Et Forord

Siden efterfølgende Naturstudier for en Snes Aar siden offenliggjordes, er Livet i Husmandsstuerne paa Landet bleven skildret af en Række Forfattere, der sad inde med en ganske særlig Fortrolighed med Emnet, nemlig den medfødte. Muligvis har de tillige været mig overlegne som Kunstnere, og det kunde da synes temmelig overflødigt at genoptrykke disse halvgamle Sager, der vel heller ikke er bleven^'1 ganske uberørte af Tidens noksom bekendte "Tand". Naar jeg dog ikke har givet Afkald paa at benytte den Omstændighed, at Bogen er udsolgt, til paany at minde Læseverdenen om dens Tilværelse, er Grunden tildels den, at man fra en vis Side ynder at fremstille den Literaturperiode, hvortil den hører, som en sørgelig kold og graa Vintertid, hvor Fantasi og Følelse laa i Dvale og kun en tør og trist Forstandighed raadede. Borgerskabets 10 anerkendte Smagsdommer for Tiden, Filologen Vilh. Andersen, faar formelig Kuldegysninger, hver Gang han nødes til at tænke paa den¹. Men Filologerne var jo alle Dage Digtekunstens besværligste Venner. De fleste af dem forholder sig til den levende Literatur som adskillige Zoologer til Naturen; disse veed^'2 paa en Prik, hvordan enhver Dyreskabning skal se ud, de kender deres Musæum^'3 lige fra Løverne til Lusenes Lus, men kan paa fri Mark ikke skelne en Lærke fra en Graaspurv.

Jeg sender nu denne lille Bog ud i Tro til, at opmærksomme Læsere trods dens Ufuldkommenheder – eller rettere, netop paa Grund af disse – vil fornemme, at den er kommen til Verden under Foraarets Tegn, at den bærer Fødselsmærke af den Grøde- og Saatid der fulgte paa det store Tøbrud i Halvfjerserne^'4, en Tid, der ganske vist var barsk og kold, som Foraaret gerne er det her i Norden;^'5 og hvor derfor kun lidet naaede frem til fuld Udfoldelse, men hvor det gærede og gryede af nyt Liv i alle modtagelige Sind.

At det for kuldskære Folk som Dr. Vilh. Andersen, der klogt og forsigtigt holdt sig under Dynen, indtil det var bleven virkelig 11 Sommer, ja som først blev rigtig virksom, da Frugterne begyndte at modnes og det tegnede til en god Høst,^'6 – at et stormfuldt Foraar for saadanne Folk kan falde sammen med Vinteren, er ikke saa forunderligt og bør ikke forvirre Begreberne om Aarstiderne og deres Bestemmelse.

Netop af Følelse, i hvert Fald af Medfølelse, er der i disse Smaafortællinger adskilligt mere end af Forstand; og da al Medfølelse har sin Rod i Fantasien, kan altsaa heller ikke Indbildningskraften have været helt uvirksom. Det skulde slet ikke undre mig, om man i vore Dage endog vilde kalde Fortællingerne for overfølsomme. Hvad Fremstillingsmaaden angaar, da er den vel næsten blufærdig i Sammenligning med den, man træffer i Størsteparten af de nyere Bondeskildringer, som dog Ingen^'7 tager Forargelse af. Det kan da have sin Interesse at vide, at de Fleste ved Fortællingernes Fremkomst fandt dem anstødelige i deres Form og uappetitlige af Indhold. Borgerskabets statsanerkendte Smagsdommer paa den Tid, Erik Bøgh, anbefalede mulige Læsere paa Forhaand at forsyne sig med en Lugteflaske². Fra folkelig Side modtog jeg venskabelige Advarsler.

12 Jeg nævner det kun, fordi det ikke ofte nok kan fastslaaes^'8, at om Smagen kan der ikke parlamenteres. Det er paa dette Omraade Kunsten, der suverænt og med Bevidsthed om sit Ansvar raader for Udviklingen,^'9 — ikke omvendt.

Marts 1905.