Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Firenze. 29. oktober 1902
den levende dialekt
Firenze 29/10 – 1902.
Herr Henrik Pontoppidan,
Jeg takker Dem for den smukke sending1, som naadde mig i sommer. Det er længe siden nogen bog har optat mig som historien om Lykke-Per. Naar jeg tænker tilbage paa den, saa er der noget av ædel gotik ved den, i sten som ikke forvitrer; det staar for mig som det vil leve, naar det meste rundt om er smuldret, dette alsidige og brede billede av de elementer som udgør dansk moderne aand og dansk kultur. Denne Lykke-Per virker som en centralskikkelse i dansk aandsliv, en dansk type – i sin selviske 2 stædighed, i sin indre viljeløshed, i sin drømme-styrke som dog er uden henrykkelsens glæde. Nærmere bestemt: jyden omgit av københavn'sk raceløshed. – Men det er mer end en dansk type; den er nordisk, natsiden av den – det blonde hode naar det gror med Tanke-Trold. – – –
Jeg har bedt min forlægger sende Dem min nye bog2; ligesaa en som er et par aar gammel, som jeg den gang undlod at sende Dem fordi den paa grund av sit sprog vilde falde Dem for svær.
Det er maaske en utilbørlig tørst efter forstaaelse, naar jeg barrikaderer Dem saaledes med mine bøger. Jeg vil jo ikke netop si, at jeg er forfulgt hjemme, saaledes som det nu er blit mode at fremholde – 3 for nemlig ved spændingen at skaffe sig et kraftigt springbræt lige ind i de danske anmelderes hjærte-kule. Men jeg har ikke saa overvættes mange venner blandt det "brede publikum". Blot mit forhold til det norske sprog er her avgørende; sprogsnobberne klandrer mig for utreret norskhed, mens "maalmændene" med sit "normal-maal" i mig ser et skadedyr – det slemmeste som kunde komme for øieblikket – idet jeg altid ved tegning av bønder gaar forbi deres generalnævner av et sprog og tilbage til den levende dialekt – som jeg roser mig av er saa levende som den overhodet skrives hjemme.
Deres ærb. forbundne
Hans E. Kinck.
