Hjalmar Bergstrøm

Der er saa sære Luner
i Dødens Gang paa Jorden,
saa grum en Argelist!
Den følger eget Tykke,
slaar ned, hvor der bor Lykke,
og giver stakket¹ Frist.

Der sad ved Arbejdsbordet
en Digter med sin Frue,
de lykkeligste to!
Her ved sin Tyvelygte
fandt Døden, hvad den søgte,
og nikkede og lo.

*

Vi maa til Støvet skatte!
En Ven blev os berøvet
af Dødens Skyggehaand.
En Digter og en Drømmer,
en jordtung Ætersvømmer,²
udløste nu sin Aand!

En Digter og en Tænker. –
Saa tyst han gik i Vrimlen,
saa tavs, saa verdensklog!
Og dette Smil om Munden –
hvor var der dybt til Bunden!
En lukket Billedbog.³

Som Møllet omkring Lyset
han søgte Sandhedssolen,
der aldrig slukkes ud.
Han følte Sjælen gløde –
og flagred sig tildøde
paa "Vejen imod Gud".

Farvel, du stille, stærke!
Dit Væsens Adelsmærke
skal plantes paa din Grav.
Her samles Ven med Fjende
at frede om dit Minde
og alt, hvad sandt du gav.