En Kjærlighedshistorie

3

I.

Midt i den stille, smeltende Middagshede uden mindste Skygge eller Sky saa langt Øjet rakte, højt over store, flade, modne Agre – fløj en stor Fugl med brede, stille Vingeslag.

Kommen op over Byen standsede den, hvilte paa Vingerne og saa' ned; – men kun et Øjeblik. Saa hævede den sig atter med en lille Bevægelse – ligesom et Skuldertræk – og sejlede derpaa rolig videre hen under den blanke Himmel, op over de brune Mosedrag, ud imod Øst, mod de store, blaanende Banker dér langt, langt i det fjærne.

Der havde ikke været noget at se efter; ikke en Bevægelse at spore, der var Standsning værd. Alting stille og lummert; – thi alting sov.

4 Med Grøden tungt i Maven laa de dernede i Huse og Gaarde og svedte i Søvne – Mænd, Kvinder og Børn, i Senge eller paa Halm i Laderne. Og ud over det lille ombyggede1 Gadekjær steg en jævn, samstemmig Snorken, der blandede sig med Kvægets fra Stalden.

Paa kjølige Steder laa Fjerkræet og spredte Fjerene; Katten døsede paa Stenflisen, og Luften laa tung og død over det alt sammen.

Selv Skoven blundede, uden Liv i Bladene; og de vippetunge Straa paa de modne Agre havde lagt sig trætte op mod hinanden som for at sove. Kun Solen sad højt paa Himlen med sit lysvaagne Øje og skoggerlo ned over den Verden, hvor man drømmer.

 

Ogsaa Pastor Rude var slumret hen inde i sin store Lænestol imod nord, med Brillerne paa Panden og Hovedet lidt til Siden. Et mildt, fredeligt Smil laa om hans Mund, en stor Avis over hans Knæ; og ud og ind gjennem det aabne Vindue svirrede muntre Fluer, der ugenert satte sig paa hans Skaldepande og killede ham under Næsen.

Men nede i den store, skyggefulde Have, 5 under en fin, duftende Lind, sad hans unge, smukke Datter og læste tankefuldt i en Bog.

Nu og da, naar det suste svagt i Løvet over hendes Hoved, saa' hun op og tænkte. – Hun var hvid og fin, med et mørkt, blødt Haar bundet op i en dobbelt Knude med et Baand.

Men alt som hun tænkte, skjød en svag Rødme op i hendes Kinder, Øjnene duggedes let, og om Munden skinnede der frem et lille drømmerigt Smil, der lagde sig som en stærk Tro i det noget forknytte Ansigt.

Saa bøjede hun atter – langsomt – sit Hoved ned mod Haanden, og læste videre. Det var Digte – om Kjærlighed.

Pludselig aabnedes inde i Byen med stor Varsomhed den øverste Lem af en Stalddør, der vendte ud imod Gadekjæret. Et underlig stort Hoved kom frem, grinte med hvide Tænder op imod Solen og saa' sig forsigtigt om til Siderne. En alt for lille, rund Arm blev stukket ud og løsnede Krogen paa den nederste Lem; og nu viste der sig en lille løjerlig Person, der paa hvide Hosesokker og med Træskoene under Armen listede sig langs med Væggen, indtil han naaede Vejen, hvor Stenbroen hørte 6 op. Her stak han atter varsomt i Træskoene og saa' sig paa ny omkring.

Ikke en Flue havde rørt sig. – Saa lo han atter, saa' fornøjet ned ad sig, knipsede noget bort fra det ene Frakkeærme og gik forsigtigt hen ad Vejen.

Men netop som han i bedste Tro naaede ud for Laagen i Præstegaardshegnet, fór han sammen ved en pludselig, skraldende Fruentimmerlatter inde fra Byen.

Et Par Fugle i de nærmeste Træer sprat op2 og fløj stille væk. Men som én, der er vant til det, dukkede den lille Mand blot Hovedet ned mellem Skuldrene og skridtede alt hvad han kunde ud ad Vejen paa sine smaa, runde Ben – bestandig forfulgt af den lystigste Skogren og af skrigende Krager, der fløj op fra Træerne langs Vejkanten.

Det var et Par Piger, der var kommen op, og som stod og vaskede sig bag et aabentstaaende Vindu paa Bagsiden af en Gaard noget henne. En tredje, i bart Særkeliv og med det halve af Haaret udslaaet ned over Ansigtet, kiggede frem bag Køkkendøren, halvt forvrængt af Latter, indtil den lille Mand endelig naaede Voldgrøften, hvor Vejen drejede.

7 Men inde i Præstegaardshaven var den unge Frøken bleven vakt, og idet hun lænede sig tilbage paa Bænken og saa' ud over Laagen, fangede hun netop det sidste Glimt af lille Morten Pers, der skridtede ud – i rund Hat og Skjødefrakke!

Saa lidet dette end var, blev den unge Frøken dog pludselig urolig. Smilet forsvandt fra Kinden, hun lagde Bogen bort og trak det lille blaa Shawl om sig med en frysende Bevægelse, som var der pludselig gaaet en Sky for Solen. – –

 

Tæt uden for Byen laa Skoven. Den var stor og gammel og strakte sig vidt omkring Mosen og langt ud imod Bakkerne.

Lige bag Leddet mod Byen laa Hegnsmandens3 Hytte; – lille og hyggelig, omgiven af smaa Stakke af krydret Skovhø.

Ogsaa her var stille; men skummelt stille mod den lyse Dag der udenfor.

Inde i Stuen var der køligt og næsten mørkt, skjønt den havde Vinduer ud mod begge Sider. Men disse var smaa og sad højt oppe under Bjælkeloftet; og Skoven skyggede over dem. Dertil mødte endnu denne tunge, klamme 8 Skovange4, der strøg ind gjennem et Par Trækruder og lagde ligesom en blaalig Dugg over alt derinde.

Men var der end fattigt, saa var der ikke des mindre saa rent og blankt, uden Plet eller Lyde, at det formeligt glinsede – lige fra de smaa stivede Gardiner om Vinduer og Sengehimmel, ned over de okkergule Vægge og det lerstampede Gulv til den lille buttede Kone, der sad paa Hug foran Ovnen og holdt Blus paa en Haandfuld Skovkvas under Vandkjedlen. Hendes graa Haar sad blankt som Staal under Huen, Hovedlinet skinnede i Halvmørket, og der var en stille Bestemthed i den Maade, hvorpaa hun sad og brækkede Kviste og stak til Ilden.

Manden laa oven paa Sengen med Armene under Hovedet; hans Tøfler stod foran og ventede. Og henne under et af Vinduerne sad en ung Pige med gult Haar og syede tankefuldt.

Men ingen af dem talte.

.... Nu og da løftede Bladene sig der udenfor; der blev lidt lysere i Stuen, – og et stille, jævnt Sus gik igjennem Skoven.

Da løftede ogsaa den unge Pige sine store, barnlige Øjne og holdt dem stille i Luften 9 en Stund, indtil Suset tabte sig i det fjærne. – Hun var lys af Hud, uden Solbrand; det glatte, lysgule Haar bundet op i en dobbelt Knude med Baand – lidt rødligt foran og ned over Ørene af Kæmning med Vand.

Hendes Skikkelse havde ikke lidet af Moderens glatte, bløde Form. Og dog var der noget over hende – noget fremmed fint og sart, der ligesom ikke var af denne Stue.

Men det passede med den tilbagetrukne Krog, hvori hun sad som for sig selv; og det smeltede sammen med det enkelte, sky Blik, hvormed hun en Gang, da Moderen rømmede sig, saa' hen paa hende og strax tilbage igjen.

Ogsaa over selve Krogen var der noget af en fremmed Verden – pyntet som den var med smaa Nipsgjenstande og Udklipsbilleder i Rammer af Evighedsblomster. Og paa Væggen bag hende hang paa en lille Hylde smukt indbundne Bøger: Ingemanns Helteromaner, Bibelen og flere Bind med Digte – om Kjærlighed.

– – Paa én Gang rejste Kragerne sig med en Helvedes Allarm ude paa Vejen, daskede og baskede over Huset og drog med Skrig og Skraal ind over Skoven. Hunden for ud i sin 10 Lænke og gav Hals, og det gamle, møre Skovled knirkede i sine Hængsler.

Den unge Pige havde hastig sét op; og da Hunden strax forstummede, løftede ogsaa Manden i Sengen paa Hovedet og saa' spørgende ud i Stuen; – thi det maatte altsaa være kjendt Folk.

Men Datterens Øjne faldt paa Moderen, der uforandret blev siddende foran Ovnen og netop fik saa underlig travlt med at blæse til Ilden, som om intet var hændt. – Først forstod hun det ikke; men da Skridtene nærmede sig, saa man kunde høre deres Takt, for der en pludselig, nervøs Angst over hendes Ansigt, hun blev mørk under Øjnene og samlede Sytøjet i sit Skjød som for at flygte.

I det samme lød der Trin i Gangen, et Par Træsko blev sat til Side, Klinken forsigtig aabnet, og ind traadte en lille, hjulbenet Mand i rund Hat og Skjødefrakke.

"Goddav i Stuen," sagde han og tog Hatten af.

Nu først rejste Konen sig, gik rask over Gulvet og rakte sin korte, buttede Arm ud imod ham med et kraftigt: "Goddav og velkommen, Morten Pers!" – hun holdt sig stiv 11 i Nakken og klemte godt til, men saa' ikke om til de andre.

Af disse var Manden kommen op paa Sengekanten, hvor han sad – gammel og forpuslet5, med det tynde graa Haar i Sved ned over Panden – og stirrede frem paa den indtrædende, som om han ikke vilde tro sine egne Øjne eller kunde faa Rede paa sine gamle Tanker.

Endelig fik han Fødderne i Tøflerne, tørt sig over Panden med sit ene Skindærme og kom frem og rakte Haanden. Men han kunde intet faa frem for Bevægelse, og hans smaa, farveløse Øjne søgte uroligt fra den fremmede hen imod Krogen til Datteren, der sad ubevægelig foroverbøjet med skjult Ansigt.

"Du ser vel nok Morten – Grethe!" sagde Moderen hel mildt; og Grethe rejste sig og rakte Haanden ud; men hun saa' ikke op og satte sig tungt igjen, som om det svimlede for hendes Øjne.

Der blev et Øjebliks tung Stilhed. Morten Pers, som var vant til det, trak sin brede Mund ud til et Grin, men fik dog intet sagt; og da han i det samme saa' op paa Faderen, tog denne hurtig Øjnene til sig og saa' ud over Gulvet.

12 Men Moderen lod som intet, bandt et Forklæde i faste Ryk omkring sit trinde Liv og sagde unaturlig højt, idet hun fuldt beskjæftiget begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen:

"Værsgo' – Morten Pers! – sid ned." Men der var en let Dirren i Stemmen, og en blank Sved var brudt frem paa hendes Pande. "Værsgo' – sid ned!" gjentog hun.

Morten, der havde staaet midt paa Gulvet og drejet Hatten, hængte den forsigtig op paa et Søm ved Døren og tog derpaa Plads paa Langbænken under den ene Række Vinduer, med Ryggen mod disse, saaledes at han kunde se over til Grethe ved den modsatte Væg. Den gamle Fader tog sig i at være faldet i Tanker, saa' op, og puslede sig derpaa hen til Bordenden, hvor han satte sig. Moderen derimod gik fra og til Kjedlen, som var kommen i Kog, og lavede Kaffe.

Den stærke, syrlige Luft gjennemtrængte snart Stuen. Men det var, som om ingen ret kunde faa Munden op, og der gik lang Tid hen i trykkende Stilhed.

Moderen strøg Bagen af Haanden hen over Panden og fik sagt, at det var varmt; Morten 13 svarede, at det var det, og Faderen gjentog mekanisk, det samme, idet hans Øjne bestandig ligesom stjal sig hen i Krogen til Datteren.

Derpaa sagde Moderen, at der var vel intet nyt i Byen; og efter en lille Stund fik Morten Øjnene hjem igjen fra Grethe og svarede, at det var der ikke.

Men saa vendte hun sig brat om ved Ovnen, hvor hun stod, hævede Stemmen og spurgte om Høsten; og dertil svarede Morten strax uden Betænkning, at om dette Vejr holdt sig som en fjorten Dages Tid, vilde man have indhøstet, i alle Fald paa de lettere Jorder.

Til dette blev svaret, at kom der Regn, kunde det kanske blive galt nok med Rugen; den kunde jo næppe bære sig, saa svær som den var. Men nu fortalte Morten, hvad han havde læst i en Avis, at saadan en lille Bløde før Høst netop var god til at fæstne Kjærnen, og det mente han, der kunde være noget i.

Derom talte man i nogen Tid frem og tilbage.

Til sidst sagde Konen, at havde Vorherre givet god Høst, sørgede han vel ogsaa for at faa den godt hjem; og herfra blev nu Samtalen efterhaanden saa livlig fra begge Sider, at selv 14 den gamle Fader krøb frem med sin lille skrøbelige Stemme.

Han kunde nemlig huske et Aar fra sin Barndom, da Rugen ikke blev højere end som godt op over Træskoene, sagde han; og med mange overflødige Ord fortalte han om sin Mo'r, der stod ude i Døren og græd, da hun saa' Pigerne paa Marken rive den sammen som Slo6, uden engang at nege7 den. Morten havde hørt noget om det samme før, og idet de nu talte om, hvor meget Verden dog var gaaet frem i de sidste halvhundred Aar, var de snart inde paa Merglingen; men paa dette Tidspunkt trak Konen sig tilbage til Ovnen for at tragte Kaffen, mens Mændene flyttede sammen og blev helt ivrige.

Men under dette var Grethe ubemærket af de andre smuttet ud i Køkkenet; og da Moderen lidt efter kom derud for at hente Kopper, sprang hun op fra Tørvekassen, hvor hun havde siddet og grædt.

"Mor!"

Men uden at se til Siden smøgede Moderen rolig sine snevre Ærmer op over de hvide, buttede Haandled, slog Laaget op for Vasken og hældte Vand i en Balje, der stod.

15 "Mor!" bad det igjen. "Mor dog! – jeg vil ikke – hører du? – jeg vil ikke."

Oppe paa Væggen sad Tallerkener i Række. Moderen saa' derop, talte rolig fire ud, lagde dem i Baljen og tog et Viskestykke fra Vindueskrogen.

"Lille Mor! – lille Mor! – du maa ikke gjøre det – for jeg vil det ikke – i Evighed ikke – hører du det? – Mor, Mor dog! … jeg – jeg siger det til Præsten, Mor! – jeg … jeg … drukner mig", hulkede hun ud i sin sidste Fortvivlelse og slog Hænderne for Ansigtet.

Inde i Stuen talte de nu ganske højt. Men Moderen tørte Hænderne, satte sig paa Køkkenstolen, drog varsomt Grethe ned til sig og sluttede hende inde i sine smaa Arme, idet hun bøjede sig over hende.

"Nu skal jeg sige dig noget, Grethe. Du er helt forstyrret, er du. Du snakker jo rent i Vildelse, Barn. Hvad er det, du siger? – Drukne dig?"

Hun tog hendes Hænder fra Ansigtet; men Grethe gjemte det ind imod hende og klamrede sig i Angst omkring hende.

"Sig mig én Ting, Grethe. Har jeg nogen 16 Tid gjort dig Fortræd, har jeg? Naa. Tror du saa, at jeg, som er din Mor, vil gjøre dig nogen Ulykke? Naa. Eller Morten da? – Nu skal jeg sige dig, Grethe! – Morten er en honnet og redelig Karl, som passer sit Arbejde og holder paa, hvad han har, saa din Far og Mor kan være sikker paa, at han ikke gaar og spiller Avekatterier med dig, saa du til sidst kommer derhen, hvor man ikke griner, du …"

"Jamen, lille Mor" – hulkede hun barnligt og saa' nu op med sine smukke, forgrædte Øjne. "Jeg holder jo slet ikke af ham; jeg – jeg elsker ham jo da ikke."

"Vis-vas, Grethe! Elske? Det er noget Sludder, som de har fyldt dig med deroppe i Præstegaarden; det passer ikke for vort. Morten er en Karl, som hverken drikker eller spiller og som vil være god mod Kone og Børn – og det er noget, man kan lide paa … Tør nu dine Øjne, Grethe! – og tak Vorherre. Morten Pers er den, der kan gjøre en fattig Pige som dig lykkelig – tro du din Mor!" – –

Inde fra Stuen hørtes Faderens pibende Stemme hakke og stamme, som naar han var meget bevæget, idet han samtidigt slog smaa Slag med Knoen mod Bordpladen:

17 "Ja, du har Ret, som du siger – Morten! det er denne Mærkling8, og dette; – for før til Dags – jo pyt, Jens Monsen, for Sild og Simle9 – da maatte vel de go'e Bynder se etter Skellingerne, om de ku' hit' dem. Jo, jo, – vi maa vel vide det, vi gamle, som var med i'en." –

18

II.

Allerede samme Aften vidste man rundt i Byen, at Morten Pers var bleven forlovet med Hegnsmandens Grethe.

Der var kanske nok hist og her nogle unge Piger, der gik og smaafniste i Krogene; men i Almindelighed fandt man, at det passede sig rimeligt. Morten havde jo kjøbt Skrædderens Sted, saa Kvindfolk skulde han have i Huset.

Desuden vidste man, at Morten i sin lange Tjenestetid havde lagt sig ikke saa lidt til bedste og havde Guds Gaver baade af Kropstykker og Klædestøj i sin Dragkiste, saa Grethe, der var en fattig Pige, havde jo da endelig kun gjort, hvad der kunde tjene hende bedst.

Ind i Præstegaarden faldt Efterretningen just, som et lille muntert Selskab af Herrer og Damer havde anbragt sig om et festligt Tébord, 19 dækket ude i Haven under et Par store Kastanier. Men her gjorde den strax et dybt og smerteligt Indtryk.

Pastor Rude lagde Kniv og Gaffel; han følte sig et Øjeblik helt ilde; og i den første Bitterhed lod han sig henrive til Udbrud, der ellers ikke kom over hans Læber.

Den lille Grethe fra Skoven havde jo haft som sit andet Hjem her i Præstegaarden. Lige siden den Tid hun som syv Aars Tøs løb i Stubmarken med Gæssene, havde den milde, venlige Præst lagt Mærke til dette ualmindeligt smukke Barn, til hendes friske, kjække Ansigt, store blaa Øjne og gule Haar i Vinden; og naar han i hine Sorgens Dage paa sine ensomme Vandringer over Markerne saa' hende staa dér midt i Solen med de bare Ben i Stubbene, den lille, runde Mave fremskudt, og Hænderne med Gaasepisken bag paa Ryggen, maatte han uvilkaarlig hen og stryge hende under den bløde, fint dunede Hage.

Grethe svarede den Gang intet, uden hun blot strøg sig med Bagen af den lille tykke brune Haand under sin sorte Næstestump, idet hun med en Snusen vendte Hovedet til den anden Side og saa' ud i Luften.

20 Men en Dag tog han hende ved Haanden og førte hende hjem til sin egen lille moderløse Ellen-Lisbeth, der sad mellem sine Dukker. Og fra den Dag voxede disse to op sammen, i Leg og i Sorg lige uadskillelige, og i et stedse inderligere og oprigtigere Venskab, der aldrig nogensinde var bleven brudt.

Og naar nu Pastor Rude paa sin gamle Alder, fra den store Lænestol mod Nord, saa' de to Veninder trofast omslyngende hinanden ile ud i Mark og Skov eller sidde paa en Bænk i Haven, dybt fordybet i samme Bog, saa kunde han nikke ved sig selv i stille Glæde over dette smukke Barn, som han havde faaet Held til at løfte op fra Aandens Død til et rigt og ædelt Følelsesliv, med Syn saavel over Livets store, bærende Kræfter som over de stille grønnende Stier, "hvor Palmerne gro"10.

Og alle disse Haab og Drømme var nu som med ét Slag brutalt tilintetgjorte, haabløst knuste mod denne haarde, ubrydelige Skal, som han kjendte igjen fra de hundrede Gange tilforn. Han vidste det: her var al Appel frugtesløs; og man kunde kun bede til Gud, at han dog en Gang vilde tø dem op – disse kolde Stenhjærter – at de kunde se de rige Naadegaver, 21 der er os forlenet til Menneskelivets Forædling og Forskjønnelse ....

Da den første Forbitrelse var ovre, tog Pastor Rude dog atter sin Kniv og Gaffel, og alt som Maaltidet skred frem, talte han roligere.

Men ogsaa over den øvrige Del af det før saa glade Selskab havde der lagt sig en Stemning af bitter Sørgmodighed; thi alle kjendte jo Grethe og havde fattet Godhed for hende.

To ældre Damer fra Egnens Proprietærgaarde talte om den oprørende Handling med en værdig, tilbagetrængt Harme; og den ene, der var lidt videnskabelig anlagt, mente i dette og beslægtede Tilfælde at se den sidste dyriske Rest af den gamle Trælleaand, som i andre Henseender heldigvis nu næsten var udvisket.

Selv den noget fugtige Mejeriforpagter, der hemmeligt levede sammen med sin Husholderske, blandede sin Stemme ind i den almindelige, vemodige Beklagelse over Bondestandens i dette Forhold sørgeligt lave Standpunkt.

Men en ung, begejstret Højskolelærer fra Nabosognet, med Haaret i en blegrød Hanekam over Panden og to smaa Duske af Dun paa Spidsen af Hagen, greb strax dette med det 22 højere Følelsesliv, for i et lille Foredrag at udvikle sit Haab om, at den folkelige Vækkelse ogsaa paa dette Omraade vilde virke forædlende paa den danske Bonde.

Derom talte man nu, mens Téen blev bragt rundt, mere og mere højrøstet; og da Tévandsknægten havde cirkuleret, blev Stemningen atter nogenlunde livlig.

Men over Ellen-Lisbeths unge, blege Ansigt laa en virkelig og dyb Bevægelse, der mer og mer tog Magten fra hende. Hele hendes Legeme var i Skjælven; Taare paa Taare randt – trods Kamp – ned over hendes Kinder.

Til sidst kunde hun ikke bære det længer, men kastede sig over Stoleryggen i en overvældende Hulken.

Det var ikke Sorg. Hun var oprørt, – krænket ind i sin inderste, blysomste Sjæl; og det hjalp til intet, alt hvad Faderen og de to ældre Damer søgte at berolige hende. Hun græd blot stærkere, krampagtigt, med en vild hysterisk Graad, der ligesom søndersled hendes Legeme og gjorde et underlig uhyggeligt Indtryk paa dem alle.

Faderen rejste sig og talte hende strængt til; men det hjalp alt sammen intet; det var, 23 som om en længe nedkæmpet Lidenskab pludselig skaffede sig Luft.

Men da begyndte Præsten at forstaa, at her maatte være noget under; thi dette var ikke naturligt. Og idet han raadvild bøjede sig ned over hende, huskede han ogsaa paa én Gang, hvor underlig aandsfraværende hun paa det sidste havde været, hvor syg og lidende hun havde set ud, uden han havde kunnet forklare sig det.

Men ved den anden Side af Bordet sad en ung, stille Mand med et varmt Blik og et gult, krøllet Skjæg. I Smug havde hans Øjne hele Tiden hængt ved den unge Pige, og nu, da det brast for hende, kunde han ikke længer skjule sin Bevægelse.

Præstens Blik traf ham over Dugen; og i samme Øjeblik faldt en underlig, højtidelig Stilhed rundt om Bordet. Den varede en lang Stund, hvori ingen kunde tale. Men selv den noget fugtige Mejeriforpagters Øjne var ikke helt fri for en let Dugg.

Præsten hævede Bordet i Tavshed, og Selskabet spredte sig hurtigt, to og to, ad Havens fire Hjørner. Men da han var kommen ind i Stuen, aabnede han Favnen for sin Datter, 24 der rødmende kastede sig ind til ham, mens han samtidig strakte Haanden ud imod den unge Mand, der hurtig nærmede sig.

"Gud velsigne jer", sagde han med bevæget Stemme og sluttede dem begge inde i sine Arme. – –

Kun den unge Højskolelærer fra Nabosognet stod endnu ganske forfjamsket paa Valpladsen og kunde ikke begribe, hvad det var, der var foregaaet.

**
*

Men ude i Hegnsmandens mørke Stue sad Grethe mat og tung paa Bænken og holdt det tomme Hoved i sine Hænder. Lidt rødligt Aftenlys stjal sig ind gjennem Skovens Stammer, og det suste raskt i Løvet over Huset.

Da Døren aabnedes, var det Faderen, der listede ind. Og da han saa', at hun var ene, stillede han sig hen ved Vinduet hos hende og gav sig stille, ligesom i Tanker, til at stryge med Haanden over hendes Haar, idet han saa' ud gjennem Ruden.

Grethe greb fast om den, og Graaden 25 vældede frem paa ny, idet hun trykkede den til Kinden.

Men da hun hørte Moderen komme i Køkkenet, slap hun; og Faderen skyndte sig hen i Hjørneskabet, hvor han fik travlt med noget gammelt Hyssing11, der laa i Bunke.

26

III.

Morten Pers havde kjøbt Skrædderens Sted i Udkanten af Byen.

Det var et net lille Hus med en Smule indhegnet Kaalhave, en Vippebrønd og et Andekjær. Men Skrædderen havde været en gammel Drukkendiderik, der lod alt forfalde, og ikke saasnart var Høsten ovre, før Morten maatte i Lag med Klineske og Strygekost.

Der var meget at udrette. Og Morten vilde have det fint og komplet i alle Maader. Murene skulde spækkes12, Vinduerne rettes og males med blaat; Taget – halvt opædt af Rotter, som det var – lægges helt om med frisk Foder, ikke at tale om et splinternyt Sæt Kragtræer paa Rygningen.

Inde i de smaa, lave Stuer saa' der dertil ud, saa det var til at fortvivle over. Men med alt dette gik den lille Morten og stræbte 27 i de korte, mørke Dage, som nu stod paa; og aldrig nogensinde havde man set hans svedne Fuldmaane-Ansigt skinne saa lysteligt og tilfreds som i denne Tid, naar han rigtig myrede paa, saa Sveden haglede.

Nu lod det sig ikke nægte, at Morten Pers jo havde forsøgt sig andre Steder end netop hos Hegnsmandens – blot med mindre Held. Men nu gottede det ham ogsaa ret at vide, at baade en og to af Byens unge og smukkeste Karle hemmeligt gik og misundte ham hans Grethe; og i sin Glæde og Stolthed herover lovede han sig selv ikke at spare paa noget for at gjøre alt saa godt, at Grethe ikke skulde fortryde det Valg, hun havde gjort.

Og saa stor var hans Fryd og Lykke, efterhaanden som han saa' sin Hytte rejse sig i fornyet Glans, at han slet ikke mærkede den Misstemning, der hist og her i Byen begyndte at komme til Orde imod ham, og som ikke havde sit Udspring fra noget mindre ophøjet Sted end selve Præstegaarden.

Man ymtede om, at Pastor Rude med Harme havde modtaget Efterretningen om den paatænkte Forbindelse, og at hans unge Datter i de hæftigste Udtryk havde angrebet Grethes 28 Moder – ja med Taarer i Øjnene ligefrem forlangt, at man skulde skride ind mod den brutale Vold, der var anvendt mod hendes Veninde.

Men dette maatte dog ikke være bleven til noget, og navnlig gik det ganske sporløst hen over Hovedet paa den glade Morten Pers, der hele Dagen ikke havde Tanke for andet end at kline og lune saa godt for sin lille Grethe, at hun vilde smile i den højtidelige Stund, hun drog ind i hans Stue for ikke at forlade ham mere. Selv natlige Vandrere, der kom forbi, havde sét ham med Lys i Køkkenet pudse og hvidte til langt ud efter Midnat.

Men med Præstens unge Datter var der foregaaet noget, der sikkert havde bidraget sit til den mislige Forandring af Stemning rundt om.

Frøken Ellen-Lisbeth var bleven forlovet. Og nu saa' med Skamrødme mangen ung Pige og Kone, at den sande, løftende Kjærlighed, hvorom saa meget var talt og sunget – den havde de aldrig paa den Maade ejet.

Men Frøken Ellen-Lisbeth havde den ogsaa ligesom helt forandret. Hun havde faaet Friskhed paa Kinderne, jublende Glans i sine store, 29 brændende Øjne; – ja, selv om det var Stemmen, saa fik den en saa betagende, indsmigrende Klang, at mange, der hørte den langt borte, stod stille blot for at lytte.

Hver Eftermiddag mellem tre og fire – længe, længe før Posten med al Rimelighed turde ventes – kunde man se hende vandre utaalmodig frem og tilbage bagved Havelaagen, hvert Øjeblik kiggende frem og ud ad Vejen med alle Tegn paa nervøs Uro, parat til at styrte ud ved det mindste Glimt af en støvet Frakke over Bakkekammen. Og natlige Vandrere, der kom forbi Præstegaarden, kunde bestandig, selv langt efter Midnat, se Lys bag Gardinet i et bestemt Kvistvindue – og Skyggen af en, der sad og skrev.

Men om Lørdagen, naar Faderen sov til Middag eller skrev paa sin Prædiken, listede Ellen-Lisbeth helt ud gjennem Havelaagen og sneg sig ad en Sti omkring Byen ud imod Øst, hvor hun tog Sandvejen ud over Bakkerne – bestandig ilsommere opad de stærke Stigninger og med Øjnene stift frem, indtil hun pludselig paa Toppen af en Høj gav sig til at vifte og vinke med Lommetørklæde og Parasol ud imod et lille graat Punkt, der bevægede sig 30 nede over Mosedraget – vifte og vinke, svulmende rød, og med Hjærtet synligt bankende imod Kjolen.

Men det lille graa Punkt skred hurtigt fremad og blev en stor graa Mand med lysgult, krøllet Skjæg, der med aaben Favn hastede imod hende. Under et skyggende Træ lukkede denne sig om hende i et blussende Møde, i et langt, bedøvende Kys, i Ord uden Samling, Spørgsmaal uden Svar, i Favnetag og Rødmen uden Ende.

Han greb hendes Hænder, famlede over hendes Haar og saa' hende ind i de store, brændende Øjne. Hun tog hans Hat, tørte ham Sveden af Panden og trykkede sig ind til ham. Saa lo de igjen, og kyssedes, og vidste ikke af sig selv af Lyksalighed.

Endelig rev de sig løs og gik hjem over de store, golde Marker – hun ind til ham, han bøjet over hende med Armen om hendes Liv, i en berusende Ensomhed, borte fra al Verdens Larm – her, hvor kun Sol og Fugle jublede deres Kjærlighedslykke ud over det ganske Land …

Men naar de saa, paa den sidste Bakkeskraaning, i Frastand saa' et lille Hus med 31 Andekjær og Vippebrønd og en lille grim Mand, der stod og svedte med en vældig Strygekost mod en styg brandgul Mur – da formørkedes med ét Ellen-Lisbeths smukke Ansigt; og i Følelsen af egen overstrømmende Lykke kastede hun sig ind og gjemte sig i Hulken under det gule, krøllede Skjæg.

"Stakkels – stakkels Grethe!"

 

Nu, – det var sandt; med Grethe havde det taget en sørgelig Vending.

Sløv og tung, uden Gnist af Haab eller Tanke, sad hun derhjemme i den mørke Stue og syede mekanisk paa store Bunker af Tøj – Lagner, Særke og tunge Vaar – som Moderen gav hende i Hænde.

Hver Aften kom Morten og satte sig ved hendes Side, hvor han stille og lykkelig fulgte hvert Sting, hun tog, og lo op imod hende, naar hun tankeløs stak sig.

Om sine store Forberedelser og Indkjøb til deres nye Hjem talte han aldrig. Det var hans store, dyre Hemmelighed, der først skulde aabenbare sig til hendes Forbavselse den Aften, hun drog ind for at blive hos ham.

Derimod oprullede han for hende, hvor 32 dejligt de skulde have det i deres lille Stue "hvor sølle og ussel den end blev", føjede han altid til med et snedigt Grin – naar hun rigtig blev hans; hvordan de i de lange Vinteraftener skulde læse i Præstens Bøger, inden de "gik i Reden", og hvorledes de nok kunde komme ud af det med Sparsommelighed og redelig Levemaade, selv om de endda fik en Klat af Børn.

For det første skulde de naturligvis have en Gris, det var tydeligt. Men dertil havde han tænkt sig at holde en Snes Høns, hvilket var fordelagtigt for dem, der – som han – tærskede "til Punds"13; saa kunde Grethe gaa til Byen med Æggene, mens han var paa Arbejde. Men navnlig udbredte han sig meget vidtløftig over, hvad der kunde gjøres ud af Kaalhaven og det Stykke Vænge, der hørte til Huset, naar det ret blev kulegravet og renset for den Mængde Kvikrødder, som den gamle Gris af en Skrædder havde ladet samle sig i Jorden.

Grethe hørte næppe et Ord af alt det, han sad og fortalte. Og saa vant var hun bleven til ham, og saa sløv for det hele, at da han endelig en Dag kom og lagde sin Arm om hendes Hals for at fortælle, at nu var baade 33 Lysning og Bryllup bestilt hos Præsten, gjorde hun sig blot langsom fri og svarede med et mat:

"Allerede".

Men Brylluppet var bestemt til en af Dagene før Jul og skulde holdes med Festlighed og mange Gjæster.

Dette sidste var Moderens Vilje. Og jo mere Misstemningen og Snakken greb om sig inde i Byen, des større Forberedelser gjorde hun i Stilhed til Dagen. Grethe godkjendte alt uden Indvendinger, og Faderen var paa det sidste faldet saa meget af og blevet saa besynderlig, at han slet ikke blev spurgt.

… Tre Dage før Jul, i højt, skinnende Vejr, under en skyfri Frosthimmel, drog da Hegnsmandens festlige Bryllupsskare i tre Vogne ud fra Skoven.

Kragerne – Brudens første Barndomskammerater – rejste sig fra Træerne langs Vejkanten og hilste dem som Varselsfugle med Skrig og Skraal over Vejen, alt som de kjørte frem.

I den forreste Vogn sad Brudeparret. Grethe rolig og fattet, men bestandig en Kjende blegere, jo længere de naaede frem imod Kirken.

Paa Hovedet bar hun et hvidt Slør, der 34 bølgede bag ud i Vinden, og en frisk Myrtekrans, som Ellen-Lisbeth – et gammelt Løfte – hemmelig havde sendt hende under mange Taarer. Hænderne foldede hun fast om en skinnende Salmebog, som Moderen om Morgenen havde givet hende med et Kys.

Ved Siden skinnede Morten i svimlende høj Cylinderhat. Idet Vognen drejede ind imod Byen, fangede han over Markerne et Glimt af en Vippebrønd og et brandgult Hus; og idet et hemmelighedsfuldt Grin bredte sig i hans Ansigt, skelede han til Siden. Men Grethe saa' ham ikke; hun stirrede ufravendt og med unaturlig vaagne Øjne lige frem over de dampende Heste.

Inde i Byen stod Folk i Døre og Vinduer, da Brudetoget drog igjennem. Ved den anden Vogn rettedes alle Blikke mod Moderen, der sad ene paa Bagsædet, stiv og glinsende, uden at se til Siden, og med en Holdning, hvorpaa alle stikkende Blikke prellede af. Hue-Gallonen14 skinnede udfordrende i Solen, og de spraglede Nakkebaand flagrede bag ud med smaa haanske Smæld i Vinden.

Paa begge Sider af Kirkegaardsporten ventede en tæt Klynge af Kvinder og Børn langt ind 35 mellem Gravene. I nogen Afstand, inde mod Byen, stod Karlene med lange Piber, – Mændene helt inde i Stalddørene, med Armene hvilende paa den nederste Lem.

Da Vognene holdt, tav Mængden, og man trykkede sig sammen for at se. En velvillig Karl inde i Byen blaffede et Gevær af ude i Stakhaven; men i den trykkende Stilhed rundt om føltes det mere som en Haan end som en Hilsen. Nogle af Karlene begyndte ogsaa at le, og Bryllupsgjæsterne stege stille ned ad Vognene og gav sig til at børste paa deres Klæder uden at se ud.

Men da de løftede Bruden af den forreste Vogn, saa alle saa' hendes Ansigt, der var lighvidt, gik der en Forbitrelse gjennem Mængden. Unge Piger stod blege med Taarer i Øjnene af Harme, og en Fattighus-Kælling oppe paa Stendiget gav sig til at raabe højt nogle gemene Ord om "Hegnsmandens Else", saa Folk maatte vende sig og tysse.

Paa Vejen gjennem Byen havde Grethe netop haft Samling nok til at mærke, at ingen af Gaardene flagede, og det havde smertet hende. Men da hun nu hørte sin Moders Navn blive nævnet i denne Mængde, følte hun 36 pludselig Salmebogen brænde sig i Haanden, og idet hun greb om Mortens Arm, saa' hun rask op med Blodet i Kinderne.

I det samme begyndte Klokken i Taarnet at summe; Brudeskaren ordnede sig, og en lille hvid Degn aabnede Kirkedøren.

Inde i Kirken havde der alt gjennem en Sidedør samlet sig en større Skare baade paa Mands- og Kvindesiden, der rejste sig, da Følget kom over Kirkegulvet og gik op imod Alteret, hvor Pastor Rude tog imod det. Her delte det sig efter den lille Degns Anvisning ligeledes efter Mænd og Kvinder; men Morten, som nu en Gang havde faaet fat i Grethes Haand, vilde ikke slippe den og satte sig hos hende.

Nede i Kirken herskede der øjensynlig stor Spænding. Et Rygte havde nemlig fortalt, at Pastor Rude, som just var kaldet til et andet Sogn og flyttede en af Dagene, vilde benytte denne sidste kirkelige Handling, han efter al Sandsynlighed kom til at forrette paa dette Sted, til at sige sin gamle Menighed et alvorligt Ord, der længe havde ligget ham paa Hjærte. Og da han nu efter endt Salme vendte sig fra Alteret, saa' han ogsaa saa strængt ud 37 over Brudeskaren og snød sin Næse et saa usædvanligt Antal Gange og med en saadan Kraft, at alle nede i Kirken uvilkaarlig skottede til hinanden og forstod, at Rygtet vilde tale Sandhed.

Grethe, der følte, at alles Øjne vogtede paa hende, lod Morten beholde Haanden og holdt sig i Kamp saa rank, som hun kunde. Og naar alligevel – næsten uden hun selv vidste det – Taare paa Taare gled ned i hendes Skjød, da var det ikke Præstens Ord, der buldrede som en Torden hen over hendes Hoved, men fordi hun vidste, at et eller andet skjult Sted i Kirken sad Ellen-Lisbeth og græd med hende.

Morten var lykkelig over Haanden og smilte stille og hemmelighedsfuldt hen for sig. Heller ikke han hørte et Ord af Præstens lange Tale; han var langt herfra – hjemme i sine smaa hyggelige Stuer, hvor alt nu var parat til Modtagelsen.

I Tankerne gjennemløb han Rækken af de nye Møbler, han i saa stor Hemmelighed havde anskaffet, og beregnede den overraskende Virkning, hvert enkelt af dem vilde gjøre paa Grethe, naar hun i Aften endelig fik dem at se – det grønne Bord, Klædesskabet og navnlig Vaskebordet, 38 som han vidste, hun altid havde ønsket sig.

Han eftersaa' nøjagtigt i Stuerne, men kunde ikke se, at der manglede noget til et lykkeligt Hjem. Ude i Køkkenet havde han endda sørget for, at der var Vand i Vandspanden, saa Grethe ikke strax i Aften skulde have Ulejlighed ved Brønden; og opad Væggen ved Komfuret havde han anbragt en sirlig lille Stabel af flækkede Fyrrepinde, saa hun strax kunde have noget at fyre op med om Morgenen.

Men foruden dette havde han endda pyntet op baade i Stue og Kammers med smaa Grankviste, som han havde skaaret i Skoven. Hele Aftenen i Gaar var gaaet med at arrangere dette paa det festligste, og han havde været saa optaget deraf, at han næsten ikke havde kunnet sove om Natten; men da han vaagnede i Morges – Klokken var ikke mer end tre – gik han strax i bar Skjorte og med Lyset i Haanden om i Stuerne for at se, om alt endnu stod i samme Orden.

Og nu sad han her under Præstens buldrende Torden og gottede sig i Tankerne ved det Ansigt, Grethe vilde stille op, naar hun i 39 Aften traadte over Tærskelen, og han selv tændte Lyset for hende …

Pastor Rude talte om Kjærligheden, Livets skjønneste Blomst, den yndigste Naadegave, som er os forlenet; den, hvorfra alt godt og stort har sit Udspring, ja til syvende og sidst det eneste bærende i Livet.

Efter denne Indledning gik han naturlig og rolig over til Ægteskabet, hvis Grundvold Kjærligheden var.

Men i denne Forbindelse var det, at han ikke kunde tilbageholde sin alvorligste Beklagelse over den sørgelige – han turde sige: Brutalitet, som man desværre saare ofte – og ikke mindst paa Landet – maatte være Vidne til, idet man saa' Mænd og Kvinder uden Blu lade sig forene med Ægteskabets hellige Baand uden en Gang at vide, hvad sand og dyb Kjærlighed betød. Han vilde ikke lægge Skjul paa, at hans Sjæl krympede sig, hver Gang han i Embeds Medfør maatte forrette denne hellige Handling overfor et saadant Par. Thi det var det sørgeligste Tegn paa en – han turde sige det: sjælelig Raahed, som ethvert følende Menneske maatte vende sig fra med Afsky.

40 Han blev stedse varmere og endte i fuld Ekstase:

Det var – tilraabte han dem – en Krænkelse af Sjælens skjønneste og ædleste Følelse, en Forbrydelse mod det bedste, ja i sin Grund en Usædelighed, der som aabenbare Hor var en Vederstyggelighed for Herren og hans Menighed. – Derfor vilde han i dette, som i alle Tilfælde, indstændeligen anraabe hver især først alvorligen at ransage deres Hjærter; og, efter endnu tre Gange at have snydt sin Næse meget stærkt, vilde han af hele sit Hjærte bede Vor-Herre bevare den Menighed, han nu skulde forlade, og løfte dens Sjæle fra det gamle Trælleaag op i Lyset og Livet, til de grønnende Stier, "hvor Palmerne gro".

Da han endte, var han badet i Sved og ganske bleg af indre Bevægelse. Men efter endt Ofring gik Morten tillidsfuldt hen og takkede ham for de "skjønne Ord".

Nede i Kirken derimod sad man endnu ganske stille af Beklemmelse. Og da Følget drog tilbage over Kirkegulvet, fæstede alle Øjne sig frygtsomt paa Else. Hun knejsede dobbet rank og frejdig bag sin Datter uden at fortrække en Mine.

41

IV.

I Løbet af Eftermiddagen saa' man flere pyntede Gjæster trække fra Byen ud til Bryllupshuset. Og hen paa Aftenen var der næsten fuldt i Hegnsmandens trange Stue, hvor Sengen og det store Egeskab var flyttet ud for at give Rum, og Væggene pyntet op med Granguirlander og smaa Dannebrogsflag.

Langs under den ene Vinduesside stod der dækket et langt, festligt Bord, belyst af tre Stearinlys i Stager og fuldt af gode, fede Sager: Skinke, Sylte, røget Bedekjød og varme, stegte Sild, der lugtede ud i Stuen. Hegnsmanden selv stod for den ene Bordende, med Brændevinsflasken mellem sine rystende Hænder, og opfordrede Folk til at sætte sig, mens Else gik ilfærdig ud og ind fra Køkkenet med Kaffe til Gjæsterne, som blev ved at komme, saa man til sidst næppe kunde røre sig.

42 Alligevel var mange blevne hjemme, skjønt de var budne. Især havde Gaardmændenes Familier holdt sig tilbage, saa det var mest Husmænd og Indsiddere med deres Koner og Børn, der ikke vilde lade en god Bid Mad gaa fra dem, naar der var Lejlighed. Senere paa Aftenen kom ogsaa Karlene og Byens muntreste Piger, der havde Lyst til en Dans. Men da maatte man lukke alle Døre og Vinduer op paa vid Gab for at faa Luft.

Og da saa alle havde spist, blev Bordet, Stolene og alt overflødigt Boskab uden videre kastet udenfor, to Spillemænd anbragte paa en Tønde i Grethes Krog, og alle gamle Folk sat op paa Loftet med en Lygte for at spille Napoleon; thi nu skulde Lystigheden først ret gaa for sig, og Bruden danses svedt ud af Pigelaget. Men forinden banede Else sig Vej gjennem Mængden med en rygende Bolle Punsch over Hovedet; og mens Tosse-Kresten og Per Æg stemte Fiolen i Krogen, udbragte en allerede noget rødhovedet Karl et dundrende "Brudeparret leve!", som besvaredes med vældige Hurraer, der ligesom pressede sig ud gjennem de trange Vinduer og langt ud i den stille, stjærneklare Vinternat.

43 Inde i Byen var alt allerede for længst gaaet til Ro, Lysene slukte i Huse og Gaarde. – En let Maanedis laa over Egnen. Fra Mosen og de rimdækte Marker glimtede det svagt. Skoven, der langsomt højnede sig op over Bakkerne, laa som overdragen med et Slør af Sølvmor, der hist og her i brede Bælter blinkede i Maanelyset som rindende Vand. Himlen var skyfri, men Stjærnerne store og matte og syntes som halvt udslukte ret over Byen, hvor Disen forstærkedes af den hvidlige Em, der i den kolde Nat aandede ud fra de varme Staldlænger.

Bag et halvt aabnet Kvistvindue i Præstegaarden sad Ellen-Lisbeth, indhyllet i et tykt Tæppe og lyttende til den fjærne Larm fra Skoven.

Opreven af Graad og Fortvivlelse kunde hun ikke fatte, at det virkelig var sket; hun turde ikke tænke derpaa. Og hver Gang Scenen fra Kirken og Grethes forfærdelige, dødlignende Ro lyslevende trængte sig ind paa hende, maatte hun med Hovedet i Hænderne kvæle sin fremvældende Hulken, at den ikke skulde vække Faderen underneden.

Ud paa Natten øgedes Larmen og Lystigheden derude fra, alt som Maanen roligt sejlede 44 videre op over Skoven, hvis opskræmte Dyr og Fugle trykkede sig tættere og tættere ind i Tykningerne.

Kun en gammel nysgjerrig Ræv, der havde lugtet Stegebraset, luskede sig af og til langs Stengærdet og stod stille for at se hen paa det røde, støvfulde Skjær, der faldt ind mellem Stammerne, og Skyggerne, der ustandselig bevægede sig hen over det.

Stuen derinde var et Støv og en Hede, der drev ned ad Væggene. De halvt udbrændte Lys flakkede i Vinden, saa der undertiden var næsten mørkt. Klinkevals, Sextur, Pærevals vexlede i et væk med hinanden til Tosse-Krestens og Per Ægs lystigste Klipren, skjønt der næppe var Plads til at røre sig paa Gulvet. Pigerne skreg, de halvdrukne Karle trængte paa for at komme frem, og oppe i Vindueskarmen sad Gammelmændene, der var kommen ned fra Loftet, og røg Tobak og lo. Men hvert Øjeblik blev en ny dampende Bolle baaren ind over Hovederne paa de dansende; og ude i Køkkenet sad Konerne samlede i Kreds om Kaffekjedlen paa Komfuret.

Grethe krøb sammen i en Krog af Stuen, hvor hun var ubemærket. Hidtil havde hun 45 paa Trods og ved Anspændelse af alle sine Kræfter holdt sig saa rank, som hun kunde; men nu, da Lystigheden var saa fremskreden, at man ikke mere tog Notits af hende, sank hun helt sammen.

Hun prøvede paa at samle sig og tænke paa Ellen-Lisbeth; men det løb alt sammen rundt for hendes Øjne. Hun følte sig helt som en fremmed og var saa træt og ør af de sidste søvnløse Nætter, at hun næppe kunde holde Hovedet oprejst.

Morten satte sig hos hende og tog – vist for tyvende Gang – hendes Haand. Han havde paa det sidste kredset saa underlig stille og beklemt omkring hende og gav sig nu til at stryge hende besynderlig blødt over Haanden.

Hun drog den ikke tilbage; men han syntes mærke, at den skjælvede; og en lang Stund sad de saaledes i Tavshed, mens Spektaklet voxede rundt om dem.

Endelig bøjede han sig over mod hende og spurgte sagte, om de nu ikke skulde gaa hjem.

Først svarede hun ikke. Men da han gjentog det, rejste hun sig og fulgte.

Ude i Bagdøren tog hun kort Farvel med Moderen, der kyssede hende paa Panden. Men 46 idet hun hørte Faderen komme i Køkkenet, skyndte hun sig hurtig bort – ud af Skoven og hen ad Vejen, saa Morten havde ondt ved at følge med de Bylter af Grethes Tøj, han havde under Armen.

Maanen var netop gaaet ned bag Skoven. Himmelen havde derved ligesom højnet sig – dyb blaa, med stikkende gyldne Stjærner – og det var bidende koldt. Ude fra den sorte Mose, der laa i Skygge af Bakkerne, skinnede Isen paa de retskaarne Tørvegrave med en Glans som dugget Sølv; og det gnistrede op af de store Marker paa begge Sider af Vejen, hvor de to gik i Tavshed ved Siden af hinanden.

Morten følte sig lidt benauet. Nu, da det var saa nær, syntes han det helt underligt, at denne unge, dejlige Pige skulde følge med ham hjem til hans Stuer, ligge i hans Seng, og aldrig forlade ham … Han blev paa én Gang ganske hed i Hovedet og turde næppe se op paa hende; og idet han i det fjærne øjnede sin brandgule Skorsten og Vippebrønden titte frem over Marken, begyndte hans Hjærte at banke heftigt.

Men da han endelig stod med hende inde i den lille mørke Forstue og havde lukket 47 Døren efter dem, tog han begge hendes Hænder og sagde af sit fulde Hjærte:

"Nu skal du have Tak og Velkommen, Grethe!"

Grethe følte sig ganske svimmel, da hun hørte Døren lukke sig efter hende, og maatte støtte sig til Muren. Men Mortens Ord lød saa inderlig og oprigtig, og hans Haandtryk var saa ærligt og trofast, at det skar hende i Hjærtet, og hun kunde ikke svare. Først da han havde sluppet Taget, kom der et stille, bevæget: "Tak", – men da var han alt inde i Stuen for at lede efter Svovlstikkerne.

Derinde mødte dem en velgjørende Varme fra en munter Ild i Ovnen, som Nabokonen havde passet efter Mortens Ordre, for at det skulde være komplet. Gardinerne var rullet ned for Vinduerne; paa Bordet stod en Skaal med friske Potteblomster. Alt var paa rette Plads, skinnede nyt, og bød Velkommen; og der lugtede saa rent og hyggeligt.

Morten drejede sig rundt med Lyset, for at Grethe rigtig kunde betragte. Han selv var helt optaget af Indtrykket, det gjorde, og saa' sig omkring i en lyksalig Beruselse, som om han havde været skilt fra det en Evighed. 48 Kommoden, Stolene, det blaalige Spejl over Bænken, det hakkende Ur i Krogen – han løb fra det ene til det andet for at vise hende det.

Grethe holdt sig henne ved Døren; hun følte alting vakle for sine Øjne. Men i sin overstrømmende Glæde trak Morten hende med sig ind i Sovekammeret og holdt Lyset højt i Vejret, idet han saa sig triumferende omkring.

Her stod den store, opredte Tospænderseng med tykke Dyner op til Loftet og Sengebaand15 over. Et splinternyt Klædesskab og dette Vaskebord med Blikfad, som Grethe altid havde ønsket sig. – Ude i det friskkalkede Køkken skinnede Kobbertøjet blankt ned fra Væggene; Vandspandene paa en lille ny Træskammel, med Øsen oven over paa et Søm, Fejekosten, Komfuret og den lille sirlige Stabel Fyrrepinde – alt stod parat og ventede bare paa hende. Saltetønden, Skurekluden og den lange Række hvide Tallerkener over Køkkenvasken skinnede saa indbydende ned fra deres Hylde, som om de vilde sige: kom og tag mig!

"Naa?" smilte Morten henrykt og saa' om paa hende.

49 Men i det samme vendte hun sig hurtigt fra ham, skjulte Ansigtet i sine Hænder, sank stille ned paa en Stol og faldt snart i en bitterlig Hulken.

Morten stirrede længe paa hende og satte langsomt Lyset paa Bordet. Han forstod det slet ikke; men hans Ansigt forandredes helt.

"Synes .... synes du ikke om det – Grethe?" spurgte han endelig langsomt og usikkert.

Hun svarede ikke; hulkede blot stærkere og skjulte sit Ansigt. Men da han nu helt ulykkelig bøjede sig over hende, saa' hun rask op med Taarerne i Øjnene, kastede Armene om hans Hals og sagde ham hurtig og i Angst lige op i Ansigtet:

"Du vil jo være god ved mig, Morten? Jeg skal nok være det mod dig – det skal jeg love dig – for du vil jo være det mod mig, vil du ikke? – ikke sandt?"

"Ih, ja da, Grethe! – men ..?"

"Ja, ja, ja – jeg véd det nok, jeg er ikke rigtig; men det skal nok komme – for det er jo dette – og dette … Aa Gud! Aa Gud! … men naar du bare vil vente – og saa være god ved mig – og det vil du jo, 50 det vil du jo?" gjentog hun i sin Angst og kastede sig tættere op imod ham.

Morten forstod det endnu slet ikke; men han havde næsten selv Taarer i Øjnene. Han holdt sin Arm om dette smukke, skjælvende Legeme, der klyngede sig ind til ham; og idet nu hendes Hoved stille sank ned paa hans Skulder, kunde han med Haanden føle hendes Hjærte banke voldsomt under Kjolen.

"Men Grethe! – lille Grethe, da!" sagde han; – han kunde ikke faa mere frem.

 

Lidt efter saa' Ellen-Lisbeth, der havde holdt Øje ved Vinduet, at Lyset blev slukket i de nygiftes Hjem. Hun rejste sig, lukkede Vinduet og vaklede til Sengen. Her kastede hun sig over Hovedpuden og laa længe ganske stille med Hænderne fast pressede for Ansigtet.

Næste Morgen rejste hun til Faderens nye Kald for ikke at vende tilbage. –

51

V.

Der gik fem Aar.

Saa hændte det en Sommerdag, at en elegant klædt Dame til alles Forbavselse spaserede om i Byen og saa' saa underlig bekjendt til alle Ting – til Kirken, Præstegaarden og Haven med de store Kastanier.

Navnlig dvælede hun ude imod Skoven og paa den stærkt stigende Sandvej over Bakkerne omkring Mosen, hvor hun saas at vandre tankefuld frem og tilbage over de øde, golde Marker, indtil hun satte sig under et skyggende Træ ved Vejkanten, med Hovedet i Haanden, ligesom lyttende efter Fuglesangen, der jublede ud over Landet.

Endelig opdagede man, at det maatte være gamle Pastor Rudes Datter, der – som man vidste – var bleven gift for et Par Aar siden. Man havde endog hørt Rygter om det store, 52 dejlige Bryllup, som de to ældre Damer fra Proprietærgaardene vare komne helt løftede og bevægede tilbage fra.

Og det var det ogsaa. Det var Ellen-Lisbeth – Fru Lunding.

Hun havde forandret sig i de Aar. Hun var bleven fyldigere, men ogsaa blegere. Hun gik tungt; Gløden i de brændende Øjne var udslukt; og dette lille klare Smil, der forhen lyste som en stærk Tro i det ogsaa den Gang lidt forknytte Ansigt – det fandtes ikke mere.

Men hun var ikke mindre smuk nu. Hagen rundede sig kraftigere, Blikket saa' dybere; og naar hun af og til standsede i Skyggen for i lange Drag at indaande den svale, bedøvende Sommerluft, kunde Blodet paa én Gang strømme hende saa brændende varmt til Kinderne, og hendes Legeme svulme i en saa moden Fylde, som vilde det sprænge den lette, lyse Sommerdragt.

Da hun havde set de kjendte, hjemlige Steder rundt om, vendte hun sig atter mod Byen. Hun vilde besøge Grethe.

Huset fandt hun let; det laa der endnu med sin Vippebrønd og sit Andekjær, og havde holdt sig ens i alle disse Aar – lige til den 53 brandgule Farve, der skreg i Solen. I den indhegnede Have stod Kaal og Kartofler i lige Rader; og i det lille Vænge bag ved Kjæret stod en broget Ko til Knæs i saa rød og duftende Kløver som paa noget Stykke tredobbelt kulegravet Jord.

Da Ellen-Lisbeth i Frastand fik Øje paa Huset, kom hendes Hjærte voldsomt til at banke; og hun maatte standse et Øjeblik med Haanden over Panden.

Hvorledes var det vel gaaet hende?

I den første Tid efter Adskillelsen havde de to Veninder vexlet flere Breve. Men det var, som om de ikke længer kunde udtale sig fuldt for hinanden; det ny, der var kommet dem imellem, holdt ligesom Ordene tilbage, og de følte sig fremmede for hinanden. Brevene blev bestandig kortere og dunklere. Til sidst døde Forbindelsen helt hen. Siden havde Fru Lunding intet hørt om hende, om end hun ofte i Tankerne havde dvælet i Minderne fra hine deres lykkeligt drømmende Barndomsaar og med Taarer i Øjnene spurgt sig selv, hvorledes det vel gik hendes stakkels lille Barndomsveninde.

Men da hun nu kom nær til Huset, studsede 54 hun ved at høre Latter og leende Børnestemmer derinde fra, og idet hun efter en kort Tøven aabnede Døren til Stuen, slog der hende strax i Møde en velgjørende Duft af friskbrændt Kaffe, og hun saa' en hyggelig Familiekreds omkring et dækket Bord med en grov, hvid Dug, hvorpaa Solen faldt ind.

De havde ikke hørt hendes Banken.

Morten bredte sig – skinnende fornøjet – for Enden af Bordet med en prægtig Fuldmaaneglut paa hvert Knæ. Bedstemor sad lidt ud paa Gulvet, med løste Huebaand, og trallede for den allermindste, hvis Daabsdag det netop var. Og henne ved Vinduet puslede den gamle Bedstefar – kroget, men smaaleende – med en Tobakskardus og en Pibe.

Man havde netop spist. Paa Bordet stod Levningerne af Maaltidet: Æg, kogte Spegesild, Plukfisk og et Lerfad med Kartofler, der endnu dampede saa smaat midt i Solen; en Kande med Øl og en tømt Brændevinskaraffe.

I Vindueskarmene stod der spraglede Blomster i Potter; midt imellem dem sad en sort Kat og slikkede sin Pote. Alting saa' saa rent og hyggeligt ud. Døren til Sovekammeret stod aaben, saa man kunde se den 55 store, opredte Seng med Dyner til Loftet og Sengebaand over. Det blaalige Spejl hang paa sin gamle Plads over Bænken, og Uret snakkede gemytlig henne fra Krogen.

Men hvor Grethe var bleven stovt! Bred og prægtig som Moderen, med buttet Hage og rank Hals, et Par skinnende Øjne – og en Latter, som hun sendte lige op i Loftet, hver Gang Morten, der var lidt "paa en Halv"16, henne fra Bordenden prøvede paa at synge for Glutterne. Hun stod nemlig henne ved Ovnen og tragtede Kaffen; og Morten havde en Stemme som en hæs Ravn.

Grethes gule Haar var maaske blevet endnu en Smule rødere foran af den megen Kæmning med Vand; men saa var det ogsaa blevet ligesom større og prægtigere, med tykke Totter ned over hendes svedige Pande. Det uldne, blomstrede Tørklæde, hun bar over det, naar hun gik i Køkkenet, havde hun skubbet ned over Nakken, saa det hang som en Hætte. Thi hun var varm af at have spist med den stærke Appetit, som Diegivningen forskaffer; og baade Kjolen og Underlivet havde hun knappet helt op og skudt Særken ned, for 56 strax i paakommende Tilfælde at være parat med Brystet, der – stort og mælkespændt – skimtede frem derinde under den varme Uldtrøje.

Fru Lunding fik Lov at staa en Stund uden at blive bemærket; men da de endelig opdagede hende, blev der ganske stille.

Grethe blev dog baade forbavset og glad ved at se hende, og bød hende mange Velkommen; de andre rejste sig ogsaa, og hilste, og spurgte til. Hun maatte da endelig sætte sig og gjøre sig til gode.

Fru Lunding satte sig ogsaa og drak den Kop Kaffe, Grethe skjænkede op for hende. Men hun var ganske fortumlet og maatte med Magt samle sig saa vidt, at hun kunde besvare Spørgsmaalene, der rettedes til hende, og selv spørge om det, som hun nu egentlig vidste i Forvejen.

Ogsaa Grethe følte sig efterhaanden noget trykket og satte sig stille hen paa Bænken ved Siden af Morten. Det var aabenbart, de kunde ikke ret komme til at tale sammen; der laa for mange Aar imellem. Morten blev derfor snart ene om at spørge og svare; thi Else, Bedstemoderen, der – som gamle Hegnsmandsfar 57 sagde – ellers ikke "manglede Kjæft", havde ikke helt glemt Historierne fra for fem Aar siden, og trak sig noget tilbage.

Senere, da Mændene og Børnene gik ud for at se til Grisen, og Bedstemoderen i Køkkenet, flyttede Fru Lunding dog hen ved Siden af Grethe.

Men selv da talte de sagte, og der var længe mellem hvert Spørgsmaal og Svar. Fruen saa' sjældent op, men tegnede med Parasollen paa Gulvet.

"Og nu er du virkelig lykkelig, Grethe?"

"Ja," sagde denne aabent og lo.

"Men–n" – hun trak det ud – "nu din Mand?"

"Morten?"

"Ja – jeg mener – elsker du ham nu?"

Nu var det Grethe, der bøjede sig frem og saa' mod Gulvet. Men da hun mærkede, at den andens Øjne hvilede paa hende, svarede hun sagte og med noget dyb Stemme:

"Jeg tror, vi gjorde for meget ud af det – den Gang – med dette Kjærlighedsvæsen – og dette – at sige, saadan som vi læste om … jeg mener …"

58 Hun blev rød og stammede. Fru Lunding tog hurtig Øjnene til sig, og tegnede igjen.

Men nu spurgte Grethe:

"Og du? – Du er jo gift?"

Hun nikkede.

"Og du er vel saa grumme lykkelig, du?"

Men da hun intet svarede hertil, begyndte Grethe at forstaa, og spurgte ikke mere.

Men Fru Lunding mærkede en Haand paa sin Skulder, og da hun saa' op, var det Moderen, der var kommen ind fra Køkkenet og havde hørt det alt sammen.

"Ser De, gode Frue!" sagde hun langsomt og med et lille sejrssikkert Smil. "Der var en Gang, De var vred paa mig – jeg véd det nok; men da var De saa ung og kjendte ingen Ting. Men nu har De jo set lidt af Verden, og vel ogsaa prøvet Deres, kan jeg forstaa; – og se: vi gammeldags Bønder, vi har det nu saadan paa en anden Manér; for naar den ene er Karl og den anden er Pige, og de ellers er skikkelige og ordenlige og vil være gode ved hinanden, saa er der jo dog, hvad dér skal til; og senere 59 kommer jo Børnene, og saa saadan et Liv sammen i Arbejde og Beskjæftigelse; tro De mig – lille Frue! – det er noget andet end denne her Forfjamskelse, som de kalder Kjærlighed!"

 
[1] ombygge: omgive med bygninger. (ODS). tilbage
[2] sprat op: datid af spratte ell. sprætte, udføre en enkelt ell. især flere pludselige, hurtige bevægelser. (ODS, hvor stedet er citeret). tilbage
[3] Hegnsmand: skovarbejder, hvis hverv det er at føre tilsyn med hegnet omkring skoven. tilbage
[4] Skovange: ange, fugtig luft. tilbage
[5] forpuslet: uordentlig; forpjusket; ogs.: forkommen, nedslået. (ODS). tilbage
[6] Slo: Slod el. slaae, de rester der rives sammen efter at kornet er bundet i neg. (ODS). tilbage
[7] nege: binde sæden sammen i neg. (ODS). tilbage
[8] Mærkling: mergling. tilbage
[9] jo pyt, Jens Monsen, for Sild og Simle: et mundheld? En simle er et lille hvedebrød. tilbage
[10] "hvor Palmerne gro": verslinie fra Chr. Richardts digt "Tulte var en Høne" fra Smaadigte, 1861. tilbage
[11] Hyssing: tynd line, slaaet af tre (tjærede) hampegarn. (ODS). tilbage
[12] spække: udfylde huller og revner i mur med f.eks. ler. (ODS). tilbage
[13] tærske til Punds: blive aflønnet for at tærske korn med en skæppe af hvert pund; skæppe=1/20 pund. Stedet her er citeret i ODS. tilbage
[14] Gallon: svært baand, evt. med indvævet guld- ell. sølvtraad, der bruges til besætning paa klæder. (ODS). tilbage
[15] Sengebaand: et (m. haandtag forsynet) reb, der fra loftet hænger ned ell. fra benenden ligger hen over sengen. (ODS). tilbage
[16] "paa en Halv": beruset. (ODS, hvor stedet er citeret). tilbage