Fra Hytterne
"Og langsomt og eftertænksomt gentog han for sig selv: Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens Aarhundrede."
Henrik Pontoppidan.
Saaledes afsluttede Forfatteren en Fortælling i sin Bog, der bærer samme Navn som denne Artikel. En tilsyneladende lille Fortælling var det, "Vandreren" hed den. – En kortvarig Stemning af Sorg fremkaldte den sikkert hos enkelte af Læserne, en ubestemmelig Følelse af Harme maaske, over, at saadanne Forhold kunde existere, som denne rørende, oprørende Fortælling beskrev, men de fleste lagde vist Bogen hen uden at tænke, at den lille Skildring, der er fremspiret og fremvoxet af de humaneste Følelser, at den i sig rummer en hel Verden, en ussel, stakkels, forpint Menneskeflok, et Raab om Hjælp til alle bedrestillede, et Fingerpeg til ethvert tænkende, blot nogenlunde formaaende Menneske, en Bøn til alle, om ikke at vende Blikket bort fra disse Stakler. Mange blandt Læserne, Størstedelen maaske, hørte vist Hovedstad og Smaabyerne til, og sparsomt fik disse Smaafortællinger Adgang til de Hjem, der havde de rette Forudsætninger til at forstaa og virke for at afhjælpe, hvad "Fra Hytterne" har fortalt om, og hvad der i Virkeligheden ogsaa er saadan alvorlig Trang til at faa afhjulpet.
Til alle Eder, som ikke forstod det, som ikke tænkte Tanken ud selv, fordi I ikke kendte Forholdene derude om paa Landet i Markers, Mosers og Enges Hytter, til alle Eder er dette henvendt, for at I bedre skal forstaa og saa afhjælpe, hver enkelt af Eder, om saa blot med den ringeste Skærv. Mærk vel, naar jeg taler om Hytternes Beboere, mener jeg dermed ikke Bønderne, men dem af Folket, som er i Bønders, Herremænds, Godsejeres eller Fabrikejeres Tjeneste, disse Mænd og Kvinder, gamle og unge, der med samt deres Børn arbejde saa møjsommeligen Dag ud og Dag ind, Vinter og Sommer, paa de utroligste, paa de mest mangeartede Maader, for at erhverve sig til den Bid, som de putte i Munden, dem, for hvem Fattiggaard er Straf, fordi de maaske have kendt bedre Dage, eller fordi de endnu have Æresfølelse tilbage.
Sparsomt er ogsaa Fattighjælpen herude fordelt, og langt vanskeligere, end saa mange tænker, er den at erholde. Naar disse Folk blot kan arbejde, selv om Arbejdslønnen kun beløber sig til et Par Kroner om Ugen, kan "Fattighjælp", altsaa Hjælp udenfor Fattiggaardens Territorium, næsten ikke opdrives, selv om Familien er stor, ja næppe nok, naar Familiens Forsørger er en Drukkenbolt, for hvis Skyld hele den øvrige Familie maa lide.
Det er om dem, jeg taler, disse Mennesker, der, syge og opslidte af Dagens Stræv, ligge der henslængte uden Hjælp, for Lud og koldt Vand, i deres ofte usle Hytter, fordi de høre ikke til "det Sogn" og ikke til "det Sogn", og det Sogn, som de høre til, har saa mange og har hverken Tid eller Midler til at hjælpe.
I, som hovedrystende siger: "Sligt existerer ikke," eller I, som ikke kende dertil: Vid, at der findes skjult derude paa Landet, fjærnt fra Eders hyggelige, lune Hjemliv, hundreder af saadanne Forhold! Det 170 er ikke den Nød, der ydmygt tiggende kommer til Eders Dør og banker paa, det er ikke den Armod, der frækt trænger sig paa Eder paa Gaderne! Nej, den ligger og vrider sig i Smerte, kan ikke komme og banke paa og kan derfor ikke lades ind, kan ikke bede og mægter ikke at klage, for Klagen er forstummet i al denne Liden; Bønnen har maaske nok haft Gud at rette sig imod, men ogsaa den er til Slut standset paa disse forpinte Læber, eller er trængt saa langt tilbage i Sindet, fordi – ja hvorfor? Fordi der dog ingen hjalp.
Direkte til Mennesker kan disse Stakler ikke henvende sig, maaske ved de ikke, at der er Institutioner, der kunde afhjælpe noget, eller mangen iblandt dem er som sagt en Gang bleven vist tilbage fra Byers og Sognes Kommuner med de Ord: Vi har vore egne, som vi maa hjælpe. Saa har de skræmmede trukket sig tilbage i sig selv og foresat sig at holde Pinen ud.
Man vil indvende herimod: Mon den, der skriver saaledes, ogsaa kender alle Omstændighederne ved saadanne Forhold? Mon Vedkommende ret ved, hvad Kommunerne har gjort for at hjælpe disse Stakler? Man har sendt Bud ind i Hytterne, at de kunde faa Hjælpen, naar de blot vilde henvende sig der og der, men de kom ikke, saa er det jo deres egen Skyld, at de ikke er blevne hjulpne.
Men disse Folk er dog undskyldte; gennem Slægtled er de skræmmede tilbage fra Eder, derfor komme de ikke til Eder. Man maa gaa til dem. Hjælpen maa bringes dem ind ad Døren. Hertil vil man sige: "Vi har gjort det, vi har jo sendt Plejersker der, hvor vi vidste, der trængtes til Hjælp, men de har afvist Hjælpen, eller vist sig ligegyldig overfor den." "Der, hvor I vidste, der trængtes til Hjælp!" Burde det ikke være ethver Landsogns Pligt overalt at vide det? Men det er nu engang ikke saadan. Saa maatte det være hver Godsejers, Herremands, Bondes eller Fabrikejers Pligt at holde vaagent Øje med sine Hjælpere og Daglejere og forhøre sig, naar nogen af dem udeblev, saa at de altid vidste, naar der var Sygdom og Trang; men heller ikke dette er paabudt.
Derfor rettes denne Bøn til alle Udenforstaaende, som kunne hjælpe, eller til dem af Kvinderne rundt om paa Landet, som har Tiden til deres egen Raadighed, og som kunde have lidt Øje med disse Forhold, som de nu en Gang for Tiden er.
Selvfølgelig er der mange Gaarde, hvor Husmoderen eller andre kvindelige Medlemmer af Familien have et aarvaagent Øje, praktisk Greb og det rette Hjærte, og som virkelig tage fat paa dette Omraade. Disse bør da være Exemplet og lede de unge Kvinder derude blandt de bedre stillede ind paa samme praktiske Vej.
Naar I har Tid, saa gaa ud til disse Hytter, nøjes ikke med af Nysgærrighed at betragte de snavsede Rum, gaa ind i dem, søg og find dem, der lide derinde; af mange forskellige Grunde kan de lide; for blot at nævne to: Sygdom er den ene, Fald og Last den anden.
Mistroiske, mistænksomme Blikke vil I møde, naar I, iklædt Eders bedre Tøj, bukke Eder igennem den lave Dør, for at komme ind, og sige I god Dag eller spørge I til den syge eller lidende, vil I første Gang I kommer, enten intet Svar faa eller maaske: "Den fine Dame har vist intet her at skaffe." Gaa ikke bort for det. Forklar kærligt og tydeligt, hvad det er, I vil; tal til den syge eller til Børnene derinde. I skal ikke spørge, om de vil have det eller det, I skal, næste Gang I kommer, bringe med, hvad I formaar, af det, I have set, de mangler og trænger til derinde, og I skal se, lidt efter lidt, Gang efter Gang, vil I blive modtagne venligere derinde, og til Slut vil man trænge til Eder, og selv vil I føle, at I gør noget velsignelsesrigt.
Finder I nogen, der er saa lidende, at I føler Eder selv for lidet sagkyndige i Sygeplejen, saa begynd ikke med at kvakle paa egen Haand, oplys en Læge om, hvor Stedet er, og der vil vel findes én, der har Tid og Hjærte til at se derud, saa I kan blive sat i Gang med at se efter, at den syge ikke forsømmes. Men i Reglen er der mange Ting, som I ganske rolig først selv kunne gøre. Skaffe ren, frisk Luft i Stuerne, og ved Hjælp af Nabofolk, som I betaler lidt, faa det fornødne Snavs ud af Rummene. Saa vidt muligt gøre Patienten ren og forklare dem, der er om Patienten, eller dem I faa til at være om ham, hvor nødvendig Renlighed og Taalmodighed er overfor en syg.
Antiseptiske Renselser skal I ikke forsøge til at begynde med, det gælder netop om at gaa lempelig tilværks, med hvad der haves, og hvad I kan skaffe.
Endog Lægerne maa indrømme, at i en saadan Hytte vil man gøre mere Gavn paa denne Maade end ved at skræmme Folkene helt fra sig og lade dem ligge uden Røgt og Pleje; at det er bedre at faa fjærnet det værste, end at det altsammen bliver, selvom saa den, man faar til at udføre dette Arbejde, ikke bagefter strax kan faa sine Negle saa rene, som en Antiseptiker kunde ønske det. Nej, Kunsten er netop den, ikke at skræmme tilbage, fordi det er saa forfærdeligt, men netop, fordi det er saa forfærdeligt, udføre, hvad der staar i ens Magt.
I vil faa mange Skuffelser: En Patient, som I i lang Tid har bragt det fornødne af Mælk og Tvebakker, for at han kan holde en forordnet Mælkekur, vil I maaske en skønne Dag, naar I tror ham raskest, finde fordybet i en Tallerken Grønkaal eller Ærter. 171 Og har I hver Dag i lange Tider, maaske baade Morgen og Aften, gaaet en lang Vej for at forbinde en Patients Fod, som har haft et dybt Saar, vil I maaske finde Patienten paa Træsko i Tørvemosen, fordi "nu var det jo bedre."
Lader Eder ikke forskrække deraf. Man vil, første Gang I beder om varmt Vand til at vaske Snavset af et Saar, give Eder en lille Sjat paa Bunden af en Lerskaal, som I til Eders Forfærdelse næste Gang vil se Patienten nyde den Mad af, som I har sendt, eller den vil maaske være afbenyttet til noget uundværligere, men kun lidet appetitligt. Eller naar I bede om varmt Vand, vil I faa en lunken, snavset Substans, Afkog af den i lang Tid ikke brugte Kedel. Lidt efter lidt vil I vænne Eder til at hjælpe Eder, med hvad der findes i Huset, og hvad I lærer Folkene at forskaffe sig af nødvendige Ting.
Lad Eder frem for alt ikke forbløffe. Disse oftest hærdede Skabninger komme dog til Slut gennem det altsammen ved Eders Hjælp og vil være Eder saa inderlig taknemmelige derfor. I vil altid hos Nabofolk finde dygtige Hjælpere; de fattige har meget større Hjærte til at hjælpe hverandre i Nøden end vi bedre stillede. Husk paa, for dem er Nøden Livet, for os er den en Undtagelse i Livet.
Saa er der en anden Art: Det er Lasten; thi Forbrydelse og Usædelighed har i denne snavsede Jordbund frodig Væxt. Men alt som I alle med det gode Hjærte, den gode Vilje og den rette Haand lidt efter lidt bliver øvet, vil I uden selv at vide af det lidt efter lidt have skaffet til Veje en anden Jordbund, hvor Spirekraften for disse Væxter bliver udygtiggjort eller i det mindste hæmmet. I vil imidlertid være blevne det gode Exempel; kraftigere Hjælp vil være traadt til og hjælpe ydermere. Finder I altsaa disse Lastens Følger i Hytterne, saa lad Eder ikke nøjes med at dømme og fordømme.
