(Svend) Morgendug

Af Henrik Pontoppidan

['1] De få ændringer mellem disse to udgaver er angivet i fodnoter. tilbage

Morgendug 1888 afleveret 16.6.1887	Krøniker 1890	Fortællinger 1899 = Noveller og Skitser 1922^'1
En Sommermorgen for nogle Aar tilbage drog Meddeleren af disse Linjer selvanden ud fra et Gjæstgiversted i en Landsby paa Fyen. Det var vor Agt at opsøge en Skov nogle Mil derfra, hvor der i de Dage holdtes et saakaldet Kildemarked paa gammeldags Vis med opslaaede Telte, Boder, Lirekasser, Dans, Drik og al Slags Lystighed.	En meget tidlig Sommermorgen kørte to unge Mennesker ud fra et landligt Gæstgiversted. Det var deres Agt at opsøge en Skov nogle Mil derfra, hvor der de Dage afholdtes et saakaldet Kildemarked paa gammeldags Vis med opslaaede Telte, Boder, Lirekasser, Dans, Drik og al Slags Lystighed.	En meget tidlig Sommermorgen kørte to unge Mennesker ud fra et landligt Gæstgiversted. Det var deres Agt at opsøge en Skov nogle Mil derfra, hvor der de Dage afholdtes et saakaldet Kildemarked paa gammeldags Vis med opslaaede Telte, Boder, Lirekasser, Dans, Drik og al Slags Lystighed.
Solen var endnu ikke staaet op. Og skjønt vi befandt os midt i den skjønne Juli Maaned, var det dog koldt som en Vinterdag.	Solen var endnu ikke staaet op; og skønt det var i Slutningen af Juni Maaned, var Luften kold som paa en Vinterdag.	Solen var endnu ikke staaet op; og skønt det var i Slutningen af Juni Maaned, var Luften kold som paa en Vinterdag.
En tæt, sølvhvid, bølgende Engdamp indhyllede hele Egnen. Det var ofte kun med Nød og næppe, vi kunde se Vejen, ad hvilken vi kjørte frem; og hen ad Grøfteskraaningerne og paa alle nordligt faldende Skrænter laa Rimen og tindrede over Græsset.	En tæt, sølvhvid, bølgende Engdamp indhyllede hele Egnen. Det var ofte kun med Nød og næppe, at de to rejsende kunde se Vejen, ad hvilken de kørte frem; og hen ad Grøfteskraaningerne og paa alle nordligt affaldende Skrænter laa Rimen og tindrede over Græsset.	En tæt, sølvhvid, bølgende Engdamp indhyllede hele Egnen. Det var ofte kun med Nød og næppe, at de to rejsende kunde se Vejen, ad hvilken de kørte frem; og hen ad Grøfteskraaningerne og paa alle nordligt affaldende Skrænter laa Rimen og tindrede over Græsset.
Vi kom igennem et Par smaa, hyggelige Landsbyer, hvor alting endnu sov trygt. De smaa, nydelige, stærkt farvede Huse med deres smaa, duftende Haver, deres Humleranker og blomstrende Potteplanter bag de blanke Vinduer saa ud, som stod de og drømte om et Paradis. Kun Hanerne galede med en halvkvalt Lyd inde fra deres Aflukker – og højt, højt oppe over Taagen kunde man netop lige høre Lærkerne, der jublende bebudede at Solen var i Anmarsch.	De kom igennem et Par smaa, hyggelige Landsbyer, hvor alt endnu sov trygt. De smaa, nydelige, stærkt farvede Huse med deres smaa, duftende Haver, deres Humleranker og blomstrende Potteplanter – alt saa' ud, som om det stod og drømte en Paradisdrøm. Kun Hanerne var vaagne og galede med en halvkvalt Lyd inde fra deres Aflukker; og man kunde netop lige høre Lærkerne, der højt, højt oppe over Taagen jublende bebudede, at Solen var i Anmarsch.	De kom igennem et Par Landsbyer, hvor alt endnu sov trygt. De smaa, hyggeligt udseende, stærkt farvede Huse med de duftende Smaahaver, Humlerankerne og de blomstrende Potteplanter bag Vinduerne – alting saae ud, som om det smilte i lette Morgentaager. Kun Hanerne var vaagne og galede med en halvkvalt Lyd inde fra deres Aflukker; og man kunde akkurat høre Lærkerne, der højt, højt oppe over Taagen jublende bebudede, at Solen var i Frembrud.
Lidt efter meldte denne sig ogsaa selv derude i Øst som en uhyre Ildebrand, der bestandig greb videre om sig. Vi havde netop forladt Dalen og var kommen op paa Toppen af en høj Bakke, da det første Stykke Kant af dens bloddryppende Skive dukkede op over Taagehavet.	Lidt efter meldte denne sig ogsaa selv derude i Øst som en uhyre Ildebrand, der bestandig greb videre om sig. Vognen havde netop forladt Dalen og var kommen op paa Toppen af en høj Bakke, da det første Stykke Kant af dens bloddryppende Skive dukkede op over Taagehavet.	Kort efter meldte den sig selv derude i Øst som en uhyre Ildebrand, der bestandig greb videre om sig. Vognen havde netop forladt Dalen og var kommen op paa Toppen af en høj Bakke, da den bloddryppende dukkede op af Taagehavet.
Rundt omkring os – milevidt os – bølgede det i rosenrødt og sølvhvidt ligesom en virkelig oprørt og fraadeskummende Sø, over hvilken blot enkelte højtliggende Punkter – Skove, et Par Landsbyer og nogle Kirker langt ude i det fjærne – dukkede op som smaa, solbeskinnede Øer.	Rundt omkring, milevidt omkring, bølgede alt i rosarødt og sølvhvidt ligesom en virkelig oprørt, fraadeskummende Sø, over hvilken blot enkelte højtliggende Punkter – et Par Skove, et Par Landsbyer og nogle Kirker – dukkede frem som smaa, solbeskinnede Øer.	Rundt omkring – milevidt omkring – bølgede ligesom en virkelig fraadeskummende Sø, hvorover blot enkelte højtliggende Punkter, hist en Skov, her en Landsby, dukkede op som smaa, solbeskinnede Øer.
Men trods Solens Stigen og Taagernes gradevise Hensmelten blev det ved at være lige bitterlig koldt.	Men trods Solens Stigen og Taagernes gradevise Hensmelten blev det ved at være bitterlig koldt.	Men trods Solens Stigen og Taagernes gradevise Hensmelten blev det ved at være bitterlig koldt. De rejsende svøbte sig ind i deres Kapper og stak Hænderne længere og længere ind i Ærmerne. Ogsaa en lille bidsk Tingest nede paa den enes Ryg – en Erhvervelse fra Gæstgiverstedet – begyndte paa en energisk Maade at tilkendegive, at den frøs.
Vi svøbte os ind i vore Kapper, men den fugtige Kulde stak igennem det tynde Sommertøj ligesom med Isnaale. Ogsaa et Par smaa Tingester nede paa ens Ryg – et Par Erhvervelser fra Gjæstgiverstedet – begyndte paa en højst ubehagelig Maade at tilkjendegive, at de frøs. Hvileløst flyttede de sig fra Sted til Sted og syntes i det hele meget misfornøjet med deres nye Opholdssted.	De rejsende svøbte sig ind i deres Kapper, men den fugtige Kulde stak igennem det tynde Sommertøj ligesom med Isnaale. Ogsaa et Par smaa bidske Tingester nede paa den enes Ryg – en Erhvervelse fra Gæstgiverstedet – begyndte paa en højst energisk Maade at tilkendegive, at de frøs.
Imidlertid havde vi forladt Hovedlandevejen og var drejet ind mellem nogle runde Bakker, der med deres mørke Lyngkalotter og grønne Sidebeklædninger af Revl og Krat næsten kunde minde om et jysk Landskab. Vognen begyndte at skumple paa den knortede Vej. Og medens vi talte om Nowaje Semlja, hvor der skulde kunne være saa koldt, at selv Ilden frøs i Kakkelovnen for Folk, og derpaa om Sahara, hvor Sandet var saa varmt, at det kunde stege Fedtet af en Neger, naaede vi atter en hyggelig Landsby, hvis hvide Skorstenspiber Solen netop havde naaet at forgylde.	Imidlertid havde de forladt Hovedlandevejen og var drejet ind mellem nogle nøgne Lyngbakker. Vognen begyndte at skumple paa den knortede Vej; og mens de to unge Mennesker gav sig til at tale om Nowaje Semlja, hvor der skulde kunne være saa koldt, at endog Ilden frøs i Kakkelovnen for Folk, og siden om Sahara, hvor Sandet var saa gloende, at det kunde stege Fedtet af en Neger, naaede de atter en hyggelig Landsby, hvis hvidkalkede Skorstenspiber Solen netop havde naaet at forgylde.	Imidlertid havde de forladt Hovedlandevejen og var drejet ind mellem nogle nøgne Lyngbakker. Vognen begyndte at skumple paa den knortede Vej; og mens de to unge Mennesker gav sig til at tale om Nowaje Semlja, hvor der skulde kunne være saa koldt, at endog Ilden frøs i Kakkelovnen, og om Sahara, hvor Sandet var saa gloende, at det kunde stege Fedtet af en Neger, naaede de atter en hyggelig Landsby, hvis hvidkalkede Skorstenspiber Solen netop havde naaet at forgylde.
Omtrent midt i Byen, foran en lille Høkerhandel, standsede pludselig vor Kusk – en halvgammel, pudsig Fynbo – og spurgte os paa sin skjelmsagtige Maade, idet han kneb det ene Øje til og trak den tilsvarende Mundvig lidt op, om de rejsende muligvis ikke trængte til en lille Opvarmer.	Omtrent midt i Byen, foran en lille Høkerhandel, standsede pludselig Kusken – en lille, halvgammel Bondemand – og spurgte paa skælmsagtig Maade, idet han kneb det ene Øje lidt til, om de rejsende muligvis ikke trængte til en lille Opvarmer.	Omtrent midt i Byen, foran en lille Høkerhandel, standsede pludselig Kusken – en lille, halvgammel Bondemand – og spurgte paa skælmsagtig Maade, idet han kneb det ene Øje lidt til og trak den tilsvarende Mundvig lidt op, om de rejsende muligvis ikke trængte til en lille Opvarmer.
Vi kunde ikke fragaa, at Varme, i hvilken Form, den kunde bydes os, i Øjeblikket ikke var os uvelkommen; og Fyren bankede da med den tykke Ende af sit Piskeskaft paa en lille, grønlig Rude, bag hvilken et Glas med Sukkerstænger, en Kardus Gyldenblad og en Rulle Skraatobak netop skimtedes.	De kunde ikke fragaa, at Varme, i hvad Form den kunde bydes, i Øjeblikket ikke vilde være uvelkommen; og Fyren bankede da med den tykke Ende af sit Piskeskaft paa en lillebitte, grønlig Rude, bag hvis tykke Glas man skimtede en Kop med Sukkerstænger, en Kardus Gyldenblad og en Rulle Skraatobak.	De kunde ikke fragaa, at Varme, i hvad Form den kunde bydes, i Øjeblikket vilde være den højst velkommen; og Bonden bankede da med den tykke Ende af sit Piskeskaft paa en lillebitte, grønlig Rude, bag hvis tykke Glas man skimtede en Kop med Sukkerstænger, en Kardus Gyldenblad og en Rulle Skraatobak.
Lidt efter aabnedes Døren, og en lille, graahaaret Mandsling med et mut Ansigt, rød, spids Næse og med Skjødskind over et Par uldne Underbuxer – en komplet Jakob Skomager – dukkede frem i Aabningen, lettede lidt paa sin strikkede Hue, mumlede Godmorgen med søvnrusten Stemme og vendte derpaa strax, saasnart han havde forstaaet de rejsendes Ønske, tilbage til Stuen, hvor han derefter i henimod et Kvarter hørtes at smaabrumme med sig selv, rumstere med nogle Flasker, træde en Kat paa Halen og snuble over et Par Træsko.	En Stund efter aabnedes Døren ved Siden af, og en lille, graahaaret Mandsling med et mut, rødnæset Ansigt og med Skødskind over et Par uldne Underbuxer dukkede frem i Aabningen, lettede lidt paa sin strikkede Hue, mumlede Godmorgen med søvnrusten Stemme og vendte derpaa strax, saasnart han havde forstaaet de rejsendes Ønske, tilbage til Stuen, hvor han derefter i henimod et Kvarter hørtes at smaabrumme med sig selv, rumstere med nogle Flasker, træde en Kat paa Halen og snuble over et Par Træsko.	En Stund efter aabnedes Døren, og en lille, graahaaret Mandsling med et mut, rødnæset Ansigt og Skødskind over et Par uldne Underbuxer dukkede frem i Aabningen, lettede lidt paa sin strikkede Hue, mumlede Godmorgen med søvnrusten Stemme og vendte derpaa, saasnart han havde forstaaet de Rejsendes Ønske, tilbage til Stuen, hvor han derefter i henimod et Kvarter rumsterede med nogle Flasker og Glas.
Imidlertid kom ogsaa andre af Byens Folk paa Benene og betragtede os fra deres Døre eller Gadeporte med maabende Mund. Hundene kom farende ud og omringede os; og barhalsede Piger stak Hovederne ud af deres Kammersvindue for at se, hvad der var paa Færde.	Imidlertid kom ogsaa andre af Byens Folk paa Benene og betragtede de rejsende fra Døre og Gadeporte med maabende Munde. Hundene kom farende ud og omringede Vognen, mens Piger i bart Særkeliv kiggede frem bag Kammersvinduerne for at se, hvad der var paa Færde.	Imidlertid kom ogsaa andre af Byens Folk paa Benene og betragtede maabende de Rejsende fra Døre og Gadeporte. Hundene foer ud og omringede Vognen, og et Par Piger i bart Særkeliv kiggede frem bag et Kammersvindue for at se, hvad der var paafærde.
Et Par af disse gav sig endog til at grine ganske højt, da min unge Rejsefælle – en uforbederlig Galgenfugl! – begyndte at kysse paa Fingrene ad dem, lægge Haanden paa Hjærtet og udføre andre slige Ceremonier, som han nu én Gang ikke kunde afholde sig fra overfor Individer af det smukke Kjøn. Det var tilsidst nær ved at blive lidt af en Skandale, og det er ikke godt at vide, hvorledes denne kunne være endt, ifald ikke Jakob Skomager til alt Held endelig igjen havde vist sig. Han kom rolig paa paa sine Tøfler bærende en Flaske med en mørkebrun Substans i sin Favn, og med tre smaa, tommetykke Glas mellem sine rystende Hænder.	Et Par af de sidste, der havde aabnet deres Vindue, gav sig endog til at grine ganske højt, da det ene af de to unge Mennesker – en uforbederlig Galgenfugl – begyndte at kysse paa Fingeren ad dem, lægge Haanden smægtende paa Hjærtet og udføre alskens lignende Ceremonier, som det nu en Gang var ham en Umulighed at afholde sig fra overfor Individer af det smukke Køn. Til al Lykke vendte den gamle Krofa'er i det samme tilbage. Han kom sjokkende paa sine Tøfler med en Flaske fuld af en mørkebrun Vædske forsigtig i sin Favn, og med tre smaa, tommetykke Glas mellem sine rystende Hænder.	Ved Synet af disse sidste gav den yngste af unge Mænd – en uforbederlig Galgenfugl – sig til at kysse paa Fingeren og lægge Haanden smægtende paa Hjærtet. Pigerne trak sig grinende ind bag Gardniet, og i det samme vendte den gamle Krofa'er tilbage. Han kom sjokkende paa sine Tøfler med en Flaske fuld af en mørkebrun Vædske forsigtig i Favnen og med tre smaa, tommetykke Glas mellem sine rystende Hænder.
Idet han ét efter ét holdt Glassene op mod Lyset, fyldte han dem langsomt og draabevis lige til Randen, og fremtog derpaa af Vestelommen under Skjødskindet tre smaa afbidte Stykker Sukker sammen med nogle Stumper gammel Skraatobak, som han dog omhyggelig afpillede.	Idet han ét efter ét holdt Glassene op mod Lyset, fyldte han dem langsomt og draabevis lige til Randen; hvorpaa han af Vestelommen under Skødskindet fremdrog tre smaa Stykker Kandissukker, som han først omhyggelig rensede for gamle Skraatobaksblade, inden han rakte dem op i Vognen.	Langsomt og draabevis fyldte han Glassene lige til Randen; hvorpaa han af Vestelommen under Skødskindet fremdrog tre smaa Stykker Kandissukker, som han først med Haandbagen rensede for Fnug og gamle Skraatobaksblade, inden han rakte dem op i Vognen.
Vi indtog koldblodig Mixturen, betalte – og rullede videre under de glade Pigebørns fornyede Skogren.	De rejsende indtog koldblodigt Mixturen; og strax efter rullede de videre under de glade Pigebørns fornyede Skogren.	De Rejsende indtog koldblodigt Mixturen; og straks efter rullede de videre under Pigebørnenes fornyede Skogren.
* * *	* * *
Dette Optrin – med Pigerne – havde øjensynlig virket stærkt oplivende paa min unge Ven og Ledsager.	Dette Optrin – med Pigerne – havde øjensynligt virket stærkt oplivende paa den unge Spøgefugl.	Optrinet med Pigerne virkede i Forbindelse med Bittersnapsen kraftigt oplivende paa den unge Spøgefugl. Han rettede sig op i den knirkende Agestol, smilede over hele sit friske, kønne, rødmussede Ansigt, svang sin Stok i Luften og nikkede overgivent ind til alle de Vinduer, de kom forbi, idet han i Tankerne allerede nød de Triumfer, han om Aftenen skulde fejre blandt de glade, buttede Landsbypiger derude under Skovens grønne Kroner.
Han rettede sig op i den knirkende Agestol, lo og smilede over hele sit friske, kjønne, rødmussede Ansigt med de hvide Tænder, svingede med sin Stok i Luften og nikkede overgivent ind til alle de Vinduer, vi kom forbi, som om han i Tankerne allerede nød de Triumfer, han om Aftenen skulde fejre blandt de glade, buttede, fynske Piger derude under Skovens grønne Kroner.	Han rettede sig op i den knirkende Agestol, lo og smilede over hele sit friske, kønne, rødmussede Ansigt med den hvide Tandrække, svang sin Stok i Luften og nikkede overgivent ind til alle de Vinduer, de kom forbi, – som om han allerede i Tankerne nød de Triumfer, han om Aftenen skulde fejre blandt de glade, buttede Landsbypiger derude under Skovens grønne Kroner.
Tilsidst begyndte han endog at synge. Med en af lyksalig Forventning skjælvende Røst sendte han Tonerne ud i den klare Juliluft; og Folk paa Vejene og Køerne i Marken stirrede forstenede efter den bortrullende Vogn, idet Mennesket tilsidst med sine Lungers fulde Kraft gjentagende udslyngede Ordene:	Tilsidst begyndte han endog at synge. Med en af lyksalig Forventning tremulerende Røst sendte han en Række Toner ud i den klare Juniluft; og Folk paa Vejene og Køerne paa Markerne stirrede forstenede efter den bortrullende Vogn, idet han tilsidst med sine Lungers fulde Kraft blev ved at udslynge Ordene:	Tilsidst begyndte han at synge. Med en af lyksalig Forventning bævende Røst sendte han en Række stærke Toner ud i den klare Juniluft. Folk paa Vejen, ja selv Køerne paa Markerne stirrede forbavsede efter den bortrullende Vogn, naar han af sine Lungers fulde Kraft udslyngede Ordene:
"Og saa vil jeg hvile ved Blomsternes Bryst!"	"Og saa vil jeg hvile ved Blomsternes Bryst!"	Og der vil jeg hvile ved Blomsternes Bryst!
Men ogsaa Landskabet var virkelig begyndt at smile rundt omkring os – skjønt gjennem Dug og Taarer. Solen var kommen til Højstols paa den ganske skyfri Himmel og bagede allerede ret antageligt herned mellem Bakkerne og over de grønne, indskudte Marker, hvor Blomsterne ligesom mylrede op af Jorden for vore Øjne mellem det dugbesprængte Græs. Koblomme, vild Kløver, Hundetand, Marens Sengehalm, Smørblomst, Fandens Mælkebøtte og Engklokke slog deres gule, hvide, blaa og røde Faner ud for Solen; og over dem alle knejsede Kongelysene med deres tykke, støvgraa Vadmelsblade tindrende af den Væde, der hang i deres vaade Luv.	Men ogsaa Landskabet var virkelig begyndt at smile rundt omkring – skønt gennem Dug og Taarer. Solen var kommen til Højstols paa den ganske skyfri Himmel og bagede snart ret antageligt ned over de grønne, friske Marker, hvor Blomsterne pludseligt ligesom mylrede op af Jorden mellem det dugbesprængte Græs. Koblomme, vild Kløver, Hundetand, Marens Sengehalm, Smørblomst, Fandens Mælkebøtte og Engklokke slog deres smaa gule, hvide, blaa og røde Faner ud for Solen mellem flimrende Traade af syvfarvet Edderkoppespind.	Men ogsaa Landskabet var begyndt at smile rundt omkring – omend gennem Duggens Taarer. Solen var kommen til Højstols paa den skyfri Himmel og bagede efterhaanden ret kraftigt over de grønne, friske Marker, hvor Blomsterne ligesom mylrede op af Jorden mellem det dugbesprængte Græs. Koblomme, vild Kløver, Hundetand, Marens Sengehalm, Smørblomst, Fandens Mælkebøtter og Blaaklokker slog deres smaa gule, hvide, blaa og røde Faner ud for Solen mellem flimrende Traade af syvfarvet Edderkoppespind.
Pludselig, bedst som vi kjørte forbi et lille, enligt liggende Hus, der laa et Par Skridt fra Vejen, med Gavlen ud mod denne og en nydelig lille Have foran Vinduerne, – rejste min gale Ledsager sig op i Vognen, greb hastig vor Kusk i Skuldren, saa' sig omkring og udbrød:	Pludseligt – bedst som de kørte forbi et lille, enligt liggende Hus, der laa lige ved Vejen, med Gavlen ud mod denne og med en nydelig lille Have foran Indgangsdøren, rejste den lystige Ungersvend sig op i Vognen, greb hastig Kusken i Skulderen, saa' sig ligesom forskrækket omkring og udbrød:	Paa een Gang – bedst som de kørte forbi et lille, enligt liggende Hus, der laa lige ved Vejen, med Gavlen ud mod denne – rejste den lystige Ungersvend sig op i Vognen, greb hastig Kusken i Skulderen, saae sig ligesom forskrækket omkring og udbrød:
"Holdt, Mand! – Holdt! Vi er paa Vildspor! Vi er kjørt forkert! Dette kan umuligt være rigtigt! … Det er bedst, jeg løber ind i dér og forhører mig om Vejen. Vi er absolut paa galt Spor!"	"Holdt, Mand! – Holdt! Vi er paa Vildspor! Vi er kørt forkert! Dette kan umuligt være rigtigt! … Det er bedst, jeg løber ind i det Hus dér og forhører mig om Vejen. Vi er absolut paa galt Spor!"	"Holdt, Mand! – Holdt! Vi er paa Vildspor! Vi er kørt forkert! Dette kan umuligt være rigtigt! … Det er bedst, jeg løber ind i det Hus der og forhører mig om Vejen. Vi er absolut paa galt Spor!"
Kusken, der var gammelkjendt paa Egnen, vendte sig forbavset om mod den unge Mand, som om han var vilde spørge ham, om han var rigtig i Hovedet.	Kusken, der var gammelkendt paa Egnen, vendte sig forbavset om mod den unge Mand, som om han var til Sinds at spørge ham, om han var rigtig i Hovedet.	Kusken, der var gammelkendt paa Egnen, vendte sig forbavset om mod den unge Mand, som om han han vil spørge ham, om han var rigtig i Hovedet.
Men denne var allerede hoppet af Vognen, og forsvandt smilende ind i Hytten.	Men Fyren var allerede hoppet af Vognen og forsvandt i det samme smilende ind i Hytten.	Men Fyren var allerede hoppet af Vognen og forsvandt smilende ind i Hytten.
"Hva' … hva' var det, han sa'e ....?" spurgte Manden forstyrret og saa' om paa mig.	"Hva' … hva' var det, han sa'e ....?" 101 spurgte Manden forstyrret og saa' om paa hans mere sindige Rejsefælle.	"Hva' … hva' var det, han sa'e ....?" spurgte Bonden forstyrret og saae om paa den anden, mere sindige Rejsefælle.
Men jeg, der desværre var altfor vel kjendt med min unge Vens ustyrlige Hang til at gøre gale Streger, og som tillige tilfældig havde faaet opsnappet et Glimt af et blondt Pigebarn, der havde trukket sig tilbage fra Vinduet derinde, idet vi kjørte forbi, rystede blot medlidende paa Hovedet, gav mig derpaa med et resigneret Suk til at stoppe min lille Pibe, slog Ild og ventede rolig paa, hvorledes denne Komedie vilde spænde af, mens jeg fornuftig begyndte at snakke med Kusken om Høstudsigterne, Politiken og de daarlige Tider og imidlertid betragtede den virkelig sjælden nydelige Have foran Stedet, de smaa runde, af Potteskaar indrammede Bede, de smalle, slyngede Gange, de blomstrende Buske og de allerede fyldige Humleranker, der groede op under Taget, saa de næsten dækkede Vinduerne, og som sammen med Levkøjerne, Reseda og vilde Æbleroser udspredte en Duft, der var betagende … Et virkeligt lille Eden!	Men denne, der kun var altfor vel kendt med sin Vens kaade Luner, og som tilfældigt havde faaet opsnappet et Glimt af et blondt Pigebarn bag Vinduet inde i Hytten, rystede blot medlidende paa sit ærværdige Hoved, og med et resigneret Suk gav han sig til at stoppe sin Pibe for rolig at afvente, hvad der vilde ske. Derpaa begyndte han at snakke fornuftigt med Kusken om Høstudsigterne, Politiken og de daarlige Tider, alt mens han tankefuldt betragtede den nydelige lille Have foran Huset, de smaa runde, af Potteskaar indrammede Bede, de smalle, slyngede Gange, de blomstrende Buske og de allerede fyldige Humleranker, der groede op over Taget, saa de næsten skjulte Vinduerne, og som sammen med Levkøjer, Reseda og de vilde Æbleroser paa Gærdet udspredte en bedøvende Duft.	Men denne, der kendte med sin Vens kaade Luner, og som tilfældigt havde faaet opsnappet et Glimt af et blondt Pigebarn bag Vinduet inde i Hytten, rystede blot paa Hovedet og gav sig med et resigneret Suk til at stoppe sin Pibe for at afvente, hvad der vilde ske. Derpaa begyndte han at snakke fornuftigt med Kusken om Høstudsigterne, Politiken og de daarlige Tider, alt mens han adspredt betragtede den nydelige lille Have, der laa foran Huset, de smaa runde, af Potteskaar indrammede Bede, de smalle, slyngede Gange, de blomstrende Buske og de allerede fyldige Humleranker, der groede op over Taget, saa de næsten skjulte Vinduerne, og som sammen med Levkøjer, Reseda og de vilde Æbleroser, der voksede paa Gærdet, udspredte en bedøvende Duft.
Men der gik fem Minutter, og der gik ti Minutter .... og jeg begyndte for Alvor at blive urolig.	Men der gik fem Minutter, og der gik ti Minutter .... og han begyndte for Alvor at blive urolig for sin Ven.	Men der gik fem Minuter, og der gik ti Minuter .... og han begyndte for Alvor at blive utaalmodig.
Han skulde dog vel ikke give sig til at gjøre Dumheder? tænkte jeg med ét og vilde just stige ned af Vognen, da Døren i det samme aabnede sig.	Han skulde dog vel ikke give sig til at gøre Dumheder? tænkte han med ét og beredte sig til at stige ned af Vognen, da Døren i det samme aabnedes.	Han skulde dog vel ikke give sig til at gøre Dumheder? tænkte han tilsidst og beredte sig paa at stige ned, da Døren i det samme aabnedes.
Han kom ud med Hatten i Haanden fulgt af den unge, blonde Pige, der, standsende paa Stenflisen, holdt Døren aaben bag sig, mens hun hørte efter en svag Kvindestemme, der blev ved at tale til hende inde fra Stuen, men hvis Ord vi fra Vognen ikke kunde opfatte.	Vennen kom ud med Hatten i Haanden, fulgt af den unge, blonde Pige, der – idet hun et Øjeblik standsede paa Stenflisen – holdt Døren aaben bag sig, mens hun lyttede til en svag Kvindestemme, der blev ved at tale til hende inde fra Stuen, men hvis Ord man fra Vognen ikke kunde opfatte.	Vennen kom ud med Hatten i Haanden, fulgt af den unge, blonde Pige, der – idet hun holdt Døren aaben bag sig – et Øjeblik blev staaende paa Stenflisen, mens hun høte efter nogen, der blev ved at tale til hende inde fra Stuen.
"Tak! … Tak! … skal De ha'e," raabte min Rejsekammerat tilbage – som det syntes, lidt utaalmodig.	"Tak! … Tak! … ja vel!" raabte den unge Mand tilbage. Han syntes at være utaalmodig og trykkede sin Hat fast ned paa Hovedet.
Stemmen derinde blev ved at tale.	Men Stemmen derinde blev ved at tale.
"Jo, Mor … ja, jeg véd det nok," sagde den unge Pige; hun stirrede ned paa sin Fod, var lidt rød i Kinderne og saa' i det hele lidt forvirret ud. "Det skal jeg nok … ja … ja vel … jo …" vedblev hun at svare.	"Jo, Mo'er … ja, jeg véd det jo nok," sagde nu ogsaa den unge Pige, mens hun stirrede mod Jorden. Hun var lidt rød i Kinderne og saa' lidt forvirret ud. "Det skal jeg nok … ja … ja vel … jo …"	"Jo, Mo'er … ja, jeg veed det nok," svarede hun. Hun var lidt rød i Kinderne og saae ikke op fra Jorden. "Det skal jeg nok … ja … ja vel … jo …"
Omsider gik hun hen til Gavlen af Huset, tæt ved Vejen; og uden at se paa nogen af os gav hun sig her derpaa til nøjagtig at forklare os, hvad Vej vi skulde følge, pegede ud over Markerne til en Skov et Stykke borte, og gjorde os opmærksom på et Flag, der allerede vajede over Kronerne, og som betegnede Pladsen for Kildemarkedet. Blot vi rettede os efter det, kunde vi ikke tage fejl af Vejen, sagde hun – og smilte i det samme, ligesom for sig selv.	Da Stemmen endelig tav, gik hun hen til Gavlen af Huset, lige ved Vejen. Og uden at se paa nogen af de rejsende gav hun sig her til nøjagtigt at forklare, hvad Vej de skulde følge, idet hun pegede ud over Markerne til en Skov noget borte, over hvis lysegrønne Kroner der vajede et Flag, som betegnede Festpladsen.	Da Stemmen derinde endelig tav, gik hun hen til Gavlen af Huset, tæt ved Vejen. Og uden at se paa nogen af de Rejsende gav hun sig til nøjagtigt at forklare, hvad Vej de skulde følge, idet hun pegede ud over Markerne mod en Skov langt borte, over hvis lysegrønne Kroner der vajede et Flag, som betegnede Festpladsen.
Min unge Galgenfugl havde imidlertid atter nærmet sig hende og lod, som om han opmærksomt lyttede til hendes Forklaring, medens han i Virkeligheden udelukkende slugte hende med sine smukke, spillende Øjne. Hun var nu virkelig ogsaa nydelig – som hun stod dér, næppe atten Aar, med den ene, blottede, solbrændte Arm hævet til Skygge over Øjnene, den anden fremstrakt mod den grønne Humlevæg, visende netop det hvide Sted i Albue-Bøjningen, hvor Aarerne blaanede frem. Hun var i hvidt Underliv og mørkegrønt Skjørt. Det lyse Haar var nylig kæmmet og flettet med et sort Baand. Fødderne var nøgne.	Den unge Galgenfugl havde imidlertid nærmet sig hende. Han lod, som om han uhyre opmærksomt lyttede til hendes Forklaring, mens han i Virkeligheden blot slugte hendes Skikkelse med sine smukke, spillende Øjne. Hun var nu virkelig ogsaa nydelig, som hun stod dér, – næppe atten Aar, med den ene, blottede, solbrændte Arm hævet til Skygge over Øjnene, den anden fremstrakt mod den grønne Humlevæg saaledes, at hun viste det hvide Sted i Albuebøjningen, hvor Aarerne blaanede frem. Hun var i hvidt Underliv og falmet, mørkegrønt Skørt. Det lyse, lidt rødlige Haar var glat kæmmet og flettet med et sort Baand. Fødderne var nøgne.	.Den unge Galgenfugl havde imidlertid nærmet sig hende. Idet han lod, som om han opmærksomt lyttede til hendes Forklaring, slugte han hendes Skikkelse med sine smukke, spillende Øjne. Hun var nu virkelig ogsaa nydelig, som hun stod der, – næppe atten Aar gammel, med den ene, blottede, solbrændte Arm hævet til Skygge over Øjnene, den anden fremstrakt mod den grønne Humlevæg saaledes, at den viste det hvide Sted i Albuebøjningen, hvor Aarerne blaanede frem. Hun var klædt i et hvidt Underliv og et falmet, mørkegrønt Skørt. Det lyse, lidt rødlige Haar var glat kæmmet over Panden men bagtil flettet og opheftet med et sort Baand. Fødderne var nøgne.
"Hør, sig mig," begyndte han, da hun var færdig med sin Forklaring. "Det var jo Ane, De hed … ikke sandt?"	"Hør, sig mig … var det ikke Ane, De hed?" begyndte han saa, da hun var færdig med sin Forklaring. "Det var jo Ane, ikke sandt?"	"Hør, sig mig … var det ikke Ane, De hed?" begyndte han saa, da hun var færdig med sin Forklaring. "Det var jo Ane, ikke sandt?"
"Jo," svarede hun, bøjede sig ned, tog en lille Kvist op fra Jorden og saa' til den anden Side.	"Ja," svarede hun, bukkede sig ned, tog en Kvist op fra Jorden og saa' til den anden Side.	Hun svarede ikke, men bukkede sig i sin Forvirring ned og tog en Kvist op fra Jorden.
"Sig mig … skal De ikke til Festen?"	"Sig mig, Ane … De skal naturligvis ogsaa med til Festen i Aften."	"Sig mig, Ane … De skal naturligvis ogsaa til Festen iaften."
"Jeg? … Nej. "	"Jeg?" "Ja, jeg kan se det paa Dem. Jeg er sikker paa, at De skal med. Skal De ikke?" "Nej."	"Jeg?" "Ja, jeg kan se det paa Dem. Jeg er sikker paa, at De skal med. Skal De ikke?" "Nej."