Vandreren. En Epilog
Der gik en Vandringsmand hen ad en opkjørt Markvej en Dag mellem Jul og Fastelavn.
Formodentlig maa han have gaaet i Tanker; thi pludselig standsede han, saa' sig omkring og opdagede til sin Forbavselse, at han befandt sig midt ude paa de store Hovmarker.
Det var altid underlige Følelser, der vaktes hos ham ved Synet af denne gamle Lidelses- og Kampplads. Ikke mindst en saadan tung og melankolsk Februardag med en sortblaa Snehimmel hængende som en Trusel ned over Jorden, hvilede der for ham noget ligesom af Valpladsens storladne Tungsind over disse vidtstrakte, øde og vinternøgne Tomter med deres lange, snorlige Stendiger og enlige Hybentorne.
126 Det var ham, som spøgede endnu de svundne Aarhundreders Liv i denne bølgende, lavt svævende Jordrøg, der drev hen over Agrene. Han syntes ligesom at se dem for sig – disse duvende, tavse Skikkelser, der slæbte sig frem her under Ladefogdens Stokkeslag, agede med Plov eller sankede Sten … Dernede i Lavden1, hvorfra Herregaardens takkede Gavl stak op over Bakken, glimtede endnu den selv samme Rude, gjennem hvilken i sin Tid hin "dullherrige"2 Greve mønstrede sine Bønder, naar han hver Ugedag lod dem passere forbi under Træhesten med blottede Hoveder .… Hist ovre bag Mosen, langs den høje Række Popler, der halvt udviskedes af Taagen, laa den gamle Bygdevej, om hvilken han havde hørt fortælle, at ad den slæbtes om Natten Pigeofrene til Borgen med bagbundne Hænder, og om Dagen sprængte Naadigherren stolt der forbi med sine ridende Svende, mens de skjælvende Bønder skjulte sig i Agrene.
Men ad samme Vej drog ogsaa – en Julenat – en sværtet Skare med Lygter og højt blussende Brande … sprængte Borgporten, tumlede op ad Trapperne, huggede 127 ned for Fode med Øxer og Køller, parterede Herremanden og kastede ham under høje Glædeshyl Stykke for Stykke ned i Voldgraven, mens drukne Karle voldtog hans Frue.
Derovre paa den høje, golde Bakke havde Bondebyen ligget. De smaa Sænkninger hist og her i Jordsmonnet viste endnu Brøndenes Plads. Spredt omkring disse havde Lerhytterne kigget frem, klinede til Bakkehældet ligesom Fuglereder; og inde i de smaa, mørke, fugtige Rum, hvor Rotterne tumlede sig over Hoved og under Fødder, sad det arme, forkuede Folk ved sin Havregrød og Vallesøbe, bøjet af Værk, gnavet af Utøj – spidsende Ørene som en frygtsom Hund ved hver Lyd, der trængte herop fra Dalen.
Hvor det klang ham underlig fjærnt altsammen! Han kunde næsten ikke faa sig selv til at tro, at al denne Umenneskelighed havde fundet Sted saa nær op imod hans eget – Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens – Aarhundrede.
Men – tænkte han – om disse Marker kunde tale! Hvad vilde de da ikke i Tider som disse kunne raabe ud over Landet! Hvor 128 vilde da ikke hver Plet fra Skjel til Skjel kunne ringe for Ørerne af denne Slægt, hvis Hæder og Hævn det skulde været at høste denne Jord, som Fædrene har pløjet!
Under Betragtninger af denne Art var han igjen naaet udenfor Hovmarks-Grænsen og fortsatte tankefuldt sin Vej hen over de saakaldte "Kjedelbakker", et øde, knudret Jordsmon, fuldt af større og mindre, kjedelformede Huller med store Sten og smaa Tjørnebuske paa Bunden.
Alt var stille omkring ham. Himlen havde sænket sig endnu lavere og syntes at slæbe sine Skyfrynser hen over Fjorden. Fra denne lød blot nu og da et dumpt, fjærnt Drøn af Isen, der brød op. Overalt, hvor han kom frem, lugtede der af Ræv. Flere Gange saa' han ogsaa Mikkels lange Spor i Gruset og syntes at kunne høre den komme listende nede mellem Tjørnene.
Pludselig standsede han foran et lille, enligt liggende Hus, der laa skjult af et stort Stengjærde, med hvilket det var sammenbygget, og som strax paa en særegen Maade tiltrak sig hans Opmærksomhed.
129 Dette skyldtes ikke alene Husets ualmindelige Ælde, dets underlig høje, gammeldags Tagform og de ganske lave Mure, hvis smaa, blyindfældte Ruder spillede i alle Regnbuens Farver. Det var tillige noget eget stumt, ligesom uddødt, der hvilede over det, og som kunde bringe en paa den Tanke, at det var en forladt og forglemt Levning fra hine længst forsvundne Tider, der paa denne skjulte Plet havde faaet Lov til uforstyrret at smuldre hen.
Der var ikke en Lyd at høre derinde fra, ikke menneskeligt Liv at spore bag de fuldkommen tomme Vinduer.
Af Nysgjerrighed gik han hen og trykkede forsigtig paa Klinken.
Jo, der var aabent, – og han stak Hovedet ind i en lille Forstue med opblødt Lergulv og en muggen Lugt. Herfra førte atter en gammel, utæt Dør, som han ligeledes varsomt aabnede, ind i et temmelig stort, lavt og tomt Rum, hvor Støvet laa i tætte Lag over et Bord og en Bænk.
En gammel skimlet Rok og et Par henvisnede Potteplanter, der stod paa Bænken i en tør, askeagtig Jord, kunde for den Sags 130 Skyld godt se ud til at have staaet saaledes urørt i et Aarhundrede. Men et svagt Spor af Tørveos samt de tydelige Mærker efter et Sæt Fingre, der var gaaet hen over Bordpladens Støvlag, godtgjorde, at Mennesker i alle Fald endnu havde Gang her i Hulen.
Han vilde just vende sig for igjen at gaa, da han pludselig i Sengen – en bred, ormædt Egeseng med en gardinløs Himmel over – opdagede en kvindelig Skikkelse … en graa, indskrumpet Mumie, der laa sammenbøjet, med Ansigtet ind imod Væggen, under et gammelt, slunkent Dynevaar, der faldt tæt om det lille Legeme. Et gult Tørklæde var bundet stramt omkring Hovedet, og oppe under Hagen laa begge de tynde, voxblege Hænder trykket ind mod Kroppen og knyttede.
Han traadte uvilkaarlig et Skridt tilbage … et Lig.
Men i det samme drejede Skikkelsen med Anstrengelse sit lille Hoved en næsten umærkelig Smule. Og med en Stemme, der fik ham til at fare sammen … en lille, hviskende, klangløs Stemme, der syntes som hentet langt borte fra en hel anden, fjærn Verden, hørte han hende sige:
131 "Er det dig, Kathrine?"
Han blev saa underlig til Mode ved pludselig at høre en menneskelig Røst, og vidste saa lidt, hvorledes han i en Hast skulde svare og forklare sig, at han efter en kort Betænkning foretrak ganske sagte at liste ud igjen den Vej, han var kommen.
Han lukkede forsigtig Døren efter sig og lod Klinken lydløst falde til.
Da han stod i det Fri, kom en stor, pjaltet Husmandskone tilsyne et Stykke borte. Hun standsede for Enden af det høje Stendige, bag hvilket han nu blev opmærksom paa en hel Samling af Smaahytter, der stak deres Skorstenspiber op over Gjærdet.
Konen havde et stort tre-fire Aars Barn paa Armen og skreg strax af al sin Magt gjennem den tunge, stødvise Vind, der imidlertid havde rejst sig:
"Vil han snakke med no'en?"
Han støttede sig rolig til sin Stok og raabte tilbage:
"Hvad er det for en Kone, der ligger derinde?"
"Hvem den Kone er?"
"Ja."
132 Hun syntes at betænke sig, idet hun betragtede ham. Derefter kom det:
"Kan det ikke være ham lige meget?"
"Nej. – Hvad ligger hun dér for?"
"Hvad hun ligger dér for," hørte han hende gjentage for sig selv (thi Vinden bar med). Derpaa satte hun sig langsomt i Bevægelse hen imod ham, men standsede atter i en halv Snes Skridts Afstand og undersøgte ham fra Taa til Top.
"Hvad hun ligger dér for," gjentog hun paa ny. "Hvor skulde hun kanske ellers ligge?"
"Er hun da syg?"
"Næ."
"Hvorfor ligger hun da i Sengen?"
"Hvorfor?"
"Ja."
Hun syntes vedvarende utilbøjelig til at give ham den attraaede Oplysning, men betragtede ham bestandig mistænksommere med sine store vandblaa Øjne.
Først da han havde forklaret hende, hvorledes han var kommen ind i Hytten, og hvad der dér var hændet ham, fik hun et lidt 133 blidere Udtryk og nærmede sig atter langsomt.
Hun var et tungt, karlehøjt Kvindfolk med et udtæret Ansigt og et magert, kobberrødt Bryst, der skimtedes nøgent inde bag det ophægtede Kjoleliv. Barnet, som hun slæbte paa Armen, var en stor, uformelig tyk Dreng med et Par uhyre Kinder og smaa, betændte, rødt opsvulmede Øjne, som han kneb sammen for at taale Lyset. Han havde smaa Træsko paa Fødderne og sammensyede Uldsokker, der kun naaede ganske kort op paa de forøvrig ganske nøgne Ben. Ogsaa Barnets Hoved var ubedækket; og mellem de tynde, krøllede, rødgule Haar saaes tykke Skorper af sort Arp, der dækkede hele den forreste Del af Hovedbunden.
"Naa, saadan," sagde hun tilsidst og smilte bredt. "Saa har hun faaet sig en ordentlig Forskrækkelse, det gamle Liv! … Det var da løjerligt nok. Jeg tænkte ellers, at gamle Else var vel nok kjendt her. Men hun er ikke syg. Hun er sgu lige saa frisk som en anden, er hun. Men hun er 84, det er Sagen, og har ikke været af Sengen i otte Aar."
134 "I otte Aar!"
"Nej, Gu' om hun har! … Naa, saa hun spurgte, om det var mig, det gamle Skrog!" vedblev hun og lo igjen. "Dér har hun sgu faaet sig en rigtig Forskrækkelse da. Spurgte hun saa ikke, om det var Vorherre? Ikke? Ja, for hun ligger jo og venter ham, siger hun – og hun er jo da heller ikke bedre værd for Resten, end at der blev løst op for hende. Jeg venter paa Vorherre, siger hun – han husker mig nok, siger hun – og naar hun saa hører nogen, som kommer gaaende paa Vejen, saa tror hun jo strax, at det er ham. Giv mig nu Bogen her hen i Sengen, for der kommer Vorherre siger hun saa … Hun er jo natyrlig ikke rigtig i Ho'edet, forstaar sig; og hun gjør sig jo saa mange Spekulationer, naar hun saadan ligger dér og spekulerer for sig selv."
"Men ligger hun da altid saadan ganske alene? Er der ingen, der plejer hende?"
"Plejer hende? Jo, det gjør jeg. Det er mig, der hedder Kathrine, som hun snakkede om," fortsatte Konen, der nu ret var begyndt at faa Munden paa Gang, uden dog et Sekund at slippe den fremmede med Øjnene, 135 som agtpaagivende fulgte enhver af hendes Bevægelser. "Jeg bor hernede i Husene og kigger jo saa op, naar det kan træffe sig, og gi'er hende Føden og holder hende med Renlighed og saadan noget . . . . For Resten har hun været et forskrækkelig rapt Fruentimmer, det si'er alle de gamle, som kan huske det. Hun har en Gang løbet omkap med en Hest."
"Med en Hest?"
"Ja, Gu' har hun saa. Det er løjerlig nok at tænke paa, men sandt er det ligefuldt. Og Børn har hun da ogsaa haft, og endda flere nok, end hun vilde være ved; men hvor er de henne i Verden? … Naa, du! – kan du nære dig, din Skidager3!"
Den sidste Tiltale gjaldt Drengen, der under denne lange Passiar var bleven utaalmodig og arrigt rev og sled i Moderens Kjoleliv for at komme til Brystet. Men hun tjattede ham over Fingrene og vedblev derpaa, henvendt til den fremmede:
"Dersom han har Lyst til det, kan han jo følge med ind – saa kan han jo selv snakke med hende. Hun er saamænd ikke forknyt endnu, hvor gammel hun saa er, men 136 kan sgu baade prate og sprate, naar det Sind falder over hende; og især naar hun har faaet sig en Taar Kaffe, saa kan hun saadan komme med saa meget Tjat4 og saa mange Gjøgeord5, at man gjærne kunde grine sig ihjel deraf … Tys! Kan De høre, hvor hun ligger derinde og spiller Kjæve nu? Det er nok mig, hun gi'er paa Tosken, tænker jeg … for rigtig i Ho'edet, det er hun naturligvis ikke. Men hun bliver jo ogsaa 84 til Sct. Hansdag, Skroget!"
De fulgtes nu ad ind i Hytten, hvor de traf den Gamle halvt oprejst i Sengen, stirrende forvildet hen imod Døren med nedhængende Underkjæbe.
"Naa, naa! Hvad Fanden er der med jer, Else! I behøver ikke at se saa forskrækket ud. Det var bare denne fremmede Mand, der var gaaet forkert. Han vil nu kigge ind til jer; det maa han vel nok?"
"Jeg … jeg tænkte … det var Vorherre," stammede hun hviskende, endnu rystende af Angst.
"Aa, sikke no'et Sludder, Else. Læg jer nu bare rolig ned; I er jo helt fra'et," sagde Husmandskonen; og med den Haand, hun 137 havde fri, hjalp hun hende nu til Leje igjen i Halmen og klappede Dynevaaret tættere sammen om det lille Legeme.
"Der er ikke meget Fedt paa den mere," henvendte hun sig derpaa til den fremmede, idet hun løftede paa den tynde og ynkeligt afpillede Arm, der laa over Dynen. "Og dersom De vil føle her paa Haanden, saa skal De mærke, hvor kold den er. Det er ligesom et Ligs – ikke? For hun har det aller værst med den Kulde, det gamle Skidt! Og det er da endelig ikke saa underligt, for den Smule Dyne kan der da ikke være megen Varme i, og Ovnen dér trænger ogsaa til Helbredelse, – men Sognet vil nu helst ha'e hende op paa Kassen, skal jeg sige Dem; for de tænker vel, at hun saa kreperer paa Vejen."
Den Gamle laa nu ganske rolig og stirrede stift med sine smaa, sorte Øjne hen paa den fremmede, idet hun uafbrudt mumlede for sig selv:
"Jeg tænkte, det var Vorherre."
Han havde stillet sig hen for Enden af Sengen, og mens Husmandskonen vedblev at fortælle, saa' han omkring i den nøgne Stue – paa den skimlede Rok, den gamle, møre Seng 138 og dens stinkende Halm. Tilsidst faldt hans Øje paa en Stok, som den gamle havde liggende hos sig i Sengen; og da han spurgte Konen, hvortil hun kunde bruge den, lo hun og sagde:
"Den bruger hun sgu til Rotterne, de Skarnagtigheder, som er saa fæle ved hende om Natten, saa de er nær ved at æde hende op. Hele Diget derude er saa fuldt af det Skab; og saasnart det bli'er Mørkning, kommer de herind og rumsterer saadan rundt i hele Huset og i Sengehalmen, at hun ikke kan faa Ro. Det er ikke længere siden end forgangen, at de aad et helt Brød op for hende; og jeg havde endda lagt det herop paa Ovnen; for at det ikke skulde komme i Fortræd … er det ikke sandt, hvad jeg si'er, Else?"
Den Gamle forsøgte at nikke. Hun slap ikke den fremmede Mand med sine stirrende Øjne.
Da han en Timestid senere stod oppe paa Fjordbakkernes fede Lerjorder, gik just Solen ned i Vest over en smal Stribe af gyldengult, der strakte sig langs Horisonten under det mørke, tunge Skytag.
139 Dernede for hans Fødder laa den lille By mellem Bakkerne med sit runde, svagt kobberfarvede Gadekjær og sine otte store, nye Bøndergaarde, fra hvilke Plejleres taktfaste Arbejden lød herop som et roligt, sundt Hjærteslag. Majestætisk – som smaa Herresæder – løftede disse deres Tage over de usle, klinede Lerhytter, der klumpede sig sammen nede i Sølen. Hist og her kom en træt Arbejder slentrende ud af en Port med Madkassen i en Snor over Skulderen og drev bort over Markerne – eller dukkede ind i et af de smaa, mørke, fugtige Rum, hvor disse arme Folk sidder ved deres Kartoffelmad og Brændevin, bøjet af Værk, gnavet af Utøj, frygtsomt ventende den Dag i Alderdommen, da Bonden kaster dem ud af deres Huler, og "Sognet" tager dem i sin naaderige Varetægt …
Og langsomt og eftertænksomt gjentog han for sig selv:
"Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!".
