Menneskenes Børn
9
En skyfri Sommermorgen blev to Mænd færgede over en bred og spejlklar Fjord.
Den ene var en statelig, krumbøjet Olding med et langt, gullig-hvidt Skæg, der i Enderne var næsten grønt af Ælde. Han sad med begge de knoklede Hænder hvilende paa Haandtaget af en Stav og stirrede ubevægeligt frem for sig under de buskede Bryn med et uudgrundeligt Blik.
Den anden var baade yngre og meget mindre af Væxt. Han havde et pluskæbet, rødsprængt Ansigt med to Totter sort Kindskæg under Ørene og store, mørkeblaa, hvælvede Briller for Øjnene.
Begge vare de fattigt klædte i gamle sorte Klæder, havde store, bredskyggede Hatte paa Hovedet 10 og en Voxdugsransel over Ryggen. I det hele lignede de noget midt imellem en Haandværkssvend og en omvandrende Missionær.
Det var Vorherre og Sct. Peder.
Færgemanden, en bjørnebred, rødskægget Fjordfisker, stod oprejst i Bagstavnen af Baaden, som han førte frem gennem det blanke Vand ved Hjælp af en Vrikkeaare, mens han med et Smil betragtede de to løjerligt udseende Fremmede.
"Fanden, om jeg kan faa i mit Ho'de, hvad I vil derover for, go'e Mænd," genoptog han en nylig afbrudt Samtale. "Som jeg siger jer – der er ikke andet end forbandet Død og Djævelskab derovre. Ikke har der været saa meget som en Taare Regn i fem Guds Maaneder, saa I kan da begribe, hvad for en Elendighed I kommer til. Om I derfor vil lyde mit Raad, saa vær ikke saa storpaaendes og vend heller Næsen en anden Vej – for ellers kommer I kanske til at ligge med den i Vejret, før I faar læst over paa jeres Fadervor. De kreperer derovre baade Nat og Dag saa hastig som Fluer i Frost, og ikke 11 er der saa meget som en Skillingskringle at faa i hele Sognet."
"Ja, saa passer det just for os at komme derover," svarede Sct. Peder; han sad med Hænderne paa Knæene og vuggede sig frem og tilbage, mens han kiggede paaskøns over Brillerne. – "Saa trænger jo de Ulykkelige mere end ellers til Guds Ords Trøst."
"Fanden med Guds Ord, go'e Mand – dem bliver de Godtfolk sgu ikke fede af! Nej, Vorherre skal bare give dem en god Bløde Regn, saa kan han Pinedød spare sig sin Trøst."
"Nu taler du jo bespotteligt!" vedblev Sct. Peder strengt. Han havde hørt sin Herre sukke dybt ved Fiskerens Ord. "Tænk dog paa din evige Salighed, Menneske!"
"Min Salighed? Aa! Den giver jeg syv Traad i en Hose, Fa'er!1 .... Naar Vorherre er af den Slags, at han kan lade Menneskene ligge og lide og pines værre end Ormekryb og af Dødsenshunger æde baade Rotter og Lus og deres eget Skarn – saa er han ikke den Mand, jeg har 12 anset ham for! Og jeg siger bare, at naar han kan have Sind til at bære sig saadan ad mod os det bitte Stød, vi lever her paa Jorden, – saa kan En sgu aldrig vide, hvad han kan hitte paa at pine og plage os med deroppe i Evigheden."
Sct. Peder sitrede af hellig Harme. Hans Ansigt var sprængrødt.
Endnu beherskede han dog sin Vrede og sagde fromt og formanende:
"Lad ikke din Tunge forføre dit Hjærte, min Ven! Glem ikke, at din himmelske Fader kan høre ethvert af dine Ord."
"Saa–aa? Kan han det? Det troer jeg ellers ikke noget paa. Jeg tænker nu, at Vorherre maa være mere døv end min gamle Spindemoster, siden han ikke hører alle de Jammerskrig og Bønner, der sendes op til ham i disse Dage. Eller kanske han putter et Par Bomuldsskyer i Ørene for ikke at høre noget. Det kan jo være troligt nok! For havde han bare saa meget Hjærte i Livet som en Sild, skulde han vel ynkes over al den Elendighed, han har lavet sammen her paa Jorden."
13 "Formastelige!" raabte nu Sct. Peder og vilde springe op fra Toften, – men Vorherre lagde i det samme Haanden paa hans Arm og mumlede sagtmodigt:
"Stille, Peder!"
Saa sank Sct. Peder atter tilbage paa sin Plads og begyndte at bede sagte.
Lidt efter naaede Baaden Fjordbredden, og de to Vandringsmænd steg i Land.
Vorherre og Sct. Peder fulgte en Sti, der drog sig tværs igennem Landet, og de var ikke komne mange Skridt frem, før de rundt om sig saa' de uhyggelige Spor af Tørkens og Hungersnødens Ødelæggelser.
Paa de store, afsvedne Marker var der ikke levnet et Straa. Det saa' ud, som om Ildsluer var gaaede hen over dem. Den fede Muld, der dækkede Jorden, laa hen som et tørt, rødbrunt Askelag, som ved det mindste Vindpust sattes i hvirvlende Bevægelse og fyldte Luften med et 14 kvælende, melagtigt Støv. Gennem dette Støv skimtedes Solen kun som en stor, blodig Maane, og hele Landet var indhyllet i en brandrød Taage, saa man næppe kunde se hundrede Skridt omkring sig.
Spredt rundt om paa Markerne laa stinkende Aadsler af styrtede Kreaturer, – nogle allerede halvt sammenfaldende Skeletter, blegede af Solen, andre med fire stive Ben i Vejret, opsvulmet Mave og dødningegrinende Mund. Oven over flagrede Flokke af store, forpjuskede Fugle tavst omkring med blodige Fjer og matte Vingeslag.
Der hørtes i det hele ingen Lyd. Det var, som om hele Jorden strakte sig i den sidste, stumme Dødskrampe. Fra en ganske afbladet Skov slæbte en Ræv sig frem paa Bugen, med skabet Pels og Tungen hængende som et Stykke bleg Tarm ud af den ene Mundvig. Tre Skridt krøb den frem; saa vaklede den og faldt; – krøb atter tre Skridt, vaklede og faldt.
Omsider naaede de to Vandringsmænd en Landsby, hvis Straatage var blevne ganske hvide 15 af Solen, og hvis Gadekær var udtørret, saa Bundens stive Ler havde slaaet dybe, gabende Revner.
Her mødte dem et endnu uhyggeligere Syn. Mange af Hytterne stod allerede tomme, og gennem Døre og Vinduer bredte en forfærdelig Stank sig ud paa Gaden fra de ubegravede Lig, der laa derinde og raadnede op i Sengene. Fra andre Huse lød høje Smertensskrig, Jammer og Bønner. Flere Steder laa Folk midt paa Gaden og vred sig i de sidste Krampetrækninger – halvnøgne, mørkebrune Menneskeskeletter, bedækkede med Saar og Skarn. Ved et Hjørne laa en hel Klynge og strakte de matte Hænder mod Himlen, anraabende om Barmhjærtighed – Mødre med deres henvisnende Børn, Oldinge og unge Piger, hvis Hovedhaar Tørken havde afsvedet.
Da Sct. Peder saa' denne Elendighed og hørte disse tryglende Bønner, smeltede hans Hjærte, og han vendte sig mod sin Herre og sagde:
"Kære Mester! Vend din Vrede fra disse ulykkelige! Hør, hvor de angrer og beder!"
16 Men Vorherre stirrede frem for sig med sit uudgrundelige Blik. Det var, som om han ikke hørte Sct. Peders Ord, – og de vandrede videre mellem uddøde Huse og halvt fortærede Menneskeaadsler.
Tilsidst kom de op til Kirken, hvis Malmklokker i de sidste Maaneder havde kimet Dag og Nat for at paakalde Herrens Naade.
Allerede uden for Indgangsdøren saa' de en sammenstimlet Skare af udhungrede Stakler, der havde slæbt sig derhen paa Haand og Knæ for at slippe ind i Helligdommen. Men derinde var der fuldt helt op til Alteret, og Luften under de høje Hvælvinger genlød af de ulykkeliges Anraabelse og var mættet af Stanken fra deres Urenhed og Saar .... Det saa' ud, som om alle Kirkegaardens gustne Døde var stegne op af deres hensmuldrende Kister og havde samlet sig paa Kirkens Gulv. Fra alle Stolestaderne straktes de visne Knokkelarme mod Himlen, og i de dybe Øjenhuler græd de bristende Øjne uden Taarer. Kun Præsten, der stod paa Prædikestolen, og Degnen, der 17 sad og sov inde i sit lukkede Stade, struttede af Fedme. Thi til Kirken havde alle bragt deres sidste Kande Most og ofret deres sidste Simle2 for at formilde Gud og bortvende hans Vrede.
Og Præsten tog sig en ny Pris, slog Næven i Prædikepulten og raabte:
"Thi jeg siger Eder, I ugudelige! I frække! – saa længe I ikke giver Gud Herren alt, lige til Eders eget syndige Kød, skal den evige Forbandelse hvile over Eder – –"
Men Sct. Peder ynkedes over denne Nød, og han vendte sig atter mod sin Mester og sagde:
"Herre! Herre! Forbarm dig dog over dem! Hør, hvor de angrer og beder!"
Men Vorherre stod, som om han ikke hørte hans Ord; og mens Larmen af de ulykkeliges Bønner steg alt højere under Kirkebuen, saa' Sct. Peder ligesom et saligt Smil glide hen over hans Mesters Aasyn.
Da forfærdedes Peder i sit Hjærte, og han raabte:
"Herre! Herre! Er du den Miskundhedens 18 Gud, som du siger – da vis Barmhjærtighed her! Thi ellers troer jeg dig ikke længer og vil ikke tjene dig .... Hører du ikke, hvor de raaber? Føler du ikke deres blødende Anger?"
Da saa' Vorherre bedrøvet paa Sct. Peder og sagde:
"Peder! Peder! Nu taler jo din Mund som Færgemandens før. Men denne Gang skal din Vilje ske – thi din Tvivl vil jeg afvende, og du skal blive seende!"
Dermed forlod de Kirken; og da de havde naaet Toppen af en stor Høj udenfor Byen, opløftede Vorherre sine Hænder, – og se! – fra Horisonten steg store, sorte Skyer, og Solen formørkedes, og Regnen strømmede ned.
Og Regnen blev ved at strømme – –
*
I fire samfulde Uger strømmede Regnen ned over det udtørrede Land.
Da begyndte det først at grønnes nede langs med Moserne; Bække og Aaer gav sig til at 19 svulme, og Skoven skød nye Knopper. Snart pippede ogsaa Grønsværet frem rundt om paa Bakkernes fede Muld, som Hungersdødens Aadsler havde gødet; Lærkerne vendte tilbage, Stær og Irisk begyndte at fløjte … Da Høsten kom, stod det hele Land og bugnede af en Rigdomsfylde, hvortil man aldrig havde kendt Mage.
Paa denne Tid vendte just Vorherre og Sct. Peder tilbage til Egnen.
Overalt var man i travl Beskæftigelse med Indhøstningen af Himmelens rige Gaver, og paa alle Vejene mødtes de to Vandringsmænd af svingende Kornlæs med fuldbarmede Høstpiger og tykhovede Karle, der lo og gantedes i Halmen.
Karlene løftede Brændevinsdunken højt i Vejret, idet de fo'r forbi, og skreg: "Skaal, I Gamle! .... Skal det være en Go'taar?"
Men Pigerne rakte Armene ømt ud imod dem og sang;
"Kom, du søde, kys mig varm,
naar jeg ligger i din Arm!"
20 Men af ingen Mund hørtes Herrens Navn nævnet eller hans Gærninger lovpriset.
"Forstaar du nu, Peder?" spurgte Vorherre.
Sct. Peder svarede ikke, og de gik ind i Landsbyen.
Her sad Konerne ude paa Stenflisen foran de smukke, nyopførte Huse, med trinde Patteglutter3 ved de mælkespændte Bryster, og drak Kaffe, sladrede, fjasede og lo. En stor, ny Kro var bleven bygget midt i Byen med Keglebane, Gynge og en stor Dansesal, i hvilken Værten allerede var travlt beskæftiget med Forberedelserne til det store Høstgilde, som en af Dagene skulde afholdes dér. En Flok drukne Mænd sad derinde i Skænkestuen og bandte og skændtes.
Men intet Sted hørtes Vorherres Navn nævnet eller hans Gærninger priset.
"Forstaar du nu, Peder?" spurgte Vorherre.
"Herre!" hviskede Sct. Peder og saa' mod Jorden.
Tilsidst kom de op til Kirken, hvor Malmklokkerne netop kaldte Menigheden sammen til 21 Andagt og Guds Lovsyngelse. Men kun et Par frugtsommelige Koner og en Krøbling sad og halvsov inde i Stolestaderne; og Præsten, der stod paa Prædikestolen, og Degnen, der sad og nikkede sørgmodigt inde i sin lukkede Stol, saa' begge helt uhyggelige ud i deres spøgelsesagtige Magerhed.
Og Præsten foldede sine Hænder og sukkede ud i den tomme Kirke:
"Thi jeg siger Eder'1, kære Venner – o, mine kære Venner! – Herren forlanger intet, slet intet af Eder. Blot I ikke vil glemme ham, – blot I vil huske paa, at han er Eders ejegode, himmelske Fader – –"
Da de to Vandringsmænd var komne ud af Kirken, sagde Vorherre:
"Nu, Peder?"
Da sank Sct. Peder hulkende til sin Mesters Fødder og kyssede hans Haand:
"Herre! Herre! – Tilgiv mig!"