De Vises Sten
42'1
Der levede en Gang en Ungersvend; han havde hørt Tale om de Vises Sten, der stillede alle Savn og lægede alle Saar og dulmede alle Smerter; – og da han havde faaet Dun paa Hagen, drog han ud i Verden for at opsøge den.
Han søgte ved Kærlighedens Kilde, hvor Byens smukke Piger hver Aften kom for at hente Vand i store Lerkrukker. Han drog i Sæk og Aske op til Troens Bjærg, og han steg ned i Visdommens dybeste Schakter'2 … men intet Sted fandt han Husvalelse for sine Savn eller Lægedom for sine Saar.
Da hørte han om en Mand, der levede ene ude i Ørkenen sammen med en Ulvinde. Det var 43 en fordreven Konge, som havde hersket over alt Land fra Morgenrødens Hav til Aftensolens Sletter; som havde boet i et Slot med fem hundrede Guldtinder og haft Jordens skønneste Datter til Ægte. Nu levede han som en Tigger i en ussel Jordhytte, forraadt af sit Folk, forladt af sin Hustru, forhaanet og forstødt af sine egne Sønner, der havde udstukket hans Øjne og drevet ham ud i Elendigheden for at bemægtige sig hans Trone.
Da Ungersvenden hørte dette, vandrede han ud i Ørkenen for at opsøge denne Mand.
Han traf ham siddende paa en Sten foran sin Jordhule i Færd med at lege med fem Ulveunger, der laa paa Ryggen og sprællede i Sandet omkring ham. Hans Haar og Skæg var hvidt som en Oldings, hans Kæmpeskikkelse var bøjet, og han havde næppe Pjalter til at dække sin Nøgenhed med.
Da han hørte den Fremmede nærme sig paa Sandet, løftede han sit mægtige Hoved – og over det solbrunede Ansigt med de dybe, tomme Øjenhuler gled et lyst, ligesom forklaret Smil.
44 Den unge Vandringsmand undredes saare, og han sagde til ham:
"Er det dig, der har været Konge og har hersket over alt Land fra Morgenrødens Hav til Aftensolens Sletter?"
"Ja, det er mig."
"Og er det dig, der har levet i et Slot med femhundrede Guldtinder og haft Jordens skønneste Datter til Ægte?"
"Ja, det er mig."
"Og er det dig, der blev forraadt af dit Folk, forladt af din Hustru, forhaanet og forstødt af dine egne Sønner, som stak dine Øjne ud og drev dig herud i Elendigheden?"
"Ja vist!"
"Og endda smiler du!"
"Ja, – hvorfor skulde jeg ikke smile?"
Der faldt som et Lyn over den unge Vandrer. Og han udbrød:
"Da har du ogsaa fundet de Vises Sten, der stiller alle Savn og læger alle Saar og dulmer alle Smerter … Sig mig det! Har du ikke?"
45 Oldingen studsede.
"De Vises Sten?" sagde han. "Nu, ja – du har Ret. Det har jeg ogsaa, min Ven!"
"Men hvor er den da?"
"Herinde!" svarede den Gamle og pegede paa sit Bryst.
"Hvad mener du? … Hvad er da de Vises Sten, der stiller alle Savn og læger alle Saar og dulmer alle Smerter?"
Da rejste sig den stolte Konge, og han smilede og sagde:
"Det er den dybe, tavse Menneskeforagt!"
