, hvordan han har måttet bede H.H. Thieles Bogtrykkeri om at udlåne satsen og så har fået Græbe til at trykke de sidste 500 eksemplarer af Torben og Jytte, muligvis endda efter først forgæves at have bedt Forlagstrykkeriet gøre det.

Henrik Pontoppidan forstår godt, at der op mod jul kan være travlt på et forlagskontor. "Men er det et nyt Forretningsprincip der er indført, da må jeg for mit Vedkommende i største Høflighed protestere."

•

I et udateret brev fra Freiburg, som ifølge sit indhold må være et af de sidste derfra, havde Henrik Pontoppidan meddelt, at han nok snart kom hjem "og vil da gøre min Fortælling-Rækkes 2^de Bind færdig. Det bliver noget større i Omfang og mere broget og livligt af Indhold – fuldt af Skikkelser."

Af et brev fra februar 1913 til vennen, den svenske forfatter Axel Lundegård, fremgår det, at Henrik Pontoppidan havde regnet med at få bindet færdigt til udgivelse i foråret. Det har han dog måttet opgive. "I den fremrykkede Alder narrer man uafladelig sig selv ved at regne med sin gamle Arbejdskraft."

At han også i sine yngre år havde kvaler med at få sine store bøger 275 færdige, kan man læse om i efterskrifterne til Det forjættede land 1979. Noget tilsvarende gjorde sig gældende med Lykke-Per; se herom i Kunst og budskab bl.a. side 101ff.

Den tydeligste forskel i forbindelse med tilblivelsen af De Dødes Rige er, at Henrik Pontoppidan i disse år kun fik meget lidt andet skriveri på tryk.

I 1913, hvor det følgende bind af fortælling-kredsen blev færdigt, kom der yderligere kun 3 mindre ting. I januar offentliggjordes Af Notebogen i Ugens Tilskuer, det af Harald Nielsen redigerede Tidsskrift for Politik, Litteratur og Samfundsspørgsmaal. Sammesteds tryktes nogle uger senere digtet Til Mindefesten 11. Februar. Endelig bragte Illustreret Tidende i september, fordelt over nr. 50, 51 og 52, Smeden i Enslev . En Beretning. Af Henrik Pontoppidan.

Det blev ikke i forbindelse med sidstnævnte oplyst, at det drejede sig om det, der nogle uger senere – om end i gennemrettet form – dannede indledning til Storeholt, det næste bind af fortælling-kredsen. At der heller ikke var nogen oplysning om forbindelsen med den omtalte "Novelle" i Arbejdernes Jule-Album 1905, er ikke så mærkeligt. I hvor høj grad det stod forfatteren klart, at han meddelte en ny udgave af hin beretning om "Mestersmeden", vides ikke. Heller ikke, om han var sig en sammenhæng bevidst mellem det indhold, den nye udgave af Søren Smeds historie havde fået, og de 2 andre nævnte småting fra 1913. Litteraturhistorisk set er det i hvert fald nærliggende at finde en sådan.

Hans udskrift Af Notebogen drejede sig om den "tusindstemmige protest, som Kultusministerens ydmygende "Om Forladelse" til den tyske Gesandt har fremkaldt fra store Dele af vort Folk". Hermed hentydede han til en affære, som i begyndelsen af 1913 satte sindene i bevægelse: Udenrigsministeriet havde fået kultusministeren, Askov højskoles forstander Jacob Appel, til at tilbagekalde anbefalingen til skolebrug af Vilhelm Østergaards Ungdommens Bog om vort Land på grund af nogle bemærkninger i en af bogens Fortællinger af vort Fædrelands Historie om tysk behandling af sønderjyderne.

Det nævnte digt, hvis første linie lyder "Der er kommet Foraarsbud," var blevet foredraget af skuespiller Aug. Liebmann ved en fest i Odd Fellow-Palæet på årsdagen for stormen på København 1659. Den gennem mere end et århundrede officielle og forordnede mindefest var forlængst gået af brug, men den gamle dato blev nu brugt til at udtrykke dansk forsvarsvilje i den spændte storpolitiske situation. (Omtrent samtidig kan man også i aviserne finde Henrik Pontoppidans navn – mellem mange andres – under opråb om penge til en frivillig udbygning af hovedstadens befæstningsanlæg.)

Et par dage efter festen blev digtet, som nævnt, trykt i Ugens Tilskuer. En fodnote oplyste, at tredje vers – der rummede hentydning til "vor Angst for tyske Noter" – blev "med Forfatterens Billigelse ikke oplæst ved Festen".

276 Det forekommer sandsynligt, at disse begivenheder på ny har fået Henrik Pontoppidan til at fordybe sig i Sønderjyllands historie – med den følge, at Søren Smed i beretningens nye form også blev deltager i den slesvigske treårskrig og kom til at yde en modig indsats i forsvaret af Frederiksstad; se her i bogen side 103ff.

Det fremgår af brevvekslingen med Peter Nansen, at man på forlaget har været behjælpelig med at skaffe ham Otto Vaupells bog om de sønderjyske krige. Niels Birger Wamberg har i Digterne og Gyldendal 1970 fremdraget enkeltheder, der viser, hvordan romanforfatteren har udnyttet krigshistorikerens beretning.

Sammesteds kan man også læse om Henrik Pontoppidans ønske om at besøge Hjallerups berømte hestemarked. I brevvekslingen med forlagets direktører og gennem de breve, som f.eks. M. Galschiøt har gemt, kan man yderligere følge hans rejser i foråret og sommeren 1913. Herigennem styrkes formodningen om, at forfatterens omskiftelige færden også var "studierejser". Han var f.eks. i Bryrup, muligvis for at lede efter en midtjysk egn som den, Søren Smeds nye hjemsted i landsbyen Enslev skulle henlægges til. En tid boede han i Sanderum sydvest for Odense, ikke så langt fra "den rige fynske Muldslette", hvor Storeholt jo ifølge romanen ligger.

En stor del af sommeren og eftersommeren boede han, som så ofte før og siden, i Rørvig. Midt i november flyttede han til et lejet hus i Snekkersten. Dette blev hans faste adresse i hele resten af den tid, han arbejdede på De Dødes Rige.
 

Gennem de bevarede breve – og aftrykkene i forlagets kopibog – lader de sidste faser i Storeholts håndfaste tilblivelse sig så nogenlunde tidsfæste.

I slutningen af maj er der vekslet et par breve om salget af Torben og Jytte, oplagsstørrelsen på det følgende bind, om motiver til Hans Tegner til omslag og titler. I et af brevene skriver Henrik Pontoppidan, at han vil sende Ernst Bojesen "det første Manuskript i Avgust. Så kan den vel ligge færdigtrykt i Oktober".

Det blev dog oktober måneds begyndelse, før forfatteren synes at have sendt sit manuskript – og endda ikke det hele. Endnu 12. november er hans udtryksmåde: "Trykkeriet forsyner jeg imorgen med nyt Manuskript; men de sidste ti Sider har jeg måttet skrive om, og de kan først sendes iovermorgen."

Allerede om sommeren havde han fulgt Ernst Bojesens opfordring til at sende Hans Tegner forslag til vignetter. Af brevvekslingen mellem forfatter og forlægger fra slutningen af september fremgår det, at tegneren også havde afleveret sit arbejde. Nu ønsker Henrik Pontoppidan imidlertid en ændring i inddelingen af sin roman. Det vil medføre, at tallene i vignetterne skal forandres. I forbindelse med drøftelsen af disse forhold spørger Ernst Bojesen også om "det nye Binds Titel-Ordlyd". Denne har forfatteren 277 formodentlig oplyst på et aftryk af Hans Tegners udkast til omslag, som han har sendt tilbage til Ernst Bojesen den 24. september. Aftrykket kendes ikke, men på det ledsagende brev er der nederst med anden hånd skrevet Storeholt.

Sidst i oktober skrev Ernst Bojesen, at "vi i Bindene bør bringe et lille Resumé, i Lighed hvad vi bragte i Lykkepers forskellige Dele. Det vil hjælpe paa Læsernes Hukommelse, naar de skal holde Traadene sammen fra den ene Del til den anden. – Synes De ikke at vi skal det?". Ifølge et brev 2.11.13 kunne forfatteren ikke dele sin forlæggers mening. ""Storeholt" er en selvstændig Fortælling, der kan læses og forståes uden at man kender det mindste til "Torben og Jytte". Man behøver end ikke at ane denne Bogs Eksistens. Et Par af dens Skikkelser går igen i "Storeholt"; men de fleste Personer i denne og alle de skildrede Forhold er nye, og der kræves i ingen Henseende nogen Forhåndsviden. Jeg er endogså tilbøjelig til at tro, at foreløbig vil de, der ikke kender "Torben og Jytte", have mest Fornøjelse af denne."

Det var i dette brev, Henrik Pontoppidan frabad sig indhæftede reklamer for egne og andres bøger – og også avis-citater beder han undgået for sit vedkommende. "For Omslagets Sider har jeg intet Ansvar, så dem må De gerne anvende som Plakattavler. Men selve Bogen må ikke blive et Reklamehefte."

Af Henrik Pontoppidans brevveksling med M. Galschiøt fremgår det, at han – under arbejdet med Storeholt – har taget imod et tilbud om hjælp med korrekturlæsningen. På en række af brevene fra Henrik Pontoppidan har M. Galschiøt gjort notater om ord og vendinger, som han så formodentlig mundtligt eller gennem korrekturtrykkene har drøftet med forfatteren. I mange tilfælde er Galschiøts forslag ikke fulgt, men en række vigtige indrømmelser kan ses.
 

Det lykkedes trykkeri, bogbinder og forlag at få bogen færdig, så at man den 29. november 1913 kunne udsende:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Storeholt – hvis titelblad i øvrigt oplyste: København og Kristiania / Gyldendalske Boghandel / Nordisk Forlag / 1913 – og på bagsiden deraf: H.H. Thieles Bogtrykkeri. København.

Prisen var denne gang 4,50 kr. – og 6,25 kr. for den indbundne udgave. Teksten omfattede 291 sider, medregnet de 4 vignet-prydede skilleblade – svarende til side 99, 122, 152 og 174 her i bogen. Det typografiske udstyr og Storeholts fremtræden i det hele, både som hæftet og indbunden, svarede ganske til Torben og Jytte. Ifølge kalkule og fremstillingsseddel blev den trykt i 2000 + 200 eksemplarer. På bageste side stod: En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / udkommen er: / i. torben og jytte / ii. storeholt.

Ved omarbejdelsen i 1917 blev, som i Torben og Jytte, de nummererede 278 hovedafsnit opgivet og de mindre afsnit til gengæld forsynet med romertal. Hovedafsnit I og II i Storeholt blev til den nye Anden Bog . Søren Smed og hans Æt, hovedafsnit III og IV til Tredje Bog, der beholdt den oprindelige titel Storeholt. Stoffets ordning blev nogle steder en anden; også her præges omarbejdelsen først og fremmest af en mere kortfattet fortællemåde; i omfang blev teksten ligeledes her knap en fjerdedel mindre.
 

Samme dag, som bogen udsendtes, skrev Ernst Bojesen til Henrik Pontoppidan og bad om tilladelse til at trykke nye oplag. Den følgende dag har forfatteren ifølge det ledsagende brev tilbagesendt en kvitteringsblanket, hvor han igen har udstreget linierne om "den fortsatte Forlagsret". Han gav i øvrigt forlæggeren "fri Rådighed" med hensyn til eventuelt nyt optryk, men skrev dog samtidig om restoplaget på 700 eksemplarer af Torben og Jytte: "Det synes mig lovlig mange, og der er vel næppe nogen Udsigt til at få dem solgt uden måske ved en ny Prisnedsættelse. Min Læsekres forringes jo med Årene, som kun naturligt er for en Forfatter af min Art."

Den 13. december 1913 udsendtes:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Storeholt / Andet Oplag – med de samme oplysninger som i det første om udgivelsessted osv., tydeligt nok trykt fra samme sats og i 1000 + 75 eksemplarer.

Fra slutningen af 1913 havde det været Ernst Bojesens ønske at fratræde sin stilling som forlagsdirektør. Det skete med udgangen af juni 1914. De sidste breve, der veksledes mellem ham og Henrik Pontoppidan, drejer sig bl.a. herom. Af betydning i nærværende sammenhæng er dog navnlig nogle enkeltheder om fortælling-kredsens videre skæbne. Den 11.3.14 spurgte forfatteren, hvor mange eksemplarer af Storeholt der var solgt. Han vil gerne vide det "for det kommende Binds Skyld." Ifølge forlagets kopibog har Ernst Bojesen skrevet samme dag, fordi han selv "pudsigt nok" lige har undersøgt forholdet. Han har nemlig haft en henvendelse fra Thieles bogtrykkeri. (Den ligger fortsat i Gyldendals arkiv mellem brevene fra Henrik Pontoppidan: "Paa Grund af Mangel paa Sats-Materiale nødsages jeg desværre til at bede Dem om Tilladelse til at lægge af paa Torben og Jytte II: Storeholt".) Ernst Bojesen oplyser, at der er ca. 500 eksemplarer tilbage af Torben og Jytte og ca. 150 af Storeholt. I et brev, dateret 12.3.14, som er det sidste, forlagsarkivet rummer fra Henrik Pontoppidan til Ernst Bojesen, mener forfatteren, "at der tør trykkes endnu 500 Ekpl" – af Storeholt – "så meget mere som jeg tror, at det næste Bind vil forhøje Interessen for det hele Værk".

I forlagskalkulen forekommer datoen 16.3. i forbindelse med et Tredie Oplag af bogen. Det angiver formentlig tidspunktet for det nye optryk – før satsens aflægning.

279 Først den 12. december 1914 – samme dato som det følgende bind af fortælling-kredsen udsendtes – forelå dog:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Storeholt / Tredie Oplag – bortset fra årstallet med de samme oplysninger som i de to tidligere om udgivelsessted osv., og også trykt fra samme sats – i 500 + 25 eksemplarer.

•

I et brev 1.1.14 havde Henrik Pontoppidan meddelt Ernst Bojesen, at han regnede med omkring 1. september "at kunne aflevere Begyndelsen af Manuskriptet til 3^die Bog." Han fortalte også, at han havde "afslået et godt Tilbud fra et af Hovedstadsbladene for at kunne fortsætte og afslutte min Roman uden Forstyrrelser."

Ud over fortælling-kredsen fik forfatteren dog i dette år yderligere et par – mindre – ting på tryk; også de må nævnes her.

Den 19. januar holdt han i Aalborg et foredrag om Kirken og dens Mænd. Det blev gentaget i Horsens den 6. februar. Dagen efter udsendtes det af Gyldendal som pjece; ugen efter kom den i 2. oplag.

Foredraget afstedkom en lang række avisindlæg og i hvert fald et enkelt svar fra forfatteren selv. At foredraget er en frugt af arbejdet på den store roman og også selv har haft betydning for denne, har jeg påvist i Kunst og budskab bl.a. side 141ff.

Illustreret Tidende bragte i nr. 27 – med datoen 5.4.14 – Henrik Pontoppidans digt Hjalmar Bergstrøm . Ved Efterretningen om hans Død. Digtet, hvis første linier lyder: "Der er saa sære Luner / i Dødens Gang paa Jorden", var ved begravelsen få dage før blevet fremsagt af Dagmarteatrets direktør Johannes Nielsen. Det fremgår af bevarede breve, at Henrik Pontoppidan i de forudgående år havde fulgt nøje med i Hjalmar Bergstrøms arbejde med en dramatisering af Lille Rødhætte, som Henrik Pontoppidan oprindelig havde fået ud i 1900, og som i 1909 i omarbejdet form var blevet optrykt i Gyldendals Bibliothek sammen med Isbjørnen som To Portræter. Hjalmar Bergstrøms dramatisering deraf, som havde premiere på Dagmarteatret 26. marts 1914, havde fået titlen Thora van Deken. Med denne titel kom fortællingen, endnu en gang bearbejdet, med i Noveller og Skitser . Andet Bind 1922.

Det er usandsynligt, at dramatiseringen og Hjalmar Bergstrøms død ikke har været med til at præge fortælling-kredsen, selv om det ikke umiddelbart lader sig påvise.

Givet er det, at mere private og personlige begivenheder – en søns studentereksamen, en datters bryllup, ganske særlig dog fru Antoinette Pontoppidans alvorlige sygdom i sidste del af året – har haft indflydelse på arbejdet med romanen.

Det har, givetvis, også de storpolitiske begivenheder, som kom til at præge dette år, udbruddet af det, vi i dag kalder den første verdenskrig. 280 Henrik Pontoppidan afslog dog Povl Levins opfordring i begyndelsen af september til at sende Tilskueren nogle af sine "Indtryk fra disse Dage", således som tidsskriftet fik det fra Georg Brandes og Harald Høffding.

De Dødes Rige kom jo ikke, heller ikke gennem det videre arbejde med stoffet, til at handle om krigsårene. Den fortæller om tiden forud derfor. At indtryk fra begivenhederne i 1914 – og de følgende år – har været stærkt medvirkende i forfatterens forsøg på med sin roman at finde ned til nogle grundlæggende forudsætninger for katastrofen, vil de fleste læsere dog utvivlsomt fornemme.
 

Efter at Ernst Bojesen endegyldigt havde forladt forlaget, blev det Peter Nansen, med hvem Henrik Pontoppidan vekslede breve om forlagsproblemerne.

Den 13.10.14 spurgte direktøren, hvordan det gik med bogen. "Vi vilde meget gærne have den ud inden Jul." I et brev den følgende dag kunne forfatteren på grund af sin kones meget alvorlige tilstand kun oplyse, at "jeg blev afbrudt i Renskrivningen af min Bog Side 147". Hvis han kan få ro og samling dertil, vil han kunne gøre den færdig på 14 dage. På et medfølgende blad – som ikke kendes – har han, også som svar på Peter Nansens brev, sendt "Forslag til Motiver for Omslag og Vignetter".

Gennem de næste breve kan man så nogenlunde følge arbejdets gang, indtil Henrik Pontoppidan 4.12.14 meddeler, at han samme dag har "afsendt de sidste Korrekturer til Trykkeriet og har for så vidt altså gjort min Skyldighed; men jeg beklager naturligvis den store Forsinkelse, som er forårsaget af de vanskelige Arbejdsvilkår, hvorunder Slutningen af Bogen blev til."

Senere i brevet står der: ""Toldere og Syndere" er kun den ene Halvdel af den Bog, jeg oprindelig havde planlagt til Udgivelse i År. Men allerede på et tidligt Tidspunkt var jeg klar over, at jeg måtte dele den, da et Bind på 30 Ark blev for stærkt. Resten må så komme til Foråret."

I brevene til Peter Nansen gør Henrik Pontoppidan i øvrigt en række af de samme bemærkninger som over for Ernst Bojesen: om læsning af huskorrektur, om at der ikke må indhæftes reklamer og ikke "averteres sammen med Aftryk af Avisanmeldelser", og at han sidste gang "(i Anledning af "Storeholt")" forgæves havde klaget over, "at Papiret var så tyndt og sjasket". Peter Nansen vil forsøge at få forholdet rettet. Men det er "i disse Krigstider ikke altid let at faa akkurat det, man vil have."
 

Ifølge fremstillingssedlen udsendtes den 12. december 1914 – samme dag som også Storeholt . Tredie Oplag kom på markedet:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Toldere og Syndere – hvis titelblad i øvrigt oplyste: København og Kristiania / Gyldendalske Boghandel / Nordisk Forlag / 1914 – og på bagsiden deraf: H.H. Thieles Bogtrykkeri. København.

281 Bogens udstyr var magen til de forudgående binds. Prisen var denne gang 4,00 kr. – og 5,75 kr. for den indbundne. Den blev trykt i 2000 + 200 eksemplarer. Til sidst havde den en oversigt over de udkomne bind af En Fortælling-Kres, men denne gang med tilføjelsen: "til foraaret udkommer: / iv. enslevs død".

Teksten omfattede 260 sider, medregnet de to vignet-prydede skilleblade, svarende til side 215 og 261 her i bogen. Bindet sluttede med det, der i nærværende optryk står at læse i Andet bind side 51.

Det blev bemærket både af anmeldere og af læsere, at afslutningen – som f.eks. M. Galschiøt udtrykte det i et brev til Gustav Philipsen – skete "midt i et Punktum". I dag, hvor man ved lidt mere om baggrunden derfor, er det således også muligt endnu bedre at forstå nødvendigheden af forfatterens videre forarbejdning et par år senere.

Denne prægedes i øvrigt af de samme forhold, som er nævnt i forbindelse med fortælling-kredsens første to bind: en væsentlig strammere fortællemåde, en noget anden ordning af stoffet og en ændret inddeling. Sidstnævnte medførte bl.a., at den nye Fjerde Bog nok bibeholdt den oprindelige titel Toldere og Syndere, men kun kom til at omfatte dennes første hovedafsnit + det første mindre afsnit af II. Resten af dette andet hovedafsnit kom med i den nye Femte Bog . Den ellevte Time; med denne indledtes i 1917, som det også er tilfældet i nærværende optryk, De Dødes Rige . Andet Bind.

Allerede et par dage før Toldere og Syndere udkom, havde Peter Nansen skrevet om behovet for et nyt oplag, senere igen om et tredje. Henrik Pontoppidan glæder sig naturligvis over, at hans bøger finder købere, og han har hårdt brug for de penge, det giver, bl.a. til sygeplejerske til sin kone. Og igen: når han har "udstreget den Passus om den fremtidige Forlagsret, er det kun, fordi der ingen Aftale er truffet imellem os herom. Jeg er nårsomhelst villig til et Arrangement."

Et sådant kom heller ikke denne gang i stand – og er, vistnok, aldrig kommet det vedrørende De Dødes Rige.
 

Ifølge fremstillingssedlen udsendtes 17. december 1914:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Toldere og Syndere / Andet Oplag – med de samme oplysninger som i det første om udgivelsessted osv. og med årstallet 1914, trykt i 1000 + 50 eksemplarer, fra samme sats – dog med enkelte rettelser, bl.a. af ordet Ministersjef. Korrekturlæseren, M. Galschiøt, havde overbevist forfatteren om, at han burde stave Ministerchef, men i bogens første oplag var forfatterens oprindelige stavemåde ikke blevet rettet på det sted, der svarer til side 223 her i bogen.

I den ugentlige Dansk Bogfortegnelse i Dansk Boghandlertidende forekommer denne udgivelse dog først for tidsrummet 21. til 27. januar 1915, hvor "Andet og tredie Oplag" er nævnt under ét.

282 Fremstillingssedlen har datoen 22. januar 1915 for:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Toldere og Syndere / Tredie Oplag – som dog også har årstallet 1914, trykt i 500 + 25 eksemplarer fra samme sats.

Om fortælling-kredsens videreførelse og færdiggørelse i dens oprindelige form kan der læses i efterskriften til Andet bind; der kan man også læse om den samlede udgave i 1917, så vel som om de senere optryk, senest i nærværende form med den nugældende retskrivning.

Th. S.

Andet bind

Titlen De Dødes Rige, som varigt skulle blive knyttet til Henrik Pontoppidans tredje og sidste store roman, blev første gang kendt gennem en oversigt, anbragt foran i bogen Torben og Jytte . Fjerde Oplag 1916, sådan som det nedenfor bliver omtalt.

Torben og Jytte var udkommet i 1912, i 3 oplag, som det første bind i En Fortælling-Kres, der i alt kom til at omfatte 5 bind. Om forfatterens forberedelser til endnu en stor roman og om udsendelsen af Torben og Jytte 1912, Storeholt 1913 og Toldere og Syndere 1914 kan der læses i efterskriften til Første bind af nærværende optryk.

Dér er det også omtalt, at forfatteren ved omarbejdelsen i 1917 af fortælling-kredsens 5 bind til en samlet roman ændrede inddelingen således, at kun en del af Toldere og Syndere 1914 kom med i den nye Fjerde Bog . Toldere og Syndere, som afsluttede den samlede romans Første Bind. De sidste afsnit deraf fik plads i den nye Femte Bog . Den ellevte Time, der i 1917 – på samme måde som i nærværende optryk – kom til at danne indledning til Andet Bind.

I denne Femte Bog . Den ellevte Time fik tillige noget af det plads, som første gang var kommet på tryk i det fjerde af fortælling-kredsens oprindelige bind. Dette var, som det også er nævnt i efterskriften til Første bind, blevet stillet i udsigt bag i Toldere og Syndere, da denne bog udkom i december 1914. Efter en oversigt over det udkomne af En Fortælling-Kres stod der: til foraaret udkommer: / iv. enslevs død.
 

Det gik dog ikke som lovet. I juni 1915 skrev den ene af Gyldendals direktører, Peter Nansen: "Forhaabentlig lykkes det Dem, trods alt, at faa Deres store Bog afsluttet iaar. Mange længes efter at se det monumentale Værk fuldfærdigt afleveret af Bygmesteren til os og Eftertiden." Med udtrykket "trods alt" må Peter Nansen have haft det i tankerne, som også er nævnt i efterskriften til Første bind, at forfatterens arbejde var blevet vanskeliggjort på grund af fru Pontoppidans alvorlige sygdom.

I slutningen af august spurgte Peter Nansen, hvordan Henrik Pontoppidan havde haft det "i Sommer", og hvordan det gik med hans hustru. "Jeg vil nødig plage Dem. Men De kan begribe, at Forlaget gærne vilde have det bebudede (afsluttende?) Bind i Fortælling-Serien." Der kommer mange forespørgsler både fra boghandlere og publikum.

Ifølge et brev, dateret 1.9.15, havde Henrik Pontoppidan regnet med 246 selv at komme til København og mundtligt besvare Peter Nansens forespørgsel. Nu må han alligevel "nøjes med en skriftlig Bekendelse". Det havde jo oprindelig været hans hensigt "at gøre "Enslevs Død" færdig til Udgivelse nu i Foråret, så at Fortællingrækkens afsluttende Del kunde komme til Julen; men af Grunde, som De kender, lagde jeg Arbejdet hen. Jeg har dog nu taget det op igen, og jeg kunde godt sende Dem, hvad der ligger færdigt til Trykning, men vil helst vente dermed endnu en Månedstid. Mit Helbred er for Tiden ikke pålideligt, og jeg tør derfor ikke foreslå at begynde at sætte, før Bogen er omtrent færdig. Af samme Grund vil jeg også vente med at opgive Tegner Emner for Vignetterne."

Peter Nansen fik "Motiverne for Tegner" – delvis i form af citater fra det i øvrigt endnu ikke fremsendte manuskript – i et brev, dateret 6.9.15 på Tyringe Sanatorium i Sverrig. Samtidig takker han for tålmodighed. "Jeg har nu ladet mig indlægge på et "Sanatorium" for at komme til Hægterne. Kan dette ske til 1^st Oktb, vil jeg have mit Manuskript færdigt til 1^st Novb."

Et brev, dateret i Snekkersten 23.10.15, begynder: "Jeg kommer her med den første Halvdel af mit Håndskrift. Det skulde have været ordenlig renskrevet; men det overkommer jeg ikke, og jeg har ingen her, der vil eller kan overtage det kedelige Arbejde." Om fortsættelsen må Peter Nansen ikke så gerne spørge, da Henrik Pontoppidans kone igen har måttet gå til sengs.

Hvornår resten af "håndskriftet" er sendt, vides ikke. Ifølge et brev fra Snekkersten 3.12.15 er bogen nu "på det nærmeste gjort færdig (der mangler blot Korrektur på de sidste 3-4 Ark)". Brevet indeholder desuden et forslag til overvejelse, før prisen fastsættes: "Alle andre Middelklassefolk får Dyrtidstillæg denne Krigsvinter, og det kan også jeg i høj Grad trænge til, såmeget mere som jeg har haft og stadig har store Ekstraudgifter i Anledning af min Kones Sygdom. Dersom nu Prisen på min Bog blev forhøjet med 25 Øre pr. Ekpl til Fordel for mig" osv.

På brevet er der gjort notater om honorarstørrelsen i forhold til 2 forskellige priser på bogen, muligvis af direktør Fr. Hegel. Han var søn af Gyldendalske Boghandels Forlags mangeårige ejer og leder Jacob Hegel og sønnesøn af den "store" Fr. V. Hegel; med begge havde Henrik Pontoppidan haft forbindelse i sine første forfatterår; sammenlign herom f.eks. med efterskriften til Det forjættede land 1 1979. Den yngre Fr. Hegel var indtrådt i forlagets ledelse i 1912. Det var ham, der – under "Nansens midlertidige Fravær" – havde åbnet, og som 6.12.15 besvarede Henrik Pontoppidans brev, ligesom det blev ham, med hvem de fleste breve i de følgende år veksledes om romanens fortsættelse og afslutning. Det omtalte brev fra 3.12. er det sidste, Henrik Pontoppidan skrev til Peter Nansen som forlagsleder. Det følgende forår fik han sin afsked fra Gyldendal.

Fr. Hegel gik ind på forfatterens forslag. Prisen kunne sættes 50 øre op, "saaledes at Differencen ÷ Boghandlerrabatten – 30 Øre – tilfalder Dem." Og ifølge forlagsarkivets fremstillingsseddel udsendtes 15. december 1915:

247 En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Enslevs Død – hvis titelblad i øvrigt oplyste: København og Kristiania / Gyldendalske Boghandel / Nordisk Forlag /1915 – og på bagsiden deraf: H.H. Thieles Bogtrykkeri. København.

På smudstitelbladets bagside stod: Udgivelsen af nærværende Bind, der var lovet til Foraaret, er bleven forsinket paa Grund af Sygdom, hvad jeg beder mine Læsere holde mig tilgode. / forfatteren

Prisen var sat til 4,75 kr. – og 6,50 for den indbundne udgave. Det typografiske og øvrige bogmæssige udstyr var magen til de 3 foregående bind af serien; sammenlign herom med efterskriften til nærværende optryks Første bind. Som de foregående bind blev også Enslevs Død i første omgang trykt i 2000 + 200 eksemplarer.

Teksten omfattede 269 sider, medregnet skillebladene med Hans Tegners vignetter og hovedafsnittenes romertal, i dette bind 4 i alt, svarende til side 54, 80, 103 og 126 her i bogen. På næstsidste side fandtes atter i dette bind en oversigt over det udkomne af En Fortælling-Kres osv. – denne gang med tilføjelsen: endnu udkommer: / v. favsingholm, / hvormed fortælling-kresen slutter.

I et brev, dateret dagen efter udsendelsen af Enslevs Død, skrev Henrik Pontoppidan til sidst: "Det skar mig i Hjærtet at se, at der var indheftet Reklamer i min Bog; men derved er der jo nu intet at gøre." Der var denne gang tale om noget andet end det, forfatteren, som omtalt i efterskriften til Første bind, i sin tid over for Ernst Bojesen havde ytret sin utilfredshed med. Det drejede sig denne gang om et lille hæfte, halvt så bredt, men i højden ikke meget mindre end Enslevs Død, der oplyste om Et Udvalg af Gyldendals Bøger / Efteraaret 1915 – et lille forlagskatalog på 8 sider og bogstavelig hæftet ind; i et eksemplar er det fundet mellem 5. og 6. ark, i et andet mellem 6. og 7. ark.

Ifølge det samme brev har Henrik Pontoppidan tilbagesendt en honorarkvittering – denne gang uden at han kommer ind på spørgsmålet om fortsat forlagsret.

Fr. Hegel havde i sit brev om pris- og honorarforhøjelsen nævnt muligheden af et nyt oplag. Et bevaret telegram, blot med ordene "med største Glæde / Henrik Pontoppidan", sendt 10.12.15, kan være et bekræftende svar på en anmodning om at sætte et sådant i arbejde. Forlaget kunne i hvert fald, ifølge fremstillingssedlen, allerede 20. december 1915 udsende:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Enslevs Død / Andet Oplag – med de samme oplysninger om udgivelsessted, år og trykkeri, tydeligt nok trykt fra samme sats, blot med enkelte typografiske rettelser, og trykt i 1000 + 50 eksemplarer.

Et muligt tredje oplag blev nævnt i et brev om det tredje oplag af Favsingholm, fortælling-kredsens følgende og sidste bind, men tanken må være 248 opgivet; der er ingen spor deraf, hverken i forlagsarkiv eller i Dansk Bogfortegnelse; heller ikke er der fundet eksemplarer af bogen med betegnelsen Tredie Oplag.

Ved omarbejdelsen af fortælling-kredsen i 1917 til den nye, samlede udgave kom, som allerede nævnt, en del af det i Enslevs Død fortalte til at udgøre afslutningen på den nye Femte Bog . Den ellevte Time. Den følgende del blev til den nye Sjette Bog . Vandrepræsten, mens de sidste afsnit blev til den nye Syvende Bog, til hvilken den oprindelige titel Enslevs Død blev knyttet. Også for denne del af fortællingens vedkommende er der sket væsentlige forkortelser; stoffets ordning er endnu mere ændret end i de tidligste dele af romanen. Tilsammen blev Toldere og Syndere 1914 og Enslevs Død 1915 i den samlede udgaves Fjerde, Femte, Sjette og Syvende Bog forkortet med knap en fjerdedel.

•

I sit brev den 7.1.15 om et tredje oplag af Toldere og Syndere havde Peter Nansen formodet, at Henrik Pontoppidan var enig med ham "om ikke nu at trykke det første Bind op, selv om det skulde slippe op" – det kunne jo "forhale Udgivelsen af den samlede Udgave". En sådan, syntes han, burde komme "et Aars Tid efter Udsendelsen af sidste Bind. Eller har De anden Mening, andre Ønsker?"

Forfatteren havde den 12.1. vedrørende en eventuel samlet udgave "aldeles intet andet Ønske, end at Udgivelsen ikke må blive vanskeliggjort af for store Restoplag af de enkelte Hefter. At genoptrykke det 1^st Bind, dersom det blev udsolgt, vilde efter min Mening være ilde anbragt."

I et brev 18.12.15 umiddelbart efter udsendelsen af Enslevs Død rejste Fr. Hegel spørgsmålet på ny: "Samtidig med at "Torben og Jytte" meldes udsolgt, foreslaar Prof. Østergaard at bringe en eller anden Bog af Dem i Gyldendals Bibliotek. Kunde det tænkes at afgøre disse 2 Sager under et?"

Som det er fortalt i efterskrifterne til Det forjættede land 3, Magister Globs papirer og Skyer, alle fra 1979, havde Vilh. Østergaard længe haft forbindelse med Henrik Pontoppidan – og bl.a. Skyer var i 1906 kommet i det af Vilh. Østergaard siden 1899 redigerede Gyldendals Bibliothek for Hjemmet.

Restoplaget af Storeholt og Toldere og Syndere var, ifølge det omtalte brev fra Fr. Hegel, henholdsvis 500 og 750 eksemplarer. "Det Oplag, vi kan trykke af "Torben og Jytte", kunde altsaa næppe være mere end 750 Exp. Da Satsen er lagt af maatte den da sættes op paa ny. Gyld. Bibliotek trykkes nu i 10.000 Exp. og Klummen fra Fortælling-Kredsen vil kunde benyttes uforandret til Biblioteksudgaven, men Papiret og Formatet maatte selvfølgelig være henholdsvis som i de almindelige Seriebøger og 1ste Oplag af "Torben og Jytte"."

249 Det var Fr. Hegels overbevisning, at en sådan udgivelse "vilde være til stor Støtte for den samlede Udgave af Fortællings-Kredsens Bøger naar en saadan antagelig om et Par Aar skal foreligge. Det, at Begyndelsen af Værket da var spredt i stort Antal gennem en saadan billig Udgave, hvor Fortsættelsen ikke kom, vilde sikkert være en Støtte i vore Bestræbelser for at sælge et stort Andel af den samlede Udgave. Jeg troer mange Læsere, som vi ellers vanskeligt kunde faa i Tale, i høj Grad vilde fristes til at følge Personerne fra "Torben og Jytte" videre Skæbne. Dette ikke mindst paa Grund af Deres særlige Evne til i lige høj Grad at interessere Læseren for alle Bogens Personer."

Henrik Pontoppidans svar er dateret i Snekkersten 21.12.15. Han skriver bl.a.:

Deres Forslag, som jeg nu har overvejet, frister mig naturligvis, fordi det vilde forskaffe mig en Indtægt; men på den anden Side har jeg spurgt mig selv, om det ikke i Læseverdenen vilde vække Fortrydelse, at der i det Gyldendalske Bibliotek, et Klassiker-Bibliotek, blev optaget Begyndelsen af en Fortællingrække væsenlig med det Formål at vække Appetitten for de øvrige Bind i Rækken. Det kunde måske gå, dersom det samtidig bekendtgjordes, at også disse efterhånden vilde blive optaget i Biblioteket; men om noget sådant kan der jo ikke godt være Tale, og det vilde da også vække berettiget Misstemning hos dem, der så nylig har anskaffet sig de enkelte Bind til Originalprisen. Der er jo i Forvejen en Del Uvilje hos Publikum over Udgivelsesmåden. Den vilde sikkert forøges, dersom der nu forsøgtes med en ny, før Bogen er afsluttet.

At "Torben og Jytte" er udsolgt, mens der endnu findes en Del Ekpl af de øvrige Bind, er jo på en Måde kedeligt. Nansen skrev for nogen Tid siden til mig derom, og vi blev dengang enige om ikke at optrykke Bogen. Men i den Henseende retter jeg mig naturligvis efter, hvad De mener vil være til Forlagets Tarv. Og dersom De skulde fastholde Ønsket om at optage "Torben og Jytte" i Biblioteket, så vil jeg heller ikke absolut modsætte mig det, skønt jeg ikke tror, at dets Realisation vil blive til varig Fordel for nogen af Parterne.

Også drøftelserne mellem forlagsdirektøren og bibliotekets redaktør lader sig i et vist omfang følge. Den afgørende bestemmelse synes dog truffet mundtligt ved det besøg på forlaget, som Vilh. Østergaard havde stillet i udsigt i et brev den 28.12.15, hvori den meget benyttede konsulent i øvrigt gav udtryk for en opfattelse, der ligger påfaldende nær Henrik Pontoppidans egen, netop gengivne, skønt han først nogle dage senere – 5.1.16 – besøgte forfatteren og drøftede sagen med ham.

Resultatet af overvejelserne meddeltes ifølge kopibogen Henrik Pontoppidan 8.1.16: "Da Professor Østergaard synes, at "Torben og Jytte" virker for meget som et Fragment", beder Fr. Hegel om samtykke til, "at vi trykker den op som den oprindelige Udgave i et Antal af 750 Exp.".

Den følgende dag svarede forfatteren:

Når De anser det for rigtigst at genoptrykke "Torben og Jytte", er det en Selvfølge, at jeg gerne går ind derpå. Det bliver så det fjerde Oplag.

250 Lidt senere i brevet skrev han:

Da Bogen i sin Tid blev trykt, mens jeg opholdt mig i Udlandet og ingen Hjælp havde til Korrekturen, har den mange Tryk- og Skrivefejl, som blev stående også ved de senere Optryk. Da nogle af Fejlene er ret ondartede, finder jeg det rigtigst at benytte Lejligheden til at få dem rettede, hvorfor jeg beder om at få enten et Ekpl af Bogen tilstillet, eller Korrekturerne efterhånden som den trykkes.

Henrik Pontoppidan har fået tilsendt et eksemplar af bogen og sendt den tilbage "i rettet Stand" – ifølge et brev, dateret 17.1.16 og stilet til "Hr. Fuldmægtig Ch. Hansen, G.B.N.F".

Som det fremgår af et brev, omtalt i efterskriften til Det forjættede land 1 1979 side 197, har Henrik Pontoppidan også langt tidligere i sin forfattervirksomhed brugt udtrykket "Tryk- eller Skrivefejl". Sammenholder man Torben og Jytte . Fjerde Oplag 1916 med de tidligere oplag af bogen, må det også her overvejende betegnes som "skrivefejl", hvad der er rettet. Kun i ganske få tilfælde har det været egentlige sættefejl, som er overset ved korrekturlæsningen i 1912. Derimod har Henrik Pontoppidan i en række tilfælde ændret udtryksmåden i det nye oplag. Der er dog ikke tale om indgreb i teksten af et omfang eller en dybde som den, der kom til at kendetegne gennemarbejdelsen året efter.

Langt det vigtigste, der sker i forbindelse med dette nye oplag af Torben og Jytte, er dog navngivelsen af fortælling-kredsen som helhed.

I et brev, dateret Snekkersten 15.2.16, skriver Henrik Pontoppidan:

For det Tilfælde, at Trykningen af det nye Oplag af "Torben og Jytte" ikke allerede er afsluttet, vil jeg gerne foreslå, at der bag i Bogen, hvor der tidligere fandtes en Række Bekendtgørelser, anbringes en Meddelelse om Værkets samtlige 5 Bind svarende til den, der findes i "Enslevs Død", eller måske bedre i Overensstemmelse med indlagte Seddel, hvor jeg har tilføjet Titlen på det samlede Værk. Denne har man nu fra flere Sider lidt utålmodigt efterspurgt, og måske vil den også kunne hjælpe lidt på den hidtil ret mangelfulde Forståelse af Bogens Ideindhold.

Den indlagte seddel kendes ikke. Det bliver derfor nok aldrig helt klarlagt, hvordan Henrik Pontoppidan selv havde tænkt sig den nævnte "Meddelelse" udformet. Som Torben og Jytte . Fjerde Oplag faktisk kom til at foreligge, må trykningen formodes så langt fremskreden, at også det sidste halvark var trykt. Her sluttede fortællingen på halvarkets sidste side – 248 – hvor teksten fyldte ca. 2/3 af siden.

Muligvis har titelbladet m.v. ikke været trykt. I hvert fald har man valgt den udvej at trykke dette på et halvark, hvoraf første blad var blankt; efter smudstitelblad og titelblad fulgte derefter et blad, hvis forside bragte "meddelelsen":

251

Der er ikke hidtil fundet noget fra forfatterens hånd, der yderligere kan belyse hans valg af den titel, som varigt skulle blive knyttet til denne roman. Ingen arbejdsnotater, kladder eller lignende er kendt. Heller ikke i noget brev forud for udsendelsen af Torben og Jytte . Fjerde Oplag 1916 er den hidtil fundet. Sammenlign i øvrigt med redegørelsen i min bog Kunst og budskab bl.a. side 71 og 163f.

Ifølge fremstillingssedlen udsendtes 15. marts 1916:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Torben og Jytte / Fjerde Oplag – hvis titelblad i øvrigt oplyste: København og Kristiania / Gyldendalske Boghandel / Nordisk Forlag / 1916 – og på bagsiden deraf: H.H. Thieles Bogtrykkeri. København.

Prisen var den samme som for det første oplag: 4,00 kr. – og 5,75 for den indbundne udgave. Bogen var helt nysat, men i samme typografiske og øvrige bogmæssige udstyr, dog at omslaget var blåt til forskel fra de tidligere oplags gråligt-brune; den blev trykt i 750 + 50 eksemplarer.

•

Ifølge et aftryk i forlagets kopibog skrev Fr. Hegel 9.8.16 til Henrik Pontoppidan: "I "Enslevs Død" meddelte De, at "Favsingholm vilde danne Afslutningen paa Fortælling-Kredsen. Vi har allerede faaet flere Forespørgsler fra Boghandlerne om, hvornaar dette 5 Bind vil foreligge. Hvad maa vi svare?"

Et brev fra Henrik Pontoppidan er dateret den følgende dag:

I Overensstemmelse med vor Aftale vil det sidste Bind af min Fortællingrække, "Favsingholm", blive færdig til Udgivelse nu i Efteråret. I Oktober skal jeg sende Dem Størsteparten af Manuskriptet. Da jeg går ud fra, at Professor Tegner skal tegne Vignetter og Omslag også til dette Bind, sender jeg her på et Følgeblad Forslag til Motiver. Han plejer at nøjes med en sådan kort Angivelse.

252 Bladet kendes ikke. Tegningerne på skillebladene til den færdige bogs to hovedafsnit har formodentlig også for dette binds vedkommende stort set været i overensstemmelse med forfatterens forslag – andet fremgår ikke af bevaret brevveksling. På omslaget er overtitlen denne gang stavet Kreds, mens titelbladet – og forlagsbindet – fortsat bruger forfatterens egen stavemåde.

Ifølge et brev, dateret i Snekkersten 16.10.16, sender Henrik Pontoppidan "det første Afsnit af mit Manuskript". Samtidig beder han om, at der "må blive truffet Forholdsregler" med hensyn til papiret: "I det sidst udkomne Binds første Oplag var kun de første Ark trykt på fast og godt Papir".

Fr. Hegel synes den følgende dag at have sendt en papirprøve for at overbevise forfatteren om dets kvalitet. Den 28.11. skriver han igen til forfatteren: "Naar maa vi gøre Regning paa at faa Restmanuskriptet? Jeg troer jo nok at det var bedst, at Bogen ikke kom for nær op ad Jul."

Henrik Pontoppidan har dateret et brev den følgende dag:

Det var min Hensigt at afsende hele Slutningen imorgen; men der er noget i de sidste 7-8 Sider, som jeg gerne vil ændre lidt, og de kan derfor ikke komme før Lørdag eller Søndag. Til Gengæld skal Skriften blive så tydelig, at jeg i Nødstilfælde kan lade Trykkeriet besørge Korrekturen af disse Sider.

Bestemmelsen af oplagets størrelse, som der ikke er gjort aftale om, overlader Henrik Pontoppidan ganske til direktør Hegels skøn. Han minder "om den Aftale, at der ikke tilheftes mine Bøger Reklamer, og at der ikke i Aviserne reklameres for dem ved Optryk af Anmeldelser."

På brevarkets tredje side står der "besvaret". Og kopibogen har aftryk af et brev dateret 30.11.16: "Ifjor trykte vi først 2000 og derefter 1000. Jeg vil foreslaa at vi iaar strax trykker 3000." Desuden vil arkprisen – som Henrik Pontoppidan havde foreslået i sit brev – blive forhøjet, så at han kan få et større honorar. Fr. Hegels brev havde også et "PS. / Det er med den aller største Glæde at jeg" – tilføjet: "og andre" – "læser Kor. Arkene efterhaanden som de kommer frem".

Ifølge et brev den 12.12.16 glædede det Henrik Pontoppidan, at man straks havde turdet trykke 3000 eksemplarer.

Blot det nu ikke må vise sig at have været for mange! I Pressen har jeg kun få Venner, og jeg er i det hele forberedt på, at det vil gå mig med dette Værk, som det i sin Tid gik mig med Lykke-Per, der til at begynde med fandt en såre lunken Anerkendelse.

I dette brev var han dog først kommet ind på noget, der også er med til at kaste lys over hans arbejdsmåde og hele forhold til sine værkers fremstilling:

På Grund af, at jeg i Efteråret måtte standse Udarbejdelsen af min Bog, fordi jeg ikke var rask, blev der ikke Tid til at renskrive den sidste Halvdel af Manuskriptet. Dette har igen haft til Følge, at Udgiften til Korrekturerne rimeligvis vil svulme op over det normale, og jeg finder det derfor rimeligt, at der pålægges mig en Part af Beløbet, som altså fradrages i mit Honorar.

[Sammenlign herom med efterskriften, dels til 253 Det forjættede land 1 side 197, dels til Ørneflugt og andre krøniker side 136.]

Fr. Hegel takkede den følgende dag for det "venlige Brev. Kun hvis Korrekturudgifterne løber meget højt op vil vi dog modtage Deres Tilbud om at deltage i dem."

Forlagsdirektøren kunne tillige meddele, at da man havde "en hel Del Bestillinger liggende paa "Favsingholm" bestemte Direktør Bagge og jeg igaar at trykke endnu 500 Expl." I denne forbindelse er det, at muligheden for at sætte "IV Bog" op på ny nævnes. Hvilket altså ikke blev til noget.
 

Trods den omtalte bestemmelse om trykning på en gang af 3000 eksemplarer fremtrådte resultatet deraf som to udgivelser, begge dog udsendt den 20. december 1916:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Favsingholm – hvis titelblad i øvrigt oplyste: København og Kristiania / Gyldendalske Boghandel / Nordisk Forlag / 1916 – og på bagsiden deraf: H.H. Thieles Bogtrykkeri. København.

Prisen var 4,75 kr. – den indbundne udgave dog yderligere forhøjet til 7,00 kr. Udstyret var i alle henseender magen til de foregående binds. Teksten fyldte 222 sider, medregnet de to vignet-prydede skilleblade svarende til side 148 og 204 her i bogen. Over for tekstafslutningen stod på en side for sig: hermed slutter fortællingerne / fra / de dødes rige. Yderligere rummede bogen til sidst en oversigt over de 5 bind, svarende til de tidligere, om end med den vigtige ændring af titlen: udkommen er (1912-16): / Henrik Pontoppidan / De dødes Rige / en fortælling-kres / i. torben og jytte osv.

Ifølge fremstillingssedlen blev bogen trykt i 2000 + 200 eksemplarer, men på samme seddel er med samme udsendelsesdato tillige opført:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Favsingholm / Andet Oplag – og i øvrigt med de samme oplysninger på titelbladet om udgivelsessted osv. og, tydeligt nok, trykt fra samme sats, i 1000 + 50 eksemplarer.

Yderligere udsendtes, enten samme dato som de foregående eller 22.12. – begge datoer forekommer på fremstillingssedlen, mens bogen ikke er kommet med i nogen af de ugentlige Dansk Bogfortegnelse:

En Fortælling-Kres / af / Henrik Pontoppidan / Favsingholm / Tredie Oplag – med de samme oplysninger som de foregående oplag og trykt fra samme sats, blot med enkelte rettelser af fejltyper, i 500 + 25 eksemplarer.

Indholdet af Favsingholm svarer til det, der ved omarbejdelsen i 1917, som også i nærværende optryk, kom til at udgøre den nye Ottende Bog . Favsingholm, 254 med de forandringer i inddeling, stoffets ordning og fortællemåde, som også præger de forudgående dele af romanen. Forkortelsen blev dog for denne dels vedkommende væsentlig mindre, kun knap en tiendedel.

•

I brevet den 13.12.16, hvori Fr. Hegel havde omtalt sin og Bagges bestemmelse om at trykke endnu 500 eksemplarer af Favsingholm, havde han også skrevet: "Vi begynder – da V Bog kommer saa sent – nu med nogle større Annoncer i disse Dage. Naar alle Bøgerne kan faas tvivler jeg ikke om at vi i Løbet af Begyndelsen af 1917 kan sælge den helt ud. Spørgsmaalet bliver da naar og hvordan De ønsker den nye Udgave."

Den 30.12.16 skrev han: ""Favsingholm" er nu helt udsolgt. Ved Lejlighed glæder jeg mig til at høre nærmere om en samlet Udgave."

Henrik Pontoppidan har den 3.1.17 dateret et brev i Snekkersten; heri står der bl.a.:

Det har glædet mig at erfare, at Salget af "Favsingholm" ikke har skuffet Dem. Dersom De virkelig mener, at der allerede nu kan blive Plads for en ny, samlet Udgave af Fortælling-Kresen, kan den for min Skyld påbegyndes nårsomhelst. Jeg skal en af Dagene tage de første Bind frem til Gennemsyn. Hist og her vil der sikkert nok blive Ændringer at gøre; men om nogen egenlig Omarbejdelse vil der ikke blive Tale, og Bogens Omfang vil ikke kunne formindskes nævneværdigt.

Som det fremgår af, hvad der allerede her – og i efterskriften til Første bind – er omtalt om de forskellige bind af fortælling-kredsen og deres forhold til den samlede roman, skulle det komme til at gå væsentlig anderledes.

Det forekommer utænkeligt, at Henrik Pontoppidan ikke i længere tid har overvejet en ny, samlet udgave. Men er det netop gengivne uddrag af brevet til direktør Hegel at forstå efter bogstaven, har det først været hans "gennemsyn", der – overraskende for ham selv – har stillet ham over for en ny arbejdsopgave, som tilmed er vokset undervejs.

Vi ved ikke ret meget om, hvordan den er blevet udført. Vi ved end ikke, om den nye udgave blev trykt på grundlag af et helt nyt manuskript eller med forlæg i et rettet eksemplar af de oprindelige enkeltbind med nyskrevne sider i det ene og det andet afsnit. Der findes i den nye udgave en række sider, der meget vel kan være sat efter rettede eksemplarer af fortælling-kredsens bind og derefter måske yderligere er blevet noget ændret i forbindelse med korrekturlæsningen. Overvejende er der dog tale om så store og indgribende afvigelser, at det må være resultat af en helt ny gennemskrivning.

Den 9.1.17 bad forlagets nye meddirektør Axel Garde om lov til at besøge Henrik Pontoppidan for at få en samtale bl.a. "om den nye Udgave af Fortælling-Kredsen, som vi snart mener at kunne sætte i Arbejde." Besøget fandt sted den 13. januar, og samtalen drejede sig, givetvis, om 255 meget mere end De Dødes Rige. Det fremgår af brevvekslingen med direktør Hegel, at Henrik Pontoppidan havde været utilfreds med, at Ung Elskov 1885 var blevet annonceret til salg, skønt restoplaget af denne tidlige udgave efter overenskomst med Det Schubotheske Forlag skulle være tilintetgjort samtidig med omarbejdelsen af den lille roman til udgaven 1906. Axel Garde har formodentlig været forlagets gesandt, der skulle klare misforståelsen og i det hele drøfte de optryk af Henrik Pontoppidans Smaa Romaner, som også Vilh. Østergaard havde foreslået. Sammenlign herom med efterskriften til Magister Globs papirer 1979 side 289ff.

At sådanne drøftelser har fundet sted ved Axel Gardes besøg i Snekkersten, fremgår af, at han den 27.1.17 har sendt Henrik Pontoppidan en oversigt over restoplagene af hans bøger.

I sit svar herpå, dateret 29.1.17, beder forfatteren dog om at måtte vente med en stillingtagen til hele denne sag,

indtil min værste Travlhed med den samlede Udgave af "De Dødes Rige" er forbi. Selv om jeg ikke havde hørt fra Dem i Aften, vilde jeg dog have skrevet til Dem, for at De ikke skulde tro, at jeg var faldet i Søvn over Arbejdet med den Bog. Om nogle få Dage skal jeg sende Begyndelsen af både 1^st og 2^d Bind, og jeg skal da hver Uge eftersende så meget, at Trykningen stadig kan holdes gående.

Jeg har bestemt mig til at dele Værket i 7 "Bøger", hvoraf de fire kommer i første Bind, de tre i andet Bind. Derved bliver Bindene lige store. Endvidere har jeg givet hver "Bog" et Navn, idet jeg bibeholder Titlerne på de 5 Bind til 5 af Bøgerne, og giver de andre to Ekstra-Navne. På den Måde lettes Oversigten, hvad næppe er til Skade. Titlerne bliver da:

Bind I: Torben og Jytte. Søren Smed og hans Æt. Storeholt. Toldere og Syndere.
Bind II Den ellevte Time*). Enslevs Død. Favsingholm.

Mærket *) henviste til en fodnote: "Den sidste Halvdel af "Toldere og Syndere" og Begyndelsen af "Enslevs Død"."

At Henrik Pontoppidan yderligere ændrede i inddelingen, fremgår jo af den kendsgerning, at den færdige roman var delt i 8 "Bøger" – med tilføjelse af yderligere en ny del-titel: Vandrepræsten.

De gengivne bemærkninger fra brevet til Axel Garde kunne tyde på, at forfatteren har arbejdet jævnsides med begge de to bind, hvori den samlede roman kom til at foreligge – svarende også til nærværende optryk. Han må i så fald på et tidligt tidspunkt have bestemt sig for den vigtige ændring i stoffets fordeling over henholdsvis Fjerde Bog . Toldere og Syndere og Femte Bog . Den ellevte Time. Forholdet synes at blive bekræftet af udtryksmåden i et brev, som ifølge kopibogen er sendt forfatteren, vistnok den 14.8.17, signeret SS: "Under Hr. Gardes Fraværelse skal vi meddele Dem, at "De Dødes Rige" nu er færdigtrykt med Undtagelse af de to Binds Slutningsark".

Henrik Pontoppidan har dateret et brev den 11.5.17 – på 100 års dagen 256 for direktør Hegels bedstefaders fødsel. En først lige overstået influenza har hindret ham i at tage til København og overbringe sin lykønskning. Sidst i brevet står der:

Det har taget noget længere Tid for mig med at ordne den nye Udgave af "De Dødes Rige", end jeg havde ventet. Men om en Ugestid vil Slutningen være i Trykkeriet. Jeg har klippet Puddelen så tæt, som jeg har ment at kunne forsvare det; men jeg tror ikke, den har tabt ved at komme under Saksen. Tværtimod.

Af interesse er det at sammenholde denne udtryksmåde både med brevet fra 3.1.17 og med hans omtale af sit arbejde i et brev den 28.5.17 til Georg Brandes – bl.a. som en begrundelse for, at han "i den senere Tid har måttet indstille al Korrespondance. Uventet for mig selv har jeg nemlig fået den Opgave allerede nu at forberede en ny Udgave af min sidste store Roman, og da jeg selv har fundet den for vidtløftig, tog jeg mig på at omarbejde den med det Formål at forkorte den med en Tredjedel, og da det hastede, har jeg i de sidste Måneder været stærkt beskæftiget med uopsætteligt Arbejde. Endnu er jeg ikke ganske færdig; men om en Ugestid, eller måske to, håber jeg at have de sidste Korrekturer fra Hånden."

Heller ikke disse linier fortæller, hvordan arbejdet er foretaget. Sammen med f.eks. et par linier senere i brevet belyser de imidlertid noget af det, der gjorde sig gældende, når Henrik Pontoppidan efter fuldførelsen af et af sine værker i dets første skikkelse indså nødvendigheden af en videre bearbejdelse. Han havde det uheld med sin store bog, skriver han, "at jeg blev syg og kom på Hospitalet, netop som jeg var begyndt på Arbejdet, og da jeg efter lang Tids nødtvungne Uvirksomhed igen kunde tage fat, tvang mine økonomiske Forhold mig til at udgive den stykkevis og i halvfærdig Stand. Jeg har derfor været glad ved at have fået Lejlighed til at foretage en Destillation, mens jeg endnu var optaget af Emnet og fortrolig med mine Personers indre Liv."

Ifølge et brev med datoen 27.6.17 til direktør Hegel ville han samme dag afsende den sidste korrektur. Han kender ikke planerne med hensyn til udgivelsestiden, "om De vil lade den udsende til Sommerferielæsning, eller om De foretrækker at vente til Efteråret. Jeg tør ikke have nogen Mening om, hvad der er at foretrække." Han håber dog i sommerens løb at kunne få en del af honoraret og slutter: "Måtte nu min Bog finde Læsere! Trods dens mørke Tone tror jeg, at den nu har Betingelser derfor."

Et gennemslag af et maskinskrevet svar er i kopibogen med håndskrift dateret 2.7. og har – ligeledes med håndskrift – et "P.S. Vil De undskylde Maskinskriften?"; netop derefter bliver denne stadig hyppigere i forlagets breve. Fr. Hegel tror i øvrigt, at man bør vente med at udsende De Dødes Rige "til sidst i September. Vi faar da en bedre Tid end nu til at virke i."
 

Før den kom til at foreligge, havde forfatteren passeret sin 60 års fødselsdag – den 24. juli. I forbindelse hermed skete der flere ting af betydning, 257 også for den boghistorie, som er formålet med disse sider.

Det vigtigste er bogen Henrik Pontoppidan / Et nydansk Forfatterskab, som Vilh. Andersen skrev til udgivelse i den nævnte anledning – og som udsendtes onsdag den 25. juli. Det blev den første bog, der i sin helhed drejede sig om Henrik Pontoppidan. Den havde bl.a. givet anledning til brevveksling med forfatteren, hvori der er vigtige oplysninger, netop også om De Dødes Rige.

Forbindelsen var første gang kommet i stand efter Henrik Pontoppidans udfald mod "Borgerskabets anerkendte Smagsdommer for Tiden, Filologen Vilh. Andersen" i Forord til en ny udgave i 1905 af Fra Hytterne; sammenlign med efterskriften til det nyeste optryk i 2. tranebogsudgave 1982.

Henrik Pontoppidans udfald førte til en brevveksling, der er bevaret, dels blandt Vilh. Andersens papirer, dels blandt Henrik Pontoppidans. Enkeltheder herfra er fremdraget i 2. bind af Elias Bredsdorffs værk om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes.

I de år, hvor Henrik Pontoppidan udsendte sin fortælling-kreds, hvoraf Vilh. Andersen anmeldte flere af bindene, kom en ny forbindelse i stand, som efterhånden blev til venskab for resten af livet.

Det fremgår af brevene, at Vilh. Andersen i forsommeren 1917 har bedt Henrik Pontoppidan om oplysninger til brug for sin bog, dels om bibliografiske, dels om biografiske forhold. Han aflagde også et par besøg i Snekkersten, og han har fået lov til at låne både et par eksempler på Henrik Pontoppidans avisartikler og nogle digte, bl.a. det i efterskriften til Første bind omtalte juledigt; ifølge gengivelsen i Vilh. Andersens bog side 82f er det på ny gennemskrevet og udvidet med endnu en strofe. De notater om slægtsforhold og levnedsløb, som Vilh. Andersen lagde til grund for det pågældende kapitel, findes fortsat mellem brevene til ham, sammen med en række af Henrik Pontoppidans ønsker om ændringer i manuskriptet.

Derimod synes Henrik Pontoppidan ikke forlods at have kendt Vilh. Andersens gennemgang og bedømmelse af forfatterskabet, bortset fra det, der kan have været på tale mellem dem ved besøgene. Det brev, hvori Henrik Pontoppidan takker for bogen, må forstås sådan, at han for en stor del af forfatterskabets vedkommende først gennem læsningen af bogen er blevet klar over Vilh. Andersens opfattelse og fortolkning af det.

Givetvis har De Dødes Rige været drøftet. I et brev, dateret 11.6.17, skriver Henrik Pontoppidan: "Jeg er jo, som sagt, lidt ked af, at De ikke har lært den nye Udgave af "De Dødes Rige" at kende. Da jeg i sin Tid begyndte Bogen, blev jeg syg og måtte være uvirksom i næsten et År. Og da jeg endelig var kommen godt i Gang igen med den, indtraf min Kones Sygdom netop som jeg af økonomiske Grunde var nødsaget til at bringe noget på Markedet. Alt dette har naturligvis sat sit Præg på Billedets Udførelse, og først i Bogens nuværende Skikkelse tilfredsstiller den mig selv."

258 Vilh. Andersen tog – mærkeligt nok og desværre – ikke disse sidste ord med, da han i øvrigt gengav et stykke af det pågældende brev. Vilh. Andersens egen udtryksmåde til forklaring understreger ikke så stærkt, som forfatteren selv gjorde det, at det er romanen i dens omarbejdede form, om hvilken de ofte genciterede udtryk gælder:

"Til Kompositionen af dette Værk i dets sidste gennemarbejdede Skikkelse hentyder Forfatteren i et Privatbrev: "Jeg er med Aarene bleven mere og mere led ved den deskriptive og stemnings-udmalende Stil, som jeg forøvrigt allerede aalede i "Sandinge Menighed", og jeg synes, at jeg i min sidste Bog er kommen nærmest det uopnaaelige Mønster: "Der var en Gang en Mand, der hed Søren." Jeg bilder mig ogsaa ind, at jeg i "De Dødes Rige" har udviklet min Evne til at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester, til at benytte mine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket er fremgaaet. At mine Menneskers Meninger har skabt det (som det er sagt), er det rene Vrøvl."" Henrik Pontoppidan havde i brevet rettet "Stemningsliv" til "Følelsesliv".

Vilh. Andersens omtale af De Dødes Rige tyder dog på, at han før sin bogs trykning har fået lejlighed til at gennemse, måske korrekturen, måske nogle rentrykte ark af den omarbejdede udgave. Han kan ikke blot oplyse navnene på de nye "Bøger", men også i flere tilfælde fortælle helt nøjagtigt om ændringer af ord og udtryksmåde. Brevene giver imidlertid ingen oplysning om, hvordan han er kommet til kundskab om disse forhold.
 

Ifølge fremstillingssedlen udsendtes 19. september 1917 i 2 bind:

De Dødes Rige . Anden Udgave – hvis titelblad i øvrigt oplyste: Gyldendalske Boghandel (anden del af navnet: Nordisk Forlag er denne gang ikke med) / København og Kristiania / mdccccxvii – og på bagsiden deraf: Kjøbenhavn – Forlagstrykkeriet. Kun på smudstitelbladene var anført henholdsvis: De Dødes Rige / Første Bind – og De Dødes Rige / Andet Bind.

De 2 bind kostede i boghandelen 8,75 kr. – og 12,50 kr. for en i shirting og 16,00 kr. for en i skind indbunden udgave. Bind- og rygtegning var udført af Kr. Kongstad.

Ifølge fremstillingssedlen, der også oplyser, at bogen var "sat i Arbejde Sommeren 1917", blev den trykt i "6000 + 200 Frieksemplarer". De foreliggende 2 bind omfattede for Første Binds vedkommende en tekst på 436 sider, hvor tællingen tog både smudstitelblad og titelblad med, mens Andet Bind omfattede 402 sider tekst, talt på samme måde. Den enkelte sides tekstmængde svarede til omkring 3/5 af nærværende optryks. I forhold til de 5 bind, hvori fortælling-kredsen først fremkom, er den samlede roman forkortet med en femtedel. – En del enkeltheder vedrørende omarbejdelsen er fremdraget i Kunst og budskab, særlig side 170ff. 259 Den 15.9.17 har forlaget, ifølge et – af Axel Garde håndskrevet – brev, hvoraf kopibogen har aftryk, sendt Henrik Pontoppidan ""De Dødes Rige" i dens tre Skikkelser, for at De kan se, hvordan den tager sig ud inden Udgivelsen d. 19." Af et brev, dateret i Snekkersten 18.9.17, fremgår, at Henrik Pontoppidan har modtaget bøgerne "og er Forlaget meget taknemlig for det virkelig smukke Udstyr. Jeg synes, Bogen ser så tiltalende ud nu, og – skønt jeg jo ikke profiterer derved – er jeg glad for, at Prisen har kunnet sættes forholdsvis lavt."

I brevet svarer han tillige på en anmodning, som Axel Garde havde rettet til ham i et brev den 14.9.17: "Kunde De tænke Dem at sende Bogvennen nogle Ord om Omarbejdelsen eller Gennemarbejdelsen af De Dødes Rige? Det vilde sikkert interessere mange, ogsaa Læserne af Vilh. Andersens Bog." En fodnote antyder de nye muligheder i formidlingen af en forfatters overvejelser: "Eller skal vi sende en Optager ned til Dem?"

Henrik Pontoppidan skriver, at han med denne anmodning er "kommen i Forlegenhed. Det er jo nu allerede flere Måneder, siden jeg sluttede Gennemarbejdelsen, og mine Tanker er nu ganske optaget af andre Forhold og andre Menneskeskæbner." Også meget andet skal han besørge, og Axel Garde må derfor "nu nøjes med vedlagte Linjer, som De må benytte eller ikke benytte – ordret eller i Omskrivning, ganske som De vil og finder det tjenligt."

Bogvennen var en slags reklameblad for Gyldendals bøger, udsendt i årene 1911-18, redigeret af Th. Lind. Det rummede bl.a. en lang række småstykker af og om de forfattere, som fik deres bøger udgivet på forlaget. Bladet havde bragt flere småuddrag af Henrik Pontoppidans bøger, særlig også af fortælling-kredsens bind. Langt det mest betydningsfulde stykke er dog det, der blev trykt i nr. 1 i 7. årgang, udsendt 10.10.17, under overskriften De to Udgaver af / "De Dødes Rige" – og med Henrik Pontoppidans navn i faksimile derunder. Netop derfor må man formode, at det var en ordret gengivelse af det, han havde sendt Axel Garde:

"Om Forholdet mellem den tidligere Udgave af "De Dødes Rige" og denne nye kan jeg gentage, hvad jeg udtalte, da min anden store Hefte-Roman, "Lykke-Per" i sin Tid blev samlet og fik sin endelige Form. De to Udgaver forholder sig til hinanden omtrent som en Malers Studie til det færdige Maleri. Det er en Smagssag, hvilken af dem man vil foretrække. Et Udkast, præget af Øjeblikket, kan trods alle Ufuldkommenheder og Fejlgreb i det enkelte have sin særegne, uerstattelige Værdi. Men det fuldfærdige Kunstværk er lettere tilegneligt, mere anskueligt og dertil stærkere båret af Frembringerens Grundstemning.

Ved Fortællingens Hovedlinier er der naturligvis ikke rørt, og den ret betydelige Forkortelse, der er foretaget, skyldes mindre Strygninger eller udeladte Scener end en gennemgående Bestræbelse for yderligere at sammentrænge Stoffet, at udsmelte alt svampet Væv, gøre Formen mager, kødløs i Overensstemmelse med Emnet.

260 Har forøvrigt en Sammenligning af de to Udgaver Interesse for andre end Fagmænd? Jeg betvivler det. De er gode hver for sig, og har Mangler begge. Jeg vil da også hellere benytte Lejligheden til gennem "Bogvennen" at takke min Læsekres for den store, næsten ufattelige Tålmodighed, hvormed den påny har fundet sig i en Udgivelsesmåde, der virker fordringsfuld og irriterende, men som var mig dikteret af Forholdene. Jeg er jo heller ikke bleven ene om den. For danske Romanforfattere, der arbejder med det store Format og ikke er rige, går der vistnok ingen Vej udenom. Nu da jeg med de fyldte 60 År er trådt over i Reserven, får jeg vel næppe mere på den Måde Brug for Læsernes Overbærenhed. Men jeg vil håbe – som det hedder i Forretnings-Annoncer – at den mig i mange År udviste Tillid uformindsket må blive overført på Efterfølgerne."

Det er uden hold i de faktiske forhold, hvoraf en væsentlig del er fremdraget her og i efterskriften til Første bind, at fortolke Henrik Pontoppidans netop gengivne udtryksmåde, som Jørgen Holmgaard gør det i Analyser af danske romaner 1 1977 side 211: "Som han antyder sammesteds skyldtes opdelingen i de fem mindre bøger en kontraktlig forpligtelse over for forlaget til ikke at skrive bøger over en vis størrelse. Først da de fem småromaner i løbet af udgivelsesårene havde vist deres salgbarhed, fik han lov til at samle dem til én stor roman." Sammenlign også med efterskriften til Det forjættede land 1 1979 side 194, hvor den øjensynlig sejlivede "myte" om forpligtelsen til ikke at skrive bøger på mere end 15 ark er sammenholdt med en række andre realiteter.

•

1917 blev jo i øvrigt også det år, hvor Henrik Pontoppidan fik Nobelprisen, til deling med Karl Gjellerup. Naturligt nok førte dette til øget og fornyet interesse for hans forfatterskab, og fornyet og øget aktivitet på forlaget for at bringe nye optryk af hans bøger. Også fra udenlandske forlag kom der henvendelser. Nu blev f.eks. – omsider – en svensk udgave af Lykke-Per til noget.

I 1918 førte det til nye udgaver af Det forjættede Land og Lykke-Per. Også disse 2 romaner blev udsendt med omslag tegnet af Kr. Kongstad. Ifølge en fremstillingsseddel lod forlaget de 2 romaner sammen med De Dødes Rige indbinde "i et Antal af foreløbig 600 Eksemplarer" i ensartede bind og sammen med sæt af de uindbundne udgaver sende på markedet, annonceret som Henrik Pontoppidan . Hovedværker i-v, uden at der dog blev trykt titelblade med en sådan betegnelse.

I et brev, dateret 20.6.18, takker Henrik Pontoppidan direktør Hegel for "de modtagne Ekpl. af Trilogien – "Det forjættede Land", "Lykke-Per" og "De Dødes Rige" –" og bruger altså her det samme udtryk som i selvbiografien til Nobelstiftelsen, trykt bl.a. i Henrik Pontoppidan . Til Minde 1944. I brevet skriver han videre: "Det ser jo lidt kedeligt ud, at Trykket i den sidste Bog ikke er som i de to andre. Havde det været 261 Tilfældet, kunde dens to Bind vel også være bleven reduceret til ét, hvorved Prisen for hele Værket, navnlig for de indbundne Ekpl, var bleven ikke så lidt billigere. Men der er jo stadig en Del Penge mellem Folk, så jeg har vel Lov til at håbe, at der vil findes Købere til Bøgerne."

I et svar et par dage senere giver Fr. Hegel ham medhold i, at det havde været bedre med ensartet tryk, men så ville omfanget af Lykke-Per og Det forjættede Land være blevet for stort. "løvrigt kan jeg meddele Dem, at der neppe vil gaa lang Tid før vi maa gaa i Gang med en ny Udgave af "De Dødes Rige". Salget heraf har været overordentlig godt." Og så vil det være rimeligt at optrykke denne roman med samme sats. Dette glædede, ifølge et brev fra 23.6.18, Henrik Pontoppidan meget. "Så kan jeg måske få Lejlighed til at rette en enkelt Fejl, som har generet mig. En Skolepige har nemlig gjort mig opmærksom på, at jeg et Sted i Bogen lader Solen stå op i Vest. Det skyldes naturligvis en Trykfejl; men uheldigvis går denne igen i alle Oplagene lige fra det første."

Også M. Galschiøt havde henledt Henrik Pontoppidans opmærksomhed på fejlen, da han havde fået og læst De Dødes Rige i dens samlede udgave. Henrik Pontoppidan mente dog i sit svarbrev den 31.10.17, at det sikkert vil "fremgå ved en Sammenligning med Bogens første Udgave, at det er en Trykfejl. Det vilde have været mig ganske umuligt at skrive det. Men der er desværre mange af den Slags Sætter-Vittigheder i Bogen, fordi jeg først på et sent Stadium blev klar over, hvorledes man i et moderne Trykkeri foretager Rettelser i Satsen. Såsnart blot et enkelt Bogstav skal forandres, støbes hele Linjen om, og sker dette i en 2^d Korrektur, som ikke bliver revideret, kan der indsnige sig de hæsligste Fejl."

Galschiøt kunne dog oplyse Henrik Pontoppidan om, at udtrykket også forekom i Torben og Jytte 1912. Her står der side 215: "Solen var netop kommen op over den mørke Bjergpynt i Vest". Ved omarbejdelsen i 1917 kan der her ikke blot være tale om rettelser i den oprindelige udgave eller i korrekturen; stykket må høre til de helt nyskrevne – men altså fortsat med solopgangen "i Vest"; sammenlign med side 1,88 i nærværende optryk.

Ifølge et brev fra 20.9.18 har Henrik Pontoppidan "fra Forlagstrykkeriet modtaget 1^st Ark af "De Dødes Rige"s nye Udgave. Det var jo Aftalen, at Bogen skulde trykkes som den sidste Udgave af "Det forjættede Land" og "Lykke-Per"; men Skriften er bleven en anden. Dette må velsagtens være sket af en Fejltagelse" osv. Fr. Hegel kan dog straks forsikre forfatteren om, at det er samme skrift. Det må være papiret, der får den til at tage sig anderledes ud.

Før arbejdet med denne nye udgave var færdigt, fik Henrik Pontoppidan udgivet Et Kærlighedseventyr, der udkom i oktober 1918 – og i de følgende uger i yderligere 8 oplag, trykt i 10.000 eksemplarer i alt. I disse bevægede efterårsmåneder, hvori omsider den store krig afsluttedes, blev også digtet Sønderjylland – "Det lyder som et Eventyr" – til. Det blev trykt i Ude og Hjemme – Berlingske Tidendes Fotogravure Udgave . Juledag 1918.

262 Ifølge fremstillingssedlen udsendtes, trods titelbladets årstal, den 19. februar 1919:

De Dødes Rige / Tredje Udgave – hvis titelblad i øvrigt oplyste: Gyldendalske Boghandel . Nordisk / Forlag . København og Kristiania / mdccccxviii – og på bagsiden deraf: Trykt ialt i 16000 Eksemplarer / Gyldendals Forlagstrykkeri / København – i Andet Bind dog ingen oplysning om oplagsstørrelse. Kun smudstitelbladene oplyste henholdsvis: De Dødes Rige / Første Bind – og: De Dødes Rige / Andet Bind.

Prisen var denne gang 12,00 kr. – og 18,50 kr. for den i shirting, 26,00 kr. for den i vælskbind indbundne udgave.

Der blev denne gang trykt 6000 + 300 eksemplarer. Teksten omfattede, også denne gang både smudstitel- og titelblad medregnet, i Første Bind 315 sider – i Andet Bind 289 sider. Den enkelte sides tekstmængde svarede til lidt over 4/5 af nærværende udgaves. Det grålige omslag var magen til Anden Udgaves.

Teksten frembyder i forhold til Anden Udgave – ud over den allerede omtalte rettelse – en lang række mindre afvigelser, i enkelte ord og udtryk, i retskrivning og tegnsætning; for størstedelens vedkommende må det være forfatterens egne rettelser, sandsynligvis foretaget i korrekturen.

•

I begyndelsen af november 1920 udsendtes en ny, omarbejdet udgave af Hans Kvast og Melusine, oprindelig udkommet 1907 og omtalt i efterskriften til Første bind af nærværende roman. Midt i november 1920 udkom den også dér omtalte bog En Vinterrejse. I efterskriften til Magister Globs papirer 1979 side 289ff er fortalt, hvordan Hans Kvast og Melusine blev et første resultat af de mangeårige drøftelser vedrørende nye udgaver af Henrik Pontoppidans Smaa Romaner. Først da en ny udgave af Højsang i 1921 blev forlagt af H. Aschehoug & Co., kom der dog rigtigt skred i sagen.

I det brev den 2.9.21, hvori Axel Garde foreslog den udgivelse af "to Bind Romaner og Fortællinger", der blev til de to bind Noveller og Skitser 1922 (fulgt i 1930 af et tredje), stod der også: "Samtidig har vi den Fornøjelse at kunne meddele Dem, at "De dødes Rige" ogsaa skal sættes i Arbejde. Den er ganske vist ikke helt udsolgt, men efter det hidtidige Salg at dømme kan vi godt gaa i Gang med det nye Oplag. Den hidtidige Pris har været 12 Kr. for de to Bind. Ved Trykning i Aarhus Stiftsbogtrykkeri kan det lykkes stadig at holde Prisen paa det samme. Vi tænker at trykke 10.000 Eksemplarer" osv.

Ifølge fremstillingssedlen forelå den 12. juli 1922:

De Dødes Rige . Fjerde Udgave – hvor såvel smudstitelblad som titelblad tillige angav henholdsvis Første Bind og Andet Bind – og hvor titelbladene 263 i øvrigt oplyste: Gyldendalske Boghandel . Nordisk / Forlag . Kjøbenhavn . Kristiania / London . Berlin . mdccccxxii – og på bagsiden deraf: Hermed trykt ialt i / 25.000 Eksemplarer – og: Aarhus Stiftsbogtrykkeri. Smudstitelbladenes bagside havde en oversigt over Henrik Pontoppidans bøger – Første Bind til og med Lille Rødhætte. Et Portræt (1900). 2. Oplag 1900, og med henvisning til fortsættelse i Andet Bind.

Prisen blev sat til 12,00 kr. – og 18,00 kr. for den i shirting, 24,00 kr. for den i vælskbind indbundne udgave.

Udgaven blev trykt i 10.000 + 500 eksemplarer. Teksten omfattede – smudstitelblad og titelblad talt med – 316 sider + 292 sider – altså med en ubetydelighed mindre tekstmængde på den enkelte side i forhold til Tredje Udgave. Udgaven findes i et par forlagsindbindinger i ét bind – bl.a. i en sammenstilling, annonceret som Hovedværker osv.

Forlagsarkivet rummer hverken i brevene eller på anden måde oplysning om sætteforlæg eller lignende. Det kan derfor ikke siges, om den er trykt på grundlag af et rettet eksemplar af Tredje Udgave, eller om forfatteren har foretaget sine rettelser i forbindelse med korrekturlæsningen. I hvert fald frembyder Fjerde Udgave langt flere og mere omfattende afvigelser i forhold til Tredje Udgave, end denne gjorde sammenlignet med Anden Udgave. At forfatteren endnu en gang nøjeregnende har gennemgået sin tekst, er hævet over tvivl. Hermed fik romanen det ordvalg og den tegnsætning, der må betragtes som forfatterens endegyldige vilje med værket; retskrivningen vil nedenfor blive omtalt.
 

Uden udgavebetegnelse kom sidstnævnte udgave med i udgivelsen Romaner og Fortællinger som Fjerde Bind / De Dødes Rige / I og Femte Bind / De Dødes Rige / II – hvor titelbladene i øvrigt oplyste: Gyldendalske Boghandel. Nordisk / Forlag . København . mcmxxv – og mcmxxvi – og på bagsiden deraf: Printed in Denmark / Gyldendals Forlagstrykkeri / København.

Det drejer sig om nytrykte titelblade til materie af den omtalte Fjerde Udgave.

Romaner og Fortællinger I-VII udsendtes som en hæftesubskription på i alt 50 hæfter à 1 kr. Denne omfattede Lykke-Per (bind I og II), Det forjættede Land (bind III), De Dødes Rige (bind IV og V) samt Noveller og skitser I-II (bind VI og VII). Hæfterne, som i øvrigt var prydet af omslagsvignetterne til Torben og Jytte, Storeholt eller Favsingholm, udsendtes med 14 dages mellemrum fra januar 1925 til december 1926. Da det kun var titelbladene, der var nytrykte, er det fejlagtigt kommet til at se ud, som om bøgerne er trykt i Forlagstrykkeriet, mens indholdet faktisk var trykt i Aarhuus Stiftsbogtrykkerie, hvis navn ovenfor er angivet, som det står på titelbladets bagside.

•

264 Efter forfatterens død, 21. august 1943, er romanen blevet optrykt på ny – som ét bind, udsendt 24. november 1948:

De Dødes Rige / Gyldendalske Boghandel . Nordisk / Forlag . København . 1948 – og på bagsiden deraf: Copyright 1948 by Gyldendalske / Boghandel Nordisk Forlag . Copenhagen / Femte Udgave / Hermed ialt trykt i 31.500 Eksemplarer / Omslaget tegnet af / Poul Sæbye / Printed in Denmark / Gyldendals Forlagstrykkeri / København.

Prisen var 15,50 kr. for den hæftede udgave, 25,50 kr. for vælskbind. Ifølge "Slutberegning" blev den trykt i 6500 + 200 eksemplarer. Teksten fremtrådte i en på ny ændret typografi og omfattede med smudstitelblad og titelblad 511 sider.

Teksten frembyder i forhold til Fjerde Udgave ikke ganske få afvigelser både i ordvalg, retskrivning og tegnsætning. Intet tyder dog på, at der har foreligget noget af forfatteren rettet eksemplar af romanen til brug for fremtidige optryk – og afvigelserne må derfor anses for at være trykfejl.
 

Endvidere – og også i ét bind – med udsendelsesdatoen 11. maj 1965:

De Dødes Rige – på hvis titelblad der i øvrigt blot stod Gyldendal, mens kolofonen på titelbladets bagside oplyste: © Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S., Copenhagen, 1948. Sjette Udgave. Gennemgang af teksten ved Esther og Thorkild Skjerbæk. Bogen er sat med Linotype Granjon og trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri, København. Printed in Denmark 1965.

Udgaven blev trykt i 4000 + 200 eksemplarer. Prisen var 49,50 kr. – og 62,50 kr. for en lærredsindbinding, 76,50 kr. for halvlæder. Omslaget var tegnet af Mogens Jørgensen. I denne udgave var klummetitlerne, der i alle hidtidige havde oplyst navnet på den pågældende "Bog", ikke med; til gengæld havde udgaven, til forskel fra de tidligere, en indholdsfortegnelse. Teksten omfattede – smudstitelblad, titelblad og indholdsfortegnelse på sit særlige blad talt med – 514 sider. Side 515-19 havde en "Oversigt over de forskellige Udgaver af De Dødes Rige / Udarbejdet af Thorkild Skjerbæk".

Udgaven blev sat efter et eksemplar af Femte Udgave 1948, med anvendelse af samme fremgangsmåde som ved optrykkene af bl.a. Lykke-Per 1959 og Det forjættede Land 1960: ved en sammenligning mellem samtlige udgaver blev teksten i alt væsentligt bragt i overensstemmelse med Fjerde Udgave 1922, blot med rettelse af oplagte eller formodede trykfejl.

•

Nærværende Syvende udgave er sat efter samme rettede eksemplar af Femte Udgave 1948 – efter fornyet gennemgang af teksten i sammenligning med de tidligere udgaver og efter rettelse af yderligere nogle formodede 265 trykfejl.

Gældende retskrivning er brugt, for så vidt angår store og små bogstaver, kunne, skulle, ville og å. Derimod er en række i dag ikke almindelige former – f.eks. bleven, foer, såe – brugt i overensstemmelse med Fjerde Udgave. Denne mellemløsning svarer til de nye optryk af Det forjættede land, Magister Globs papirer, Skyer og Ørneflugt og andre krøniker, alle fra 1979. Teksten skulle herved fremtræde i en umiddelbart lettere tilgængelig form og dog give mulighed for at se, hvordan forfatterens egen retskrivning i øvrigt var.

Det er dog nødvendigt at understrege, at heller ikke retskrivningen i Fjerde Udgave 1922 uden videre kan opfattes som forfatterens egen. Han brugte selv til stadighed i breve og manuskripter å – og nærværende optryk er i så henseende det første, der følger forfatterens egen retskrivning. Dette er også sket i navne som Abildgård, Gårdbo, Kierkegård, Ålborg, som alle forekommer i breve stavet med å. Der er ikke i øvrigt i forbindelse med nærværende romans forskellige udgaver fundet breve eller andre anvisninger, sådan som det er tilfældet med et par andre udgivelser, hvor der udtrykkeligt gives tilladelse til at sætte å som aa, mens manuskriptets retskrivning ellers forlanges fulgt.

Det fremgår såvel af breve som af bevarede manuskripter, at Henrik Pontoppidans retskrivning ikke var ensartet, heller ikke inden for samme afsnit af hans forfattervirksomhed. I et af brevene til M. Galschiøt, der – som omtalt – hjalp ham med korrekturlæsningen på flere af fortællingkredsens bind, skriver Henrik Pontoppidan endda: "Inkonsekvenser i Retskrivningen, min Tegnsætning o.s.v. må De derimod endelig ikke røre".

En del af uensartetheden kan dog skyldes de indviklede boghistoriske forhold og være en følge af ændrede retningslinier for sætterne, uden at man har fået korrigeret ved korrekturlæsningen.

Vi har i hvert fald ikke ment det rigtigt heller i det foreliggende optryk af De Dødes Rige at forsøge gennemført en ensartethed i retskrivningen. Man kan således finde både bleven og blevet, farbroder og farbror, Fyen og Fyn, kontrolere og kontrollere osv.

Gældende brug af store og små bogstaver har nødvendiggjort en række skøn, fordi den ændrede retskrivning rejser problemer, som forfatteren ikke har haft. Vi har stavet Kolding fjord og Samsø strand, men opfattet Gårdbo Strand som et dobbelt stednavn, se side 1,81 og 2,242. Der er skelnet mellem Børsen (bygningen) og børsen (institutionen). Vi har opfattet Missionen som forfatterens navngivelse, mens ordene kirkefondet og korshæren ikke er forstået som en direkte henvisning til institutionerne Københavns Kirkefond og Kirkens Korshær; Sakristiet er opfattet som et øgenavn osv.

Det er nødvendigt, som jeg gjorde det i Kunst og budskab og i efterskrifterne til de flere gange omtalte nye optryk i 1979 af Det forjættede land og af en række af de mindre ting, at tage forbehold over for nyt 266 materiale, der på mere eller mindre afgørende måde kan kaste ændret lys over de fremdragne boghistoriske forhold. Der har i forbindelse med nærværende optryk været så meget materiale tilgængeligt, at det må synes tvivlsomt, om nye oplysninger væsentligt vil kunne forrykke den givne fremstilling, men beskæftigelsen med de boghistoriske forhold omkring Henrik Pontoppidans forfatterskab bringer erfaringsvis atter og atter nye overraskelser for dagen.

Th. S.

Henrik Pontoppidans bøger

Bøgerne er anført i kronologisk rækkefølge efter deres første fremkomst med henvisning til senere, væsentligt rettede udgaver og med årstal for seneste optryk. En oversigt over samtlige udgaver og deres indbyrdes forhold findes i Thorkild Skjerbæk Kunst og budskab 1970; sammenlign også med efterskrifterne til De Dødes rige 1-2 1982, Det forjættede land 1-3 1979, Magister Globs papirer 1979, Skyer 1979 og Ørneflugt og andre krøniker 1979.

1881	Stækkede Vinger (heri bl.a. Et Endeligt (sml. 1904) og Kirkeskuden (sml. 1897))
1883	Sandinge Menighed . En Fortælling (sml. 1903) Landsbybilleder
1885	Smaa Romaner I: Ung Elskov . Idyl (sml. 1906)
1886	Smaa Romaner II: Mimoser . Et Familjeliv (2. udg. 1979)
1887	Fra Hytterne . Nye Landsbybilleder (sml. 1899; opr. udg. optrykt i Dansklærerforeningens udgave, 6. opl. 1972) Smaa Romaner III: Isbjørnen . Et Portræt (sml. 1899)
1888	Smaa Romaner IV: Spøgelser . En Historie Folkelivsskildringer
1890	Skyer . Skildringer fra Provisoriernes Dage (sml. 1899) Folkelivsskildringer II Reisebilder aus Danemark Krøniker (sml. 1899) Natur . To smaa Romaner (Vildt og En Bonde; sml. 1899)
1891	Muld . Et Tidsbillede (rettet opl. 1892; sml. 1898)
1892	Det forjættede Land . Et Tidsbillede (sml. 1898)
1893	Minder (sml. 1899)
1894	Nattevagt (sml. 1899) Den gamle Adam . Skildring fra Alfarvej (sml. 1899)
1895	Dommens Dag . Et Tidsbillede (sml. 1898)
1896	Højsang . Skildring fra Alfarvej (sml. 1921)
1897	Kirkeskuden . Vignet-Udgave (omarb. af 1881; optr. 1927)
1898	Lykke-Per . Hans Ungdom (sml. 1905) Lykke-Per finder Skatten (sml. 1905) Det forjættede Land (samlet, omarb. udg. af Muld 1891/92, Det forjættede Land 1892, Dommens Dag 1895; sml. 1918)
1899	Lykke-Per . Hans Kærlighed (sml. 1905) Vildt . Vignet-Udgave (omarb. af 1890; sml. 1922) Lykke-Per i det Fremmede (sml. 1905) Fortællinger I-II (2. opl. 1903) (omarb. af Fra Hytterne (1887), Isbjørnen (1887), Krøniker (1890), Minder (1893), Skyer (1890) med rettet udg. af Nattevagt (1894; sml. 1905), Den gamle Adam (rettet udg. af 1894); sml. Noveller og Skitser 1922)
1900	Lille Rødhætte . Et Portræt (sml. 1909) Det ideale Hjem (sml. 1930)
1901	Lykke-Per . Hans store Værk (sml. 1905)
1902	Lykke-Per og hans Kæreste (sml. 1905) De vilde Fugle . Et Skuespil
1903	Lykke-Per . Hans Rejse til Amerika (sml. 1905) Sandinge Menighed . Vignet-Udgave (omarb. af 1883; sml. 1922)
1904	Et Endeligt. En Landsbyhistorie (omarb. af 1881) Lykke-Per . Hans sidste Kamp (sml. 1905)
1905	Nattevagt (rettet udg. af 1899; sml. 1922) Borgmester Hoeck og Hustru . Et Dobbeltportræt (sml. 1922) Lykke-Per . Anden Udgave . I-III (samlet, omarb. udg. af fortællingerne om Lykke-Per 1898 ff; sml. 1918)
1906	Asgaardsrejen . Et Skuespil (sml. 1928) Ung Elskov . Blade af en Mindekrans (omarb. af 1885; sml. 1922)
1907	Det store Spøgelse (sml. 1922) Hans Kvast og Melusine (sml. 1920)
1908	Den kongelige Gæst (sml. 1922)
1909	To Portræter: Isbjørnen (1899; sml. 1922). Lille Rødhætte (omarb. af 1900; sml. Thora van Deken 1922)
1912	En Fortælling-Kres: Torben og Jytte (sml. 1917)
1913	En Fortælling-Kres: Storeholt (sml. 1917)
1914	Kirken og dens Mænd . Et Foredrag En Fortælling-Kres: Toldere og Syndere (sml. 1917)
1915	En Fortælling-Kres: Enslevs Død (sml. 1917)
1916	En Fortælling-Kres: Favsingholm (sml. 1917)
1917	De Dødes Rige . Anden Udgave . I-II (samlet, omarb. udg. af En Fortælling-Kres 1912 ff; sml. 1922)
1918	Det forjættede Land . Femte Udgave (rettet udg. af 1898; 10. udg. 1979) Lykke-Per . Fjerde Udgave . I-II (rettet udg. af 1905; 13. udg. 1968; 4. tranebogsopl. 1979) Et Kærlighedseventyr (sml. 1930)
1920	Hans Kvast og Melusine (omarb. af 1907; sml. 1930) En Vinterrejse . Nogle Dagbogsblade (sml. 1930)
1921	Højsang. (Af Magister Globs Papirer) (omarb. af 1896; sml. 1930)
1922	Noveller og Skitser I (også som: Sandinge Menighed og andre Noveller og Skitser) – 2. opl. 1950 – (heri: Sandinge Menighed (1903), Ung Elskov (1906; i tranebog 1965), Fra Hytterne (1899; 2. tranebogsudg. 1982), Isbjørnen (1909; 4. tranebogsopl. 1978), Krøniker (1899; 6. udg. i Ørneflugt og andre krøniker 1979), Vildt (1899; 5. udg. 1970), Skyer (1899; 8. udg. 1979)) Noveller og Skitser II (også som: Den kongelige Gæst og andre Noveller og Skitser) – 2. opl. 1950 – (heri: Det store Spøgelse (rettet udg. af 1907; i tranebog 1965), Minder (1899; 8. udg. i Magister Globs papirer 1979), Nattevagt (1899; 4. tranebogsopl. 1978 / Dansklærerf. 8. opl. 1978), Den gamle Adam (1899; 9. udg. i Magister Globs papirer 1979), Thora van Deken (omarb. udg. af Lille Rødhætte 1909), Borgmester Hoeck og Hustru (rettet udg. af 1905; Dansklærerf. 2. opl. 1981), Den kongelige Gæst (rettet udg. af 1908; 6. udg. i Ørneflugt og andre krøniker 1979)) De Dødes Rige I-II (rettet udg. af 1917; 7. udg. 1982)
1927	Mands Himmerig (sml. 1930)
1928	Asgaardsreien . Et Forspil (omarb. af 1906)
1930	Det ideale Hjem og andre Noveller og Skitser (også som: Noveller og Skitser III) – 2. opl. 1950 – (heri: Højsang (omarb. af 1921; 6. udg. i Magister Globs papirer 1979), Det ideale Hjem (omarb. af 1900), Hans Kvast og Melusine (1920; tranebog 1965), En Vinterrejse (1920), Rabbinerens Datter, Et Kærlighedseventyr (omarb. af 1918; i tranebog 1965), Rejsen gennem Livet (i tranebog 1965)) Mands Himmerig (omarb. af 1927; 5. opl. 1961)
1933	Drengeaar (optrykt i Erindringer 1962)
1936	Hamskifte (optrykt i Erindringer 1962)
1938	Arv og Gæld (optrykt i Erindringer 1962)
1940	Familjeliv (optrykt i Erindringer 1962)
1943	Undervejs til mig selv . Et Tilbageblik (omarb., stærkt forkortet udg. af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv; 2. opl. 1954)