Familjeliv, kapitel 4

Af Henrik Pontoppidan

85 E222

Fjerde Kapitel

Vor hidtidige Levevis uden fast Vinterbolig maatte nødvendigvis ophøre, da Børnene blev saa store, at der skulde sørges for ordenlig Undervisning til dem. Vi valgte da at bo i Hillerød, tiltrukket baade af den vidunderlige Omegn og af Byens ualmindeligt gode Skoleforhold. Desværre var der paa det Tidspunkt en alvorlig Bolignød i Byen. Vi maatte i den første Tid bo i en kedelig Vognmandsgaard¹, hvor vi plagedes af al Slags Spektakkel. Men atter en Gang hændte det mig, at Fru Fortuna hjalp mig ud af en pinagtig Forlegenhed og spillede mig en uventet Lykke i Hænde.

En Formiddag gik jeg ind til Byens Frisør for at blive klippet. Mens Saksen kappede løs i Hovedets mørke Vildnis, fortalte den snaksomme Mand mig, at hans ældste 86 Kunde, en gammel Pastor emeritus og Enkemand, som endnu den foregaaende Dag var gaaet gennem Gaden, om Natten var død af et Hjerteslag. Jeg havde ikke kendt Præsten², havde aldrig set ham; men altid, naar jeg var kommen forbi det Sted, hvor jeg vidste han boede, havde jeg med Misundelse set op til hans Vinduer. Fra Huset, der laa højt og frit i Byens Udkant, maatte der nemlig være et vidunderligt Syn udover Slotssøen til selve Slottet og dets herlige Parkomgivelser. Jeg bad derfor nu Frisøren om at skynde sig med mig, og en Timestid senere sad jeg hos Husets Ejer³, en Murermester, og underskrev en Kontrakt, der gjorde mig til den gamle E223 Pastors Efterfølger i hans Lejlighed og Arvtager til en Udsigt, som ingen i Danmark kunde have prægtigere.

I dette Skønhedsrige boede vi nu en Række Aar og oplevede der blandt andet den store politiske Begivenhed, der er bleven kaldt "Systemskiftet". Det stejle Godsejerregimente – Estrupiatet – der havde gjort Land og Folk til en Fabel for det øvrige Norden, 87 brød i denne Tid endelig sammen. Den gamle Konge var bleven træt af Modstanden og udnævnte en Dag⁴ et Ministerium, hvori baade en Bonde og en Landsbyskolelærer havde Sæde. Folket jublede, og rundt om i Landet fejredes Begivenheden med store Fester. Ogsaa København hyldede den nye Regering og holdt en Fest for den i selve Kongens Have, der for den Dag blev omdannet til en folkelig Dyrehavsbakke.

I de større Byer holdt den løftede Stemning blandt Befolkningen sig forøvrigt ikke ret længe. Her havde en ny Konflikt, den mellem Lønarbejdere og Fabriksherrer, i stigende Grad besat Sindene og skabte hver Dag paany Uro. I Hillerød, hvor det politiske Røre aldrig havde ytret sig synderlig kraftigt, og hvor der heller ikke mærkedes meget til Arbejderbevægelsen, gik Livet derfor sin vante Gang lige til den uforandrede Overholdelse af Byens to aarlige, fra Fædrene nedarvede Festdage med Musik paa Torvet og Fællesspisning i Borgerklubben, den ene i Anledning af Kongens Fødselsdag, 88 den anden paa Grundlovsdagen. Det var kun ude paa Landet, især i Jylland, at man fortsat jublede over Ministerskiftet og opretholdt Stoltheden over, at der nu sad en Bonde og en Landsbydegn i Kongens Raad.

Nogen anden Grund til at prise det trufne Valg af Personer til Landets første folkelige Regering var der i Virkeligheden heller ikke. Den nye Statsminister var en anset Universitetsprofessor, men hans Folkelighed var opfunden til Lejligheden. Han bragte heller ikke noget nyt og frugtbart Initiativ ind i Statsstyrelsen eller viste synderlig Iver for at rydde op i gammel Slendrian. De øvrige nye Ministre var professionelle Politikere med den Rævekløgt, der erhverves og udvikles paa Vælgermøder og i Rigsdagen. En af dem, selve Landets Justitsminister, en tidligere Sagfører, afsløredes efter kort Tids Forløb endog som Storbedrager og maatte forsvinde i Tugthuset. Havde det mangeaarige Junkerherredømme bragt Skam over Landet, gjorde de første Resultater af Folkestyret os heller ikke synderlig Ære.

89 For en lille Tid at komme bort fra det hele og søge Trøst over Skuffelserne besluttede vi for en Gangs Skyld at svigte Rørvig og sammen med Børnene tilbringe Sommeren paa et nyt Sted og i et andet Land. Vi valgte en norsk Egn, som var bleven prist for os.

E224 Siden jeg i mit 18de Aar første Gang var i Udlandet, havde jeg jo været i adskillige fremmede Lande. Ogsaa vort Naboland Sverrig havde jeg gennemvandret. Derimod havde jeg aldrig været i Norge. Det var saa meget besynderligere som Danmark paa den Tid i literær Henseende var en Provins af Norge og jeg selv med Beundring havde set op til det norske Parnas. Bjørnsons Fortællinger og - i en noget senere Alder - Ibsens Dramaer havde været den Digtning, der i flere Aar betød mest for mig. Alligevel havde det stadig været Syden, der vakte min Udve og drog mig bort fra Hjemmet. Dette mit første Norgesbesøg⁵ blev nu heller ikke rigtig vellykket. Sommeren var usædvanlig hed, og under saadanne Forhold bliver 90 en norsk Fjelddal i det Indre af Landet let en uudholdelig Varmegryde. De omgivende Højder med den ret ensartede Bevoksning kunde heller ikke faa os til at glemme Alperne og de henrivende smaa schweiziske Bjergbyer⁶, vi havde holdt saa meget af og følt os saa lykkelige i. Heldet fulgte mig alligevel ogsaa her. Paa Hjemrejsen gjorde jeg Bekendtskab med en prægtig Nordmand⁷, ved hvem jeg skulde lære Norge at kende fra en ny og bedre Side.

Allerførst forklarede han mig, at hans Land skulde man i Sommertiden lære at kende fra Søsiden, mens dets Indre skulde opleves med Vinterens Sne, Frost og Skiføre. Selv var han en Søens Mand, Skibskaptajn og Fører af en af de store Dampere, der fra Bergen gik i Rutefart langsmed Norges Vestkyst op til Hammerfest og Nordkap. Han var gift med en dansk Dame og havde sit Hjem i København. Hans Kone havde jeg truffet et Par Gange, og af den Grund fortsatte han og jeg Bekendtskabet herhjemme, et Bekendtskab der blev af stor 91 Værdi for mig. Hans Kone tilhørte en egenartet Søskendeflok, hvis Fader, en bekendt Politiker og velhavende Bladudgiver, af Princip ikke havde giftet sig men ladet sine Børn vokse op som "uægte".

For at jeg skulde kunne lære hans Land rigtig at kende, udvirkede denne nye Ven hos sit Selskab, at jeg fik Indbydelse til at gøre ham Følgeskab paa en af hans Sommerture til Hammerfest og Nordkap⁸. Som Selskabets Gæst gjorde jeg da Aaret efter⁹ Rejsen med ham ind og ud af Vestlandets underskønne Fjorde og videre nordpaa til den fantastiske Oplevelse, der hedder Midnatssolen. Efter denne Eventyr-Sejlads var det absolut forbi med min Forkærlighed for Syden. Det blev fra nu af Norge, der lokkede mig; og samtidig med, at min Begejstring for Landets vilde Skønhed voksede, øgedes ogsaa min Interesse for det norske Folk og dets nationale Kultur. Der var navnlig en af Tidens Digtere, der optog mig, fordi han ligesom den norske Natur var saa E225 ulig alt, hvad jeg kendte baade hjemmefra og fra den tidligere 92 norske – bjørnson-ibsenske – Literatur. Det var Hans E. Kinck^'1. Jeg havde aldrig hørt hans Navn før, og endnu den Dag i Dag er han jo ret ukendt for os. Nu er han død, og selv i hans eget Land kan man stadig træffe Folk, der aldrig har læst noget af ham. Hamsun kender alle, og han er jo ogsaa god nok, tilmed halvvejs dansk, naar han med sin underfundige Fortællekunst som en Troldmand haler allehaande mærkelige og pudsérlige Ting fra flagrende Duer til mjavende Kattekillinger og hvide Mus op af en tom Hat. Men Kinck^'2 var en vulkansk Natur. Hans Forfatterskab absolut ingen Gyngestols-Læsning. Det er en ofte tung Fjeldvandring op ad stejle og vilde Stier, gennem Ødemarker der er fattige paa Blomster men med storslaaede Udsyn og vidunderlige Luftspejlinger.

Det hedder jo nok, at det i Kunsten kun er det bedste, der formaar at hævde sig i Kappestriden, og at det alene er det allerbedste, der bærer Sejrsprisen hjem. Men det passer ikke altid. Det er altfor ofte netop det 93 næstbedste, der er det virkelig Stores farligste Rival.

Turen langsmed Norges Vestkyst op til Nordland foretog jeg en Gang for Modsætningens Skyld i Aarets Mørketid. Midt i Vinterens Hjerte¹⁰ gjorde jeg Rejsen, da der selv i Middagstimen knap nok var nogen rigtig Dag. Til Gengæld foregik Sejladsen under en straalende Stjernehimmel; og – som en Erstatning for Sommerens Midnatssol – stod der over den nordlige Horisont dette gaadefulde Polarlys, en Lysbue, hvorfra urolige Flammer jog ud over Himlen som Straaler fra en underjordisk Esse. Det er Skæret fra denne mystiske Ild, som i strenge Vintre undertiden kan ses ogsaa i Danmark.

Nytaarsdag naaede Skibet Hammerfest, Evropas nordligste Handelsplads den Gang. Her boede den fattigste Del af Befolkningen, 94 Lapperne, Ur-Indvaanerne, endnu i Jordhytter som i Stenalderen. Jeg overværede Gudstjenesten i Byens lille Trækirke og sad her i en mærkelig blandet Menighed, bestaaende af storskæggede Nordhavsfiskere og stueblege Kontorfolk, af vildt udseende Pelsjægere og smaa, puslingeagtige Stenaldermennesker i rødkantede Vadmelstrøjer og Snabelsko af Dyreskind. Det var saa meget underligere for mig at befinde mig i en saadan Ishavs-Forsamling, som jeg netop i den senere Tid havde maattet høre saa meget om, at det skulde være tvivlsomt, om jeg selv var af ren nordisk Æt. Siden vi var flyttet til Hillerød og havde faaet København saa meget nærmere, havde jeg ikke kunnet E226 undgaa at komme ud for en Del af den Snak, der gik om mig derinde. Og nu havde en eller anden Sladderhank¹¹ sat i Omløb, at vi Pontoppidan'er fra Randers var af fremmed Afstamning og vistnok havde jødisk Blod i Aarerne.

En af de første, der havde nævnet noget til mig derom, var Edvard Brandes. Da vi 95 en Gang traf hinanden i København¹², havde han indbudt mig til at spise hos ham den Dag. Han vidste, sagde han, at han skulde have sin Livret, Scholunt, til Middag, og det kunde interessere ham at vide, om jeg delte hans Smag for denne guddommelige Spise. At han havde en lumsk Hensigt med Indbydelsen, gik først op for mig bagefter.

Edvard Brandes havde ved sit første Ægteskab tilgiftet sig en ret betydelig Formue. Alligevel havde han efter Hustruens tidlige Død slet ikke ført noget selskabeligt Hus. Med sin stadig voksende Indflydelse baade som Politiker og Skribent var han mere og mere gaaet op i Arbejdet for Partiets og sin egen Magtforøgelse. Ligesom hans Forbillede Benjamin Disraeli, der skønt Jøde endte som engelsk Lord og Førsteminister, lykkedes det ham jo ogsaa tilsidst at blive Medlem af et Ministerium og Styrer af Statens Finanser i nogen Tid. At jeg var bleven en af de ikke mange, han i tidligere Aar indbød til sig og saa' ved sit Bord, var mig selv længe en Gaade. Indtil han en Gang lod 96 et Par Ytringer falde, der viste, at ogsaa han troede paa Rygtet om min fremmede Afstamning, og at han og jeg med andre Ord var Stammefrænder. Den Scholunt, han hin Dag indbød mig til, – en kraftig, let krydret Suppe med smaa Kødstykker i – var en gammel jødisk Sabbathspise, som dels af Hensyn til dens ærværdige Ælde, dels paa Grund af visse Omstændigheder ved dens Tilberedelse blev nydt med ganske særlig Andagt i rettroende jødiske Hjem. Da det nemlig efter Loven var Jøderne forbudt at tænde Ild paa i Sabbathen, blev Helligdagsmaden tilberedt allerede om Fredagen og stod derefter Natten over paa Gløder og smaakogte, mens Husets Kvinder skiftedes til at vaage over den og fremsige Bønner og fromme Besværgelser henover Gryden.

At det for Edvard Brandes Vedkommende ikke var religiøse Følelser, der havde gjort denne Sabbathspise til hans Livret, var nu en given Ting. Den Art Fornemmelser laa slet ikke for ham. Men Scholunt – eller "Gruemaden", som den ogsaa kaldtes – var 97 virkelig en prægtig Spise, og da han saa', at jeg forstod at paaskønne den og nød den med Velbehag, erklærede han med et muntert Smil, at han heri saa' det afgørende Bevis for, at vi var Racefæller.

E227 Jeg gjorde ingen Indsigelse herimod saa lidt som imod nogen af de andre ubeviste Paastande om min Familjes Forhold, som i den senere Tid var kommen mig for Øre. Jeg lod Folk snakke, Herregud, hvad vidste vi Mennesker, naar det kom til Stykket, om vor Tilblivelse udover dette ene, at den i alle Racer og Folkeslag hidrørte fra ganske den samme lille intime Proces. Det var netop Bevidstheden om dette fælles Ophav, som forklarede den menneskelige Samfølelse, der var vor sande Religion, et virkeligt Broderskab, der omfattede Individer af alle Racer og Kulører. At de Kristnes Gud, da han bestemte sig til at frembringe et Væsen, der kunde tjene til Forbillede for den hele Menneskehed, foretrak en jødisk Kvinde som Moder til sin Søn, maatte man i hvert Fald være Tysker for at tage Forargelse af.

98 Med Hensyn til Paastanden om, at vi Børn af Randerspræsten kun var halvvejs danske, hvad Familjen forresten – i hvert Fald de Ældre i Slægten – aldrig havde gjort nogen Hemmelighed af, forholdt det sig saadan dermed. Min Morfar, der havde det gode danske Navn Oxenbøll og i 1867 døde som Byfoged i Vordingborg¹³, var Barnebarn af en fremmed Sømand, der i sin Tid som Skibsdreng var bleven bjerget i Land fra Rigningen af et strandet Skib paa den jyske Vestkyst. Skibet skal have været genuesisk, Besætningen Spanioler; men da Drengen var den eneste af de Skibbrudne, der kom levende i Land, var man iøvrigt uden Oplysninger om ham og hans Hjemsted. Man havde derfor maattet lade ham blive her i Landet, og han havde faaet Navn efter den vestjyske Landsby, hvor han var vokset op og senere blev gift.

Hans Barnebarn, min Morfar altsaa, havde jeg i mine Drengeaar en Gang besøgt i Vordingborg. Jeg husker ham som en mørkladen gammel Mand med et sært uroligt Væsen. 99 En af hans daværende Embedsbrødre, Saxild, har i nogle efterladte Breve, der er bleven trykte, gjort sig lidt lystig over ham paa Grund af visse smaa Naragtigheder, som han giver den udenlandske Afstamning Skyld for. Han nævner saaledes, hvad ogsaa er rigtigt nok, at Morfar, der selv hed Morten, i Stedet derfor havde givet en af sine Sønner det fremmed klingende Navn Jean Morton.¹⁴

Min Moder mindede i sine yngre Dage en Del om ham af Ydre, var lille af Vækst som han, sorthaaret og med ret kraftige Farver paa Kinder og Læber. Hvad hun iøvrigt kan have faaet i Arv fra Sydboerne i Slægten, fik hun næppe nogensinde selv Lejlighed til at erfare. I Nittenaars-Alderen blev hun allerede Præstekone, og nu fulgte et aldrig afbrudt Hjemmeliv med 16 Barselsenge, en mere end tyveaarig Barnekammer-Tilværelse, helt optaget af Omsorgen for den store E228 Børneflok, der voksede op omkring hende. Jeg kan næsten ikke huske at have set hende udenfor vore egne Stuer.

Tidligt blev hun desuden svagelig og 100 maatte ofte i Maanedsvis ligge tilsengs. Men alt bar hun med en Sjælsstyrke, som hun selv udelukkende tilskrev sin ydmyge Kristentro, fremkaldt og udviklet ved Samlivet med min Far. Da det en Gang kom hende for Øre, at en af Byens Pyntekrukker havde kaldt hendes Liv med dets 16 Barnefødsler for et Martyrium, blev hun alvorligt opbragt. "Saa ved den Stakkel altsaa ikke," sagde hun, "at ved Kristus løftes vi troende Mennesker op over og ud over alle Livets Genvordigheder som paa laante Vinger."

(Fortsæt til kapitel 5)