Fra en Nordlandsrejse

Af Henrik Pontoppidan

I. Midnatssol

Et Døgns Dampskibsrejse Nordpaa fra Trondhjem bringer En op til Polarkresen. Den passeres udfor en lille, højtragende Klippeø, Hestmandø, der – set Østfra – tegner sig mod Himlen som en hjelmklædt Rytter, der rider Sydover med flagrende Kappe. Paa Turistskibene forkyndes Begivenheden gerne med Kanonskud. Og der er ogsaa Grund til at stemme Sindet lidt højtideligt. Her glider man jo ind paa det Segment af Jordoverfladen, hvorover Solen i Sommertiden aldrig gaar ned, og hvor til Gengæld de egentlige Vintermaaneder er uden virkelig Dag. Man befinder sig med andre Ord paa Tærsklen til en eventyrlig Verden, hvor selve Skabelsesordet med sit "og der blev Aften, og der blev Morgen" har mistet sin ubetingede Gyldighed.

Det kunde synes blot en Kuriositet, at Solen saaledes bliver siddende paa Himlen Døgnet rundt. I Almindelighed venter man sig vist heller ingen stærke Indtryk af Fænomenet, saa meget mindre som Skellet mellem Dagtiderne jo i Virkeligheden allerede udslettes langt nedenfor Polarkresen. Selv saa sydligt som i Molde spores ved St. Hansdagstid knap en Dæmring. Man har altsaa som oftest haft Tid til at blive nogenlunde fortrolig med det underligt uvirkelige, opalagtige Skær, som hviler over Havet en saadan stor, højnordisk Sommernat, der er som en forgjort, en forklaret Dag.

Og alligevel! Den første Gang man ser Solen i sin Nedgang pludselig standse derude over den gyldne Stribe, der danner Grænsen mellem denne Verden og Uendeligheden, og derpaa ligesom efter en kort Betænkning stige til Vejrs igen, er der et Øjeblik, da man uvilkaarligt holder Vejret. Dette Nu, da Aften- og Morgenrøden flyder sammen i en Blodsø og føder den nye Dag, har virkelig noget eventyrligt ved sig. Man har Fornemmelsen af at se selve Tiden blive til, at overvære Evighedens Forløsning.

Det var ved Støtt – et Næs udfor den store Jøkel "Svartisen" – at vi første Gang blev Vidne til dette sære Naturskuespil. Her aabner Skærgaarden sig ud mod Ishavet i den Retning, hvor Solen staar ved Midnat, dvs. ret i Nord. Vi var kommen om Bord paa et af de store Turistskibe eller flydende Hoteller, som man bedst kan kalde dem, der i denne Tid to Gange ugentlig fører en broget Sommersværm af Alverdens Nationer fra Trondhjem op til Nordkap.

Vejret var usædvanligt. Der mærkedes næppe en Gang nogen Dønning. Havet laa som et lyseblaat Silketæppe uden Fold eller Krusning helt ud til den blinkende Horisont, hvorover Solen hang stor og klar og vævede Guld ind i Silken. En Flok Delfiner var dukket op omkring Skibet. De holdt sig i nogen Afstand; men man saá dog ganske tydeligt deres store, mørke Kroppe, naar de hævede sig op over Vandet med den yndefuldt kaade, bølgeformede Bevægelse, der er disse plumpt byggede Dyr egen. Der var en vidunderlig Lystighed over deres Færd. Det saá ud, som om de parvis sprang Buk over hinanden. Saa med ét forsvandt de.

Stemningen blandt Passagererne var festlig oplivet. Man priste sig lykkelig over dette gode Vejr, som jo var en Betingelse for, at man fik Midnatssolen at se. Blot en Smule Taage deroppe i Nord, og man vilde intet usædvanligt komme til at opleve. Nu var der ikke et Skyfnug at se paa Himlen, og i Luften var der ingen anden Bevægelse end den, der fremkaldtes af Skibets Fart.

Men Nordhavet er koldt. Naar Solen daler, har man Brug for alt sit Pelsværk her. Tre smaa, kakaobrune Indere med lange Hestetænder spaserede dog om i almindelig evropæisk Sommerdragt uden saa meget som en Overfrakke. De kommer lige fra Kalkutta og har, som de siger, endnu Varmen i sig. Den ene, der nok skal være hinduisk Præst, har kastet et pragtfuldt, blegrødt Silketørklæde over Hoved og Skuldre som en Burnus; men det synes gjort mere af uskyldigt Koketteri end for at beskytte mod Kulden. Han er en smuk, yngre Mand med et Par glimrende Øjne og et kulsort Skæg. Rimeligvis har Damernes Blikke fortalt ham, at Drapperingen ikke misklæder ham.

Efterhaanden som vi nærmer os Midnat, vokser Forventningen. Skibet er blevet flagsmykket, og forat ikke Skærgaarden for tidligt igen skal lukke sig om os, er Farten sagtnet.

Langs den Skibsside, der vender mod Solen, staar Folk i Række med deres Fotografiapparater, parate til at tage en Plade paa Slaget tolv. Disse usalige Tingester hører jo nu til Dags med til et standsmæssigt Rejseudstyr. Der er Folk her om Bord, der tilbringer Dagen med at fotografere og skrive paa Postkort. Der er især en utrættelig Amerikanerinde, der jager frem og tilbage paa Skibet for ikke at gaa glip af noget Bytte. Hver Smule Hytte inde paa Bredden, hver usselige Bjergbæk, som drysser ned ad Fjældsiden, hver Fiskerbaad, vi passerer – alt maa ind i hendes sorte Kasse. Naar saadanne Folk en Gang kommer hjem og faar disse Billeder klæbede op i et Album, vil de eje en paalidelig Katalog over alt, hvad de ikke har faaet set.

Men det store Øjeblik nærmer sig. Overalt sammenligner man hinandens Ure. Og man bliver enig om, at der endnu mangler fem Minuter.

Der er altsaa endnu Tid til at se sig om. I hvert Fald for dem, der har deres Fotografiapparat inde i Hovedet, hvor det hurtigt kan indstilles. Men Solen blænder, man maa vende sig mod Land. Og den Vej er det i Grunden ogsaa, man i dette Øjeblik skal se, og det ikke alene for at vende Ryggen til den menneskelige Naragtighed. Rundtom paa det nu næsten ravfarvede Hav svømmer sært formede Klippeøer i Midnatsskæret. Men det er ikke virkelige Klipper. Som violette Skygger hviler de paa Vandet, stofløse, aandeagtige – Genfærd af de tunge, graa og golde Fjeldmasser, der om Dagen ligger her og knuger.

Ja, dette er Eventyrets Land! En Drøm, et Digt, en Aabenbaring. Oppe paa Tinderne med deres Snepletter ligger Solrøden som et Lys fra det Hinsidige.

Men nu høres en rungende Tyskerbas.

"Zwölf!"

I det samme knikker og knirker det i et halvt Hundrede Amatørapparater. Fra Broen lyder en Kommando. Skibet saluterer.

Solen staar i dette Øjeblik en Haandsbred over Jordrundingens Rand. Den er stor og lidt rød. Vender man Kinden til den, kan man tydelig mærke dens Varme. Over en Fjeldkam i det modsatte Himmelhjørne staar Fuldmaanen som i en Skammekrog. Et Maanespøgelse. En grønbleg, arm og sprukken Ting, berøvet al romantisk Forgyldning, totalt afklædt. Moderne Astronomer har som bekendt erklæret det for et Ammestueeventyr, at Maanen er gjort af en gammel Ost; men her har man da Syn for Sagen.

Passagererne har samlet sig paa den forreste Del af Promenadedækket, hvorfra Udsigten er friest. Kun den unge hinduiske Præst opholder sig henne paa Agterskibet. Her har han en Tid siddet bag Rattet med en lillebitte Bønnebog, en Vestelommeudgave af en Bønnebog, som man i Dagens Løb hyppig har set ham læse i. Nu rejser han sig op, blotter Hovedet og holder Andagt, vendt mod den opstigende Sol.

Henne paa Fordækket fejres imidlertid Stunden paa evropæisk Vis. Der drikkes Champagne. Man klinker og skaaler; og Tyskerne, der her som overalt holder sig sammen som en Familie, synger Fædrelandssange. En ung Englænder staar med et Brændeglas i Haanden og forsøger respektløst at tænde sin Pibe ved Midnatssolens Straaler. Andre skriver paa Postkort.

Efterhaanden er der flere og flere, der faar Øje paa den bedende Mand derhenne. Først og fremmest Amerikanerinden, der straks er paa Færde med sin djævelske lille Kasse. Han har nu lagt sig ned paa Knæ; og skønt han umuligt kan undgaa at spore den Opsigt, han har begyndt at vække, anfægtes han tilsyneladende ikke deraf. Hans tykke, røde Læber bevæger sig i uafbrudt Bøn: Solen skinner lige ind paa hans opløftede Ansigt.

Det dejligt farvede Silketørklæde ligger paa hans Skulder, og man kan daarligt værge sig mod Mistanken om, at der ogsaa her er lidt Koketteri med i Spillet. Men maaske gør man ham Uret. Disse Sydens Børn, der lever Naturtilstanden nærmere end vi, og som fra deres Hjemland er vante til Synet af al Slags Nøgenhed, besidder vel heller ikke den Sjælens Generthed, der har bygget Nordens Lønkamre. Hvorom alting er: de evropæiske Damer finder ham tydeligt nok henrykkende i sin naive Andagt. Da han tilsidst bøjer sig ned og tre Gange kysser Dækkets Planker, har han erobret alle de kvindelige Hjerter om Bord.

Under alt dette er Klokken bleven halv Et. Man ser sig om – og alt synes forvandlet. En ny Dag er født. Fjeldene rundtom, der for faa Øjeblikke siden stod og ligesom drømte tungt i Aftenrøden, bader sig nu i det gyldne Morgengry. Ogsaa Havfladen synes med ét mere levende. Det er, som om Naturen er vaagnet efter et umærkeligt Blund, forfrisket og forynget.

Ogsaa i vort eget Indres Lilleverden sporer vi tydelig en Forvandling, en Opvaagnen. Lærkekvidder og Spurvepip afløser det natlige Sus, der for lidt siden svirrede En gennem Sindet som Pustet af laadne, lydløse Vinger. Man føler sig udhvilet og forfrisket som efter en virkelig Søvn. Den foregaaende Times Hændelser er paa besynderlig Maade allerede sejlede langt tilbage i Erindringen. Det er akkurat, man husker dem.

Naturligvis, det hele er jo væsentligt en Indbildning, som det blot er næsten umuligt at værge sig imod. Vor Bevidsthed forlanger det tilvante Stemningsskifte og fuldbyrder det i Nødstilfælde selv. Og den har ikke svært ved det. Indbildningskraften er virksom heroppe i Nordland. Er Natten end landflygtig her for Tiden – den spøger dog ved Midnatstid ved sine Drømme.

II. Paa Vestfjorden

Norges Skønhed er af den Art, der falder Enhver i Øjnene. Den erobrer straks, den tager de Fremmede med Storm og river dem hen til Begejstringsudbrud. Nordmændene kan trøstigt give deres Land til Pris for Nysgerrigheden; de har ingen Grund til den Slags Ængstelse, som f. Eks. en Dansk ofte maa føle overfor de Turistskarer, en ihærdig Reklame de senere Aar har tilført os. Derhjemme kan man blive helt forlegen ved Synet af disse forventningsfyldte Englændere og Amerikanere, der med søgende og uforstaaende Blikke spaserer om paa de Steder, vi selv finder allerkønnest, og først lever op, naar de har fundet Vej til Tivoli eller til et af de store Hoteller ved Kysten.

Den danske Naturs Skønheder maa man aflure den. Man maa ligesom komme bag paa den i et af de Øjeblikke, hvor den har kastet sin Støv- eller Taageklædning og, som der staar i Visen, er "Solens rødmende Brud"¹. Og selv da er der jo intet, som faar Beskueren til at spærre Øjnene op. Til Gengæld er der saa rigtignok noget, der bringer En Naturen mere fortrolig, mere befrugtende nær end Norges uhyre Klippeørkener, hvor man ligesom bliver borte for sig selv, enten i Drøm og Digt eller i den rene, maabende Forbavselse. Det er med en saadan endeløs, øde Fjeldvidde ligesom med Stjernehimlen eller Havet; Synet af den kan overvælde og fortrylle; men inderst inde lader den os i Grunden ligegyldig og gold. Her mangler en Tilknytning, et Organ. Vi har ikke her den inderlige og levende Følelse af Samhørighed, der griber os overfor alt, hvad der gror eller visner.

Nordmændene selv er ikke i Tvivl om, at de ejer Verdens skønneste Land. Nævner man f. Eks. Schweiz for dem, vil i hvert Fald en Vestlænding smile haanligt. Schweiz! Ligger Schweiz ved Havet? Byder Schweiz eller noget andet Land i Kristenheden den Fremmede en 300 Mile lang Kyststrækning som den mellem Frederikshald og Varanger? En uendelig Fjeldrække, bestandig højere, højtideligere og vildere, jo længere man kommer mod Nord! Ejer Schweiz en Skærgaard som den norske med dens Tusinder af Øer, dens Fiskepladser, Fugleklipper og Hvalflokke? Eller byder det paa Fjorde som Hardanger, Sogn, Søndfjord, Nordfjord og de hundrede andre mangefingrede Havarme, der rækker sig ind i Landet, allesammen forskellige, hver med sin ejendommelige Karakter, nogle brede, lyse og festlige som Havet selv, andre trange, kolde og blege som en Indsejling til Underverdenen.

Hertil kan der svares, at Højalperne til Gengæld bringer En nærmere til Himlen og Evigheden, at Schweiz's Indesøer vel ogsaa nok kan veje de norske Fjorde op, at Vegetationen der er rigere og Modsætningen mellem Bjergtoppenes Istids-Øde og Frugtbarheden i Dalene derfor mere betagende, at man i det hele sporer Sydens Nærhed, hvad der gør Indtrykkene mangfoldigere og i Længden vækker et frodigere og betydningsfuldere Stemningsliv end en endeløs, af arktiske Storme afsveden Klippekyst.

Men den norske Mand har endnu sin bedste Trumf i Baghaanden. Med dybt skrævende Ben og Næverne i Lommen spørger han:

"Men-n … hev ho osse den ljose Sumernatt … ka'? Og Midnattsoli?"

Hertil maa man tie. Selv den, der bærer paa en gammel Ungdomskærlighed til det helvetiske Højland, maa indrømme, at dette Sommerens Lysvæld giver Norge Forrangen, i hvert Fald som Turistland. Der er en uimodstaaelig Trolddom i denne glødende Polarnat. Den rykker os bort fra os selv, bort baade fra Tid og Evighed, ind i en Drømmeverden, der er som en Hildring², en farvestraalende Luftspejling af den virkelige.

Allerede i Begyndelsen af Maj slukkes Fyrene langs Sejlløbene her i Nordland, og de tændes først igen i Slutningen af Avgust. I næsten fire Maaneder er her uafbrudt Dag, og man forstaar, hvorfor netop Ishavet fra Arilds Tid har lokket Nordens Søfolk og givet dets fattige Kyster i Øst og Vest en saa gammel og rig Historie. Ikke en Gang Vinteren skal være saa mørk, som man gerne forestiller sig den. Er Solen end borte, skinner til Gengæld Maanen og Stjernerne med en Klarhed, som man ikke kender andre Steder. Ogsaa Snemasserne lyser. Og Nordlys jager hen over Himlen i vekslende Farver, gule, grønne og de fineste røde.

Ja, den norske Mand har Ret. Norge er det udvalgte Land. Dets takkede Klippekyst er Evropas Krone, skinnende som Guld og ædle Stene.

I to Døgn har vi sejlet Nordpaa langs Fosens, Helgelands og nu tilsidst under Saltens snedækkede Fjeldmure uden anden Afbrydelse end en lille Svinke ind i den korte Holandsfjord. Derinde i Fjordbunden skyder Nordlands vældige Jøkel Svartisen en Bræ ned imod Vandet, der her har den karakteristiske grønblege Farve, som forraader et Isskreds Nærhed. Vejen til Bræen gaar over Grusbanker og Klippeblokke, som Isen har ført med sig oppe fra Vidderne. De ligger klumpevis spredte ud over den side Dalbund som Højfjeldets Udtømmelser.

Allerede paa lang Afstand kan man mærke Kulden fra den 16 Kvadratmil store Ismark. Skønt Solen skinnede, maatte vi ty til Plæderne. Fjeldene lukkede sig efterhaanden om os, og nu kunde vi tydeligt høre Bræen give ondt af sig. Bestandig lyder der deroppe fra en mørk og truende Brummen, som nu og da gaar over til en drønende Torden. Da er der sket Sammenstyrtning inde i den vældige Masse, der ved sin egen Tyngde er forvandlet fra Sne til krystalklar Is, og som paa Grund af det samme Tryk er i ustandselig, om end umærkelig Drift ned mod Dalen.

Men nu faar vi pludselig Øje paa fire Smaabørn, fire Hvidfødinger³, der sidder paa en Sten ved Siden af Stien. De sidder musestille og er klædte i noget falmet Vadmelstøj af samme Farve som Stenen – derfor har vi ikke opdaget dem, før vi staar foran dem. De ligner et Kuld forladte eller vildfarne Troldebørn, saadan som de sidder der med aabne Munde og runde, frygtsomme, farveløse Øjne.

Saa opdager vi en lille Gaard inde under Fjeldvæggen. Der bor virkelig Mennesker her i denne Dødens Dal!

Uvilkaarlig saá jeg op mod den grønblege Bræ, og det gøs i mig ved Tanken om at leve Livet foran dette knurrende Issvælg, bestandig at maatte se paa dette frosne Øde, stængt inde mellem Fjeldmure, hvorover der hverken fører Vej eller Sti. Men der maa vel et eller andet Sted i Nærheden have været en Smule Græsning for et Par Køer og nogle Geder. Derfor er Gaarden bygget her. Og Bonden, der bor derinde, klager næppe. Holder han sig blot Sulten fra Døren, takker han sikkert hver Dag af et oprigtigt Hjerte sin Gud for hans Gaver.

Der er intet, som giver et stærkere Indtryk af norsk Naturs Karrighed og af den i sin Skæbne hengivne Fjeldbo, end disse mange ensomt beliggende, næsten utilgængelige og for saa mange Slags Naturluner udsatte Gaarde, man ser overalt og især her paa Kystlandet. Den norske Fjeldbonde er jo mindst af alt noget Arbejdsmenneske i amerikansk Forstand. Ligesom Bjørnen føler han Ulyst til at bruge sine Kæmpekræfter. Men han er, som han maa være paa dette Sted. Han er skabt i sit Lands Billede, har det Taalmod, det gudhengivne Stivsind, den Hjertets Enfold og den uforlignelige Nøjsomhed, som netop skal til her. Som den norske Gran klamrer sig fast oppe paa den bratteste Klippevæg, blot der findes en Revne med lidt Fugtighed for dens Rødder, saadan bygger Fjeldbonden sit Hus oppe mellem Skyerne eller inde under Jøklerne, bare han der kan finde en lille Plet dyrkelig Jord.

Endnu huskes vist almindeligt den store Katastrofe⁴ nede ved det smukke Fjeldvand "Loen" inde bag Nordfjord under Jostedalsbræen, hvor der en Gang i Vinter ved et natligt Skred druknede og sporløst forsvandt et halvt Hundrede Mennesker. Ogsaa mange Gange tidligere er der paa dette Sted sket alvorlige Ulykker ved Fjeldstyrtninger. For Tiden opbygger man ikke destomindre de sammenstyrtede Gaarde paa de gamles Plads, og det tiltrods for, at det endnu af og til ramler og skramler i Fjeldvæggen bagved dem. Da vi spurgte en af de Efterlevende, hvor de turde blive ved at bo der, saá han uforstaaende paa os. Og vi læste hans Tanker. Her er jo ikke noget Valg!

Et andet Sted dernede under Dovre – eller var det i Sogn? – saá vi en Gaard ligge som en Ørnerede paa et Stykke fremspringende Rand over en to-tre Tusinde Fod høj Fjeldside, der gik aldeles lodret ned mod Vandet. Set fra Skibsdækket tog det sig ud, som om der ikke var mere Plads deroppe, end at Gaardens Bygninger akkurat kunde staa der. Umiddelbart bag dem hævede Fjeldet sig paany og kronedes af en mægtig Snemark. Styrmanden, som var kendt der paa Egnen, fortalte, at Folkene deroppe kun én Gang om Aaret foretog Rejsen ned til Bygden for at gaa i Kirke, saa lang og tung var Vejen. At køre var der ikke tale om. Naar nogen døde deroppe, blev Liget "kløvet" ned til Kirkegaarden, det vil sige: det blev – enten i en tynd Kiste eller bare bundet til et Bræt – surret fast paa en Hesteryg og saaledes ført afsted. Skete det ved Sommertid, en grødestille Dag med Solbrand, var der nok ikke saa meget tilbage af den Døde, naar man omsider naaede ned i Dalen.

Nu er vi kommen ud paa den brede Vestfjord. Vi er paa Havet og ser Lofotvæggen blaane frem i Nord. Hidtil har vi saa godt som hele Tiden sejlet indenskærs, d. v. s. vi har bugtet os frem gennem en Labyrint af Sunde, har snart klemt os ind gennem Render saa trange, at Fjeldbækkene, der overalt her skummer og suser ned ad Klippesiderne, stænkede ind paa Dækket, snart dampet frem over en Bredning, der mindede om en Indsø, og i hvis rolige og fredelige Vandflade et vildt, storladent Snefjeldlandskab har spejlet sig. Af og til har Landet aabnet sig med et Gab ud mod Havet. Til andre Tider har det taarnet sig op omkring os, saa vi ikke har begrebet, hvor der var en Udvej at finde.

Hist og her passerede vi en Samling Fiskerhytter med en fremtrædende Landhandlerbod bag Baadbryggen eller endog en hel lille By med en Kirke og et Par skifertækte Huse. Et enkelt Sted – ved Tjeldesund – havde man tilmed Fornemmelsen af Frugtbarhed og Velstand. Men som oftest sejlede vi Time efter Time langsmed en fuldkommen nøgen og livløs Kyst, lutter Sten og Sne og Sol. Naar man vaagnede i sin Kahyt og – maaske endnu lidt fortumlet af hjemlige Drømme – kiggede ud gennem Koøjet, kunde man have en Fornemmelse af at se ud over en fremmed, en uddød Klode.

Nu, slet saa ubefolket og forladt, som Landet tager sig ud fra Søen, er det jo ikke. Her som overalt paa Norges Kyst maa man søge ind i Dybden af Fjordene for at finde Oaserne i denne Stenørken. Selv deroppe paa Højfjældets Snemarker rører der sig Menneskeliv. Der lever Lappefolket, Fjældlandets Urbefolkning, med deres Renhjorde og Hunde, i stadig Kamp med Ulv og Bjørn.

Her paa Vestfjorden mærker vi for første Gang Storhavets Dønning rulle under Skibet. Paa Strækningen mellem Trondhjem og Hammerfest er dette det eneste Sted, hvor man i længere Tid ligger i aaben Sø. "Folden" udfor Namsos er ganske vist selv i stille Vejr ikke noget helt behageligt Opholdssted for Folk med Tilbøjelighed til Søsyge; men Farten varer blot nogle faa Timer. Naar Vinden er vestlig og fører Havgus eller Storm ind mod Kysten, skal heller ikke Vestfjorden være rar at passere. Ja, Navnet har en ilde Klang i norske Sømænds Øren. Det er nok ogsaa særlig her, at Draugen holder til og Klabautermanden og de andre maritime Spøgelser, hvorom vi læser i de norske Søromaner. Jeg har dog endnu ikke set dem. Men Vinden er ogsaa østlig, og Solen skinner, og Himlen er saa fantasiløs klar, og Søen saa rolig, som den har været det i alle disse fjorten Dage, siden vi stævnede ud fra Stavanger.

Men hvad er Klokken? Jeg ser paa mit Ur. Det viser seks. Men deraf bliver jeg lige klog. Er det Aften eller Morgen? Jeg raadspørger Solen. Den staar 45 Gr.⁵ over Horisonten og giver mig heller ingen paalidelig Oplysning. Man løber vild i Tiden heroppe, hvor igaar, idag og imorgen er Betegnelser, der ikke kan bruges. Sin Søvn tager man, naar det kan falde sig, uden at spørge om Klokkeslettet. Havde man ikke de regelmæssige Maaltider her om Bord, vidste man hverken ud eller ind. Vil man vide Tiden, maa man raadføre sig med sin Mave. Og den siger mig, at Morgenkaffen maa være færdig nu.

III. Tromsø

Det var efter vel overstaaet Middag, mens henved 50 Passagerer, som udgjorde det store Skibs eneste Last, sad og døsede i Kurvestolene rundt om paa det to-etages Dæk, at der pludselig – ved en Drejning af det paany ganske snævre Farvand – kom en By til Syne forude.

"En By!" lød det paa forskellige Tungemaal. Og Folk fløj til Rælingen for at se.

Det var Tromsø.

Her skulde der stoppes op; og Udsigten til igen at komme paa Landjorden vakte et eget Liv om Bord.

Det var ikke, fordi vi paa nogen Maade havde haft Aarsag til at længes efter at føle fast Grund under Fødderne. Vi havde hidtil kun undtagelsesvis kunnet mærke, at vi befandt os paa de gyngende Veje. Men ligesom Fuglen først bliver sig sit Fangenskab bevidst i det Øjeblik, da Buret aabnes, saadan syntes alle Passagererne med ét at fornemme, at de nu paa tredje Døgn havde været deres Bevægelsesfrihed berøvet. Og de indslumrede Bennerver begyndte ar spille under dem.

Saa havde der nu ogsaa paa det sidste kunnet spores nogen Slappelse i Interessen for al denne livløse Natur. Skønt Fjordene omkring os stadig blev større og mægtigere, var Fotografiapparaterne blevne lagte til Side, kom i hvert Fald kun frem, hvor Naturen i sin vilde Skønhed ligesom tiltrodsede sig Betragtningen. Til Gengæld havde der ytret sig en stigende Modtagelighed for de materielle Nydelser, Rejsen bød paa. Maaltiderne med de mange Retter trak længere og længere ud, Badekamrene med den varme Saltvandsdouche blev ivrigt benyttede, og Døgnet rundt havde Opvarterne travlt med at bringe Forfriskninger af den forskelligste Slags. Dog, navnlig havde Opmærksomheden mere og mere vendt sig mod de Medrejsende. Den verdensmandsmæssige Ligegyldighed, hvormed man den første Dag havde betragtet hinanden, var lidt efter lidt bleven afløst af den almenmenneskelige, smaaborgerlige Nysgerrighed. Selv de stiveste, værdigste Englændere gjorde fortvivlede Forsøg paa at overvinde sproglige Vanskeligheder for at faa den tilfredsstillet.

Men nu blev Opmærksomheden atter vendt udefter, og det saa meget mere, som der aabenbart var noget paa Færde derinde i den lille nordlandske By. Bryggen var sort af Mennesker. Men hvad der var Aarsag til denne Sammenstimlen, kunde vi ikke opdage selv med Kikkertens Hjælp.

Tromsø ligger paa Østsiden af den Ø, der har givet Byen Navn – en lille, lav, med spredte, smaa Birketræer bevokset Ø, adskilt fra den høje Fastlandskyst ved et smalt Sund og i det hele tæt omsluttet af svære, lunende Fjeldmasser. Set fra Søen lignede Byen i det væsentlige saa mange andre af de smaa norske Kystbyer, vi havde været inde ved. Bag nogle lange Oplagsskure og Fiskeboder, der for Flod og Ebbes Skyld var byggede ud over Vandet paa høje Pæle, laa de ensartede Træhuse i trinvis opstigende Rækker samlede om en Kirke og øverst oppe endende med en Pavillon og en Flagstang. Om det saa var de store Reklameskilte paa Oplagsskurenes tjærede Bræddevægge, saa syntes de nøjagtigt de samme, som havde skreget os i Øjnene fra hver Havneplads lige nede fra Stavanger.

Det var overhovedet her lidt vanskeligt at forstaa, at man befandt sig paa arktiske Enemærker. En Politibetjent i Uniform, der holdt Justits foran Folkehoben derinde paa Bryggen, gjorde endog et ganske hjemligt Indtryk, navnlig paa Grund af den forfjamskede Myndighed, hvormed han svirpede Børnene, og især de mindste og værgeløseste, over Benene med sin Stok.

Da Trossen kastedes i Land, stod Folk opstillede i en tæt Række langs med Bolværket. Og pludselig gik det op for mig, at det var os selv, der havde givet Anledning til dette Folkeopløb, at det var vor Ankomst, der var ventet her med en Optagethed omtrent som den, hvormed en Singhalesertrup eller en Kirgiserkaravane bliver modtaget i en Provinsby derhjemme.

I det samme blev mit Indtryk af Byen et andet. Jeg havde igen en meget levende Følelse af at befinde mig i ultima Thule. Nu opdagede jeg desuden mellem Mængden de første Lappefolk med deres rødkantede Vadmelstrøjer og ejendommelige Fodbeklædning. Men for Resten saas der Folk af alle Slags. Endog Byens Damer havde givet Møde. De stod samlede i en lille Klynge for sig selv noget borte og puffede interesseret til hinanden med Albuen, naar de hos deres Kønsfæller om Bord havde faaet Øje paa et eller andet højmoderne eller særlig elegant Fænomen paa Toilettets Omraade.

Rimeligvis vil dog ikke alle Sommerens Turistskibe vække en saadan Opsigt her. Men vort Skib var Aarets første. Det var det tidligste, levende Bud, der bragtes herop fra den store Verden. Da vi kom i Land, fulgte Folkesværmen efter os helt op gennem Byen trods Politibetjentens Anstrengelser for at holde os dem fra Livet.

Det var en underlig Følelse, der gav, saaledes at blive betragtet som en Naturmærkværdighed, maaske tilmed at blive anset for amerikansk Milliardær. Til Held for mig gik det dog ret hurtigt op for Folk, at jeg i hvert Fald ikke var det sidste, og man vendte sin Opmærksomhed ad anden Kant.

Megen Opsigt vakte vore tre Indere. Men størst Interesse samlede der sig om vor yngste Medrejsende, en lille Pige paa 11-12 Aar, en engelsk Rigmandsdatter, frygtelig vanskabt, kun en Alen høj, krumbøjet og skæv, med Klumpfod og visne Ben. Besværligt vraltede eller hoppede hun afsted ved en stumpet Krykkestok og holdt sin Plejerske i Haanden. Med sin store Hat og denne hoppende Gang lignede hun en lystig gammel Kælling, en barnagtig Heks eller et forhekset Barn. I et voksblegt Oldemoderansigt, med fremskudt Hage og en tandløs Mund sad et Par ganske ungdommelige Øjne, klare og blaa, med den Glans, der ligesom hører en bedre Verden til.

Det lille Væsen havde vakt en Del Forskrækkelse om Bord den første Gang, hun viste sig paa Dækket; men hun havde hurtigt vundet alles Hjerte. Hun var i Følge med sin Fader og fire unge Kusiner, som denne havde givet hende med til Underholdning; og man havde det bestemte Indtryk, at det udelukkende var for Barnets Skyld, naar den allerede noget aldrende Mand havde begivet sig paa denne lange Nordlandsfærd. For sit eget Vedkommende nød han øjensynlig bedst de storslaaede Snefjeldlandskaber, naar de afspejlede sig paa Overfladen af et Glas Whisky. Men Omsorgen for den lille, rimeligvis moderløse Krøbling, han havde sat i Verden, beherskede ham ellers helt. Det var aabenbart, at ingen Adspredelse, som Penge kunde skaffe, var ladet uforsøgt for at faa hende til at glemme sin Vanførhed. Og virkelig syntes det ogsaa hidtil at være lykkedes. Hun gjorde aldeles ikke Indtryk af at føle sig trykket af sin Skæbne. Paa barnlig Vis tog hun den som noget selvfølgeligt, kunde selv more sig rigtig hjerteligt over sin Ubehjælpsomhed, ja ytrede til Tider en næsten stormende Livsglæde. Bestandig hørte man fra et eller andet Sted paa Skibet de smaa, gennemtrængende, fugleagtige Skrig, der var hendes Latter. Sammen med sine fire Legesøstre tumlede hun omkring oppe og nede. Eller hun dukkede pludselig frem, hvor man mindst ventede det, ganske alene, støttende sig til sin Krykkestav som en venlig lille Skibsnisse.

Tromsøs Topografi bliver man hurtigt færdig med. Byen er ikke mere end godt 100 Aar gammel, den er det nordlige Norges Hovedstad, har 6000 Indbyggere, deriblandt en Amtmand og en Bisp, og har – hvad der er mærkeligt saa langt mod Nord – en lærd Skole. Byen er en betydningsfuld Handelsplads. I dens Havn eller rettere paa Reden – for nogen egentlig Havn er ikke nødvendig saa dybt inde i Skærgaarden – ligger der fuldt op af Smaaskibe og Jagter. Særlig er her mange Russere. De kommer inde fra det hvide Hav for at hente Fisk her og bringer i Stedet Korn og Mel. Trods den ringe Befolkningsmængde vil Handelsomsætningen nødvendigvis blive forholdsvis livlig i Egne som disse, hvor de fleste Livsfornødenheder skal tilføres udefra, mens til Gengæld Hovedparten af, hvad Landet selv frembringer, sendes bort. Vi befinder os jo nemlig her paa den Grænse, hvor Agerbruget hører op. Der holdes endnu noget Kvæg; men forresten er Menneskene henviste til at ernære sig af Havets Fedme.

Byens Gadeliv har sit Præg heraf. Det beherskes helt af Søfolk. Vogne høres ikke. Og dette giver Stilhed over Byen, som gør et højtideligt Indtryk – det er, som sporer man i denne Tavshed de evige Ismarkers Nærhed. Ogsaa Forretningslivet er ejendommeligt. Lugten af Fisk og Tran slaar En i Møde overalt. I Høkerboderne finder man Æg af Søfugle, navnlig af Edderfugle, i Stedet for af Høns. Sælhundeskind, Hvalrostænder og Isbjørnebælge ses i hveranden Butik.

Hvad der dog optager den Fremmede mest, er Synet af Lapperne. I sin Ukyndighed undrer man sig over i det hele at træffe disse mongolske Nomader her som bosiddende Borgere i en By og høre dem tale Norsk. Ogsaa deres Udseende forbavser. De fleste af dem er blege, forkomne Stakler, der aldeles ikke svarer til de Forestillinger, man har gjort sig om dette halvvilde Naturfolk, som gaar mod Bjørn og Ulv med et simpelt Spær⁶ i Haanden, og som endnu for ikke saa mange Aar siden i Smug holdt blodige Ofringer for deres hedenske Guder.

Søger man mundtlige og boglige Oplysninger om Forholdet, faar man at vide, at der i Norge er to Slags Lapper, Fjældlapper og Sølapper, og at det kun er de første, der lever som Nomader. De er de friherrelige Besiddere af Fjældvidderne paa begge Sider af den norsk-svenske Grænse og kan være velstaaende Folk med indtil tusind Rener. Sølapperne derimod bor ved Kysten, ofte i Jordhytter, ganske som deres Forfædre i Stenalderen. De lever som Fiskere og har det fattigt. De udgør langt den overvejende Part af de norske Lapper; men forresten blandes Racen nu gennem Ægteskab mere og mere med den øvrige Befolkning og flytter ogsaa ind i Byerne.

Af egentlige Fjældlapper skal der nu ikke være mere end nogle faa Hundrede tilbage, og deres Antal formindskes stadig. Kun en sjælden Gang kommer de ned til Handelspladserne for at ombytte deres Rensdyrhuder og Ulveskind, og hvad de ellers har at afhænde, med Mel, Kaffe, Sirup og Tobak, hvilke sidste Ting er deres Manna deroppe i Sneørkenen. Der skal en Del Held til for at faa dem at se, naar man ikke vil nøjes med de for Turisterne tableaumæssigt arrangerede Lappelejre, som ogsaa er stillede os i Udsigt, naar vi kommer længere Nordpaa. Men et saadant Held havde vi netop, og det allerede her i Tromsø.

Vi havde gjort en Rundtur gennem Byen, havde bl. a. besøgt Museet, der er Befolkningens Stolthed, et Raritetskabinet i Smag med de storartede natur- og folkehistoriske Samlinger i Bergen. Henimod Midnatstid naaede vi tilbage til Bryggen, hvor i Mellemtiden en lille Lokaldamper havde fortøjet. Den var kommen inde fra en af Finmarksfjordene og havde haft en Lappefamilie om Bord.

Vi fandt denne i en Krog af Havnepladsen, hvor den havde stablet sin Føring⁷ sammen, væsentlig Huder og Sække med Hø eller Mos, desuden en Del ufatteligt Skrammel, der vel var Husholdningssager. Der var ialt en halv Snes Personer af begge Køn og alle Aldre. Mændene kom endnu slæbende med nye Bylter henne fra Skibslasten; Kvinderne sad ned og havde deres Børn omkring sig. En af dem havde sin Mindste liggende paa sit Skød i en gængeløs Vugge, en Slags stort Træhorn, hvori Barnet laa ganske stramt indsnøret uden at kunne røre sig, og som Moderen sagte gyngede med sit Knæ.

Her fandt vi, hvad vi havde savnet hos de andre: den gulbrune Hud, Skindklæderne, det lange, vejrblegede Haar og Vildtlugten – alt umiskendeligt ganske naturægte. Ogsaa vidnede disse Folks sky Forlegenhed tilstrækkeligt om, at det ikke var Teater, i hvert Fald ikke endnu. Denne Forsagthed sporedes især paa Børnene. Et af dem, en lille Pige paa tre-fire Aar, var øjensynlig for første Gang udenfor det hjemlige Fjældøde. Hun hulkede af Angst for alt dette fremmede, hun her var kommen ned til, gemte sit Ansigt i Moderens Skørt og var ikke at formaa til at se op. –

Lapperne er et Dværgfolk. Sete sammen med Nordmændene og især med deres egne Sprogfrænder Kvænerne⁸, hvoraf man ser mange her blandt Søfolkene, tager de sig dobbelt smaa ud. Men det er ikke alene denne Lidenhed, der præger dem som et Folk, der med alt sit vilde Mod har overlevet sig selv. Ogsaa deres flade, mumieagtige Ansigt bærer Mærket af en langsom, en tusindaarig Henvisnen.

Hvem véd? Maaske er den Dag nu ikke fjern, da denne sidste, sejge Rest af Nordens Urbefolkning er forsvunden, da "den sidste Nomade" optræder i et Markedstelt, hvor han synger de gamle Runesange for et højstæret Publikum og for uigenkaldelig allersidste Gang fremmaner Fjældviddens onde og gode Aander ved sin Troldtromme.

IV. Det store Kirkestævne

Inde i en Krog, tæt inde under næsten lodrette og fuldkomment nøgne Fjældsider, ligger der en Samling mørke Træhuse hesteskoformet om en Havn, som er fuld af norske, finske og især russiske Fiskerfartøjer. Det er Hammerfest. En lillebitte By og dog kendt af hvert Skolebarn, fordi den er Jordklodens nordligste.

Selv uden denne Skolebogsviden vilde man have en levende Fornemmelse af at befinde sig ved en Grænse, at have naaet et Sted med det^'1 Minimum af Livsbekvemmeligheder, hvormed et civiliseret Samfund kan lade sig nøje. I langt højere Grad end i Tromsø mærker man her, at man er paa arktiske Enemærker. De fleste Huse har Græstørvstag, ja et enkelt Sted i Byens Udkant ses endnu beboede Jordhytter, rigtige lappiske "Gammer" af den Slags, man læser om i de gamle Sagaer. Men samtidigt ejer Byen en saa moderne Indretning som et Elektricitetsværk, hvad der forvirrer. Synet af en kommunal Lysstander foran Lappernes Stenalderboliger forrykker^'2 det verdenshistoriske Perspektiv paa en Maade, der faar Tanken til at løbe rundt om sig selv ligesom en Hund, der forsøger at klø sig paa Halen.

Vi var komne til Byen tidligt om Morgenen, før Folk rigtig var staaet^'3 op; og dette forstærkede vel nok Indtrykket af arktisk Ensomhed og Tavshed. Men heller ikke senere saas der mange Mennesker paa Gaden. Det var nu ogsaa bleven^'4 daarligt Vejr. For første Gang i lang Tid var Himlen overskyet. Vinden, der i alle de sidste fjorten Dage var kommen til os ad Fjeldvejen^'5 og havde bragt Varme og Tørre, var om Natten sprunget^'6 om i Nordvest – og i sammen Nu havde vi Havtaagen og Polarhavets isnende Hvirvelvinde over os.

Det var ubarmhjertigt koldt. Man havde efterhaanden Fornemmelsen af slet ingen Klæder at have paa, med en saadan Magt bed Kulden sig gennem baade Plæd og Frakke for tilsidst at æde En selve Skjorten af Kroppen. Her skulde der aabenbart Huder og Skind til. Eller noget af det fingertykke, blaagraa Vadmelstøj, man ser heroppe, og som hænger omkring Folk som en lodden Bælg.

Ved Ellevetiden gav Byens Kirkeklokke sig til at ringe og mindede os om, at det var Søndag. Der var ogsaa nu bleven^'7 mere livligt paa Gaden. Byens Folk, deriblandt mange Lapper, var paa Vej til Højmessen med store Salmebøger under Armen. Og dér kom selve Præsten, stridende sig frem mod Stormen^'8 i vor egen gode, gamle danske Præsteuniform med Løjert⁹, Pibekrave, Skorstensrør¹⁰ og Paraply. Det gjorde et ejendommeligt Indtryk at træffe denne hjemlige Figur saa højt mod Nord og i saadanne Omgivelser. Den aabnede igen et historisk Perspektiv, men et, der stemte en Dansker lidt vemodig.

Tilstrømningen til Kirken var saa stærk, at den næsten blev overfyldt. Men det var heller ikke nogen almindelig Søndag. Det var en ny^'9 Mærkedag for Norge, hvor man jo i Øjeblikket oplever en Tid, da hver Dag har historisk Betydning. Ved denne Lejlighed skulde her – som overalt i Landets Kirker – Unionsopløsningen af 7. Juni højtideligt kundgøres ved Oplæsning af Stortingets Henvendelse til det norske Folk. Derfor var der ogsaa i Løbet af Formiddagen hejst Flag overalt i Byen. De smældede i Blæsten med en egen nyfødt Friskhed – som Tegn for den store, løftede Højtidsstemning, hvori de norske Sind nu hviler ud efter den foregaaende Tids Ophidselse og Spænding.

Det var en mærkeligt broget Forsamling, der fyldte den store, lyse Trækirke. Der var Byens egne Borgere, stueblege Handelsfolk og deres Butiksbetjening, desuden Ishavsfiskere og Sømænd, bjørneagtige Kæmpeskikkelser med mægtige Skæg. Endelig de smaa Lapper i deres farverige Søndagsdragter.

Jeg havde faaet Plads ved Siden af en af de sidste, en tykladen, lille Mand paa et halvt hundrede Aar, sortsmuttet¹¹, lavbenet, med et svampet, usundt Huld. Vi sad paa en af de bageste Bænke, han paa Yderpladsen ud mod Kirkens Midtergang. Den Maade, hvorpaa han idelig vædede sin gulbrune Tommelfinger for at blade i Salmebogen uden dog nogensinde at finde det rigtige Nummer, den hele konfirmandagtige Blanding af Vigtighed og Forfjamskelse, han bar til Skue under Gudstjenesten med dens ret indviklede Ceremoniel, gav mig det Indtryk, at han var en Nyomvendt, som endnu ikke begreb synderligt af det hele.

Ogsaa under Præstens Præken viste han trods Andagtsminen og de samvittighedsfuldt foldede Hænder den barnligste Adspredthed. Han smaa, skæve Øjne var bestandig paa Rundrejse i Kirken, og regelmæssigt havnede de nysgerrigt hos mig for at undersøge min Hat, min Frakke og mine Støvler. Dog allermest optoges han øjensynligt af det Forbud mod "Tobaksspytning", der var opslaaet rundt om paa Væggene – en Forholdsregel, der vil forstaas af enhver, som har færdedes mellem Folket heroppe i Nordlandene og set de mørkebrune Søer, Mændene efterlader sig overalt, hvor de har opholdt sig bare to Minutter. Min lille Nabo kunde sidde og stirre paa disse Plakater med et Udtryk, som om al Kristendommens mystiske Visdom, ja selve Salighedsvilkaaret var sammenfattet i dette Forbud.

Skønt han aabenbart havde Munden fuld af Tobak, holdt han sig det ogsaa længe fromt efterretteligt. Men jeg kunde se paa hans stadigt ynkeligere Hundemine, at Fristelsen var over ham, og at Forsagelsen ikke vilde holde ud til Enden. Det slog ogsaa til. Midt under Prækenen blev han meget urolig, skottede rundt til de omkringsiddende, især til mig, og i et Øjeblik, da han troede sig ubemærket, sendte han bag sine foldede Hænder behændigt en Spytstraale ind under Bænken.

I det næste Øjeblik sad han som et Billede paa selve den altforglemmende Andagt, med Blikket stift rettet paa Præsten og Tankerne dybt inde i Himmerige. Men Syndens Vej var nu en Gang betraadt. Hvert andet Minut hørte jeg herefter den lille hvislende Lyd, der forraadte en ny Overtrædelse. Han havde tydeligt nok til sidst helt opgivet sig selv. Han var evig fortabt.

Præsten, en yngre Mand, blev ved at tale; og hvad han sagde, var ikke værre end det meste af, hvad man maa sidde og høre paa i Kirkerne. Det var maaske endog bedre og mere gennemtænkt, for Manden hentede det Ord for Ord op fra et beskrevet Ark Papir. Imidlertid dalede Himlen blidt ned over Størsteparten af Forsamlingen. De skæggede Fiskerhoveder blev tungere og tungere, og Øjnene klippede mod det jordiske Lys. Andre Steder sporedes nogen Utaalmodighed. Man havde ikke denne Gang søgt til Kirken for at faa sin Konfirmationslærdom repeteret. Man var kommen her alene for at høre det glade Budskab af 7de Juni. Men der var i Præstens Tale ikke den mindste Hentydning til det, som i disse Dage opfyldte alle norske Sind. Der var det pligtmæssige Ak-og-Ve over Tiden og dens Ugudelighed. Der var den lovbefalede Forargelse over Verdens Forfængelighed. Der var den hele bedrøvelige, moralske Katzenjammer, hvortil Djævlen^'10 har forført den protestantiske Kirke, og som i Almindelighed gør dens Gudstjeneste til et Helvede af Kedsommelighed, naar man ikke af en god Engel listes over i Søvnens Himmerige.

Endelig blev han færdig. Man sang et Par Salmer – og i et Nu var alle vaagne.

Fra den forreste Bænk havde en Præsteskikkelse rejst sig, en høj og sværtbygget, ældre Mand i Ornat. Det var Provsten¹². Han var tillige Byens Sognepræst – den anden var bare en Kapellan¹³.

Han stillede sig op i Kordøren; og enten det nu skyldtes en fælles Indskydelse eller en Aftale eller maaske en Opfordring fra Provstens Side, som jeg havde overhørt, hele Menigheden rejste sig i det samme op og blev staaende, saalænge Oplæsningen varede.

Der var en stilfærdig Højtidelighed over dette Optrin, som maatte rive ogsaa en Fremmed og udenfor staaende^'11 med, og det til Trods for, at Provstens Oplæsning var enstonig, næsten tør. Rimeligvis kendte de fleste af de Tilstedeværende forud Stortingets Redegørelse Ord til andet; men ligesom et Barn i Menigmands Øjne ikke rigtig er til, før det er blevet døbt, eller en Mand ikke helt død, før Præsten har kastet Jord paa ham, saadan fik aabenbart den stedfundne Skilsmisse for mange først i dette Øjeblik sin fulde, uomtvistelige Gyldighed.

Da Oplæsningen var til Ende, tilføjede Provsten bare de Ord:

"Gud bevare Fædrelandet!"

Og Højtideligheden var forbi.

Bagefter fik jeg at vide, at Provsten ikke med sin allerbedste Vilje havde tjenestegjort ved denne Lejlighed. Hans Navn var i disse Dage fløjet Landet rundt, fordi han var en af de faa, ja maaske den eneste Embedsmand, der havde sat sig op mod Stortingets Regering, idet han den forudgaaende^'12 Søndag ikke havde efterkommet Kirkeministeriets Paabud om fremtidigt at udelade Kongens og Dronningens Navne af Kirkebønnen. Der havde endogsaa gaaet Rygter om, at han vilde nægte sin Medvirken idag og fra Prækestolen protestere mod den skete Omvæltning. Ophidselsen i Byen skal i den Anledning have været stor.

Klokken var imidlertid bleven Et, og jeg maatte skynde mig om Bord. Trods Stormen og Kulden skulde vi endnu længere Nordpaa^'13 – og denne Gang gik Farten endda udenskærs, forbi de yderste Fugleklipper, ud over selve Polarhavet. Der trak en Snebyge hen over Byen, da vi lettede Ankeret. Men Skibsfolkene trøstede os. De lovede smult Vand ved Midnatstid, naar vi havde passeret Nordkap.

V. Finmarken

Dersom Norge, som man har sagt, er Verdens skønneste Land, saa er Lyngsejdet vistnok den herligste Plet paa Jorden. Og jeg skulde tro, at den virkelig er det. Man skal vanskeligt kunne tænke sig noget mere vidunderligt, noget mere paradisisk – om man tør bruge dette Udtryk om et Landskab, der ligger paa den halvfjerdsindstyvende Breddegrad og hovedsagelig bestaar af Sten og Sne.

Vi havde om Aftenen kastet Anker i Hornviken bagved Nordkap. Bugten er berømt for sine rige Fiskebanker, og vi havde ogsaa Snørerne i Beredskab for at faa en Klipfisk med hjem som Rejseerindring. Men Stormen tvang os til at søge Læ inde under Land, hvor Stortorsken ikke gaar. Byger af Sne og Hagel jog hvert Øjeblik over Skibet, og det kneb med at holde Varmen. Om det saa var vore Indere, saa havde de omsider opbrugt den medbragte Tropevarme, der havde været magasineret i deres smaa, chokoladebrune Legemer – ja, da det aabenbart var dem aldeles uvant overhovedet at fryse, tog Kulden endda særlig slemt paa dem. Som syge Aber sad de helt indsvøbte i uldne Tæpper og klaprede ganske ubehersket med deres lange Tænder.

Tidligt om Morgenen lettede vi og fulgte nu atter Kystlinjen Sydover. Man gaar her tæt ind under Norges største Fuglefjæld paa Hjelmsøen. Tusinder af hylende Maager, Alker og Lappedykkere omsværmede Skibet, og disse Tusinder blev til Millioner, da der affyredes et løst Skud mod Klippen. Himmel og Hav formelig hvidnede af dem. Saá man ret op i Luften, var det som at stirre op i en uendelig Myggesværm. Og endda var Klippen derinde stadig lige levende. Der sad de endnu ikke flyvefærdige Unger og baskede med Vingerne og skreg som vanvittige.

Kaptejnen havde lovet godt Vejr op ad Dagen, og han holdt Ord. Da vi ved Middagstid var komne over det urolige "Lophav" og stævnede ind i Lyngsfjorden, var Vinden igen bleven østlig. Eller rettere: der var slet ingen mærkbar Vind længer. Bølgerne havde lagt sig, Havet var sort, og Skyerne laa tunge og ubevægelige over Fjældene.

Lyngsfjorden! – Det bliver saa højtideligt stille i En, bare man hører Navnet. Det er jo i det hele først heroppe i det høje Nord, at den norske Natur ret oplader sig i sin enestaaende Vælde og Skønhed. Den, som ikke kender Nordland, kender ikke Norge. Nede i Sogn eller Søndmøre, ja selv i Jotunhejmen kan man endnu tvistes om, hvorvidt Schweiz eller Skotland eller et andet Bjergland kan gøre Norge Forrangen stridig. Heroppe forstummer Tvivlen.

Fra begge Sider glider de hvide Fjælde ind imod os paa det mørke Vand. Snart lukkede de helt omkring os med stejle Sider og vældige Snekamme, der taarner sig op mod Himlen og forsvinder i Skyerne. Vi har her helt forladt de Levendes Verden. Dette er de Dødes Rige. Lutter Sten og Sne og blikstille Vand.

Og ikke en Lyd. End ikke den Fossedur, som ellers overalt følger En i Ensomheden baade i Norge og Schweiz. Snemarken gaar her paa mange Steder helt ned til Vandet, og gennem Fjældkløfterne stirrer man lukt ind paa den grønblege Isbræ, der hænger derinde med sine frostsprængte Sider som en Række vældige Orgelpiber.

Udfor et saadant Sted gav Kaptejnen et Par Stød i Dampfløjten. I det næste Nu fik Stenene rundt om os Mæle. Et hundredfoldigt Ekko fyldte Kløften som et hujende og skrigende Kor af fordømte Aander. Og Lyden kastedes tilbage fra Fjældvæggen ovre paa den anden Side og kaldte nye Røster frem – klagende, sukkende. Tilsidst begyndte Isorglet derinde at tone. Endnu længe efter, at de vilde og raa Stemmer var forstummede, lød herfra en æterisk, langsomt hendøende Klang.

I fire-fem Timer dampede vi frem gennem det samme livløse Øde. En Gang imellem baskede en Lom op fra Vandet. Andet levende var ikke at se.

Der var enkelte blandt Passagererne, som begyndte at se lidt betænkelige ud. Hvor førte dette hen? Gennemgaaende var dog Stemningen oplivet. Selskabeligheden om Bord var paa Grund af det uafbrudte og nære Samliv allerede kommen ud over Nysgerrighedens Stadium og havde naaet den tredje og blivende Fase i Forholdet mellem Mennesker, Forfængelighedens. Mand og Kvinde, skabte i Guds Billede, er ogsaa paa den halvfjerdsindstyvende Breddegrad en uforbederlig Paafugl. Den dumme Overlegenhed, hvormed man paa Rejsens første Dag havde holdt hinanden paa Afstand, var slaaet om i en ligesaa latterlig Bestræbelse for at gøre sig gældende, faa Publikum, høste Bifald. En lille, tyk Englænder, et Stykke Bankebøf i Sportsbenklæder og Cyklehue, var stadig optagen af at vække Opmærksomhed for sin Figur ved at anbringe den i alle mulige plastiske Stillinger. En anden gik bestandig og nynnede paa en Maade, der aabenbart skulde vække Anelser om en pragtfuld Sangstemme. Den unge Amerikanerinde, der i Begyndelsen havde været en saa utrættelig Fotograf, laa nu gerne henslængt i en Kurvestol, ganske ligegyldig for Naturen, alene optagen af at fremvise sine smukke Fødder.

En vis, uhyggelig Opmærksomhed havde den ene af Inderne vakt ved at optræde som Sandsiger og Troldmand. Det var en ældre Herre paa omkring 60 Aar, en Plantageejer fra Ceylon. Hans Udseende alene kunde gøre En overtroisk. Det var en lille, bredhoftet Skikkelse, unaturligt lavbenet, med en forover faldende Holdning og lange Arme. Hans Hoved, der havde Form og Farve som en Kokusnød, var halvskaldet og sad dybt nede mellem Skuldrene. Et Par store, mørke Dromedarøjne tog sig dobbelt store ud, fordi man saá dem gennem stærkt slebne Brilleglas. Ejendommelig var ogsaa hans Gang. Han gik paa Hælene, forsigtigt og temmelig usikkert, som var det ikke hans naturlige Maade at bevæge sig paa. Af den Del af Underarmen, der kom til Syne under Mansketten, kunde man se, at han var laadden over hele Kroppen. Folk, der kunde tale med ham, paastod, at hans Trolddomsevne var fænomenal. Ud af Linjerne i et Menneskes højre Haand læste han dets Historie fra Fødsel til Død, og for den Dels Vedkommende, der lod sig kontrollere, skal Rigtigheden ofte have været forbløffende. Det er jo ganske paa samme Maade, at Zigøjnerne – ligesom i sin Tid vore jyske Natmænd eller disses Koner – øver deres Spaadomskunster, hvad maaske kan være endnu et Bevis for Korrektheden af den Antagelse, at dette eventyrlige Omstrejferfolks Hjemstavn er Indien.

Nu var det blevet smukt Vejr. Skyerne havde løftet sig, og Solen begyndte at skinne. Bølge paa Bølge af Varme dalede ned gennem den snefriske Luft og lokkede tilsidst ogsaa de Søsyge op paa Dækket.

Blandt disse var et ungt, tysk-jødisk Ægtepar, der befandt sig paa Bryllupsrejse. Han var en almindelig lille tykhudet Herre af Manufakturfaget, hun slank og fin, drømmerisk bleg som Maaneskin, en østerlandsk Eventyrprinsesse med store, mandelformede Øjne, hvis natlige Mørke fortsatte sig ud paa de tommelange Øjenfrynser. En henrivende Skikkelse, Kvinde i hver Bevægelse, præget af sit Køn indtil den diamantbestraalede lille Øreflip, der kiggede frem under Haarets tunge Bukler.

Hun havde ikke selv været syg. Derfor var der noget dobbelt rørende i den ømme Omhu, hun i sin Forelskelse viste Manden, der efter Ansigtets Farve at dømme endnu langtfra havde forvundet Nattens Kvaler. Som de sad dér paa en Bænk under Rattet – han med Hovedet lagt til Hvile paa hendes Skulder og tildækket med en Snip af hendes Sjal – dannede de en levende Illustration til Scenen mellem Titania og Rendegarn i "Skærsommernatsdrømmen".

Ved Femtiden om Eftermiddagen passerede vi i fuldt Solskin et lavt Næs, hvorpaa vi opdagede nogle Buske og et Par forkrøblede Træer. Det var saa længe siden, vi havde set et grønt Blad eller blot et Græsstraa, at Synet vakte Jubel. Men større blev Forbavselsen og Henrykkelsen, da vi nu gled omkring Odden ind i et bredt, sommerligt blaanende Vand med idylliske, skovbevoksede Kyster, overragede af en Krans af de vildeste Snefjælde, hvis hvide Kamme tindrede mod den blaa Himmel.

Det var Lyngsejdet.

De stærkeste Naturindtryk, vi modtager paa fremmede og fjerntliggende Steder, gør vemodig. Samtidig med, at vi henrykkes, bliver vi Bytte for en Forudfølelse af den Sorg, hvormed vi engang vil skilles derfra, og af den Længsel, hvormed vi altid vil tænke tilbage derpaa. Det overraskende Syn af denne Oase i det solbeskinnede Snefjældlandskab og af dettes æterklare Spejlbillede i det stille, dybe Vand, vakte en saadan smerteblandet Fryd. Der var noget af en Fortryllelse deri. Alle stirrede. Og al Snak var med ét forstummet.

Skibet kastede Anker udfor nogle Træhuse og en Kirke, der laa inde under Skoven; hvorpaa vi blev satte i Land i Baadene. Hele Opholdet her skulde kun vare et Par Timer, og herfra skulde saa Skibet gaa direkte tilbage til Tromsø og videre Sydefter. Men min Ledsager og jeg bestemte os til at blive her. Vi kunde ikke bekvemme os til saa hurtigt at rive os løs fra dette vidunderlige Sted.

Nu er jo ogsaa et saadant kosmopolitisk Rejseselskab i Længden noget ensformigt, især for den, der er det modsatte af en Polyglot¹⁴. Man længes tilsidst efter lidt anden Underholdning end de vedtægtsmæssige Talemaaders, og navnlig føler man stadig stærkere Savnet af en nærmere Forbindelse med Landets egen Befolkning.

Efter at have sikret os Logi hos Stedets gæstfri Landhandler¹⁵ lod vi vore Kufferter bringe i Land og tog Afsked med Rejsefællerne for paa egen Haand at eventyre os hjemover. Oppe fra Skovskrænten tilviftede vi kort efter det store, smukke, hvidmalede Skib vort sidste Farvel. Men det var, da det kom til Stykket, med en lille Fornemmelse af Beklemthed, at vi saá det staa udefter og forsvinde bag Næsset.