Havfruens Sang

33'1

En stille, lys Sommeraften havde et Selskab af Damer og Herrer efter et livligt Aftensmaaltid i det grønne ladet sig ro ud paa Havet for at se Solen gaa ned.

I over en Time drev de om derude paa Strømmen, mens de henrykt betragtede Havspejlets luende Farvespil, der blev ved at vexle længe efter, at den glødende Kugle var sunket ned i Dybet. Først var Vandet blevet dybt vinrødt, derpaa blommefarvet, ja et Øjeblik endog ganske brunt, som om det var bestrøet med Bark. Derefter skiftede det en Tid med violet, orange, guldgult og ganske lyst kobbergrønt, indtil alle Farver 34 omsider blegnede og Havet laa hen som en mat Flade af fosforlysende Glas.

Det var imidlertid blevet silde, og Samtalen var lidt efter lidt gaaet helt i Staa.

Nogle af Selskabet laa langs Rælingen og stirrede ud over Havfladen, som om de endnu ventede en Fortsættelse af det pragtfulde Skuespil. Henne i Forstavnen sad to unge, sommerklædte Piger med hinanden om Livet og saa' drømmende op paa et krumt Stykke Maane, der ligesom skamfuldt listede sig over Himlen med sit blege Skær, som ganske sygnede hen i Sommernattens Lysdis. Paa en Tofte for sig selv sværmede et Par unge Ægtefolk, Kind mod Kind og indsvøbte i samme Shawl, mens de trofast holdt hinanden i Haanden.

Midt i Baaden sad en ældgammel Lods med langt, trevlet Skæg og hvilede Armene paa et Par tunge Aarer.

Skønt Strømmen allerede havde ført dem et godt Stykke fra Land, var der ingen, der talte om at vende hjem. Alle var de saa fortabte i 35 Drømmerier, at de ligesom ikke havde Magt til at rive sig løs.

Alt var efterhaanden blevet stille rundt om. Endog en Flok Strandfugle, der en Tid havde skreget et Sted i deres Nærhed, var til sidst faldne til Ro. Langs Himmelranden laa til alle Sider en rødlig Taage, hvor imellem Havets mathvide Flade laa udstrakt som et uhyre Troldspejl, hvori hist og her en blinkende Stjerne spejlede sig.

Pludselig hørtes ude fra Søen en besynderlig Lyd, en mild, melodisk Klang.

Alle løftede Hovedet, og næsten samtidigt udbrød de smilende:

"Hvad er det? … Musik!"

I det samme forstummede Klangen. Men hele Selskabet blev ved at sidde med spidsede Øren, som om de ventende paa, at Lyden skulde komme igen.

Det gjorde den da ogsaa – stille, klagende, omtrent som et fjærnt Harpeslag.

"Det var da forunderligt!" sagde en. Og alle saa' de forbavsede paa hinanden.

36Thi der var ingen Baad eller overhovedet noget Tegn til menneskeligt Liv at spore vidt omkring, og Kysten havde de altfor fjærn til, at Lyden kunde skrive sig derfra.

"Hvad i Alverden kan dette dog være?" spurgte flere, den ene efter den anden.

Men Tonerne blev ved at klinge. Det syntes endog undertiden, som om de nærmede sig og pludselig forstærkedes – og da rykkede Damerne uvilkaarligt tættere sammen og tog hinanden i Haanden.

Tilsidst blev det hele Selskab ganske underligt til Mode ved denne natlige Musik, som man slet ikke kunde forklare sig. En af Herrerne vækkede Lodsen, der var falden i Søvn, og spurgte ham, hvad han mente, det kunde være. Men den gamle, som var døv, og hvem Deltagelsen i det livlige Aftensmaaltid havde gjort utidig, løftede blot et Øjeblik sit søvntunge Hoved og mumlede noget om Hejrer – hvorpaa han atter blidelig sank ned over sine Aarer og sov videre.

"Tys!" udbrød lidt efter en af Herrerne, en 37 ung Læge, og rejste sig. "Lad os nu alle sammen paa én Gang høre rigtig godt efter, saa finder vi nok ud af, hvad det er".

Derom blev de enige.

Og da Lyden næste Gang lod sig høre, sad de alle aandeløse i flere Minutter og lyttede.

"For Pokker! Der maa jo alligevel være en Baad et eller andet Sted i Nærheden," afbrød endelig Lægen den lange Tavshed og steg utaalmodigt op paa en Tofte. Derpaa satte han en Haand paa hver Side af Munden, og under Dødsstilhed raabte han nu ud over Vandet:

"Halløj! ... Er der nogen? ... Halløj!"

Intet Svar; intet Tegn. Saa langt Øjet rakte, intet uden denne selvlysende Havflade. Under hele den stille, hvidblaa Himmelhvælving ingen anden Lyd end disse gaadefulde Harpeslag.

Et Kuldegys gennemfór med ét dem alle. Nogle af Damerne begyndte at klynke og tilsidst bestemt at fordre, at man skulde vende hjem.

"Væk Lodsen, og lad os komme hjem!" lød det fra forskellige Sider; og da den unge Ægtemand 38 i det samme vilde rejse sig for endnu en Gang at forvisse sig om, at de virkeligt befandt sig ene paa Havet, greb hans Hustru ham pludselig krampagtig i Armen og udbrød bleg og skrækslagen:

"Gør det ikke, Anton! Gør det ikke! …O Gud, hvad er dog dette!"

Kun den unge Læge bevarede endnu Koldblodigheden og sagde strengt: "Herre Gud! Vi er da ikke Børn! Det er jo klart, at det hele har en ganske naturlig Aarsag. Lad os dog ikke blive forfjamskede. Der er dog vel ingen af os, der for Alvor tror paa Havfruer og saadant noget Spøgeri. Lad os derfor bare være rolige, saa opklares det hele saamænd nok!"

Men uheldigvis vaagnede i det samme den døve Lods. Og da han saa' den Skræk, der stod malet i alle Ansigterne omkring ham, troede han, at der var sket en eller anden Ulykke, og sprang hurtigt op fra Toften, idet han udbrød:

"Herre Jøsses! Hva' er dette her?"

39 Dette pludselige Udraab gjorde det af med den sidste Rest af Besindighed hos Damerne – og hos enkelte af Herrerne med.

"Vi vil hjem ... Lad os komme hjem!" lød det med ængstelige Stemmer, og en ung sextenaarig Fyr, der hele Tiden havde siddet dødbleg og stirret ud over Vandet, kastede sig øjeblikkelig over en af Reserveaarerne, mens Doktoren forgæves søgte at tale det opskræmte Selskab til Fornuft.

Et Øjeblik efter fløj Baaden mod Kysten under Lodsens og fire Reserveaarers kraftige Tag.

De havde dog ikke roet ret længe, før en Herre, der hele Tiden havde siddet ganske stille for sig selv helt henne i Bagstavnen af Baaden, pludselig brød ud i en skogrende Latter.

Alle vendte de sig forbavset imod ham. Men han blev ved at le, saa han næppe kunde tale.

"Aa Gud!" sagde han endelig. "Hvilke Kujoner I dog er! Her skal I se den hele Hemmelighed!"

40 Med disse Ord berørte han med Fingeren noget usynligt i Luften foran sig. Det var Stormsnoren paa hans Hat, som han lumskelig havde fæstet med den ene Ende paa et Søm i den bageste Mast, idet han samtidig havde trykket Hatten godt fast paa Hovedet og lænet sig tilbage. Den tynde, elastiske Snor var derved bleven stærkt strammet. Og paa denne Streng var det, at Nattevinden havde spillet sine underfulde Melodier.

Efter denne Forklaring steg man tavst og noget slukøret i Land. Kun Doktoren triumferede. Alle de andre mente derimod, at det havde været en meget uheldig Spøg. Man skulde alligevel ikke drive Løjer med "den Slags Ting".

Og skønt de nu alle vidste, at alt var gaaet ganske naturligt til, bevarede de haardnakket en uhyggelig Fornemmelse af at have været i Kast med hemmelige og overnaturlige Aander. Ja, selv den unge Spøgefugl, der havde været Mester 41 for Forskrækkelsen, havde længe efter ingen Lyst til at begive sig ene ude paa Havet om Natten for at mede, hvad han hidtil havde været hengiven til.

 
['1] Teksten er skannet og lagt op af Henrik Loft Nielsen i oktober 2009 og korrekturlæst af Flemming Behrendt 21.2.2014. tilbage