Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Halls Alle 13. 28. januar 1910
den danske Nobelpræmie
Halls Alle 13
28/1 10.
Kære Professor Brandes!
Det var både Stolthed og Ydmyghed, der greb mig under Læsningen af Deres Brev. At være Emne for et Foredrag af Georg Brandes – det er den danske Nobelpræmie, og skønt jeg naturligvis inderst inde bærer på meget overdrevne Forestillinger om min Betydning for Nutid og Efterslægt, så skal jeg ikke nægte, at jeg endnu bæver lidt ved Tanken. Da De sidst holdt Foredrag, var det om Goethe. Jeg erkender her en Forskel.
Jeg takker for Indbydelsen til Søndag; jeg kommer så meget hellere, som jeg hele Måneden har villet gøre Dem en Nytårsvisit. Men Sygdom i Familjen og andre Ulykker undergravede mit Humør, og da bliver jeg helst hjemme. Nu er jeg blot bange for, at De vil spørge mig om Grundtankerne i mine Bøger, og da vil jeg komme i Forlegenhed. Jeg veed i Almindelighed kun noget om den Grundstemning, hvoraf mine Bøger er udgået, eller som jeg har forsøgt at indblæse dem, og den kan jeg næppe forklare med færre eller andre Ord end dem, jeg har fyldt og spækket Bogens Anekdote med.
Må jeg have Lov til at benytte Lejligheden til at sende en lille Bog med to gamle Fortællinger1, af hvilke den sidste endnu lader sig læse. Jeg mener ikke, at den hører til mine bedste Fortællinger, men den skitserer en Kvindeprofil, som synes mig ejendommelig og smuk. Skade er det nu for mig, at jeg ikke har fået min nye Bog2 færdig og trykt, for den bliver – selvfølgelig! – mit Hovedværk.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan