Gubben fra Aulestad

Trods den Begejstring, Bjørnstjerne Bjørnson personlig vakte, hvor han trådte frem; trods den eventyrlige Nordlysglans, han allerede i en ung Alder slyngede om et latterligt Navn, der fra først af må have taget sig ud som fabrikeret til en Parodikomedie; trods den hele strålende Sejrsgang, hvortil hans Liv så naturligt formede sig helt op til den høje Alderdom, blev hans Indflydelse paa Åndslivet i Norden – og ude i Verden – forholdsvis ringe. Forbavsende ringe.

Han hørte dog virkelig til de eenbårne. Måske har den nordiske Stamme aldrig frembragt et mere overdådigt udrustet Menneske end det Drengebarn, der hin kolde Decembernat 1832 sprællede sig ind i Verden deroppe i Kvikne fattige Præstegård, mens både den store og den lille Bjørn og de andre Stjernehimlens Vilddyr kresede ovenover og kiggede derned med en fortrolig Blinken. Et Vidunderbarn var født. Ja mer: en ung Gud, der tidligt tog sine overnaturlige Kræfter i Besiddelse og blev sig sin Sendelse bevidst.

Når det alligevel ikke blev ham, der kom til at præge Samtidens Følelsesliv på nogen afgørende Måde – hvad var da Grunden?

Spørgsmålet kom mig helt påtrængende ind på Livet en Vinterdag for et Par År siden, da jeg fra en Skydsstation i Gudbrandsdalen befandt mig på Vej op over Fjeldet for at komme ned i Gausdalen, hvor Bjørnsons Gård jo ligger. I en af de lokale Dvergaviser havde jeg læst, at "Gubben fra Aulestad" om Eftermiddagen vilde holde et Foredrag i Forsamlingshuset til Fordel for et Par forældreløse Børn, og her måtte jeg være med.

Jeg havde kun een Gang før i mit Liv hørt Bjørnson tale – 406 for mange År siden i København. Men jeg kendte altså hans Foredragsform. Jeg vidste, at egenlig Veltalenhed kunde jeg ikke vente mig. Denne folkelige Kunstart er jo overhovedet bleven sjelden i vore Dages Foredragssale udenfor Højskolen. Og dog er det vel næsten den, der virker stærkest på Sindet, når den da virkelig er, hvad den skal være, et inspireret Stemningsudbrud, påvirket af selve den lyttende Tilhørerskare, der "hænger" ved Talerens Læber som et Instrument, han magtfuldt spiller på. Af en Digter med Bjørnsons stemningsbevægede Sind og friske Oprindelighed kunde man jo netop have ventet en sådan Improvisationens Kunst. Men sådan var det altså ikke.

I hvert Fald havde hans Foredrag dengang været nøje udarbejdet i Forvejen. Hvert Ord var tilrettelagt og indstuderet indtil de flygtigste Betoninger. Det var helt og holdent Teater. Men som sådant var det pragtfuldt. Det nysgerrige Københavnerpublikum, der havde fyldt Casinos store Sal indtil Loftet, rev han op til Begejstring. Alene hans Skikkelse var jo en Øjenslyst. Og dog glemte man den efterhånden for Pragten i den Række Billeder, han lod lyse i Luften for sine Tilhøreres Øjne.

Endnu efter så mange Års Forløb var Indtrykket af Foredraget så levende hos mig, at jeg huskede det ganske nøje. Emnet var en Rejseerindring fra Rom: Pavens pompøse Indtog i Laterankirken Juleaften, og det begyndte med en Udmaling i Fugleperspektiv af selve det illuminerede Kirkerum med de vældige Lysbuer, de rødt betrukne Vægge og – dybt nede – det myrelevende Gulv, hvor 30 Tusinde Mennesker stod sammenpakket Hoved ved Hoved og trods Tavsheden frembragte en Brusen som et Hav i Storm. Med stort Lune skildrede han derpå de middelalderligt klædte Schweizergardister i deres sortgule Dragter og de andre pavelige Soldater, der i fuld Krigsmundering stod opstillet på begge Sider af Midtergangen og skuldrede Geværerne og rørte Trommerne, hver Gang Forhænget for en af Hovedportalens Sideindgange sloges op og en Kardinal i Silkeskrud eller en anden høj Prælat skred op mod Højaltret med sit Præstefølge. Med overdådig Opfindsomhed og den klogeste, den luneste Beregning føjede han Træk til Træk og Farve til Farve i det tilsyneladende vilkårligt henkastede Billede. Og hvor Ord ikke forslog til at give det rette, illusionerende Indtryk af Uroen og den langsomt svulmende 407 Spænding i den ventende Menneskemasse, greb han til de dristigste Virkemidler. At f. Eks. Trommerne rørtes blev ikke slet og ret meddelt, men Bjørnson gjorde det Kunststykke at efterligne Lyden med Tungen, og det ikke bare antydningsvis men med en minutlang Hvirvel, der snart steg snart sank i Styrke, så det var, som hørte man Ekkoet dø hen oppe under de lysende Kirkehvælvinger.

Forbavsende var især hans Fremstilling af det store Øjeblik, da Lyden af Vivatråb udenfor paa Torvet lod forstå, at det pavelige Vogntog nærmede sig, og Forventningen i Kirken pludselig slog over i ekstatisk Panik. Midterportalens Kobberfløje blev slaaet op, og oppe mellem Illuminationens øverste Lysbuer – ligesom tændt af usynlige Hænder – flammede en Ildskrift op med Ordene "Du er Petrus" i samme Nu som den hvidklædte Pave åbenbarede sig i sin gyldne Bærestol hilst af 30 Tusinde Menneskestruber, af Fanfare fra de pavelige Blæsere på Pulpituret, af Soldaternes Trommehvirvel og af Kastrat-Sangerkorets Jubelhymne: "Du er Petrus!" – Her prøvede Bjørnson fornuftigvis ikke ligefrem at eftergøre Palestrinas Himmelmusik med dens Sølvtrompeter og Basuner; men Ordene blev dog sungne ud på en Måde, så man syntes at høre den tone og juble i Luften.

Allermærkeligst var det næsten, så lidt det sporedes, at Bjørnson var på Tourné med Foredraget og allerede havde gentaget det i adskillige af Nordens Teatersale. Hans Optagethed af Emnet, hans kunstneriske Glæde ved at mærke Ordenes forlokkende Magt over Tilhørernes Fantasi syntes lige frisk.

Nu sad jeg der i Slæden og priste min gode Lykke, at jeg endnu engang fik Lejlighed til at se og høre den navnkundige Digter og store Menneskeven; og skønt jeg altså kendte hans Foredragsform, var jeg forventningsfuld stemt. Hvad vilde han nu dennegang tale om? Hvilket nyt Billede skulde denne Ordets Troldmester idag brænde ind i min Erindring, så det endnu mange År efter kunde lyse for mig som et festligt Minde? Jeg vidste jo nok, at Bjørnson i Mellemtiden var bleven gammel af År, godt op i de halvfjers. Jeg havde også læst, at han nylig havde været alvorligt syg. Men han hørte jo ikke til de Træer, der faldt for det første Hug. Han havde netop i de samme Dage i en Tidsskriftartikel givet Verden et nyt Vidnesbyrd om sin 408 uformindskede Evne til at gøre alt, hvad han rørte ved, til Kunst eller i hvert Fald til Kunststykke.

Fod for Fod gik det nu på tredje Time stejlt opefter ad en Vej, hvor Snedækket mange Steder var slemt opkørt af de tunge Tømmerslæder, vi stadig mødte. Ellers lå der overalt alendyb, frisk og blød Sne. En Hund fra Skydsstationen, der gjorde Turen med, måtte gribe til Svømmetagene, såsnart den – fristet af et Harespor eller en forbiflyvende Fugl – forvildede sig udenfor Vejbanen. Men det var slet ikke koldt. Det frøs næppe mere end et Par Grader, og Luften var stille. Det var desuden en Lise for Øjet i alt dette hvide, at Solen ikke skinnede. En lang, gråligbrun Sky strakte sig henover Sydhimlen som en uhyre Strudsfjer og skærmede for Synet.

For mig, der kom oppe fra Dødskulden i Jotunhejmens udslukte Verden, var der noget beroligende ved dette idylliske Vinterlandskab. Denne hvide, bløde og lette Sne, der lå over Jorden som et Duntæppe, virkede behageligt lunende på Sindet. Kragerne, der sejlede så mageligt ud fra Skovbrynene; de blålige Røgstøtter rundt om, hvor Småhytter gemte sig bag Fjeldknoldene, – alt fremlokkede en fredelig Højtidsstemning, et ganske bjørnsonsk Søndagsstille over det barske Land. Men nu nåede vi endelig op på Højsletten og Hesten gav sig til at strække ud. Slæden bumpledes op og ned på den ujævne Vej som på en Rutschbane. Da det så begyndte at gå nedover, måtte jeg mangen Gang under den vilde Fart holde mig fast med begge Hænder for ikke at slynges af. Og med hakkende Tænder citerede jeg for mig selv:

"Går d'ikke fygende,
går d'ikke strygende!"

Jeg havde den foregående Dag kørt over den bundfrosne Lemmonsø i en af Jotuns Forgårde: en to Mil lang Isørken, der udåndede en Kulde, der havde bidt sig gennem alle mine Skindklæder. Navnlig ude på Midten af Søen havde der været så koldt, at jeg begyndte at føle Situationen uhyggelig. Hestens frosne Sved sad som et Perletæppe over dens Ryg, og selv havde jeg et Isskæg som en Julenisse.

Jeg havde gjort Rejsen op til Jotunhejmen for at opsøge og hjemføre en Bekendt, en ung Mand, som halvt af Livslede, halvt 409 af Trang til Oplevelser havde forladt Familje og Fædreland og nu i flere År havde flakket omkring i Norge. De to sidste Vintre havde han levet fuldkommen som Eneboer deroppe i Eventyrverdenen: den store Stilheds Huldre havde fanget ham ind. Jeg traf ham i en lille, snebegravet Tømmerstue ikke langt fra den hanekamsformede Fjeldryg "Bes-Eggen", hvorover Per Gynt red sit vilde Drømmeridt på Gedebukken. Han havde indrettet sig ganske primitivt; der kunde gå Uger uden at han såe eller talte med noget Menneske. Han sad de daglange Aftener ørkesløs ved Pejsen og smøgede på en lille Pibe, lagde Kvist til Kvist på Ilden og følte sig lykkelig. Om Dagen læste han lidt og fordrev iøvrigt Tiden med at lave Mad, kløve Brænde og den Slags Arbejde. Som Udlænding havde han ikke Lov til at gå på Jagt uden at betale en uforholdsmæssig Afgift, og han lod derfor Bøssen ruste. Hændte det engang imellem, at han fangede en Rype i Snare og vilde have den lidt ordentlig stegt, måtte han på sine Ski over til en af Naboerne, f. Eks. til den gamle Rensdyrsjæger Jens Tronhus i Randsverk, som er kendt af mange Sommerturister, – det var halvanden Mil. Friske Levnedsmidler fik han ellers kun, når der engang imellem kom Folk derop fra Gårdene omkring Vågevandet for at hente Hø hjem fra Sæterladerne. De bragte ham også hans Post.

Skønt han ikke havde villet være ved det, havde han sikkert ofte bitre Dage. Han såe slet ikke så lykkelig ud, som han lidt krampagtigt påstod at være. Alligevel havde jeg ikke formået at overtale ham til at vende tilbage til sit Hjem og de levendes Samfund. Havde jeg måske selv været for meget under Ensomhedens og Stjernenætternes Fortryllelse deroppe? Havde også jeg lyttet for dybt til det store Dødsstille, når Månen løftede sig over de sølvhvide Fjeldkroner og pludseligt syntes at standse ved Synet af den fremmede lille Menneskeprik der på Snemarken: Hvem er du? – Nok er det, jeg misundte ham i hvert Fald ikke længer. Jeg beklagede det stakkels viljesyge Menneske, der jo sikkert tilsidst måtte gå tilgrunde ved en Art sjælelig Forfrysning. En egen, unaturlig Følelsesløshed havde jeg allerede sporet hos ham.

Jeg tænkte: havde jeg blot fået ham med herned til dette Møde med Bjørnson! Hans Ildhu skulde nok have tøet ham op. Hans rige og frugtbare Menneskelighed vilde have beskæmmet 410 hans golde Livsforagt. Og hvis ikke, så var der jo endelig andre Genoplivningsmidler ved Hånden her. Jeg tænkte på de mange unge Kvinder, der rimeligvis vilde flokkes ved en sådan Lejlighed, og det ikke alene for Aulestadgubbens Skyld. Der havde stået i Bekendtgørelsen, at der efter Foredraget skulde leges og danses.

Hop i Hop gik det lystigt nedad, og pludselig – ved at Vejen svingede – blev Gausdalen ligesom rullet op for Synet dybt under mig. Jeg havde boet dernede en Sommer for nogle År tilbage men kunde ikke kende Stedet igen på Grund al Sneen. De store, hvidmalede Gårde, som ligger Side om Side i denne frugtbare Dal, blev borte for Øjet i alt det andet hvide. Heller ikke de drageblodsfarvede Udhuse eller Husmandshytterne oppe under Skovene trådte rigtig tydeligt frem på Grund af de snedækkede Tage. Og dog er jo en sådan norsk Bondegård en hel lille By, der ofte tæller mere end en Snes forskellige Bygninger, deraf et Par med to eller tre Stokværk.

Et Flag var hejst dernede foran et Hus, som vel altså måtte være Forsamlingssalen. Det syntes deroppe fra Højden ikke meget større end et Hundehus. Rundt omkring det var Sneen sortprikket som en Kommenost, – det var Mennesker, der færdedes dernede. Tiden for Mødets Begyndelse var også snart inde. Skønt det stadig kneb for mig at holde mig fast på Slæden under den rasende Fart, måtte jeg lade stå til for at komme tidsnok.

Noget stort Rum var Forsamlingssalen nu virkelig ikke. Vi sad vel et Par Hundrede Mennesker derinde, da Bjørnson gik op på Talerstolen, og flere kunde der ikke rummes, skønt også Vindueskarmene blev brugt som Siddepladser.

Om Bjørnsons "Kæmpeskikkelse" er der talt og skrevet så meget overdrevent. Han var i Virkeligheden ikke stort over Middelhøjde. Kun når han sad ned, virkede han større, fordi hans Overkrop var uforholdsmæssig høj og bred, Benene derimod lave. Men hvilket dejligt Hoved! Det skæmmedes ikke engang af Brillerne, og det skønt man ikke kunde undgå at lægge Mærke til dem, idet Lyset netop faldt sådan ind på Glassene, at disse virkede som Reflektorer. Men de betog ikke Trækkene noget af deres naturgroede Kraft. De gjorde ham ikke til nogen Professorskikkelse. De beherskede heller ikke Indtrykket på 411 den Måde, som det sker hos så mangen Ordinarius, der får sit hele "interessante" Karakterpræg forlenet af et Par skarpt slebne Brilleglas.

Forøvrigt begyndte han sin Tale en Smule skolemesteragtigt med nogle Ord om et Kirkespørgsmål, som i de Dage havde sat Fart i Dagligstuepassiaren i Norge. Det var en Formaningstale med oprakt Pegefinger og løftede Bryn og lød lidt fattigt. Men i samme Øjeblik han gik over til sit egenlige Emne – en Erindring fra hans unge Dage – svulmede hans Tale som for et pludseligt indre Pres. Der var noget i denne Overgang, der mindede om Opsvingssuset hos visse store Fugle, der efter at have gjort underligt ubehjælpsomme Manøvrer for at komme på Vingerne pludselig udfolder al deres Pragt i Luften og stryger tilvejrs med en Skogren.

Det mærkedes også snart på Forsamlingen, at han havde fået den i sin Magt. Den sad som rørt af en Tryllestav – lutter åbne Øjne og Munde. Kun jeg selv sad uroligt på Bænken og følte et Stik i Hjertet. Bjørnson havde ikke talt mange Ord, før det gik op for mig, at Foredraget var en Gentagelse af det, jeg havde hørt for en halv Snes År siden i København. Det var den samme blændende Kunstpræstation, og jeg kendte den igen Træk for Træk. Det var der altsammen, både Trommehvirvlerne og Mængdens Vivatraab og Kunstpavserne, som nu og da forudskikkedes et lykkeligt fundet Ord eller Billede, så det var, som om Inspirationen fødte det i det samme Nu. Når jeg lukkede Øjnene, kunde jeg godt indbilde mig, at jeg fik det hele Foredrag genfrembragt af en Fonograf. "Pladen" var i de forløbne År bleven noget slidt ved Brugen; men der manglede ikke en Stavelse.

Det var en Skuffelse, – ja det var noget mere: det var lidt af en Pine. Bjørnson som mekanisk Teater – det virkede forstemmende. Og så rørende det på en Måde var, at denne verdensberømte Mand, der rundt om i Storstæderne fik det fornemste Publikum til at trænge sig om hans Talerstol, dog ikke holdt sig for god til at optræde for en lille Forsamling træge Landboere, når han dermed kunde hjælpe et Par forældreløse Børn, så var der også noget i denne Villighed til at agere, som gjorde mistænksom og vakte til Eftertanke. Jeg kunde ikke lade være med at tænke på Historien om Vildbjørnen, der som ung blev 412 indfanget og afrettet til Publikums Forlystelse og endte som en gammel Dansebjørn, der straks ved Synet af Mennesker rejste sig gravitetisk på Bagbenene og gjorde sine Kunster. Jeg spurgte mig selv, om ikke det Vidunderbarn, der hin Decembernat fødtes til Verden deroppe i det kolde Nord under Styrkens og Enfoldighedens Himmeltegn, allerede på et tidligt Tidspunkt af sin Eventyrfart gennem Livet havde taget Skade på sin Oprindelighed. Havde der ikke straks i Bjørnsons første Fortællinger været en lidt betænkelig Jongleren med Ord? Den bjørnsonske Stil, der var Datidens Grækere en Dårskab og Farisæerne til Forargelse, – var den ikke også mangen Gang lovlig meget af en Kraftpræstation og en Ståltrådsdans for et måbende og glanende Markedspublikum? Det havde jo tilmed føjet sig sådan, at det netop var med sin Stils Forvovenhed, med sit hele Væsens gigantiske Fripostighed, at han havde dannet Skole i Literaturen – og udenfor den. Som hans Geni havde skaffet Affektationen og Kunstleriet Borgerret i Poesien, havde det også sat Mærke i det offenlige Liv. I hans Kæmpespor hoppede og sprang et Narrefølge af Ekvilibrister og stærke Mænd, af Gaudiebe1 og Bondefangere, der optrådte i Forklædning som Sandhedsvidner og poetiske Forkyndere.

Jeg blev vækket op af kraftige Håndklap, der slog mig beskæmmende om Ørene, da Foredraget var forbi. Det er jo bleven gængs at lønne Foredragsholdere med Teaterbifald. Den Tid er måske ikke fjern, da et sådant også vil høres i Kirkerne efter en vellykket Præstation på Prækestolen. Dog undrede det mig lidt at finde denne Skik indført i en Forsamling af norske Bønder i en afsides Fjelddal. Mit Indtryk var da også, at det ikke var sket helt frivilligt. Men Bjørnson var øjensynlig glad for Applausen.

Umiddelbart derefter tog han bort sammen med sin Familje. Og nu begyndte en såkaldt "Kurveavktion",– en vistnok ejendommelig norsk Form for Basar, der er meget nydelig. Hver af de unge Kvinder medbringer til en sådan Velgørenhedsfest en pyntet Spånkurv fyldt med Kager og andet godt, og disse Kurve bortavktioneres på en Måde, der har til Hensigt at ægge Købelysten navnlig hos de unge Mænd og foranledige en ridderlig Kappestrid imellem dem. Skjult under de friske Grankviste, som dækker Kurvens Indhold, ligger nemlig en Seddel med Giverindens 413 Navn, og den, som får Hammerslag på en Kurv, har med det samme erhvervet sig Ret til at nyde Indholdet i Selskab med den, der har skænket den.

Jeg måtte desværre bryde op uden at have overværet denne Slutning på Legen. Min Skydsgut havde allerede et Par Gange banket mig bekymret på Skuldren. Det var nødvendigt at være tilbage over Fjeldvidden en Time før Midnat, da Månen til den Tid gik ned.

Da jeg igen sad i Slæden og havde fået Oplevelsen lidt på Afstand, fortrød jeg mine uærbødige Tanker under Bjørnsons Foredrag. "Det bør sig enhver at vide, at også det store Menneske er skabt af Ler." Der stak nu engang selv i det største kunstneriske Geni en lille Hans Kvast, – ja denne var i de fleste Tilfælde netop "Uroen", der holdt det store Skaberværk i Gang. Sådan også hos Bjørnson. Om også meget i hans Livs larmende Triumftog havde været en Narrefest – han var dog endnu i sin Alderdom et lysende og varmende Særsyn i en Tid, hvor altfor mange brave Mennesker af retskaffen Frygt for Svulst og Maskerade holdt deres Følelser under Saksen og derved bedrog sig selv for Livets egenlige Indhold: Eventyret.

Og dog! ....

Fod for Fod gik det tungt opefter ad de samme Slyngninger, hvor jeg for et Par Timer siden var fløjet ned så fuld af Forventning. Frosten i Luften var taget til. Sneen skreg under Slædemejerne.

Umærkeligt gled den snelysende Skumring over i måneklar Nat. Og da Månen sank og Himlen sortnede, voksede Stjernerne. De hang deroppe som små Sole og sendte lange Stråler ned gennem den tynde Luft, så det var, som om Himlen dryppede af Guld.

Jeg sad og tænkte på den unge Ven, jeg havde ladet tilbage oppe i Isørkenen. Sagtens sad han nu ved Pejsen i sin lille Bjælkestue og smøgede sin Shagpibe; eller han stod i sin Dør og stirrede fortabt op i denne lysende Klodevrimmel. Jeg beklagede ham oprigtig. Og dog forstod jeg i disse Øjeblikke måske bedre end nogensinde, hvad det var for Slags Skuffelser, der havde fået ham (og så mange andre af Tidens bedste Ungdom) til mismodig at vende sig bort fra Markedsvrimmelen og søge op på Ensomhedens og Livsforagtens golde Vidder.

 
[1] Gaudiebe: (ty.) gavtyve. tilbage
[2] nekrolog: se f.eks. Werner Svendsen. tilbage