Fra Hytterne
Literatur
Henrik Pontoppidan: Fra Hytterne. (Gyldendalske Boghandels Forlag). Det er intet let Værk at give en god Skildring af Fattigfolks Liv, og det er endnu vanskeligere at vinde Læsere for et sligt Æmne. Et Forhold, der i og for sig er tiltalende, et Æmne, der er klædt i Silke, vækker Folks Behag uden nogen Kunst. Den, der behandler en saadan Gjenstand, sejler med gunstig Bør, men den, der vælger sig et fattigt Stof, maa krydse anstrængt op mod Vind og Vove. Han falder nemt hen til sentimental Klynken eller giver kun en kold Beretning om udvortes og ligegyldige Ting; han skal i lige Grad vogte sig for at løbe ud i blaa Dunst og vare sig for den Realisme, der svælger i ækle Enkeltheder; han maa gjøre Rede for de Traade, der binde de fremdragne Samfundslag sammen i Fællesskab med andre Mennesker, lige saa vist som han maa kunne paavise de Særtegn, der præge de skildrede Folk og ene gjør deres Færd forklarlig. Det, der fra et fremmed Synspunkt lader stødende og unaturligt, maa han gjøre begribeligt ved at lede Lyset fra Omgivelserne ind over Personerne og deres Handlinger.
Forf. har løst denne Opgave paa en meget ærefuld Maade. Hans Bog er ikke skreven ud fra et lyst Syn paa det Liv, der leves i Bøndernes Hytter. Han ser Smaakaarsfolk arbejde sig tungt op ad Bakke med Døden som Trøst og Fattiggaarden som Trusel, han fortæller om en Kamp for Livet, der hyppigst ender med Nederlag. Der ligger en bedrøvet Alvor bag disse Beretninger, men der klinger ingen sentimental Klage gjennem Bogen Linjer. Hans Tale falder med dæmpet Kraft og ærlig Djærvhed, kun saare sjælden bryder han ud i heftige Ord, det gaar saa sindigt, lysnet af lidt Lune, mærket af Sandfærdighed og Selvsyn Blad for Blad. Det er en Glæde blot at læse dette søde og stærke Sprog, der har den danske Tunges rene Klang i hver eneste Lyd, sundt og lifligt som Søvinden, der blæser mellem Jylland og Skaane. Og som han forstaar at vække Interesse for de uanselige Hændelser, han meddeler! Der er f. Ex. en lille Historie om en Vævers Gris, der bliver syg og dør. Den er fortalt i de jævneste Ord, næsten halvt spøgende, men man bliver greben af den, man fyldes af Medfølelse 211 og deler den sølle Vævers Angest for den fede "Sif", som var det ens eget Ve og Vel, det gjaldt. - Forf. har været meget heldig i Valget og Udførelsen af de Personer, han skildrer. De staa gjennemgaaende skarpt gjengivne og livnede af en Mængde smaa fine Iagttagelser, hvis Ægthed ingen kyndig Læser vil betvivle. Navnlig "Hans og Trine" fortjener Opmærksomhed. Det er ypperlig fortalt, hvorledes Bondekarlens Moder forgifter hans Tro til Kjæresten, og der er megen psykologisk Sandhed i hans raa Adfærd over for den besvegne Pige - en Raahed, der dækker Fortrydelse over at have begaaet en Dumhed og Glæden ved at være bleven et pinligt Forhold kvit. Ligesaa er den gamle Mand, der møder den sørgeklædte Indsidderske paa Kirkegaarden, en lille Perle af Menneskeskildring. Den nænsomme Nyfigenhed, hvormed han udfritter hende, og den sindige Resignation, der fylder hans trøsterige Forsikring, at Verden ikke er af Smør, tegner ham i faa Træk lyslevende for Læserens Øje.
Pontoppidans sidste Fortælling "Isbjørnen" kan ikke maale sig med "Fra Hytterne" i Vægt og Virkning. Den griber ikke saa dybt og almenmenneskelig, og den bygger ikke over saa bred og øm en Sympati som Forgængeren. Men det er en ganske fornøjelig Bog at læse. Den skikkelige Ulk af en grønlandsk Præst, den omhandler, er fremstillet med lige godlidende Lune, enten han jager Sælhunde med Eskimoerne, eller han dumper ned mellem Kapellaner og Kolleger i Danmark som en stor laadden Puddelhund mellem stive Stokroser. Hans kluntede Hjærtensgodhed, hans støjende Latter og ustyrlige Friluftstrang smelter sammen til et levende og morsomt Billede, og hans korte Roman fortælles med en flyvende Fart, der aldrig snapper efter Vejret, og en Lystighed, der holder Læseren fangen til sidste Side. Der er gjemt en Del Satire i denne Beretning, der ligger maaske ogsaa Harme bag den, men Behandlingen er saa lethændet, at ingen kan saares. Spotten kildrer mere end ætser, saa legende stryger den forbi paa Pontoppidans udmærket bløde og fintfarvede Sprog
N M.