Sct. Peders List

22

Den Gang Vorherre og Sct. Peder vandrede her paa Jorden – Ingen véd, hvor længe eller kort det er siden – kom de en mørk og regnfuld Aften til en ensomt liggende Bondehytte, paa hvis Port de bankede med deres Stave for at hidkalde Folk.

Bonden listede ud med en Lygte og spurgte gennem Plankerne, hvem de var, og hvad de ønskede.

Sct. Peder svarede, at de var vejfarende Folk, der vilde bede om Nattely i Guds Navn.

Saa aabnede Bonden tøvende saa meget paa Klem, at han netop kunde kigge ud med det ene Øje.

23 "Hm!" sagde han.

"Du skal ikke være bange", vedblev Sct. Peder. Vi er hverken Tyve eller Røvere eller Politi. Det kan du vel nok skønne, at vi er et Par fattige Haandværkssvende, der gærne vil ha'e Tag for Natten i Herrens Navn."

"Naa saadan", sagde Bonden og smilte polisk, idet han aabnede alt mere. "Du ser mig ellers ikke ud til at lide Nød, min go'e Bro'er! Flæsket hænger dig jo ned ad Siderne som paa et af mine store Julesvin. Men din Kammerat dér – han ser mere sølle ud; han staar jo ligefrem og bævrer af Kuld', det gamle Liv. Naa – saa kan I da gaa ind og lægge Jer i Loen og strø for Jer med et Knippe Halm .... men va'er Jer med Ilden, om I har Svovlpinde hos Jer! For her er for Tiden et Helvede med Brandkommissioner og alskens Dævelskab, saa En jamænd snart kan være ræd for at tænde under sin egen Sulegryde!"

Han førte dem ind i Loen, og da de havde spredt et Lag Strøhalm i et Hjørne af Lergulvet 24 og faaet et Par gamle Dækkener til at lægge over sig, bød han dem Godnat og lukkede.

Sct. Peder, som i Lygteskæret havde set, at Muren var fugtig og skimlet, sagde:

"Hør, Vorherre! Læg du dig ind til Væggen, saa skal jeg lægge mig yderst; for kanske trækker det henne fra Døren. Du har gaaet lang Vej i Dag, saa du kan nok trænge til at have det lidt lunt og godt i Nat, kære Vorherre."

"Som dig tykkes, min kære Peder", sagde Vorherre godmodigt og lagde sig ind til den fugtige og kolde Mur.

Trætte af Dagens Besværligheder faldt de snart begge i Søvn og sov uden Afbrydelse langt ind i den lyse Morgen.

Da Bonden kom ind og saa' dem ligge dér og snue, blev han vred; og idet han med sin tunge Træskohæl sparkede til den Del af Sct. Peders kødfulde Legeme, der stak udenfor Dækkenet, raabte han:

"Hejsa! I Dovendyr! Kan I se, I letter Jer. 25 Skal I ligge her og tryne til højt op paa Dagen!" –

**
*

Nogen Tid efter kom Vorherre og Sct. Peder igen en Aftenstund til den samme Bondehytte og bankede paa Porten med deres Stave for at bede om Nattely.

"Naa, er I dér igen", sagde Bonden. "Ja, ja – vi har haft en stor Lykke her i Huset, siden I var her sidst – saa gaa i Guds Navn ind og læg Jer derinde i Krogen, som I kender."

Da Vorherre og Sct. Peder var blevne ene i Loen, huskede den sidste pludselig den ublide Maade, hvorpaa han forrige Gang var bleven vækket her, og sagde derfor:

"Hør, Vorherre! Jeg mærker, at Væggen er fugtig og skimlet. Læg du dig derfor yderst, dér vil du ligge bedst. Husk paa, at du er gammel og skrøbelig; du taaler ikke længer meget, og vi har vandret en lang Vej i Dag."

26 "Som dig tykkes, min kære Peder", sagde Vorherre godmodigt.

Sct. Peder trykkede sig godt ned i Halmen, trak med et lunt Smil Dækkenet op over Næsen og sov sødeligt ind.

Saa trygt sov de begge ogsaa denne Gang, at Bonden om Morgenen kom ind i Loen, uden at de vækkedes derved.

"Saa skulde da syv Satan" – bandte han og løftede igen sin ene Fod til et eftertrykkeligt Spark. Og idet han tænkte: "Sidst var det den yderste, der fik; nu er det derfor bedst, det bliver den inderste i Dag" – plantede han af al Magt sin blikbeslaaede Træsko i Sct. Peders kødfulde Bag.