"Er der da slet ingen røde Kinder"
Henrik Pontoppidan: FRA HYTTERNE. NYE LANDSBYBILLEDER (Gyldendalske Boghandels Forlag)
Forfatteren har skilt den sidste af Historierne i sin ny lille Bog ud fra de andre og kaldet den "en Epilog". Det er ham selv, der er "Vandreren" over de store Hovmarker, hvor svundne Aarhundreders Trælleliv ligesom stiger frem af Vintertaagen, for efter at have ladet sine mørke Billeder drage forbi hans Øje – Ladefogdens Stokkeslag, Naadigherrens Træhest og Voldtægt, duvende, tavse, forkuede Bønder – at fylde hans Bryst med en lykkelig Følelse over, at det nu drager sit Vejr i "Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens Aarhundrede". Men Vandringsmanden gaar videre og naa'r en elendig, faldefærdig Hytte, hvor en 84-aarig, udlevet Kone paa ottende Aar ligge ene og forladt i sin Seng, kun sparsomt tilset og plejet af en anden Kone, der med kold Ro giver en følelsesløs Skildring af den ulykkeliges Liv, lige til hendes fortvivlede Kamp med Rotterne, der er nær ved at æde hende op om Natten. Og saa gaar Vandreren atter videre, og for hans indre Øje tegner sig atter Billedet af et Folk, der, bøjet af Værk, gnavet af Utøj, sidder ved sine Kartofler og sit Brændevin, frygtsomt ventende den Dag i Alderdommen, da Bonden kaster dem ud af deres Huler, og "Sognet" tager dem i sin naaderige Varetægt. Og – slutter Epilogen – langsomt og eftertænksomt gjentog Vandreren for sig selv: "Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!"
Den samme Anklage mod Samfundet, mod Tiden, mod Autoriteterne, ikke mindre end mod de rige Storbønder, der er sig selv nok, gaar som en Grundtone gjennem alle de nye Landsbybilleder. "Morgenbladet"s Læsere vil saaledes ikke have glemt Historien ("Naadsensbrød") om Stine Bødkers, der skulde paa "Kassen". Forfatteren indlader sig ikke paa nogen Drøftelse af, hvorvidt det er et Fremskridt eller ikke, at de, som han selv skildrer dem, gamle, smudsige og stinkende Sogne-Fattiggaarde er blevne afløste af nye, formaalstjenlige Arbejdshuse. Hans Sympati er helt og holdent paa de ulykkeliges Side; han føler kun, hvad de i Livet strandede maa lide, idet de tilsidst bukker under i Kampen for Tilværelsen; med dyb Medfølelse skildrer han, hvorledes Arbejdsanstalten udsletter deres individuelle Præg, og der er Haan i hans Tale, baade naar han nævner det nye, store, smukke Hus, og naar han lader den majestætiske Inspektør dukke op midt iblandt alle de gamle, livstrætte Skikkelser. Og var det ikke, fordi han var Impressionist, der kun skildrer, hvad han har set og faaet et Indtryk af, vilde han sikkert have endt Historien med en Opstand. Den lange Zacharias Smed vilde have revet Stine ud af Sognefogdens Hænder, for at gjengive hende Friheden.
Ved Siden af dette udprægede revolutionære Træk i Henrik Pontoppidans Forfatterskab gaar der en Strømning af Trøstesløshed, som om Livet ikke ejede en Lysside, som om al menneskelig Lykke havde faaet "et Grundskud". I Skizzen af dette Navn skildres saaledes kun den Betydning, et Fedesvin har for den fattige Væver, og hvorledes Familiens Haab udslukkes, da Dyret pludselig dør. I "Knokkelmanden" lærer vi to stræbsomme Folk at kjende, der efter et langt Liv i Slæb og Slid staar Ansigt til Ansigt med Døden, ligesom de skulde høste lidt af Lønnen for deres Arbejde. Kun i "Ane-Mette" falder der et svagt Lysskjær over den triste Scene. En fattig Kone har forgjæves søgt at tilbagekalde i sin Erindring et Barn, der døde under et af Mandens Deliriumsanfald. Nu skal den lille Pige graves op paa Kirkegaarden, for at give Plads for en rig Bondes Barn, og da den stakkels Moder samler sin Ane-Mettes Ben sammen, lader en Lok af tørt, mørkerødt Haar pludselig Barnets Billede blive levende for hendes Sjæl. Det er en af Bogens bedste og mest rørende Historier. Modsætningen mellem den fattige Kones Trøst midt i hendes Sorg og den rige Bondes stadselige Jordefærd virker med al sin bitre Satire dybt og gribende.
Derimod ser vi ikke ret, hvad Forfatteren tilsigter med sin nye Fortælling "Hans og Trine". Skal det være et Modstykke til Chr. Winthers Landsbybilleder, de mange Træsnit, der ogsaa bærer et Mands- og et Pigenavn, vil vi indrømme, at Maalet er naaet. Men ellers forekommer det os, at Forf.s Impressionisme her er drevet ud i den flade Virkelighedsgjengivelse, lige til Sproget og Stilen.
I sin Helhed hører "Fra Hytterne" imidlertid til Henrik Pontoppidans mest karakteristiske Bøger. Han har som Forfatter, hvad Malerne kalder en lykkelig Haand, under hvilken alt faar Liv. Hvad enten han skildrer et Menneske eller et Landskab, ser Læseren det klart og bestemt for sine Øjne. Selv de, der ikke føler sig tiltalte af dette mørke Livssyn, der ikke giver den nyere russiske Literatur noget efter, vil ofte gribes af hans malende Evne og dybe Medfølelse for Livets Stifbørn. Hans Satire kan være ensidig, men mangler sjældent Braad. I disse Landsbybilleder er han tilmed paa sin egen Grund. Han kjender det Folk, han skildrer, om han end kun udvælger saadanne, han kan være Advokat for. Han lever selv midt i den Natur, der danner Baggrunden for eller Rammen om hans Skildringer.
Men vi vil heller ikke dølge, at dette Forfatterskab dels, som sagt, er betænkelig ensidigt, dels at det tegner til at blive en March paa Stedet. De fleste af Historierne ligger forud for "Mimoser", og der kan altsaa ikke af dem drages nogen Slutning om, hvor vidt den Frygt, denne Fortælling vakte hos mange af Forf.s Venner, var begrundet eller ej. Det var, som om der var gaaet en Smule literær Hovedstadssmitte i hans oprindelig saa sunde Rusticus-Blod, og som om han var fjærnere end nogen Sinde fra det Haab, der med Rette næredes til hans store Begavelse, nemlig at han en Gang skulde give os en af Sol og Sundhed, af Livsmod og Livsfriskhed struttende Bonderoman. Vi vil dog endnu mindre haabe, at "Hans og Trine" skal være Forf.s Svar paa dette Haab. Saa kunde han lige saa godt være blevet i Kjøbenhavn mellem Ægteskabs-Problemer og "Mimose"-Theorier kontra Handske-Moral.
Netop nu, hvor alt tegner til Foraar paa ny, spørger man sig ofte selv under Læsningen af disse sørgelige og tunge Historier: er det virkelig dansk Natur, danske Bønder, danske Livsvilkaar? Er der da slet ingen røde Kinder, slet intet ungt, livsglad Blod længere ude paa Landet? Skinner Solen aldrig hverken paa grønne Skove eller ind i fattige Hytter? Er der ikke nogen eller noget, der tager Kampen op med al denne Raahed, Drukkenskab, Haardhed og Ulykke? Vilde mindre Ensidighed ikke ogsaa give et større Virkeligheds-Udbytte?
