Henrik Pontoppidan paa Krigsstien
Henrik Pontoppidan: Fra Hytterne. Anden Udgave. (Gyldendal-Nord. Forlag.)
Den udmærkede Forfatter, der her paa ny har udgivet sine kendte Husmandsskildringer fra Firserne, har i et Forord paa god gammel Digtervis fremsat nogle Variationer over det kendte Thema: Efter den flyvende Poet kommer den hinkende Kritiker. Pontoppidan udtaler, at man fra en vis Side ynder at fremstille den Literaturperiode, hvortil han og hans ovennævnte Bog hører, som en sørgelig kold og graa Vintertid, hvor Følelse og Fantasi laa i Dvale, og kun en tør og trist Forstandighed raadede. Særlig, siger Forf., faar "Borgerskabets anerkendte Smagsdommer for Tiden, Filologen Vilh. Andersen, formelig Kuldegysninger, hver Gang han nødes til at tænke paa den".
Saavel Udfaldet i sig selv som særlig Adressen til Dr. Vilh. Andersen er vel skikket til at vække Opmærksomhed. For det første hører dog Henrik Pontoppidan til de hjemlige Forfattere, der ikke har skellig Grund til at klage over Kritiken. Naturligvis har ogsaa han mødt Modstand paa sin Vej. Det er rigtigt, skønt næppe mange andre end Pontoppidan selv nu husker det, at Erik Bøgh – "Borgerskabets statsanerkendte Smagsdommer paa den Tid" – anbefalede mulige Læsere paa Forhaand at forsyne sig med Lugteflaske. Men i det store og hele har Henrik Pontoppidan lige fra sin første Fremtræden snarere Grund til at paaskønne sin Lykkestjærne end klage over Mangel paa Forstaaelse og Anerkendelse. Selv hos Kritikere, der kunde være uenige med ham om Enkeltheder, fandt han strax den mest redebonne Beundring, hvad Talentet angaar. I Brydningsaarene i Firserne sluttede Pontoppidan sig jo tilmed til det literære Parti, der førte det store Ord herhjemme, uden at Partiets Modstandere af den Grund underkendte hans Evner eller Betydning. Der blev lige saa lidt overfor ham som overfor andre Forfattere taget Repressalier, naar hans nærmeste Partivenner daglig begik literære Uretfærdigheder. Kampen førtes overhovedet i disse Aar med højst ulige Vaaben. Ærlig talt forekommer det os, at Henrik Pontoppidan havde mere Anledning til at sige et Par venlige Ord om sin store, hengivne Læseverden og Flertallet af sine Kritikere.
Men mulig Dr. Vilh. Andersen et Steds har sagt noget, der har bragt Pontoppidan i Harnisk. Det hedder i hvert Fald her i Forordet nok saa hvast, at Doktoren klogt og forsigtigt har holdt sig under Dynen, indtil det var blevet virkelig Sommer, ja at den ærede Kritiker først blev rigtig virksom, da Frugterne begyndte at modnes, og det tegnede til en god Høst. Skade, at Pontoppidan ikke har angivet, hvor Dr. Andersen har givet Grund til denne usædvanlig haarde Ripost. Vi andre har jo ellers det Indtryk af Dr. Andersen, at han i Stedet for at være en skarp Iagttager og Bedømmer af den yngre Literatur snarere er tilbøjelig til at sige Forbindtligheder saavel til venstre som til højre. I sit store Værk om Oehlenschläger vakte han i hvert Fald Opmærksomhed ved den paafaldende Omhu, hvormed man selv fik de umuligste yngre Forfattere nævnte og anbragte i et vist Relief. Skulde man bebrejde Dr. Andersen noget, var det efter manges Opfattelse snarere, at han søgte at vinde Folk, med hvem han aandelig set ikke har det fjærneste at skaffe, og hvis hele Habitus man skulde tro maatte være baade hans Personlighed og hans Aandsanlæg imod. De mange Smaabehageligheder i hans Arbejder og Artikler er ofte blevne udlagte som Klogskabstræk, smaa Sikkerhedsventiler paa Vejen fremad og opad, at ikke den fanatiske Partiforfølgelse skulde standse eller hæmme hans smukke Sejlads.
Pontoppidan maa have faaet ganske det modsatte Syn paa Kritikeren. Saa forskellig kan der altsaa dømmes om Foreteelser, vi hver Dag alle har for vore Øjne.
Overfor sine Fæller i den alleryngste Literatur er Henrik Pontoppidan derimod kun stille ironisk. Han minder om, at siden disse hans Naturstudier udkom, er Livet i Husmandsstuerne paa Landet blevet skildret af en Række Forfattere, der dels sad inde med en ganske særlig Fortrolighed med Æmnet, nemlig den medfødte, dels "muligvis tillige har være ham overlegne som Kunstnere". Forf. af "Muld" og "Lykke-Per" har godt ved at snakke, som man siger. Selv den foreliggende Række Skitser staar i kunstnerisk Henseende saa højt, at de moderne Jyder sikkert selv erkender Overlegenheden. Henrik Pontoppidan har ligesom Maleren P.S. Krøyer den lykkelige Haand, under hvilken alt let og vidunderlig former sig til Kunst. Hans Æmner kan undertiden ikke være særlig overraskende, men Fremstillingen er altid udmærket. Han er den fødte, store Fortæller. Og han var det fra de første Linjer, han satte paa Papiret. Har virkelig Dr. Andersen et eller andet Sted underkendt denne herskende Evne hos Pontoppidan, har Kritikeren unægtelig manglet det umiddelbare Instinkt, som enhver Bedømmer af Literatur og Kunst maa regne for sin medfødte Betingelse.
Henrik Pontoppidan havde ikke behøvet selv at pege paa den Medfølelse, der baade varmer og flammer i "Fra Hytterne". Lige fra den gribende Skildring af den fordrukne Stine, der skal paa Kassen, Fattighuset, og til den unge Vandringsmand, der bittert udraaber, at dette skal være Frihedens, Fremskridtets og Humanitetens Aarhundrede, er der en Glød i Stilen, som bedst vidner om, hvor dybt et Indtryk den unge Digter har faaet paa sin Vandring hen over Hjørlunde Marker og forbi de usselige Rønner ved Mosens Rand. En enkelt af Skitserne, "En Fiskerrede", falder lidt udenfor Bogens Ramme. Man vil mindes den som et Slags Modstykke til Drachmanns Skagensbilleder, et Forsøg paa at trække Virkelighedens Omrids skarpere, vel sagtens det samme, som nu baade Johs. V. Jensen og Jeppe Aakjær mener, de gør overfor Henrik Pontoppidan.
"Fra Hytterne" vilde selv uden Forf.s aggressive Forord have vundet nye Læsere. Men et rask lille Stød i Krigstrompeten er jo aldrig nogen Skade til. Gamle Venner maa nu ogsaa ud og se, hvad der er paa Færde, og en saa folkeyndet Skribent som Pontoppidan fordobler herved sin i Forvejen saa anselige Læsekreds. Ingen vil heller fortryde paa at læse disse Naturstudier og Samfundssatirer om igen. Tidens noksom bekendte Tand – saaledes som Forf. skriver – har endnu ikke gnavet paa disse friske Blade.
