Hans E. Kinck og Henrik Pontoppidan
Tiden omkring 1890, da Kinck trådte ind i litteraturen var som i det øvrige Norden også i norsk digtning en brydningstid. 80ernes forfattere var med de nye våben, samfundsdramaet og samfundsromanen, gået til angreb på hævdvundne institutioner som stat og kirke, skole og opdragelse, ægteskab og familieliv; hele det dybt rodfæstede traditionsbundne liv blev underkastet en skarp revision. Ibsen havde allerede med Vildanden (1884) og det indadvendte drama Rosmersholm (1886) gjort sig færdig med det egentlig samfundskritiserende drama, den egentlige programdigtning. 1886 skriver han til Brandes, at han håber, at de aktive kræfter i norsk kulturbevægelse vil samle sig om "dybere og inderligere opgaver end dem, der nu står på dagsordenen"1 og indvarslede selv denne samling med Bygmester Solness (1892) om geniet, der stræber så højt, at livet brister og kun lader ensomheden blive tilbage, indtil skæbneklokken slår det sidste slag. Jonas Lie, der i dybet af sin sjæl var mystiker med en mærkelig synskhed, forlod med sine to små eventyrbind Trold (1891-92) for en stund den realistiske form. Hamsun udsendte 1890 sin første roman Sult og fortalte i foredrag rundt om i landet om den nye psykologiske digtning, som var i gære og som søgte at nå "de dunkle og mystiske elementer" i menneskesjælen. Gunnar Heiberg udsendte 1890 skuespillet Kong Midas, et krast angreb på de skråsikre sandheder, den støjende forkyndelse og den nærgående forbedringstrang og skildrede tre år senere i dramaet Kunstnere den mystik, som livet selv ejer og i enkelte kostbare øjeblikke skænker os. Alexander Kielland udsender 1891 sin sidste roman Jacob, en blodig satire over en demokratisk parvenu med videre sigte til tidens almene åndelige forsimpling. Demokratiet havde skabt et samfund, hvor penge og ikke ånd og moralsk hæderlighed var højeste værdimåler. Mistilliden til demokratiet er overhovedet et fællestræk hos mange af tidens digtere, der havde stiftet bekendtskab med Nietzsches tanker gennem Brandes forelæsninger i 1888. Der kan være grund til at gøre opmærksom på Arne Garborgs artikelserie "Den idealistiske reaktion" i Dagbladet sommeren 1890, der indvarsler den løsnelse fra naturalismens spændetrøje, han året efter gennemfører med romanen Trætte mænd. De symbolistisk digtende brødre Vilh. og Thomas Krag debuterer begge i 1891. 1892 kommer Obstfelders første digte i bladet Samtiden og samme år, midt i denne storm og trængselsperiode, debuterer Kinck med romanen Huldren.
Hvad der sker i denne periode, er ikke noget nyt i historien. Konflikten mellem den individuelle livsfølelse og den analyserende tanke, mellem det fremstormende vitale og den kølige refleksion, mellem det ekspansive begær og tankens bundethed til normer og regler, er urgammel. Men her, omkring 1890 blev brydningen dobbelt voldsom, ikke mindst på grund af videnskabens voldsomme fremskridt i det 19. århundrede.
I denne sammenhæng er der grund til at gøre opmærksom på Hans Jægers roman Fra Kristina-bohêmen fra 1885. I sig selv er romanen med sit usminkede billede af officiel og virkelig kønsmoral karakteristisk for 80'ernes litterære liv, men i forbindelse med Kincks digtning får den speciel interesse. Den ene af bogens to hovedpersoner, Herman Ek, har tilsyneladende viljestyrke til at realisere sit program: at livet nu skal gå forud for vedtagne regler. Han er intelligent og tilsyneladende robust. Alligevel viser han sig at være knækket, lammet i selve livsnerven og ude af stand til at komme i kontakt med sine medmennesker. Spørgsmålet: Hvad har ribbet Ek for hans sjælsindhold? tog Kinck op i sine to romaner Sus og Hugormen, hvis hovedperson altså ingenlunde tilfældigt bærer navnet: Herman Ek.
Denne Herman Ek har fået sit stride sind fra moderens skipperblod, hun er kold, klar, bergensisk, men også faderens forsagte, drømmende natur med længsler, og angst for naturen har påvirket ham stærkt. Barneårene har opdæmmet og samlet trodsen i ham, og når han en sjælden gang fyldes af g1æde, sker det i en rus. Kun eet sted finder hans splittede sind hvile – i dalen, hvor vindens sus er eneste lyd. Dalen tager ikke magten fra ham som menneskene gør det, den 1øser de snærende bånd, den får ham til at føle at han vokser og at kun han er til.
Så kommer han til Kristiania som student. Det er i overgangstiden mellem 80'erne og 90erne, diskussioner, debatter, Spencer, Zola, landets stordigtere der løser problemer og stiller problemer til debat i deres kunst og bladartikler – menneskene er intet, meningerne alt, han gribes af stormen og ståhejet. Livet er lys og strid. Men han længes efter det, der er bagved, han finder ikke sig selv i de fast krystalliserede meninger. En aften gør han oprør i Studentersamfundet. En bondestudent har med de nye meningers had talt mod det bestående samfund. Da råber Ek "Frisk luft – Meningerne gør det goldt omkring os, goldt i salen, goldt i vore sind." Og senere da man søger at overbevise ham, svarer han: "De har ikke hørt nogen norsk mo synge" og med salutten "Småpuslinger" forlader han kliken. Som han i trods gør det af med alle programbekendtskaber, så er livsviljerne splittet i ham: det grænseløst vilde fra moderen, det grænseløst forsagte fra faderen. Han tror kærligheden kan redde ham, forsøger sig først med den elskovstørstige Thordis Hval, der tiltrækker ham erotisk, men hvis livsvilje og livslyst dræber alle hans længsler, senere med den hvide uberørte Kristianiafrøken Helene Hartung, hvis stemme var "saa fri de uglade viljers brustne klang". Han vakler mellem dem, forhærdes, forlader til sidst dem begge og rejser hjem. Søger ind i moen, moen blir et symbol på hans flugt fra menneskene. "Det var stunderne indpaa moen, som hadde gjort ham saa meningsløst seig til at længes, det kunde han; man han standset op like før han naade det han vilde." Derfor ender han med at gifte sig med en pige Margit, med hvem han i sin helt tidlige ungdom havde et eventyr inde på moen. Moen symboliserer det drømte paradis, den evige romantiske længsel efter det dionysiske, det ekstatiske, som fører os ud over os selv, ud over civilisation og fornuft, tilbage til den lykkelige, primitive natutilstand. Men som i Pontoppidans Muld brister også her "det nationale" – magten i mulden, moen, eller hvad man vil kalde det. Det fremgår af romanen Hugormen, der kom to år senere som en fortsættelse.
*****
Kinck er på en ejendommelig måde et barn af både 80'erne og 90'erne. De, der overhovedet har forsøgt sig med den vanskelige opgave at placere ham, har anbragt ham under 90'ernes mystisk-symbolske digtning. Det splittede sind genfindes hos de fleste af den yngre slægt fra 1890'erne. Kinck ville ikke slås i hartkorn med dem, først og fremmest, fordi han ikke var metafysiker. Han fandt årsagerne i det biologiske. Arv og miljø spillede samme rolle for Kinck som for de store naturalister. For ham er den biologiske kraft – først og fremmest den erotiske – identisk med noget irrationelt, noget instinktivt, alt det værdifulde i mennesket. Og netop dette værdifulde er efter Kincks mening blevet forkrøblet gennem mødet med den moderne civilisation, hvis "klare tanke" har fjernet mennesket fra naturgrundlaget.
I ydre forstand oplevede Kinck ikke meget. Langt den største betydning har barndoms- og ungdomsårene. "Barnet er mandens far". Hans E. Kinck fødtes 1865 i Finnmark som søn af en distriktslæge, selv en kunstnernatur, der betragtede malerkunsten som sit egentlige kald, som så alt i farver og formelig var besat af sin kærlighed til norsk natur. Hans embedes karakter medførte, at han ofte blev flyttet rundt i landet, fra Finnmark, til Namdal, fra Sætesdal til Hardanger. Opholdet de sidstnævnte steder, hvis befolkning og natur er diametrale modsætninger, kom til at præge Hans E. Kincks digtning på afgørende vis. Til Sætesdal kom han i syvårsalderen. Han har senere skildret indbyggerne her som "stemningsmennesker". De levede for øjeblikket, og var uden ironi, de var upraktiske og impulsive, havde fantasi og kunstnersind. Stemningen blev skabt af "de lange moene", af disen, der hvilede over dem. Kinck skriver i Sætesdøler fra 1898:
Det er nemlig arten af deres stemning, som skiller dem fra enhver annen dal, denne forunderlige intense stilhet, kontemplationen, anelsen om det storslagne, længslen, troen, fantasien, uten ironi, uten rationalisme, uten tænkning, uten perspektiv.
Sammen med disse mennesker lærte Kinck allerede på dette tidlige stadium af sit liv angsten at kende, angsten der følger i hælene på en ubevidst livsførelse. Da han var 12 år blev faderen forflyttet til Hardanger ude ved kysten og flytningen betød en omvæltning i hans sind, "en lussing", som han udtrykker det. At flytningen finder sted samtidig med hans egen overgang til puberteten, har vel været medvirkende til at gøre overgangen så voldsom. Han var nu, hedder det i novellen "Strandebark Kirke" (i Kirken brænder, 1917) kommet fra "Balladens dal til rationalismens hjemstavn, fra det lyrisk dvælende i talen til den rappe, luftige rytme, fra det svømmende barneøie til det gløgge, isblokkeblå blik, som skar glas om det trængtes, fra den innelukkede lumre mystikk til dagklart levevett og vilje". Men han mødte også rationalismens modsætning her i Hardanger – henrykkelsen, ekstasen. Han fik øjnene op for den skarpe modsætning mellem bønderne og "de fremmede", embedsmændene og gjorde den senere til et vigtigt tema i sin digtning. Som embedsmandssøn kom han ofte til at mærke bøndernes tillukkethed.
De modsætningsfyldte indtryk, han modtog, i sin barndom, forstærkede den disharmoni, der fra naturens hånd levede i hans sind, disharmonien mellem det stærkt sensuelle, impulsive, den billedskabende evne, spontaneiteten og det skarpt intellektuelle, det reflekterende. I sin digtning evnede han sjældent at forene disse modstridende egenskaber, og forklaringen på det mærkeligt uforløste, der kan være over hans bøger, er utvivlsomt at finde her.
Kincks ungdomsår falder i 80'ernes bevægede tid. Han studerer nordisk filologi og tager eksamen 1890. Han er en ivrig tilhører under de voldsomme diskussioner. Selv hører han til de tavse i forsamlingen, men at han lever med viser den hånlige omtale han i essayet "Evne til Længsel" giver af de overlegne, ligegyldige "idealister", der holdt til ved pjolteren uden for salen og ville have fred for alle generende tanker. Når han ikke er aktiv deltager, skyldtes det en voksende erkendelse hos ham af, at "Livet er alt for rigt til at la sig forenkle og snøre ind i et par ærind som fremskridt eller hjærtelag eller sandhed eller reaktion! Livet opløser meningerne, ordene – ærindene opløser det –" (Trækfugle og andre 1899). Gennem sine studier, bl.a. i Pontus Wikners forelæsninger, genfandt han den opfattelse, han selv instinktivt var nået frem til: individet er det egentlige, det værdifulde og det er i viljen, det værdifulde manifesterer sig. Denne vilje kommer til udtryk i følelseslivet. Gennem Moltke Moe kom Kinck i berøring med Middelalderen, og Middelalderen bliver for ham ikke så meget en historisk periode som et begreb, alt det hvor det impulsive er fremherskende. Han havde mødt den hos de oprindelige mennesker i Sætesdal, de ejede evnen til at være spontane og at være det blev efter Kincks opfattelse identisk med endnu at eje menneskets naturgrundlag. Også begrebet "Det nationale", som var et af 8o'ernes slagord, trak Kinck langt ud af den aktuelle debat op på et mystisk plan. Det nationale blev for ham noget organisk, noget kun folk som Sætesdølerne ejede.
Kincks egne selvstændige studier betød mere for ham end de emner, der debatteredes. Her må også nævnes den norske filosofiprofessor G.V. Lyng, hvis tanker fik stor betydning for ham. Lyng hævder, at den frie brydning af modsætninger er en livsbetingelse. Strid er ikke blot livets fader, men nødvendig for hele eksistensen. Når Kinck blev så optaget af Lyngs tanker, har grunden vel først og fremmest været den, at han i sit eget sind mærkede, at dér boede netop "to halve sandheder", der var i bestandig modsætning. I hans digtning er det let at spore, hvor langt klarere hans blik er for bruddene end for sammenhængen, selv om få har søgt sammenhæng mere lidenskabeligt end han. Han så lettere det dramatiske hvor der ingen ydre handling var. Den indre spænding var for ham uendelig vigtigere end det, der tilsyneladende skete. Han var alt for dyb i sit menneskesyn ti1 at tro på det enkle og helstøbte.
Som før nævnt afsluttede Kinck sine studier 1890 med embedseksamen i nordisk filologi. Selvom han i årene op til eksamen havde skrevet nogle digte, der som fælles grundmotiv havde "evne til længsel" og selvom han havde skrevet et par smånoveller med emne fra Vesterlandet, forholdet mellem bønder og embedsmænd, og oversat et par ballader af Goethe, mente han endnu på dette tidspunkt, at hans fremtidige arbejde skulle være videnskabsmandens. 1892 besvarede han universitets prisopgave "Forholdet mellem middelalderens balladedigtning og oldtidens mytisk-heroiske digtning i Norden" (trykt i Edda 1932). Hans dybe videnskabelige interesse led intet knæk, da han kun fik tildelt accessit, men at resultatet har givet ham anfægtelser om hvorvidt hans kald var det videnskabelige arbejde, er der næppe tvivl om.
*****
Omkring århundredskriftet kom Henrik Pontoppidan for første gang til Norge. Han havde da været i udlandet adskillige gange, Tyskland, Svejts, Italien også Sverige havde han gennemvandret. At han skulle blive over de fyrre, før blikket rettedes mod de norske fjelde, kan nok undre. Og det forbavsede ham selv. I sine erindringer skriver han:
Det var saa meget besynderligere som Danmark paa den tid i literær Henseende var en Provins af Norge og jeg selv med Beundring havde set op til det norske Parnas. Bjørnsons Fortællinger og – i en noget senere Alder – Ibsens Dramaer havde været den Digtning, der i flere Aar betød mest for mig.
Men da bekendtskabet først var gjort, blev det varigt. Fra først af droges han blot af landets vilde skønhed, men gradvist voksede hans interesse for det norske folk og dets nationale kultur.
Det var, fortæller han, navnlig en af Tidens Digtere, der optog mig, fordi han ligesom den norske Natur var saa ulig alt, hvad jeg kendte baade hjemmefra og fra den tidligere norske – bjørnson-ibsenske – Literatur. Det var Hans E. Kinck. Jeg havde aldrig hørt hans Navn før, og endnu den Dag i Dag er han jo ret ukendt for os. Nu er han død, og selv i hans eget Land kan man stadig træffe Folk, der aldrig har læst noget af ham. Hamsun kender alle, og han er jo ogsaa god nok, tilmed halvvejs dansk, naar han med sin underfundige Fortællekunst som en Troldmand haler allehaande mærkelige og pudsérlige Ting fra flagrende Duer til mjavende Kattekillinger og hvide Mus op af en tom Hat. Men Kinck var en vulkansk Natur. Hans Forfatterskab er absolut ingen Gyngestols-Læsning. Det er en ofte tung Fjeldvandring op ad stejle og vilde Stier, gennem Ødemarker der er fattige på Blomster men med storslaaede Udsyn og vidunderlige Luftspejlinger.
Det hedder jo nok, at det i Kunsten kun er det bedste, der formaar at hævde sig i Kappestriden, og at det alene er det allerbedste, der bærer Sejrsprisen hjem. Men det passer ikke altid. Det er altfor ofte netop det næstbedste, der er det virkelig Stores farligste Rival.
Man skal være temmelig fortrolig med Pontoppidans reserverede natur for ud af disse ords bundne varme at ane et intimere tilhørsforhold. Og så er sandheden dog den, at de to digtere gennem en menneskealder korresponderede sammen, udvekslede egne værker og interesseret fulgte hinandens udvikling. På universitetsbiblioteket i Oslo findes 28 breve2 som Kinck sendte Pontoppidan i tidsrummet fra den 26.november 1898 til den 17. august 1925, et lille årstid før Kincks død. Hvad Pontoppidans breve til Kinck angår, er de fleste forsvundet. Nogle enkelte findes i forlagsboghandler Poul Carit Andersens privatsamling; de øvriges skæbne kan blot spores derhen, at de er udleveret til afsenderen ved Kincks dødsbo. Sandsynligvis er de brændt. Det ville passe godt sammen med Pontoppidans ofte udtalte ønske om at få lov til at beholde sit privatliv for sig selv.
Til belysning af forholdet mellem de to digtere er brevene i Oslo af interesse, selvom man efter en første gennemlæsning skuffes lidt over deres næsten for pæne, ja afmålte tone, der kun i glimt brydes til fremsættelse af virkelig centrale personlige synspunkter. Først og fremmest giver de os jo et konkret bevis i hænde på, at der virkelig har eksisteret en nærmere kontakt. Og et sådant bevis kan nok være fornødent, al den stund hverken Kinck eller Pontoppidan nogensinde har ønsket offentligt at give udtryk for deres interesse for hinanden. Ovenstående citat fra Familieliv er simpelthen for Pontoppidans vedkommende den eneste undtagelse fra reglen og indgår her blot som en lille brik, en enkelt oplevelse blandt et langt livs mange, fortalt fjorten år efter Kincks død. Kinck har ikke været mere åbenmundet. I anden-udgaven af Herman Ek (1923) lader han skinne igennem, at der er en forbindelse mellem hans digtning og "Lykke-Pers digter i Danmark". Men det er også alt. Skønt de begge gennem mange år var nødsaget til nu og da at beskæftige sig med journalistik, har ingen af dem på noget tidspunkt følt sig kaldet til at agitere for eller på anden måde fremhæve hinandens digtergerning.
*****
Kinck og Pontoppidan havde fælles forudsætninger, embedsmandssønner, der følte sig på een gang i opposition til og bundne af deres miljø. Som ganske unge blev de kastet ind i 80'ernes samfundsliv og heftige diskussioner. Selvom Kinck var en tavs tilhører ved diskussionsaftenerne og Pontoppidan kun et lidet aktivt medlem af den brandes'ske kreds, betingedes deres holdning til deres samtid af 80'ernes idealer, og deres smerte over at se de samme idealer glemte eller forhånede af den efterfølgende materialistiske og sløve slægt var stor.
"Vore fædre reiste sig engang i 70-aarene for at "hukka embætesmanden". Hele landet rejste sig...", hedder det i Kincks novelle "Vaarnætter i Norge". "Og saa hugg de sig selv et "æmbete" isteden, og nogen ordner. Og blev stille. Der er nu mæt fred i vort folk". Lidt tidligere i novellen havde samme taler sagt:
...Vor politik er forholdsvis ren. Her gælder det sag i højere grad end person. Det slaar os imøde fra vore prægtige tillidsmænd: gaae de ikke alle rundt med saglig bekymrede panderynker? – Landene der syd sukker under korruption: man blir stortingsmand for at købslaa om en jernbane-koncession, eller for at bli bankchef, eller for at opnaa subvention til en dampskibsrute, eller for at faa leverance til armeen eller en bestilling paa panserpladerne til den nye krydser, – eller kanske for at slumpe op i en hel portefølje. Det findes jo forholdsvis lidet af det hos os. – Og derude, i de fremmede lande, staar titt landsdel imod landsdel med sine særinteresser. Og saglig partigruppering er umulig. Og tror Dere ikke, at Deres tillidsmænd ogsaa gaar rundt med de saglige panderynker ? – Og man faar ingenting gennemført, og programmerne forfuskes, og valgløfter viskes ud og blir sporløst væk, ligesom griffelskrift for tavlesvampen. – Der findes jo forholdsvis lidet av det hos os..... Og derude, i syden lever derfor passionen i reformkampen. Der er modsætninger. Der udfolder rigmændenes og højres egoisme sig aabenlyst. Der lever virkelig revolutionært stof, som gnister kan træffe en vakker dag og sprænge i luften disse imbecille sullikere som gaar og tuller liberalt med staten. Derude, i de store fremmede lande, lever virkelig endnu en mulighed for, at det én dag kan komme til handling, kan ske noget, kan bli et baal. – Der findes jo forholdsvis lidet av det hos os.
Det er nærliggende at pege på ligheden i tone og paradoksalitet med mandslingens ord i prologen til Pontoppidans "Illum Galgebakke". Talen hos Kinck holdes af en ung student ved en 17. maj-fest, hvis forløb er skildret med den samme bidende ironi, som Pontoppidan anvender i sin gengivelse af protestmødet i forsamlingshuset, hvor mandslingen indfinder sig som taler. Og de ord, efter hvilke studenten sluttelig hujes ned fra talerstolen, ville ikke have skurret i mandslingens øre. Han kunne have brugt dem selv.
Er et folk, som slaar i bordet, indtil der blir fare og saa gør kuvending, den ene snøggere end den anden, med sine gæveste mænd i spidsen, og den som var skrappest i vendingen og kom først over paa ny baug, han kyter værst av dem allesammen – er der fribaaren fremtid i et slik folk? Jeg bare spør.....Er der fremtid i et folk av journalister og folketalere, som én dag henter ned kronings–skrudet fra høien-loft og næste dag gaar i fante-laser?
Som det er umuligt at rede ud, hvor meget Pontoppidan der gemmer sig i mandslingens skikkelse, således må man også give op i forholdet mellem Kinck og hans unge samtidsrevser. Men at begge de to skikkelser rummer deres forfatters harme over tidsudviklingen har vi grund til at tro. Der er noget karakteristisk i de ord, hvormed Kinck i sit første brev til Pontoppidan 26 nov. 1898 uden forudgående møder eller kontakter begrunder sin henvendelse:
Jeg har gennem aar beundret Deres steile kraft, Deres stolte reisning midt i slettelandets fine, let paavirkelige kunstliv.
Hvad Kinck egentlig har ment med disse linjer, får vi ligesom en forklaring på i novellen "Renæssance", skrevet i Rom, hvorfra også brevet til Pontoppidan afsendtes, efteråret 1898 og udgivet den følgende sommer i samlingen Trækfugle. Heri forekommer en skildring af den sjællandske Øresundskyst, hvor novellens hovedperson, billedhuggeren Germund Gjuveland, opholder sig et par uger på vejen hjem til Norge fra Syden. I det naturbillede Kinck tegner, bider man mærke i en enkelt sætning. "Solnedgangsbrisen gled indover det land, hvor ingen siger nei". Skal ovennævnte tillidsvotum til Pontoppidan da tolkes derhen, at Kinck beundrede Pontoppidan for hans social-agitatoriske, ja politiske ungdomsdigtning? Personlig vil jeg snarere pege på billedet af Emanuel Hansted, Pontoppidans farligt gennemlevede portræt af den nordiske fantast-type, som var skyld i tingenes skæve udvikling og som ingen kunne nikke mere genkendende til end Herman Eks forfatter.
Pontoppidan og Kinck så begge på deres folk som et folk i forfald. De var enige i, at der manglede dådkraft i nationen, at alt var blevet til diskussioner, resolutioner. De opstillede begge i deres digtning modsætningsforholdet mellem fortidens dådkraft og barbari og nutidens sløvhed og mætte velvære. Pontoppidan havde gjort det i "En Fiskerrede" og "Vinterbillede" og endnu grellere i prologen til "Illum Galgebakke", Kinck tydeligst i Hugormen (1898), hvor det hedder:
I gammel tid kom det længer. Da reiste de sig opav lyngen til daad, drog ud i slagsmaal, brugte kniv, stak, dræbte, saa blod; nu var lovene for stærke og nægted folk at se blod.
Det blev begges lod at stå frem som ensomme skarpe revsere af deres samtid, men revsede de det samme? Et lille udpluk af citater vil måske bringe os svaret nærmere. Pater Rüdesheimer siger i Pontoppidans Dommens dag i samtalen med Ragnhild Tønnesen:
Vor Tids Helt er Konfusionsmageren, der overalt render Panden mod Væggen og til sidst brækker Halsen ved at dratte over sine egne Ben – hvad der poetisk kaldes hans tragiske skæbne.[…] Paa det Almenmenneskeliges Bekostning plejer vi omhyggeligt vore Smaa-ejendommeligheder, opelsker med Flid en eller anden lille Særhed, en eller anden fiks Ide, bare af Frygt for at blive som andre Mennesker – det værste nogen véd. Vi maa absolut være noget for os selv, være selvstændige, bære Særpræg, som det hedder. Dogmernes Tid er jo forbi. Enhver, der ikke vil anses for en Dosmer, maa have sin private Mening om alt mellem Himmel og Jord, maa i det mindste paa egen Haand have udgrundet Verdensgaader og kunne aabenbare en hjemmestrikket Opfattelse af Gud, Himlen, det hinsidige Liv…
Paterens ord her virker i forlængelse af den til lede citerede, men unægtelig også bestandig tankevækkende udtalelse af Thorkild Drehling i Nattevagt:
I vore Dage, da enhver Søren Nielsen fra Smørumovre har en fiks og færdig Mening, en grundmuret Anskuelse om alle Ting mellem Himmel og Jord, kan vi Andre vistnok tillade os den Visdom Ingenting at mene.
Selvom det i sandhedens ånd må medgives, at Hallager fra samme tekst vel nok trods alt i 1894 står Pontoppidans hjerte nærmere end Drehling, må det understreges, at det er de kræfter i Pontoppidans sind, som Drehling repræsenterer, der sejrer i hele hans digtning i det 20 århundrede, d.v.s. den periode hvor Kincks og Pontoppidans forbindelse med hinanden består. Og det er i alt fald den Pontoppidan, der ser det som sin opgave "at iagttage Livet, anstille Betragtninger over det, idet højeste dunkelt at ane dets Hensigt og Maal!", der er Kincks ven.
Kincks kritik af samtiden går ad de samme baner som Pontoppidans. Allerede i Sus (1896) springer Herman Ek jo op fra sin tilhørerplads i Studentersamfundet og afbryder diskussionen med råbet "Frisk luft! ... Meningerne er det, som gjør det goldt omkring os, goldt her i salen, goldt inde i vore sind!" I novellen "Virgo Immaculata" (Trækfugle, 1899) findes et lignende udbrud. Det forekommer under en samtale mellem novellens to hovedpersoner, en mand og en kvinde. Han har dagen i forvejen sendt hende et digt og hun søger nu at afæske ham hans mening med digtet. Da svarer han:
Jeg sender ikke livet i meningernes ærind, jeg sender meningerne i livets ærind! Forstår De forskellen? – Livet er for rigt til at lade sig forenkle og snøre ind i et par ærind som fremskridt eller hjærtelag eller sandhed eller reaktion! Livet opløser meningerne – ordene...
Der kan næppe være tvivl om, at det er Kinck selv, der taler her, såvel som gennem den tidligere omtalte unge student i "Vaarnætter i Norge", da denne siger:
Det første skridt mod fornyelse er det at mangle evnen til at holde tale, eller delta i debat. Saa ens menings grunde faar vende sig indover og bli inde i én, og da ligger de og holder sindet varmt kanske helt op i de sølvhvide haar og kurerer karakteren.
I det portræt af den unge lærer Bjarne Frøysnes, som findes i novellen "Billings Møi" (Kirken brænder, 1917) har Kinck ikke alene fået indføjet sine egne træk, men også klart sine synspunkter omkring århundredeskiftet. Og disse synspunkter afveg ikke i det væsentlige fra den ældre Kincks. De er at finde i en artikel, Bjarne Frøysnes skriver til et af hovedstadsbladene:
... Man er jo i fuld fart paa vei ut i vrøvlets bundløse dike. Og det er vi, som nu staar alene og benegter fremskridtet ad majoriteternes opstukne linje – det er vi i som har fremtiden for os. Ti der fører ingen anden sti ut av diket end den som søker indover, end det at begynde med sig selv og med foragt vende det skjøre korthus ryggen, nemlig alt det som heter det "almene" i tysk filosofi; i anglosaksisk sofistisk maskeret under de forskjelligste navne som "samfundets vel", "det heles tarv", osv. : Jeget alene og den enkelte er det reale – det være sig i kunst, i politik, i socialvidenskab – den faste grund, utgangspunktet."
At dette syn har været Kincks, da Pontoppidan kom i forbindelse med ham i 1898, er der ingen grund ti1 at betvivle, ejheller at Pontoppidan efter at have skrevet sig igennem Det forjættede land havde omtrent samme opfattelse.
Det kan på denne baggrund og med tidens almindelige kulturliv taget i betragtning ikke undre, at Bjørnstjerne Bjørnson er den af Kincks samtidige digterkolleger, der får mest omtale i brevene til Pontoppidan. For Kinck blev Bjørnson aldrig andet end en udadvendt folketaler, der altid havde en klar mening om alt mellem himmel og jord, og som så at sige "stampede" sager op af jorden.
Vor folkehøvding Bjørnson har modsagt sig selv saa tæt paa hverandre, at han vistnok nu maa siges i virkeligheden at være ute av sagaen. Han har visselig ogsaa selv i øieblikket en følelse av at han det er, siden han anstiller sig saa vældigen optat med at ta löft derute i de høiere enheter internationale spørgsmål i egenskab av medredaktör i Courrier Eur., umastelig i vingefanget, så han nu naar ut over det ganske Europien – en vates, hævet over motsigelserne, paa vej til høiere enheter […] den skjælm!
hedder det i et brev den 8. februar 1905. At Pontoppidan så med samme respektløshed på den norske digterhøvding, som i ungdomsårene havde været et af hans idealer, ved vi. Hans mislykkede lille roman Mimoser fra 1886 havde vendt sin ironi mod den bjørnsonske engifte-moral, og dr.Levin i "Den gamle Adam" har forfatteren udelt bag sig, da han med hån taler om den ny renæssances fraser om "Lidenskabens Ret og de store Følelsers Tid, der er kommen tilbage". Citatet stammer som bekendt fra Bjørnsons skuespil Leonarda fra 1879. Efter Bjørnsons død den 26. april 1910 skrev Pontoppidan i Tilskueren en nekrolog3, der søgte at afsløre den beundrede folketaler som en stor skuespiller. Denne nekrolog sendte han til Kinck, der takkede for den i et brev af 18. juni l910:
Folket har nu bestaat et halvt aarstid av skolebarn og lærere; nu synes der at forestaa et nyt avsnit, da de yngre pennestræbere, som i grunden intet nyt har at forebringe i sit fag, skal udnytte stilstanden til at lage "eventyr" paany (og eventyr-helt). En slik trang til helte à tout prix hos et folk er en slem art av umyndighed. Man føler sig av og til fristet til at begynde at pirke ved uvanen, men man maatte ha position for at gøre det. For det er at røre ved det væsentlige.
Det føler ogsaa de, jeg har talt med om Deres artikel; den er saa god, at den ikke bør staa uimodsagt, siger de. Den gør med andre ord sin gerning.
Ti år senere udsendte Pontoppidan En Vinterrejse, hvori han uddyber sit ironiske portræt af Bjørnson. Kinck informerer den 19. december 1920 Pontoppidan om, at bogen har fået en blandet modtagelse i de norske aviser.
Det er naturligvis dette med Bjørnson, som egentlig har bragt røre! Man maser jo nu med at faa manden pudset op til en feilfri nationalgud; man har laget et Bjørnson-forbund for at faa hildet ind i det skakke syn manden o.s.v. men netop det gør Deres bog godt, fordi De har ret, og folk ved at De har ret, trods avisernes jesuitisme, ja disse selv taler mod bedre vidende, naar de benægter, at Bjørnson var teatermand.
Brevets følgende linjer om Knut Hamsun, som ofte sammen med Bjørnson må stå for skud i korrespondancen, kan give anledning til nogen undren.
Forøvrigt er vel den egentlige grund til avisernes bjæff her i Norge, at journalisternes kæledægge, nemlig kaateriets champion, Hamsun, er ilde tilredt. Der er ingen forfatter i verden, som ligger saa for at bli forstaat av dem; han er deres mand, især de yngre petit-skribenters. Og naar de da faar høre, at andre snakker om "Loppeteater", blir de hævngerrige – til at begynde med. Det tør imidlertid hænde glosen til slut gir dem noget at tænke paa – og dermed gør sin gerning.
Denne glose "loppeteater", som på en eller anden måde fremstilles som en Pontoppidan-udtalelse om Hamsun, havde allerede været nævnt i et brev af 23. januar 1916:
"Loppeteater" om Hamsun – gud, hvor det er godt sagt! Det klukker i mig, hver gang jeg mindes det. Og jeg tror ikke, det sker bare av misundelse, fordi hans bog er solgt i 10,000 exemplarer, min vel ikke i 1000. Jeg har forresten ikke læst denne [Her hentyder Kinck vel til Segelfoss By fra 1915] – i grunden ikke paa mange aar har jeg læst noget av ham; i de gamle værker har jeg ogsaa svære lakuner, som vistnok aldri vil bli udfyldt. Fordi jeg har simpelthen ikke tid til at læse slikt. Den store mangel paa indhold er mig imot. Der er ingenting at hole. Jeg har ofte hat samvittighet for dette mit forhold, – ogsaa fordi han personlig og paa faamandshånd var en hyggelig karl, naar ikke attituden og minen var over ham. Men jeg kan ikke hjælpe det. Selvom han saa faar skaffet sig den ganske presse over paa sin side.
Jeg har i høst og i vinter atter begaaet en bog, som jeg ikke sender Dem. Det er det historiske om Nicolai Machiavelli og er bare bestemt for det uvitende norske folk; men det gider naturligvis ikke ta imot den heller. Folket vil ha "loppeteater"
Hvor Pontoppidan kan have brugt den famøse glose om Hamsun er ikke til at sige, måske i et brev til Kinck. Med ovennævnte brev fra 19. december 1920 takker Kinck for modtagelsen af 3. udgaven af "Hans Kvast og Melusine" og man kan ikke få andet indtryk, end at han har tydet Hugo Martens som en kunstner med stærkt hamsunske træk. Men hvorom altid er: Pontoppidan har delt Kincks syn på Hamsun. Om ikke andetsteds får vi det sort på hvidt at vide i Familieliv, hvor Hamsun jo lignes ved en tryllekunstner, der trækker allehånde pudsérlige ting op af en "tom Hat".
*****
Hverken Kinck eller Pontoppidan så med glæde på den nye mennesketype, som voksede frem sammen med det almindelige fremskridt og de fandt den som oftest grellest repræsenteret i det politiske liv og inden for pressen. Kincks menneskeideal er skildret i en nekrolog over "En gammeldags Nordmand'"(Guldalder 1920), en fjeldbonde, om hvem det hedder:
Som natur hadde han ikke noget maal utenfor sig; han fulgte bare aarstiderne: om vaaren var det at vinne, om sommeren slaatten, om høsten lauvet og kornet og poteterne, om vinteren vedsjau...(...) Utvikling er ikke altid fremover, den er vistnok ikke tilbage, men den er stundom indover. Og vet man det, konmer et saadant sjælsstof som hans ved en prøve ikke til kort, selv om det virket stillestaaende og avlægs ved første syn. Nej, horisonten var just ikke "europæisk". Men alligevel: Bare det enkle faktum av kjæmpekræfters ro. Et levende menneske med midtpunkt i sit eget selv, uten konkurrense – glyttet efter næsten, uten maskin-sjæl. Han var paa sin maate litt av et symbol, livets enkle, men vældige.
Og har vi nogen grund til at tro at Pontoppidan ikke hele livet bevarede sin beundring for Per Bonde i "En bonde" og Ane i "Knokkelmanden"? Han har i hele sin digtning ikke skabt stærkere typer og næppe stået nogen af sit forfatterskabs mange personer nærmere end disse to nære slægtninge af Kincks fjeldbonde.
Pontoppidans klareste portræt af den ny tids type – inden han i De dødes Rige holdt dom over hele det samfund, hvor typen havde fået lov tiI at bestemme udviklingen – findes i Lykke-Per i skildringen af journalist Dyhring og oberst Bjerregravs samtale. Obersten siger:
For dig og dine materialistiske, fædrelandsløse og gudløse Lige er jo Livet intet andet end en god eller daarlig Spøg. Fædrelandets Trængsler, Befolkningens Nød, politiske Ulykker, Krig og Pest og Brand – alt er for jer kun Underholdningsstof, Spalteføde, et Rov for jeres lejede Penne. Nej, I kan ikke tage Livet højtideligt. Men derfor vil Livet heller ikke bruge jer. Vær vis paa det! Livet vil forkaste jer ... spænde jer ud som unyttigt Skrammel, der er dømt til Tilintetgørelse! Vær vis paa det!
Kincks hånende udtalelser om pressen kan vanskeligt opregnes. Gang på gang retter han i sine bøger og artikler skytset mod journalisterne. I brevene til Pontoppidan kan fastholdes udtryk som "Pennestrævere" (18/6-1910), "Journalisternes livsinteresse er jo netop at smagen staar lavt" (19/11 1920), "Skravlebøtterne i aviserne som selv for størstedelen er mislykkede kunstnere" (30/12, 1921) og portrættet af en redaktør i et brev den 11/12-1924: "Jeg kommer til at mindes, hvad en redaktør […] sa, da verdenskrigen hadde staat paa et halvt aar: Krigen er ikke godt bl–l–l–ad–stof længer." Det er ikke andet, de mennesker gaar efter." Og om sine to bøger En penneknekt og Den siste Gjest siger Kinck i brev til Hans Jæger (18-1-1918): "Jeg fant noe uformelig noe under århundreders smuss og avfall og møkk; jeg fikk satt styrten på bysten, og skrapt og vasket; fant frem et ansikt, og ansiktet tilhørte vor elendige journalistiks urfader, den nye verdensmakt".
*****
I 1907 udsendte Pontoppidan den lille roman Det store Spøgelse om landsby-pigen Grethe, der drives i døden af sin angst for mennesker og naturen. Langt væsentligere end selve historien er indledningen, der ligesom ikke synes skrevet til lejligheden, men snarere virker som et udrevet blad i Pontoppidans dagbog. Om han da har ført en sådan. I hvert fald er denne indledning noget af det personligste, Pontoppidan har skrevet. Den er næsten et bekendelsesskrift og som sådan af langt større betydning for forståelsen både af hans digtning og ham selv end "Ørneflugt". Den lyder:
Man har en smuk Sommeraften paa en Spaseretur sat sig til Hvile oppe paa en Bakkeskraaning og hører herfra en fjern Kirke ringe Solen ned. Stilheden i Naturen, de hjemvandrende Kvægflokke, Himmelrandens gyldne Fata Morgana og denne akkurat hørlige Klokkelyd, der engang imellem bliver helt borte, fremlokker en særegen Sørgmodighed, en sværmerisk Ensomhedsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld. Det kommer En tilsidst for, at man virkelig har noget alvorligt at bebrejde sig. Man begynder for fuld Alvor at ransage sin Samvittighed, at efterspore en eller anden skjult eller glemt eller overset Brøde. Alle Dagens smaa Overtrædelser, hvert ubetænksomt Ord, der er undsluppen En, hver lille Forsømmelse eller Forurettelse svulmer her i Skumrings-Ensomheden fantastisk op og gør Hjertet bespændt og8 uroligt. – Men saa bortvendes Opmærksomheden af en Svale, der flyver forbi. Tankerne falder tiI Hvile, og man sidder en Stund og morer sig over de dristige Ottetal, som den lille Fugl beskriver i Luften under sin nervøse Flugt. Men saasnart den er ude af Syne, synker man uhjælpelig tilbage i den modfaldne Stemning, og allehaande uhyggelige Skyldfornemmelser røres op af Sjælens Dyb.
Indtil der atter viser sig noget, der vækker Sanserne og udfrier Eftertanken af Stemningens Mareridt. Det er dennegang en lille Vogterdreng, der et Sted i Nærheden med Hujen driver en Flok Køer henover Markerne. Og paany sidder man og smiler hen for sig – men med et tungt, et bittert Smil. En Uro, en dyster Afmagtsfølelse, er bleven tilbage i Sindet. Man griber sig i med Misundelse at fø1ge den lille barbenede Purk, som gaar der saa sorgløs og knalder med sin Pisk, – og det skønt man maaske selv for en halv Time siden gik muntert nynnende hen ad Vejen og mejede Grøftekantens Blomster med sin Stok.
Og Solrøden derude falmer, og Natten kommer listende. En efter en dukker Stjernerne frem som himmelske Spejdere. Graa og øde ligger Jorden og damper svagt i Aftenkulden. Selv begynder man at fryse men kan alligevel ikke overvinde sig til at staa op og gaa hjem. Man er i sin Stemnings Vold. Man er under Afmagtens Fortryllelse. Aftenstjernen, som dirrer paa den grønblege Himmel synes at vinke saa fortroligt deroppe fra Evigheden. "Kommer hid, alle I, som ere besværede!" synes den at trøste. "Heroppe er Hvile og Fred."
Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægelig Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem veed? Maaske gaar man til sidst virkelig hjem og hænger sig.
— — Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Allerbedst som vi sidder i vore lykkeligste Drømme, sniger Uhyret sig ind over os og lammer os med sin Giftbrod. Først mærker vi maaske kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken. Men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi veed det, vugger vi af Dødens Skyggearme.
Fantasten Henrik Pontoppidan kommer her for en gangs skyld op til overfladen, og det er ikke utænkeligt, at Kincks bøger, som Pontoppidan efter bekendtskabets start i 1898 modtog regelmæssigt efterhånden som de udkom, har nogen andel deri. Af disse bøger kan nævnes novellesamlingen Flaggermusvinger fra 1895 med fortællingen "Tore Botn". For Tore Botn har naturangsten taget skikkelse af et dyr, der forfølger ham. En nat, da han er ude at ro, stikker det hovedet op i båden til ham. Sanseløs af skræk flygter Tore hjem og hænger sig. I samlingen Trækfugle og andre (1899) sætter kunstneren Germund Giuveland sig som mål at fastholde denne angst. "Han skar billedet ind i selve den gamle roten, malte det : ... naturangsten ... et barn med blondt barneblødt haar, som kunne vandre stilt ud i en graastens-ur en kvæld, uden beslutning, uden vilje og dræbe sig uden saameget som en rynke paa kind...bare et smil, et vanvittigt smil." (side 89-90). Pontoppidan kan meget vel have fundet ideen til handlingen i Det store Spøgelse i disse linier.
Trangen til at drømme og fantasere, til at give sig bevægede stemninger i vold har Pontoppidan ofte følt som en fristelse, og han kæmpede hårdt mod den hele livet. Den repræsenterede for ham den forbandede Sidenius-arv, han havde fået lov at slæbe rundt på. En vis periode af sit liv, f.eks. den hvori han skriver Landsbybilleder og Fra Hytterne lykkedes det ham at mane den i jorden. Så længe han så udad og skildrede landsbymiljøets elendighed, kunne han trænge den bort. Men allerede i sommeren 1887, da han var ved at opgive troen på sit social-agitatoriske forfatterskab og ofte mindedes den gamle indiske vismands ord om "at vende den utaknemlige Verden Ryggen og tage Vare paa det Liv der gror og blomstrer i dit eget Indre", har han følt trangen til at give sig sine stemninger i vold. Efter at have citeret vismandens ord fortsætter han selv: "Nu skulle det – forunderligt nok – netop i disse Aar hænde, at jeg paany kom ud for stride Storme og maatte tage Livtag med Magter, som jeg mente at have gjort op med en Gang for alle."4 Måske er Spøgelser fra det følgende år – så mislykket romanen end er rent kunstnerisk – en slags resultat af den første fase af disse kampe. Han anerkender jo i alt fald her evident, at et ensomt og kærlighedshungrende menneske ikke mættes med brød. Den lidenskabelige kærlighed er skildret ganske uden den ironi, der gemte sig bag "En Kjærlighedshistorie" og førsteudgaven af "Ung Elskov". Og i den lille fortælIing "Morgendug" fra Krøniker (1890) aner man en Lidenskab, der pludselig dukker op og truer med at blive alvor, for slet ikke at tale om den avisartikel Pontoppidan i sommeren 1889 under mærket "Urbanus" havde offentliggjort i "Kjøbenhavns Børs-Tidende" om et romatisk dobbelt-selvmord på Taasinge. Han taler her om "den Rædsel, der sniger sig ind mellem Mennesker, hver Gang vor Tids tæmmede og velafrettede Kærlighed saaledes pludselig bryder sin Lænke og viser sig i sin sande vilde Skikkelse som den umættelige Ørn, der sønderriver Menneskenes Hjerter". Selv med den erkendelse for øje, at Pontoppidan i sin journalistik ofte satte tingene på spidsen, vil det næppe kunne nægtes, at glosen "sande" betegner en udvikling hos forfatteren. Man møder her i glimt stemningsmennesket Pontoppidan. Det må indrømmes, at han ofte med magt trænges tilbage af den virkelighedsnære skribent af samme navn, mest grotesk næsten i "Prologen til Illum Galgebakke", hvor han skærer en grimasse af romantikken og hvor "... den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver lille Vandpyt", og "...Kirkerne rundt om paa Bakkerne begynder at kagle som Høns, der lægger Æg". Pontoppidan kan være hård i sin selvkritik! Han skriver sine tre bøger om Emanuel Hansted og giver næsten demonstrativt hver af dem undertitlen "Et tidsbillede". Allerede i andenudgaven 1898 indrømmer han – ved at udelade undertitlen – at noget andet har været væsentligere for ham, at bogen skal læses – som han senere sagde det – som en omskrivning af babelsmyten.
*****
Det er Emanuel Hansteds store tragedie, at han fjerner sig mere og mere fra virkeligheden jo nærmere han tror at komme den. I sin grænseløse selvoptagethed dræber han den lille kim af evne til kærlighed, som måske engang har ligget i ham og dermed er faktisk hans skæbne beseglet.
Hun (Hansine) sad og tænkte paa denne Tid og paa det første Aar af sit Ægteskab, da Emanuel og hun levede ene med og for hinanden, og da hver Dags Samliv var en ny Aabenbarelse af en rig og ukendt Lykke for hende. Hun tænkte paa den første Vinters fredelige Aftener, da de sad sammen omkring Lampen, mens Emanuel læste højt for hende eller fortalte hende om sin Ungdoms ensomme Sjælekampe. I Tiden umiddelbart efter Guttens Død havde hun troet at spore ogsaa hos Emanuel en Længsel efter hine Dages Fred og Hygge. Men hun mærkede nu for hver Dag tydeligere, at hans Tanker var begyndt at søge deres egne Veje. Hvorhen de gik, vidste hun ikke; det var som om hun i den sidste Tid havde mistet hans inderste Fortrolighed.5
Af og til mærker Emanuel selv egoismens ødelæggende gift.
Emanuel blev staaende ved Vinduet, og stirrede mod den lukkede Dør. Saa nikkede han hen for sig ... og hans Læber begyndte at bæve. Stakkels Hansine! Han havde jo nok i den sidste Tid ment at spore en Forandring i hendes Væsen; hun havde paa een Gang søgt hans Fortrolighed og unddraget sig hans Tilnærmelser. Nu forstod han alt!
Og hans Hjerte blødte, idet han tænkte paa, hvor meget hun i Stilhed maatte have lidt i disse Dage. Den kære! Tavs og taalmodig havde hun fulgt den Kamp, han i de sidste Uger havde udkæmpet med sig selv – den sidste, den afgørende Kamp mod hans Blods ulyksalige Fædrenearv, den endelige Prøve paa hans Frigørelse.
Aa, men han skulde nok sejre!6
Hansteds hjerte bløder ikke af kærlighed, men fordi han i et nu må erkende, at han har skabt et koldt rum mellem sig og Hansine. Og med erkendelsen kommer længslen efter at komme bort. Han holder kun sin livsdrøm levende ved bestandig at skyde dens opfyldelse fra sig. Hans hjerte er koldt, men selv om han klart ser de skader, det forvolder, giver han ingen indrømmelse. Selv ikke da Hansine har forladt ham og alt er bristet.
Hvor ofte havde han ikke i sine vaagne Drømme staaet der udenfor Hyttens Dør en silde Aftenstund og banket paa ... en vejtræt Vandringsmand, en mødig Pilgrim, der har endt sin lange Bodsgang paa nøgne blodige Fødder. Sagte rejser Hansine sig fra Stolen ved Moderens Leje, aabner Vinduet paa Klem og spørger, hvem han er. Og da hun har genkendt ham, kommer hun stille ud og rækker ham sin Haand med de Ord: "Velkommen! Jeg har ventet dig!" Jublende trykker han hende til sit Bryst. Og for ikke at vække den Syge gaar de ud i Haven og sætter sig paa den lille Digestump, hvorfra Udsigten aabner sig over Engene, og hvor de i deres Forlovelsestid saa ofte sad i stille Sommernætter og talte om deres Fremtid.7
I alle sine drømmerier har Emanuel Hansted en stedse gavmild, men farlig hjælper: naturen. I den skæbnesvangre scene i doktor Hassings dagligstue, hvor Ragnhild Tønnesen sidder og spiller ved klaveret, får vi et indblik i naturens herredømme over Emanuels sind. Til at begynde med har han, som det hedder, "ikke synderlig Opmærksomhed tilovers for Musikken". Pludselig, i et nu, føler han sig fangen som under en fortryllelse.
Hans Blik faldt ud gennem Verandadøren, – og det blege, høitidelige Sommernats-Landskab derude med den store Stenvase og de sorte cypresagtige Poppeltræer syntes ham i samme Øjeblik som en Levendegørelse af Frøken Ragnhilds Musik".8
Og da vanskelighederne begynder at vælte sig ind over ham, anfægtelserne og uroen over frk. Tønnesens ankomst, Hansines ændrede holdning over for ham og skandalen med sognerådsformanden, ja da lokker naturen ham igen.
Langt ude over den fjerne, mørke Skovkrands var Himlen bleven klar og blaa. Hvide, solbelyste Skybjerge løftede sig hist og her over Horisonten og sank langsomt ned igen. Af Trang til at frigøre sig for alt det, der tyngede ham, lod han sig rive hen af dette Syn og stod en Stund fortabt i ubestemte Drømmerier. Det var for ham som at se et luftigt Skønhedsrige stige strålende op af et Mørkets Dyb og atter svinde hen. Det var som at se koglende Skikkelser vinke og forsvinde ... eller som i Drømme at høre fjerne Stemmer kalde og sagte dø hen. Hvorfor sørge? syntes de at sige. Hvorfor slæbe sig træt paa andres Byrde? Kast din tunge Pilgrimsstav og kom herud, hvor Glæden bor højt over Skyen og Jammeren skjuler sig i de mørke Dale. Kom herud, hvor Livet er en festlig Hvile omkring sprudlende Kilder og Dans paa grønne Enge ...9
Drømmene efterlader hos Hansted "en Fornemmelse af forøget Tyngsel over Brystet". Hans oplevelse er således i slægt med Pontoppidans i Det store Spøgelse, hvor det hed: Først mærker vi måske kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken". Og han fortsætter: "men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi veed af det, favnes vi af Dødens Skyggearme." Sådan blev netop Emanuels skæbne.
Denne naturens magt over menneskene kendes såvel af Hansted som af hans kritiker, Pater Rüdesheimer, og – har vi ikke lov at tilføje? – af Pontoppidan selv. I slutningen af "Dommens Dag" siger pateren til Ragnhild Tønnesen:
Selv vi, der dog gerne vil kalde os vor Tids kloge og forstandige Børn ... selv vi vil tidt nok kunne mærke, at allehaande middelalderlige Følelser endnu spøger os i Blodet. Haanden paa Hjertet, Frøken Tønnesen, Kan De selv sige Dem helt fri? ... Tag den geskæftige Forretningsmand, den tilsyneladende mindst følelsesfulde Verdensmand og skrab lidt paa ham – og De skal se, Sværmeren, Stemningsmennesket kommer straks frem. I ensomme Timer, i Skumringen ved Kaminen, ved det maanebelyste Hav ... hvem modstaar da de farlige Drømmes, de luftige Fantasiers, de mørke Rædslers koglende Spil, – Reminiscenserne fra Klostercellen og Vildskovene. […]
Nej, lad os ikke bedrage os selv! Endnu ligger vi dybt i Middelalderens Søvn ... eller rettere, vi befinder os i den halvvaagne Tilstand, i den farlige Time, hvori Drøm og Virkelighed forunderligt sammenblandes, hvori Virkeligheden synes Drøm og Drømmen Virkelighed. Det er vel ogsaa derfor, at vi Nutidsmennesker er saadanne besynderlige Dobbeltvæsner med en Dag-Side og en Nat-Side, der ikke vil forliges.10 (Kursiveringerne af WS).
Disse ord er som talt ud af Kincks hjerte. (Jeg skal senere komme ind på Kincks syn på Lykke-Per, men kan ikke lade være med i forlængelse af ovenstående citat at anføre hans karakteristik af Per, som "...natsiden af det blonde hoved, når det gror med tanke-trold"11. At han har opfattet Emanuel Hansted som andet og mere end en dansk fantast, får vi bekræftet i et brev fra 12/7-1911, hvor han koncentrerer sine indtryk efter læsningen ned til følgende udbrud: "det greb ned i det centralt nordiske! Slikt er Brandes ifølge race udestængt fra at fornemme."
Vi finder da også slående overensstemmelse mellem Det forjættede land og Kincks to romaner om Herman Ek, Sus og Hugormen. Hvad har Kinck villet skildre gennem Herman Ek-skikkelsen? Vi er i den sjældne siuation at have digterens egen velovervejede redegørelse herfor i anden-udgaven af de to romaner, samlet under fællestitlen Herman Ek, 1923. Kinck skriver her:
I denne bok har jeg gravet efter det "nationale", ikke opfattet som flaggets farver eller gesandter, men som gemyt, – efter folkets mystik, efter brokke av det vældige, vi kan samle under benævnelsen det "middelalderlige", og som engang var "romantikkens" fund. Jeg trak det bare frem til beskuelse, og gjenopvakte ikke "romantikken", jeg søkte bare nyt stof for kunsten: jeg søkte illusion, tro. Det er vistnok saa at den som ligger paa knæ og graver her, mens kanske skvadronøren holder folkemøte hinsides gravhaugen og slaar vitser paa sproget med sine tyve lopper, – han maa vite med sig selv, at det tillike er en aandsmørk magt han er borti; men paa samme tid vet han, at det gives intet skjønt hverken i livet eller i kunsten uten det er impulsivt, – og det impulsive findes rikest i "middelalderen" og i de lag som med den er i slegt; han vet ogsaa, at i hin tid (og ikke i antikken – hvor uundværlig denne end er for aandslivet – er forbilledet paa det moderne menneske, det egentlige overmenneske) gjemt i den ubetvingelige kjetter paa baalet, ildsjælen, som uten Cæsars legioner bak sin ryg og ene midt i sekelnattens mørke holdt sit hete hode klart og sindigt. – Men selv om man i egenskap av "moderne" nutidsmenneske og oplyst borger ikke gaar med paa det syn paa hin tid og dens avlagrede rester i folket av idag, saa synes jeg muligens at det bør regnes en til fortjeneste, og ikke møtes med haan og skjeldsord, naar man graver op i dagens lys og til bevisst beskuelse det som laa dulgt i dypet, som fik lov at raatne i fred, som forpestet nationens tanker og energi. Av sjæls-sanitære grunde er det kanske gavnlig at det graves op. Og spør man saa videre i hvad hensigt boken er gjort, saa har jeg jo blot at svare det selvsagte, at hovedskikkelsen og de andre ikke er stillet frem som eksempel til efterfølgelse; da hellere som en kobberslange, til lægedom.
Kinck giver her udtryk for det kultursyn, som han så nuanceret har redegjort for i sit store kulturhistoriske, ikke-skønliterære forfatterskab. Hvor nær Pontoppidan stod Kincks tanker, er vanskeligt at udrede. Der er unægtelig et stykke vej fra den "middelalderens søvn", Pater Rüdesheimer taler om, og Kincks opfattelse af middelalder-mennesket som en "ildsjæl". Men der er på den anden side ikke tvivl om, at de er enige om, at der i nutidsmennesket findes "avlagrede" rester fra "middelalderen", rester som har fået lov at rådne i fred og som nu forpester nationens tanker og energi. En sådan "rest" er trangen til at give sig naturen i vold, den lokkende natur, der kaster ved på drømmenes bål og forbrænder livsviljen.
*****
Vi så i Pontoppidans Det forjættede land, hvorledes kærligheden – den eneste kraft, hvormed mennesket fuldt og helt modstår sin trang til at give efter for det drømmeri, naturen her i Norden indbyder til – vi så hvorledes denne kærlighed ikke slog til. Det er ikke noget usædvanligt i Pontoppidans bøger. Ingen af hans hovedskikkelser slår til i kærligheden. Heller ingen af Kincks. Også denne manglende evne til kærlighed er en af de førnævnte "rester". Kinck siger det direkte i Driftekaren (1908) i digt-dramaets centraleste og oftest citerede linier:
Der sprang noe istykker i tidernes morgen!
For ætten langt ute i synernes rand
der brast en sølvtråd av solblankt hav.
Ved kaldflir og tvil forborgen
der sluktes en stille, dirrende brand.
Og siden vi arvet bresten påny –
lyt, hvem arvet ikke sin del derav?
Mand efter mand stak vi foten i tidernes gry.
Som Emanuel Hansted ejer Herman Ek et splittet sind, "hvori arvedelene ikke vilde menge sig". Professor Ejnar Thomsen har beskrevet måske den væsentligste årsag til Hansteds tragedie således: "...at hans Personlighed ikke magter at danne sig sin egen Verden, men i Stedet for prøver at tilpasse sig efter en livsform, som han savner alle naturlige Betingelser for at fylde". (Grundrids ved folkelig Universitetsundervisning, nr.383. 1930, side 8). De samme ord kunne bruges om Herman Ek.
Han er af natur en sværmer, han ejer en brændende længsel efter at lære kærligheden at kende, kærligheden, der kan skabe harmoni i hans sind. Han får som tidligere nævnt kontakt med flere kvinder, men ingen der kan give ham denne harmoni. Den finder han kun i naturen, i dalen, hvor han kan drømme frit og opleve den helhed i universet, den mening med tilværelsen, som kærligheden ikke kunne skænke ham, fordi han på grund af sin egoisme var nægtet evnen til kærlighed. Den "muld" Hansted drager ud til, symboliserer "det nationale"s magt. Samme rolle spiller dalen, moen, i romanerne om Ek.
Herman Ek drager ind i dalen, slår sig ned blandt dølerne og beslutter sig til at leve deres liv. Han gifter sig med en af dal-befolkningens piger. Men i stedet for at realisere tanken om den jævne lykkelige tilværelse, han har drømt om, vågner hos ham – ligesom hos Hansted – en ny drøm, ønsket om at "rejse" befolkningen ved at åbne dets blik for "muldens" magt. Men her brister det for Ek som det bristede for Hansted, og de bliver begge til fantaster, der lider nederlag over for virkeligheden. Pater Rüdesheimers erkendelse af, at "Nutidsmennesker er saadanne forunderlige Dobbeltmennesker med en Dagside og en Natside", den erkendelse havde hverken Ek eller Hansted haft. Nu kommer de begge til at stå alene. Selvom erkendelsen af nederlaget for Hansted betyder, at han slipper det sidste tag i virkeligheden og giver sig naturen og sine drømme i vold, mens Ek i blindt raseri søger at underlægge sig naturen, at knuse alle drømme og føre den klare tanke ind i dalen, er deres skæbne dog af samme art.
Kinck har mange år efter afslutningen af romanerne om Herman Ek – i novellen "Marsveir" fra samlingen Kirken brænder (1920) – skrevet nogle linjer, der viser Hansteds og Herman Eks skæbnefællesskab. Ordene er lagt i munden på en fru Frantzen, der fortæller:
Min bror matematikeren sier at kvindens tegn er cirkelen, som gold og konservativ gaar i kreds om sig selv og altid vender tilbage til sig selv. – Ingen begyndelse og ingen endskab! Og gifter hun sig ikke, blir ringen jevnt snævrere og snævrere for hvert aar. Men manden er som den rette linje, higende – og forblir han i den enslige stand, blir han fanatisk av det, faar fikse ideer, sætter paa trods ut i alslags veir som lodsen hos Jonas Lie, fortaper sig i universet, i selvødelæggelsen – svinger derute vildt mellem + og ÷ uendeligheden, tror jeg han sier ... ja, saa sier min bror da – jeg vet ikke, jeg – ".
Den rolle Pontoppidan og Kinck i disse to romanværker tildeler motiverne kærligheden og naturen er vel ikke ganske ens. Men pointerer Kinck end stærkere naturens magt i Sus og Hugormen end Pontoppidan gør det i Det forjættede Land, er det dog værd at understrege, at de gange naturen indvirker på Hansteds livsbane, sker det i de mest skæbnesvangre øjeblikke. Hvad kærligheden angår, er dens betydning vist understreget lige stærkt i begge arbejder. Det er jo netop Eks og Hansteds – af deres egen egoisme – dræbte evne til kærlighed, som stiller dem alene og derved jfr. ovennævnte citat fra "Marsveir" afgør deres skæbne. – Om nogen stilistisk eller anden formel påvirkning fra Det forjættede land på Sus og Hugormen kan der ikke være tale, alene af den grund, at forfatterne – efter hvad man ved – slet ikke kendte hinanden, mens de arbejdede på de to værker.
*****
Derimod er det ikke på forhånd udelukket, at romanerne om "Herman Ek" har betydet noget for Pontoppidan under hans arbejde med Lykke-Per. Af Kincks daterede dedikationseksemplarer af Sus og Hugormen fremgår det, at Pontoppidan har fået dem begge i 189912, altså netop mens romanen om Per Sidenius er ved at blive til. Det er så meget naturligere at se nærmere på Per Sidenius' relation til Herman Ek-skikkelsen, som Kinck selv i sin fortale til andenudgaven af Herman Ek 1923 har peget på slægtsskab. "Eller," skriver han om Sus og Hugormen, "man kan se disse bøker fra et andet synspunkt – som et billede av ulægelig "romantik" i et stivnakket norsk sind – eller nordisk sind! For Lykke-Per's digter i Danmark kjender ogsaa skikkelsen, der han har tegnet ham paa sin egen dybe og fyldige maate".
Vi kan supplere denne sætning med to brevudtalelser til Pontoppidan. Den første er skrevet i Florens 29 oktober 1902 efter læsningen af de indtil da udkomne bind. Kinck skriver her:
Denne Lykke Per virker som en centralskikkelse i dansk aandsliv, en dansk type – i sin selviske stædighed, i sin indre viljesløshed, i sin drömme-styrke, som dog er uten henrykkelsens glæde. Nærmere bestemt: jyden omgit av københavn'sk racelöshed. – Men den er mer end en dansk type, den er nordisk, natsiden av det blonde hoved, naar det gror med tanke-trold."
Den anden udtalelse forekommer i et brev af 3. marts 1906, da han har læst værket i sin [nye] helhed. "Jeg har læst det store værk med stigende interesser", skriver han. "Pers skikkelse – denne som hadde saa vanskeligt for at bli "rigtig præsenteret for naturen" – synes mig et merkeligt monument over en blond type. Og i hvilket perspektiv er han ikke indstillet!" Kinck forvilder sig herefter ind på andre emner, men brevet slutter: "Jeg læste jo i sin tid et par hæfter, saa jeg saa det troldeagtige ved Per, men jeg ante ikke dette – ikke denne statue!"
Man forstår Kincks begejstring. For her i bøgerne om Lykke Per fandt han helt og ganske den intuition bekræftet, der i 1898 havde fået ham ti1 at slutte kontakt med Pontoppidan. De ejede samme sind: Han så her at Pontoppidan – som han selv – kendte livsangsten, angsten for at være til, angsten for at høre til i et bestemt folk.
Det er Pers manglende evne til kærlighed og hans forhold til naturen, først angstfølelse, siden selvberuselse, der gør ham til fantast. I sin grænseløse selvoptagethed, kan han ikke elske nogen af de kvinder, der krydser hans vej, for deres egen skyld. Inderst inde ville han ikke være lykkelig i almindelig forstand, betror Pontoppidan os i sidste bog. Per foregøgler sig en kærlighed, når han har brug for et menneske til at bekræfte de tanker, der lever i hans sind. Som Vilh. Andersen har påvist det, viser hans mangel på kærlighed sig i det store projekt. Værket er stort udtænkt og egentlig ikke i sig selv fantastisk: "at gøre Danmark større ved at sætte Jylland i Stand til at kappes med København og konkurrere med Hamborg." Men det fængsler ham kun, saa længe det spiller ham som en Boble i Haanden: at støbe det som en Kugle til at bryde igennem Modstanden, at smelte det til den Draabe, hvormed han kan give det Hele – Samfundet, Fædrelandet – tilbage hvad han har modtaget af det, er ikke hans Sag, dertil mangler han det lange Taalmod, som kun Kærligheden giver" (Vilh.Andersen: H.P. 1917, side 124. Kursiveringen af W.S.)
Fantast bliver Per i virkeligheden først, da han for alvor stifter bekendtskab med naturen. Det sker på bjergbestigningsturen fra den lille by Linz i de østrigske alper. Indtil dette øjeblik har han med sin viljeskraft holdt sig borte fra noget fortroligere samliv med naturen, fordi han har anet, at hans skjulte higen mod den var en del af den Sidenius-arv, han slæbte rundt på. Hernede i alperne står han ikke imod længere. "Det var, som om noget derude i den store Sten- og Sneørken havde kaldt paa ham. Og højere og højere lokkedes han op paa Vidderne ligesom ved et hemmelighedsfuldt Løfte om Befrielse for alt, hvad der trykkede og tyngede ham". I de timer Per opholder sig heroppe, kommer han med Pontoppidans egne ord "i et Forhold til Naturen, han ikke før havde kendt."
Det var Storheden, Aanden, Mystiken i Naturen, for hvilken Uroen i hans Sind nu havde gjort ham modtagelig. Det var Massernes umaadelige Udstrækning, det var Formernes Vælde og den evighedsdybe Stilhed rundtom, der fremkaldte Følelser og Stemninger hos ham, som var ham nye og forunderlige.
[...]
Og da han stod der, støttet til sin Stok, og saae sig omkring i det tavse og vilde øde, sank han hen i en langvarig Undren over sine egne Fornemmelser. Han spurgte, hvorledes det var muligt at der kunne være noget opløftende i at gaa saaledes Time efter Time gennen en fuldkommen livløs Stenørken, i den samme ensformige Stilhed. Hvorledes gik det til, at noget saa negativt som det, at man ingenting hørte, kunde virke saa højtideligt befriende.?
[...]
Disse snedækkede Stenkolosser gav virkelig en imponerende Forestilling om de Kræfter, der havde været i Bevægelse hin Urnat, da Moder Jord skabtes. Og mens han betragtede dem, grebes han af en svimlende Fornemmelse af at være rykket denne fjerne Naturbegivenhed ganske levende nær. Tiden skrumpede saa underligt ind ved Synet af disse stivnede, i evig Ligegyldighed hvilende Stenklumper, der laa der saa nøgne og uberørte, som dengang de for et Par Millioner Aar siden "udgik fra Skaberens Haand". Ja vist! Skaberen? En glødende Urtaage! Et opløst solsystem! ... Og bagved? Tomhed! Tomhed! Iskulde! Dødsstilhed. – – – –.13
Per må heroppe i bjergenes stilhed erkende, at han står alene i sin kamp med sig selv, at han ikke kender den kærlighed, som alene kan give et liv uden Gud en mening. Han er nu under den "Afmagtens Fortrykkelse" Pontoppidan havde talt om i indledningen til Det store Spøgelse. Fra nu af smuldrer hans virkelighedsmod. Han mister interessen for sit projekt og skriver nede fra den lille bjergby Dresack til Jacobe, der utålmodigt har ventet at se ham offentlig forsvare sin pjece mod et ondsindet angreb:
... det forekommer mig, at du tager altfor højtideligt paa den Ting. Herregud, det er jo da kun en Bog – og tilmed en Bog, som Jeg ikke selv længer er fuldtud tilfreds med. Der er hist og her Ungdommeligheder i den, som helst skulle have været udeladte. Desværre – saa ydmygende det end kan være for os – vi bliver nok nødt til at indrømme at vort Herredømme over Naturen foreløbig kun er svagt befæstet; og heri maa man rimeligvis søge Forklaring paa den Kendsgerning, at saa mange, endog blandt forholdsvis oplyste Folk, i Naturen kan se et Udtryk for en evig Styrendes uforanderlige Magt og Vilje.14
Men samtidig med at naturen har begyndt forbrændingsprocessen af Pers livsmod, har den – som det næsten som et omkvæd kan siges om alle Kincks og Pontoppidans hovedskikkelser – givet hans drømme ny næring. Han begynder undergravningsarbejdet af sit eget forhold til virkeligheden, og naturen er ham en gavmild hjælper. Som den i Hermans Ek's sind skabte helhed og mening, hjælper den Per til at glemme den nagende ensomhedsfølelse. Da Per vender tilbage fra sin udenlandsrejse, skuffes han over gensynet med villa "Skovbakken", og først under en aftentur ved Sundet sanmen med Jacobe forsvinder hans mismod.
De bløde Klunk af Bølgerne paa Breddens Sand, Lyden fra det kogende Skovdyb derinde bag ham, disse dumpe Aarestød fra den usynlige Baad langt ude paa Vandet – der var i alt dette noget, som gjorde han glad. Det var, som lød der her det hjemlige, fortrolige "Velkommen", han havde savnet.15
At denne følelse har været uhyggeligt selvbedrag, fremgår tydeligt, da Per flygter fra sit larmende forlovelsesgilde ned på Strandvejen. Han er her helt ægte i sin hjemløshed.
[...] Ligesom hin Aften efter Hjemkomsten, da han havde staaet derhenne under "Skovbakken" sammen med Jacobe, betoges han paa ejendommelig Maade af denne ensformige Lyd [fra bølgerne], der i den dybe Stilhed lød som selve Uendelighedens fortrolige Smaasnakken.
Ogsaa Stjernerne blev saa underlig levende for ham. Der var især en lille kraftig lysende en, der stod lige over Hveen; den blinkede saa hjemligt, ligesom genkendende til ham; det var, som om den anstrengte sig for at minde ham om noget. Husker du mig ikke? – syntes den at spørge. Mindes du ikke dengang ... for længe, længe siden ... langt borte herfra ..."16
Per spræller allerede i nettet. Man mindes ordene i indledningen til Det store Spøgelse: "... Aftenstjernen, som dirrer paa den grønblege Himmel, synes at vinke saa fortroligt deroppe fra Evigheden: Kommer hid, alle I som ere beværede! synes den at trøste. Heroppe i det kolde tomme Verdensrum er der Fred og Hvile!"
På herregaarden Kærsholm, hvortil Per kommer for at rekreere sig efter de oprivende indtryk ved moderens død, er det da også først og fremmest i naturen, han søger hvile. Han finder ikke engang stunder til at tale med hofjægermesteren om sin pinlige økonomiske situation. "Der var saa meget andet, der optog han, ikke alene i hans egen indre Verden, men ogsaa udenfor ham. Fremfor alt i Naturen." Per lærer her den "drømmestyrke", Kinck taler om i sit brev til Pontoppidan, og som er den unge Herman Eks tydeligste karaktertræk.
Saadan at ligge ganske stille med Hænderne under Nakken og lade Tankerne drive med Skyerne ud i det bundløse Blaa og føle sit eget Væsen ligesom hensmelte og opgaa i Uendeligheden.17
Kun nu og da får han anfægtelser ved at tænke på Jacobe og hendes ord[dem har hun jo aldrig meddelt ham, kun læseren - gennem forfatteren!] om
Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse, men som mod Skumring satte sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner i Aftenskyerne over de dampende Enge til Opbyggelse for det betrængte Sind..."18[hvorfor citerer du her efter førsteudgaven?]
Efter sådanne anfægtelser beslutter han sig til at komme bort fra sin trang til at give sig naturen i vold.
Han maatte se at nedkæmpe denne overdrevne Følsomhed, der i den sidste Tid havde ladet ham blive et saa værgeløst Bytte for sine skiftende Stemninger. Det var paa Tide, at han gjorde en Ende paa sin Lediggang her og kom tilbage til sit Arbejde.19
Men netop efter sådanne anfægtelser er hans sind allermest modtagelig for naturens magt. Han oplever en aften på Kærsholm, en sommeraften, der har slående lighed med den, der er manet frem i indledningen til Det store Spøgelse:
Det var en af disse meget lyse og meget stille Sonmeraftener, der med al deres Fred kan være saa uhjemlige. Tavs og øde strakte den skyggeløse Jord sig hen under en ligesom udslukt Himmel uden Sol og uden Stjerner. Solen var forsvundet uden al Højtidelighed, havde kun efterladt en lille rødlig Taageplet over Horisonten. Der var paa hele Himlen ikke en Sky, der kunne indfange de stigende Straaler og kaste dem tilbage over Jorden som en Afglans af Dagens Herlighed. Hist og her paa Bakkerne glødede en Rude – det var alt.
[...]
Men nede omkring Aaen vaagnede der, saasnart Solen var borte, et eget aandeagtigt Liv. Engene begyndte at indspinde sig i graalige Taagevæv – snart skjultes hele den milebrede Dalbund af en bølgende Røg. Det saae ud, som om Fjorden nu mod Natten paa Genfærds Vis tog sit gamle Leje i Besiddelse. Som en rygende Brænding, et Spøgelseshav, væltede den blege Damp sig mellen Bakkerne."
[...]
Per havde sat sig til Hvile paa en Bænk, der stod under et Træ bagved Landevejsgrøften. Med Haanden under Hovedet fulgte han den hjemvandrende Hjord, indtil den atter opslugtes af Taagen. Smaa Flokke af Krager kom nu og da trækkende henover hans Hoved, og han kunne høre, hvordan de med høje Glædesskrig slog sig ned omkring deres Reder inde i Skoven bagved han. Et Sted i hans Nærhed sad en Frø i et Vandhul og gurglede sig velbehageligt. Ellers var der ganske stille milevidt omkring.
Der sneg sig i disse Øjeblikke en modløs Forladthedsfølelse ind over ham. Han tænkte paa Bibelens Ord: Ræve have Huler og Fuglene Reder –. Selv vidste han ikke den Plet, hvortil han følte sig knyttet ved et godt eller stærkt Minde. Med Tanke paa den forestaaende Rejse sagde han til sig selv, at det derfor i Virkeligheden var ligegyldigt, hvor i Verden han befandt sig. Han ville ikke være mere hjemløs midt paa Atlanterhavet eller paa de amerikanske Prærier, end han var det her i Hjertet af sit eget Fædreland.20
"Maaske gaar man hjem og hænger sig," siger Pontoppidan i Det store Spøgelse. Så langt når Per ikke. Naturoplevelsen får ham til at foretage måske den værste af alle sine vildfarelser, fordi den spiller falsk på de inderste strenge i ham. Det er langt senere, han erkender sin uovervindelige livsangst.
Nu maatte han[Nej, det står der ikke. Der står: "Han maatte da", nemlig når han - stort set i forlængelse af de ovenfor citerede - lå i en båd på åen: ofte tænke paa Pastor Blombergs Ord om den Livsvisdom, der var at hente i Naturen, om det saa blot var ved at lytte til en Lærkes Triller. Man følte sig virkelig i slige Øjeblikke paa mystisk Maade sjælsforbunden med alt levende. Der var noget af en vellystfuld aandelig Besvangrelse ved en saadan Hensynken i en Naturstemning. Fantasien blev saa virksom, Ideerne strømmede til. Det var som om selve Livets Urkraft blidt og stille udgød sig i En som en gylden Taage af myldrende Tankekim.'1
Selvfølgelig måtte Pers ægteskab med Inger forlise. Hans E. Kinck har i romanen Præsten fra 1905 en slående sætning, der bider sig fast. Den står side 33-34: "... Kulturmennesker av kultur-slekter er til syvende og sist underlig glippende og sky ... De mennesker er især saadan i kjærlighet og hvad der rører den – kanskje det er dér deres sky har sin rot; deres instinkt gjentar for dem her ved enhver anledning, at ved den fullstendige selvblottelse er charmen strøket av den, er kogleriet uigjenkallelig tapt ..."
Kincks ord er en rammende karakteristik af Pers forhold til kærligheden. Instinktivt har han vel altid følt, at det var i ensomheden han hørte hjemme. Vi kunne med nogen ret i denne forbindelse erstatte ordet "ensomheden" med glosen "naturen". Naturen har givet hans liv mening, samtidig med at den forbrændte hans livsmod og ødelagde hans forhold til virkeligheden. Både Lykke-Pers og Herman Eks skæbne indbefattes i de ord, Kinck skriver i fortalen til Herman Ek (1923):
I vort som i andre folk repræsenteres idealiteten af den tørst, av det famlende, umættelige sug for brystet; det er vort folks fineste eie. Thi det er, ganske enkelt, karakterens uro efter at være sig selv.
Men Pontoppidan lader Per finde fred i en universel følelse, der får ham til atter og atter i sine dagbøger at understrege: "Naturen er rig. Naturen er viis. Naturen er miskundelig!" I sine sidste leveår fortæller han under overskriften "Det store Spøgelse" om en herremand, der drives ind i mørket, "fordi han ikke havde ejet Troen, den sande Tro, Troen på Naturen, den rige, den viise og miskundelige, som veed Raad for alt, som gavmildt erstatter på den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden, som ..." Her finder Pontoppidan det betimeligt at afbryde. Herman Eks skæbne er anderledes. Han bliver stående i konflikten. Denne forskellige udgang på den samme types skæbne-historie er væsentlig. Både Lykke-Per og Herman Ek handler jo om "spændingen mellem romantik og 'materialisme', som det ogsaa heter – det, som i grunden er fermentet i vort aandsliv, ogsaa hemmeligheden ved det saakaldte tvisyn" for at bruge Kincks egne ord om sin roman. Men hvor Pontoppidan stedse priser denne spændings ophør og erklærer menneskets endemål for at være klarhed og fred, dér priser Kinck modsætningerne i sindet. Konflikten er selv folkets liv. Først med stridende kræfter brydende i sindet lever man.
Det får vi et klart indtryk af i Driftekaren. Hestehandleren Vraal Reiorsen Litveit får tilsyneladende fred ved dette prægtige digt-dramas slutning, da den unge Bol kommer til ham og skænker ham sin kærlighed. Men denne fred er kun af foreløbig karakter. Kinck skriver 1925 et dramatisk efterspil til Vraals historie Paa Rindalslægret, hvor Bol dør og derved forskåner Vraal for at foretage det brud, der ellers havde været nødvendigt. Thi Vraal er en evig hvileløs sjæl. Men skønt han ikke vinder fred og klarhed, eller måske snarere: netop fordi han ikke gør det, dør han lykkelig. For han har levet! Som alle de andre personer, vi har omtalt, har kærlighedsevnen været ham nægtet, ingen kvinde har kunnet skænke Vraal den følelse af helhed og harmoni, han har søgt, og han har dog ellers kendt mange kvinder. Vi kan benævne det, der står mellem Vraal og kærligheden, for "egoisme". Kinck kalder det "Selvopholdelsesdrift". Hvad Kinck mener med dette ord, fremgår af romanen Præsten, der kom 1905, syv år før Driftekaren. Det hedder her:
Selv to, som elskes, naar ikke altid hverandre tilbunds, den sidste, den allersidste sindenes sammensmeltning udeblir ... Og der er bag denne sky, i denne instinkternes paaholdenhed ligeoverfor det, som udgør ens sinds kærne og sevjen i ens sjæl, en udødelig fest av et naturvæsens selvopholdelsesdrift, som først kulturen har vækket, en forsigtig og klog bevarelse av evnen til fornyelse.
I kampen med virkeligheden giver Vraal op, og når tomheden nager ham mest, giver han sig naturen i vold. Oppe på sæteren, mellem de bratte brune fjelde føler han hvilen sænke sig over sit splittede sind. Her oplever han, hvad han ikke fik lov at opleve i kærligheden: at blive eet med livskræfterne. Men naturekstasen er ikke varig. Som enhver anden rus brænder den kræfterne, tomheden vender tilbage og med den rastløsheden i sindet. Så vidt gik Pontoppidan ikke. Så vidt kunne han vel ikke gå. Han skrev selv i december 1931 til Olof Lauridsen: "Jeg tilhører en Embedsslægt og er med mange Rodtrevler forankret i en gammel Kultur". Disse hans dygtige forfædre, der i deres tid tilkæmpede sig personlighedens myndige ligevægt, måtte blive noget af et ideal for ham, men han har utvivlsomt beundret Kincks konsekvens. Ifølge Dina Lea betragtede Pontoppidan Driftekaren som "Kincks betydeligste værk – det hvori han har udfoldet sin personlighed rigest og stærkest"21.
*****
Inden jeg går over til de to værker, hvori Pontoppidan og Kinck i store billeder gav udtryk for deres angstfulde fornemmelse af samfundets snarlige undergang De dødes Rige og Sneskavlen brast, udgivet henholdsvis 1912-16 og 1918-19, skal nævnes romanen Doktor Gabriel Jahr, som Kinck udsendte 1902. Dens hovedperson, lægen og digteren Gabriel Jahr, der i sind og tanker rummer meget af Kinck selv, ender som sindssygelæge og forhenværende digter. Fuld af foragt vender Jahr alt, hvad der hedder norsk samfund ryggen, for at hellige sig sine patienter, – "blandt dem findes de eneste, som har turdet være sig selv – og paa det brast deres hjerne". Hvorfor vender Jahr samfundet ryggen? Han forudsiger det allerede midt i bogen, hvor han i en slags selvbekendelse søger at klargøre sig sin stilling. Med sin digtning prøver han på at vække folks had, for som han siger:
Den forhadte sætter sig fast i menneskenes sind; han smitter av; han slaar ind tilsidst. Det er den forhadte, og jagtede, som bestemmer udviklingen. Det menige folk lærer tilsidst det nye av dem, de bekjæmper." Men han når til erkendelse af, at folket ikke længere ejer evnen til had, sålidt som til kærlighed. Han husker Anna Ravns ord: "De udleverer Dem ikke nok i det De skriver. Eller rettere: De udleverer ikke publikum nok. For publikum er først fornøiet, naar det kan sidde saadan med pegefingeren og følge med og si: – og her efterlignede han fru Susannes stemme – Ja, saa aldeles! Nu siger han akkurat det jeg vilde have sagt. Da blir de jo halvveis digtere selv –
og han skriver et satirisk skuespil. Stykket bliver en overvældende succes, der får Jahr til at erkende sit fejlgreb. Han væmmes over det norske publikum og det samfund, det repræsenterer.
Doktor Gabriel Jahr, som egentlig falder lidt uden for denne motiv-undersøgelse, har sin særlige interesse for os gennem den stilling, Pontoppidan tager til bogen.
Jeg vil ikke forsøge at gengive mine Indtryk af den", skriver Pontoppidan til Kinck, "dertil var de for rige, og ogsaa for sammensatte. Jeg vil kun sige at intet af Deres tidligere Arbeider har betaget mig som dette. Egentlig har jeg først ved denne Bog faaet Deres Digterpersonlighed for mig i fulde og klare Omrids, og den er derved blevet mig dobbelt kær. Men har De ikke også i dette Arbejde ligesom kastet Resterne af en Ham eller af en Forklædning, der delvis tilhyllede Deres Oprindelighed og Kraft? Gennem dette dybt personlige opgør med Tidens Borgerlighed klinger der for mit Øre en Fanfare. Jeg ser i Dem Fremtidens Mand i Norges Digtning! Der er i Deres Tanker den Flugt, det Uvejr, som vi trænger til og griber efter i disse lumre Dage. Jeg ønsker Dem til Lykke! Og jeg hilser med Flaget. (Citeret efter Hans E. Kinck. Et eftermæle, 1927. Brevet eksisterer ikke mere.)
En så spontan tilslutning er man ikke forvænt med fra Pontoppidans pen. Der er da næppe heller tvivl om, at Kinck i Doktor Gabrlel Jahr har tolket ikke alene sine egne angstfulde anelser on Norges fremtid med et sådant folk, men også Pontoppidans syn på den danske nations levedygtighed. Nøjagtig samme tid – årene omk. Systemskiftet 1901 – som "Doktor Gabriel Jahr" er et opgør med, nøjagtig samme periode er det, Pontoppidan gør op med i storværket De Dødes Rige, ti år senere.
Med denne romans tre hovedskikkelser, Dihmer, Jytte Abildgaard og Enslev kan vi genoptage den motivundersøgelse, som vi forlod efter behandlingen af Driftekaren. Tydeligere end noget andet sted i sin digtning stiller Pontoppidan her diagnosen på sine hovedskikkelsers sygdom. For alle tre's vedkommende gælder det, at de lider nederlag over for virkeligheden på grund af manglende evne til kærlighed – og han diagnosticerer hermed hele nationens sygdom.
Dihmer bliver ikke sindssyg, men en særling. Alligevel har han meget tilfælles med de mennesker, som dr. Jahr vier sit liv: "Nu vil jeg samle op dem som er klemt udenfor og gaar alene; blandt dem findes de eneste som har turdet være sig selv." For Dihmer bliver livet meningsløst, da Jytte nægter ham sin kærlighed. I Det forjættede Land havde Pater Rüdesheimer sagt: "Tag den geskæftigste forretningsmand, den tilsyneladende mindst følelsesfulde Verdensmand og skrab lidt paa ham ... og De skal se, Sværmeren, Stemningsmennesket kommer straks frem." Denne side af Torbens sind kommer for dagen, da han efter Jyttes afslag kun kan føle tomhed og lede over for verden. Selve livsviljen er med ét sluppet op. Torbens utilfredsstillede trang til at give og hans tilbøjelighed til det ensidigt overdrevne får ham til at trække sig tilbage til "Favsingholm" for at blive eremit. Der er noget uægte, noget teatralsk i denne beslutning. Jeg kan egentlig ikke se berettigelsen i den ofte fremsatte påstand, at Dihmer når frem til den indre jeg'ets virkelighed, som Per når. Er han ikke tværtimod optaget af verden omkring sig? Han håbede dog, at "der vilde oprinde en lykkeligere Tid for Verden end den, han selv havde oplevet, en Tid, da Menneskene med et Gys vilde vende sig fra den kunstige steriliserede Tilværelse, det dagklare Helvede, hvori de nu tumlede blændede om, og igen uden Modsigelse tage det onde med det gode af Livets evige VæId, suge Næring af Mørket saavel som af Lyset.22" Han har ikke i naturen fundet den klarhed og fred, Per fandt, snarere har han gjort sig selv til et symbol for sin fortabte slægt og ønsket sig dens skæbne. Derfor føler han det også som en befrielse, da Favsingholm brænder. For han ser jo branden som en bebudelse af den verdensbrand, han har ventet på – og forberedt sig til.
Hvad det sværmeriske i Torbens sind angår, den middelalderlige "rest" i nutidsmennesket, som Pater Rüdesheimer havde talt om – og som Kinck kendte så godt – kommer det efter min opfattelse tydeligst til udtryk i Torbens beskæftigelse med astrologiske studier, "disse vindueskig ud mod uendeligheden23". Det kan man da kalde en middelalderlig "rest"! Stjernernes indflydelse på menneskelivet! – man kan ikke lade være at sende en tanke til de stjerner, der havde vinket så besværgende og trolddomsfyldt til Pontoppidan i Det store Spøgelse og til Per i sommeraften-scenen ovre på Kærsholm.
Den ældre Tyge Enslev, som vi møder i De Dødes Rige er i slægt med den ældre Herman Ek. Om dem begge gælder det tidligere nævnte citat i Kincks novellesamling Kirken brænder: "...Manden er som den rette linje, higende – og forblir han i den enslige Stand, blir han fanatisk av det, faar fikse ideer, sætter paa trods ut i alslags vejr, som lodsen hos Jonas Lie, fortaper sig i universet, i selvødelæggelsen – svinger derute vildt mellem + og ÷ uendeligheden". ( Ordene passer forøvrigt også på Torben Dihmer.) Da virkeligheden går ham imod, fyldes han som Ek af et blindt raseri og en ubændig trods, og ingen kan standse ham i ødelæggelsen af sit livsværk. På sit dødsleje siger Enslev om sine forældre: "De ejede den store Langmodighed med Livet. Den fik jeg ikke i Arv. Det var vel godt for noget. Kun ikke for mig selv."24. Hvad disse ord dækker, ses let. Han erkender her omsider årsagen til sit nederlag i sin egoisme, der dræbte hans evne til kærligheden, den kærlighed der kunne have skænket ham langmodigheden. Ved hans dødsleje sidder frk. Evaldsen og mindes den lykke, hun engang har haft med ham. "Han havde tidligt ofret deres Kærlighed paa sin Molochs Alter. Indtil Livets sidste Øjeblikke glemte han hende nu for sine Fjender." Men hun havde forudset det. "Han havde altid haft en svag Hukommelse for den Hengivenhed, han mødte i Livet, hvorimod enhver Modgang, enhver ringe Krænkelse, gravede sig ned i hans Erindring med uudslettelig Stenskrift."
Kinck har i novellen "Prosit blume" (Naar Kærlighet dør, 1903) skrevet nogle linjer, der næsten virker som en karakteristik af Enslev, den store folkeførers tragedie:"Er ikke kjærligheten alt levendes mor og muld? Der er ikke mening og overbevisning skabt, uten at kjærligheten har vært dens muld og mor. Kjærligheten vander sjælens røtter ... Og det er dette som er det sørgmodige over all alderdom, at den helbefarne gamle manns overbevisning ingen som helst verdi har, fordi den ikke har røtter i det varme blod og i det varme kjøtt.
Jytte Abildgaard er fantasten i De Dødes Rige. Hun har i sin ungdom fået indpodet myten om den fuldkomne kærlighed, og hele hendes sjæl higer efter at opleve den. Men hun har ingen troskraft, og hun tager desillusionen på forskud. Hun ved, at hvis den fuldkomne kærlighed skulle findes – men hun tror ikke på den – så har hun ingen evne til at opleve den. Hun er en tvivler ind til marven. Og derfor er hun gold, uden levedygtighed. Livet bekræfter fuldt ud den mistillid, hun har haft til det. Hendes mor dør under svære lidelser, Torben dør; end ikke det barn, hun venter, kan hendes trætte hjerte fatte nogen virkelig interesse for. Hun har intet andet tilbage end udslettelsen. Gennem hendes skikkelse kommer Pontoppidans angst for de dunkle kræfter i livet og naturen stærkest til udtryk. Hun visner hen.
Den ranke stærke doktordatter Sofie i Kincks Sneskavlen brast (1918-19) er Jyttes modsætning. Hun har evnen og viljen til at hjælpe, og sansen for menneskelig lidelse er vakt hos hende allerede i den tidlige barndom. Hun finder forståelse for sine tanker hos den fine, men svage og fejge enkemand Bolt og gifter sig med ham. Det er hendes tro, at hun kan vække skammen både i embedsmændenes og bøndernes lejr ved at lade dem afdække deres gemenheder over for hinanden. "Spørgsmålet", siger Sofie i bind II, side 113, "for hvert menneske var jo egentlig, om han orket sine medskabningers smerte; det er toppen, hvorom alt sjæleliv drejer sig." Da Sofie opdager, at hun ikke ejer evnen til kærlighed, sniger tomhedsfornemmelsen sig ind over hende. Virkelighedsmodet visner i hende og hun, den før så livskraftige, bliver gold, "orker ikke sine medskabningers smerte". Hun får mere end nok med at finde ud af sit eget jeg.
En begrundelse for sin golde skæbne og klassekampens golde resultat antyder Sofie i bogens sidste del i samtalen med rorsmanden Trond. Her skal blot erindres om hendes slutningsord, efter at hun har skildret hvor forjættende, rig og dragende den norske natur er: "Men gror her ranker og vin? Naar er artiskokken moden? Hvor mange fold gir hveten? Det blir med synet. ... – – Ja, slik er Norge. Det blir med synet og med glosen. Men det væsentlige mangler i virkeligheten, som skulle svare dertil. Den gisper, stirrer, nyser vi efter hver evige dag i vort sind – ."
Det kan nok have sin interesse at erfare, hvorledes Kinck med den undergangens angst, der gemmer sig i Sneskavlen brast og med sin dybe forståelse af en skikkelse som Sofie – hvorledes han så på De Dødes Rige. Han skriver herom til Pontoppidan den 31 oktober 1917:
"... Bogen gir i det hele et merkelig rigt og nuanceret spejlbillede av det ledende i et folks aandsliv; den som engang i fremtiden vil studere det omk. 1900, vil jo aldrig komme forbi denne bog, ligesaalidt som forbi Deres to andre hovedværker.
Og naar man – som jeg synes at huske det er gjort – har slaaet paa at man ikke helt forstaar, hvor bogen vil hen, saa er jo det fornöielig: det er de rammedes sædvanlige maade at dække sig paa. Hvilket borger for at bogen vil vedblive med at leve; og forhaabentlig svi bort dödköd der, hvor slikt skal svies bort. Det er ialfald den eneste maade, hvorpaa hidtil ledende skikkelser kan avsættes, byttes i nye.
Det er bare det kedelige og tillige ækle, at i denne omjustering vil skikkelser kaste sig ind og vidne om de nye mennesketyper, – skikkelser som i grunden er mer forkomne og betændte end de, som de angriber.
[…]
Og en forfatter, som har det syn paa den enkelte og paa samfund, er ikke "idealist"!! Nej, de er ikke skarpsindige, de herrer i akademiet der öst, det er jo i det hele Svenskerne ikke."
Bortset fra den sidste horrible generalisering virker vurderingen efter mit skøn velovervejet og fremsat som en ærlig overbevisning og uden den lidt tomme smiger, Kinck kunne forfalde til i de breve, Pontoppidan modtog.
*****
Det er her søgt dokumenteret, at de kræfter, der indvirker stærkest og mest afgørende på hovedskikkelserne i Kincks og Pontoppidans digtning, er kærligheden og naturen. Endvidere det ikke uvæsentlige, at de to begreber betyder næsten nøjagtig det samme for de to digtere. Vi har set, at den grundfornemmelse Pontoppidan giver udtryk for i indledningen til Det store Spøgelse – angsten for de dunkle kræfter i livet og naturen, som nordboen stilles overfor – kommer til udtryk centrale steder i forfatterskabet, både inden og efter denne lille romans tilblivelse. Vi har set, at samme grundfornemmelse ligger bag Kincks digtning og at de to forfattere – gennem deres korrespondance – har bekræftet hinanden i dette syn på tilværelsen.
Den indre spænding i både Pontoppidans og Kincks – og derfor også de fleste af deres hovedskikkelsers – sind udspiller sig mellem en realistisk virkelighedserkendelse og en sværmerisk fantasi. For Pontoppidan, der gentagne gange har erklæret menneskets endemål for at være klarhed og fred, var denne spænding en pine, for Kinck var den indbegrebet af liv. Der skulle hermed være antydet slægtskab og uoverenstemmelser mellem to digtere, der i det skjulte var venner gennem mere end en menneskealder og som begge fik den lod at være skarpe revsere i en tid og over for et folk, som var nedlullet i drømmesyge.