(Havfruens Sang)
Et udkast
[. . .]
Men er her frisk og lyst og aabent om Dagen, saa kan der om Natten komme noget eget hemmelighedsfuldt og trolddomsagtigt over dette Farvand, naar man driver her ude i en ensom Baad med den store Himmel over sig, der stirrer ned paa en gennem sine tusende blinkende Øjne, mens røde Lys rundt om fra de af Mørke eller Nattetaager skjulte Øer ligesom gynger paa Vandet, slukkes nu og da og igen dukker op. Og det er ikke underligt, at det fornemmelig er paa saadanne Steder, at Sagn om Havfruer og andre Vandenes Aander endnu lever og af og til endog kan faa et lille Gys til at fare gennem vor oplyste Tidsalders Mennesker. Vandet selv skifter ogsaa ofte paa denne Tid mellem de forunderligste Farvetoner; det kan ligge blankt som mathvidt Glas, derpaa blive rødligt, rødgult, ja undertiden ganske brunt, som om det var bestrøt med Bark.
En lys, stille Sommernat for nogle Aar tilbage havde et Selskab af Ferierejsende efter et livligt Aftensmaaltid i det grønne ladet sig ro ud fra Faaborg for at se Solen gaa ned fra Strømmen nord for Lyø. Dette var nu sket, men de blev liggende derude, betagne af denne vedvarende Farveskiften over Vandet, der ikke standsede endog længe efter, at Solen var gaaet ned og Solnedgangsskyerne blegnede.
Imidlertid var det blevet silde. Og Samtalen var efterhaanden gaaet helt i Staa. De var i alt en seks, otte Mennesker, Damer og Herrer; og midt imellem dem, hvilende Armene paa et Par tunge Aarer, sad den gamle Sømand med sit brede, godmodige Ulkeansigt og sov. Nogle sad og saa op paa et Stykke Maane, der forlegen listede sig over Himlen, ligesom ganske skamfuld over sit blege Lys, der sygnede hen i Sommernattens Skær. Et Par unge Piger i lyserøde Toiletter og indhyllede i et fælles, stort Sjal stirrede med hinanden om Livet ud over denne selvlysende Havflade, mens to unge nygifte henne i Bagstavnen sad med hinanden i Haanden og smilte stille hen for sig som i en henrykt Beruselse. Det var, som om ingen af dem havde Magt til at rive sig ud af sine Drømmerier eller Lyst til at vende hjem, skønt Strømmen allerede havde ført dem et godt Stykke uden for Lyø. Alt var blevet stille rundt om. Endog en Flok Maager eller Hejrer, der en Tid havde skreget inde over Øen, var endelig gaaet til Ro, og al Lyd var forstummet. En rødlig Dis havde til sidst lagt sig rundt om Himmelranden, mellem hvilken Havets mathvide Flade laa udstrakt som et stort Troldspejl, hvorover blege Skygger af Skyer, der nu og da drev ind under Taagen, langsomt gled hen. Nede paa den sydlige Himmel saas et Par Gange smaa Stjærneskud.
Pludselig hørtes en besynderlig Lyd ude fra Havet, en mild, melodisk Klang.
Alle løftede de Hovedet, og næsten samtidig udbrød de: "Hvad er det? .... Musik!"
I det samme forstummede Klangen. Men alligevel forblev de alle en lang Stund siddende med spidsede Øren, ligesom ventende paa, at Lyden skulde komme igen.
Det gjorde den da ogsaa – stille, klagende, omtrent som et fjærnt Harpeslag.
Det var da forunderligt!" sagde en. Og alle saa de forbavsede paa hinanden.
Der var ingen Baad eller overhovedet Tegn til menneskeligt Liv at se vidt omkring dem. Og Landet havde de alt for fjærnt til, at Lyden kunde skrive sig derfra.
"Hvad i Alverden kan dog dette være?" spurgte flere, den ene efter den anden.
Men Tonerne blev ved at klinge. Det syntes endog undertiden, som om de nærmede sig og samtidig forstærkedes.
"Hør dog!" sagde de da og rykkede sig uvilkaarlig lidt tættere til deres Sidemænd, naar Lyden saaledes pludselig steg op som fra deres umiddelbare Nærhed.
Til sidst blev de ganske underlig til Mode over denne natlige Musik, som man trods alt Hovedbrud ikke kunde forklare sig. En af Herrerne vækkede endelig Sømanden og spurgte ham, hvad han mente, det kunde være. Men denne, der var døv, og hvem Deltagelsen i det livlige Aftensmaaltid i det grønne havde gjort særlig udeltagende, rejste blot et Øjeblik sit søvntunge Hoved og mumlede noget om Ænder – hvorpaa han atter blidelig sank ned over sine Aarer og sov videre.
"Tys!" udbrød lidt efter en af Herrerne, en ung Læge, der havde Plads i Midten af Baaden. "Lad os nu alle sammen paa en Gang høre rigtig godt efter, saa finder vi nok ud af, hvad det er".
Derom blev de enige. Og næste Gang, Lyden lod sig høre, drejede de alle Ørene om imod det Sted, hvorfra den kom, hvorpaa de blev siddende saaledes aandeløse nogle Minuter.
"For Pokker! Der maa jo alligevel være en Baad et eller andet Sted her i Nærheden", afbrød endelig Lægen den lange Stilhed og rejste sig utaalmodig op. Derpaa satte han en Haand paa hver Side af Munden og raabte under de andres Dødsstilhed ud over Vandet: "Halløj! .... Er der nogen? .... Halløj!"
Intet Svar.
Saa langt Øjet rakte – intet uden denne selvlysende Fosforflade. Under hele den stille, blinkende Himmelhvælving ingen anden Lyd end disse gaadefulde Harpeslag, der nærmede sig.
En uvilkaarlig Angst gennemfor med et dem alle. Et Par af Damerne begyndte at klynke og til sidst bestemt at fordre, at man skulde vende hjem.
"Væk Skipperen der – og lad os komme hjem!" lød det fra forskellige Sider med beængstede Stemmer. Og da den unge Ægtemand vilde rejse sig ligesom for endnu en Gang at forvisse sig om, at de virkelig befandt sig ene paa Havet, greb hans Hustru ham pludselig krampagtig i Armen og udbrød bleg og skrækslagen: '"Anton! Gør det ikke! Gør det ikke! . . . . O Gud! Hvad er dette? Hvad er dog dette?"
Kun den unge Læge bevarede endnu Koldblodigheden og sagde strængt: "Herre Gud! Vi er da ikke Børn! Det er jo klart, at det hele har en naturlig Aarsag. Lad os dog ikke blive forfjamskede. Der er dog vel ingen af os saa enfoldige, at de for Alvor tror paa Spøgeri og saadant noget. Lad os derfor bare være rolige, saa opklares det hele saamænd nok".
Uheldigvis vaagnede i det samme den døve Skipper. Og da han saa den Bevægelse og Skræk, der var malet paa alle Ansigterne omkring ham, trode han, at der var sket en eller anden stor Ulykke, og sprang op fra Toften, i det han udbrød: "Herre Jøsses! Hva' er dette her?"
Dette pludselige Udraab gjorde det af med den sidste Rest af Besindighed hos Damerne og hos enkelte af Herrerne med.
"Vi vil hjem .... ro! – ro! .... lad os komme hjem!" raabte Damerne, og en ung Fyr paa sytten Aar, der havde siddet ligbleg paa Toften og stirret ud, kastede sig straks over en af Aarerne, mens Doktoren forgæves søgte at berolige og tale det opskræmte Selskab til Fornuft. Et Øjeblik efter skar Baaden, formelig rystende under den udbrudte Rædsel, pilsnart ind imod Land.
De havde dog ikke rot længe, før en Herre, der imidlertid havde siddet ganske stille helt ude i Forstavnen, pludselig brød ud i en øredøvende Skoggerlatter. De vendte sig alle forbavsede om imod ham. Men han blev ved at le, saa han næppe kunde tale.
"Aa Gud!" sagde han endelig. "Hvilke Kujoner I dog er! Her skal I se den hele Hemmelighed!"
I det samme rørte han med Fingeren ved noget usynligt i Luften foran ham. Det var Stormsnoren paa hans Hat, som han lumskelig havde anbragt med den ene Ende paa et Søm i den forreste Mast, mens han samtidig havde trykket Hatten godt fast paa Hovedet og derpaa lænet sig tilbage. Den tynde, elastiske Snor var derved bleven stærkt strammet. Og paa denne Streng var det, at Nattevinden havde spillet sine underfulde Melodier.
Efter denne Forklaring steg man tavse og noget slukørede i Land; kun Doktoren triumferede. Alle de andre derimod mente, at det havde været en meget uheldig Spøg; man skulde alligevel ikke drive Løjer med "den Slags Ting". Og skønt de nu vidste, at det hele var gaaet naturligt til, bevarede de dog alle en besynderlig og haardnakket Fornemmelse af at have været i Kast med hemmelige og overnaturlige Magter; ja, selv den unge Spøgefugl, der havde givet Anledning til Paniken, havde i den første Tid derefter ikke rigtig Mod til – som ofte før – at ligge ene ude paa Søen ved Nattetid.
