Svend Morgendug
93'1
En meget tidlig Sommermorgen kørte to unge Mennesker ud fra et landligt Gæstgiversted.
Det var deres Agt at opsøge en Skov nogle Mil derfra, hvor der de Dage afholdtes et saakaldet Kildemarked paa gammeldags Vis med opslaaede Telte, Boder, Lirekasser, Dans, Drik og al Slags Lystighed.
Solen var endnu ikke staaet op; og skønt det var i Slutningen af Juni Maaned, var Luften kold som paa en Vinterdag.
En tæt, sølvhvid, bølgende Engdamp indhyllede hele Egnen. Det var ofte kun med Nød og næppe, at de to rejsende kunde se Vejen, ad hvilken de kørte frem; og hen ad Grøfteskraaningerne 94 og paa alle nordligt affaldende Skrænter laa Rimen og tindrede over Græsset.
De kom igennem et Par smaa, hyggelige Landsbyer, hvor alt endnu sov trygt. De smaa, nydelige, stærkt farvede Huse med deres smaa, duftende Haver, deres Humleranker og blomstrende Potteplanter – alt saa' ud, som om det stod og drømte en Paradisdrøm. Kun Hanerne var vaagne og galede med en halvkvalt Lyd inde fra deres Aflukker; og man kunde netop lige høre Lærkerne, der højt, højt oppe over Taagen jublende bebudede, at Solen var i Anmarsch.
Lidt efter meldte denne sig ogsaa selv derude i Øst som en uhyre Ildebrand, der bestandig greb videre om sig. Vognen havde netop forladt Dalen og var kommen op paa Toppen af en høj Bakke, da det første Stykke Kant af dens bloddryppende Skive dukkede op over Taagehavet.
Rundt omkring, milevidt omkring, bølgede alt i rosarødt og sølvhvidt ligesom en virkelig oprørt, fraadeskummende Sø, over hvilken blot enkelte højtliggende Punkter – et Par Skove, et Par 95 Landsbyer og nogle Kirker – dukkede frem som smaa, solbeskinnede Øer.
Men trods Solens Stigen og Taagernes gradevise Hensmelten blev det ved at være bitterlig koldt.
De rejsende svøbte sig ind i deres Kapper, men den fugtige Kulde stak igennem det tynde Sommertøj ligesom med Isnaale. Ogsaa et Par smaa bidske Tingester nede paa den enes Ryg – en Erhvervelse fra Gæstgiverstedet – begyndte paa en højst energisk Maade at tilkendegive, at de frøs.
Imidlertid havde de forladt Hovedlandevejen og var drejet ind mellem nogle nøgne Lyngbakker. Vognen begyndte at skumple paa den knortede Vej; og mens de to unge Mennesker gav sig til at tale om Nowaja Semlja, hvor der skulde kunne være saa koldt, at endog Ilden frøs i Kakkelovnen for Folk, og siden om Sahara, hvor Sandet var saa gloende, at det kunde stege Fedtet af en Neger, naaede de atter en hyggelig Landsby, hvis hvidkalkede Skorstenspiber Solen netop havde naaet at forgylde.
96 Omtrent midt i Byen, foran en lille Høkerhandel, standsede pludselig Kusken – en lille, halvgammel Bondemand – og spurgte paa skælmsagtig Maade, idet han kneb det ene Øje lidt til og trak den tilsvarende Mundvig lidt op, om de rejsende muligvis ikke trængte til en lille Opvarmer.
De kunde ikke fragaa, at Varme, i hvad Form den kunde bydes, i Øjeblikket ikke vilde være uvelkommen; og Fyren bankede da med den tykke Ende af sit Piskeskaft paa en lillebitte, grønlig Rude, bag hvis tykke Glas man skimtede en Kop med Sukkerstænger, en Kardus Gyldenblad1 og en Rulle Skraatobak.
En Stund efter aabnedes Døren ved Siden af, og en lille, graahaaret Mandsling med et mut, rødnæset Ansigt og med Skødskind over et Par uldne Underbuxer dukkede frem i Aabningen, lettede lidt paa sin strikkede Hue, mumlede Godmorgen med søvnrusten Stemme og vendte derpaa strax, saasnart han havde forstaaet de rejsendes Ønske, tilbage til Stuen, hvor han derefter i henimod et Kvarter hørtes at smaabrumme med sig selv, 97 rumstere med nogle Flasker, træde en Kat paa Halen og snuble over et Par Træsko.
Imidlertid kom ogsaa andre af Byens Folk paa Benene og betragtede de rejsende fra Døre og Gadeporte med maabende Munde. Hundene kom farende ud og omringede Vognen, mens Piger i bart Særkeliv kiggede frem bag Kammersvinduerne for at se, hvad der var paa Færde.
Et Par af de sidste, der havde aabnet deres Vindue, gav sig endog til at grine ganske højt, da det ene af de to unge Mennesker – en uforbederlig Galgenfugl – begyndte at kysse paa Fingeren ad dem, lægge Haanden smægtende paa Hjærtet og udføre alskens lignende Ceremonier, som det nu en Gang var ham en Umulighed at afholde sig fra overfor Individer af det smukke Køn.
Til al Lykke vendte den gamle Krofa'er i det samme tilbage. Han kom sjokkende paa sine Tøfler med en Flaske fuld af en mørkebrun Vædske forsigtig i sin Favn, og med tre smaa, tommetykke Glas mellem sine rystende Hænder.
98 Idet han ét efter ét holdt Glassene op mod Lyset, fyldte han dem langsomt og draabevis lige til Randen; hvorpaa han af Vestelommen under Skødskindet fremdrog tre smaa Stykker Kandissukker, som han først omhyggelig rensede for gamle Skraatobaksblade, inden han rakte dem op i Vognen.
De rejsende indtog koldblodigt Mixturen; og strax efter rullede de videre under de glade Pigebørns fornyede Skogren.
Dette Optrin – med Pigerne – havde øjensynligt virket stærkt oplivende paa den unge Spøgefugl.
Han rettede sig op i den knirkende Agestol, lo og smilede over hele sit friske, kønne, rødmussede Ansigt med den hvide Tandrække, svang sin Stok i Luften og nikkede overgivent ind til alle de Vinduer, de kom forbi, – som om han allerede i Tankerne nød de Triumfer, han om Aftenen skulde 99 fejre blandt de glade, buttede Landsbypiger derude under Skovens grønne Kroner.
Tilsidst begyndte han endog at synge. Med en af lyksalig Forventning tremulerende Røst sendte han en række Toner ud i den klare Juniluft; og Folk paa Vejene og Køerne paa Markerne stirrede forstenede efter den bortrullende Vogn, mens han tilsidst med sine Lungers fulde Kraft blev ved at udslynge Ordene:
"Og saa vil jeg hvile
ved Blomsternes Bryst!"2
Men ogsaa Landskabet var virkelig begyndt at smile rundt omkring – skønt gennem Dug og Taarer. Solen var kommen til Højstols paa den ganske skyfri Himmel og bagede snart ret antageligt ned over de grønne, friske Marker, hvor Blomsterne pludseligt ligesom mylrede op af Jorden mellem det dugbesprængte Græs. Koblomme, vild Kløver, Hundetand, Marens Sengehalm, Smørblomst, Fandens Mælkebøtte og Engklokke slog deres smaa gule, hvide, blaa og røde 100 Faner ud for Solen mellem flimrende Traade af syvfarvet Edderkoppespind.
Pludseligt – bedst som de kørte forbi et lille, enligt liggende Hus, der laa lige ved Vejen, med Gavlen ud mod denne og med en nydelig lille Have foran Indgangsdøren, rejste den lystige Ungersvend sig op i Vognen, greb hastig Kusken i Skulderen, saa' sig ligesom forskrækket omkring og udbrød:
"Holdt, Mand! – Holdt! Vi er paa Vildspor! Vi er kørt forkert! Dette kan umuligt være rigtigt! … Det er bedst, jeg løber ind i det Hus dér og forhører mig om Vejen. Vi er absolut paa galt Spor!"
Kusken, der var gammelkendt paa Egnen, vendte sig forbavset om mod den unge Mand, som om han var til Sinds at spørge ham, om han var rigtig i Hovedet.
Men Fyren var allerede hoppet af Vognen og forsvandt i det samme smilende ind i Hytten.
"Hva' … hva' var det, han sa'e ....?" 101 spurgte Manden forstyrret og saa' om paa hans mere sindige Rejsefælle.
Men denne, der kun var altfor vel kendt med sin Vens kaade Luner, og som tilfældigt havde faaet opsnappet et Glimt af et blondt Pigebarn bag Vinduet inde i Hytten, rystede blot medlidende paa sit ærværdige Hoved, og med et resigneret Suk gav han sig til at stoppe sin Pibe for rolig at afvente, hvad der vilde ske. Derpaa begyndte han at snakke fornuftigt med Kusken om Høstudsigterne, Politiken og de daarlige Tider, alt mens han tankefuldt betragtede den nydelige lille Have foran Huset, de smaa runde, af Potteskaar indrammede Bede, de smalle, slyngede Gange, de blomstrende Buske og de allerede fyldige Humleranker, der groede op over Taget, saa de næsten skjulte Vinduerne, og som sammen med Levkøjer, Reseda og de vilde Æbleroser paa Gærdet udspredte en bedøvende Duft.
Men der gik fem Minutter, og der gik ti Minutter .... og han begyndte for Alvor at blive urolig for sin Ven.
102 Han skulde dog vel ikke give sig til at gøre Dumheder? tænkte han med ét og beredte sig til at stige ned af Vognen, da Døren i det samme aabnedes.
Vennen kom ud med Hatten i Haanden, fulgt af den unge, blonde Pige, der – idet hun et Øjeblik standsede paa Stenflisen – holdt Døren aaben bag sig, mens hun lyttede til en svag Kvindestemme, der blev ved at tale til hende inde fra Stuen, men hvis Ord man fra Vognen ikke kunde opfatte.
"Tak! … Tak! … ja vel!" raabte den unge Mand tilbage. Han syntes at være utaalmodig og trykkede sin Hat fast ned paa Hovedet.
Men Stemmen derinde blev ved at tale.
"Jo, Mo'er … ja, jeg véd det jo nok," sagde nu ogsaa den unge Pige, mens hun stirrede mod Jorden. Hun var lidt rød i Kinderne og saa' lidt forvirret ud. "Det skal jeg nok … ja … ja vel … jo …"
Da Stemmen endelig tav, gik hun hen til Gavlen af Huset, lige ved Vejen. Og uden at se 103 paa nogen af de rejsende gav hun sig her til nøjagtigt at forklare, hvad Vej de skulde følge, idet hun pegede ud over Markerne til en Skov noget borte, over hvis lysegrønne Kroner der vajede et Flag, som betegnede Festpladsen.
Den unge Galgenfugl havde imidlertid nærmet sig hende. Han lod, som om han uhyre opmærksomt lyttede til hendes Forklaring, mens han i Virkeligheden blot slugte hendes Skikkelse med sine smukke, spillende Øjne.
Hun var nu virkelig ogsaa nydelig, som hun stod dér, – næppe atten Aar, med den ene, blottede, solbrændte Arm hævet til Skygge over Øjnene, den anden fremstrakt mod den grønne Humlevæg saaledes, at hun viste det hvide Sted i Albuebøjningen, hvor Aarerne blaanede frem. Hun var i hvidt Underliv og falmet, mørkegrønt Skørt. Det lyse, lidt rødlige Haar var glat kæmmet og flettet med et sort Baand. Fødderne var nøgne.
"Hør, sig mig … var det ikke Ane, De hed?" begyndte han saa, da hun var færdig med sin Forklaring. "Det var jo Ane, ikke sandt?"
104 "Ja," svarede hun, bukkede sig ned, tog en Kvist op fra Jorden og saa' til den anden Side.
"Sig mig, Ane … De skal naturligvis ogsaa med til Festen i Aften."
"Jeg?"
"Ja, jeg kan se det paa Dem. Jeg er sikker paa, at De skal med. Skal De ikke?"
"Nej."
"Ikke? Er det sandt? … Det var da underligt. Men det er vist ogsaa bare noget, De vil bilde mig ind. De har jo bare et lille Spring derover. De skal sandelig komme med … Holder De maaske ikke af at danse? Gør De ikke?"
"Det gør jeg vel nok."
"Hvad for noget? Véd De det ikke bestemt? Har De da aldrig prøvet det?"
"Det har jeg vel nok."
"Ja, er det ikke det, jeg siger … De gør Nar af mig, Ane. Men det skal De have Lov til, naar De bare vil komme i Aften. Og det vil De sikkert, naar jeg beder Dem saa pænt om det, ikke sandt? De kan vel nok for en Gangs Skyld 105 faa en anden til at passe Deres Mo'er. Har De ikke en lille Søster eller en Nabokone eller saadan noget. Jeg saa' jo en Dukke ligge derinde paa Bænken … Jeg er sikker paa, at De har en lille Søster. Har De ikke?"
Hun skottede et Øjeblik sky hen til ham. Saa saa' hun atter bort og smilte ganske lidt.
"Det kender De vist ikke noget til."
"Troer De ikke? … Ja, det gør nu ogsaa lige meget, naar jeg bare kan faa Dem til at komme. Jeg vil saa gærne danse med Dem hele Natten? Hører De? Dersom De ikke kommer, saa hænger jeg mig."
Hun havde med den ene Skulder lænet sig op til Muren og saa' op mod Himlen, mens hun med Fingrene sønderbrød den lille Kvist bag paa sin Ryg. Der laa et besynderligt, ligesom fraværende Udtryk over hendes smukke Ansigt. Ved hvert af hans Spørgsmaal smilte hun, og bestandig stærkere; men der var noget i hendes Blik, i hendes Læbers smaa, uvilkaarlige Bevægelser, i Maaden, hvorpaa hun brød den lille Kvist bag 106 paa sin Ryg, der røbede, at hendes Tanker var andetsteds beskæftigede, at hendes lille Hoved forbavset grundede over, hvad i Alverden det dog kunde være for et taabeligt Menneske, der kom ind til hende lige fra Landevejen og gjorde hende alle disse Spørgsmaal og absolut vilde have hende med til Dans i Skoven.
"Nu?" gentog han uforbederlig. "Kan jeg saa ikke faa Dem til at love at komme? Vær nu flink og sig ja. Jag maa virkelig faa Lov at danse med Dem … hører De? Nu gaar jeg ind til Deres Moder og siger hende, at De tager med … Ikke sandt? Saa er det afgjort … Skal det være det?"
Hun forsøgte atter at smile. Og idet hun flyttede Øjnene mod en anden Kant, strejfede de ham undervejs et flygtigt Sekund med det samme Udtryk af himmelfaldende Forbavselse.
Han blev bestandig ivrigere. Det var aabenbart, han havde ondt ved at holde sig fra at blive nærgaaende. Der var kommet noget foruroligende febrilsk over ham, saaledes som han 107 stod dér og absolut vilde nærme sig hende, hvorfor Vennen paa Vognen tilsidst ogsaa fandt, at det vistnok nu var raadeligst at faa Spøgen standset, især da ogsaa Pigebarnet tydeligt begyndte at blive ængstelig over hans heftige Optræden og at skotte til ham med et sky Blik, hver Gang han gjorde en Bevægelse hen imod hende.
Han gav sig derfor til at rømme sig utaalmodigt og forkyndte tilsidst, at dersom den anden nu ikke kom, vilde de blive nødt til at køre uden ham.
"Nu kommer jeg," sagde Vennen.
Men det var, som om det ikke var ham muligt at løsrive sig. Han blev ved at ville overtale hende, forsikrede, at han skulde tale med hendes Moder, at han – om hun ønskede det – skulde lade hende hente med Vogn og bringe hende tilbage, inden det blev mørkt, … og altsammen med en Stemme, et Minespil, en Bevægelse, der var ham aldeles fremmed.
Hun rystede tavs paa Hovedet, men smilte ikke længer.
108"Nu kører vi," raabte Vennen.
Endelig rakte han hende Haanden. Hun saa' lidt paa den, gav ham saa hurtig sin – og gik uden at vende sig tilbage.
"Og Tak, fordi De viste os Vej!" raabte han efter hende.
Men det var, som om hun ikke hørte det. Hun forsvandt hastigt ind ad Døren og lukkede den lydløst efter sig.
"Hvad Pokker havde du gjort ved Pigebarnet?" spurgte den anden, da Vennen var kommen til Sæde i Agestolen.
"Jeg? Hvad mener du?" sagde han meget mut.
De kom til Festen, og i Dagens Løb strømmede Skarer af Vogne og Folk sammen fra alle Sider. Der var fuldt op af Telte, Boder, Lirekasser, Dans, Drik, struttende, muntre Piger og al Slags Lystighed; og om Aftenen blev hele Festpladsen oplyst med kulørte Lamper som et Féslot.
Alligevel fandt ingen af dem den Morskab, 109 de havde ventet. Allerede ved Midnat – længe før de oprindelig havde bestemt – tog de bort.
Efterhaanden som de atter nærmede sig det lille, ensomme Hus med Humlerankerne, blev den muntre Ungersvend, der forøvrigt i Løbet af Dagen havde været usædvanlig lidet underholdende, mere og mere urolig. Da de kørte det forbi, – Maanen stod just over det mellem mørke, tunge Skyer – forholdt han sig ganske stum. Men Vennen ved hans Side syntes at kunne mærke, at der gik ligesom smaa Rykninger igennem ham.
Først langt paa den anden Side, da de havde naaet en mørk Granskov, som de skulde igennem, lod han atter høre fra sig.
"Sig mig," sagde han, "kender du Æventyret om Svend Morgendug3, der rejste sin Lykke forbi uden at kende den?"
"Jeg ved ikke … Er der et saadant Æventyr?"
"Nej, – det er der vist ikke. Det er vel bare noget Sludder, jeg har drømt en Gang … Aa, giv mig en Cigar … Og skal vi saa ikke have en rigtig gemytlig Opsang?"