Dagbog

Den Gang Vorherre og Sct. Peder vandrede her paa Jorden – ingen ved, hvor længe eller hvor kort det er siden – kom de en mørk og regnfuld Aften til en ensomtliggende Bondehytte, paa hvis Port de bankede med deres Stave for at hidkalde Folk og bede om Nattely.

Bonden kom ud med en Lygte og spurgte dem gennem Plankerne, hvad de vilde. Saa aabnede han tøvende saa meget paa Klem, at han netop med det ene Øje kunde tage de ubudne Gæster nærmere i Øjesyn.

"Du skal itte være bange", sagde Sct. Peder. "Vi er hverken Tyve eller Røvere eller Politi. Det kan du vel nok se, at vi er et Par skikkelige Haandværkssvende, der vil bede om Tag for Natten i Guds Navn".

"Naa saadan", sagde Bonden og smilte fiffigt, idet han aabnede alt mere. "Du ser mig ellers ikke ud til at have lidt Nød, min Ven. Flæsket hænger jo ned ad dig som paa et af mine store Hamburgersvin. Men din Broder der – han ser mere sølle ud; han staar jo ligefrem og bævrer af Kuld', det gamle Liv. Derfor kan I da ogsaa gaa ind og lægge jer i Loen derinde og strø for jer med et Knippe Halm…, men va'er jer med Ilden, om I har Svovlpinde hos jer; for der er for Tiden et Helvede med Brandkommissioner og andet Djævelskab, saa man snart kan være bange for at tænde sig et Pibetøj i sin egen Stue."

Han førte dem ind i Loen, og da de havde strøet et Lag Slodhalm paa Lergulvet langs med Muren og faaet et Par gamle Dækkener til at lægge over sig, bød han dem Godnat og lukkede.

Sct. Peder, som havde set, at Muren var fugtig og skimlet, sagde: "Hør Vorherre, læg du dig ind til Væggen, saa skal jeg lægge mig yderst; for kanske trækker det fra Døren her. Du har gaaet langt idag, saa du kan nok trænge til at have det lidt lunt og godt, kære Vorherre".

"Som dig tykkes, min kære Peder", sagde Vorherre godmodigt og lagde sig ind til den fugtige og kolde Mur.

Trætte af Dagens Besværligheder faldt de snart begge i Søvn og sov uden Afbrydelse til den lyse Morgen, ja vækkedes end ikke, da Bonden kom ind for at kalde dem til Davren. Herover blev Bonden vred, og idet han med sin Træsko sparkede Sct. Peder paa den Del af dennes Legeme, der stak udenfor Dækket, raabte han:

"Ligger I Dovendyr her og snuer til højt op paa Dagen. Vil I se, I kommer afsted!"

– – –

Nogen Tid efter kom Vorherre og Sct. Peder igen en Aftenstund til den samme Bondehytte og bankede paa Porten med deres Stave for at bede om Nattely.

"Naa, er I der igen", sagde Bonden. "Ja, ja – mit Hus har haft Lykken med sig, siden I var her sidst – saa gaa i Guds Navn ind og læg jer igen derinde i Krogen, som I kender".

Da Vorherre og Sct. Peder var bleven ene, huskede den sidste pludselig den ublide Maade, hvorpaa han sidst var bleven vækket her og sagde derfor:

"Hør, Vorherre! Jeg mærker, at Væggen her er fugtig og skimlet. Læg du dig derfor yderst, der vil du ligge bedst. Husk paa, at du er gammel og skrøbelig. Du taaler ikke længer meget, og vi har vandret en lang Vej i Dag".

"Som dig tykkes, min kjære Peder," sagde Vorherre godmodigt.

Sct. Peder trykkede sig godt ned i Halmen, trak Dækkenet helt op over Næsen og sov sødeligt ind med et lille lunt Smil om Munden.

Saa trygt sov de begge ogsaa denne Gang, at Bonden om Morgenen kom ind i Loen, uden at de vækkedes derved.

"Saa skulde da Satan" – bandte Bonden og løftede straks sin ene Træskofod; og idet han tænkte: "Sidst var det den yderste, der fik; saa er det bedst, det bliver den inderste i Dag" – plantede han den atter med al sin Kraft paa Sct. Peders kødfulde Bag.

– – –

Der gaar den Dag i Dag saa mangen velærværdig Sct. Peder omkring her i Verden og søger at hytte Skindet ved at krybe bag Vorherres Ryg. Men der maa eksistere en Nemesis her i Verden; thi de velfortjente Prygl rammer alligevel i Reglen den rette Ryg.

Urbanus.