Hans E. Kinck

(1865-1926), norsk forfatter, lægesøn fra Finnmarken, men som barn splittet mellem dette indlandsmiljø og fjordmiljøet i Strandebarm i Ytre Hardanger. Uden at være særlig optaget af tidsdebatten tog han filologisk embedseksamen og udgav i 1890 en afhandling om Forholdet mellem middelalderens balladediktning og oldtidens mythisk-heroiske diktning. Som naturalistisk romanforfatter debuterede han i 1892 med landsbybilleder. Først under et ophold i Paris (1894) under Jonas Lies auspicier finder Kinck en personlig stil. Novellesamlingen Flaggermusvinger. Eventyr vestfra er i 1895 dens første frugt i nyromantisk ånd. Men det var med de to romaner Sus. Den yngstes ungdom (1896) og Hugormen (1898) at Kinck fik vakt Pontoppidans interesse for forfatterskabet. Kinck sendte i slutningen af november 1898 Hugormen til Pontoppidan og bed sig fast i ham ved at rose hans "steile kraft, Deres stolte reisning midt i slettelandets fine, let paavirkelige kunstliv"kunstliv: brev af 26.11.1898.. Hvad Pontoppidan svarede, véd vi desværre ikke. Fordi Kinck døde først af de to, fik Pontoppidan lejlighed til, i 1930, at udveksle sine breve mod Kincks breve til datteren Eli; han destruerede dem så ("brændte" siger vi gerne for at understrege vor forargelse på forskningens vegne).

Men det har naturligvis straks slået Pontoppidan at Kincks historie om Herman Ek, titlen på den i 1923 samarbejdede udgave af de to romaner, havde sine paralleller til den roman, Lykke-Per, han selv sad og arbejdede på. - tekst følger

"havde Livet igennem til fast dansk Korrespondent Henrik Pontoppidan, til hvem han som Nationalist af en mere romantisk Karakter stod i samme Broderskabsforhold som hans Ungdomsroman Sus (1896) til Pontoppidans Muld. Da han havde skrevet den, som han siden paa Pontoppidans Vis arbejdede sammen med dens Fortsættelse (Hugormen) til en Bog (Herman Ek), rejste han til Italien i sin Trediveaarsalder." (Vilh. A. Horats, 4. Bog, 2. del, s. 199 (1949).)