Præsten og Herremanden
46'1
Jørgen Bugge hed en Herremand, der ejede Guds Gaver af Gods og Guld og Folk og Fæ og havde baade Bure og Kældere fulde af alt, hvad godt var. Men han var en forhærdet Krop, der levede ret et Syndens Liv med Drik og Svælgen og allehaande Uterlighed, saa der hver Nat stod et Skrig af Borgen til alle Guds Børns Forargelse.
Til sidst blev det Præsten, Hr. Jens, for broget. En Morgen kom Jørgen Bugge dragende til Gudstjeneste lige opstanden fra Drikkelaget og med et Følge af Svirebrødre, Hunde, løst Kvindfolk, Spillemænd og sammenløbet Pak, der skreg og hujede, saa man næppe kunde høre Kirkeklokkerne. 47 Nogle af dem mægtede end ikke at støtte paa Benene, men maatte bæres ned af Hesteryggen, og fra alle Mundene flød Eder og uterlige Ord. Jørgen Bugge selv sad med et fedt Fruentimmer paa Sadelknappen, og da han naaede Kirkeporten, skreg han med en Stemme, der var hæs af Drik og Nattesvir:
"Luk op i Satans Navn! Vi er hundrede tørstige Sjæle, der vil smage paa Kirkemosten!"
Men i Vaabenhuset mødte Præsten dem og forbød dem Adgang til Herrens Hus.
"Tvi jer, I Spottere!" raabte han. "Pak jer bort, I Øgler – og besmit ikke dette Sted med jeres forpestede Aande!"
Jørgen Bagge bed sig i Skæget. Paa Kirkens Grund vovede han ikke at tage til Genmæle, og han drog bort med sit Følge.
Men paa Hjemvejen svor han en dyr Ed paa, at han skulde hævne sig paa den gode Hr. Jens og ved Lejlighed give ham en ærlig Tak for sidst.
48 En Nat nogen Tid efter, da Jørgen Bugge atter havde et af sine store Svirelag, sendte han et Sprængbud til Præstegaarden med Melding om, at han var bleven syg og laa paa sit yderste, hvorfor han vilde bede Hr. Jens glemme alt ondt og komme op paa Slottet for at give ham det hellige Maaltid.
Derefter lod han en stor So hente op fra Stalden, og i Forening med sine Drikkebrødre fik han Soens Ben bundet sammen og Dyret slæbt ind i Sovegemakket. Her blev det puttet ned i den billedskaarne Himmelseng og bastet med et Reb. En Nathue blev trukket ned over Øjnene paa det, og sluttelig blev det tildækket med en Silkedyne, saa at kun Kvasten af Nathuen og den yderste Spids af Trynen stak frem.
Derpaa blev alle Lysene i Stuen slukkede undtagen ét, der fik Lov til at brænde ved Sengens Hovedgærde; paa Gulvet blev der strøet krydrede Lægeurter, og store Brændeknuder blev kastede ind paa Ilden i Kaminen.
Endelig anbragte Drikkebrødrene sig rundt 49 om Sengen med foldede Hænder og modfaldne Miner, mens Jørgen Bugge skjulte sig inde i Gildesalen, hvis Dør blev lukket efter ham.
De var netop blevne færdige med disse Forberedelser, da der hørtes tunge Trin ude paa Gangen, og Hr. Jens traadte ind.
Han var en høj, sværlemmet Skikkelse med langt, glatkæmmet Haar og sort Hagefip. Med stolte Skridt gik han hen til Sengen og foldede sine Hænder.
"Naa, ligger du nu endelig der paa Smertenslejet, Jørgen Bugge!" begyndte han med sin dybtklingende Bas. "Har Vorherre nu endelig hjemsøgt dig og drevet dit syndige Kød ud af Djævelens Kløer? Har du endelig set, hvad Vej dit liderlige Levnet førte dig, og at Helvedes evige Svovlluer var din Sjæl beredt, om du ikke omvendte dig?"
"Øf!" lød det nede under Dynerne.
"Og har du nu bedt Himmelen om Naade for dine Synder?" vedblev Præsten. "Græder dit Hjærte Blod af Ruelse? Føler du Samvittighedens 50 nagende Pine? Er der i din Sjæl kun Anger og Anraabelse?"
"Øf! Øf!" lød det atter nede under Dynerne.
"Nu – da skal og dine svare Synder være dig forladte, og du skal bekomme det evige Liv. Amen!"
Hermed tog Præsten Kirkebrødet. Og idet han sagde: "Æder dette; thi dette er Jesu sande Legeme" – rakte han Brødet hen til Soen, der smaskede det i sig med stort Velbehag.
"Og dette er Jesu sande Blod!"
Men da Præsten nu ogsaa vilde hælde Kalkens Indhold ned gennem Trynen, begyndte Dyret at pruste og snøfte saa kraftigt, at Dynen gled til Side og hele det røde Svinehovede kom til Syne.
Nu kunde Tilskuerne ikke længer holde Latteren tilbage. I det samme sloges ogsaa Dørene op til den kærtestraalende Gildesal, og Jørgen Bugge viste sig paa Tærskelen med skrævende Ben og Fingrene udspilede paa sin tøndetykke Mave, der hoppede under hans hoverende Skogren.
51 "Naa, min gode Hr. Jens!" udbrød han, da han endelig igen fik Vejr i Lungerne. "Der annammede I, for Herren, en fed Sjæl! Død og Sakramente! Aldrig havde jeg dog tænkt, at min store So skulde bekomme den evige Salighed! Ha, ha, ha! … Men kan I nu virkelig ogsaa staa mig inde for, Hr. Jens, at min So kommer i Himmerig?"
Præsten var bleven ligbleg og bed sig i Læben af hellig Harme. Men pludseligt fattede han sig – og der gled et stolt Smil over hans Ansigt.
"Dersom du vil vide det, Jørgen Bugge, saa tænker jeg, at det kan gaa Vorherre, som det nu er gaaet mig. Jeg mente, det var dig, jeg hørte og saa', og saa var det en So. Kan derfor du selv komme i Himmerig, saa kan dette Svin vel ogsaa, mener jeg."
"Hvad! Din Hund!" brølte Jørgen Bugge og styrtede frem mod Præsten.
Men henne i Krogen stod hans Gæster og fniste. De fandt, at denne Præst var ikke skaaret saa ilde for Tungebaandet. Og da den vrede 52 Herremand vilde trække Sværdet, lagde de sig imellem og stiftede Fred. –
Men fra denne Dag var der ikke oftere Gæstebud paa Slottet. Ja, der fortælles endog, at Præstens Ord fik Jørgen Bugge til at gaa i sig selv, saa han siden levede som et retskaffent Menneske.
